Theresa Scavenius skriver på Facebook:
Naturligt nok bliver jeg i disse dage hele tiden spurgt om, hvad jeg vil gøre anderledes, hvis jeg bliver valgt som politisk leder for Alternativet. I dagligdagen er der selvfølgelig mange ting, en ny politisk leder – uanset hvem det bliver – vil gøre anderledes, i og med, at man har forskellige personligheder. Men en af de ting, jeg kan bidrage med, er at finde hårene i suppen, når der indgås politiske aftaler på Christiansborg.
Som nogle af jer måske har læst, har jeg tidligere kritiseret både klimaloven og finansloven, og ja, hvis jeg havde siddet med ved bordet som politisk leder af Alternativet, havde jeg stemt nej til begge dele.
Men er alle ikke netop blevet enige om, at NU sker der noget i Danmark, vil du spørge? Hvorfor skal vi være kritiske overfor klimaloven? Ser det ikke rigtigt godt og lovende ud? Jo, hvis man læser pressemeddelelserne er der ingen grænser for, hvor grønne og ambitiøse de nuværende politiske ledere er. Men hvis man sætter sig ned og læser alle aftalerne og papirerne igennem, er det en helt anden virkelighed, som tegner sig. Og det er netop det, jeg kan. Så her kommer forklaringen på, hvorfor jeg mener at Alternativet skulle have stemt nej til klimaloven:
Punkt 1: Klimamål skal ske så ’omkostningseffektivt’ som muligt under hensyntagen til erhvervsudvikling, konkurrencekraft og beskæftigelse. Det er hverken historisk eller et vendepunkt. Tværtimod er det business as usual og en videreførelse af den tidligere VLAK-regerings sorte klimapolitik, der prioriterer kortsigtet økonomisk gevinst for private virksomheder over miljø, klima og mennesker.
Punkt 2. Rammen er stadig klimaneutralitet i 2050. Og her skal man være skarp på begreberne. De fleste tænker på målsætningen i 2050 som en målsætning om et fossilfrit samfund, hvor vi ikke udleder noget co2. Men det er IKKE det, begrebet klimaneutralitet dækker over. Det dækker over, at vi kan udlede så meget, vi vil, i 2050 med den ene hånd, så længe vi har noget, som kan trække co2 ud af luften med den anden.
Her har vi også forklaringen på, at regeringen fortsætter investeringer i fossil infrastruktur. Fordi klimaministeriets logik er, at vi fortsat skal være en sort økonomi. Vi skal blot udvikle nogle teknologiske løsninger, som kan trække co2 ud af luften. Når man først har forstået det, giver regeringens klimapopulistiske strategi god mening. Det er også derfor, at de – som den tidligere regering – kan kalde sig supergrønne, samtidig med at de giver flere licitationer til bl.a. France Total om at søge efter mere olie i Nordsøen. For slet ikke at tale om at udfase den olie, der i forvejen bliver trukket op.
Det interessante er, at regeringens og De Radikales bedste argument for at hive mere olie op af Nordsøen er, at Saudi-Arabien ellers vil sælge den olie, vi ville have tjent penge på. Dels er det argument selvfølgelig klimapolitisk nonsens: Klimaet er ligeglad med, om det er dansk eller saudiarabisk olie. Dels er argumentet moralsk fuldstændigt forkasteligt. Tænk, hvis vi brugte samme argument, når vi talte ligestilling eller børneslaveri.
Nå. Tilbage til klimaloven, hvor de fleste nok har overset, at Klimarådet – som klimaloven ellers tilsyneladende vil styrke – nu skal pakkes ind af et såkaldt ’dialogforum’, som reelt vil være et lobbyistkontor for den fossile industris store aktører plus et par grønne organisationer, som skal ’afgive skriftlige kommentarer til Klimarådets anbefalinger og øvrige udgivelser’. Her får vi sort på hvidt en statsautoriseret politisering af klimavidenskaben. Ja, sådan kan man også lukke munden på kritiske forskere. Hvor den tidligere regering fyrede den tidligere formand for Klimarådet for at være for kritisk, har den nuværende regering gjort noget endnu mere radikalt: De har ophævet rådets politiske uafhængighed.
Så klimaloven er et farvel til Klimarådet som en klimapolitisk relevant samfundsinstitution. Og her kommer endnu en pointe, som er vigtig at få med: Klimaloven bliver fremstillet som ’ambitiøs’ med bindende klimamål i 2025 og 2030. Det lyder jo godt. Men hvad skriver regeringen så rent faktisk om disse klimamål? Som altid ligger djævlen i detaljen: Målene er nemlig slet ikke årlige mål, men derimod ’indikative mål’, der laves som ’intervaller’ og som ’gennemsnitsmål over tre år’.
En anden detalje: Det, som loven forpligter regeringen på, er ikke handlinger, men derimod at fremsætte målsætninger. I 2020 skal der laves et for 2030. Og hen imod 2030 skal der så ske en ’øget konkretisering’ af initiativer. Og det bliver værre: Når vi nærmer os 2030 skal regeringen i ’stigende grad sigte mod at nå 2035-målet eller mål længere fremme’.
Så hvad vi har efter klimaloven: En direkte fortsættelse af dansk vækstøkonomi baseret på primært sort energi. Vi har fået afmonteret Klimarådets politiske uafhængighed. Og vi har fået et sæt teknokratiske rammeværktøjer, der kan bruges til at skjule hvor lidt klimapolitik, der foregår i Danmark. At det kan sælges som et historisk vendepunkt, hvor samtlige partier jubler og ikke kan få armene ned, er en historisk gåde, hvortil der intet andet er at gøre end at påtage sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder og råbe: ’Jamen, de har jo ikke noget tøj på!
Det er lige præcis dét, jeg mener, bør være Alternativets opgave. Og hvis jeg bliver valgt som politisk leder, er det dén rolle, jeg vil indtage. Den, der hele tiden afslører og afdækker de andres populisme, manglende faktuelle grundlag og forsøg på at snyde borgerne og vælgerne. Vi skal selvfølgelig indgå politiske aftaler og forhandlinger, hvor vi trækker tingene i den rigtige retning, som det også lykkedes lidt med i forhold til Klimaloven.
Men vi skal ikke være med til at legitimere socialdemokraternes videreførelse af den tidligere regerings snyd og bedrag i forhold til klimapolitikken. Derfor bør vi stemme nej til alt, der blot flytter kommaer, og ikke reelt skaber en tektonisk grøn omstilling i Danmark. Lige så lidt, som vi kunne støtte Venstre-regeringen, kan vi selvfølgelig heller ikke støtte S-regeringen, når det eneste, de gør, er at hælde gammel vin på nye flasker.
