Category: Klima

Af Zenia Stampe

I løbet af det sidste år er vi i familien stort set holdt op med at spise kød til aftensmad. Det er ikke udtryk for en egentlig beslutning, og jeg køber stadig leverpostej og spegepølse til madpakkerne. Men min mand har længe trukket i en mere plantebaseret retning, og det begyndte også at trække i mig, da jeg blev landbrugsordfører og fik læst ordentligt op (og regnet) på landbrugets klimapåvirkning. Det har været en overraskelse for mig at finde ud af, hvor klimabelastende kød- og mejeriproduktion er – og hvor stor en del af klimakrisen, der netop skyldes en uholdbar fødevareproduktion.

Bare i Danmark udleder den animalske produktion 7,7 mio tons CO2 om året. Det er mere end den samlede persontransport (7,2 mio tons CO2). Og problemet er, at man selv ved brug af den nyeste miljøteknologi kun kan nedbringe udledningen fra den animalske produktion minimalt frem mod 2030. (Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren anslog et reduktionspotentiale på omkring 1,1 mio ton CO2 ud af 7,7 mio ton CO2).

Jeg ved godt, at der er mange følelser i mad, men vi kan ikke løse klimakrisen, hvis ikke vi tør tale om madens rolle som en del af problemet – men heldigvis også som en del af løsningen. For den gode nyhed er jo, at ingen behøver at sulte. Tværtimod. Den animalske produktion lægger i dag beslag på gigantiske landområder. Det anslås, at man ville kunne reducere verdens dyrkede areal med 75 pct. og udledningen af klimagasser med 50 pct. ved at omlægge til vegetabilsk produktion.

Men så langt behøver vi slet ikke gå. Vi behøver ikke alle blive vegetarer eller veganere. Og dansk landbrug skal ikke nedlægges. Tværtimod er der masser af potentiale for et fortsat stærkt og verdensførende dansk landbrug. Men vi bliver nødt til at ændre balancen mellem dyr og planter. Både i vores forbrug og i vores produktion.

Den udvikling ville sandsynligvis ske helt af sig selv, hvis prisen på kød og mejeri faktisk afspejlede klima- og miljøomkostningerne. Men desværre gælder “forureneren -betaler”-princippet endnu ikke for landbrugsproduktion, og derfor er det klimaet og det danske vandmiljø, der betaler prisen.

Nå, det blev lidt langt. Men jeg synes virkelig, at der er brug for noget folkeoplysning her. Dels for at skabe et folkeligt pres for den nødvendige regulering (bl.a. en CO2-afgift, der også gælder for landbruget), men også netop i lyset af den manglende regulering. For selvom prisen er det bedste reguleringsinstrument, så kan oplysning også gøre en forskel. Og alle skal vide, at det gør en forskel at spise mindre kød og mejeri – og at de kan gøre en forskel ved at støtte nogle af de nye innovative, fødevareproducenter, der i disse år satser alt på at lave gode kød- og mejerialternativer. De kan blive det næste store landbrugseventyr, fordi de tilbyder velsmagende og næringsrige alternativer til kød.

Se bare denne plantebøf og burger, som jeg servede for mine børn (og ja, der er også ost i, for det handler jo netop ikke om helt at droppe kød og mejeri, men at ændre balancen!). Mine børn sagde helt uopfordret, at denne plantebøf smagte bedre end almindelig bøf. Mere saftig og kraftig smagen.

Der er efterhånden så mange velsmagende kødalternativer på markedet, at man snildt kan overgå til en mere plantebaseret kost uden at skulle ændre grundlæggende på menuen. Men når man først kommer i gang med det plantebaserede køkken, bliver man overrasket over, hvor nemt det faktisk er at lave velsmagende mad uden kød. Det er endda sjovt at komme lidt ud af spaghetti-kødsovsens comfort zone.

Jeg ved godt, at der sikkert er nogen, der vil beskylde mig for at være en hellig klimahippie. Men for mig startede den her rejse faktisk med en masse regnearbejde. Da jeg blev landbrugsordfører, var jeg overrasket over manglen på systematiske oversigter over landbrugets klimapåvirkning, så jeg bestilte en række tal fra fødevareministeren.

Da jeg fik dem, satte jeg mig med en lommeregner og begyndte at regne på dem. Og det gik meget hurtigt op for mig, at vi står over for en kæmpe udfordring med vores fødevareproduktion- og forbrug. Og at de nuværende tiltag på ingen måde afspejler den omstilling, som er helt uomgængelig, hvis vi skal løse klimakrisen. Jeg blev egentligt også lidt rystet over, at der ikke er flere politikere og partier, der har turdet se virkeligheden i øjnene og tale åbent om den. De unge har jo sagt det længe, og der er ikke andet at sige til det, end at de har ret. Nu må vi andre til at rykke!

Af Peer Aagaard

I forbindelse med de nye kostråd fra Fødevarestyrelsen som anbefaler indtagelse af maksimalt 350 g kød om ugen for voksne, har Jyllands-Posten valgt at sende hele to reportere til Hammerum, øst for Herning – angiveligt et paradis for carnivorer.

Her har man bevæget sig ind i det lokale supermarked og spurgt kunderne, hvad de synes om kostrådene.

Bestyrtelsen er udbredt, fordømmelsen universel. Undertonen er, at her kommer de skide københavnere igen og vil krænge deres højrøvede værdier ned over ganske almindelige danskere, der kraftedeme vil ha’ deres kød, og så ka’ de svagpissere ellers tage deres planter og stikke skråt op.

På diverse netfora oplever man ofte, at der gjort grin med vegetarer, veganere og såmænd også dem, der bare stille og roligt forsøger at nedbringe deres kødforbrug, fordi det er sundere både for personen selv og for miljøet. De beskrives som fanatikere, umulige at omgås og decideret udanske.

Jeg oplever situationen som stik omvendt: Det er kødspiserne, som er de fanatiske og intolerante. De ved godt inderst inde at de kunne foretage et bedre valg, men alligevel forbinder de ofte både danskhed og mandlighed netop med indtagelsen af kød og undlader ikke at gøre andre opmærksomme på det. Flæskestegskulturen herhjemme er så massiv, at den nærmest er en kult, stærkt fulgt af tilbedelsen af den enorme blodrøde bøf på størrelse med et af Linse Kesslers bryster.

Jeg er selv hverken vegetar eller veganer, men stræber efter at leve så sundt som muligt og spise så lidt kød som muligt. Til den ende er det meget lidt hjælpsomt, når det på mange restauranter er stort set umuligt at spise kødløst for slet ikke at tale om besværet, hvis man slet ikke indtager animalske produkter.

Samtidig er mange madproducenter, der faktisk fremstiller vegetariske eller veganske varer elendige til at skilte med det, så man som forbruger bruger alt for lang tid på at decifrere varedeklarationer.

I mange lande som er længere fremme end os, skiltes der rutinemæssigt med et (v) for vegetarisk eller (vg) for vegansk på menuer og varer.

Hvis Fødevarestyrelsens kostråd skal vinde genklang, ville det være en stor hjælp, om det samme skete herhjemme. Bevidsthed om hvad vi spiser fremmes bedst med simple midler.

Af Theresa Scavenius

Det ER chokerende, at man endnu gang skal diskutere klimaskepticisme i medierne.
Det ER chokerende, at Dronning Margrethe roder sig ud i have personlige holdninger til videnskabelige fakta. Men jeg vælger at antage, at hun fik formuleret sig uheldigt. For det kan da ikke passe, at hun mente det, hun sagde?

Debatten om klimavidenskaben ER overstået. Hvad der er relevant at diskutere nu er hvilke politiske planer, vi skal lave – eller skulle have sat i gang for små 30 år siden. På samme måde, som vi lytter til eksperter i virologi, når vi står midt i en sundhedskrise, lytter vi selvfølgelig til eksperter i klimaforandringen, når vi står midt i en klimakrise.

Kernen i diskussionen er, hvordan vi betragter viden, forskning og eksperter. Hvad er forskellen på holdninger, normer og viden? Det er i sig selv et forskningsemne. Jeg har selv bidraget til den akademiske diskussion med en række internationale workshops med nogle af verdens førende forskere og filosoffer inden for emnet under titlen ’Facts & Norms’, og sammen med en kollega samlet en række af bidragene i et akademisk tidsskrift, som udkommer i bogform til august på Routledge.

Hovedpointen i mit bidrag er, at både de forskere, som opgiver sondringen, og dem, som har en for skarp sondring, tager fejl. Mit argument er, at de faktuelle kendsgerninger, etiske overvejelser og politiske holdninger er hinandens forudsætninger. Vi har politiske holdninger baseret på etiske overvejelser om nogle faktuelle kendsgerninger. Og ofte studerer vi faktuelle kendsgerninger, fordi vi har nogle etiske bekymringer baseret på nogle politiske holdninger. Kunsten er at kende forskellen på de tre. At vide, hvor de har deres relevans, og hvad der karakteriserer dem. Men samtidig være opmærksom på, at de ikke er mest interessante som isolerede fænomener.

Så når vi taler klimapolitik er alle velkomne i debatten med hensyn til hvilke etiske konklusioner, man mener vi som samfund skal drage af klimavidenskaben. Og hvis man synes, der er en etisk udfordring, kan vi bagefter diskutere hvilke politiske implikationer, vi skal drage.

Min position er klar: Vi bør være moralsk bekymrede for de konsekvenser, vores samfundsmodel har på mennesker, dyr, natur og jorden – og se os selv som værende moralsk ansvarlige på et kollektivt niveau. Og derfor bør vi handle politisk nu. Tage politisk ansvar for vores moralske normer. Hvis det er ’at panikke’, så synes jeg, at vi skal panikke.

Så når journalisten i P1 Debat spørger om forskellen på Pia Kjærsgaard og mig er et spørgsmål om alder og generation, er mit svar nej. Forskellen er ikke alder, men de to forskellige tilgange, vi har til politik: Mener man, at politik skal være baseret på følelser eller på faglighed?

De sidste 20-30 år har dansk politik brugt tiden på at diskutere følelsesmæssige holdninger til indvandring – så vi er endt i en situation, hvor vores ’integrationspolitik’, ’asylpolitik’, osv. hverken afspejler de faktuelle forhold eller vores etiske standarder for menneskelig værdighed. Samtidig har denne følelsesmæssige tilgang til politik fjernet al politik baseret på faglighed.

DET er forklaringen på, at vi ikke er forberedte, når en sundhedskrise rammer.
Og DET er forklaringen på, at vi ikke står midt i en grøn omstilling af vores økonomi, samfund, infrastruktur og tænkning.

Zenia Stampe skriver på Facebook:

Jeg bliver ærligt talt både træt og vred, når jeg hører vores statsminister sige, at vi ikke behøver at ændre vores vaner eller forbrug, hvis vi skal løse klimakrisen.

Frederiksen mener f.eks. ikke, at det er løsningen at flyve mindre, løsningen er i følge hende i stedet at opfinde et nyt brændstof. Men det kan jo tage årtier, og indtil da lyder det kolde regnestykke, at det koster 3 ton CO2 at flyve København-New York t/r.

Og bare lige for at sætte det tal i perspektiv: Hver dansker har et klimaaftryk på 17 ton CO2 om året. Vi skal ned på 2-3 ton (!) for at løse klimakrisen.

Løsningen et i følge Frederiksen heller ikke at ændre vores fødevareforbrug og f.eks. spise mindre kød. Der må i stedet investeres i nyt foder og nye staldanlæg. Men vi har allerede en af de mest effektive animalske produktioner i Danmark. Alligevel udleder hver dansker 3 ton CO2 om året alene pga. vores fødevareforbrug. Det skyldes bl.a. et højt forbrug af animalske fødevarer, som alene står for 75 pct. af udledningen.

Og husk igen: 3 ton er, hvad vi hver især I ALT må udlede om året, hvis vi skal løse klimakrisen.

Enten er Mette Frederiksen ved at svømme baglæns fra sine grønne løfter. Eller også stikker hun folk blår i øjnene.

Det går ikke. Vi skal være ambitiøse, og vi skal være ærlige: Vi skal leve op til klimamålsætningerne, og det kan kun lade sig gøre gennem massiv regulering og ændrede forbrugsvaner. Det var med den forventning og det klare krav, at vi gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Hun SKAL levere. Det skal vi nok holde hende fast på.

Men derfor har jeg alligevel et budskab til alle jer, der har været på gaden for at demonstrere for klimaet eller som har lagt jeres eget forbrug om: Bliv ved! Vi har stadig brug for jer i kampen for den grønne omstilling.

💚💪🌱