FOSSILE DINOSAURER

FOSSILE DINOSAURER

Af Therese Scavenius, Momentum

I går var jeg i DR2 Debatten med en flok fossile dinosaurer, der mest af alt lød som kloner fra Landbrug&Fødevarer. Eksperter i at gentage indholdsløse slogans og ignorere fakta.

Det er enormt svært at debattere med politikere og lobbyister, der lever i deres egen fiktive virkelighed, der ligger så langt fra den virkelighed, vi andre lever i.

Det er frustrerende at høre dem påstå, at de laver klimapolitik, når alle kan se, at det ikke er tilfældet. Kunne de i det mindste ikke bare være ærlige og sige direkte, at de har meldt Danmark ud af Paris-aftalen. Vi kommer ikke til at leve op til vores ansvar for at holde den globale opvarmning til 1,5 grader. Vi har kurs mod 3 grader. Så kunne vi i det mindste have en reel politisk debat om, hvad det betyder. Og hvordan vi forbereder os på en verden, der er 3 grader varmere med alle de ekstreme risici og moralske dilemmaer, som det vil betyde.

Jeg ved godt, det lyder hårdt, når jeg kalder støttepartierne for inkompetente og siger, at Nye Borgerlige ikke har forstået klimakrisen, og at det er lidt synd for dem, at de skal diskutere et emne, de ikke har gidet at sætte sig ind i.

Men jeg siger det, fordi jeg mener, at vi bliver nødt til at kalde en spade for en spade. Vi er for langt inde i verdenshistoriens største krise til at pakke tingene ind. Støttepartierne er simpelthen ikke deres ansvar voksent, når de jubler over håbløse klimaaftaler, som de så senere finder ud af, at de gerne vil genforhandle. Klimapolitik og -videnskab er ekstremt kompliceret. Det kræver, at man afsætter ressourcer til det og bider sig fast. At man kalder regeringen ud, når de igen igen forsøger at snige sig udenom. At man prioriterer klimapolitikken og tør blive uvenner. Ellers kan man jo ligeså godt glemme at gøre en forskel.

Jeg har lavet et nyt parti netop fordi jeg kan se, at støttepartierne ikke kommer til at prioritere klimakrisen, som den bør prioriteres. I Momentum sætter vi klimaet først, og det betyder, at vi afsætter flest mulige ressourcer til den største krise. At vi prioriterer klimaet i politiske forhandlinger. Det er det eneste ansvarlige at gøre i 2021.

Så ja, det lyder hårdt og måske en smule arrogant, når jeg kalder de andre for inkompetente og siger, at de jo ikke har forstået klimakrisen. Men det er jo sandheden.

Debatten i går er også et godt eksempel på, at vi ikke kommer til at overbevise Socialdemokraterne om at ændre kurs og pludselig lave bedre klimapolitik. Rasmus Prehn lød som en lobbyist fra Landbrug&Fødevarer da han sagde, at han ikke regnede med, at vi ville have færre køer eller grise i Danmark i 2030. Det er ekstremt uansvarligt, når kødindustrien står for 1/3 af vores samlede drivhusgasudledninger, og det illustrerer, at vores folkevalgte politikere lever i en parallel virkelighed, hvor klimakrisen ikke rigtig eksisterer.

Men jeg har personligt opgivet at overbevise dem. De har afgivet deres mandater til landbrugslobbyisterne og nægter at forstå menneskehedens største udfordring nogensinde. Fordi vi skal passe på slagteriarbejdernes job. Det er så håbløst snæversynet, at jeg næsten ikke har ord for det. Vi kommer ikke til at overbevise dem. Glem det. Kampen står et helt andet sted. Vores eneste mulighed er at tage magten fra dem.

Det er derfor vi har skabt Momentum, som kan komme i Folketinget og gøre en forskel. Vi må tage deres mandater, hvis vi vil ændre verden. Det er vores eneste mulighed.

Du kan hjælpe ved at afgive en vælgererklæring, blive medlem og sprede budskabet. Det lykkes kun, hvis vi alle løfter i flok og smider de fossile dinosaurer ud af parlamenterne!

DRØMMEN OM EN GRØN FREMTID

DRØMMEN OM EN GRØN FREMTID

ET PORTRÆT AF Franciska Rosenkilde 💚

»Jeg har tillid til min intuition, og jeg ved, det er det her, jeg skal«

Så klart stod det for Franciska Rosenkilde, da hun trådte ud af Bremen Teater efter et skelsættende møde i 2014. Det var aftenen, hvor Alternativet skulle vælge nye spidskandidater. Aftenen blev det politiske vendepunkt i Franciska Rosenkildes liv.

Franciska Rosenkilde er næsten opvokset i København, for med en kreativ skuespillerinde som mor, der lavede gadeteater, betød det at familien Rosenkilde flyttede til Frankrigs hovedstad og Franciska Rosenkilde påbegyndte sit første skoleår i en parisisk kommuneskole. Efter halvandet år i kærlighedens by vendte de tilbage og bosatte sig på Larsbjørnsstræde i det indre København. Udover Paris, har familien bl.a. boet i Sverige, Portugal og i et hus ude på landet.

Allerede som 15-årig besluttede Rosenkilde sig for at pakke sine ting og flytte hjemmefra. Hun nåede lige rundt om hjørnet og bosatte sig på Studiestræde. Som de fleste almene unge mennesker startede hun også på en gymnasial uddannelse. Men denne akademiske præstation var langt fra almindelig, da hun nemlig blev den første i hendes familie til at færdiggøre studentereksamenen og få den famøse studenterhue placeret på hovedet. Den særlige kasket blev således symbolet på hendes ungdomsoprør og et brud med de kreative rammer, hun ellers var vant til.

Næste stop var arbejdslivet. Men denne verden var ikke uvant for Rosenkilde. Hun har arbejdet lige så længe, hun kan huske tilbage. Fra barnsben, havde pigen fra det gamle Nørre Kvarter i Indre By, bl.a. bagt banankage til caféen, hun boede tæt ved og pakket pap for urtekræmmeren før skole. Men især det med at arbejde med mad, fordi det nøjagtig er så praktisk anlagt, fandt hun yderst tiltalende. Hendes naturlige interesse for mad suppleret med hendes søgende sind for ny viden og læring, resultererede i en bachelor i ernæring fra Suhrs Højskole.

Madkundskab er dog ikke det eneste, hun er uddannet inden for. Det kan nærmest tænkes, at den berejste og nomadiske barndom kan være skyld i kandidatgraden i geografi, som Franciska dog tager nogle år senere. For som 26-årig bliver hun mor og klarer både at opfostre datteren alene og bibeholde sin aktive plads på arbejdsmarkedet.

Hun skifter efterfølgende arbejdslivet ud med universitetsbænken, og mens hun i sit kandidatspeciale fordybede sig i klimaforandringer og fødevaresystemer, dukkede Alternativet stille op og mødte hende midtvejs i forestillingerne omkring en grønnere fremtid.

Mere præcist, skete mødet mellem hende og Alternativet en regnvåd aften i 2014, hvor hun var til et partimøde på Bremen Teater. Det fremstår som en skelsættende begivenhed i hendes bevidsthed, for det var her det stod klokkeklart, at hun skulle være en del af dette nye politiske projekt. Hun meldte sig ind med det samme og har været et aktivt medlem lige siden.

Rosenkilde var folketingskandidat i 2015. I en tid hvor den grønne bølge rejste sig højt uden at kamme over. Alternativet blev valgt ind i Folketinget med 11 mandater. Rosenkilde blev ikke valgt ind, men ved kommunalvalget i 2017, sikrede hun sig en plads i Københavns Borgerrepræsentation, bakket op af omkring 1.900 personlige stemmer. For første gang i sit liv, var hun midt i et politisk system på Rådhuset.

Efter 10 måneder, i forbindelse med Niko Grünfelds utidige afgang, bliver hun valgt til posten som ny Kultur- og Fritidsborgmester. Rosenkilde forklarer denne tid i sit liv som en stejl læringskurve. Men med Alternativets værdisæt på rygraden kombineret med en ydmyg og nysgerrig indstilling, blev der hurtigt formet gode relationer på Rådhuset.

»Vi vil have et bæredygtigt samfund. Det betyder, at vi skal have nogle nye økonomiske strukturer, som dels ikke ødelægger planeten og ødelægger os mennesker«

Hendes stærke formidlingsevner fusioneret med hendes veletablerede borgmesterplatform, er styrker hun vil tage i spil, for at fremme den nye fortælling omkring det bæredygtige samfund, styrke relationerne mellem landets kandidater i forbindelse med region -og kommunalvalgene samt styrke relationen mellem Rådhuset og Christiansborg.

Alt i alt, er Alternativets nye politiske leder en 45-årig multi-uddannet viljestærk kvinde, hvis skriggrønne hjerte brænder for at sætte Å’et først.

For Franciska Rosenkilde er der ingen tvivl; Alternativet har aldrig været mere relevant end nu.

VIDSTE DU, AT PRODUKTIONEN AF KØD OG MEJERI UDLEDER MERE END PERSONTRANSPORTEN

VIDSTE DU, AT PRODUKTIONEN AF KØD OG MEJERI UDLEDER MERE END PERSONTRANSPORTEN

Af Zenia Stampe

I løbet af det sidste år er vi i familien stort set holdt op med at spise kød til aftensmad. Det er ikke udtryk for en egentlig beslutning, og jeg køber stadig leverpostej og spegepølse til madpakkerne. Men min mand har længe trukket i en mere plantebaseret retning, og det begyndte også at trække i mig, da jeg blev landbrugsordfører og fik læst ordentligt op (og regnet) på landbrugets klimapåvirkning. Det har været en overraskelse for mig at finde ud af, hvor klimabelastende kød- og mejeriproduktion er – og hvor stor en del af klimakrisen, der netop skyldes en uholdbar fødevareproduktion.

Bare i Danmark udleder den animalske produktion 7,7 mio tons CO2 om året. Det er mere end den samlede persontransport (7,2 mio tons CO2). Og problemet er, at man selv ved brug af den nyeste miljøteknologi kun kan nedbringe udledningen fra den animalske produktion minimalt frem mod 2030. (Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren anslog et reduktionspotentiale på omkring 1,1 mio ton CO2 ud af 7,7 mio ton CO2).

Jeg ved godt, at der er mange følelser i mad, men vi kan ikke løse klimakrisen, hvis ikke vi tør tale om madens rolle som en del af problemet – men heldigvis også som en del af løsningen. For den gode nyhed er jo, at ingen behøver at sulte. Tværtimod. Den animalske produktion lægger i dag beslag på gigantiske landområder. Det anslås, at man ville kunne reducere verdens dyrkede areal med 75 pct. og udledningen af klimagasser med 50 pct. ved at omlægge til vegetabilsk produktion.

Men så langt behøver vi slet ikke gå. Vi behøver ikke alle blive vegetarer eller veganere. Og dansk landbrug skal ikke nedlægges. Tværtimod er der masser af potentiale for et fortsat stærkt og verdensførende dansk landbrug. Men vi bliver nødt til at ændre balancen mellem dyr og planter. Både i vores forbrug og i vores produktion.

Den udvikling ville sandsynligvis ske helt af sig selv, hvis prisen på kød og mejeri faktisk afspejlede klima- og miljøomkostningerne. Men desværre gælder “forureneren -betaler”-princippet endnu ikke for landbrugsproduktion, og derfor er det klimaet og det danske vandmiljø, der betaler prisen.

Nå, det blev lidt langt. Men jeg synes virkelig, at der er brug for noget folkeoplysning her. Dels for at skabe et folkeligt pres for den nødvendige regulering (bl.a. en CO2-afgift, der også gælder for landbruget), men også netop i lyset af den manglende regulering. For selvom prisen er det bedste reguleringsinstrument, så kan oplysning også gøre en forskel. Og alle skal vide, at det gør en forskel at spise mindre kød og mejeri – og at de kan gøre en forskel ved at støtte nogle af de nye innovative, fødevareproducenter, der i disse år satser alt på at lave gode kød- og mejerialternativer. De kan blive det næste store landbrugseventyr, fordi de tilbyder velsmagende og næringsrige alternativer til kød.

Se bare denne plantebøf og burger, som jeg servede for mine børn (og ja, der er også ost i, for det handler jo netop ikke om helt at droppe kød og mejeri, men at ændre balancen!). Mine børn sagde helt uopfordret, at denne plantebøf smagte bedre end almindelig bøf. Mere saftig og kraftig smagen.

Der er efterhånden så mange velsmagende kødalternativer på markedet, at man snildt kan overgå til en mere plantebaseret kost uden at skulle ændre grundlæggende på menuen. Men når man først kommer i gang med det plantebaserede køkken, bliver man overrasket over, hvor nemt det faktisk er at lave velsmagende mad uden kød. Det er endda sjovt at komme lidt ud af spaghetti-kødsovsens comfort zone.

Jeg ved godt, at der sikkert er nogen, der vil beskylde mig for at være en hellig klimahippie. Men for mig startede den her rejse faktisk med en masse regnearbejde. Da jeg blev landbrugsordfører, var jeg overrasket over manglen på systematiske oversigter over landbrugets klimapåvirkning, så jeg bestilte en række tal fra fødevareministeren.

Da jeg fik dem, satte jeg mig med en lommeregner og begyndte at regne på dem. Og det gik meget hurtigt op for mig, at vi står over for en kæmpe udfordring med vores fødevareproduktion- og forbrug. Og at de nuværende tiltag på ingen måde afspejler den omstilling, som er helt uomgængelig, hvis vi skal løse klimakrisen. Jeg blev egentligt også lidt rystet over, at der ikke er flere politikere og partier, der har turdet se virkeligheden i øjnene og tale åbent om den. De unge har jo sagt det længe, og der er ikke andet at sige til det, end at de har ret. Nu må vi andre til at rykke!

De nye kostråd

De nye kostråd

Af Peer Aagaard

I forbindelse med de nye kostråd fra Fødevarestyrelsen som anbefaler indtagelse af maksimalt 350 g kød om ugen for voksne, har Jyllands-Posten valgt at sende hele to reportere til Hammerum, øst for Herning – angiveligt et paradis for carnivorer.

Her har man bevæget sig ind i det lokale supermarked og spurgt kunderne, hvad de synes om kostrådene.

Bestyrtelsen er udbredt, fordømmelsen universel. Undertonen er, at her kommer de skide københavnere igen og vil krænge deres højrøvede værdier ned over ganske almindelige danskere, der kraftedeme vil ha’ deres kød, og så ka’ de svagpissere ellers tage deres planter og stikke skråt op.

På diverse netfora oplever man ofte, at der gjort grin med vegetarer, veganere og såmænd også dem, der bare stille og roligt forsøger at nedbringe deres kødforbrug, fordi det er sundere både for personen selv og for miljøet. De beskrives som fanatikere, umulige at omgås og decideret udanske.

Jeg oplever situationen som stik omvendt: Det er kødspiserne, som er de fanatiske og intolerante. De ved godt inderst inde at de kunne foretage et bedre valg, men alligevel forbinder de ofte både danskhed og mandlighed netop med indtagelsen af kød og undlader ikke at gøre andre opmærksomme på det. Flæskestegskulturen herhjemme er så massiv, at den nærmest er en kult, stærkt fulgt af tilbedelsen af den enorme blodrøde bøf på størrelse med et af Linse Kesslers bryster.

Jeg er selv hverken vegetar eller veganer, men stræber efter at leve så sundt som muligt og spise så lidt kød som muligt. Til den ende er det meget lidt hjælpsomt, når det på mange restauranter er stort set umuligt at spise kødløst for slet ikke at tale om besværet, hvis man slet ikke indtager animalske produkter.

Samtidig er mange madproducenter, der faktisk fremstiller vegetariske eller veganske varer elendige til at skilte med det, så man som forbruger bruger alt for lang tid på at decifrere varedeklarationer.

I mange lande som er længere fremme end os, skiltes der rutinemæssigt med et (v) for vegetarisk eller (vg) for vegansk på menuer og varer.

Hvis Fødevarestyrelsens kostråd skal vinde genklang, ville det være en stor hjælp, om det samme skete herhjemme. Bevidsthed om hvad vi spiser fremmes bedst med simple midler.

ALTERNATIVET HAR ALDRIG VÆRET VIGTIGERE

ALTERNATIVET HAR ALDRIG VÆRET VIGTIGERE

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

“Ifølge regeringen må den grønne omstilling hverken koste vækst eller arbejdspladser. Og deri ligger kimen til dens klimanøl og forklaringen på, hvorfor den aldrig kommer til at stå i spidsen for den nødvendige bæredygtige omstilling. Det er nemlig udtryk for lige præcis den samfundsindstilling, der har skabt problemerne, vi står med.

Vi lever i et vækstkapitalistisk samfund, hvor vi prioriterer økonomi over alt andet, og vækst for enhver pris. Skide være med om det betyder, vi udleder mere CO2, end kloden kan holde til. Pyt med, om det betyder vi alle sammen skal ofre frihed for at slides ned til sokkeholderne i hamsterhjulet. Og pyt med, om det skaber et ekstremt ulige samfund, hvor færre og færre sidder på flere og flere af ressourcerne.

Det er denne vækstkapitalisme, der er årsag til stort set alle de store samfundsproblemer, vi står med i dag. Derfor kan den selvsagt ikke bruges til at redde klimaet. Det er som at slukke ildebrande med benzin. Nej, det vi har brug for, er et fundamentalt opgør med den vækstkapitalistiske destruktion af vores samfund. Og det tilbyder Alternativet.”

“Alternativet er et bud på et postkapitalistisk samfund, et opbrud med at leve for at arbejde og arbejde for at forbruge. Det er et opgør med BNP og økonomisk vækst som målet for samfundsudviklingen. Økonomiske aktivitet er ikke et mål i sig selv for Alternativet, men derimod et af flere midler til at sikre, at mennesker trives og føler sig værdsatte, og at samfundet udviser respekt for både naturgrundlaget og kommende generationer.”

Det skriver jeg mere om i dagens information, læs med her og del gerne.

Interview med Isabel & Casper Christensen

Interview med Isabel & Casper Christensen

Eksklusivt interview med Isabel og Casper Christensen om deres skift til plantebaseret kost.

Isabel Christensen er i øjeblikket aktuel med opskriftbogen PLANTEBASERET FAMILIEMAD. I PLANTEBASERET FAMILIEMAD får du opskrifter og masser af gode råd til, hvordan du uge for uge kan gøre din hverdag mere grøn og lave mad uden kød til hele familien. Her er ingen løftede pegefingre, kun gode råd, enkle opskrifter og en opfordring til, at du tager et skridt ad gangen og selv mærker efter, om også du får det bedre af at spise sundt, vælge fuldkorn, grønt og frugt og spise mindre kød og færre æg og mælkeprodukter.

Køb bogen her.

FAGLIGHEDEN, DER FORSVANDT

FAGLIGHEDEN, DER FORSVANDT

Af Theresa Scavenius

Det ER chokerende, at man endnu gang skal diskutere klimaskepticisme i medierne.
Det ER chokerende, at Dronning Margrethe roder sig ud i have personlige holdninger til videnskabelige fakta. Men jeg vælger at antage, at hun fik formuleret sig uheldigt. For det kan da ikke passe, at hun mente det, hun sagde?

Debatten om klimavidenskaben ER overstået. Hvad der er relevant at diskutere nu er hvilke politiske planer, vi skal lave – eller skulle have sat i gang for små 30 år siden. På samme måde, som vi lytter til eksperter i virologi, når vi står midt i en sundhedskrise, lytter vi selvfølgelig til eksperter i klimaforandringen, når vi står midt i en klimakrise.

Kernen i diskussionen er, hvordan vi betragter viden, forskning og eksperter. Hvad er forskellen på holdninger, normer og viden? Det er i sig selv et forskningsemne. Jeg har selv bidraget til den akademiske diskussion med en række internationale workshops med nogle af verdens førende forskere og filosoffer inden for emnet under titlen ’Facts & Norms’, og sammen med en kollega samlet en række af bidragene i et akademisk tidsskrift, som udkommer i bogform til august på Routledge.

Hovedpointen i mit bidrag er, at både de forskere, som opgiver sondringen, og dem, som har en for skarp sondring, tager fejl. Mit argument er, at de faktuelle kendsgerninger, etiske overvejelser og politiske holdninger er hinandens forudsætninger. Vi har politiske holdninger baseret på etiske overvejelser om nogle faktuelle kendsgerninger. Og ofte studerer vi faktuelle kendsgerninger, fordi vi har nogle etiske bekymringer baseret på nogle politiske holdninger. Kunsten er at kende forskellen på de tre. At vide, hvor de har deres relevans, og hvad der karakteriserer dem. Men samtidig være opmærksom på, at de ikke er mest interessante som isolerede fænomener.

Så når vi taler klimapolitik er alle velkomne i debatten med hensyn til hvilke etiske konklusioner, man mener vi som samfund skal drage af klimavidenskaben. Og hvis man synes, der er en etisk udfordring, kan vi bagefter diskutere hvilke politiske implikationer, vi skal drage.

Min position er klar: Vi bør være moralsk bekymrede for de konsekvenser, vores samfundsmodel har på mennesker, dyr, natur og jorden – og se os selv som værende moralsk ansvarlige på et kollektivt niveau. Og derfor bør vi handle politisk nu. Tage politisk ansvar for vores moralske normer. Hvis det er ’at panikke’, så synes jeg, at vi skal panikke.

Så når journalisten i P1 Debat spørger om forskellen på Pia Kjærsgaard og mig er et spørgsmål om alder og generation, er mit svar nej. Forskellen er ikke alder, men de to forskellige tilgange, vi har til politik: Mener man, at politik skal være baseret på følelser eller på faglighed?

De sidste 20-30 år har dansk politik brugt tiden på at diskutere følelsesmæssige holdninger til indvandring – så vi er endt i en situation, hvor vores ’integrationspolitik’, ’asylpolitik’, osv. hverken afspejler de faktuelle forhold eller vores etiske standarder for menneskelig værdighed. Samtidig har denne følelsesmæssige tilgang til politik fjernet al politik baseret på faglighed.

DET er forklaringen på, at vi ikke er forberedte, når en sundhedskrise rammer.
Og DET er forklaringen på, at vi ikke står midt i en grøn omstilling af vores økonomi, samfund, infrastruktur og tænkning.

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Renault i Danmark har produceret en serie YouTube-film med Ditte Ylva Olsen, hvor de gør op med nogle myter om elbiler.

Er de sjove at køre i? Kan de gøre langt? Har de ekstraudstyr?

Hvis du selv vil prøve at køre elbil kan du leje en Renault Zoe for kun 99 kroner om dagen hos Sixt for tiden.

Og husk at der er gratis parkering i Københavns Kommune og et kort over ladestationerne finder du her.

Hvis du gerne vil lease en elbil med egen ladestation er der et tilbud her.

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

Theresa Scavenius skriver på Facebook:

Naturligt nok bliver jeg i disse dage hele tiden spurgt om, hvad jeg vil gøre anderledes, hvis jeg bliver valgt som politisk leder for Alternativet. I dagligdagen er der selvfølgelig mange ting, en ny politisk leder – uanset hvem det bliver – vil gøre anderledes, i og med, at man har forskellige personligheder. Men en af de ting, jeg kan bidrage med, er at finde hårene i suppen, når der indgås politiske aftaler på Christiansborg.

Som nogle af jer måske har læst, har jeg tidligere kritiseret både klimaloven og finansloven, og ja, hvis jeg havde siddet med ved bordet som politisk leder af Alternativet, havde jeg stemt nej til begge dele.

Men er alle ikke netop blevet enige om, at NU sker der noget i Danmark, vil du spørge? Hvorfor skal vi være kritiske overfor klimaloven? Ser det ikke rigtigt godt og lovende ud? Jo, hvis man læser pressemeddelelserne er der ingen grænser for, hvor grønne og ambitiøse de nuværende politiske ledere er. Men hvis man sætter sig ned og læser alle aftalerne og papirerne igennem, er det en helt anden virkelighed, som tegner sig. Og det er netop det, jeg kan. Så her kommer forklaringen på, hvorfor jeg mener at Alternativet skulle have stemt nej til klimaloven:

Punkt 1: Klimamål skal ske så ’omkostningseffektivt’ som muligt under hensyntagen til erhvervsudvikling, konkurrencekraft og beskæftigelse. Det er hverken historisk eller et vendepunkt. Tværtimod er det business as usual og en videreførelse af den tidligere VLAK-regerings sorte klimapolitik, der prioriterer kortsigtet økonomisk gevinst for private virksomheder over miljø, klima og mennesker.

Punkt 2. Rammen er stadig klimaneutralitet i 2050. Og her skal man være skarp på begreberne. De fleste tænker på målsætningen i 2050 som en målsætning om et fossilfrit samfund, hvor vi ikke udleder noget co2. Men det er IKKE det, begrebet klimaneutralitet dækker over. Det dækker over, at vi kan udlede så meget, vi vil, i 2050 med den ene hånd, så længe vi har noget, som kan trække co2 ud af luften med den anden.

Her har vi også forklaringen på, at regeringen fortsætter investeringer i fossil infrastruktur. Fordi klimaministeriets logik er, at vi fortsat skal være en sort økonomi. Vi skal blot udvikle nogle teknologiske løsninger, som kan trække co2 ud af luften. Når man først har forstået det, giver regeringens klimapopulistiske strategi god mening. Det er også derfor, at de – som den tidligere regering – kan kalde sig supergrønne, samtidig med at de giver flere licitationer til bl.a. France Total om at søge efter mere olie i Nordsøen. For slet ikke at tale om at udfase den olie, der i forvejen bliver trukket op.

Det interessante er, at regeringens og De Radikales bedste argument for at hive mere olie op af Nordsøen er, at Saudi-Arabien ellers vil sælge den olie, vi ville have tjent penge på. Dels er det argument selvfølgelig klimapolitisk nonsens: Klimaet er ligeglad med, om det er dansk eller saudiarabisk olie. Dels er argumentet moralsk fuldstændigt forkasteligt. Tænk, hvis vi brugte samme argument, når vi talte ligestilling eller børneslaveri.

Nå. Tilbage til klimaloven, hvor de fleste nok har overset, at Klimarådet – som klimaloven ellers tilsyneladende vil styrke – nu skal pakkes ind af et såkaldt ’dialogforum’, som reelt vil være et lobbyistkontor for den fossile industris store aktører plus et par grønne organisationer, som skal ’afgive skriftlige kommentarer til Klimarådets anbefalinger og øvrige udgivelser’. Her får vi sort på hvidt en statsautoriseret politisering af klimavidenskaben. Ja, sådan kan man også lukke munden på kritiske forskere. Hvor den tidligere regering fyrede den tidligere formand for Klimarådet for at være for kritisk, har den nuværende regering gjort noget endnu mere radikalt: De har ophævet rådets politiske uafhængighed.

Så klimaloven er et farvel til Klimarådet som en klimapolitisk relevant samfundsinstitution. Og her kommer endnu en pointe, som er vigtig at få med: Klimaloven bliver fremstillet som ’ambitiøs’ med bindende klimamål i 2025 og 2030. Det lyder jo godt. Men hvad skriver regeringen så rent faktisk om disse klimamål? Som altid ligger djævlen i detaljen: Målene er nemlig slet ikke årlige mål, men derimod ’indikative mål’, der laves som ’intervaller’ og som ’gennemsnitsmål over tre år’.

En anden detalje: Det, som loven forpligter regeringen på, er ikke handlinger, men derimod at fremsætte målsætninger. I 2020 skal der laves et for 2030. Og hen imod 2030 skal der så ske en ’øget konkretisering’ af initiativer. Og det bliver værre: Når vi nærmer os 2030 skal regeringen i ’stigende grad sigte mod at nå 2035-målet eller mål længere fremme’.

Så hvad vi har efter klimaloven: En direkte fortsættelse af dansk vækstøkonomi baseret på primært sort energi. Vi har fået afmonteret Klimarådets politiske uafhængighed. Og vi har fået et sæt teknokratiske rammeværktøjer, der kan bruges til at skjule hvor lidt klimapolitik, der foregår i Danmark. At det kan sælges som et historisk vendepunkt, hvor samtlige partier jubler og ikke kan få armene ned, er en historisk gåde, hvortil der intet andet er at gøre end at påtage sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder og råbe: ’Jamen, de har jo ikke noget tøj på!

Det er lige præcis dét, jeg mener, bør være Alternativets opgave. Og hvis jeg bliver valgt som politisk leder, er det dén rolle, jeg vil indtage. Den, der hele tiden afslører og afdækker de andres populisme, manglende faktuelle grundlag og forsøg på at snyde borgerne og vælgerne. Vi skal selvfølgelig indgå politiske aftaler og forhandlinger, hvor vi trækker tingene i den rigtige retning, som det også lykkedes lidt med i forhold til Klimaloven.

Men vi skal ikke være med til at legitimere socialdemokraternes videreførelse af den tidligere regerings snyd og bedrag i forhold til klimapolitikken. Derfor bør vi stemme nej til alt, der blot flytter kommaer, og ikke reelt skaber en tektonisk grøn omstilling i Danmark. Lige så lidt, som vi kunne støtte Venstre-regeringen, kan vi selvfølgelig heller ikke støtte S-regeringen, når det eneste, de gør, er at hælde gammel vin på nye flasker.