En mesterlig digtsamling af Morten Søndergaard

Af Asger Schnack

Det er ikke kun på de små forlag, at der udkommer vigtige nyheder. I dag udsender Gyldendal en mesterlig digtsamling af Morten Søndergaard med den trebogstavede titel ”Til” – måske med en lille henvisning til Inger Christensens ”Det” (1969). Titelordet – ”Til” – kan både være et adverbium, en konjunktion og en præposition. Denne bredde og variation – og præcision – præger bogen, der er en decideret milepæl i Morten Søndergaards i forvejen betydningsfulde forfatterskab (som så igen er en del af hele Morten Søndergaards kunstneriske virke inden for en flerhed af kunstarter). Man kan sige, at digteren med denne bog finder en ny åbenhed og en ny form, hvor fortællingen ligger langt fremme, men man kan også se bogen som en fortsættelse og udvidelse af digtene i første og tredje del af ”Journal 2019” (2019), benævnt henholdsvis ”Nattergalenes bog” og ”Natbog”. ”Til” består ligeledes af to ’bøger’, ”Tilfældets bog” og ”Tilblivelsens bog”, som indeholder henholdsvis 11 og otte digte. Disse digte er hver især gode, ja, nærmest fuldendt gode. Det er, som om de samler metoder op, der ikke forventes at høre sammen, men som mødes her i en slags stilhed, selv om der er masser af ord. Digtene er verdensvendte og indadvendte på samme tid, de handler om det enkelte liv – digterens liv – og livet som fælles erfaring og område for refleksion. Det encyklopædiske slipper ikke Morten Søndergaard, men følelsen træder ind som erindring og drama. Der berettes, og i samme nu peges der virtuost på sproget, det felt, der er digtet. Det er lejret dybt inde i beretningens hjerte, så at sige, men løsrives på samme tid og får eget liv, som spejles og lyser i læseren. Stoffet til digtene hentes i fortid (opvækstens Odense) og nutid – i og omkring huset på bjerget Montepreti i Italien, hvor digteren bor – men også uden for tiden, dér, hvor vi egentlig lever. Der er et digt til Klaus Høeck, ”Monolog for Høeck”, og det er forståeligt nok, det handler om digterens initiering til poesien som ganske ung (som sådan set hele barndomsmotivet i bogen gør det), og heri citeres også William Carlos Williams (som i øvrigt for netop 100 år siden udgav ”Spring and All”) (og Laozi), men den dybere forbindelse til forgængerne mener jeg er til den ovenfor nævnte Inger Christensen. Jeg har sagt før, at Morten Søndergaard er den nye Inger Christensen, hendes arvtager – hvilket denne bog tydeligt bekræfter. Ikke sådan at forstå, at hans digte ligner Inger Christensens, men at han træder ind på den (eksistentielle) position, der blev ledig ved Inger Christensens død. Det er noget med alvoren og letheden, at det enkelte digt synger. Måske også noget med en afgørende tilskyndelse. I forbindelse med den nye bog er det især den side af Inger Christensens poesi, vi kender fra ”alfabet” (1981), der falder én ind. Ikke så mærkeligt, kunne man sige, for det er hengivelsen til alfabetet i videre forstand, der er fælles. Men også noget med rytme og flow. Jeg vil ikke citere fra ”Til”, det føles lidt som snyd. Læs selv! Morten Søndergaard: ”Til”. Gyldendal. Udkommer i dag. (Omslag: Andreas Peitersen)