Det skal nok gå alt sammen

Det skal nok gå alt sammen

Nanna Balslev skriver på Facebook:

Den sidste uge har jeg ligesom de fleste andre været i en form for eksistentiel alarmberedskab. Hverdagen er aflyst. Erstattet af frygt, usikkerhed og en konstant overload af information om dødstal, smitterisici og bekymring over min far, der er hjertepatient og højgravide veninde, der bor i Sverige.
Det værste er alle spørgsmålene: Hvor skal min indtægt komme fra de næste par måneder? Hvor slemt bliver det her? Hvordan ser det ud i morgen? Hvad skal jeg sige til min unge, når hun kan se, at jeg er ved at græde, mens jeg hører radioavis i køkkenet.

Af samme årsag er jeg holdt op med at tjekke løbende nyheder om smittetal og død, fordi jeg skal opretholde en form for hjemmeskole-‘hverdag’.

Men i går gik det op for mig, at jeg på en måde kender denne alarmtilstand. At kigge ud på verden og føle, den er gået i stå. At tiden snegler sig afsted. At konstant være i alarmberedskab, fordi man frygter, det bliver værre i morgen.

Sådan er det at have en depression. Nu er det hele verden, der er angstramt. Men i alt dette kaos, er det er vigtigt at huske, at depressioner går over. Det ved jeg – og tusindvis af andre – af erfaring. Kriser går over. Selv om den bliver hårdere end den sidste og kommer til at ramme alle samfundslag.

Samtidig bliver jeg helt vildt rørt over at opleve, at politikere i 2020 pludselig taler om samfundssind og solidaritet i stedet for vækst, robusthed og omstillingsparathed. At min irakiske grønthandler stadig har åbent (‘Vi lukker sgu ikke!). At alle mine venner i udlandet har ringet/skrevet den sidste uge. Men også over at foråret endelig har meldt sin ankomst. Tænk lige, hvor fucked vi ville være, hvis det var november nu….

Lige om lidt vil jeg lave verdens største gin/tonic og glæde mig over, at børn sagtens kan lege sammen over FaceTime. Det skal nok gå alt sammen.

Retorik

Retorik

Af Signe Wenneberg

RETORIK: Noget jeg gerne vil takke for er politikernes retorik. Det betyder så meget. Måden hvormed de indleder og afslutter pressemøderne med høfligt og venligt at takke alle de andre partier. Måden de taler om samfundssind og løfte i flok. Måden de taler respektfuldt om alle faggrupper. Lærerne den ene dag. Freelancerne i dag. Det siver med det samme ud i samfundet.

Lad mig give et eksempel:

Det kan selvfølgelig være tilfældigt: Men i dag fik jeg – under en time efter seneste pressemøde om de selvstændiges svære situation – en mail fra en kommunal kunde. En kunde, der ellers med koldt blod var løbet fra en økonomisk aftale… Nu blev der brugt ord som “besinde sig” vise “solidaritet” og man indvilligede i, at betale mig halvdelen af mit oprindelige honorar i løn. Det har kæmpe kæmpe stor betydning, hvordan regering og folketing taler om krisen og om hvordan samfundet skal behandle freelancerne og de små selvstændige. Så tak fra mig!

Postkort fra Lissabon

Postkort fra Lissabon

Af Susanne Sayers

Er nu, sådan på forsyningssiden, klar til eventuel karantæne. Helt uden at hamstre. Og ja, man kan få leveringer til døren også i Portugal, men vi aner reelt ikke, hvordan presset på den slags tjenester bliver i sådan en situation, slet ikke hvis den trækker ud, så hellere være nogenlunde på den sikre side. Så der også er fyldt op med ting, der er lette at lave, hvis man nu skulle blive småsløj. Som altid er der bønner, flåede tomater, løg, hvidløg, linser – den slags. Og vin og te i rigelige mængder … naturligvis.
Panik? Overhovedet ikke. Men karantæne kan blive virkelighed for os alle, og jo mere vi hver især har forberedt os uden at skulle trække på samfundsressourcer, der hurtigt kan blive pressede, desto bedre.
Derudover er situationen i Lissabon ret afslappet. Folk samler sig i parkerne som altid på en søndag. De promenerer langs floden, drikker kaffe og vin, og der er de sædvanlige køer i supermarkederne. Og propfyldte linje 28’ere. Jeg ser næsten ingen masker. Der er heller ikke udsolgt af håndsprit, men gel kan være svært at finde. Foreløbig er der 25 smittede i Portugal, de fleste mod nord, og de fleste kan spores til en portugiser, som kom hjem fra Norditalien. Så her er ikke endnu tegn på, at der er udbredt smitte i lokalsamfundet.
Jeg har været inviteret ud de seneste par dage, og der er blevet krammet og kindkysset på sædvanlig portugisisk vis. Det bliver noget af det sidste, der forsvinder, tror jeg. Det sidder stærkt i kulturen. Men jeg kan godt mærke, at jeg selv tøver efterhånden. Der ligger en slags ‘ny normal’ og dirrer lige under overfladen. Ikke som en frygt, men som en forsigtighed. For mit vedkommende ikke så meget på egne vegne – de færreste af os behøver at frygte at dø af sygdommen. Men som en beskyttelse af alle dem, der risikerer at blive alvorligt ramt og i yderste tilfælde at dø. Ved at passe på og udvise lidt omhu kan vi forhåbentlig være med til at bremse udbruddene, så der bliver tid og plads og ressourcer til at håndtere de alvorlige tilfælde i sundhedssystemet og beskytte de mest sårbare.

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

Af Erik Svarre på Facebook

Min egen børnehavekarriere omfatter nogle enkelte uger. I frk. Guldbergs Børnehave i Kirkestræde i Køge. Men jeg foretrak hjemvejens frie leg med skiftende legekammerater, hvilket var en mulighed dengang med hjemmegående mødre. Eller man skulle måske snarere sige hjemmeløbende mødre. For de havde godt nok travlt. Så meget kan jeg da huske.
Frk. Guldbergs instution husker jeg også ganske godt – trods den korte karriere i den. Det var kæft trit og retning og disciplineret leg. Meget disciplineret. For mit indre blik ser jeg stadig små drenge og piger i rad og række grave med deres små skovle. Altsammen meget ulig dagens børneinstitutioner, hvilket jeg oplevede i dag. Ved en bedsteforældredag i mine to børnebørns institution på indre Nørrebro i København.
Nu er omgangstonen i en børneinstitution helt anderledes tvangfri. Og der er mange forskellige aktiviteter af pædagogisk og læringsmæssig karakter. Dertil kommer andre begivenheder som f.eks. omtalte bedsteforældredag, hvor bedsterne inviteres til en enkelt dags ophold i institutionen.
I min egen korte instutionstid var der ikke noget, der hed en bedsteforældredag. Nej, dengang var bedsteforældre noget meget kært, men ikke desto mindre lidt ophøjet og forholdsvis fjernt. Det er bedsteforældre ikke i dag. Heldigvis. De er en helt anderledes integreret del af de små børns liv end tidligere. Den kendsgerning var for mit vedkommende bedsteforældredagens største plus på oplevelseskontoen.
Et daglangt ophold i en børneinstitution fører imidlertid også til en anden erkendelse – som OK kan hænge lidt sammen med min egen alder. For hold da kæft, der er godt nok gang i sådan en børnegruppe på 20-30 børn, der konstant snakker, råber og bevæger sig rundt. Så, bundlinjen for sådan en dag i institutionsland er: Godt man ikke er pædagog og lever dette intense liv i børnekontakt hver dag. Men tak, fordi der er nogen, der gør det. Og endda med stor glæde – som jeg fik klart indtryk af i dag.

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Af Susanne Sayers på Facebook

Det borgerlige Danmark har brug for at genfinde sig selv. Debattøren her har nogle bud, som er interessante, omend jeg savner forholdet til de nye teknologier. De kan ændre menneskets livsvilkår på afgørende punkter og sætter måske også på sigt spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Jeg synes også, at det er underligt tilbageskuende at bruge nationalstaten som omdrejningspunkt i en tid, hvor stort set alle større problemstillinger er grænseløse. Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Men debatten om borgerligheden er velkommen og nødvendig. Venstres tidligere statsminister og FN’s flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, så det som helt nødvendigt at basere politik på en idé og ikke bare pragmatisme: »Den tendens til at fastholde erhvervede privilegier, til at vende ryggen til folk af en anden observans eller hudfarve eller nationalitet, som rundt i verden udfolder sig i “konservative” kredse, har jeg svært ved at acceptere. Det har ikke meget at gøre med respekt for medmenneskelighed eller frisind. Det pragmatiske drag, der ofte har været over de danske konservative, bryder jeg mig ikke om. Poul Sørensen har engang citeret Christmas Møller for ordet: ” Nu er den bedste politik slet ingen politik at have.” Altså at lade udviklingen afgøre, hvad vej, man skal gå.

Det kan ikke være mål nok for et politisk arbejde at holde sig ved magten, at vejre folkestemningen for at bevare populariteten, at føre det, man har kaldt “Gallup-politik”. Som Jakob Knudsen sagde – dog ikke om et bestemt parti:” Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bagefter folket og spejde efter dets stemning.”«

Ordene er vist nok fra 1965. Men det forekommer mig, at de ret præcist har beskrevet borgerligheden i Danmark gennem længere tid. Det er på tide at få idégrundlaget på plads.

Livet vil leve videre

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

For et par dage siden skrev Marcus Rubin i Politiken om sin glæde over at være født og uddannet i København, bo i storbyen og arbejde på Rådhuspladsen. Han tilføjede, at hvis andre følte glæde over at sidde og kigge på en edderkop, så for hans skyld ingen alarm, men for ham var det i byen og kun i byen, det foregik.

Jeg kan godt forstå ham. Jeg er selv født i København, og da jeg flyttede på landet sagde alle mine venner, at det var et dødfødt projekt. Jeg var den mest inkarnerede københavner, man kunne forestille sig, og der ville ikke gå et halvt år, før jeg var tilbage igen, der hvor jeg hørte hjemme.

Men nu er er gået 46 år, og jeg er her endnu. Og for hvert år føler jeg mig mere og mere knyttet til haven med dens vrimlende liv. I mange år anede jeg ikke, hvad planterne og insekterne hed, og der er stadig store huller i min viden. Men der er ingen huller i min glæde, når jeg ser på oldenborrer eller pindsvin. Jeg føler en dyb glæde, et nærvær og en samhørighed. Og jeg føler sorg og afmagt, når der sker det, der er sket – at tilflyttere eller andre uden fornemmelse for den verden, de har omkring sig, kører vores pindsvin ned og skyder vores fasan.

Jeg kan stadig godt lide at komme til København, men der kan godt gå et halvt år mellem turene. Jeg længes altid hjem til haven og naturen omkring os, også om vinteren.

Og jeg tror faktisk, at de inkarnerede københavnere også kunne have godt af at komme herud engang imellem. Når man er her, kan man se, hvad biologisk mangfoldighed er, hvordan det hele hænger sammen i et umådeligt netværk af gensidig hjælp – og hvordan pesticider dræber bierne, hvordan naturen forarmes af det intensive landbrug og de menneskeskabte klimaændringer og hvor meget, vi endnu har at lære. Naturen kan lære os ydmyghed – at vi ikke er verdens centrum, at vi er én art blandt mange, og at det er en forudsætning for vores egen trivsel – og for at vi overhovedet får en fremtid – at vi lærer at leve i balance og harmoni med vores biologiske livsgrundlag. Vi kan ikke overleve uden alle de andre – men de kan klare sig uden os. Hvis vi begår kollektivt selvmord, kan vi rive mange arter med i døden, men nye arter vil komme til. Livet vil leve videre.