Interview med Isabel & Casper Christensen

Interview med Isabel & Casper Christensen

Eksklusivt interview med Isabel og Casper Christensen om deres skift til plantebaseret kost.

Isabel Christensen er i øjeblikket aktuel med opskriftbogen PLANTEBASERET FAMILIEMAD. I PLANTEBASERET FAMILIEMAD får du opskrifter og masser af gode råd til, hvordan du uge for uge kan gøre din hverdag mere grøn og lave mad uden kød til hele familien. Her er ingen løftede pegefingre, kun gode råd, enkle opskrifter og en opfordring til, at du tager et skridt ad gangen og selv mærker efter, om også du får det bedre af at spise sundt, vælge fuldkorn, grønt og frugt og spise mindre kød og færre æg og mælkeprodukter.

Køb bogen her.

Hummerens skjold

Hummerens skjold

Af Asger Schnack

MESTERVÆRK: Caroline Albertine Minor: ”Hummerens skjold”. Caroline Albertine Minor har skrevet den svære treer. For tre år siden udkom hendes svære toer, men når ”Hummerens skjold” er den svære treer, er det, fordi hun med ”Velsignelser” skrev sig ind i dansk litteraturhistorie ved siden af de største. ”Velsignelser” er en novellesamling (med hældning mod romanen), så fornuftigt nok har hun denne gang valgt at skrive en roman (med hældning mod novellesamlingen). De to bøger har meget til fælles – også jo med hendes første bog, som absolut ikke bør glemmes, ”Pura vida” (2013) – men er også meget forskellige. Man fornemmer, at forfatteren i ”Hummerens skjold” har trukket sig helt tilbage og ladet et drama udfolde sig ’i armslængdes afstand’. Det gør hun med en enestående sikkerhed, ikke et øjeblik er sproget ikke sandfærdigt, ligegyldigt hvor i fortællingen, eller i hvilken fortælling, vi befinder os. For der er flere fortællinger bygget ind i hinanden, med hver sit portrætgalleri, først og fremmest tre søskende, men også deres nære, foruden løsere tilknyttede personer. Og oven over dem alle svæver de tre søskendes afdøde mor, som i en vis forstand er den, der fortæller historien eller i alle tilfælde binder den sammen. Romanen udforsker søskende- og familieforhold og grænseegne mellem liv og død. Og man er som læser hægtet på fra start til slut. Man kan ellers godt få den kætterske tanke: Hvad skal vi med fiktion om familier og deres problemer? Hvad skal vi i det hele taget med problemer? Men i Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt. Jeg har vistnok engang sammenlignet hendes stil med Peter Seebergs; det holder, der er noget af det samme i sig selv hvilende, hvor den mindste lille udflugt er interessant og værd at følge. Romanen benytter sig af et træk, vi ellers kender fra Lawrence Durrell (”Alexandriakvartetten”), hvor den person, man lige har identificeret sig med, pludselig ses udefra, og man så at sige afsløres. Eller ’verden’ afsløres. Det gør læsningen spændende og samtidig mere realistisk (på den fede måde). Caroline Albertine Minor befinder sig et ganske særligt sted, hvor hun skriver sætninger, der er luft omkring, og som bæres ind på siden af nynnende tankefølelser, samtidig med at det er ganske let at læse hendes prosa. Alle vil kunne læse denne bog med udbytte. Og jeg garanterer: Den vil kunne læses mange gange. Har man levet et menneskeliv, er der meget, man vil genkende, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor ved hun det fra? Hvordan er hun i stand til troværdigt at sætte alle disse internt forbundne scener i scene? Men man vænner sig til, at det kan hun, eller man glemmer at tænke på det, for det er helt andre ting, man har i tankerne: detaljer, helhedens lys. Den vigtigste sætning i bogen er denne på side 128: ”Der var ikke mere at sige, sådan fungerer sandheden.” (Omslag: Kelly Winton. Illustration: Fairfield Porter)

Ny digtsamling fra Nicolaj Stochholm

Ny digtsamling fra Nicolaj Stochholm

“Velkommen til en ny læsning” med disse ord åbner Nicolaj Stochholm sin nye digtsamling De III Aldre, opfølgeren til Udenfor pesthospitalet der udkom på Gyldendal i 2018. Digtsamlingen er komponeret i tre dele, men ikke som en lineær fremskrivning af aldringen eller som en klassisk dannelsesfortælling om digterens bliven digter. Der er ikke en klart forladt fortid. Som det lyder i samlingens anden del, så er det snarere et spørgsmål om:

”At være på vej med sig selv 
hele tiden at være optaget 
af det foranderlige samme”

En meditation over jeg’et og skriftens udvikling og dens foranderlige væren samme. Samlingen starter således som en ’Stochholm Classic’, som vi husker ham helt tilbage fra debutsamlingen: en romantisk eller måske snarere symbolistisk landskabsdigtning med ”Jegets Ø” (jf. Sarvis Jeghus) og linjer som ”Landskabet spejler drømmen og/drømmen er kun landskabet”. En landskabsdigtning koblet med metapoetiske overvejelser der vækker klare mindelser om Pesthospitalet. Men med samlingens tredje del indvarsler Stochholm for alvor den nye læsning og en ny vej i forfatterskabet, som bebudet i samlingens første linje. 

Samlingen slutter nemlig, ganske overraskende, som en nationalromantisk pastiche i spekulative gevandter, inklusiv en intertekstuel reference til og dekonstruktion af Ewalds kongesang. Det er denne afsluttende tredje del af digtsamlingen der for alvor adskiller den fra forfatterens foregående samlinger, og hvor han demonterer eller dekonstruerer sit digteriske oevre. Her lader digteren barndommens landskaber gå under i en klimakatastrofisk dystopi: ”Jeg tænker på min barndoms/ strande (…) som nu er/ væk.”klassisk landskabsdigtning under indtryk af klimakrisen må ende i en eskatologi. Stochholms nys samling er i den forstand digte til tiden, både nutiden og den fremtid, der lurer lige om hjørnet.

Nicolaj Stochholm er født i 1966 og debuterede i 1991 med Biografi på Borgens Forlag. Senest udkom Udenfor pesthospitalet på Gyldendal i 2018. De III aldre er Nicolaj Stocholms 11. bog og første på Escho.

🛒 Bestil bogen her.

Social media posts:

Murakami er i radioen

Murakami er i radioen

Af Mette Holm (på Facebook)

Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig.
Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.

Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.

Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål:
En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan.
Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.

Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret.
En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.

Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”

Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.

Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.

Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.

(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)

Mit sprog og fjordens

Mit sprog og fjordens

Af Asger Schnack

ANBEFALING: Jeg har to helte, der er over 90 år, de er begge født i 1928, Torben Ulrich og Knud Sørensen. De har det til fælles, at har haft flere virkefelter op igennem livet, og at de stadig er aktive og betydningsfulde kunstnere. Men først og fremmest er de begge kendetegnet ved en fuldstændig (og jeg mener fuldstændig) integritet. Hvor forskellige de i øvrigt er, nyder de begge min ubetingede respekt. Her drejer det sig om Knud Sørensen, der debuterede som digter tilbage i 1960’erne (1961: privattryk; gennembrud med ”Den røde kaffekande”, 1965). I de senere år har han gjort comeback, hvis man kan tale om det, når han har været her hele tiden, med en række ganske illusionsløse, stramt komponerede, sansede og reflekterende digtsamlinger, ”Først nu” (2013), ”Mere endnu” (2015) og ”Inden så længe” (2018), man kunne kalde dem meditationer. Knud Sørensen modtog Det Danske Akademis Store Pris i 2014, og sidste år modtog han som den første Morten Nielsens Mindelegat for anden gang (første gang var i 1991). Alt dette som indledning til, at i dag udkommer Knud Sørensens nye digtsamling, ”Mit sprog og fjordens” på det eksklusive mikroforlag Det aarhusianske forlag Herman & Frudit. Den nye digtsamling lægger sig i høj grad ind i rækken af de nævnte samlinger, ja, den optager flere digte fra den sidstnævnte, ”Inden så længe”. I øvrigt indeholder den to længere digte, der har været trykt i henh. antologien ”Vi står solidt plantet”, Landbrugets Kulturfond, 2013, og ”Fiskeruten Thy-Mors”, Thy Turistbureau, 2012. Disse digte – og et par andre – trækker historien ind i samlingen, på et lokalt niveau, udvider solidariteten til at gælde langt tilbage i tiden, hvor bønder og fiskere byggede landet op og bragte mad til bordet. Man kan næsten komme til at tænke på Jeppe Aakjær, der da også får et helt digt i bogen, ”Ham Jeppe”. Flettet ind omkring disse større digte finder man de mindre digte, der fortsætter den forunderlige meditation over natur, tid og ophør, som præger de senere digtsamlinger. Et interessant eksempel på graden af sammenhæng er digtet ”Derude ligger” (side 25). I ”Inden så længe” står digtet ”Mig og min skygge”, som er et fortællende, anekdotisk digt i tre strofer. Den sidste strofe lyder: ”men nu / hen under aften / ligger han [skyggen] stadig derude / og venter sikkert på / at jeg skal befolke ham / og give ham en mening tilbage / eller måske / venter han bare på / at lyset deroppe skal slukkes / så konturerne opløses / og vi bliver ét / med universet.” Jeg husker godt denne slutning. Den har Knud Sørensen nu taget ud og finslebet til et selvstændigt digt uden fortællingsrammen. Nu lyder det: ”Derude ligger / usynligt / min skygge / den venter måske på / at jeg skal befolke den / og give den sit liv tilbage / eller venter den på / at det himmelske lys / slukkes / så vores konturer opløses / og vi bliver ét / med universet.” Som en ravsliber har han fundet dette perfekte digt ud af det løsere digts slutstrofe. Det er mesterlig gjort: ’han’ er blevet til ’den’, ’lyset deroppe’ er blevet til ’det himmelske lys’. Ud af det i forvejen udmærkede digt har han løftet et sublimt glimt, som overflødiggør ord i miles omkreds. Fortællingen er borte, men skyggen er der, dog nu usynlig; hvor den før ventede ’sikkert’, venter den nu ’måske’; befolkningen af skyggen er den samme, men hvor det før var ’en mening’, skyggen fik, er det nu ’sit liv’. Uha, så meget stærkere! Før var det ’konturerne’, nu er det ’vores konturer’, der opløses. Under alle omstændigheder bliver vi ét med universet. En forbløffende lejlighed til at se digteren arbejde. Knud Sørensens digte er stille, neddæmpede, men fuldtonende. Der er et rum omkring dem, hvor en fælles vejrtrækning finder sted, uhørligt; skyggerne, ordene kaster, er som i digtet ovenfor usynlige, men det gør dem ikke mindre nærværende. Poesien er til stede på den mest overbevisende måde, fra bog til bog, fra digt til digt, ja nærmest fra ord til ord. Diskret og indtrængende på samme tid. Knud Sørensen: ”Mit sprog og fjordens”. Udkommer i dag. (Omslagsbillede: Christen Dalsgaards maleri Studie fra Limfjorden)

Cecil Bødker (1927-2020)

Cecil Bødker (1927-2020)

Af Asger Schnack

Cecil Bødker (27.3.1927-19.4-2020). Cecil Bødker debuterede med digtsamlingen ”Luseblomster” i 1955, efterfulgt af ”Fygende heste” (1956) og ”Anadyomene” (1959). Med disse tre samlinger placerede hun sig som en central figur i 1950’ernes danske poesi, ja, med ”Anadyomene” pegede hun snarere frem imod 1960’er-modernismen. Her fortsatte hun i 1964 med samlingen ”I vædderens tegn” (1964). Mest kendt blev hun for sin prosa, allerede fra novellesamlingen ”Øjet” (1961). Flere romaner blev det til og meget populære børnebøger, først og fremmest Silas-serien (1967-2001). Dertil personlige rejseberetninger og Bibel-fortællinger. Men altså: Hun begyndte i poesien. Et godt eksempel er det fine ”Selvportræt” fra debutbogen: ”Ugræs vokser frækt / på min tunge / midt i et bed / med smagsløg, / og mellem hårets / mangroverødder / stimer sumpfisk, / som flygtende sølvgrønne / skyggedyr. // Mit hjærte dingler / bekymringsløst / i sin snor / fra nederste ribben til venstre, / blir det knust, / strør jeg det / som aske på issen, / – eller måske / som krudt.” R.I.P.

Pesten er blevet en bestseller

Pesten er blevet en bestseller

Flemming Chr. Nielsen skriver på Facebook:

I en avis læser jeg, at Albert Camus’ roman “Pesten” pludselig er blevet en bestseller i Frankrig. Den bliver det nok også snart hos os, for de fleste tror vel, at det er en gyser om corona og den slags, som man kan sidde i sofaen og råhygge sig med.

Nej, fortællingen drejer sig om den hæslige offentlige mening, som i 1930erne og i vanviddets år derefter blev indåndet via smitsomme medier og politikere, nemlig at der fandtes underudviklede og middelalderlige folkeslag, som vi civiliserede mennesker ikke kunne være bekendt at leve side om side med.

Romanens sidste sætning hvisker til os, at den slags epoker altid kommer igen. En af dem er hos os nu, mens mennesker bombes og myrdes, og de endnu levende skeletter og muselmænd trygler om vores hjælp i kulturens, ligestillingens, de urokkelige kristne værdiers, de faste håndtryks og demokratiets sydøstlige udkant.

Men medier og politikere vender igen ryggen til. Du kan ikke åbne en avis eller se noget fjernsyn, uden at du hører om, at de stakler er u-integrerbare, og at det er os, der er truet af de ulykkelige, som kaldes for horder.

Her får du til overvejelse slutordene i “Pesten” fra 1947:

“… at pestens bacille aldrig dør og aldrig forsvinder, at den gennem årtier kan slumre i møbler og linned, at den venter tålmodigt i stuer, kældre, kufferter, lommetørklæder og gamle papirer, og at den dag måske kommer, da pesten til ulykke og belæring for menneskene påny vækker sine rotter og sender dem ud for at dø i en lykkelig by.”

Munk

Munk

Af Steffen Jensen

Bogen her, Munk, er et indgående og nuanceret studie i mennesket og forfatteren Kaj Munk. Bogens forfatter, Per Stig Møller påviser i første kapitel, at mange af de citater, man i efterkrigstiden har bedømt Kaj Munk ud fra, er taget ud af deres sammenhæng og giver et mere grelt indtryk af Munks antidemokratiske synspunkter, end der er reel basis for. Han sætter Munk ind i hans tid beskriver Munks sammensatte syn på heroen, tiden og kristendommen og viser, hvor afgørende det eksistentielle valg var for Munk. Efter korrektionen af Munks politiske eftermæle fortæller Per Stig Møller om Kaj Munks liv, hans særprægede opvækst på Lolland, studielivet i København, præste- og familielivet i Vedersø, hans teaterkarriere og hans indsats under besættelsen osv. Dertil kommer en gennemgang ag Munks teologiske holdninger med udgangspunkt i kærlighedsbruddet samt en nyvurdering ag Munks dramatik, hvori Per Stig Møller fremstiller nye sammenhænge og nye dimensioner. En meget interessant bog om en stor dansker. Antikvariatet i Næstved har netop fået et eksemplar på hylderne og det er via følgende link du kan bestille den:

http://bit.ly/PerStigMøller_Munk

Penge på lommen

Penge på lommen

Asger Schnack skriver på Facebook:

ANBEFALING: Jeg har været fan af Asta Olivia Nordenhof lige siden, jeg ved ikke hvornår, tilbage til før den første bog, kulminerende med udgivelsen i 2013 af bog nr. 2, ”det nemme og det ensomme”, som velsagtens er en af de vigtigste digtsamlinger fra perioden. Det overrasker mig derfor ikke det mindste, at hendes nye bog, ”Penge på lommen”, den første af en serie på syv romaner med fællestitlen ”Scandinavian Star”, er god. Heller ikke, at den er overmåde god, for det er den. Asta Olivia Nordenhof har løftet sig ud af sin tidligere forfatter – suveræn som hun var som poet – og flyttet sig ind i en ny forfatter, nu lige så suveræn som romanforfatter. Det er yderst tilfredsstillende for den enkelte læser såvel som for dansk litteratur. Hun skriver blændende, med en overordentlig udviklet indlevelsesevne og, ikke mindre vigtigt, en absolut overbevisende kompositionsevne. Bogen er et mesterværk i sammensathed, sandhedssøgen (i en fiktion, der læner sig ind over historiske facts), en skarp kritik (af det større system) og en afgørende ømhed (for den mindste bevægelse i nærmiljøet). En medfølende og tankefuld fortællerstemme, der kan gå ind og ud af historien, fungerer perfekt. Man læser bogen langsomthurtigt, fordi man på én gang gerne vil vide mere og give sproget den tid, det fortjener. (Eller den tid, man nu synes, man selv fortjener i selskab med det). (Omslag: Albert Madsen med et maleri af kredsen omkring Hans Goderis).