Det er godt, at der sker noget nu

Det er godt, at der sker noget nu

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

Når man som jeg var teenager i 50’erne og ung i 60’erne, kom man til at stå midt i en brydningstid. Vi var vokset op med, at en mand er pågående og en kvinde kysk og undselig. Manden skulle mase på og regne med, at når kvindens mund sagde nej, sagde hendes hjerte nok ja. Kvinder skulle i det hele taget holde sig i baggrunden, og bøger af forfattere som Tove Ditlevsen og Grethe Risbjerg Thomsen blev afvist som damelyrik.
Men i tresserne blev det anderledes. Man skulle være blind og døv for ikke at se talentet hos forfattere som Inger Christensen, Kirsten Thorup og Suzanne Brøgger. Og der gik skred i de gamle forhold, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og da forebyggende midler som p-piller kom til. Vi var den første generation, der kunne bolle for sjov – uden at være bange for graviditet.
For mig var det en selvfølge, at de kvinder, jeg kendte, blev rødstrømper. Ingen klassekamp uden kvindekamp, sagde vi.
Men det kunne være svært helt at aflægge gamle vaner. Jeg blev mindet om, at tiderne havde ændret sig, da jeg i 1974 var på en grupperejse til Albanien og som 31-årig pludselig oplevede at være en af de ældste i en gruppe. Der var en ung kvinde, jeg blev lidt forelsket i, og jeg kurtiserede hende, sådan som jeg nu havde lært det. Men en af fyrene trak mig til side og sagde, at jeg bar mig helt forkert ad. Det var noget borgerligt fis med den slags opmærksomheder. Det, man skulle gøre, var at se kvinden i øjnene og sige: “Jeg har lyst til at kneppe med dig, kammerat. Hvad siger du til det?”
“Jamen, giver det pote?” spurgte jeg. “Har du nogensinde fået noget ud af det?”
“Aldrig”, sagde han bestemt.”De går deres vej. Men det er nu alligevel sådan, man skal gøre”.
Det var ikke kun mændene, der var i vildrede. Nogle kvinder kunne heller ikke finde ud af det. Som mand kunne man sidde nok så fredeligt på et værtshus, og så kom der en kvinde hen til en og sagde: “Jeg har siddet og kigget på dig, og jeg har lyst til at gå med dig hjem. Skal vi det?”
Og hvis man svarede: “Det skal jo helst være gensidigt, og jeg har ikke rigtig lyst” – så kunne man blive udsat for et vulkanagtigt raseriudbrud, hvor hun hvæsede og spyttede og nedgjorde en totalt og definitivt, så man måtte tænke på William Congreves ord: “Hell has no fury like a woman scorned”.
Men efterhånden fandt de fleste af os dog frem til nye og ligeværdige former.
At der så var nogle, der ikke gjorde det, viser MeToo-bevægelsen med al ønskelig tydelighed. Der er stadig mænd – måske ikke mindst i magtfulde positioner – der opfører sig som bøfler og er så tykhudede og formørkede, at de tror, kvinder skal føle sig smigrede, hvis de bliver gramset på, slikket i ørerne eller det der væ korre er, eller hvis en mand bliver ved med at komme med uønskede og slibrige tilnærmelser – eller i værste fald udsætter kvinder for direkte fysiske overgreb.
Nu ved jeg jo ikke meget om omgangsformerne på det område her og nu. Det sidste halve århundrede har det ikke været relevant for mig.
Det tager åbenbart længere tid, end vi troede i tresserne, at nå frem til et ligeværdigt forhold mellem kønnene.
Det er godt, at der sker noget nu. Det er gået alt for langsomt. Nu skal der ryddes op.

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant?

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant?

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

Hvorfor er en 12 år gammel #metoo sag stadig relevant? – det diskuterede Aftenshowet i går.

I en så vigtig sag som #metoo bevægelsen driver, er enkeltsager ikke det centrale. Det er derimod vigtigt at belyse det enorme omfang af magtmisbrug, seksuel chikane og overgreb, der foregår og stadig bliver tysset ned.

Hvordan strukturer og magthierarkier ofte beskytter krænkeren fremfor offeret og hvordan denne adfærd reproduceres gang på gang. Dog er enkelte sager, så spot on til at illustrere det præcise billede og den helt nødvendige kulturændring, og her er sagen om Jeppe Kofoed utrolig relevant. Fra hændelsens gru 12 år tilbage, til alle de der forsvarede og holdte hånden under ham, til i dag hvor statsministeren har udnævnt ham som udenrigsminister.

I min optik er Statsministeren med til at legitimere den adfærd, ved at se ”igennem fingre” med Kofoeds historie. At efter en undskyldning og nogle år ”på bænken” i Europa parlamentet, udnævne ham til udenrigsminister, er vel næppe at udvise konsekvens overfor sexuel magtmisbrug.

Det er vigtigt at vi italesætter og debattere de hændelser, få et fælles sprog der gør at man tør at sige fra og ikke mindst udviser konsekvent politik på området, så det ikke længere er legitimt. På arbejdspladserne, på skolerne og selvfølgelig også i Folketinget.

Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt

Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt

Facebook kommentar af Arne Herløv Petersen

Jeg tror sådan set ikke, der er nogen næste gang. Jeg lever i et bestemt tidsrum, der kan være lidt kortere eller længere, men som under alle omstændigheder er afgrænset og ikke kommer igen
Tanken om reinkarnation forekommer mig absurd. for hvad er det, der skal genfødes? Min krop er det så åbenbart ikke, og da jeg ikke kan huske noget tidligere liv, kan det heller ikke være min bevidsthed. Hvad skulle det så være?
Vi lever selvfølgelig videre på den måde, at hvert atom i os optræder i stadig nye forbindelser – i hvert fald frem til det endelige protonhenfald.
Men det er kun en filosofisk trøst, ikke en håndgribelig, for jeg er der jo ikke til at opfatte det efter min død.
På samme måde kan det være en filosofisk trøst, at tiden sikkert er mere kompliceret, end vi kan opfatte med vores begrænsede sanser.
Hvert øjeblik eksisterer formodentlig evigt – dvs uden for tiden – et eller andet sted på et eller andet plan. Hvis vi kunne bevæge os op over vores tre dimensioner, kunne vi måske opfatte det.
På en måde, vi ikke kan opfatte, ligger tidskvanterne lagdelt som tagsten. Ethvert nu ligger der sluttet i sig selv.
Vi kan tænke os til tidsdimensionen, der bliver ved med at være der.
Men vi kan ikke opfatte den med vores sanser. Vi kan ikke mærke den.

København har brug for et nyt rensningsanlæg

København har brug for et nyt rensningsanlæg

Af Frank Jensen, Overborgmester i København

Det her bliver langt, men det er også en sag, som alle dage har ligget mit hjerte nært. Så jeg håber, at I vil læse med.

København blev udråbt af CNN som verdens bedste badeby i 2018. Ikke Rio de Janeiro for deres Copacabana Beach. Ikke Miami Beach i Florida. De blev vippet af pinden af vores helt egen Amager Strand, Islands Brygge havnebad og deres lidt yngre lillesøster, Svanemøllestranden. Igen i år laver vi flere badezoner i Københavns Havn, og i Valbyparken er vi ved at anlægge endnu en ny strand, så endnu flere københavnere får bare en cykeltur til flotte bademuligheder.

Da jeg fik min første lejlighed på Islands Brygge i 1996 var det ikke sådan. Dengang var havnen en skraldespand for alt fra industriaffald til kloakker. Vandet var giftigt for havets dyr og planter, og for mennesker. Københavns opblomstring er fuldstændig uløseligt knyttet sammen med havnen.

Og hvordan blev Københavns Havn ren? Det gjorde den først og fremmest, fordi vi stoppede med at sende kloakvand ud i havnen i store mængder. I stedet byggede man store underjordiske bassiner, hvor beskidt vand kan løbe ned, når der er pres på kloakkerne. Når der igen er plads i kloakken, ryger det tilbage og videre til byens rensningsanlæg, før det rensede vand sendes ud i havn og hav. Ret smart, og ret vigtigt for København, fordi det giver os det rene badevand.

Derfor er det også helt, helt forståeligt, at der i den seneste tid er blevet sagt og skrevet meget om udledning af spildevand i Øresund. For vi holder alle sammen så meget af vores havnebade og bystrande.

Men vi skylder at holde opmærksomheden på vandkvalitet, også når enkeltsagerne er taget af forsiden. Det har været et langt, sejt træk at sikre god vandkvalitet, og det er et langt sejt træk at gøre den endnu bedre. Og jeg har ikke tænkt mig at ændre kursen.

For selvom vi har gjort meget, er det stadig sådan, at store regnskyl og heldagsregn kan give overløb i kloakkerne og sende regnvand med spildevand ud i havnen og havet. Det er på de dage, at det røde badeflag er oppe. Og selvom vi renser vores spildevand, så er vores rensningsanlæg af ældre dato, og rensningen er ikke så effektiv som på et nyt anlæg. Det betyder udledning af bl.a. fosfor og kvælstof til havvandet, og det kan vi rent ud sagt ikke vende det blinde øje til.

Derfor har København brug for et nyt rensningsanlæg i stedet for Lynetten. Det er hverken tilpasset de øgede regnmængder, byens befolkningsvækst, eller strammere miljøkrav til vandrensningen. Ejerkommunerne bag Lynetten er i fuld sving med at undersøge muligheder for, hvor et nyt anlæg kan opføres. Det tager tid at opføre et nyt anlæg, så jeg vil gøre mit til, at vi snart træffer en beslutning i sagen.

Et nyt rensningsanlæg kommer oveni investeringer for svimlende 16 milliarder kroner, som i de kommende år bliver sendt ud i projekter, der skal tilpasse byen til klimaforandringerne og håndtering af mere regnvand og større mængder spildevand. For vi har et ansvar for at gøre det blå København endnu renere.

Det omsorgsfulde Samfund

Det omsorgsfulde Samfund

Af Peer Aagaard

På det plejehjem hvor min mand arbejder, når han ikke som mig er i karantæne, er der til dato registreret ni tilfælde af coronavirus, herunder et dødsfald.

Samtidig har jeg selv kolleger som i disse dage og uger knokler nærmest i døgndrift. At arbejde på Infektionsmedicinsk Afdeling på Riget er at befinde sig i orkanens øje.

Det føles fattigt og utilstrækkeligt at sige det her fra vores sikre hjemme-isolation, men vi tænker på vores kolleger næsten konstant. Den uegennyttige, kolossale indsats, som de præsterer i denne tid, vidner om en medmenneskelighed og en dedikation, der kræver folk af en ganske særlig støbning.

Det samme gælder naturligvis også alle de andre, som er med til at holde samfundets hjul i gang i en tid, hvor det overvældende flertal af os prøver at gøre det så godt, vi kan – ikke bare for os selv, men også for andre.

Måske bør vi holde op med at tale om vores velfærdssamfund, fordi ordet vækker associationer om økonomi og komplicerede regler, som lader mange i stikken. Er målet ikke snarere Det omsorgsfulde Samfund, hvor mennesket er i centrum, og hvor vi er bedre til at anerkende hinandens individuelle evner, indsats og behov?

Mit håb er, at ånden fra Corona lever videre længe efter, at vi har lagt epidemien bag os.

Der ligger en skæbne og et levet liv bag hvert eneste tal i statistikkerne, men vi er alle meget mere end et nummer eller en profil på nettet. Pas på de andre og dig selv. Dét er læren af Corona.

Med stor tak og mange kærlige tanker.

/P

Det skal nok gå alt sammen

Det skal nok gå alt sammen

Nanna Balslev skriver på Facebook:

Den sidste uge har jeg ligesom de fleste andre været i en form for eksistentiel alarmberedskab. Hverdagen er aflyst. Erstattet af frygt, usikkerhed og en konstant overload af information om dødstal, smitterisici og bekymring over min far, der er hjertepatient og højgravide veninde, der bor i Sverige.
Det værste er alle spørgsmålene: Hvor skal min indtægt komme fra de næste par måneder? Hvor slemt bliver det her? Hvordan ser det ud i morgen? Hvad skal jeg sige til min unge, når hun kan se, at jeg er ved at græde, mens jeg hører radioavis i køkkenet.

Af samme årsag er jeg holdt op med at tjekke løbende nyheder om smittetal og død, fordi jeg skal opretholde en form for hjemmeskole-‘hverdag’.

Men i går gik det op for mig, at jeg på en måde kender denne alarmtilstand. At kigge ud på verden og føle, den er gået i stå. At tiden snegler sig afsted. At konstant være i alarmberedskab, fordi man frygter, det bliver værre i morgen.

Sådan er det at have en depression. Nu er det hele verden, der er angstramt. Men i alt dette kaos, er det er vigtigt at huske, at depressioner går over. Det ved jeg – og tusindvis af andre – af erfaring. Kriser går over. Selv om den bliver hårdere end den sidste og kommer til at ramme alle samfundslag.

Samtidig bliver jeg helt vildt rørt over at opleve, at politikere i 2020 pludselig taler om samfundssind og solidaritet i stedet for vækst, robusthed og omstillingsparathed. At min irakiske grønthandler stadig har åbent (‘Vi lukker sgu ikke!). At alle mine venner i udlandet har ringet/skrevet den sidste uge. Men også over at foråret endelig har meldt sin ankomst. Tænk lige, hvor fucked vi ville være, hvis det var november nu….

Lige om lidt vil jeg lave verdens største gin/tonic og glæde mig over, at børn sagtens kan lege sammen over FaceTime. Det skal nok gå alt sammen.

Retorik

Retorik

Af Signe Wenneberg

RETORIK: Noget jeg gerne vil takke for er politikernes retorik. Det betyder så meget. Måden hvormed de indleder og afslutter pressemøderne med høfligt og venligt at takke alle de andre partier. Måden de taler om samfundssind og løfte i flok. Måden de taler respektfuldt om alle faggrupper. Lærerne den ene dag. Freelancerne i dag. Det siver med det samme ud i samfundet.

Lad mig give et eksempel:

Det kan selvfølgelig være tilfældigt: Men i dag fik jeg – under en time efter seneste pressemøde om de selvstændiges svære situation – en mail fra en kommunal kunde. En kunde, der ellers med koldt blod var løbet fra en økonomisk aftale… Nu blev der brugt ord som “besinde sig” vise “solidaritet” og man indvilligede i, at betale mig halvdelen af mit oprindelige honorar i løn. Det har kæmpe kæmpe stor betydning, hvordan regering og folketing taler om krisen og om hvordan samfundet skal behandle freelancerne og de små selvstændige. Så tak fra mig!

Postkort fra Lissabon

Postkort fra Lissabon

Af Susanne Sayers

Er nu, sådan på forsyningssiden, klar til eventuel karantæne. Helt uden at hamstre. Og ja, man kan få leveringer til døren også i Portugal, men vi aner reelt ikke, hvordan presset på den slags tjenester bliver i sådan en situation, slet ikke hvis den trækker ud, så hellere være nogenlunde på den sikre side. Så der også er fyldt op med ting, der er lette at lave, hvis man nu skulle blive småsløj. Som altid er der bønner, flåede tomater, løg, hvidløg, linser – den slags. Og vin og te i rigelige mængder … naturligvis.
Panik? Overhovedet ikke. Men karantæne kan blive virkelighed for os alle, og jo mere vi hver især har forberedt os uden at skulle trække på samfundsressourcer, der hurtigt kan blive pressede, desto bedre.
Derudover er situationen i Lissabon ret afslappet. Folk samler sig i parkerne som altid på en søndag. De promenerer langs floden, drikker kaffe og vin, og der er de sædvanlige køer i supermarkederne. Og propfyldte linje 28’ere. Jeg ser næsten ingen masker. Der er heller ikke udsolgt af håndsprit, men gel kan være svært at finde. Foreløbig er der 25 smittede i Portugal, de fleste mod nord, og de fleste kan spores til en portugiser, som kom hjem fra Norditalien. Så her er ikke endnu tegn på, at der er udbredt smitte i lokalsamfundet.
Jeg har været inviteret ud de seneste par dage, og der er blevet krammet og kindkysset på sædvanlig portugisisk vis. Det bliver noget af det sidste, der forsvinder, tror jeg. Det sidder stærkt i kulturen. Men jeg kan godt mærke, at jeg selv tøver efterhånden. Der ligger en slags ‘ny normal’ og dirrer lige under overfladen. Ikke som en frygt, men som en forsigtighed. For mit vedkommende ikke så meget på egne vegne – de færreste af os behøver at frygte at dø af sygdommen. Men som en beskyttelse af alle dem, der risikerer at blive alvorligt ramt og i yderste tilfælde at dø. Ved at passe på og udvise lidt omhu kan vi forhåbentlig være med til at bremse udbruddene, så der bliver tid og plads og ressourcer til at håndtere de alvorlige tilfælde i sundhedssystemet og beskytte de mest sårbare.

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

Af Erik Svarre på Facebook

Min egen børnehavekarriere omfatter nogle enkelte uger. I frk. Guldbergs Børnehave i Kirkestræde i Køge. Men jeg foretrak hjemvejens frie leg med skiftende legekammerater, hvilket var en mulighed dengang med hjemmegående mødre. Eller man skulle måske snarere sige hjemmeløbende mødre. For de havde godt nok travlt. Så meget kan jeg da huske.
Frk. Guldbergs instution husker jeg også ganske godt – trods den korte karriere i den. Det var kæft trit og retning og disciplineret leg. Meget disciplineret. For mit indre blik ser jeg stadig små drenge og piger i rad og række grave med deres små skovle. Altsammen meget ulig dagens børneinstitutioner, hvilket jeg oplevede i dag. Ved en bedsteforældredag i mine to børnebørns institution på indre Nørrebro i København.
Nu er omgangstonen i en børneinstitution helt anderledes tvangfri. Og der er mange forskellige aktiviteter af pædagogisk og læringsmæssig karakter. Dertil kommer andre begivenheder som f.eks. omtalte bedsteforældredag, hvor bedsterne inviteres til en enkelt dags ophold i institutionen.
I min egen korte instutionstid var der ikke noget, der hed en bedsteforældredag. Nej, dengang var bedsteforældre noget meget kært, men ikke desto mindre lidt ophøjet og forholdsvis fjernt. Det er bedsteforældre ikke i dag. Heldigvis. De er en helt anderledes integreret del af de små børns liv end tidligere. Den kendsgerning var for mit vedkommende bedsteforældredagens største plus på oplevelseskontoen.
Et daglangt ophold i en børneinstitution fører imidlertid også til en anden erkendelse – som OK kan hænge lidt sammen med min egen alder. For hold da kæft, der er godt nok gang i sådan en børnegruppe på 20-30 børn, der konstant snakker, råber og bevæger sig rundt. Så, bundlinjen for sådan en dag i institutionsland er: Godt man ikke er pædagog og lever dette intense liv i børnekontakt hver dag. Men tak, fordi der er nogen, der gør det. Og endda med stor glæde – som jeg fik klart indtryk af i dag.

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?