Kom nu, Danmark

Kom nu, Danmark

Af Christina Sejr Poulsen

Der er klart noget med forskellige måder at tænke samfund og økonomi på rent politisk, men hvordan kan vi tale forskelligt om menneskers værd?
Jeg forstår det simpelthen ikke.

Når jeg ser mennesker, der står sammen for at passe på verden og hinanden, om det så er i de store begivenheder eller i de små hverdagssituationer, så rører det mig, og minder mig om en medmenneskelighed og om næstekærligheden, som ikke er til diskussion i min verden.

I dette privilegerede forkælede land, hvor mennesker har SÅ meget mere end SÅ mange andre steder i verden, har vi hver især kun én forbandet forpligtelse, nemlig IKKE at træde på dem der har mindre, kan mindre eller er anderledes end os.
Alt andet vidner kun om åndelig fattigdom og uklædelig smålighed!
Kom nu, Danmark!💪

ALTERNATIVET ER ET SYSTEMFORANDRENDE PARTI

ALTERNATIVET ER ET SYSTEMFORANDRENDE PARTI

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

💚 Omstilling til et bæredygtigt samfund kræver et opgør med den traditionelle økonomiske tænkning, der er drevet af konstant fremdrift og vækst.

De seneste 40 år er vi ikke blevet lykkeligere trods en enorm velstandsstigning. Tværtimod er vi i stigende grad blevet stressede, deprimerede og ensomme. Samtidig har vi skubbet planetens stabile klima ud i altoverhængende fare.
Det skyldes blandt andet, at vi i jagten på vækst har været villige til at ofre samtlige ting, der ikke kan måles på, men som for alvor betyder noget i vores liv: fx tid til relationer, fordybelse og kreativitet.

Det kan godt være, det ikke er de ting, der gør os rige. Men det er de ting, der gør os lykkelige.
Derfor er det katastrofalt, at det netop er dem, vi nedprioriterer i konkurrencesamfundets jagt på mere materiel velstand og social status. Hvor vi med et konstant og ensidigt fokus på målet negligerer værdien af vejen dertil: læringen, erfaringerne, ja selve det, livet består af.
Lad os lære af erfaringerne og ændre vores samfund til det bedre, fremfor kortsigtede reparationer.💚

Læs: Vores samfund er grundlæggende i stykker. Lad os genopbygge det efter coronakrisen.

#FRIDAYSFORFUTURE, #METOO og #BLACKLIVESMATTER

#FRIDAYSFORFUTURE, #METOO og #BLACKLIVESMATTER

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

#FRIDAYSFORFUTURE, #METOO og #BLACKLIVESMATTER✌🏽

Hvad har de tre emner til fælles – udover, at de alle har fyldt debatten i 2020?

De har i hvert fald det til fælles, at de alle i høj grad er blevet båret frem af en generation, der har et mod og en vilje i sig, som vi skal flere årtier tilbage for at kunne spejle. En generation, hvis gennemslagskraft og kamp kan være med til at løse de massive udfordringer, generationerne før dem har skabt.

De har også en sårbarhed til fælles, at turde at se samfundsudfordringer i øjnene og råbe op, og det lykkedes. De har råbt magthaverne og de såkaldt voksne, der er til stede, op, bl.a. gennem demonstrationer, klimakunst og modige taler.

Det siger noget om den kraft, der er i mødet mellem ungdom, oprør og kunst. Og det siger en del om den aktuelle ungegenerations gennemslagskraft.

Kunsten giver et sprog for det, som ord og tal ikke altid formår at udtale. Og kunsten giver den refleksion og inspiration, der folder vores kreativitet ud.

Det talte jeg om her til aften ved et arrangement på Art Hub. Her debatterede vi nemlig kunstens rolle, ungdommens mod og de massive klimaudfordringer.
Alt sammen noget, der står mit hjerte næ.

💚

Det er godt, at der sker noget nu

Det er godt, at der sker noget nu

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant?

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant?

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant? – det diskuterede Aftenshowet i går.

I en så vigtig sag som #metoo bevægelsen driver, er enkeltsager ikke det centrale. Det er derimod vigtigt at belyse det enorme omfang af magtmisbrug, seksuel chikane og overgreb, der foregår og stadig bliver tysset ned.

Hvordan strukturer og magthierarkier ofte beskytter krænkeren fremfor offeret og hvordan denne adfærd reproduceres gang på gang. Dog er enkelte sager, så spot on til at illustrere det præcise billede og den helt nødvendige kulturændring, og her er sagen om Jeppe Kofoed utrolig relevant. Fra hændelsens gru 12 år tilbage, til alle de der forsvarede og holdte hånden under ham, til i dag hvor statsministeren har udnævnt ham som udenrigsminister.

I min optik er Statsministeren med til at legitimere den adfærd, ved at se ”igennem fingre” med Kofoeds historie. At efter en undskyldning og nogle år ”på bænken” i Europa parlamentet, udnævne ham til udenrigsminister, er vel næppe at udvise konsekvens overfor sexuel magtmisbrug.

Det er vigtigt at vi italesætter og debattere de hændelser, få et fælles sprog der gør at man tør at sige fra og ikke mindst udviser konsekvent politik på området, så det ikke længere er legitimt. På arbejdspladserne, på skolerne og selvfølgelig også i Folketinget.

Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt

Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt

Facebook kommentar af Arne Herløv Petersen

Jeg tror sådan set ikke, der er nogen næste gang. Jeg lever i et bestemt tidsrum, der kan være lidt kortere eller længere, men som under alle omstændigheder er afgrænset og ikke kommer igen
Tanken om reinkarnation forekommer mig absurd. for hvad er det, der skal genfødes? Min krop er det så åbenbart ikke, og da jeg ikke kan huske noget tidligere liv, kan det heller ikke være min bevidsthed. Hvad skulle det så være?
Vi lever selvfølgelig videre på den måde, at hvert atom i os optræder i stadig nye forbindelser – i hvert fald frem til det endelige protonhenfald.
Men det er kun en filosofisk trøst, ikke en håndgribelig, for jeg er der jo ikke til at opfatte det efter min død.
På samme måde kan det være en filosofisk trøst, at tiden sikkert er mere kompliceret, end vi kan opfatte med vores begrænsede sanser.
Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt – dvs uden for tiden – et eller andet sted på et eller andet plan. Hvis vi kunne bevæge os op over vores tre dimensioner, kunne vi måske opfatte det.
På en måde, vi ikke kan opfatte, ligger tidskvanterne lagdelt som tagsten. Ethvert nu ligger der sluttet i sig selv.
Vi kan tænke os til tidsdimensionen, der bliver ved med at være der.
Men vi kan ikke opfatte den med vores sanser. Vi kan ikke mærke den.

København har brug for et nyt rensningsanlæg

København har brug for et nyt rensningsanlæg

Af Frank Jensen, Overborgmester i København

Det her bliver langt, men det er også en sag, som alle dage har ligget mit hjerte nært. Så jeg håber, at I vil læse med.

København blev udråbt af CNN som verdens bedste badeby i 2018. Ikke Rio de Janeiro for deres Copacabana Beach. Ikke Miami Beach i Florida. De blev vippet af pinden af vores helt egen Amager Strand, Islands Brygge havnebad og deres lidt yngre lillesøster, Svanemøllestranden. Igen i år laver vi flere badezoner i Københavns Havn, og i Valbyparken er vi ved at anlægge endnu en ny strand, så endnu flere københavnere får bare en cykeltur til flotte bademuligheder.

Da jeg fik min første lejlighed på Islands Brygge i 1996 var det ikke sådan. Dengang var havnen en skraldespand for alt fra industriaffald til kloakker. Vandet var giftigt for havets dyr og planter, og for mennesker. Københavns opblomstring er fuldstændig uløseligt knyttet sammen med havnen.

Og hvordan blev Københavns Havn ren? Det gjorde den først og fremmest, fordi vi stoppede med at sende kloakvand ud i havnen i store mængder. I stedet byggede man store underjordiske bassiner, hvor beskidt vand kan løbe ned, når der er pres på kloakkerne. Når der igen er plads i kloakken, ryger det tilbage og videre til byens rensningsanlæg, før det rensede vand sendes ud i havn og hav. Ret smart, og ret vigtigt for København, fordi det giver os det rene badevand.

Derfor er det også helt, helt forståeligt, at der i den seneste tid er blevet sagt og skrevet meget om udledning af spildevand i Øresund. For vi holder alle sammen så meget af vores havnebade og bystrande.

Men vi skylder at holde opmærksomheden på vandkvalitet, også når enkeltsagerne er taget af forsiden. Det har været et langt, sejt træk at sikre god vandkvalitet, og det er et langt sejt træk at gøre den endnu bedre. Og jeg har ikke tænkt mig at ændre kursen.

For selvom vi har gjort meget, er det stadig sådan, at store regnskyl og heldagsregn kan give overløb i kloakkerne og sende regnvand med spildevand ud i havnen og havet. Det er på de dage, at det røde badeflag er oppe. Og selvom vi renser vores spildevand, så er vores rensningsanlæg af ældre dato, og rensningen er ikke så effektiv som på et nyt anlæg. Det betyder udledning af bl.a. fosfor og kvælstof til havvandet, og det kan vi rent ud sagt ikke vende det blinde øje til.

Derfor har København brug for et nyt rensningsanlæg i stedet for Lynetten. Det er hverken tilpasset de øgede regnmængder, byens befolkningsvækst, eller strammere miljøkrav til vandrensningen. Ejerkommunerne bag Lynetten er i fuld sving med at undersøge muligheder for, hvor et nyt anlæg kan opføres. Det tager tid at opføre et nyt anlæg, så jeg vil gøre mit til, at vi snart træffer en beslutning i sagen.

Et nyt rensningsanlæg kommer oveni investeringer for svimlende 16 milliarder kroner, som i de kommende år bliver sendt ud i projekter, der skal tilpasse byen til klimaforandringerne og håndtering af mere regnvand og større mængder spildevand. For vi har et ansvar for at gøre det blå København endnu renere.

Det omsorgsfulde Samfund

Det omsorgsfulde Samfund

Af Peer Aagaard

På det plejehjem hvor min mand arbejder, når han ikke som mig er i karantæne, er der til dato registreret ni tilfælde af coronavirus, herunder et dødsfald.

Samtidig har jeg selv kolleger som i disse dage og uger knokler nærmest i døgndrift. At arbejde på Infektionsmedicinsk Afdeling på Riget er at befinde sig i orkanens øje.

Det føles fattigt og utilstrækkeligt at sige det her fra vores sikre hjemme-isolation, men vi tænker på vores kolleger næsten konstant. Den uegennyttige, kolossale indsats, som de præsterer i denne tid, vidner om en medmenneskelighed og en dedikation, der kræver folk af en ganske særlig støbning.

Det samme gælder naturligvis også alle de andre, som er med til at holde samfundets hjul i gang i en tid, hvor det overvældende flertal af os prøver at gøre det så godt, vi kan – ikke bare for os selv, men også for andre.

Måske bør vi holde op med at tale om vores velfærdssamfund, fordi ordet vækker associationer om økonomi og komplicerede regler, som lader mange i stikken. Er målet ikke snarere Det omsorgsfulde Samfund, hvor mennesket er i centrum, og hvor vi er bedre til at anerkende hinandens individuelle evner, indsats og behov?

Mit håb er, at ånden fra Corona lever videre længe efter, at vi har lagt epidemien bag os.

Der ligger en skæbne og et levet liv bag hvert eneste tal i statistikkerne, men vi er alle meget mere end et nummer eller en profil på nettet. Pas på de andre og dig selv. Dét er læren af Corona.

Med stor tak og mange kærlige tanker.

/P

Det skal nok gå alt sammen

Det skal nok gå alt sammen

Nanna Balslev skriver på Facebook:

Den sidste uge har jeg ligesom de fleste andre været i en form for eksistentiel alarmberedskab. Hverdagen er aflyst. Erstattet af frygt, usikkerhed og en konstant overload af information om dødstal, smitterisici og bekymring over min far, der er hjertepatient og højgravide veninde, der bor i Sverige.
Det værste er alle spørgsmålene: Hvor skal min indtægt komme fra de næste par måneder? Hvor slemt bliver det her? Hvordan ser det ud i morgen? Hvad skal jeg sige til min unge, når hun kan se, at jeg er ved at græde, mens jeg hører radioavis i køkkenet.

Af samme årsag er jeg holdt op med at tjekke løbende nyheder om smittetal og død, fordi jeg skal opretholde en form for hjemmeskole-‘hverdag’.

Men i går gik det op for mig, at jeg på en måde kender denne alarmtilstand. At kigge ud på verden og føle, den er gået i stå. At tiden snegler sig afsted. At konstant være i alarmberedskab, fordi man frygter, det bliver værre i morgen.

Sådan er det at have en depression. Nu er det hele verden, der er angstramt. Men i alt dette kaos, er det er vigtigt at huske, at depressioner går over. Det ved jeg – og tusindvis af andre – af erfaring. Kriser går over. Selv om den bliver hårdere end den sidste og kommer til at ramme alle samfundslag.

Samtidig bliver jeg helt vildt rørt over at opleve, at politikere i 2020 pludselig taler om samfundssind og solidaritet i stedet for vækst, robusthed og omstillingsparathed. At min irakiske grønthandler stadig har åbent (‘Vi lukker sgu ikke!). At alle mine venner i udlandet har ringet/skrevet den sidste uge. Men også over at foråret endelig har meldt sin ankomst. Tænk lige, hvor fucked vi ville være, hvis det var november nu….

Lige om lidt vil jeg lave verdens største gin/tonic og glæde mig over, at børn sagtens kan lege sammen over FaceTime. Det skal nok gå alt sammen.

Retorik

Retorik

Af Signe Wenneberg

RETORIK: Noget jeg gerne vil takke for er politikernes retorik. Det betyder så meget. Måden hvormed de indleder og afslutter pressemøderne med høfligt og venligt at takke alle de andre partier. Måden de taler om samfundssind og løfte i flok. Måden de taler respektfuldt om alle faggrupper. Lærerne den ene dag. Freelancerne i dag. Det siver med det samme ud i samfundet.

Lad mig give et eksempel:

Det kan selvfølgelig være tilfældigt: Men i dag fik jeg – under en time efter seneste pressemøde om de selvstændiges svære situation – en mail fra en kommunal kunde. En kunde, der ellers med koldt blod var løbet fra en økonomisk aftale… Nu blev der brugt ord som “besinde sig” vise “solidaritet” og man indvilligede i, at betale mig halvdelen af mit oprindelige honorar i løn. Det har kæmpe kæmpe stor betydning, hvordan regering og folketing taler om krisen og om hvordan samfundet skal behandle freelancerne og de små selvstændige. Så tak fra mig!