Mødet med Anne Waldman

Af Lars Movin på Facebook

ANNE WALDMAN
eller: THE FAST SPEAKING WOMAN PÅ LOUISIANA LITERATURE

Da Liselotte og jeg var på bryllups-roadtrip gennem USA i juli 1998 (vi blev gift i Vancouver, Canada), lagde vi vejen forbi Boulder, Colorado, hvor digteren Anne Waldman havde været så venlig at invitere os til at deltage i det årlige Summer Writing Program på Naropa Institute. Det var Anne Waldman, som i 1976 – sammen med Allen Ginsberg – havde etableret universitetets litterære afdeling, The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, og nu, hvor Ginsberg var død, kørte hun afdelingen videre på egen hånd, og ånden fra beatforfatterne svævede fortsat over vandene. På den sommers program var navne som Ed Sanders, Joanne Kyger og guitaristen Steven Taylor (Ginsbergs faste akkompagnatør). Der var også en oplæsnings-seance med Waldman selv, og hun viste sig at være akkurat lige så dynamisk og rapkæftet, som man kan få indtryk af i hendes stadig nok mest kendte bog, “Fast Speaking Woman & Other Chants”, der udkom på forlaget City Lights i 1975. Som performer har Waldman – der også var med på Bob Dylans Rolling Thunder Revue – helt klart lært noget af sine ældre mentorer fra beatgenerationen, men samtidig har hun skabt sin egen distinkte figur som digter.

Året forinden, i oktober 1997, havde Steen Møller Rasmussen og jeg mødt Anne Waldman i Lowell, Massachusetts, hvor vi optog et interview med hende til vores lille film “Lowell Celebrates Kerouac”. Da jeg dengang bad Waldman om at fortælle historien om The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, sagde hun:

“In 1974 Allen Ginsberg and I, along with the poet Diane di Prima, were invited out to Boulder, Colorado, to a very experimental summer programme with something that was later to become The Naropa Institute, and that was founded by a Tibetan buddhist, a lama/teacher named Chögyam Trungpa Rinpoche. And we were there that summer also with John Cage, Gregory Bateson, and other Zen-teachers. We thought we were only going for that summer, but then Allen and I were invited to design a poetics’ programme that would be part of the school. So we had a meeting with some of these friends, one of them being Cage. Cage had been involved with something called Black Mountain College in North Carolina, the poet Charles Olson was the director of that for awhile, so there was an interesting history with people like Merce Cunningham, Franz Kline, the poets Ed Dorn and John Wieners, and many others. So we decided to start our own poetics school within the umbrella of this larger buddhist-inspired institute. Allen and I were roommates that summer, and we went back to our room and started making lists of all the people we would invite, and what the name of the school should be. I kept saying, ‘What about Gertrude Stein?’ … that ‘Gertrude Stein School’ would be funny in Colorado. But then ‘Kerouac’ made more sense, obviously. He was a writer that my generation felt extremely connected to and liberated by, and for Allen he was his heart-brother. And so we threw in the ‘Disembodied’ as a kind of little tantric tease and began the school which later became a fully accredited Masters’ programme in creative writing and study. And now we have an Allen Ginsberg Library, we have many tapes and cassettes of over twenty years of activity. And I’m now a Distinguished Professor, and I basically teach. I’m trying no to administrate, and I’m editing some books about the school and the lectures and so on. Several of those anthologies have come out.”

I dag og de følgende dage kan Anne Waldman opleves på årets udgave af Lousiana Literature.

(foto: lm / Boulder, Colorado, juli 1998)

Reklamer

De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.

Nye bøger fra Jomi Massage og Torben Ulrich

Nye bøger fra Jomi Massage og Torben Ulrich

torbenulrich_tovekurtzweil

Asger Schnacks Forlag og Bebop udgiver to titler i september 2018:

Jomi Massage: ”Priktegning over et år”

Torben Ulrich: ”Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz 1945-2005”

Jomi Massage (aka Signe Høirup Wille-Jørgensen), f. 1974, er en eksperimenterende vokalist, guitarist og pianist. Hun komponerer og performer på tværs af kunstens genrer. Jomi Massage har turneret flittigt i ind- og udland. Hun har skrevet musik til teater og film og har komponeret koncerter til bl.a. Danmarks Radios Big Band og Det Kongelige Teater. Hun er indehaver af selskabet The Being Music. Debut på plade i 1995. Hun har udgivet en lang række plader med Speaker Bite Me og i eget navn, i 2012 ”Dråbers logik” (s.m. Anne Lise Marstrand-Jørgensen) og i 2013 ”Primitives”. Seneste udspil er performancerækken ”Ritualer for Fællesskaber” (1-10 siden 2016).

”Priktegning over et år” er hendes debut som forfatter. Stille, enkelt, varmt, virkeligt bevæger vi os gennem den afprikkede tid – i zenbuddhistisk ro. Udgivelsesdato: 14. september.

Torben Ulrich, f. 1928, bosat i San Francisco. I en lille menneskealder tennisspiller på topplan, men har sideløbende været en fremtrædende jazzkritiker, ligesom han også har praktiseret som musiker, kunstner, filmmager m.m. Han har på Bebop udgivet to bind med såkaldte songlines, ”Terninger, tonefald” (2005) og ”Stilhedens cymbaler” (2007). Hans seneste bog er ”Boldens Øjne, Værens Ben – Notater langs idrættens spalte(n)de veje” (udkommer efteråret 2018).

”Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz 1945-2005” er redigeret af Lars Movin, f. 1959. Lars Movin har som forfatter og filmmager kredset om dels amerikanske avantgarde-fænomener, dels en generation af danske modernister, for hvem Torben Ulrich i flere tilfælde har været et forbillede (ikke mindst Jørgen Leth og Dan Turèll). Han har tidligere udgivet to bøger med Torben Ulrich: antologien ”Jazz, bold & buddhisme” (red.) (2003) og biografien ”Udspil – samtaler med Torben Ulrich” (2004).

”Et vækkeur i Cecil Taylors flygel – tekster om jazz 1945-2005” udgives af imprintet Bebop. Bogen viser Torben Ulrichs formidable evne til – gennem årtier – at formidle jazz-oplevelsen. Udgivelsesdato: 21. september.

Torben Ulrich kommer i forbindelse med sin 90-års fødselsdag den 4. oktober 2018 til København, hvor der i løbet af oktober måned vil blive afholdt en række arrangementer i Galleri Tom Christoffersen, Cinemateket, JazzCup, Tranquebar og Politikens Hus.

Begge bøger er tilrettelagt af Mette & Eric Mourier.

Jomi Massage (Foto: Karoline Tiara Lieberkind)
Torben Ulrich (Foto: Tove Kurtzweil)

Camilla Stockmann: Derfor er BULLSHlT-historien aktuel i dag

Camilla Stockmann: Derfor er BULLSHlT-historien aktuel i dag

PRESSEMEDDELELSE

Forfatterne til bogen BULLSHIT, Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen, modtog 5. januar 2018 den fineste hæder inden for dansk journalistik: Cavling-prisen. Læs her talen, som koncerndirektør i Gyldendal, Elisabeth Nøjgaard, holdt for parret ved overrækkelsen af prisen.

Det er indlysende, at vi i Gyldendal er stolte over at være forlaget bag Camilla og Janus og Bullshit-bogen.

Det er der især to grunde til.

Først og fremmest to ekstremt dedikerede forfattere, der har arbejdet vedholdende og intenst i mere end 2 år med projektet. De har med den største respekt for fakta og øjenvidneberetninger stredet sig gennem ikke mindre end 10.000 sider dokumentation fra Rigsarkivet, adskillige materialer tillidsfuldt udleveret af lærere, familiemedlemmer mfl knyttet til Bullshit-gruppen samt interviews af ca. 100 personer.

Forfatterne har holdt sig loyalt til den dokumentariske metode, men har en fabelagtig evne til at formidle stoffet levende og medrivende, så bogens læsere er både underholdt og bliver klogere undervejs.

Og dette »at gøre os klogere« er forfatternes anden særlige udmærkelse. Nemlig at de med BULLSHIT-bogen nøgternt fortæller os, hvad der egentlig var baggrunden for, at relativt almindelige børn i løbet af få år bevægede sig fra barndom til bandeliv til alt for tidlig død i en blodig bandekrig fra 1977-87. En krig der indebar en brutalitet, der ikke var set i Danmark siden 2. verdenskrig.

Om drengen, der stjal en dåse ananas på sin kostskole for belastede unge, fik tilnavnet Makrel og få år senere håndterede skarpladte våben, blev rockerpræsident og likvideret som ganske ung.

Camilla og Janus trækker i bogen en tankevækkende tråd til vor tids bandekrige. De gør opmærksom på, at hvor vi i dag er tilbøjelige at klandre miseren en forfejlet integrationsindsats i ghettomiljøerne, så var rockerkrigen et rent etnisk dansk fænomen.

Som prisvinderne skriver i bogen:

»Det var sovs og kartofler, det var kolonihavehuse i frostvejr, det var brune værtshuse, og det var piger og drenge, der hed Pia, Tina, Kim og Tim. Uanset hvad: Spørgsmålet om radikalisering er ikke blevet mindre aktuelt.«

Men der er også et tredje element, som tjener Camilla og Janus ære. Nemlig deres særlige indlevelse i de involverede og deres baggrund. Vi får i bogen helt originale portrætter af Bullshit-kvinderne: hvad fik dem til at underlægge sig det ekstreme kønshierarki, der i udstrakt grad involverede vold? Hvor mærkeligt det end kan forekomme, formår forfatterne at forklare den tryghed, der kunne være for kvinderne i det regelbundne og autoritative bande-regime.

Og læseren mærker tydeligt, at selvom fortællingen sker uden unødigt føleri, så går historiens konsekvenser ikke forfatterne urørte forbi, for som de skriver: »Familier gik i stykker, børn blev anbragt, nogle gik til i druk og stofmisbrug og fik psykiske eftervirkninger, og i dag er konsekvenserne af rockerkrigen stadig mærkbare.«

Tak til Camilla og Janus for værket, for at gøre os klogere. Og i dag en helt særlig tak til Cavling-komiteen for den spektakulære anerkendelse, som Cavling-prisen indebærer.

5. januar 2018
Elisabeth Nøjgaard, koncerndirektør i Gyldendal