Apropos Transmogrifning og tidsmaskiner

Apropos Transmogrifning og tidsmaskiner

Af Jakob Olsne

Jeg har netop læst den Bulgarske forfatter Georgi Gospodinovs roman: Tidsskjul.

Det er på en gang både science fiction, magisk realisme, selvbiografi, essay og politisk analyse.

Det handler om nostalgi og ideen om, at det altid var bedre i gamle dage. Der optræder en mystisk professor(der er et opdigtet alter ego) som opretter en klinik i Wien for demente. Her er der indrettet suiter hvor alting er som i de dementes ungdom. Dem fra vest får 60’ere og Beatles hår og dem fra øst får dårlige cigaretter og mangel på lokumspapir. Der lidt mindelser om ”Goodbye Lenin”, men den er også sjov og tankevækkende.

Siden går det sådan, at alle landene i EU skal stemme om hvilken tidsalder de helst vil befinde sig i. Svenskerne vælger 60’erne med Pippi Langstrømpe og Astrid Lindgren, Danmark vælger 70’erne- fordi der vidste man hvad man ville bruge den nys vundne frihed. Øst på valgte nogen lande deres nationale storhedstid i forskellige århundreder og hovedparten 90’erne, hvor jerntæppet var forvundet.

Meget muntert men samtidigt og en analyse af populismen, der stortrives i vores demokratisk ustabile periode. Dybest set bruger populisterne nostalgien som drivkraft, vi skal tilbage til den gang alting var meget bedre. Trumps: Make America great again og Brexit, hvor overklasseløgene med Johnson og Rees-Mogg i spidsen ønsker sig tilbage til et verdensomspændende imperium (Dream on!)

Eller den unge danske kvinde der kom ind i folketinget for DF, som havde det mål, at vi skulle tilbage til det samfund man kunne se i de gamle danske film.

Tiden er på mange måder historieløs, det informationsniveau og oplysning man drømte om med internettet er blevet et tsunami af misinformation, rædselsvækkende subkulturer og decideret politisk manipulation, der langt overstiger ens værste frygt.

Læs bogen – den er velskrevet, sprænger forskellige genrer, er(sørg)munter og tankevækkende.

Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Af Asger Schnack

For ikke mange dage siden modtog jeg Charlotte Strandgaards ”Udvalgte digte 1965-2021” med denne dedikation: ”De / mange år / vi husker”. Jeg nåede lige at skrive tak, inden jeg i toget til Aarhus læste, at hun var død. Dedikationen kunne nærmest være titlen på en bog. Hvad hun bl.a. refererer til, er, at vi havde en fælles baggrund på Borgens Forlag, hun før mig, hun kom der allerede med sin bog nr. 2, ”Afstande” (1966) med omslag af Per Kirkeby. Fra begyndelsen var hun modig, eksperimenterende, kvindebevidst, kunne man godt sige, i en mandsdomineret verden. Sammen med Kirsten Thorup var hun den eneste kvinde, der var med i Hans-Jørgen Nielsens generationsantologi ”eksempler” (1968). Jarl Borgen forsynede hendes bøger med omslag af verdenskunstnere, ”Afstande” er nævnt. ”Det var en lørdag aften” (1968) med omslag af Ursula Reuter, ”Indimellem holder de af hinanden” (1969) med omslag af Arthur Køpke og ”herinde” (1969) med omslag af Joseph Beuys. Jeg blev ansat på forlaget, og jeg fulgte Charlotte Strandgaards forfatterskab med ubrudt respekt. Det fortsatte langt ud over tiden på Borgens Forlag. Mange år senere mødtes vi på forlaget Gladiator (og jeg havde fornøjelsen af at skrive efterord til genudgivelsen af ”Indimellem holder de af hinanden” i Sandal-serien, 2014). Vi kørte i bus sammen fra Vestjyllands Højskole til København, vi morede os, og hun sagde, det er helt som i gamle dage på Borgen. De udvalgte digte viser hele forløbet, fra tresserne op til nu. Udvidelsen hele tiden af temaerne, formen ændredes også undervejs, fra en meget cool sprogbevidsthed til en mere åben konfrontation med verden, og især de sider af verden, det kan være svært at beskrive, og som ingen andre beskrev. Hun var solidarisk med de nødstedte. Socialist. Kammerat. Kvindesagsforkæmper. Digter først og sidst. R.I.P.

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!

Pia Juul in memoriam

Pia Juul in memoriam

Af Hans Henrik Schwab

EN HIMMERLANDSK MUNDFULD – Pia Juul in memoriam

I dag for et år siden kom meddelelsen om Pia Juuls alt, alt for tidlige død. Det er stadig svært at fatte.
Pia og jeg var ikke nære private venner, men havde immervæk kendt hinanden siden gymnasietiden og løb med jævne mellemrum ind i hinanden de efterfølgende fire årtier.

Det hele startede på vores lokale gymnasium i Himmerland, hvor vi tilhørte gruppen omkring gymnasiets tidsskrift Heus, og hvor vi skrev, diskuterede, festede og fejrede nytår sammen i Rold Skov. (På HF-linjen gik i øvrigt en lille rockertype, der bestemt ikke var en del af miljøet omkring tidsskriftet, men senere skulle blive kendt under navnet Niels Arden Oplev). Jeg husker stadig den dag, hvor 2.g’eren Pia i kantinen kom hen til mig og min ven, den senere kunstner Jørgen Michaelsen, for at fortælle om sit ny projekt: en antologi af digte af og for børn & unge – den skulle udkomme på Gyldendal! Jørgen og jeg var behørigt imponerede, men nåede alligevel frem til, at vi ikke skulle bidrage. Vi nærmede os trods alt hastigt de 18 år og sigtede mod Poul Borums Hvedekorn, hvor Jørgen da også senere debuterede. I bakspejlet var det nu en diskutabel beslutning: tænk at være debuteret på Gyldendal med Pia Juul som redaktør! Vores fælles ven, den senere præst Claus Muld, begik ikke den fejl, men debuterede som teenage-lyriker i FUGLESKRIG (Gyldendal 1980), som antologien kom til at hedde. Den indeholder i øvrigt også et herligt bidrag af Pias dengang 7-årige lillebror Martin. Et meget piajuulsk bidrag, som Lars Bukdahl i tilbageblik skrev på sin blog.

Efter gymnasietiden rykkede vi alle til Aarhus, hvor Pia læste engelsk på universitetet, og hvor hun blev undervist af en anden fælles ven, forfatteren Peter Rønnov-Jessen (Pia blev som bekendt senere en fremragende, kongenial oversætter fra engelsk). En aften under Aarhus Festuge i 1983 løb Jørgen og jeg igen ind i Pia, der denne aften var i selskab med sin ny kæreste og senere ægtemand, Nikolai Kjær. Jeg kendte Nikolai fra barndommen, hvor vi gik i samme skole og om vinteren mødtes med de andre børn på den lokale udendørs skøjtebane. Nikolai skulle blive en vigtig samarbejdspartner for Jørgen. Sammen blev de en del af en kunstnergruppe (Koncern) omkring Kunstakademiet – en gruppe, der både udgav bøger, bl.a. på Gyldendal i Christian Bundegaards tid som litterær direktør, redigerede tidsskriftet ARK og drev et galleriet KRA. Og så dannede de sammen musikgruppen The Simms med en kvindelig sanger, der lød lidt som Nico fra Velvet Underground. Hun hed Pia Juul! Jeg har selv nogle private cassettebåndsoptagelser, der dokumenterer dette. Ellers kan Søren Ulrik Thomsen bevidne det: Han var en aften i Esbjerg på plakaten sammen med The Simms!

Denne septemberaften i 1983 var Pia og Nikolai så optaget af hinanden, som kun to nyforelskede kan være det, men på et tidspunkt henvendte Pia sig til mig som litteraturstuderende: Hun havde skrevet nogle digte, der var ”lidt anderledes”. Hvor skulle hun sende dem hen? Jeg husker ikke mit svar, men erindrer, at jeg for mig selv tænkte: ”Lidt anderledes” – det har man da vist hørt før.
Lad mig sige det helt kort: Pia havde ret. Som Asger Schnack for nylig fastslog, lød Pias digte ikke som noget før hende, hvorimod man hører et ekko af hendes skriftstemme i megen senere lyrik. Eller som Weekendavisen konkluderede: ”Pia Juul er noget af det meste særegne, der er sket i moderne dansk litteratur i et kvart århundrede.”
Samme år, 1983, debuterede hun da også i Hvedekorn, og to år efter i bogform på Claus Clausens Tiderne skifter med samlingen LEVENDE OG LUKKET. Resten er (litteratur)historie …

Alene en senere titel som ”sagde jeg, siger jeg” … siger det hele. Fire enkle ord, der alligevel rummer både et udsagn og en udsigelse, både et sigende jeg og et sagt jeg. Typisk for Pias lyriske rollespil, der ikke lader tressernes attituderelativisme noget tilbage. Og hvis Pia så fremførte disse ord mundtligt – hun var en nærmest karismatisk oplæser – føjede det endnu et udsigelseslag til! Tilsyneladende helt enkelt, men stor poetisk kunst. Pias mundrette lyrik og ditto recitation var virkelig det, som Johannes Møllehave – dog med adresse til en anden stor Himmerlandforfatter og nobelprisvinder – engang har kaldt ”en himmerlandsk mundfuld”!

I starten af 1990erne, hvor jeg var blevet lyrikredaktør på Borgens Forlag, mødtes vi i mange sammenhænge, og Pia foreslog en dag, at vi på Borgen skulle udgive en antologi af hendes lyrik til undervisningsbrug. Sagen var, at vi havde en serie, hvor vi udgav pædagogisk tilrettelagte lyrikantologier målrettet gymnasieundervisning: men desværre var det en lukket fest for Borgens egne lyrikere, så det blev beklageligvis heller ikke den antologi, hvor Pia og jeg mødtes i bogform og vendte tilbage til gymnasiet.
Til gengæld kom Pia med i en anden af vores antologier: DIGTNING FRA 80ERNE TIL 90ERNE (Borgen, 1993), hvor antologiredaktøren selv, Anne-Marie Mai, læser Pias digtsamling fra 1989, FORGJORT som et eventyr om kønnet og jeget: ”Kønnets hvisken må vi lytte til, men også iscenesætte, så både kønnet og sjælen får lov til at forføre os til at være mennesker.”

Heldigvis har Claus Clausen senere udgivet Pias samlede digte i en omnibusudgave, INDTIL VIDERE (Tiderne Skifter, 2010), og Asger Schnack har siden fortjenstfuldt genudgivet det samlede forfatterskab, så mon ikke Pias digte efterhånden er blevet behørigt antologiseret og kanoniseret og dermed tildelt den nyklassikerstatus, forfatterskabet indiskutabelt fortjener? Selv behøver jeg blot slå ned et tilfældigt sted i hendes samlede digte for at høre og se hende for mig: levende og ikke lukket – selv om jeg som mange andre tog afsked med hende sidste efterår på Assistens. Præcis 40 år efter de ”fugleskrig”, der startede det hele.

Af Jord.
Til Jord.
Af Jord.
Indgang. Udgang.
Røde roser.
Ikke mange.
Bagved:
En grøn skov.
Foran:
En lærke i luften.
(af HELT I SKOVEN, 2005)

Klassiske kinesiske digte på dansk

Klassiske kinesiske digte på dansk

Af Tommy Flugt

For mange år siden i min studietid lærte jeg Arne Herløv Petersen at kende. Vi mødtes engang på Laurits Betjent, et kunstner og musik værthus og vi faldt i snak. Blandt andet om kinesiske digte. Han var begyndt at oversætte nogle kinesiske digte, sagde han og jeg fik nogle fotokopier af ham. Jeg skulle nok få dem, når de var blevet til en bog, sagde han. 30 år efter modtog jeg en fin lille bog fra ham: Grønne digte. Med en fin håndskrevet hilsen fra ham.

Og nu er der kommet endnu en bog fra ham 50 år senere. Hans store oversættelse af klassiske kinesiske digte. UDEN FOR TIDEN hedder den og kan bestilles hos Det Poetiske Bureas Forlag. Bogen er på 465 sider og der er 70 oversatte kinesiske digtere valgt ud i et lille fint format. Med et godt forord og så ellers digte i alle mulige genrer og situationer er det en smuk bog at gå i gang med og læse i fred og ro og enrum.

Ganske ukarakteristisk for mange antologier over kinesisk lyrik indgår et stort antal kvindelige digtere.

Der er digte om at føle sig ét med naturen, om at være hjemme i bjergene og ved floderne og om at besøge eremitter og munke, der bor helt alene oppe mellem skyerne. Der er digte om helt dagligdags ting.

Det er alt dette, der gør, at disse digte, der er skrevet for mere end tusinde år siden, er så aktuelle og nærværende. Der er ikke noget fjernt og mystisk ved dem. Der er store følelser i digtene. De er åbne og lige til at gå ind i.

Jeg har udvalgt et lille fint digt:

Isfugl med fisk i næbbet

Får øje på noget
mellem lotusbladene
Lynhurtigt
ned fra det høje træ

Bryder bølgerne
snapper fisken i vandet
En azurblå lysprik
flyver bort

Qian Qi (722-780)

🛒 Køb bogen her.

Mordet på Halland

Mordet på Halland

Pia Juul: ”Mordet på Halland”. Roman. ”[E]n pragtfuld opvisning af, hvad litteraturen kan give os, når vi glemmer vores stærke afhængighed af at finde ud af sammenhængen i et forløb.” Lasse Horne Kjældgaard, Politiken. ”Det er ikke bare dødsens alvorligt, det er også klukkende morsomt. Det er ikke bare sprogligt suverænt, det er også elementært spændende.” Lilian Munk Rösing, Information. ”Pia Juuls prosalyriske stil, der også udfordrer vor tids danske krimi, er en konstant nydelse.” Jens Andersen, Berlingske Tidende. ”Mordet på Halland” (2. udgave) kan købes/bestilles i enhver (net)boghandel. Vejl. udsalgspris: 250 kr. (Omslag: Mette & Eric Mourier)

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Af Asger Schnack

Morten Nielsens Mindelegat er i år tildelt Shadi Angelina Bazeghi. Legatet uddeles på årsdagen for Morten Nielsens død. Bestyrelsens begrundelse for valget af Shadi Angelina Bazeghi lyder: ”Shadi Angelina Bazeghi er en af vores stærke dynamiske digtere. Hendes to digtsamlinger vidner om et stort og eksplosivt talent i ’Vingeslag’ (2015) og ’Flowmatic’ (2020). Sidstnævnte viser, at hun også tør radikale sproglige eksperimenter. Titlen henviser til det første engelske computerprogrammeringssprog, som teksten også i sin fragment-opsætning kan tænkes at ’mime’. Shadi Angelina Bazeghi er desuden oversætter af poesi. Hun har gendigtet amerikanske Audre Lorde til dansk. Hun har iransk baggrund, kan sproget farsi, er derfor rustet til at oversætte iranske digtere. Hun har, med sin oversættelse af den afgørende iranske digter Forugh Farrokhzad, vist, at det er muligt at flytte et sprogområdes poesi over i et andet, her dansk, gjort med en naturlighed og indsigt, der får læseren til at føle, at det allerede er en del af den danske poesi. Shadis digte befinder sig i kærlighedens bataljer, i poesiens mulighed for sprogligt oprør i en verden af undertrykkelse, fornægtelse og konflikt. Hun trækker sine linjer fra det specifikt privat/personlige til det kosmiske. Mange af hendes digte handler om krigen, eller bedre, skriver sig midt ind i krigen. På den måde er der en klar forbindelse til Morten Nielsens univers, hvis digte jo sitrer, rejser og lyser i ’krigens urolige, fjerde sommer’. Det er en glæde at kunne tildele Shadi Angelina Bazeghi Morten Nielsens Mindelegat.” (Foto: Jakob Dall).

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

Af Jan Poulsen


Det er selvfølgelig svært at måle størrelsen af en gåde, men mange er enige om, at de færreste reelt kendte NICO; den kosmopolitiske sanger, komponist og harmonium-spiller.

Hendes historie er til gengæld kendt af mange: Født i Köln i 1938, voksede op i Berlin i krigsårene, blev mannequin/model i 1950’erne, medvirkede i Fellinis La Dolce Vita i 1959, fik barn med den franske skuespiller Alain Delon i 1962, var i studiet med Serge Gainsbourg i 1963, mødte The Rolling Stones’ Brian Jones i 1965 og indspillede samme år en single med den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page.
Blev en del af kredsen omkring Andy Warhol i 1966 og på hans foranledning medlem af The Velvet Underground, hvis Lou Reed og John Cale begge bejlede til hendes gunst. Udgav i 1967 sin første solo-lp, som siden blev fulgt op af yderligere fem. Hang ud med Bob Dylan, Jim Morrison og den purunge Jackson Browne, før hun blev kæreste med Iggy Pop i et par uger i 1968.
Flyttede tilbage til Europa i 1970’erne, hvor hun indspillede film, blev heroin-junkie og pendlede mellem Frankrig, Tyskland og Spanien. Turnerede over alt i verden i 1980’erne fra sin nye base i Manchester og siden London, besøgte Danmark første gang i 1982 og vendte senere tilbage flere gange, inden hun døde af en hjerneblødning; på Ibiza en varm julidag i 1988, 49 år gammel.

Få kan matche en lignende historie, for hun var alle de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hun mødte alle de rigtige mennesker.
Flere af de nævnte begivenheder kan man læse om i en helt ny bog, ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ (faber and faber) af den amerikanske historiker, Jennifer Otter Bickerdike, men ikke dem alle. Det gør nu intet, snarere tværtimod, da det er beskrevet mange andre steder.
Til gengæld forsøger Bickerdike at kortlægge Nicos liv og dermed få udskiftet myter og måske’er med facts, og det er både spændende og ny læsning. Grundforskning vil nogle måske sige, for historikeren har talt med fjerne slægtninge og været i de offentlige arkiver, så vi nu – for første gang – kan se, hvor Nico helt konkret har boet, rejst, gået i skole, opholdt sig m.m.
Har man interesse i personen eller fænomenet Nico er ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ en fornøjelse at gå ombord i. Søger man derimod alene viden om hendes musik og plader, bliver man nok en smule skuffet.
Eneste minus – set herfra – er interviews med musikere som Dave Navarro, Mark Lanegan og Jonathan Donahue (fra Mercury Rev), som intet har haft med Nico at gøre, og derfor er deres oplevelse af hendes musik og betydning ligegyldig og blot unødvendigt fyld i en ellers velkomponeret bog.
Den er på mere end 500 sider, men efter endt læsning er Nico såmænd stadig en gåde. Vi har fået kortlagt store dele af hendes liv, men vi er ikke blevet meget klogere på personen og hendes tanker. Og det bliver vi næppe nogen sinde, for selv om hun skrev dagbog (udkom i Frankrig i 2001), som der også citeres fra her, var hun en kvinde af få ord, og hun undgik helst interviews. Til trods for at hun talte fire sprog flydende!
Jeg ved ikke, hvor mange steder ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ forhandles her i landet, men jeg har netop set den i Politikens Boghal i København.

Vita Andersen er død

Vita Andersen er død

Af Katrine Ring

Vita Andersen er død. Før udgivelsen af hendes bog Tryghedsnarkomaner kom i 1977, vidste vi godt, at her var en fortælling, som var nødvendig. Hun var med i kredsen af min forfatterfars forfattervenner. Hun var i en periode kæreste med forfatteren Jannick Storm (nær ven til min far), og vi havde fulgt mixningen af hendes mange papirslapper med noter, ord, sætninger, der til sidst endte med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Litterært blev hendes digte klassificeret som knækprosa, bekendelseslitteratur og kvindelitteratur – og det var ikke positivt ment. Digtsamlingen blev en succes, og genlæser man den i dag, er den stadig rystende læsning om kvindeliv og om den rituelle søndagssex med Kurt. Det var sgu surt. Selv var jeg 16 år og oplevede Vita Andersen som usikker og uvant med miljøet. Men hendes historie var vigtig og er det stadig den dag i dag. Personligt måtte jeg tage mine kampe med mine dansklærere i gymnasiet, som naturligvis havde Tryghedsnarkomaner som pensum. Du gode, hvor blev der sagt meget vrøvl og sludder om forfatteren og hendes intentioner. Jeg vidste bedre og rettede gerne dansklæreren til dennes irritation. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk. Læs hende – hun har stadig en god historie.
Tilfældighed: Min far døde på denne dato for 24 år siden.
Læs gerne artiklen her – en god indføring i Vita Andersens tidlige placering i litteraturen.

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Forlaget Arkiv for detaljer skriver:

☀️✨I dag har vi sendt denne fine bog til tryk! ✨☀️
’Solen står op, men stjernerne er der endnu’ er digte for børn af Asger Schnack illustreret af Katrine Lyck. Bogen udkommer d. 26. august og består af 30 filosofiske og finurlige digte, der beskriver verden set gennem et barns øjne. I kan roligt glæde jer. Hør bare:

Glæden kan komme
fra siden, nedefra
oppefra, man ved ikke,
hvor den kommer fra,
eller indefra?

Bogen egner sig godt til oplæsning og nysgerrige samtaler om alle livets underfundigheder og det at være et lille menneske i en stor verden. Vi glæder os til at udgive bogen og håber at se jer til reception på udgivelsesdagen kl. 16. Mere info følger.

Omslag og sats: Pia Storm.

PS. hvis du ikke kan komme til receptionen, men gerne vil modtage bogen på udgivelsesdagen, kan den forudbestilles via arkivfordetaljer.dk allerede nu. Du kan også vente og købe den i din favorit (net)boghandel.