Ode til Bergen

Ode til Bergen

Af Asger Schnack

Jeg er udmærket tilfreds med at befinde mig, hvor jeg befinder mig, i København, og skal ikke klage, men nogle gange kan man godt for tankeeksperimentets skyld spørge sig selv, hvor man ellers gerne ville vågne op (måske endda i en anden tid). Et sted, jeg ofte tænker på, hvor jeg gerne havde set mig selv mere end den ene gang, jeg har været der, er Bergen, som jeg elsker på afstand og nu ligefrem på coronaafstand (hvem ved, måske for altid). Jeg ville gerne genbesøge Bergen, for jeg ejer nogle billeder i mit indre, som er blivende og sært smukke, også som baggrund for et samvær, nok så kort, med digtere, der kom og gik. Nu tilhører det fortiden som et glimt. Men kunne jeg vælge, ville jeg gerne dukke op et sted mellem 2000 og 2005. Om dette femår handler ”Bergensbrag-generationen. Opblomstringen af uafhængige litteraturplatforme i Norge fra 2000 til 2005”, udgivet af Tekstallianse i 2020. Bogen består af et hovedafsnit, ”Bergensbrag-generationen”, skrevet af Susanne Christensen – forfatteren til ”Leonoras reise” (2019, da. udg. 2020) – hvorefter ordet gives til 12 replikker af samtidige vidner. Susanne Christensen skriver detaljeret om undergrundens udtryk og tidsskrifts- og forlagsdannelser, hun var selv en vigtig skikkelse i centrum af begivenhederne, der var også et samarbejde internationalt, med forbindelse ikke mindst til Danmark. Kombineret med replikkerne fra de 12 medaktører, Henning H. Bergsvåg, Tomas Espedal, Maja Elverkilde, Mathias Kokholm, Catrine Strøm, Jørn H. Sværen, Audun Lindholm, Øystein Vidnes, Eirik Vassenden, Magnus William-Olsson, Gunnar Wærness og Monica Aasprong, er essayet højst fyldestgørende, og helheden, den i øvrigt ekstremt veltilrettelagte bog, læses som en roman om en tid, der er historie, bundet til dengangs teknologi og kommunikationsformer, men som også er inspirerende at få fortalt i forhold til den aktuelle mikroforlagsopblomstring. Mange navne på såvel personer som udgivelser var nye for mig, jeg var ikke en del af det beskrevne miljø (hvor gerne jeg end ville have været det, om ikke andet i abstrakt, forskudt erindringsfortabelse), men jeg føler mig øjeblikkeligt beriget af læsningen. Sådan kan man tage et stykke af tiden og lukke den ind i en bog, med al den aktivitet og progressivitet, der er indeholdt i den. Og under hele essayet og repliktiltaget så jeg for mig Bergen, et lys, jeg husker, noget oppe, hvorfra jeg så ned, og noget henne, hvorfra jeg så forbi, eller tilbage, til nu. Hvor jeg kan sidde og tænke på, hvor jeg befinder mig, og for den sags skyld hvor litteraturen befinder sig. Hvor vi befinder os. (Design: Øystein Vidnes)

Dømt

Dømt

Af Hans Henrik Schwab

Maria Hirse er blevet idømt en fængselsstraf. Som Marias forlægger og redaktør gennem en lang årrække (2002-12) modtog jeg nyheden med en blanding af vantro og forbløffelse – og har derfor ikke sat ord på før nu. Det er lettere at skrive en opdatering, når ens forfatter har fået en femstjernet anmeldelse.

Nu er det ikke første gang, at en forfatter – endsige en forlægger – får en voldsdom, hvilket selvsagt ikke gør denne sag mindre beklagelig. Derudover vil jeg ikke kommentere den konkrete sag: Retten har talt, og Maria har accepteret sin dom.

Det er dog med tristesse og vemod, jeg tænker tilbage på vores samarbejde gennem et tiår – et samarbejde, der i perioder lignede et venskab, og hvor jeg kun oplevede hende som sød, omgængelig og meget empatisk opmærksom i forhold til sine omgivelser, også mine børn.

Jeg mødte første gang Maria i starten af 2002, hvor hun som den skønne Helene pludselig trådte ind på mit forlagskontor. Hun havde da lige udgivet sin første bog, bestselleren ÆBLEKINDER – om sin egen anoreksi. Det var en bog, der for de fleste åbenbarede en overraskende ny side af celebrity-modellen fra LYKKEHJULET. Hold da op: en smuk kvinde, der ikke bare har haft problemer, men også kan tænke og skrive! Et vigtigt aspekt af hendes person, man sjovt nok har ’glemt’ igen i flere af de retrospektive artikler i forbindelse med dommen.

På Lindhardt og Ringhof udgav vi efterfølgende de næste to bøger i det, der står tilbage som en slags autobiografisk trilogi: DEN 13. og BAG FACADEN. Bøger, der handlede om andre problemer, som Maria i lighed mange unge piger har kæmpet med: mobning, lavt selvværd og selvmordstanker/forsøg. Dengang var der flere, der undrede sig højlydt over, at L&R og jeg lagde navn til ”den slags”, men som forlagets direktør, Morten Hesseldahl, sagde: ”Det er vel ganske agtværdigt at udgive bøger, der gør en positiv forskel for mange piger.” Bedre kan det vist ikke siges.

Siden kastede Maria sig over fiktionen – fra chick-lit til krimi – og hun havde hver gang med romanerne, bag den underholdende facade, et seriøst ærinde og et sympatisk socialt budskab. Hun besad derudover et umiskendeligt talent for plot og replikker, så hvis anmelderne indimellem var skeptiske, skyldtes det enten fordomme (som da en estimeret anmelder hoverende bemærkede den ’fejl’, at hovedpersonen i en af Marias romaner pludselig havde skiftet navn, idet han i farten missede, at figurens besøg hos en numerolog indgik i handlingen!) – eller det skyldtes svigt fra redaktørens side. Maria var således meget lydhør over for redaktionel kritik og konstruktivt samarbejde – og foreslog sågar på et tidspunkt, at hun og jeg sammen skulle skrive en krimi. Gad vide, hvad der var kommet ud af et sådant projekt …

Maria afrundede sit forfatterskab med et par fagbøger om to af de sygdomme, hun i forskellige faser af livet har kæmpet med: spiseforstyrrelserne og de hjertesygdomme, som rammer virkelig mange kvinder. Det har ikke været noget let liv. Og så undlader jeg endda at komme ind på det værste, hun som barn blev udsat for. Det fornemmer man til gengæld i hendes mørke krimi SAMLEREN. Man gjorde et barn fortræd.

Når man genlæser Marias forfatterskab, får man – set i bagklogskabens krystalklare skær – måske nogle af nøglerne til at forstå, hvorfor det er gået, som det nu er. Men i netop disse bøger demonstrerede hun også en evne til at gennemskue mønstre, bryde en social arv og derigennem blive et forbillede for andre børn og unge i en lignende situation. En barndom og ungdom kan være en dom – men en dom, som i lykkeligste fald kan appelleres.

Jeg håber, at Maria igen mobiliserer styrken til at rejse sig, og at offentligheden og tabloidpressen – der skylder hende mange salgbare forsider og uspiselige ’spisesedler’ – vil give hende fred til at gøre forsøget.

Nye bøger fra Asger Schnacks Forlag

Nye bøger fra Asger Schnacks Forlag

Program for Asger Schnacks Forlag forår og sommer 2021:

Januar
Marianne Larsen: den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. Digte

Marts
Pia Juul: Avuncular (2. udgave)
Ann Linn Palm Hansen: Igennem landskaber. Roman

April/maj
Pia Juul: Mordet på Halland (2. udgave)
Marianne Larsen: 70 digte. Et udvalg
Lilian Munk Rösing: Kaplevej 97. Et essay

August
Ny digtsamling af Laus Strandby Nielsen

Glæd jer!

Der var også kvindelige digtere i det gamle Kina

Der var også kvindelige digtere i det gamle Kina

Af Arne Herløv Petersen

I de fleste antologier over kinesiske digte fra Tang- og Song-dynastierne møder man mænd. Og kun mænd. Du Fu, Li Bai, Wang Wei, Bao Juyi og alle de andre har én ting til fælles. Deres køn.
Men der var også kvindelige digtere i det gamle Kina. Den monumentale antologi “Women Writers of Traditional China” samler på 872 sider eksempler på digte af 130 kvindelige digtere fra kejsertiden.
Her er et digt af en af dem, Xue Tao (770-832):

Cikader

Skyllet i dug
bæres de rene toner
langt langt bort

Blæser med vinden
som de tørre
visne blade

Sang efter sang
som i kor

Men hver af dem
sidder på sin egen gren.
Alene

Første danske oversættelse af Amanda Gormans digt

Første danske oversættelse af Amanda Gormans digt

Digt af Amanda Gorman

Oversat af Arne Herløv Petersen

Her er foreløbig en råoversættelse af Amanda Gormans digt. Der skal arbejdes meget mere med det. Der skal være enderim og bogstavrim og rytme. Det er noget, der i givet fald skal pusles længe med. Men dette er da noget at begynde med: Ikke et egentlig digt, men en oversigt over digtets indhold:

Det bjerg, vi bestiger

Hr. præsident. dr. Biden, fru vicepræsident, hr. Emhoff, amerikanere og verden,

Når dagen er inde, spørger vi os selv, hvor vi kan finde lys i denne evige skygge.
Det tab vi bærer på, et et hav, vi må vade igennem.
Vi har trodset uhyrets bug.
Vi har lært, at stilhed ikke altid er fred.
og at normer og regler for, hvad der er rigtigt, ikke altid er retfærdighed.
Og dog er daggryet vores, før vi ved af det.
På en eller anden måde får vi det gjort.
På en eller andet måde har vi været vidne til og gennemlevet et land, der ikke er gået i stykker,
men bare aldrig gjort færdigt.
Vi, der er børn af et samfund, hvor en radmager sort pige, der nedstammer fra slaver og er vokset op med en enlig mor, kan drømme om at blive præsident og så pludselig læse op for sådan en.

Og ja,vi er langtfra færdigpolerede, langtfra uberørte,
men det betyder ikke at vi stræber efter at skabe et forbund, der er fuldkomment.
Vi stræber efter at forme vores forbund med et formål,
At skabe et land, der forpligter sig til alle menneskenes kulturer, farver, karakterer og tilstande.
Og derfor løfter vi blikket og ser ikke det, der står os imellem, men det der står foran os.
Vi lukker kløften, fordi vi ved, at hvis vi skal sætte vores fremtid først, må vi først skubbe vores forskelle til side.
Vi lægger våbnene, så vi kan række armene frem mod hinanden.
Vi stræber efter, at ingen skades og efter harmoni for alle.
Lad kloden, om ikke andet, sige, at dette er sandt.
At selv mens vi sørgede, voksede vi.
At selv mens vi blev såret, håbede vi.
At selv om vi blev trætte, prøvede vi med det,
At vi altid skal knyttes sejrrigt sammen.
Ikke fordi vi aldrig mere skal møde nederlag, men fordi vi aldrig mere vil så splittelse.

Bibelen fortæller os, at vi skal forestille os, at alle skal sidde under deres ranker og deres figentræ, og ingen skal skræmme dem.
Hvis vi skal leve op til vores egen tid, ligger sejren ikke i sværdet, men i alle de broer, vi har bygget.
Det er løftet om lysning, det bjerg vi bestiger, hvis bare vi vover det.
Det er fordi dette at være amerikaner er mere end en stolthed, vi arver.
Det er den fortid, vi træder ind i og hvordan vi kan hele den.
Vi har set en kraft, der hellere ville knuse vores nation end dele den.
Ville ødelægge landet, blot det kunne forsinke demokrati.
Det forsøg var lige ved at lykkes.
Men selv om demokratiet undertiden kan forsinkes
kan det aldrig knuses permanent.
Den sandhed, den tro må vi have tillid til.,
for mens vi ser mod fremtiden, ser historien på os.
Dette er tiden for retfærdig indfrielse.
Vi frygtede det, da det begyndte.
Vi følte os ikke rede til at skulle arve en så skræmmende time,
men da vi var i den, fandt vi kraft til at skrive et nyt kapitel, til at indgive os selv håb og latter.
Så der, hvor vi engang spurgte: ”Hvordan kan vi på nogen mulig måde sejre over katastrofen?” siger vi nu: ”Hvordan skulle katastrofen kunne sejre over os?”

Vi vil ikke vende om eller lade os afbryde af trusler, for vi ved at vores passivitet og træghed vil gå i arv til den næste generation.<
Vores fejltrin bliver deres byrder.
Men ét er sikkert:
Hvis vi forbinder barmhjertighed med magt og magt med ret, så bliver kærligheden vores arv og forandring vores børn fødselsret.

Så lad os give et land videre, der er bedre end det, vi fik.
Med hvert åndedrag fra mit bronzestøbte bryst vil vi løfte denne vor sårede verden op, så den bliver vidunderlig
Vi skal rejse os fra vestens gyldne bjerge
Vi skal rejse os fra det stormomsuste nordvest, hvor vores forfædre først gennemførte revolutionen
Vi skal rejse os fra midtvestens staters byer mellem bånd af søer
Vi skal rejse os fra det solstegte Syden
Vi skal genopbygge, forsone og helbredes.
I hver kendte afkrog af nationen, i hvert hjørne af landet
Skal vort folk smukt og broget træde frem, smukt og skrammet.
Når dagen er inde, skal vi træde ud af skyggen, flammende og uforsagte.
Det nye daggry blomster frem, når vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis blot vi er tapre nok til at se det,
hvis blot vi er tapre nok til at være det.

***

Bemærkning:

Hvis Amanda Gormans digt skal oversættes endegyldigt, skal det ikke være en prosaoversættelse. Oversætteren skal sørge for at finde danske modstykker til disse rim:

enderim
shade/wade, knew it/do it, true/grew, afraid/made, repair it/share it, redemption/inception, be/free, free it/see it/be it
halvrim
beast/peace
bogstavrim
braved/belly/beast, norms/notions, polished/pristine, perfect/purpose,, committed/cultures/colors/characters/conditions, between us/before us, arms/arms, defect/division/delayed/defeated, blunders/burdens

Og hvilken slags digt er det så? Rap eller kantate? Eller begge dele eller noget midt imellem?

Den der blinker først

Den der blinker først

Af Sikandar Siddique, Frie Grønne

Jeg har lige læst Mazen Ismails nye bog “Den der blinker først” og det er en fremragende kavalkade af historier om at vokse op i Danmark som brun. Noget kan jeg genkende 100%, andet har jeg aldrig oplevet eller tænkt over, men uanset hvad er det interesant, nærværende og inspirerende. Han skriver om uretfærdighed, kærlighed og taknemmelighed. Om vrede, fordomme og drømme. Om sameksistens, politibrutalitet og ballademagere. Om vores forældre, der forlod alt det de kendte i håbet om noget bedre for os. Og lige præcis det – håbet for fremtiden – får jeg meget mere af, når jeg læser Mazens bog. Den burde være pligtlæsning både i Folketinget og i folkeskolerne. Tak for det!

Interview med Isabel & Casper Christensen

Interview med Isabel & Casper Christensen

Eksklusivt interview med Isabel og Casper Christensen om deres skift til plantebaseret kost.

Isabel Christensen er i øjeblikket aktuel med opskriftbogen PLANTEBASERET FAMILIEMAD. I PLANTEBASERET FAMILIEMAD får du opskrifter og masser af gode råd til, hvordan du uge for uge kan gøre din hverdag mere grøn og lave mad uden kød til hele familien. Her er ingen løftede pegefingre, kun gode råd, enkle opskrifter og en opfordring til, at du tager et skridt ad gangen og selv mærker efter, om også du får det bedre af at spise sundt, vælge fuldkorn, grønt og frugt og spise mindre kød og færre æg og mælkeprodukter.

Køb bogen her.

Hummerens skjold

Hummerens skjold

Af Asger Schnack

MESTERVÆRK: Caroline Albertine Minor: ”Hummerens skjold”. Caroline Albertine Minor har skrevet den svære treer. For tre år siden udkom hendes svære toer, men når ”Hummerens skjold” er den svære treer, er det, fordi hun med ”Velsignelser” skrev sig ind i dansk litteraturhistorie ved siden af de største. ”Velsignelser” er en novellesamling (med hældning mod romanen), så fornuftigt nok har hun denne gang valgt at skrive en roman (med hældning mod novellesamlingen). De to bøger har meget til fælles – også jo med hendes første bog, som absolut ikke bør glemmes, ”Pura vida” (2013) – men er også meget forskellige. Man fornemmer, at forfatteren i ”Hummerens skjold” har trukket sig helt tilbage og ladet et drama udfolde sig ’i armslængdes afstand’. Det gør hun med en enestående sikkerhed, ikke et øjeblik er sproget ikke sandfærdigt, ligegyldigt hvor i fortællingen, eller i hvilken fortælling, vi befinder os. For der er flere fortællinger bygget ind i hinanden, med hver sit portrætgalleri, først og fremmest tre søskende, men også deres nære, foruden løsere tilknyttede personer. Og oven over dem alle svæver de tre søskendes afdøde mor, som i en vis forstand er den, der fortæller historien eller i alle tilfælde binder den sammen. Romanen udforsker søskende- og familieforhold og grænseegne mellem liv og død. Og man er som læser hægtet på fra start til slut. Man kan ellers godt få den kætterske tanke: Hvad skal vi med fiktion om familier og deres problemer? Hvad skal vi i det hele taget med problemer? Men i Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt. Jeg har vistnok engang sammenlignet hendes stil med Peter Seebergs; det holder, der er noget af det samme i sig selv hvilende, hvor den mindste lille udflugt er interessant og værd at følge. Romanen benytter sig af et træk, vi ellers kender fra Lawrence Durrell (”Alexandriakvartetten”), hvor den person, man lige har identificeret sig med, pludselig ses udefra, og man så at sige afsløres. Eller ’verden’ afsløres. Det gør læsningen spændende og samtidig mere realistisk (på den fede måde). Caroline Albertine Minor befinder sig et ganske særligt sted, hvor hun skriver sætninger, der er luft omkring, og som bæres ind på siden af nynnende tankefølelser, samtidig med at det er ganske let at læse hendes prosa. Alle vil kunne læse denne bog med udbytte. Og jeg garanterer: Den vil kunne læses mange gange. Har man levet et menneskeliv, er der meget, man vil genkende, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor ved hun det fra? Hvordan er hun i stand til troværdigt at sætte alle disse internt forbundne scener i scene? Men man vænner sig til, at det kan hun, eller man glemmer at tænke på det, for det er helt andre ting, man har i tankerne: detaljer, helhedens lys. Den vigtigste sætning i bogen er denne på side 128: ”Der var ikke mere at sige, sådan fungerer sandheden.” (Omslag: Kelly Winton. Illustration: Fairfield Porter)

Ny digtsamling fra Nicolaj Stochholm

Ny digtsamling fra Nicolaj Stochholm

“Velkommen til en ny læsning” med disse ord åbner Nicolaj Stochholm sin nye digtsamling De III Aldre, opfølgeren til Udenfor pesthospitalet der udkom på Gyldendal i 2018. Digtsamlingen er komponeret i tre dele, men ikke som en lineær fremskrivning af aldringen eller som en klassisk dannelsesfortælling om digterens bliven digter. Der er ikke en klart forladt fortid. Som det lyder i samlingens anden del, så er det snarere et spørgsmål om:

”At være på vej med sig selv 
hele tiden at være optaget 
af det foranderlige samme”

En meditation over jeg’et og skriftens udvikling og dens foranderlige væren samme. Samlingen starter således som en ’Stochholm Classic’, som vi husker ham helt tilbage fra debutsamlingen: en romantisk eller måske snarere symbolistisk landskabsdigtning med ”Jegets Ø” (jf. Sarvis Jeghus) og linjer som ”Landskabet spejler drømmen og/drømmen er kun landskabet”. En landskabsdigtning koblet med metapoetiske overvejelser der vækker klare mindelser om Pesthospitalet. Men med samlingens tredje del indvarsler Stochholm for alvor den nye læsning og en ny vej i forfatterskabet, som bebudet i samlingens første linje. 

Samlingen slutter nemlig, ganske overraskende, som en nationalromantisk pastiche i spekulative gevandter, inklusiv en intertekstuel reference til og dekonstruktion af Ewalds kongesang. Det er denne afsluttende tredje del af digtsamlingen der for alvor adskiller den fra forfatterens foregående samlinger, og hvor han demonterer eller dekonstruerer sit digteriske oevre. Her lader digteren barndommens landskaber gå under i en klimakatastrofisk dystopi: ”Jeg tænker på min barndoms/ strande (…) som nu er/ væk.”klassisk landskabsdigtning under indtryk af klimakrisen må ende i en eskatologi. Stochholms nys samling er i den forstand digte til tiden, både nutiden og den fremtid, der lurer lige om hjørnet.

Nicolaj Stochholm er født i 1966 og debuterede i 1991 med Biografi på Borgens Forlag. Senest udkom Udenfor pesthospitalet på Gyldendal i 2018. De III aldre er Nicolaj Stocholms 11. bog og første på Escho.

🛒 Bestil bogen her.

Social media posts:

Murakami er i radioen

Murakami er i radioen

Af Mette Holm (på Facebook)

Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig.
Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.

Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.

Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål:
En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan.
Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.

Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret.
En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.

Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”

Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.

Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.

Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.

(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)