205 NYE OPSLAGSORD I RETSKRIVNINGSORDBOGEN – NUMMER 13 ER CLICKBAIT!

205 NYE OPSLAGSORD I RETSKRIVNINGSORDBOGEN – NUMMER 13 ER CLICKBAIT!

Af Peter Brodersen på Facebook:

Jeg har grupperet en håndfuld af de nye opslagsord her:

Identitetspolitik (som i sig selv er et nyt ord):
* ciskønnet
* ekkokammer
* identitetspolitik
* ikketroende
* ikkevestlig
* slavegjort
* værdipolitik

Politik i øvrigt:
* klimamål
* kulturkanon
* partshøring
* persondata
* rohingya
* socialkonstruktivisme
* trusselsniveau
* ungdomsparti
* valgknap
* visumpligt
* voluntarisme
* VVM, VVM-redegørelse (VVM = vurdering af virkning på miljøet)

Teknologi (lidt af et zeitgeist – som ikke er et ord endnu):
* clickbait
* feed
* fildelingstjeneste
* flow-tv
* game (verbum)
* gamer
* instagramme (verbum)
* instagrammer (substantiv)
* it-sikkerhed
* it-virksomhed
* megabit
* mobilbetaling
* ombooking/ombookning
* omprogrammere
* robotteknologi
* søgehistorik
* videoblog, videoblogger, videoklip
* vlog, vlogger
* VPN
* voiceover
* youtuber

Mere om vores nutid:
* plantebaseret
* plantefars
* streetfood

Dem, vi troede, vi havde i forvejen:
* enighed
* enkeltmandsvirksomhed
* fortælletradition
* panini
* pladsreservation
* pressefoto
* rusvejleder
* saltkværn
* skitøj, skiundertøj

Og så et par øvrige sjove, jeg ikke lige fandt en kategori til:
* drømmescenarie/drømmescenario
* hippocampus
* nulsumsspil
* overraskelsesmoment
* petroleumsblå
* refluks
* skateboarde (verbum)
* snorketryne

Ursula Scavenius har vitterlig sin egen stemme

Ursula Scavenius har vitterlig sin egen stemme

Asger Schnack skriver på Facebook:

Man siger om forfattere, at de har deres egen stemme (hvis de altså har det). Det gælder i høj grad for Ursula Scavenius, der i dag udgiver sin bog nr. 2, ”Dukkerne”. Hun har vitterlig sin egen stemme. At bogen er god, er ikke overraskende, efter at hun for fem år siden udgav ”Fjer”. Men det er stadig påfaldende, at hun skriver en prosa, der ikke rigtig ligner noget andet på dansk. I alle tilfælde ikke i samtiden. Man skal tilbage til en tid, hvor den fantastiske fortælling florerede (i 1960’erne eller endnu længere tilbage). Eller mere relevant, måske, skal man uden for landets grænser for at finde noget lignende. Der er noget Bruno Schulz-agtigt over de beskrevne uvirkeligheder, som altså i bogens regi er virkelige nok. Man kan også sige, at den virkelighed, vi præsenteres for i virkeligheden, er så uvirkelig, at bogens uvirkelighed virker helt virkelig. Bogen rummer fire fortællinger, som har det til fælles, at der opbygges et nærmest efterapokalyptisk rum, det lyder som science fiction, men det er det ikke, tiden er ubestemt, selv om den faktisk angives et sted som 1888. Vi er mere eller mindre i Østeuropa, på vej mod Rusland eller bare simpelt hen her, hvor vi sidder og læser (eller hvor læseren, en anden læser, engang vil sidde og læse). Der er undergået forandringer, der er flygtninge og centre, det rumler af krig og undergang. Som det hedder et sted i titelnovellen: ”Så, nu kommer dommedag, siger han. Jeg lytter til den rumlende himmel og til badeværelsesvinduet, der klaprer, fordi det ikke er blevet ordentligt lukket. Det blæser op. Far lugter af aske” (s. 37). Den sidste sætning er uhyggelig, ja, det er sådan set alle sætningerne i bogen, mest næsten, fordi uhyggen er så logisk etableret. I den tredje fortælling, ”Notplas hus”, hedder det: ”Herinde er krigen ikke. Bådene ligger tøjrede til hinanden ude i haven. De rokker let i vinden. Så forsvinder det hele i regn, som om der er kommet ondskab ind i det” (s. 102). Grundstemningen er eksilet, flugten fra noget, der har været (og som vi som læsere sætter – eller forudsætter – som vores virkelighed) ind i en suggestivt fremskrevet særverden, som vi accepterer, lettere rædselsslagne, men også betagede af styrken i det sproglige og den troværdighed, der følger med. (Omslag: Kasper Vang. Forsideillustration: Signe Krab Nymann)

Jonas Eika takketale

Jonas Eika takketale

28-årige Jonas Eika har vundet Nordisk Råds Litteraturpris

SE TALEN HER

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige”, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

(Kilde: Forlaget Basilisk)

Køb ‘Efter solen’ her.

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

Af Rune Skyum-Nielsen på Facebook

Thure Lindhardt er det modsatte af en typecasting. Han har prøvet at spille førsteelsker og sidstevælger, minoritet og mobber, flipper og forretningsmand, skrøbelig og beskytter, joker og festdræber, kriger og offer, søn og far, prins og træl, frihedskæmper og frihedsberøver. Spændvidden, hele hans evne til at blive til andre uden at miste sig selv, er enorm.
I en verden, hvor empatien kan føles trængt i defensiven, er det til at blive nysgerrig på og fascineret af.
Jeg har brugt tre år, on’n’off, på at finde ind i hoved, hylster og værktøjskasse på en af Danmarks klogeste og mest uforudsigelige skuespillere – og det liv, han lever indimellem sine roller. Det er der blandt andet kommet en ganske personlig bog ud af. Den er en indsigt i indlevelse og hedder ‘Vi ved jo hvordan det er at være menneske’, udgives på forlaget Gyldendal og kan fås i den nærmeste bogbutik fra på tirsdag.

Mødet med Anne Waldman

Af Lars Movin på Facebook

ANNE WALDMAN
eller: THE FAST SPEAKING WOMAN PÅ LOUISIANA LITERATURE

Da Liselotte og jeg var på bryllups-roadtrip gennem USA i juli 1998 (vi blev gift i Vancouver, Canada), lagde vi vejen forbi Boulder, Colorado, hvor digteren Anne Waldman havde været så venlig at invitere os til at deltage i det årlige Summer Writing Program på Naropa Institute. Det var Anne Waldman, som i 1976 – sammen med Allen Ginsberg – havde etableret universitetets litterære afdeling, The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, og nu, hvor Ginsberg var død, kørte hun afdelingen videre på egen hånd, og ånden fra beatforfatterne svævede fortsat over vandene. På den sommers program var navne som Ed Sanders, Joanne Kyger og guitaristen Steven Taylor (Ginsbergs faste akkompagnatør). Der var også en oplæsnings-seance med Waldman selv, og hun viste sig at være akkurat lige så dynamisk og rapkæftet, som man kan få indtryk af i hendes stadig nok mest kendte bog, “Fast Speaking Woman & Other Chants”, der udkom på forlaget City Lights i 1975. Som performer har Waldman – der også var med på Bob Dylans Rolling Thunder Revue – helt klart lært noget af sine ældre mentorer fra beatgenerationen, men samtidig har hun skabt sin egen distinkte figur som digter.

Året forinden, i oktober 1997, havde Steen Møller Rasmussen og jeg mødt Anne Waldman i Lowell, Massachusetts, hvor vi optog et interview med hende til vores lille film “Lowell Celebrates Kerouac”. Da jeg dengang bad Waldman om at fortælle historien om The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, sagde hun:

“In 1974 Allen Ginsberg and I, along with the poet Diane di Prima, were invited out to Boulder, Colorado, to a very experimental summer programme with something that was later to become The Naropa Institute, and that was founded by a Tibetan buddhist, a lama/teacher named Chögyam Trungpa Rinpoche. And we were there that summer also with John Cage, Gregory Bateson, and other Zen-teachers. We thought we were only going for that summer, but then Allen and I were invited to design a poetics’ programme that would be part of the school. So we had a meeting with some of these friends, one of them being Cage. Cage had been involved with something called Black Mountain College in North Carolina, the poet Charles Olson was the director of that for awhile, so there was an interesting history with people like Merce Cunningham, Franz Kline, the poets Ed Dorn and John Wieners, and many others. So we decided to start our own poetics school within the umbrella of this larger buddhist-inspired institute. Allen and I were roommates that summer, and we went back to our room and started making lists of all the people we would invite, and what the name of the school should be. I kept saying, ‘What about Gertrude Stein?’ … that ‘Gertrude Stein School’ would be funny in Colorado. But then ‘Kerouac’ made more sense, obviously. He was a writer that my generation felt extremely connected to and liberated by, and for Allen he was his heart-brother. And so we threw in the ‘Disembodied’ as a kind of little tantric tease and began the school which later became a fully accredited Masters’ programme in creative writing and study. And now we have an Allen Ginsberg Library, we have many tapes and cassettes of over twenty years of activity. And I’m now a Distinguished Professor, and I basically teach. I’m trying no to administrate, and I’m editing some books about the school and the lectures and so on. Several of those anthologies have come out.”

I dag og de følgende dage kan Anne Waldman opleves på årets udgave af Lousiana Literature.

(foto: lm / Boulder, Colorado, juli 1998)

De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.