SOMMERKUNST 2021 eller: LAWRENCE WEINER I HOLSTEBRO

SOMMERKUNST 2021 eller: LAWRENCE WEINER I HOLSTEBRO

Af Lars Movin

Den amerikanske kunstner Lawrence Weiner (f. 1942) har jeg fulgt i mange år og også været så heldig fra tid til anden at engagere til forskellige af mine projekter, heriblandt udstillingen “Close-Ups. Contemporary Art and Carl Th. Dreyer” (Nikolaj, 1999) (sammen med Lene Crone) og filmene “Lowell Celebrates Kerouac” (1998) og “Connections: Ray Johnson On-Line” (2001) (begge sammen med Steen Møller Rasmussen). Derfor var det oplagt, at vi i forbindelse med sommerens rundrejse i det jyske måtte lægge vejen forbi Holstebro Kunstmuseum, hvor man frem til den 31. oktober viser “CLOSE TO A RAINBOW”, den største soloudstilling af Weiner herhjemme til dato.

Lawrence Weiner har i godt og vel et halvt århundrede beskæftiget sig med en række forskellige former og materialer – performance, film, kunstnerbøger, musik m.m. Dog er han især kendt for sine tekstbaserede værker, en art væg-installationer, hvor billedkunstens vanlige formater (maleri, skulptur) i tråd med 1960’ernes konceptuelt orienterede avantgardestrømninger er omsat til skrift, ord, udsagn. Det er værker, der på sin vis er poetiske i deres koncise tanke- og handlingsstimulerende karakter, men også – i et konceptuelt lys – billedlige og skulpturelle. Fra ord til billede og retur – eller videre ud til et helt tredje sted, som vi måske end ikke har nogen begreber for …

Weiner har i årenes løb haft en særlig tilknytning til Danmark, blandt andet i kraft af sit kollegiale venskab med Albert Mertz, og hans første udstilling herhjemme fandt sted så tidligt som i 1974 (på Tranegården i Gentofte). I 1995 blev han første gang vist på Holstebro Kunstmuseum, og i forbindelse med den aktuelle udstilling har museet erhvervet et værk (en væg-installation) med den typiske Weiner-titel “MATTER AS WE KNOW IT + RED PAINT + YELLOW MUD + GREEN SLIME & BURIED WHERE THE EARTH IS SOFT ENOUGH” (1995).

“CLOSE TO A RAINBOW” består af ti store værker, heraf et enkelt helt nyt, samt en række papirarbejder; og at et omfattende katalog er under udarbejdelse med planlagt udgivelse i løbet af efteråret 2021.

SOMMERKUNST 2021 eller: EVA KOCH I THY

SOMMERKUNST 2021 eller: EVA KOCH I THY

Af Lars Movin

På sommerens odysse rundt i landet lagde vi vejen forbi forskellige udstillingssteder, naturligvis nogle af de større – Brandts i Odense, Aros i Aarhus, Kunsten i Aalborg – men også flere af de mere perifert beliggende, heriblandt Statens Museum for Kunsts satellit i Hurup i det nordvestlige Jylland, kaldet SMK Thy.

SMK Thy er spektakulært placeret i Doverodde Købmandsgård, som med sin tårnhøje hvide silo og udsigten over Limfjorden i sig selv er et besøg værd (se billederne). Og så kan man frem til 24. oktober se en rigtig fin udstilling af Eva Kochs videoværker, heriblandt den fænomenale interaktive videoinstallation “Villar” (2001), som trods sin højteknologiske præsentationsform på forunderlig vis smelter lydefrit ind i købmandsgårdens rustikke bindingsværks-interiører.

I “Villar” undersøger Eva Koch – via sin spanskfødte mor – historien om en familie fra Villar del Cobo, en afsidesbeliggende bjerglandsby i Aragonien i det østlige Spanien, som i forbindelse med 1930’ernes Spanske Borgerkrig blev spredt for alle vinde. Blandt andet blev Eva Kochs mor, Cristobalina, sendt på børnehjem og bortadopteret til en norsk familie og havnede siden via en tur omkring Færøerne i Danmark. Og at de forskellige familiemedlemmer siden fandt hinanden igen, var et lykketræf, der involverede en stribe tilfældigheder grænsende til mirakler. En fortælling om familie, tilhørsforhold og identitet i den moderne verden – og et hovedværk i nyere dansk videokunst.

I mødet med installationen kan beskueren med sine bevægelser selv manøvrere igennem fortællingens mange grene og stykke sin egen mosaik af skæbnetråde sammen. Og bagefter kan man gå ud på området omkring SMK Thy og blive blæst godt og grundigt igennem, mens de mange indtryk bundfælder sig.

For mere om SMK Thy, inklusive information om Eva Kochs udstilling, se linket her.

Vi skal sætte øjeblikkeligt ind over for kødindustrien

Vi skal sætte øjeblikkeligt ind over for kødindustrien

Af Zenia Stampe

Nu har jeg nærlæst FN’s klimarapport, og for Danmark er der ingen tvivl om, hvad konklusionen bør være: Vi skal sætte øjeblikkeligt ind over for kødindustrien.

For første gang viser rapporten nemlig, hvor stor en del af den globale opvarmning, der kan henføres til de enkelte klimagasser. Og det viser sig, at metan er en næsten lige så stor klimasynder som CO2. Hvor CO2 har hævet gennemsnitstemperaturen med 0,8 grader, har metan hævet temperaturen 0,5 grader.

Men metan har været en blind plet i den danske klimaindsats. Mens vi har gjort alt muligt for at omlægge energisektoren og mindske CO2-udslippet, så er der stort set intet sket med landbrugets metan-udledning. Landbruget står for over 80 pct. af den samlede danske metan-udledning, og den er kun faldet med 0,7 pct. siden 1990.

Det er som om, regeringen og de borgerlige bare ikke vil acceptere, at kødindustrien er en mindst lige så alvorlig klimatrussel som kul- og olieindustrien. Men med klimapanelets entydige opfordring om at sætte hårdt og hurtigt ind over for metan, så kan vi ikke blive ved med se igennem fingrene med kødindustriens enorme klimaaftryk. Vi kan heller ikke vente på nye, endnu ikke opfundne teknologier. Der skal handles nu.

Desto mere frustrerende og alarmerende er det at høre klimaminister Dan Jørgensen svare uden om og henvise til nogle landbrugsforhandlinger, som i realiteten er gået i stå og udskudt på uvis tid. Det er et kæmpe svigt af det grønne mandat, vi fik fra vælgerne. Og jeg kan næsten ikke holde til at høre flere socialdemokrater tale om, at de har forladt nødvendighedens politik og nu vil vise, at politik gør en forskel, når de så bare lader klimakatastrofen ske lige foran øjnene på os. Det er da for pokker nu, at vi skal vise, at politik gør en forskel.

“Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown”

“Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown”

Af Zenia Stampe

Jeg blev vred, da jeg forleden faldt over et klip, hvor Mette Frederiksen latterliggør snakken om kød: “Jeg synes, det er en hysterisk diskussion, der er om kød lige nu. Jeg synes, det er noget pjat at tro, at vi løser hele klimaproblemstillingen ved at få det til handle om kød. For CO2-udslippet fra de flyvemaskiner, som folk tager for at fortælle hinanden, at de ikke skal spise kød, det er et langt større problem”.

Kommentaren faldt på et møde i Danish Crown før valget, og CEO for Danish Crown Beef, Finn Klostermann, kvitterede straks med denne kommentar: “Hvis du ikke bliver statsminister, så kan du godt blive sælger i Danish Crown”.

Hvorfor bringer jeg det på banen nu? Jo, fordi det siger rigtig meget om, hvad vi er oppe imod i klimapolitikken. For selvom vi endnu engang har fået en klimarapport, der beskriver klimakrisens apokalyptiske dimensioner og de uoverskuelige konsekvenser for fremtidige generationers, så tænker regeringen fortsat kun kortsigtet og vælgerstrategisk. Og her har de især udset sig én vælgergruppe: Dem, der er imod forandring.

Socialdemokratiet vil være deres bolværk mod forandring. Det viser de ved at stikke en kæp i hjulet for de radikale løsninger, der er brug for. De gør det også ved at latterliggøre og mistænkeliggøre dem, der prøver at forklare vigtigheden af grundlæggende ændringer af vores forbrug og samfund.

Men vi kan ikke løse klimakrisen uden at ændre den måde, vi lever på. Det samme budskab kommer fra klimaforskerne.

Som Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klima- og geofysik og medlem af FN’s Klimapanel i dag udtaler i forbindelse med rapporten: “Der er endnu ikke nogen, der har forbudt os at spise oksekød, og der er ingen, der siger, at vi skal stoppe med at køre i benzinbil i morgen – men de næste år skal vi nok til at tænke alvorligt over, hvordan vi lever”.

Jeg håber, at Socialdemokratiet lytter. Nogen gange er der noget, der er vigrigere end kortsigtet vælgerpleje. Det her er en af de gange.

Billedet er fra juni, hvor Den Grønne Studenterbevægelse mødte op foran Fødevareministeriet før et forhandlingsmøde. Tak for jeres indsats!

MONUMENTMANDEN FORTÆLLER

MONUMENTMANDEN FORTÆLLER

Københavns Kommune skriver:

I forbindelse med den engelske kunstner Gillian Wearings udstilling ”Family Stories” på Statens Museum for Kunst i 2017 blev der foretaget en landsdækkende casting i 14 forskellige byer for at finde frem til en typisk dansk familie. Kunstneren havde tidligere gennemført lignende projekter i Trento, Italien, og Birmingham, England. Familien, der blev udvalgt til at være ”En rigtig dansk familie” bestod af et ungt par med deres 2-årige datter og én mere på vej.

På det tidspunkt havde kvinden, som var adoptivbarn fra Colombia, opgivet at læse til sygeplejerske, mens manden arbejdede som bankrådgiver. Sammen drev de en kaffebar på Vesterbro. Kaffebaren er opgivet, og kvinden er nu i fuld gang med at blive socialrådgiver.

Bronzeskulpturen er udført i Kina efter fotos og opmålinger, og et pudsigt træk er, at figurernes fodtøj som det eneste er bemalet i livlige farver.

Statens Kunstfond, Bikuben og Københavns Kommune finansierede kunstværket, og efter nogen forhandling frem og tilbage blev det i 2020 opstillet ved Skibbroen.

Hilsen Jens Peter

Ligeløn for lige arbejde

Ligeløn for lige arbejde

Af Pia Olsen Dyhr, SF

Ligeløn for lige arbejde! Det burde være en selvfølgelighed. Derfor skal vi gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969 💪.

Vi foreslår i dag, at vi på Christiansborg går sammen om at vedtage en ligelønslov. At vi sætter penge af til at udjævne de forskelle, som Tjenestemandsreformen baserer sig på.

Det bliver ikke nemt. Det er ikke nemt, at bygge ovenpå et skævt fundament, som er søgt udjævnet på mange forskellige måder, gennem mange år. Men vi bliver nødt til at gøre forsørget. Fordi det kun er rimeligt, at man kan være sikker på, at man vi aflønner fair i den offentlige sektor og ikke baseret på et skævt, bedaget hierarki. Så vi kan tiltrække de dygtige mennesker til plejehjem, børnehaver, sygehuse og meget mere.

Og det er klart, at det også handler om arbejdsvilkår. Flere kollegaer, mere frihed, mindre bureaukrati. Det bliver ikke nemt. Men vi skal i gang. Det skylder vi alle dem, der er der for os i livets sværeste stunder – når livet begynder og ender ❤️

“Han havde ikke lige haft tid endnu”

“Han havde ikke lige haft tid endnu”

Af Magnus Heunicke, Sundhedsminister

Kære alle,

Jeg vil bede om jeres hjælp til, at vi i Danmark kan sætte slutspurten ind i vores vaccineprogram de kommende uger.

Forleden mødte jeg en ung mand på 25 år. Han stod i en café og var meget interesseret i at snakke om corona. Han bakkede op om vaccineindsatsen, og han syntes, det var så flot, at vi i Danmark var så effektive med udrulningen. Da jeg så til sidst spurgte ham, om han selv havde fået de to stik, så blev han lidt flov, for han havde ikke lige haft tid endnu. Men han lovede mig, at han ville gøre det, når han fik fri.

Sådan tror jeg, der er en del, der har det. Vi kan se på tallene, at vi har en kæmpe opbakning til vores danske vaccineprogram. Det er frivilligt og gratis. Udrulningen er effektiv. Og Danmark ligger helt i top internationalt.

Alligevel har vi altså en del borgere, som egentlig godt vil vaccineres, men som af den ene eller anden grund ikke har fået gjort det endnu. Det er jer, jeg henvender mig til. Nu hvor mange er på vej tilbage fra ferie, er det tid til at vi får det klaret. Og hvis der er ting i vores setup, vores praktik, gode idéer eller andet, vi kan forbedre, vil vi meget gerne høre om det.

Vaccinerne er nemlig vores vej ud af coronaepidemien, og derfor er det helt afgørende, at tilslutningen bliver så høj som muligt. I dag er 54,9% af den samledes danske befolkning færdigvaccinerede. 72% har fået første stik.

Blandt de 70-79 årige ligger tilslutningen allerhøjest. 96,2% har færdiggjort vaccination. Det er helt vildt imponerende!

Men alle målgrupper har fået invitation til vaccination. Så nu gælder det for de sidste grupper om at få startet vaccinationen med første stik, da vi allerede dér er betydeligt bedre stillet overfor corona. Og det gælder om at få den anden dosis skudt ind hurtigst muligt, så man får den fulde effekt af vaccinen.

En masse dedikerede medarbejdere har arbejdet på højtryk for at få en god og effektiv udrulning af vaccinerne i Danmark, og indsatsen bliver løbende forbedret og justeret. Alligevel kan der være praktiske problemer, der gør, at man undlader at lade sig vaccinere. Derfor har jeg bedt mit ministerium om at oprette en mailboks, hvor man kan skrive ind med gode idéer, hvis der er noget i vaccineudrulningen, som man synes, ikke fungerer. Skriv til vaccineide@sum.dk. Så samler vi alle de gode forslag og får rettet op på de problemer, der måtte være.

Det er nemlig så vigtigt, at vi får mere fart på vaccineudrulningen over de næste uger. Vaccinerne er der nok af. Og de ruller fortsat ind. Tider er der også nok af. Så det er bare med at få booket.

Vi ved nemlig, at virus trives dårligt om sommeren. Men vi ved også, at virus står på spring, så snart sæsoneffekten aftager, og er klar til at blusse op igen i efteråret og vinteren. Det så vi sidste år. Og det ser vi i mange andre lande.

Derfor skal vi forberede os på efteråret og vinteren. Og her er jeg nødt til at bede alle danskere om hjælp. For det handler om at få opbygget en stor immunitet i samfundet for at kunne stå imod. Vi har brug for, at alle, der kan og vil, lader sig vaccinere.

De fleste smittetilfælde i Danmark er nu med deltavarianten. Den reagerer ikke helt så godt på den immunitet, som vi opnår ved første stik med Pfizers og Modernas vacciner. Derfor er det vigtigt, at vi sørger for at tage både første og andet stik med vaccinerne og samtidig husker de gode råd om afstand og hygiejne. Dem skal vi huske, helt indtil effekten af andet stik er indtrådt.

Vi har i midten af juli indkaldt alle 12-15 årige til vaccination. Indtil videre har 31% modtaget første stik. Vi får hele tiden ny viden om vaccinernes virkning på børn og unge, og undersøgelserne hidtil viser, at vaccinerne har samme effekt som på os voksne. Derfor vil jeg også opfordre forældre med børn mellem 12 og 15 til at overveje vaccination, særligt nu hvor skolerne snart starter op igen, og vi forventer, at smittespredningen vil kunne stige.

Vi har selv vaccineret vores to døtre, og vores yngste er netop i den aldersgruppe. Hun skal have sit stik nummer 2 på mandag.

Til sidst vil jeg sige tak til alle jer, der har taget imod en vaccine mod coronavirus. I er med til at hjælpe Danmark ud af epidemien – hver og én gør en forskel!

Tak fordi du læste med.

Vores ugentlige møde

Vores ugentlige møde

Af Özlem Cekic

I morgen skulle jeg mødes med Bent Melchior. Vores ugentlige møde. Vi skulle tale om, hvad resten af 2021 skulle bruges til. Han ville som altid starte med at spørge, hvor mange nye medlemmer, der havde meldt sig ind. Og jeg ville som altid bede ham om at gætte. Han ville drille ved at sige 10.000 medlemmer. Jeg ville sætte mit hoved på skrå og ryste på hovedet, mens han ville smile og sige “du har jo tallet, så kom bare med det”.

Efterfølgende ville Bent give mig en bunke nyhedsartikler. Til hver artikel ville han knytte et par kommentar og et par ideer til, hvad vi kunne gøre ved alle de uretfærdigheder, der finder sted. Imens ville jeg flittigt notere alle hans ideer til mig selv i en mail. “Du er altså helt fantastisk. Noterer du virkelig alle ideerne” ville han sige.

Så ville han deltaljeret spørge ind til min familie, min sommerferie og medarbejderne på kontoret. Jeg vil tale som et vandfald og brokke mig over, at jeg har taget på. Og han vil som altid sige “vrøvl”.

Vi ville aftale en ny tid. Jeg vil bede ham om at ikke rejse sig, når jeg krammede ham en sidste gang. Og han ville insistere på, at han ville følge mig til døren.
Jeg ville gå fra Bent med masser af energi. Og han ville råbe efter mig, at jeg skal huske at hilse børnene og min mand.

Men i morgen vil intet af det her ske.
Tilbage sidder jeg med alle de smukke, store, anerkende og fantastiske ord landets aviser har brugt om min kære Bent.
I morgen skal jeg på kontoret første gang efter sommerferien. Og på mit skrivebord har jeg et billede af Bent. Så han vil være med mig. Altid i mine tanker. Men ikke længere på Nørre Farimagsgade.

(Indsamling avisen Politiken har startet til ære for Bent og Lilian Melchior fortsætter frem til midt august. Du kan støtte Bents ambition om 10.000 medlemmer, ved at melde dig ind i Brobyggerne eller støtte vores arbejde for bedre dialog mellem befolkningsgrupper, ved at sms BRO til 1217)

Økonomien buldrer derudaf

Økonomien buldrer derudaf

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Tilbage på arbejde her på Marienborg. Jeg håber, du og dine kære har haft en god sommer. Jeg har nydt at have tid sammen med min familie og mine venner. Jeg har fået svømmet i havet og læst en masse gode bøger. Solen har skinnet over Danmark, og vi har stadig styr på corona. Det går fortsat godt med at få vaccineret os danskere. Vi nærmer os, at 75 procent er vaccineret første gang. Det er et flot tal. Vi vil gerne have endnu flere med ☺️

Sommeren har budt på mange begivenheder. En imponerende dansk præstation i EM slutrunden og en lige så imponerende præstation til Tour de France. I går fik vi den første guldmedalje ved de olympiske lege i år og i dag den anden. Derudover en flot sølvmedalje og to bronzemedaljer 🇩🇰 Stort tillykke til alle vores dygtige idrætsudøvere og til alle jer i det frivillige Danmark og i familierne, der har hjulpet dem på vej.

Vi har i det hele taget meget at takke hinanden for. Det går godt i Danmark. Økonomien buldrer derudaf, og en af de største udfordringer er nu, at flere virksomheder mangler arbejdskraft. Samtidig er der stadig danskere, der går ledige, og nogle har endda været på kontanthjælp i mange, mange år. Den udfordring skal vi have løst. Der er stadig en konflikt i gang på dele af det offentlige arbejdsmarked. Det er en lovlig konflikt, som regeringen selvfølgelig ikke udtaler sig om. Den danske arbejdsmarkedsmodel er noget meget særligt. Det vil være godt, hvis vi politikere husker at respektere den.

For mit eget vedkommende vil jeg gerne takke for alle de mange snakke og ord, jeg har fået med på vejen fra Lønstrup i nord henover Aalborg og Himmerland til hovedstaden og rundt om på Møn. Samtaler om corona og om fremtiden. Gode ideer og råd. Og opmuntring. Tak!

Jeg må indrømme, at jeg ikke har savnet den til tider hårde tone her på de sociale medier. Til gengæld har jeg nydt at se et land, der nærmest er helt normalt igen. Glade danskere og turister. Og en tro på fremtiden. En del holder fortsat ferie. God fornøjelse med det. Og god arbejdslyst til de lærere og undervisere, der er ved at gøre klar til et nyt skoleår.

Det bæredygtige samfund

Det bæredygtige samfund

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

💚 I en samtale med David Trads taler jeg om Alternativets visioner og politik, og hvordan vi bør omstille vores samfund til Det bæredygtige samfund.

Alternativet blev skabt som et bud på en anden tænkning. Nye løsninger på de samfundskriser vi står med i dag, kriser der er dybt forankret i en patriarkalsk kapitalistisk tænkning. Klimakrise, diskrimination og ekstrem global ulighed.

Det vigtigste krise af dem alle, klimakrisen. Et resultat af en tænkning der uden at skele til andre bundlinjer, uden forståelse eller respekt for Jordens uundværlige økosystemer og uden begreb om konsekvenserne af et ustabilt klima, har udnyttet jordens ressourcer i et alt ødelæggende tempo, for økonomisk gevinst.

Vores evne til at overgå til Det bæredygtige samfund bliver altafgørende i de næste årtier, altafgørende for fremtidige generationer.


📻 Lyt til samtalen her.