GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

Af Erik Svarre på Facebook

Min egen børnehavekarriere omfatter nogle enkelte uger. I frk. Guldbergs Børnehave i Kirkestræde i Køge. Men jeg foretrak hjemvejens frie leg med skiftende legekammerater, hvilket var en mulighed dengang med hjemmegående mødre. Eller man skulle måske snarere sige hjemmeløbende mødre. For de havde godt nok travlt. Så meget kan jeg da huske.
Frk. Guldbergs instution husker jeg også ganske godt – trods den korte karriere i den. Det var kæft trit og retning og disciplineret leg. Meget disciplineret. For mit indre blik ser jeg stadig små drenge og piger i rad og række grave med deres små skovle. Altsammen meget ulig dagens børneinstitutioner, hvilket jeg oplevede i dag. Ved en bedsteforældredag i mine to børnebørns institution på indre Nørrebro i København.
Nu er omgangstonen i en børneinstitution helt anderledes tvangfri. Og der er mange forskellige aktiviteter af pædagogisk og læringsmæssig karakter. Dertil kommer andre begivenheder som f.eks. omtalte bedsteforældredag, hvor bedsterne inviteres til en enkelt dags ophold i institutionen.
I min egen korte instutionstid var der ikke noget, der hed en bedsteforældredag. Nej, dengang var bedsteforældre noget meget kært, men ikke desto mindre lidt ophøjet og forholdsvis fjernt. Det er bedsteforældre ikke i dag. Heldigvis. De er en helt anderledes integreret del af de små børns liv end tidligere. Den kendsgerning var for mit vedkommende bedsteforældredagens største plus på oplevelseskontoen.
Et daglangt ophold i en børneinstitution fører imidlertid også til en anden erkendelse – som OK kan hænge lidt sammen med min egen alder. For hold da kæft, der er godt nok gang i sådan en børnegruppe på 20-30 børn, der konstant snakker, råber og bevæger sig rundt. Så, bundlinjen for sådan en dag i institutionsland er: Godt man ikke er pædagog og lever dette intense liv i børnekontakt hver dag. Men tak, fordi der er nogen, der gør det. Og endda med stor glæde – som jeg fik klart indtryk af i dag.

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Af Susanne Sayers på Facebook

Det borgerlige Danmark har brug for at genfinde sig selv. Debattøren her har nogle bud, som er interessante, omend jeg savner forholdet til de nye teknologier. De kan ændre menneskets livsvilkår på afgørende punkter og sætter måske også på sigt spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Jeg synes også, at det er underligt tilbageskuende at bruge nationalstaten som omdrejningspunkt i en tid, hvor stort set alle større problemstillinger er grænseløse. Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Men debatten om borgerligheden er velkommen og nødvendig. Venstres tidligere statsminister og FN’s flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, så det som helt nødvendigt at basere politik på en idé og ikke bare pragmatisme: »Den tendens til at fastholde erhvervede privilegier, til at vende ryggen til folk af en anden observans eller hudfarve eller nationalitet, som rundt i verden udfolder sig i “konservative” kredse, har jeg svært ved at acceptere. Det har ikke meget at gøre med respekt for medmenneskelighed eller frisind. Det pragmatiske drag, der ofte har været over de danske konservative, bryder jeg mig ikke om. Poul Sørensen har engang citeret Christmas Møller for ordet: ” Nu er den bedste politik slet ingen politik at have.” Altså at lade udviklingen afgøre, hvad vej, man skal gå.

Det kan ikke være mål nok for et politisk arbejde at holde sig ved magten, at vejre folkestemningen for at bevare populariteten, at føre det, man har kaldt “Gallup-politik”. Som Jakob Knudsen sagde – dog ikke om et bestemt parti:” Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bagefter folket og spejde efter dets stemning.”«

Ordene er vist nok fra 1965. Men det forekommer mig, at de ret præcist har beskrevet borgerligheden i Danmark gennem længere tid. Det er på tide at få idégrundlaget på plads.

Livet vil leve videre

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

For et par dage siden skrev Marcus Rubin i Politiken om sin glæde over at være født og uddannet i København, bo i storbyen og arbejde på Rådhuspladsen. Han tilføjede, at hvis andre følte glæde over at sidde og kigge på en edderkop, så for hans skyld ingen alarm, men for ham var det i byen og kun i byen, det foregik.

Jeg kan godt forstå ham. Jeg er selv født i København, og da jeg flyttede på landet sagde alle mine venner, at det var et dødfødt projekt. Jeg var den mest inkarnerede københavner, man kunne forestille sig, og der ville ikke gå et halvt år, før jeg var tilbage igen, der hvor jeg hørte hjemme.

Men nu er er gået 46 år, og jeg er her endnu. Og for hvert år føler jeg mig mere og mere knyttet til haven med dens vrimlende liv. I mange år anede jeg ikke, hvad planterne og insekterne hed, og der er stadig store huller i min viden. Men der er ingen huller i min glæde, når jeg ser på oldenborrer eller pindsvin. Jeg føler en dyb glæde, et nærvær og en samhørighed. Og jeg føler sorg og afmagt, når der sker det, der er sket – at tilflyttere eller andre uden fornemmelse for den verden, de har omkring sig, kører vores pindsvin ned og skyder vores fasan.

Jeg kan stadig godt lide at komme til København, men der kan godt gå et halvt år mellem turene. Jeg længes altid hjem til haven og naturen omkring os, også om vinteren.

Og jeg tror faktisk, at de inkarnerede københavnere også kunne have godt af at komme herud engang imellem. Når man er her, kan man se, hvad biologisk mangfoldighed er, hvordan det hele hænger sammen i et umådeligt netværk af gensidig hjælp – og hvordan pesticider dræber bierne, hvordan naturen forarmes af det intensive landbrug og de menneskeskabte klimaændringer og hvor meget, vi endnu har at lære. Naturen kan lære os ydmyghed – at vi ikke er verdens centrum, at vi er én art blandt mange, og at det er en forudsætning for vores egen trivsel – og for at vi overhovedet får en fremtid – at vi lærer at leve i balance og harmoni med vores biologiske livsgrundlag. Vi kan ikke overleve uden alle de andre – men de kan klare sig uden os. Hvis vi begår kollektivt selvmord, kan vi rive mange arter med i døden, men nye arter vil komme til. Livet vil leve videre.

Det er tid til at tale om bonusordninger

Det er tid til at tale om bonusordninger

Af Peter Svarre

Måske er det ikke så meget Banedanmarks brug af bonusser, der er problemet, men hele idéen om en årlig pekuniær belønning af medarbejdere!
Jeg har siddet i en del stillinger, hvor jeg fik bonusser på baggrund af præstationer, og jeg har også selv været chef for folk, der fik bonusser, og min samlede erfaring på området er, at det i 95% af tilfældene er en defekt institution, som i bedste fald ikke gør nogen forskel og i værste fald skaber manglende motivation og splid blandt medarbejderne.
Første problem ved bonusser er, at de som regel gives med et års forsinkelse, hvilket betyder, at der rent kognitivt er meget lille sammenhæng mellem handling og belønning. Min erfaring er, at det ofte gør medarbejdere meget gladere, hvis man uddeler mindre belønninger synkront med at de har ydet en ekstra indsats. Det kan være pengebonusser eller en middag på en god restaurant, eller lignende (som de naturligvis skal betale skat af…). Belønningen skal falde inden for 2 uger efter medarbejderens særlige indsats – ellers fortager effekten sig.
Andet problem er, at bonusser ofte bliver betragtet som en del af ens løn, hvilket betyder, at man ikke bliver specielt positivt stemt, når man modtager sin bonus (det var jo forventet), men til gengæld bliver man virkelig utilfreds, hvis der bare skæres en lille smule af ens bonus. Resultatet er, at virksomheder ofte vil gøre alt i verden for, at medarbejderne faktisk modtager deres bonusser – også selvom de ikke har nået deres mål – for ellers står man ved årets udgang med en gruppe svært utilfredse og demotiverede medarbejdere, der allerede er godt i gang med at finde deres nye job på Linkedin.
Tredje problem er, at det er tæt på umuligt at lave objektive kriterier for at uddele bonusser. Det giver god mening for folk med en salgsrolle, hvor man kan måle på helt konkrete tal, men for stort set alle andre medarbejdere giver det med min erfaring ikke nogen mening at opstille kvantificerbare kriterier for uddeling af bonusser. Hvordan måler man, at en person er en god kollega? Hvordan måler man om et projekt blev udført godt eller bare halvgodt? Hvordan undgår man, at folk suboptimerer på målekriterierne, så de bare går efter bonussen i stedet for virksomhedens bedste?
For det fjerde er det min erfaring, at folk simpelthen ofte glemmer deres bonusmål, fordi der går så lang tid til bonussen skal udbetales. Ofte hænger det sammen med, at målene er uklare og vage, hvilket betyder at medarbejderen i stedet bare passer sit arbejde og satser på at alle andre er lige så ligeglade med bonusmålene, som hun selv – i hvert fald lige indtil den dag, hvor de skal udbetales.
Så hvad skal man gøre? I min optik virker det langt bedre at give folk en ordentlig hyre, og så i øvrigt have hyppige feed-back samtaler, hvor man giver ærlig ros og ris. Og hvis man endelig gerne vil dele lidt ud af firmaets overskud bør man gøre det i øjeblikket, hvor en medarbejder har ydet en særlig indsats, eller virksomheden har nået en vigtig målsætning!

Er BorgerForslag mere end SkrivUnder med NemID?

Er BorgerForslag mere end SkrivUnder med NemID?

BORGERFORSLAG – OG HVAD SÅ?

Af Tom Ahlberg

I dag nåede det første Borgerforslag de nødvendige 50.000 underskrifter – og så må vi jo se hvad der sker.

Kigger man på den foreløbige liste over borgerforslag, er de enten umulige (Forbryd brug af lægekonsulenter fx) eller i det mindste på velkendte dagsordner. Afskaffelse af Uddannelsesloftet er jo ikke en ny sag, modstanden er velkendt.

Et af formålene med borgerforslag er at få nye tanker fra befolkningen. Næsten alle nuværende mulige forslag er velkendte i det offentlige rum. Altså ikke udtryk for ny politisk kreativitet.

På den måde kommer de fleste borgerforslag til at virke som en officiel variant af skrivunder.net – nu tilført NemID. Og nu med en endnu stærkere mobiliseringsfaktor. Det er i sig selv glimrende.

Men tag fx det forslag som trækker næstflest, snart 14.000 har skrevet under på “Indførelse af 18 års mindstealder for omskæring af raske børn”. Også denne diskussion er velkendt. Vil MF’erne skifte positioner, når der er 50.000 underskrifter? Giver 50.000 underskrifter en særlig demokratisk legimitet (der er sådan set 4 mio. som har valgt ikke at skrive under)?

Naturligvis udvider borgerforslag paletten af demokratiske muligheder for borgerne. Men os der har talt for borgerforslagene savner nok at gå lidt mere i dybden, med hvad det i øvrigt skal føre til. Når de studerende bliver sure over at folketinget ikke følger borgerforslaget, hvordan fastholder man mobiliseringen?

Modsat det almindelige folketingsarbejde giver borgerforslag indtryk af at diskussioner er alt-eller-intet. Det reelle arbejde med Uddannelsesloftet handler jo i højere grad om justeringer og korrektioner, end om total afskaffelse. Èn mulighed kunne være at bruge borgerforslag som indgang til nye borgerdrevne dialogfora, hvor man i højere grad lod borgere afsøge konkrete muligheder og løsninger.

Vi risikerer at stikke underskrivere på borgerforslag blår i øjnene, når de opdager at underskriften ikke førte til noget.

Twitter reaktioner:

30 år med økologi i Nordsjælland

30 år med økologi i Nordsjælland

Af Lasse Bolander (bestyrelsesformand i Coop Danmark) på Facebook

Jan Algreen lagde i 1987 om til økologi for at undgå kemi i markerne. Dengang var omverdenen temmelig skeptisk. I dag er Jan og hans gård Søris mellem Slangerup og Ølstykke en af Danmarks største leverandører af økologiske grøntsager. Og økologi er blevet for alle.

Coop Danmark indgik i 2015 et partnerskab med Søris, og Jan og gården blev en vigtig del af Coops arbejde for at gøre Danmark til verdensmester i økologi og økologi til hvermandseje. I Coop støtter vi økologiske producenter for at tilbyde danskerne et større udvalg af økologiske varer, der er til at betale.

Stort tillykke til Søris med det 30-års jubilæum! Og rigtig god jubilæums-høstfest på lørdag.

Læs mere om Søris på sn.dk her.