Vita Andersen er død

Vita Andersen er død

Af Katrine Ring

Vita Andersen er død. Før udgivelsen af hendes bog Tryghedsnarkomaner kom i 1977, vidste vi godt, at her var en fortælling, som var nødvendig. Hun var med i kredsen af min forfatterfars forfattervenner. Hun var i en periode kæreste med forfatteren Jannick Storm (nær ven til min far), og vi havde fulgt mixningen af hendes mange papirslapper med noter, ord, sætninger, der til sidst endte med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Litterært blev hendes digte klassificeret som knækprosa, bekendelseslitteratur og kvindelitteratur – og det var ikke positivt ment. Digtsamlingen blev en succes, og genlæser man den i dag, er den stadig rystende læsning om kvindeliv og om den rituelle søndagssex med Kurt. Det var sgu surt. Selv var jeg 16 år og oplevede Vita Andersen som usikker og uvant med miljøet. Men hendes historie var vigtig og er det stadig den dag i dag. Personligt måtte jeg tage mine kampe med mine dansklærere i gymnasiet, som naturligvis havde Tryghedsnarkomaner som pensum. Du gode, hvor blev der sagt meget vrøvl og sludder om forfatteren og hendes intentioner. Jeg vidste bedre og rettede gerne dansklæreren til dennes irritation. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk. Læs hende – hun har stadig en god historie.
Tilfældighed: Min far døde på denne dato for 24 år siden.
Læs gerne artiklen her – en god indføring i Vita Andersens tidlige placering i litteraturen.

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Solen står op, men stjernerne er der endnu

Forlaget Arkiv for detaljer skriver:

☀️✨I dag har vi sendt denne fine bog til tryk! ✨☀️
’Solen står op, men stjernerne er der endnu’ er digte for børn af Asger Schnack illustreret af Katrine Lyck. Bogen udkommer d. 26. august og består af 30 filosofiske og finurlige digte, der beskriver verden set gennem et barns øjne. I kan roligt glæde jer. Hør bare:

Glæden kan komme
fra siden, nedefra
oppefra, man ved ikke,
hvor den kommer fra,
eller indefra?

Bogen egner sig godt til oplæsning og nysgerrige samtaler om alle livets underfundigheder og det at være et lille menneske i en stor verden. Vi glæder os til at udgive bogen og håber at se jer til reception på udgivelsesdagen kl. 16. Mere info følger.

Omslag og sats: Pia Storm.

PS. hvis du ikke kan komme til receptionen, men gerne vil modtage bogen på udgivelsesdagen, kan den forudbestilles via arkivfordetaljer.dk allerede nu. Du kan også vente og købe den i din favorit (net)boghandel.

Jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden

Jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden

Af Asger Schnack

Gertrude Stein: ”Mexico. Et spil” udkom i 2006 på dansk ved Pia Juul. Forlagsmæssigt var begrundelsen den, at jeg havde udgivet Mina Loy: ”Sange til Joannes”, og jeg vidste, at Mina Loy og Gertrude Stein indbyrdes beundrede hinanden. De mødtes i Paris og i Firenze, Loy skrev om Stein, og hun var inspireret af hendes værk. Hele denne forbindelse og deres venskab var jeg opmærksom på. Titlen ”Mexico. Et spil” knyttede dem yderligere sammen, idet det var i Mexico, de dramatiske begivenheder i Mina Loy og Arthur Cravans liv udspillede sig, og her Arthur Cravan forsvandt i en båd på vej fra Salina Cruz mod Puerta Angel i 1918. På en mærkelig måde var Mina Loys ”Sange til Joannes” (som udkom i 1917, samme år som Mina Loy mødte Arthur Cravan i New York, hvilket blev indledningen på hendes livs kærlighedshistorie) forbundet med Gertrude Steins ”Mexico. Et spil” (1916, først trykt i ”Geography and Plays”, 1922). Gertrude Stein (1874-1946) var amerikaner, men boede fra 1903 til sin død i Paris, hvor hun var samlingspunkt for alt det nye, der skete i tidens litteratur og billedkunst. I en introduktion til Gertrude Stein sagde Laura Schultz om Stein og landskaber (LiteraturHaus den 17. marts 2006): ”Den tætte forbindelse til billedkunstnere blev væsentlig for Steins litterære æstetik. Hendes skrift er grundlæggende præget af en visuel orientering, og mange af hendes foretrukne genrebetegnelser stammer fra maleriet: Stein kalder sine tekster for portrætter, stillebener, landskaber. Landskaberne, det var skuespillene. Ved at kalde sine stykker for landskaber, markerede Stein, at hun ønskede at gengive en rumlig og visuel stemning eller væren, et samvær mellem mennesker, snarere end et dramatisk plot eller handlingsforløb: A landscape if it were to go away would have to go away to stay, som hun skriver i sin forelæsning om skuespil fra 1934. Landskabet bliver altså et billede på hendes forsøg på at sætte sig ud over ideen om et udviklingsforløb og en dramatisk konflikt. Og i stedet fremkalde en slags statisk bevægelse eller fluktuerende væren i rummet.” Ved udgivelsen af den danske udgave af ”Mexico” skrev Lilian Munk Rösing på Litlive: ”Anbefalet være det lille spil af Pia Stein eller Gertrude Juul, for hvem det end er der taler, er ’Mexico’ et sprogligt landskab hvor ord og navne glider så velgørende af sted som både på et sydlandsk hav, og hvor Mexico nok mere er et ord end et land, men alligevel trækker de spor af steder og kroppe efter sig, som kan gøre sproget selv til det sted man helst vil opholde sig.” (Omslag: Per Kirkeby)

Kvindehjerter

Kvindehjerter

Af Hans Henrik Schwab

KRISTINA STOLTZ og vilde kvindehjerter!

På forlaget Alhambra ser vi som tidligere nævnt frem til i efteråret at udgive brevromanen KVINDEHJERTER: en for sin tid (1910) vild og vovet roman, der beskriver omkostningerne ved som kvinde at realisere sig selv kunstnerisk – og erotisk, idet romanen dermed foregriber megen senere feministisk fiktion.

Romanen udkom anonymt, men i dag ved vi, at forfatterne var Karin Michaëlis og den senere teaterlegende Betty Nansen. Vi kan nu desuden afsløre, at denne udgivelse – der falder i tråd med vores udgivelse af en anden præ-feministisk ’rediscovered classic’: amerikanske Shirley Jackson – bliver forsynet med et forord af en af de nyere kvindelige forfattere, der er blevet sammenlignet med Michaëlis: Kristina Stoltz (Michaëlis var i øvrigt også engageret i dyrebeskyttelse, men det er en delvis anden historie).

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det for mig er en særlig glæde, at det bliver netop Kristina, der skriver dette forord. I sin tid havde jeg således den ære, efter et tip fra Thomas Boberg, at antage og redigere de to første digtsamlinger – SERIEMORDERE OG ANDRE SELVLYSENDE BLOMSTERKRANSE (2000) og GRÆSHOPPERNES TID (2002) – i et forfatterskab, der siden har taget en overbevisende episk drejning, senest med romanen CAHUN (2019), der netop tematiserer kunst og køn, og allersenest med den anmelderroste roman PARADIS FØRST (2020), der samtidig markerede Kristinas 20-års forfatterjubilæum.

På Alhambra glæder vi os til Kristinas forord til en kongenial klassiker!

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).

Lad litteraturen afspejle, at vi er i 2021

Lad litteraturen afspejle, at vi er i 2021

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

13 mandlige forfattere og én enkelt kvindelig. Det er, hvad blomsten af Danmarks ungdom – ifølge gymnasieskolens obligatoriske litteraturkanon – skal præsenteres for, før de får huen på hovedet. Det kunne jeg forleden læse i Politikens spalter, og selv om den mandsdominerede verden til stadighed kan overraske mig, troede jeg alligevel, der var tale om en noget forsinket aprilsnar. Det var desværre ikke tilfældet. Den litterære kanon, som blev etableret i 2004, præsenterer således ungdommen for forfattere som Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Johannes V. Jensen. En enkelt kvinde har da også sneget sig med, nemlig Karen Blixen.

Men hvad er det for et verdensbillede, vi giver ungdommen, når vi viser dem, at historier – altså dem, vi virkelig værdsætter og sætter højt – kun fortælles af mænd? Vi gentager og bekræfter det mandlige perspektiv som vores fælles udgangspunkt.

Og vi lærer fremtidens voksne, at de vigtigste præstationer skabes af mænd. Men det er heldigvis løgn. For hvor var vi uden Tove Ditlevsens ’Pigesind’ eller ’Gift’? Hvilket værk er mere genialt udtænkt end Inger Christensens ’Sommerfugledalen’? Og hvor var debatten om kvinders rettigheder uden modige fortællinger af Sara Omar? De kvindelige forfattere har de senere år stormet ind på bestsellerlisterne, og talenterne står i kø. Jeg har ikke nogen målsætning om, at den litterære kanon partout skal bestå af 50 procent kvindelige forfattere og 50 procent mandlige forfattere. Men det er bemærkelsesværdigt i en grad, så det er pinligt, når vi i moderne undervisning lærer børn og unge, at man skal være mand for at få sin anerkendt. Der er mange grunde til, at vi læser litteratur, og en af dem er, at vi gennem litteraturen lærer at forstå os selv og vores medmennesker. Vi bruger litteraturen til at spejle os selv og verden, og her er det vigtigt med mangfoldighed. I Politikens artikel fremgik det, at gymnasieeleverne rettelig undres over den massive overvægt af mænd. Og så kan jeg forstå, at Dansklærerforeningens to forpersoner, Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann, har rettet henvendelse til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med et ønske om, at hun forholder sig til, om listen skal revideres eller måske udgå. Ministeren ønsker angiveligt at holde fast i kanonlisten og afslår at ændre i indholdet, skriver hun til Dansklærerforeningen. Det både undrer og ærgrer mig. Kun ved at vise, at også den litterære scene er mangfoldig, kan vi fremelske forståelsen af, at alle har en stemme og en historie, det er værd at opleve og lytte til.

”Mordet på Halland” er en af de bedste danske romaner fra nyere tid

”Mordet på Halland” er en af de bedste danske romaner fra nyere tid

Af Asger Schnack

Jeg betragter Pia Juuls roman ”Mordet på Halland” som en af de bedste danske romaner fra nyere tid. Mange adjektiver kunne knyttes til denne roman, underfundig, cool, Peter Seebergsk. Jeg er overbevist om, at den har det, der skal til, for at blive læst ’altid’, uafhængigt af lige den tid, den udkom i. Den følger ikke en tendens (snarere tværtimod), men skaber sin egen nødvendighed (og dermed, måske, på længere sigt en tendens). Det er definitionen på en klassiker. ”Mordet på Halland” var, da den udkom i 2009, nomineret til Danske Banks Litteraturpris, som dengang blev uddelt på BogForum (fra 2003 til 2011). Prisen var på 300.000 kr. og blev også kaldt Danmarks største litteraturpris. Jeg var så optaget af, at Pia Juul skulle vinde læserafstemningen, at jeg lovede hende, at jeg – hvis hun ikke vandt – ville arrangere en crowdfunding og skaffe det samme beløb. Det viste sig ikke at være nødvendigt, for flest læsere stemte på ”Mordet på Halland” – heldigvis. Tredje oplag af førsteudgaven blev udsolgt sidste år, og det er mig en glæde i dag at kunne udsende 2. udgave af ”Mordet på Halland” på mit forlag, der nu har 12 titler af Pia Juul i kataloget, ni digtsamlinger, en essaysamling og to romaner (foruden de titler, forlaget har overtaget fra Gyldendal/Tiderne Skifter, og som stadig er på lager). ”Mordet på Halland” kan således fra i dag atter købes i boghandelen. (Omslag og tilrettelægning: Mette & Eric Mourier)

Mutationerne udfordrer os, og vi har stadig behov for at holde smitten nede, indtil vi får vaccineret mange flere

Mutationerne udfordrer os, og vi har stadig behov for at holde smitten nede, indtil vi får vaccineret mange flere

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Jeg går på påskeferie senere i dag. De næste dage handler om familien, foråret i vaser indenfor og solen udenfor. Og bøger. Ny dansk litteratur. Fra både indsigtsfulde Jonas T. Bengtsson og fra gode Benn Q. Holm, hvis forfatterskab gav mig meget glæde i 90’erne. Jeg glæder mig til genhøret. Og til sidst Isabel Allende. En af mine absolut yndlings forfatterinder. Tyvstartede i går aftes. Gribende historie om Den spanske borgerkrig.

På mandag er jeg tilbage på arbejde. Her besøger jeg Bornholm i anledningen af 75-året for øens befrielse. Jeg håber, I får en god påske. Jeg håber også, vi alle passer godt på hinanden. Mutationerne udfordrer os, og vi har stadig behov for at holde smitten nede, indtil vi får vaccineret mange flere danskere. Og endelig et sidste håb. Vi er ikke bedre end den måde, vi taler til hinanden på. Måske vi kunne bruge påsken på at skrive ordentligt til og om hinanden. Pas godt på hinanden 🐣

Afskaf bogmomsen

Afskaf bogmomsen

Af Arne Herløv Petersen

Her er en oversigt over bogmoms i verden. Danmark og Bulgarien er de eneste lande i Europa, hvor bøger er belagt med fuld moms. I andre lande som Norge og UK er bøger momsfrie. I Sverige er der nedsat moms (6 %) på bøger. Læs mere her.
Den danske stat tjener hvert år 300 millioner kroner på bogmomsen efter at alle former for litteraturstøtte er trukket fra.
Forestillingen om, at forfattere og forlag bliver fodret af staten er ikke bare forkert. Det forholder sig omvendt. Staten sidder med åbent næb, mens vi flyver rundt og propper orme i gabet på den.
*
I Danmark har vi så oven i hatten det særprægede ekspeditionsgebyr på 160 kroner, som jeg ikke ved om man har sidestykke til noget andet sted i verden. Det er en besynderlig idé, at man skal betale penge for at få lov til at betale penge. Tænk, hvis det system blev indført alle vegne. Så de sagde ved kassen: “Ja, det er ti kroner for kartoflerne. Og 160 kroner for at slå de 10 kroner op på kasseapparatet”.
*
Jeg købte for nylig en bog fra Book Depository. Jeg havde skrevet og sprugt dem om, hvordan det forholdt sig med told og afgifter efter Brexit, og de svarede, at det skulle jeg ikke tænke på, for alt var indregnet i prisen. Men det var det altså ikke.
Der er (trods alt) ikke told på bøger. Men den danske moms er højere end den britiske, så jeg skulle betale 25 kroner i moms. Plus 160 i gebyr – i alt 185 kroner.
*
Til sommer bliver det endnu værre, for så afskaffes bagatelgrænsen på 80 kroner. Så hvis du køber noget til en krone, skal du betale måske 25 øre i moms. Og så lyder regningen på 160,25 kr. inkl. gebyr.
Det er skingrende vanvid. Og det er udtryk for litteraturfjendtlighed at ville brandbeskatte bøger i Danmark – selv om man altså ikke gør det i de fleste euroæiske lande – og heller ikke i f.eks. Sydamerika, Nigeria, Indien eller Sydkorea.

Ode til Bergen

Ode til Bergen

Af Asger Schnack

Jeg er udmærket tilfreds med at befinde mig, hvor jeg befinder mig, i København, og skal ikke klage, men nogle gange kan man godt for tankeeksperimentets skyld spørge sig selv, hvor man ellers gerne ville vågne op (måske endda i en anden tid). Et sted, jeg ofte tænker på, hvor jeg gerne havde set mig selv mere end den ene gang, jeg har været der, er Bergen, som jeg elsker på afstand og nu ligefrem på coronaafstand (hvem ved, måske for altid). Jeg ville gerne genbesøge Bergen, for jeg ejer nogle billeder i mit indre, som er blivende og sært smukke, også som baggrund for et samvær, nok så kort, med digtere, der kom og gik. Nu tilhører det fortiden som et glimt. Men kunne jeg vælge, ville jeg gerne dukke op et sted mellem 2000 og 2005. Om dette femår handler ”Bergensbrag-generationen. Opblomstringen af uafhængige litteraturplatforme i Norge fra 2000 til 2005”, udgivet af Tekstallianse i 2020. Bogen består af et hovedafsnit, ”Bergensbrag-generationen”, skrevet af Susanne Christensen – forfatteren til ”Leonoras reise” (2019, da. udg. 2020) – hvorefter ordet gives til 12 replikker af samtidige vidner. Susanne Christensen skriver detaljeret om undergrundens udtryk og tidsskrifts- og forlagsdannelser, hun var selv en vigtig skikkelse i centrum af begivenhederne, der var også et samarbejde internationalt, med forbindelse ikke mindst til Danmark. Kombineret med replikkerne fra de 12 medaktører, Henning H. Bergsvåg, Tomas Espedal, Maja Elverkilde, Mathias Kokholm, Catrine Strøm, Jørn H. Sværen, Audun Lindholm, Øystein Vidnes, Eirik Vassenden, Magnus William-Olsson, Gunnar Wærness og Monica Aasprong, er essayet højst fyldestgørende, og helheden, den i øvrigt ekstremt veltilrettelagte bog, læses som en roman om en tid, der er historie, bundet til dengangs teknologi og kommunikationsformer, men som også er inspirerende at få fortalt i forhold til den aktuelle mikroforlagsopblomstring. Mange navne på såvel personer som udgivelser var nye for mig, jeg var ikke en del af det beskrevne miljø (hvor gerne jeg end ville have været det, om ikke andet i abstrakt, forskudt erindringsfortabelse), men jeg føler mig øjeblikkeligt beriget af læsningen. Sådan kan man tage et stykke af tiden og lukke den ind i en bog, med al den aktivitet og progressivitet, der er indeholdt i den. Og under hele essayet og repliktiltaget så jeg for mig Bergen, et lys, jeg husker, noget oppe, hvorfra jeg så ned, og noget henne, hvorfra jeg så forbi, eller tilbage, til nu. Hvor jeg kan sidde og tænke på, hvor jeg befinder mig, og for den sags skyld hvor litteraturen befinder sig. Hvor vi befinder os. (Design: Øystein Vidnes)