FAGLIGHEDEN, DER FORSVANDT

FAGLIGHEDEN, DER FORSVANDT

Af Theresa Scavenius

Det ER chokerende, at man endnu gang skal diskutere klimaskepticisme i medierne.
Det ER chokerende, at Dronning Margrethe roder sig ud i have personlige holdninger til videnskabelige fakta. Men jeg vælger at antage, at hun fik formuleret sig uheldigt. For det kan da ikke passe, at hun mente det, hun sagde?

Debatten om klimavidenskaben ER overstået. Hvad der er relevant at diskutere nu er hvilke politiske planer, vi skal lave – eller skulle have sat i gang for små 30 år siden. På samme måde, som vi lytter til eksperter i virologi, når vi står midt i en sundhedskrise, lytter vi selvfølgelig til eksperter i klimaforandringen, når vi står midt i en klimakrise.

Kernen i diskussionen er, hvordan vi betragter viden, forskning og eksperter. Hvad er forskellen på holdninger, normer og viden? Det er i sig selv et forskningsemne. Jeg har selv bidraget til den akademiske diskussion med en række internationale workshops med nogle af verdens førende forskere og filosoffer inden for emnet under titlen ’Facts & Norms’, og sammen med en kollega samlet en række af bidragene i et akademisk tidsskrift, som udkommer i bogform til august på Routledge.

Hovedpointen i mit bidrag er, at både de forskere, som opgiver sondringen, og dem, som har en for skarp sondring, tager fejl. Mit argument er, at de faktuelle kendsgerninger, etiske overvejelser og politiske holdninger er hinandens forudsætninger. Vi har politiske holdninger baseret på etiske overvejelser om nogle faktuelle kendsgerninger. Og ofte studerer vi faktuelle kendsgerninger, fordi vi har nogle etiske bekymringer baseret på nogle politiske holdninger. Kunsten er at kende forskellen på de tre. At vide, hvor de har deres relevans, og hvad der karakteriserer dem. Men samtidig være opmærksom på, at de ikke er mest interessante som isolerede fænomener.

Så når vi taler klimapolitik er alle velkomne i debatten med hensyn til hvilke etiske konklusioner, man mener vi som samfund skal drage af klimavidenskaben. Og hvis man synes, der er en etisk udfordring, kan vi bagefter diskutere hvilke politiske implikationer, vi skal drage.

Min position er klar: Vi bør være moralsk bekymrede for de konsekvenser, vores samfundsmodel har på mennesker, dyr, natur og jorden – og se os selv som værende moralsk ansvarlige på et kollektivt niveau. Og derfor bør vi handle politisk nu. Tage politisk ansvar for vores moralske normer. Hvis det er ’at panikke’, så synes jeg, at vi skal panikke.

Så når journalisten i P1 Debat spørger om forskellen på Pia Kjærsgaard og mig er et spørgsmål om alder og generation, er mit svar nej. Forskellen er ikke alder, men de to forskellige tilgange, vi har til politik: Mener man, at politik skal være baseret på følelser eller på faglighed?

De sidste 20-30 år har dansk politik brugt tiden på at diskutere følelsesmæssige holdninger til indvandring – så vi er endt i en situation, hvor vores ’integrationspolitik’, ’asylpolitik’, osv. hverken afspejler de faktuelle forhold eller vores etiske standarder for menneskelig værdighed. Samtidig har denne følelsesmæssige tilgang til politik fjernet al politik baseret på faglighed.

DET er forklaringen på, at vi ikke er forberedte, når en sundhedskrise rammer.
Og DET er forklaringen på, at vi ikke står midt i en grøn omstilling af vores økonomi, samfund, infrastruktur og tænkning.

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Renault i Danmark har produceret en serie YouTube-film med Ditte Ylva Olsen, hvor de gør op med nogle myter om elbiler.

Er de sjove at køre i? Kan de gøre langt? Har de ekstraudstyr?

Hvis du selv vil prøve at køre elbil kan du leje en Renault Zoe for kun 99 kroner om dagen hos Sixt for tiden.

Og husk at der er gratis parkering i Københavns Kommune og et kort over ladestationerne finder du her.

Hvis du gerne vil lease en elbil med egen ladestation er der et tilbud her.

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

Theresa Scavenius skriver på Facebook:

Naturligt nok bliver jeg i disse dage hele tiden spurgt om, hvad jeg vil gøre anderledes, hvis jeg bliver valgt som politisk leder for Alternativet. I dagligdagen er der selvfølgelig mange ting, en ny politisk leder – uanset hvem det bliver – vil gøre anderledes, i og med, at man har forskellige personligheder. Men en af de ting, jeg kan bidrage med, er at finde hårene i suppen, når der indgås politiske aftaler på Christiansborg.

Som nogle af jer måske har læst, har jeg tidligere kritiseret både klimaloven og finansloven, og ja, hvis jeg havde siddet med ved bordet som politisk leder af Alternativet, havde jeg stemt nej til begge dele.

Men er alle ikke netop blevet enige om, at NU sker der noget i Danmark, vil du spørge? Hvorfor skal vi være kritiske overfor klimaloven? Ser det ikke rigtigt godt og lovende ud? Jo, hvis man læser pressemeddelelserne er der ingen grænser for, hvor grønne og ambitiøse de nuværende politiske ledere er. Men hvis man sætter sig ned og læser alle aftalerne og papirerne igennem, er det en helt anden virkelighed, som tegner sig. Og det er netop det, jeg kan. Så her kommer forklaringen på, hvorfor jeg mener at Alternativet skulle have stemt nej til klimaloven:

Punkt 1: Klimamål skal ske så ’omkostningseffektivt’ som muligt under hensyntagen til erhvervsudvikling, konkurrencekraft og beskæftigelse. Det er hverken historisk eller et vendepunkt. Tværtimod er det business as usual og en videreførelse af den tidligere VLAK-regerings sorte klimapolitik, der prioriterer kortsigtet økonomisk gevinst for private virksomheder over miljø, klima og mennesker.

Punkt 2. Rammen er stadig klimaneutralitet i 2050. Og her skal man være skarp på begreberne. De fleste tænker på målsætningen i 2050 som en målsætning om et fossilfrit samfund, hvor vi ikke udleder noget co2. Men det er IKKE det, begrebet klimaneutralitet dækker over. Det dækker over, at vi kan udlede så meget, vi vil, i 2050 med den ene hånd, så længe vi har noget, som kan trække co2 ud af luften med den anden.

Her har vi også forklaringen på, at regeringen fortsætter investeringer i fossil infrastruktur. Fordi klimaministeriets logik er, at vi fortsat skal være en sort økonomi. Vi skal blot udvikle nogle teknologiske løsninger, som kan trække co2 ud af luften. Når man først har forstået det, giver regeringens klimapopulistiske strategi god mening. Det er også derfor, at de – som den tidligere regering – kan kalde sig supergrønne, samtidig med at de giver flere licitationer til bl.a. France Total om at søge efter mere olie i Nordsøen. For slet ikke at tale om at udfase den olie, der i forvejen bliver trukket op.

Det interessante er, at regeringens og De Radikales bedste argument for at hive mere olie op af Nordsøen er, at Saudi-Arabien ellers vil sælge den olie, vi ville have tjent penge på. Dels er det argument selvfølgelig klimapolitisk nonsens: Klimaet er ligeglad med, om det er dansk eller saudiarabisk olie. Dels er argumentet moralsk fuldstændigt forkasteligt. Tænk, hvis vi brugte samme argument, når vi talte ligestilling eller børneslaveri.

Nå. Tilbage til klimaloven, hvor de fleste nok har overset, at Klimarådet – som klimaloven ellers tilsyneladende vil styrke – nu skal pakkes ind af et såkaldt ’dialogforum’, som reelt vil være et lobbyistkontor for den fossile industris store aktører plus et par grønne organisationer, som skal ’afgive skriftlige kommentarer til Klimarådets anbefalinger og øvrige udgivelser’. Her får vi sort på hvidt en statsautoriseret politisering af klimavidenskaben. Ja, sådan kan man også lukke munden på kritiske forskere. Hvor den tidligere regering fyrede den tidligere formand for Klimarådet for at være for kritisk, har den nuværende regering gjort noget endnu mere radikalt: De har ophævet rådets politiske uafhængighed.

Så klimaloven er et farvel til Klimarådet som en klimapolitisk relevant samfundsinstitution. Og her kommer endnu en pointe, som er vigtig at få med: Klimaloven bliver fremstillet som ’ambitiøs’ med bindende klimamål i 2025 og 2030. Det lyder jo godt. Men hvad skriver regeringen så rent faktisk om disse klimamål? Som altid ligger djævlen i detaljen: Målene er nemlig slet ikke årlige mål, men derimod ’indikative mål’, der laves som ’intervaller’ og som ’gennemsnitsmål over tre år’.

En anden detalje: Det, som loven forpligter regeringen på, er ikke handlinger, men derimod at fremsætte målsætninger. I 2020 skal der laves et for 2030. Og hen imod 2030 skal der så ske en ’øget konkretisering’ af initiativer. Og det bliver værre: Når vi nærmer os 2030 skal regeringen i ’stigende grad sigte mod at nå 2035-målet eller mål længere fremme’.

Så hvad vi har efter klimaloven: En direkte fortsættelse af dansk vækstøkonomi baseret på primært sort energi. Vi har fået afmonteret Klimarådets politiske uafhængighed. Og vi har fået et sæt teknokratiske rammeværktøjer, der kan bruges til at skjule hvor lidt klimapolitik, der foregår i Danmark. At det kan sælges som et historisk vendepunkt, hvor samtlige partier jubler og ikke kan få armene ned, er en historisk gåde, hvortil der intet andet er at gøre end at påtage sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder og råbe: ’Jamen, de har jo ikke noget tøj på!

Det er lige præcis dét, jeg mener, bør være Alternativets opgave. Og hvis jeg bliver valgt som politisk leder, er det dén rolle, jeg vil indtage. Den, der hele tiden afslører og afdækker de andres populisme, manglende faktuelle grundlag og forsøg på at snyde borgerne og vælgerne. Vi skal selvfølgelig indgå politiske aftaler og forhandlinger, hvor vi trækker tingene i den rigtige retning, som det også lykkedes lidt med i forhold til Klimaloven.

Men vi skal ikke være med til at legitimere socialdemokraternes videreførelse af den tidligere regerings snyd og bedrag i forhold til klimapolitikken. Derfor bør vi stemme nej til alt, der blot flytter kommaer, og ikke reelt skaber en tektonisk grøn omstilling i Danmark. Lige så lidt, som vi kunne støtte Venstre-regeringen, kan vi selvfølgelig heller ikke støtte S-regeringen, når det eneste, de gør, er at hælde gammel vin på nye flasker.

Mette Frederiksen er ved at svømme baglæns fra sine grønne løfter

Mette Frederiksen er ved at svømme baglæns fra sine grønne løfter

Zenia Stampe skriver på Facebook:

Jeg bliver ærligt talt både træt og vred, når jeg hører vores statsminister sige, at vi ikke behøver at ændre vores vaner eller forbrug, hvis vi skal løse klimakrisen.

Frederiksen mener f.eks. ikke, at det er løsningen at flyve mindre, løsningen er i følge hende i stedet at opfinde et nyt brændstof. Men det kan jo tage årtier, og indtil da lyder det kolde regnestykke, at det koster 3 ton CO2 at flyve København-New York t/r.

Og bare lige for at sætte det tal i perspektiv: Hver dansker har et klimaaftryk på 17 ton CO2 om året. Vi skal ned på 2-3 ton (!) for at løse klimakrisen.

Løsningen et i følge Frederiksen heller ikke at ændre vores fødevareforbrug og f.eks. spise mindre kød. Der må i stedet investeres i nyt foder og nye staldanlæg. Men vi har allerede en af de mest effektive animalske produktioner i Danmark. Alligevel udleder hver dansker 3 ton CO2 om året alene pga. vores fødevareforbrug. Det skyldes bl.a. et højt forbrug af animalske fødevarer, som alene står for 75 pct. af udledningen.

Og husk igen: 3 ton er, hvad vi hver især I ALT må udlede om året, hvis vi skal løse klimakrisen.

Enten er Mette Frederiksen ved at svømme baglæns fra sine grønne løfter. Eller også stikker hun folk blår i øjnene.

Det går ikke. Vi skal være ambitiøse, og vi skal være ærlige: Vi skal leve op til klimamålsætningerne, og det kan kun lade sig gøre gennem massiv regulering og ændrede forbrugsvaner. Det var med den forventning og det klare krav, at vi gjorde Mette Frederiksen til statsminister. Hun SKAL levere. Det skal vi nok holde hende fast på.

Men derfor har jeg alligevel et budskab til alle jer, der har været på gaden for at demonstrere for klimaet eller som har lagt jeres eget forbrug om: Bliv ved! Vi har stadig brug for jer i kampen for den grønne omstilling.

💚💪🌱