Fra samlingen “Silke og korn” – udvalgte digte af Du Fu

Fra samlingen “Silke og korn” – udvalgte digte af Du Fu

Af Arne Herløv Petersen

Stråtækte hytte

Da jeg for længe siden
forlod min stråtækte hytte
trængtes tatarerne i Chengdu
Nu hvor jeg vender tilbage
er der fred i Chengdu.

Da oprøret begyndte
blev alt vendt op og ned
Den store general
var ved hoffet
og underordnede udklækkede
planer om oprør

Midt på natten
skar de en hvid hest op
Beseglede med blod
deres skumle plan
De samlede troppestyrker
fra Qiongnan i vest
og afskar mod nord
vejen til Jian’ge

Snesevis af borgere
forsøgte at lede byen
Men sådan som det var
kunne man ikke have flere ledere
Så hørte vi om sammenstød
mellem kinesere og tibetanere
Styrkerne i vest vendte
spyddene mod deres fæller

Oprørske officerer
bekæmpede hinanden
Hvem skulle have troet, oprøret
ville brede sig til gribbe og tigre?

Mænd med retfærdighedssans
følte smerte og vrede
Orden og ret blev omstødt
Tre herrer over et distrikt
Myriader af mænd
endte som føde for fisk
Alle ville bestemme
og ingen ære de pligttro

De rejste gabestokke og galger
til fløjter og orgelbrus
og skæmtede og lo
mens de slagtede mænd
så blod i stride strømme
løb gennem byens gader

Hvor de svingede økser
hører man stadig
skrig gennem blæst og regn
De plyndrede alle vegne
stjal heste og voldtog kvinder
Dynastiets love er der endnu
Ufatteligt det kunne ske

Intet at gøre. Jeg måtte flygte
og tre år længes tilbage til Wu.
Buer og pile
over floder og have
Umuligt at komme
til søernes land

Kunne ikke længere
holde mig borte
Kom hjem og banede mig
gennem ukrudt og buske

Ind gennem lågen
De fire fyrretræer
var der endnu
Gik i mine træsko
frem mellem bambus

Den gamle hund
hilste mig glad
Trykker sig mod mig
Snuser ind under kappen
Naboen også
glad for at se mig
Kom over med vin
i et udhulet græskar

Et bud fra præfekten
spurgte hvad jeg behøvede
Byen glæder sig
over at jeg er kommet
Gæster strømmer til landsbyen
Freden er ikke kommet endnu

Soldater værdsættes
mere end lærde
Kastes omkring
som støvfnug for vinden

Hvor kan den gamle
finde fred og ro?
I disse tider
er jeg bare en snylter

Et held, mine knogler
ikke ligger tørre og nøgne
En skam over mine gamle dage
jeg kun tænker på nok at spise

Tør ikke vente mig andet
end at spise vilde bønner

Du Fu (712-770)

Fra samlingen “Silke og korn”, udvalgte digte af Du Fu, der kan købes i Det Poetiske Bureaus butik, Fælledvej 13, 2200 København N.- der har åbent tirsdag til fredag klokken 14-18 og lørdag klokken 13-17, eller bestilles direkte fra forlaget her.

Mette Winge er død

Mette Winge er død

Af Arne Herløv Petersen

Mette Winge
(1937-2022)

Mette Winge var et menneske, der levede og åndede med litteraturen. Hun skrev selv en række gode romaner og debuterede med en historisk roman om Danmarks første professionelle kvindelige forfatter, Charlotta Dorothea Biehl.
I 1994 sad hun i dommerkomiteen for den romankonkurrence, der var udskrevet af Jyllands-Postens forlag Centrum. Jeg vandt. Flemming Chr Nielsen har morsomt skildret, den dybe skuffelse, der bredte sig, da den lukkede kuvert med forfatterens navn blev åbnet. Forlaget skyndte sig at aflyse alle de planlagte arrangementer, men gjorde gode miner til slet spil og udgav bogen, der fik udmærkede anmeldelser.
Mette Winge interviewede mig om bogen på Bogmessen for en halv snes tilhørere. En mand fra forlaget skulle efter programmet have overrakt mig en pris, men han blev hjemme.
I 2002 anmeldte Mette Winge min roman “Simmer”*, der udkom på forlaget Hovedland, meget positivt i Politiken.

*Der er den historie om “Simmer”, af manuskriptet oprindelig blev indsendt til Gyldendals romankonkurrence. Den var med i finalen, så forlaget skrev, de gerne ville udgive den, men lidt efter skrev de, at de ved nærmere eftertanke havde besluttet ikke at udgive den alligevel.

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Orv, det var en god (lørdag) eftermiddag på Vangede Bibliotek, hvor forfatteren Gerd Laugesen både fejrede sin 43-års fødselsdag og modtog årets Dan Turèll Medalje. Der var fulde huse og glade miner – ikke mindst hos Medalje-modtageren, der kvitterede med en smuk tale, som fik ånden fra Dan Turèll til at stå og blafre for øjnene af de fremmødte. Som det fremgår af min tale til Gerd Laugesen, der er indsat nedenfor, spiller (dværg)kaniner en vis rolle i Gerd Laugesens forfatterskab, og naturligvis havde forfatteren også medbragt et eksemplar af slagsen til seancen i Vangede, som det kan ses på billedet nede i tråden. Her er min tale til Gerd Laugesen:

Vi skal tilbage i tiden, otte år, til 2014. Hvad husker vi fra dengang? Måske lidt af hvert, måske ikke så meget. Men hvis man er litterært interesseret, er det da muligt, at man husker, at der netop dét år udkom en bog med den undseelige titel: “Plet”. Stor var den ikke, bogen, snarere lille og slank, elegant, vil jeg sige, og sart lyseblå på omslaget, der var dekoreret med det fineste papirklip af en ballerina, balancerende med Eiffeltårnet, en kuffert, en violin, et maskingevær og en gul fugl på sine spinkle arme – og så en stor rød blomst strittende op fra den ene udstrakte tå. Bogen gjorde ikke meget væsen af sig, ja, den nærmeste listede sig på bløde poter ind på bibliotekernes hylder og ud i de mest velassorterede boglader. Det var et tyst foretagende. Men fik man fingrene i et eksemplar og slog op på én af de bare 86 sider, gik det så sandelig ikke stille af sig. Hold da op, for en sproglig og bevidsthedsmæssig orkan! Et univers, et kosmos, et vidtstrakt landskab af tekst, som man aldrig kan blive træt af at lade øjnene vandre i.

Bogen var naturligvis (ja, det har I nok gættet) skrevet af Gerd Laugesen – forfatter, journalist, billedkunstner. Og kendte man på forhånd lidt til denne Gerd Laugesens virke, ville man måske genkende træk fra nogle af hendes tidligere publikationer, men nu doseret i et nyt blandingsforhold. Sproget var som sædvanlig både egenartet og inviterende, flydende og sanseligt, på én gang stilistisk sikkert og grænsesprængende – forførende og delikat og med hyppige overraskelser og skift i toneleje og henvendelsesform. Prosa, javist, men med en umiskendelig duft af poesi. Virkelighedsnært, men alligevel med et drømmeagtigt præg og sine steder endda et drys surrealisme – som hér i denne passage, der optræder allerede på side 6:

“Mit værelse var det største, men også det mørkeste. Min gamle fransklærer kom ind uden at banke på og uden bryster, for hun havde fået kræft. ‘Bonjour,’ sagde hun. Jeg taler altså flydende fransk, så hun kunne godt ha’ sagt noget mere. Der var spejle i loftet. Jeg prøvede at skrive, men havde ingen hånd til at holde blyanten. Jeg skreg. Gardinerne var trukket for, de var mørkeblå. Du lagde dig ved siden af mig og tog din venstre hånd af. Der flød chokolade ud af armen. Du drak, til huden blev slap som en klud. Så vred du rundt. Du dryppede armen af i en vaskebalje og bandt en knude, der foldede sig ud som en såret soldat. Jeg vandede hudlapperne, og du fik knopper. Der kom grønne blade. Snart var hele venstre skulder en blomstereng. Så stak jeg mig i lillefingeren med en knappenål, og luften fløj ud. Jeg forsvandt.”

Alene i disse få linjer har vi allerede en hel verden med adskillige virkelighedsniveauer. Og skriften kommer vidt omkring på de 86 sider. Der er noget, der kunne minde om virkelighedsfragmenter, erindringsstumper, biografiske noter – vekslende med sådan nogle poetiske mellemtekster, der kunne siges at pege frem mod Gerd Laugesens seneste udgivelse, den omfangsmæssigt langt mere monstrøse (og monstrøst gode) hybridroman, “Et øjebliks lykke”, der udkom sidste år (den vender vi tilbage til). Og så er de genkommende flashbacks til barndommen, hvor vi finder en forklaring på bogens titel – “Plet” er navnet på forfatterens dværgkanin!

“Gad vide hvor mange voksne,” skriver Gerd Laugesen, “der går rundt og drømmer om deres små dyr, de såkaldte kæledyr, som de glemte at kæle for, de første levende, som de så en dag kom til at svigte.”

Nå ja, et kæledyr, herregud, tænker man måske. Men jeg tror, ikke at man skal undervurdere dværgkaninens betydning i Gerd Laugesens forfatterskab. Måske er den en fetich? Måske et totemdyr? Måske et symbol på en tabt verden, et billede på barndommens bløde landskaber, et litterært redskab? Eller måske er der simpelthen bare tale om en rigtig vaskeægte dværgkanin, som står forfatterens hjerte nær? Uanset hvad, så møder vi det lille kræ første gang allerede i Gerd Laugesens debutbog fra 2009, der netop hedder “Møder”. Det er en samling af korte stykker – sproglige skitser af personer, som forfatteren har truffet på sin vej – den type causerier, der ville egne sig godt til en klumme i avisen, hvad der måske også har været deres mål. Bortset fra, at Gerd Laugesen næsten er en FOR empatisk iagttager og næsten skriver FOR godt til, at hendes skrift kan forveksles med journalistik. Teksterne i “Møder” foregiver måske nok at være journalistik – men de ER litteratur! Og så er det som sagt i den bog, at vi første gang møder den famøse Plet:

“Jeg fortæller, at jeg har haft en dværgkanin, der hed Snehvide,” skriver Gerd Laugesen i et af bogens stykker. “Den var bidsk, vi måtte fange den ind med et tæppe, og så kom Plet til, jeg var 12 år gammel, det var juleaften, og Plet hoppede rundt i stuen, alt åndede idyl, og Plet hoppede ind under sofaen, så sagde det bang, alt lyset gik ud, jeg græd som pisket, Plet var død, men så kom den alligevel hoppende ud igen, lidt skævt godt nok, og knurhårene var brændt af.”

I en passage som denne skal man ikke knibe øjnene meget sammen for at ane et ekko af tonen i Dan Turèlls “Onkel Danny fortæller”-historier om barndommen i rækkehuset i Vangede. Og når vi nu har nævnt dét navn, kan vi da godt for en stund lege den leg, der går ud på at finde paralleller mellem Gerd Laugesens værk og Dan Turèlls. Det er ikke så svært. Altså, teksterne i samlingen “Møder” kunne sagtens være Gerd Laugesens svar på en blanding af Turèlls “I Byen”-klummer og hans “Onkel Danny fortæller”-historier. Og fortsætter vi ad dét spor, ja, så kunne den næste bog i Laugesens forfatterskab, “Hjemsted” fra 2011, være en hilsen til “Vangede Billeder”.

Med udgangspunkt i det evige spørgsmål – “Men hvor er man fra?” – rejser forfatteren tilbage til det område ved den jyske vestkyst, hvor Laugesen-familien har deres rødder. Ligesom i den foregående bog er teksten hængt op på en række møder med forskellige mennesker, men denne gang med et mindre tilfældigt præg og i stedet indsat i den ramme, som er slægtshistoriens. Den individuelle historie bliver imidlertid snart overskygget af en større historie, en egnshistorie, en national historie. Området ved Vadehavet er et grænseland. Mellem land og hav. Mellem Vestjylland og Sønderjylland. Mellem Danmark og Tyskland. Og hvordan præger denne ‘grænselighed’ de mennesker, som bor på stedet? Og hvad er det i øvrigt med Frisland de dér frisere – hvad er de for nogle? Gerd Laugesen vil vide det hele. Og som Dan Turèll i “Vangede Billeder” får hun fat i en tråd og bliver ved med at trække, indtil et helt univers har foldet sig ud – og er blevet til den herligste skrift.

Den type paralleller mellem Gerd Laugesen og Dan Turèll er det som sagt ikke så vanskeligt at få øje på – selv om de færreste nok vil tænke over dem, når de læser Laugesens bøger, der ikke har nogen som helst problemer med at stå på egne ben. Men holder vi – for legens skyld – alligevel fast i det spor lidt endnu, så er der mere. Jeg kaldte før “Møder” for Laugesens debutbog. Det er den også, sådan i en almindelig forstand – men allerede inden da, altså inden 2009, havde hun rumsteret i offentligheden på forskellige andre måder, blandt andet med kortere tekster, småudgivelser og projekter af en art, som bredte sig over i kunstens verden. Og dét var jo også én af den unge Turèlls drømme – at brede sig over i billedkunsten, at lade skriften vokse ud af papiret og over i en rumlighed, et fysisk landskab af ord, som læseren kunne bevæge sig rundt i.

Da billedkunsteren (og digteren) Henrik Have i oktober 1971 sendte et brev til Dan Turèll for at invitere ham til at deltage i en udstilling i projektrummet Trefoldigheden ved Den Frie Udstillingsbygning, svarede Turèll, at det ville han da mægtig gerne, for han gik netop selv og syslede med tanken om at tage springet fra litteratur til udstilling. Turèll havde på det tidspunkt lige færdiggjort arbejdet med et kæmpemæssigt monstrum af en bog med titlen … hold nu fast: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos” … intet mindre! Og efter henvendelsen fra Henrik Have udfærdigede han en lille katalogtekst, hvor han beskrev selve udstillingen som “et forsøg på at føre teksten væk igen fra den stivnede bogversion og ud i et konkret rum, der for dele af manuskriptet overtager tidens plads som bestemmende for forløbet af teksten.”

Der var mere, men i grove træk handlede det altså om at give en litterær tekst en rumlig dimension – en rumlig dimension, der kunne indgå i et samspil med den tidslige dimension, som teksten havde i bog-formatet. Og uden at vi skal gøre for stort et nummer ud af dette sammenfald, så har Gerd Laugesen i den del af hendes virke, som ligger uden for de regulære bøger, bevæget sig ad lignende stier. Hun har skrevet en såkaldt “Tekstur”, en kridt-tekst, der så at sige gik tur på gulvet i et udstillingslokale ude i Carlsberg-byen og med tiden blev opløst af ølsjatter og slidt væk af fodtrin. Hun har i en kunstfærdigt udført Artist’s Book med titlen “Sort på hvidt”, fra 2017, eksperimenteret med den type cut-up-agtige operationer med sproget, som Dan Turèll også havde fingrene i i perioden omkring den førnævnte moppedreng med den lange titel: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder …” og så videre. For slet ikke at tale om en helt tredje af undertegnedes Laugesen-favoritter, nemlig den monumentalt insisterende skrift-tour de force “På lyserødt papir” fra 2013 – hele 444 tekster på lige så mange lyserøde ark udgivet i et absurd begrænset oplag på 44 eksemplarer. Det er jo nærmest som at bygge verdens højeste bygning – nede under jorden!

“På lyserødt papir” er lige så meget et kunstobjekt, som den er et stykke litteratur. Men løsner man sløjfen på det grønne bånd, der holder de 444 ark sammen, lader teksterne sig naturligvis læse. Og igen bliver man – som jeg indledningsvis bemærkede det om den lille bog “Plet” – blæst omkuld af en brusende flod af skrift. I dette tilfælde er der blot ikke tale om et kortvarigt blæsevejr, men om en ren tsunami, der bare bliver ved og ved. Det er en skrift, der rummer og favner alt på sin vej og blander de vildeste sprogvækster med noget, der kunne minde om manisk tale, samt fragmenter fra en genkendelig (biografisk) virkelighed. Og selvfølgelig hopper der også i ny og næ en lille kanin gennem de surrealistiske sprogbilleder – som her på side 55:

“Jeg er en forklædt skinke i en ørreds hjerte. Jeg er en ørn / på rulleskøjter og en torskemund af karakter. Jeg spiser / mit seletøj og har altid en ulv i bagagerummet, og jeg / er et stort skrummel, en rumindianer, et vanskabt udtørret / haveredskab, ja, et stykke havesnor. De er kanoner, og / de går altid op i røg. De er bevægelser, og de er ikke meget / for larm og støj. De er sorte, og de gennemborer altid hud, de er / borte, og de blæser alt ud af næsen, fnyser det fast, som / isklumper i silkesnore, stranden er et ladningsværft, en ladeport, et nyt liv, og samlingen af handskerum står stift / tilbage gennem græsset og de store solgule blomster. Der springer en kanin igennem et krat, og jeg ser på, endelig ser / jeg kanin nummer to.”

Se, alt det foregående kunne jo være mere end rigeligt til at begrunde en Dan Turèll Medalje. Men Gerd Laugesen er den litterære gave, som bare bliver ved med at give. Og efter en længere pause, hvor vi måske gik og blev en lille smule ængstelige for, om der nu kom mere fra den kant, landede der sidste efterår et mammutværk på 542 sider iblandt os. Det var den førnævnte “Et øjebliks lykke”, og pludselig kom det til at virke, som om alt dét, vi havde gået og tænkt på som et højdepunkt i ny dansk litteratur, bare var en opvarmning til noget endnu større. I “Et øjebliks lykke” er det, som om alle de foregående spor i forfatterskabet nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne. Det er ikke så svært at se. Til gengæld er det ikke helt let at sætte ord på, hvad det egentlig er for en bog, Gerd Laugesen denne gang har skrevet.

Den korte version er, at forfatteren har mistet en ældre veninde, en kvinde med tyrkiske rødder, der gik under navnet Nili Arutay, men som reelt var halvt dansk og halvt tyrkisk og ved fødslen var givet det noget mindre fremmedklingende navn: Lise Lotte Olsen. Uanset hvad, så var Nili et fascinerende og gådefuldt menneske, og efter hendes død har forfatteren besluttet sig for at undersøge hendes historie. Og det gør hun så i en bog, der – samtidig med at den med sit mesterlige sprog fastholder læseren fra første til sidste side – tillader sig selv at spalte sig ud i en mageløs flerstemmighed, en hel lille kakofoni af fremstillingsformer: Således er “Et øjebliks lykke” på én gang en roman, en rejsefortælling, en journalistisk reportage, et stykke slægtsforskning, en detektivhistorie, et mysterium, en biografi, et selvportræt, en kærlighedshistorie, et essay, en bevidstheds-logbog og sikkert også en masse andet, hvis man kigger ordentligt efter. Under alle omstændigheder er der ikke så lidt at holde styr på – men heldigvis forholder det sig sådan, at forfatteren skriver så blændende godt, at det hele hænger sammen og bliver til et univers af sprog, som man kun nødigt forlader, når først man har bevæget sig derind.

For den læser, der vover pelsen og sætter ud på den lange rejse, byder “Et øjebliks lykke” på mange, mange timers frydefuld læsning. Og så har forfatteren oven i købet bebudet, at bogen blot er det første bind i en planlagt trilogi.

Så herfra er der kun at sige: Hurra for Gerd Laugesen!

Og tillykke med fødselsdagen – og forresten også med Dan Turèll Medaljen 2022!

Ny bog af Bob Dylan udkommer på Gutkind Forlag

Ny bog af Bob Dylan udkommer på Gutkind Forlag

PRESSEMEDDELELSE

The Philosophy of Modern Song er den første nye bog fra Bob Dylan, siden Chronicles, Volume One udkom i 2004 (da. Krøniker). Gutkind har sikret sig de danske rettigheder til bogen, der udkommer samtidig i en række lande verden over 8. november 2022.

The Philosophy of Modern Song tager Bob Dylan læseren med ind i det musikalske værksted og fortæller om kunsten at skrive en sang. Den ikoniske amerikanske musiker og modtager af Nobelprisen i litteratur har haft et album på Billboards Top 40 hvert årti siden 1960erne, men i bogen skriver han ikke om sine egne sange, han fokuserer på andres.

I over 60 essays skriver Bob Dylan om sange af bl.a. Stephen Foster og Elvis Costello, Hank Williams og Nina Simone. Han går ned i, hvordan en enkelt stavelse kan skade en sang, analyserer det, han kalder det lette rims fælde og finder forbindelser mellem blue grass og heavy metal. Dylans essays handler umiddelbart om musik, men er også refleksioner over det at være menneske. Bogen er illustreret med næsten 150 fotografier.

“Tildelingen af Nobelprisen til Bob Dylan forenede, til manges glæde og andres ærgrelse, litteraturen med sangskrivningen, den ypperste litterære kunst med populærkulturen. Bob Dylans nye bog viser, hvorfor det giver god mening. Dylan er en brobygger og skiller vandene, og han er ikke til at komme uden om som et af de største ikoner i den vestlige kultur siden Anden Verdenskrig. Det er en ære for Gutkind at lægge forlag til digteren, kronikøren og troubaduren Bob Dylan,” udtaler Jacob Søndergaard, forlægger og direktør for Gutkind.

“The publication of Bob Dylan’s kaleidoscopically brilliant work will be an international celebration of songs by one of the greatest artists of our time,” siger Jonathan Karp, President and Chief Executive Officer ved det amerikanske forlag Simon & Schuster. “The Philosophy of Modern Song could only have been written by Bob Dylan. His voice is unique, and his work conveys his deep appreciation and understanding of songs, the people who bring those songs to life, and what songs mean to all of us.”

Om forfatteren

Bob Dylan (født 1941 i Duluth, Minnesota, USA) har udgivet 39 album og solgt 125 millioner plader. I 2016 modtog Bob Dylan Nobelprisen i litteratur for at “have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition.”

PR-foto: William Claxton.

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Det halve Danmark har gået og ventet med tilbageholdt åndedræt – og nu er spændingen omsider udløst: Modtageren af Dan Turèll Medaljen 2022 er forfatteren GERD LAUGESEN!

Her er Dan Turèll Selskabets motivation:

“Forfatteren m.m. Gerd Laugesen (f. 1979) har prøvet det meste. Og alt, hvad hun har gjort, har hun gjort bedre end de fleste. Hun har skrevet journalistik, klummer, prosa og digte – i flere tilfælde det hele på én gang. Hun pendulerer tilsyneladende ubesværet frem og tilbage mellem formater med mindelser om konventionelle bøger og egenartede Artist’s Books, som sprænger alle vante forestillinger om, hvad litteratur kan være. Hun er krydset ind over grænsen til billedkunst og derfra tilbage til skriftens domæne. Ti eksemplarer af digtsamlingen ‘Har du set min kjole?’ fra 2011 – trykt på transparent papir – var rent faktisk vedlagt en kjole, der var håndsyet til sammenhængen. ‘Plet’ fra 2014 er opkaldt efter forfatterens dværgkanin. I leporello-bogen (foldebogen) ‘Sjælen’ kan få fri fra 2006 indgår i alt 51 ord – en mikrotekst i forhold til sidste års mursten, den genreblandende roman/biografi/rejsefortælling ‘Et øjebliks lykke’, som er på hele 542 tætte sider (og det er endda kun første del af en bebudet trilogi).

Kort sagt stritter værket lystfyldt og inspirerende i alle retninger. For Gerd Laugesen er der ikke noget hierarki mellem de forskellige genrer og kategorier – præcis som Dan Turèll er inde på i en tekst fra 1979, hvor han om anmeldere eller kritikere konstaterer, at hvis de skriver godt, ‘regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.’

Gerd Laugesen skriver ikke bare godt. Hun er en sand mester på sit felt. Original, begavet, konstant udfordrende. Det er, som om hver ny udgivelse indvinder nyt land og samtidig formulerer sin egen nye poetik. Skeler man til Dan Turèll, kunne man sige, at tekstsamlingen ‘Møder’ fra 2009 er Gerd Laugesens svar på hans ‘I Byen’-klummer, og at hendes ‘Hjemsted’ fra 2011 er en fjern slægtning til ‘Vangede Billeder’. Ligesom hendes cross-over til billedkunsten formentlig er drevet af nogle af de samme impulser, som førte Turèll til at samarbejde med folk som Henrik Have, Jens Birkemose og Kenn André Stilling.

En hædring af Gerd Laugesen har imidlertid ikke brug for den form for støttepiller. Fra første færd har hun kunnet flyve selv. Niveauet har hele vejen igennem været tårnhøjt. Og med det nyligt udgivne mammutværk ‘Et øjebliks lykke’ er det, som om alle de foregående spor nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne.

At Gerd Laugesen så oven i købet har fødselsdag samme dag som Dan Turèll, gør blot det hele endnu mere magisk.”

Medaljen overrækkes sædvanen tro på Dan Turèlls fødselsdag – lørdag den 19. marts – ved en seance på i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek.

(forfatterfoto: Jens Peter Engedal)

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

TILLYKKE TIL KIRSTEN THORUP

Af Jan Poulsen


Hun er en af de helt store i dansk litteratur, og det er der grund til at markere i dag (9/2), hvor KIRSTEN THORUP fylder 80 år.
Hun er tilmed bedre end nogensinde, for med sin nyeste roman, den grumme og stærkt foruroligende ’Indtil vanvid, indtil døden’ (2020), toppede hun sit i forvejen imponerende rige forfatterskab, som hun lagde grunden til i 1967 med digtsamlingen ’Indeni – Udenfor’.
Siden er – fristes jeg til at sige – hovedværk fulgt på hovedværk, og her på matriklen har især romanerne ’Baby’ (1973), ’Himmel og helvede’ (1982), ’Bonsai’ (2000) og ’Ingenmandsland’ (2003) gjort endog meget stor lykke, indtil altså ’Indtil vanvid, indtil døden’ kom og løftede barren yderligere.
Kirsten Thorup er – læst herfra – en komplet forfatter, som mestrer personskildring, dialog, drama, fremdrift og alt det andet, der kort fortalt får os til at læse bøger.
Og så er hun i øvrigt også den eneste, jeg kender, som oplevede David Bowie på scenen i rollen som The Elephant Man i New York i 1980. Dét giver også et lille pluspoint 😉
I dag både løfter vi glasset og letter på hatten for Danmarks store forfatter og hendes runde dag.
Hip! Hip!

(PR-foto: Sofie Amalie Klougart, 2020).

Danskerne er gode til både at læse og aflæse

Danskerne er gode til både at læse og aflæse

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Nå, men hvis vi ikke skal tale om flygtninge, konventionsbrud og uambitiøs klimapolitik, når vi skal analysere Socialdemokratiets vælgernedtur, skal vi så ikke tale om makrelmadder, kolonihavehuse og kulturpolitik i stedet?

S har i deres evindelige stemmeleflen bevidst lagt afstand til storbyerne, til de veluddannede og til kulturen. De ville så gerne have provinsen i ryggen. Det fik de så ikke.

Hvis der er én ting, jeg har lært af at møde så mange forskellige mennesker gennem frivilligt arbejde og ved at turnere land og rige rundt med foredrag om mine bøger, så er det, at danskerne er gode til både at læse og aflæse. Til at engagere sig og til at udpege fup og fidus. At vi ikke er så nemme at løbe om hjørner med, når det kommer til stykket.

Makrelmadder og en tale fra kolonihuset på arbejdernes kampdag er klumset nationalromantik pakket ind som overtydelig jovialitet. De færreste har noget imod en håndmad eller sommer i haveforeningen. Men de fleste har noget imod at blive talt ned til og ligefrem fuppet.

Regeringen vil til gengæld gerne lade som om, de i det mindste interesserer sig for noget af det, der for alvor binder mennesker sammen på tværs: kulturen og kunsten.

Men det gør de ikke. Og slet ikke for kunstneres arbejdsvilkår. Det så vi under nedlukningen, hvor flere brancher blev slået helt hjem i ludo. Og det ser vi med al ønsket tydelighed nu, hvor et skrøbeligt og skadet kulturliv forsøger at komme på benene og regeringen kvitterer med et spark i ansigtet.

Lige nu har vores regering fx planer om, at der skal opkræves 25% moms af kunstneres rettighedsbetaling.

Det vil betyde, at kunstnere først laver deres kunst og betaler skat på samme måde som alle andre. Når nogen så vil bruge kunstnerens arbejde, skal samme kunstner så betale 25% mere af det arbejde hun allerede har udført og betalt skat af. Søreme så. Og lad mig i denne forbindelse nævne, at forfattere fx i forvejen får en meget lille del af det en bog koster, da Danmark også har verdens højeste moms på bøger, og der er mange andre aktører, der også skal have en del af den kage. Dertil kommer at et stort antal kunstnere lever i fattigdom og at kulturen (og kultur-eksport) faktisk er en temmelig indbringende forretning for staten.

Det er Socialdemokratisk kulturpolitik og det kommer til at ramme hårdt. Vækstlaget og mest økonomisk sårbare rammes mest, det siger sig selv.

Kulturbrugerne vil også kunne mærke det noget så eftertrykkeligt – det kan man læse lidt om i den kronik jeg linker til i kommentarerne.

Hvad siger vi så?

Apropos Transmogrifning og tidsmaskiner

Apropos Transmogrifning og tidsmaskiner

Af Jakob Olsne

Jeg har netop læst den Bulgarske forfatter Georgi Gospodinovs roman: Tidsskjul.

Det er på en gang både science fiction, magisk realisme, selvbiografi, essay og politisk analyse.

Det handler om nostalgi og ideen om, at det altid var bedre i gamle dage. Der optræder en mystisk professor(der er et opdigtet alter ego) som opretter en klinik i Wien for demente. Her er der indrettet suiter hvor alting er som i de dementes ungdom. Dem fra vest får 60’ere og Beatles hår og dem fra øst får dårlige cigaretter og mangel på lokumspapir. Der lidt mindelser om ”Goodbye Lenin”, men den er også sjov og tankevækkende.

Siden går det sådan, at alle landene i EU skal stemme om hvilken tidsalder de helst vil befinde sig i. Svenskerne vælger 60’erne med Pippi Langstrømpe og Astrid Lindgren, Danmark vælger 70’erne- fordi der vidste man hvad man ville bruge den nys vundne frihed. Øst på valgte nogen lande deres nationale storhedstid i forskellige århundreder og hovedparten 90’erne, hvor jerntæppet var forvundet.

Meget muntert men samtidigt og en analyse af populismen, der stortrives i vores demokratisk ustabile periode. Dybest set bruger populisterne nostalgien som drivkraft, vi skal tilbage til den gang alting var meget bedre. Trumps: Make America great again og Brexit, hvor overklasseløgene med Johnson og Rees-Mogg i spidsen ønsker sig tilbage til et verdensomspændende imperium (Dream on!)

Eller den unge danske kvinde der kom ind i folketinget for DF, som havde det mål, at vi skulle tilbage til det samfund man kunne se i de gamle danske film.

Tiden er på mange måder historieløs, det informationsniveau og oplysning man drømte om med internettet er blevet et tsunami af misinformation, rædselsvækkende subkulturer og decideret politisk manipulation, der langt overstiger ens værste frygt.

Læs bogen – den er velskrevet, sprænger forskellige genrer, er(sørg)munter og tankevækkende.

Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Af Asger Schnack

For ikke mange dage siden modtog jeg Charlotte Strandgaards ”Udvalgte digte 1965-2021” med denne dedikation: ”De / mange år / vi husker”. Jeg nåede lige at skrive tak, inden jeg i toget til Aarhus læste, at hun var død. Dedikationen kunne nærmest være titlen på en bog. Hvad hun bl.a. refererer til, er, at vi havde en fælles baggrund på Borgens Forlag, hun før mig, hun kom der allerede med sin bog nr. 2, ”Afstande” (1966) med omslag af Per Kirkeby. Fra begyndelsen var hun modig, eksperimenterende, kvindebevidst, kunne man godt sige, i en mandsdomineret verden. Sammen med Kirsten Thorup var hun den eneste kvinde, der var med i Hans-Jørgen Nielsens generationsantologi ”eksempler” (1968). Jarl Borgen forsynede hendes bøger med omslag af verdenskunstnere, ”Afstande” er nævnt. ”Det var en lørdag aften” (1968) med omslag af Ursula Reuter, ”Indimellem holder de af hinanden” (1969) med omslag af Arthur Køpke og ”herinde” (1969) med omslag af Joseph Beuys. Jeg blev ansat på forlaget, og jeg fulgte Charlotte Strandgaards forfatterskab med ubrudt respekt. Det fortsatte langt ud over tiden på Borgens Forlag. Mange år senere mødtes vi på forlaget Gladiator (og jeg havde fornøjelsen af at skrive efterord til genudgivelsen af ”Indimellem holder de af hinanden” i Sandal-serien, 2014). Vi kørte i bus sammen fra Vestjyllands Højskole til København, vi morede os, og hun sagde, det er helt som i gamle dage på Borgen. De udvalgte digte viser hele forløbet, fra tresserne op til nu. Udvidelsen hele tiden af temaerne, formen ændredes også undervejs, fra en meget cool sprogbevidsthed til en mere åben konfrontation med verden, og især de sider af verden, det kan være svært at beskrive, og som ingen andre beskrev. Hun var solidarisk med de nødstedte. Socialist. Kammerat. Kvindesagsforkæmper. Digter først og sidst. R.I.P.

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!