Kategori: Klummer

Af Arne Herløv Petersen

For 57 år siden fik jeg en åbenbaring. Eller måske var det bare en pludselig indskydelse. Uanset hvad det var, ændrede det mit liv.
Da jeg begyndte på Københavns Universitet i 1962, havde jeg det som et barn, der bliver lukket ind i slikbutikken. Forelæsningskataloget var som Ida Davidsens smørrebrødsseddel; jeg satte kryds ved alt det, jeg syntes lød interessant. Det var en hel del. Der var fri adgang dengang, frit valg på alle hylder, man kunne droppe ind og droppe ud som man ville. Man kunne sidde derhjemme og aldrig vise sig på uni, før man gik op til endelig eksamen. Man kunne blive evighedsstudent som Elsa Gress’ far, Ur-Gress kaldet, der var begyndt at læse i 1903 og stadig var i gang tres år senere, selv om han havde måttet opgive filosofi, fordi undervisningen foregik på første sal på Frue Plads, og hans ben ikke længere kunne klare trapperne. Så han havde skiftet til religionshistorie, der foregik i stueetagen.
Jeg valgte historie som hovedfag og lavede alle afløsningsopgaverne og tog forprøve på de normerede to år. Jeg havde valgt russisk som bifag og fulgte undervisningen i to år, men midtvejs var jeg blevet mere interesseret i kinesisk, så det fulgte jeg også. Samtidig fulgte jeg alle forelæsninger og øvelser i sociologi, der interesserede mig, og så gik jeg til nogle kurser i nordisk folkemindevidenskab. Jeg var blevet redaktør af Studenterbladet, jeg var formand for historisk fagråd og for fakultetsrådet på humanistisk fakultet og sad i bestyrelsen af Studentersamfundet og Socialistiske Studenter og den lokale SF-afdeling. Og så havde jeg, siden jeg begyndte på studiet to et halvt år før, udgivet en digtsamling på Borgen og en roman på Gyldendal. Jeg holdt en del foredrag rundt omkring og skrev kronikker og andre artikler. Og i januar 1965 tog jeg så første del af den endelige eksamen i historie. Den hed H1 og omhandlede økonomisk historie, statsvidenskab med forfatningslære og politisk teori og den slags. Vi læste Hobbes, Thomas More, Malthus, Adam Smith, Marx, Clausewitz, Schumpeter, Lenin og mange andre. Så manglede jeg kun specialet og H2, og det regnede jeg med at klare på to-tre år.
Men så den dag for omkring halvtreds år siden, hvor jeg kom gående over Frue Plads, slog det mig pludselig: Nu har du gået i skole, siden du var seks år. Du har aldrig rigtig lavet andet. Er det sådan, du ønsker dit liv skal være? Eller skal der være mere i det? Skal du ikke ud i verden og opleve noget andet?
Så i stedet for at gå videre til næste forelæsning, gik jeg ned i Mikkelbryggersgade, hvor Ritzau holdt til, og bad om at tale med chefredaktøren, som jeg aldrig havde set. Han spurgte, hvad jeg ville, og jeg sagde, jeg gerne ville ansættes på udenrigsredaktionen. Han så på mig, sådan en fyr på 21, der bare kom vadende ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde en journalistuddannelse. Næ, det havde jeg ikke, men jeg havde skrevet en del i Aktuelt.

Godt, sagde han. – Du kan gå op på udenrigsredaktionen og blive sat på holdet deroppe for i dag. Du skal lave det samme, de andre laver. Du får ikke penge for det. Så kommer du her i morgen, og så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej.
Jeg kom tilbage næste dag og blev ansat, og så var jeg på udenrigsredaktionen. Senere kom jeg over på Aktuelt som fastansat journalist, jeg begyndte også at oversætte til forskellige forlag, og inden året var omme, havde jeg sammen med syv andre købt en tremastet skonnert og en tomastet galease, og vi gjorde os klar til at rejse Jorden rundt.
Fire år efter kom jeg tilbage til uni – efter tre måneders ophold i en palmehytte på stranden i Fransk Polynesien – og gik i gang med at læse igen, og så gjorde jeg da den historieuddannelse færdig.
Jeg har aldrig fortrudt, at jeg stoppede op den dag og besluttede at holde det ene fjumreår efter det andet.

Af Christina Sejr Poulsen

Der er klart noget med forskellige måder at tænke samfund og økonomi på rent politisk, men hvordan kan vi tale forskelligt om menneskers værd?
Jeg forstår det simpelthen ikke.

Når jeg ser mennesker, der står sammen for at passe på verden og hinanden, om det så er i de store begivenheder eller i de små hverdagssituationer, så rører det mig, og minder mig om en medmenneskelighed og om næstekærligheden, som ikke er til diskussion i min verden.

I dette privilegerede forkælede land, hvor mennesker har SÅ meget mere end SÅ mange andre steder i verden, har vi hver især kun én forbandet forpligtelse, nemlig IKKE at træde på dem der har mindre, kan mindre eller er anderledes end os.
Alt andet vidner kun om åndelig fattigdom og uklædelig smålighed!
Kom nu, Danmark!💪

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

#FRIDAYSFORFUTURE, #METOO og #BLACKLIVESMATTER✌🏽

Hvad har de tre emner til fælles – udover, at de alle har fyldt debatten i 2020?

De har i hvert fald det til fælles, at de alle i høj grad er blevet båret frem af en generation, der har et mod og en vilje i sig, som vi skal flere årtier tilbage for at kunne spejle. En generation, hvis gennemslagskraft og kamp kan være med til at løse de massive udfordringer, generationerne før dem har skabt.

De har også en sårbarhed til fælles, at turde at se samfundsudfordringer i øjnene og råbe op, og det lykkedes. De har råbt magthaverne og de såkaldt voksne, der er til stede, op, bl.a. gennem demonstrationer, klimakunst og modige taler.

Det siger noget om den kraft, der er i mødet mellem ungdom, oprør og kunst. Og det siger en del om den aktuelle ungegenerations gennemslagskraft.

Kunsten giver et sprog for det, som ord og tal ikke altid formår at udtale. Og kunsten giver den refleksion og inspiration, der folder vores kreativitet ud.

Det talte jeg om her til aften ved et arrangement på Art Hub. Her debatterede vi nemlig kunstens rolle, ungdommens mod og de massive klimaudfordringer.
Alt sammen noget, der står mit hjerte næ.

💚

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant? – det diskuterede Aftenshowet i går.

I en så vigtig sag som #metoo bevægelsen driver, er enkeltsager ikke det centrale. Det er derimod vigtigt at belyse det enorme omfang af magtmisbrug, seksuel chikane og overgreb, der foregår og stadig bliver tysset ned.

Hvordan strukturer og magthierarkier ofte beskytter krænkeren fremfor offeret og hvordan denne adfærd reproduceres gang på gang. Dog er enkelte sager, så spot on til at illustrere det præcise billede og den helt nødvendige kulturændring, og her er sagen om Jeppe Kofoed utrolig relevant. Fra hændelsens gru 12 år tilbage, til alle de der forsvarede og holdte hånden under ham, til i dag hvor statsministeren har udnævnt ham som udenrigsminister.

I min optik er Statsministeren med til at legitimere den adfærd, ved at se ”igennem fingre” med Kofoeds historie. At efter en undskyldning og nogle år ”på bænken” i Europa parlamentet, udnævne ham til udenrigsminister, er vel næppe at udvise konsekvens overfor sexuel magtmisbrug.

Det er vigtigt at vi italesætter og debattere de hændelser, få et fælles sprog der gør at man tør at sige fra og ikke mindst udviser konsekvent politik på området, så det ikke længere er legitimt. På arbejdspladserne, på skolerne og selvfølgelig også i Folketinget.

Facebook kommentar af Arne Herløv Petersen

Jeg tror sådan set ikke, der er nogen næste gang. Jeg lever i et bestemt tidsrum, der kan være lidt kortere eller længere, men som under alle omstændigheder er afgrænset og ikke kommer igen
Tanken om reinkarnation forekommer mig absurd. for hvad er det, der skal genfødes? Min krop er det så åbenbart ikke, og da jeg ikke kan huske noget tidligere liv, kan det heller ikke være min bevidsthed. Hvad skulle det så være?
Vi lever selvfølgelig videre på den måde, at hvert atom i os optræder i stadig nye forbindelser – i hvert fald frem til det endelige protonhenfald.
Men det er kun en filosofisk trøst, ikke en håndgribelig, for jeg er der jo ikke til at opfatte det efter min død.
På samme måde kan det være en filosofisk trøst, at tiden sikkert er mere kompliceret, end vi kan opfatte med vores begrænsede sanser.
Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt – dvs uden for tiden – et eller andet sted på et eller andet plan. Hvis vi kunne bevæge os op over vores tre dimensioner, kunne vi måske opfatte det.
På en måde, vi ikke kan opfatte, ligger tidskvanterne lagdelt som tagsten. Ethvert nu ligger der sluttet i sig selv.
Vi kan tænke os til tidsdimensionen, der bliver ved med at være der.
Men vi kan ikke opfatte den med vores sanser. Vi kan ikke mærke den.