Torben Rechendorff (1937-2022)

Torben Rechendorff (1937-2022)

Af Leif Lønsmann

RECHENDORFFS RADIOER

Torben Rechendorff (1937-2022) mindes i disse dage for sine mange år som medlem af Folketinget og som formand for Det Konservative Folkeparti i en vanskelig periode.

Jeg husker ham for hans forvaltning af radiomediet i en spændende vækstperiode. Som kommunikationsminister i perioden 1989-93 blev det hans lod at styre de mange nærradioer, der i 1980’erne var dukket op over hele landet. Først som en forsøgsordning, siden som et permanent monopolbrud. I årene forud for Rechensdorffs regeringsperiode var antallet af radiostationer i Danmark 100-doblet ! Fra DRs 3 kanaler til omkring 300 lokale såkaldte ”nærradioer”.

Det var et broget og uregerligt radiolandskab, Rechendorff overtog. Ideen var at lade ”tusind radioblomster blomstre”, uden skelen til indhold, synspunkt og afsender. En tidlig radioversion af Elon Musk’s frisatte Twitter. Alverdens minoriteter, religioner og synspunkter mødtes i æteren: Bøssernes Radio Rosa. Nazisternes ”Radio Oasen”. Kommunisternes ”Radio Rød Aalborg”. Jødernes ”Radio Shalom”. Muslimernes ”Radio Mujahedin”. Hara Krishnas ”Radio Krishna”. Katolikkernes ”Radio Steno”. Sikhernes ”Punjabi Radio”. Arabiske ”Radio Pingvin”. Fredericias venstreorienterede ”Radio Robin Hoods Venner Sender”. Oberst Khadaffi-tilhængernes ”Grønne Revolutionsradio”. Sømandsbossen Preben Møller Hansens enmandskanal. ”Radiobaronen” Otto Reedtz-Thott’s ”Radio Voice”, der overskred alle regler og begyndte at sende reklamer i æteren selvom det var udtrykkeligt forbudt. Reklamemanden Ib Romer Jørgensens Radio Romer, der svinede de københavnske politikere til og opfordrede lytterne til at gøre det samme via deres private telefonnumre, som kørte i sløjfe i radioen.

Der var bogstaveligt talt slagsmål i æteren og studierne. Lederen af Vestsjællands Nærradio kravler i foråret 1989 op i Dansk Landbrugs Grovvareselskabs 20 meter høje kornsilo i Høng og trækker Radio Høngs stik ud af sendemasten. En lokal byggematador overtager Slagelse Lokalradio selvom erhvervsvirksomheder ikke måtte have ”bestemmende indflydelse” på lokalradioerne. Skives Sparekasse inddrager Radio Skives studier, da stationen skylder banken penge. En medarbejder på Galten Nærradio bliver overfaldet af et bestyrelsesmedlem og får smadret sine briller midt under en direkte sending. Lokalradio Odders disc jockey kalder Odderkanalens programmer ”elendige” for tændt mikrofon. En bestyrelse låser sig ind i et radiostudie med låsesmede og afsætter ledelsen. Komponistforeningerne kræver fogedforbud mod Odense Nærradio, som nægter at betale KODA-afgifter. HK indgiver konkursbegæring mod Kanal Nul, som genopstår samme dag under navnet Station 1. En studievært slår verdensrekord med 104 timers non-stop sending. En anden falder sammen med hjerteslag.

100 kommunale lokalradionævn forsøgte på bedste beskub at håndtere æterkrigen og få orden på regler og sendetilladelser. Kommunikationsministeriet oversvømmes med klager. Jeg skrev en sorgmunter kronik om de mange hundekunster og ulovligheder i de lokale radionævn, og opfordrede ministeren til at gribe ind.

Rechendorff, der uforvarende var blevet ”radiominister” efter at ordningen var etableret, bevarede roen, og afviste klagerne – og min kronik – med denne melding: ”Den mangfoldighed og entusiasme der lægges for dagen på lokalradioområdet har bestyrket mig i, at den decentrale struktur har været et rigtigt valg. Det kræver nytænkning og tro på de lokale kræfter at decentralisere kompetence. Men en central styring af et så mangfoldigt område er ikke tillokkende”.

Touché !

Foto: DR

TV-BISPERNE

TV-BISPERNE

Af Leif Lønsmann

For 25 år siden, i november 1997, rasede, som så ofte før og siden, en voldsom debat om ”de fremmede” i Danmark. Tonen var hård og uforsonende. De ”fremmede” var en social byrde, et uønsket kulturislæt, et økonomisk problem – og ”de” fyldte for meget i kriminalitetsstatistikkerne.

Et overfald i Odenses natlige værtshusmiljø, hvor en ”indvandrer” havde tævet en ”dansker”, fik debatten til at gå helt amok. Formentlig fordi der forelå videooptagelser af overfaldet. De store tv-stationer, DR og TV2, kunne ikke stå for fristelsen og gav den fuld gas med billedet af den voldelige ”fremmede”.

De 15 sekunders ”reality tv” fra Odense var dråben. Nu var grænsen nået for hvad danskerne ville finde sig i. En undersøgelse viste, at en tredjedel af ”danskerne” var bekymrede over de ”fremmede” i landet. Et nydannet parti slog sig op på kravet om en stram udlændingepolitik. Et af partiets medlemmer opfordrede i kampens hede til at man fløj ”somalierne” hjem og smed dem ned over Afrika med faldskærm. En anden foreslog at man sparede udgiften til faldskærmen.

Så hård var tonen, at en modbølge af eftertanke meldte sig. En række biskopper appellerede til noget så kontroversielt som ”en ordentlig tone” og ”en human debat”. Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkild Simonsen pegede på medierne som medansvarlige for ”den oppiskede stemning”, og opfordrede til, at man fik den ”mærkeligt uhumanistiske debat ned i et leje, hvor det ikke gælder om at få så få fremmede ind i landet som muligt, og så mange som muligt af dem, der er her, ud af landet så hurtigt som muligt”.

Ved et debatmøde i Odense tog TV2s direktør, Jørgen Flindt Pedersen, kritikken til sig. ”Der har på det sidste – på grund af en række konkrete begivenheder – været en stor overvægt af historier, der problematiserede de fremmede og deres belastning af det danske samfund. Hver og en af disse historier kan være relevant og berettiget, men tilsammen og isoleret bliver det til en meget ensidig dækning af ”de fremmede” i Danmark”. DRs generaldirektør Christian S. Nissen fulgte op med en tilsvarende selverkendelse: ”Det er en del af DRs idégrundlag at skabe dialog og bygge bro mellem enkeltindivider, grupper og samfund, og at værne om friheden til at være forskellige, som forudsætningen for et levende demokrati. Det har vi måske ikke været gode nok til”.

SÅ brød Fanden for alvor løs. Skulle Danmarks mediebosser nu til at blande sig i tonen i indvandrerdebatten? Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade, der altid er frisk med en sviner, rasede mod disse ”fløjlsmaver”, ”godhedsapostle” og ”mediebisper”, som ville tvinge deres ”stiftsprovster” og ”nyhedsprælater” i nyhedsafdelingerne til at prædike ”elitens evangelium” om indvandringens velsignelser. Fra den anden ende af landet advarede Aarhus Stiftstidende imod at biskopper og mediechefer ”pludselig får moralske åbenbaringer og lader sig gribe af frelsermentalitet”. Og hjemme i Radiohuset protesterede Radioavisens chefer og medarbejdere offentligt over ”generalens forsøg på at indføre politisk censur af nyhedsdækningen”.

Det er 25 år siden. Den uforsonlige tone, hadet mod minoriteter og polariseringen i samfundsdebatten er ikke kommet med de sociale medier. Den har altid været her.

Illustration: Anne Marie Steen-Pedersen, Ekstrabladet, november 1997.

BÅNDVÆRKSTEDET

BÅNDVÆRKSTEDET

Af Leif Lønsmann

Den 24.november 1972 åbnede Danmarks Radio ørerne, dørene og mikrofonerne for lytterne, med et radiofonisk eksperiment ved navn “Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Gennem 17 år, indtil “nærradioerne” overtog opgaven i 1989, kom tusindvis af engagerede borgere igennem Båndværkstedet, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre.

Båndværkstedet var et sandt overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Kun straffeloven satte grænser for hvad vi lod passere. Alle synspunkter, meninger og holdninger var tilladt. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En gruppe narkoleptikere (folk der lider af pludselig at falde i søvn) argumenterede for at de brude have ret til kørekort. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En tredje at Sovjetunionens invasion af Afghanistan kunne forsvares. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Havde Båndværkstedet stadig eksisteret, ville vi have sendt en jubilæumskavalkade med klip fra “Folkets Røst”. Båndene findes stadig.

På billedet ses to af Båndværkstedets brugere, kyndigt vejledt af to unge medarbejdere med Båndværkstedets gule t-shirt. Nogle af os genkender ansigterne…

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Af Theresa Scavenius, Alternativet

Regeringen er eksperter i at snyde befolkningen.

I formiddags var jeg i TV2 News for at kommentere på Mette Frederiksens “nye” klimaløfter.

Nu igen efter en sort regeringsperiode, vil de nu prøve at bilde os ind igen, at nu vil de rykke på alt det, som de også lovede at rykke på for 3,5 år siden.

Den tror jeg ikke på. Jeg gider ikke medvirke i disse julelege med befolkningen. Jeg vil have reel klimapolitik i den kommende regeringsperiode.

Hvis jeg bliver valgt ind og Alternativet får et stærkt grønt mandat, så kan jeg love, at regeringen ikke længere skal slippe afsted med at lave greenwashing.

Så skal vi have en ærlig samtale om, hvor stort et ansvar vil Danmark påtage sig for at løfte en global krise.

I Alternativet måler vi ikke klimapolitik på løfter og målsætninger. Vi måler på reelle tiltag.

Vi skal stoppe med at snakke målsætninger ude i fremtiden. Og beslutte, hvad vil vi gøre nu. I denne regeringsperiode!

Min mission er at vi får lavet det skifte. Første step er landbruget. Dernæst energi. Dernæst transport.

Vi er ikke ligeså naive som Radikale, SF og Enhedslisten. Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp.

Mediestøtten til duopolerne

Mediestøtten til duopolerne

Af Ole Blegvad

Mediestøtte//Ekstra Bladet.

Min gamle, kloge ven, Jens Lunn – der intet har med journalistik at gøre – giver denne præcise analyse af den fejlcastet ansættelse af Henrik Qvortrup i JP/Politikens Hus:

Vi er midt i medieforhandlingerne. Alle håber på penge – bare en lille-bitte pose penge – til projekter til gavn for demokrati, dannelse, kultur mm.
Men der er selvfølgelig ikke penge til alle – eller er der? Handler det i virkeligheden mere om vores politiske prioriteringer?

Meget apropos JP/Politikens Hus og ledelse. Her tjener direktør Stig Kirk Ørskov 5.871.000 kroner om året i ”grundløn, inkl pension, fri bil, mv.”. (Kilde Journalisten 2020.)

JP/Politikens Hus modtager årligt omkring 70 millioner kroner i mediestøtte!!

Bare en idé – måske vi som samfund skulle lave nogle mere nutidige forbehold, når vi bruger offentlige penge. Fx at en virksomhed ikke kan modtage offentlig støtte, hvis man har ansatte, som tjener over 2 mill/året. D.v.s. så længe Stig Ørskov vil tjene 6 mill/året – så er der ingen offentlig mediestøtte.

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.

POLITIKEN – DET KAN I IKKE VÆRE BEKENDT

POLITIKEN – DET KAN I IKKE VÆRE BEKENDT

Af Erik Svarre

Politiken beskytter sig selv – og angriber andre. I #metoo-debatten.

Sådan må jeg desværre konkludere, efter at avisen de seneste to dage har fremført 12 tidligere sangeres vidnesbyrd om, hvordan de som mindreårige oplevede et seksualiseret miljø i DR Pigekoret, hvor pigerne fik opmærksomhed, hvis de gik udfordrende klædt.

Flere af dem fik angiveligt også grænseoverskridende sms’er, ligesom en skriftlig klage fra en 17-årig korsanger blev afvist og krævet skrevet om.

Skydeskive for de voldsomme anklager er den tidligere korleder og nu chefdirigent på Malmø Opera, Michael Bojesen. Han har ansvaret og har også ifølge det oplyste aktivt medvirket til det seksualiserede miljø.

De to dages artikler er skrevet af tre fremtrædende reportere på Politiken, som tidligere har lavet artikler om #metoo-udviklingen i Danmark og derfor med stort kendskab til udviklingens smertepunkter er “gået til stålet” i artiklerne om den seksualiserede kultur, som de krænkede korsangere oplevede den i deres tid i koret.

Anderledes forholder det sig med Politikens egne #metoo-problemer, hvor en undersøgelse fra Kvinfo viste af 29 pct af bladets medarbejdere havde haft uønskede verbale eller fysiske sexuelle oplevelser i arbejdstiden. Det er altså ca. en tredjedel af bladets flere tusinde medarbejdere, idet man dog må regne med, at det primært er de kvindelige medabejdere, der har haft den type oplevelser. Det vil med et slag på tasken svare til omkring et par hundrede kvinder, som har haft disse oplevelser. Eller 10-15 gange flere kvinder end i sagen med DR Pigekoret.

Hvad gør Politiken så i denne meget større og mere omfattende sag? Sætter en gruppe af sine skarpeste kvindepolitiske medarbejdere på sagen?

Nej, man hyrer en freelancer, som slet ikke får beskrevet det seksualiserede miljøs omfang og styrke på Politiken. Samtidig bliver der taget med fløjshandsker på de ansvarlige for det stærkt seksualiserede miljø på Politiken. Direktøren og bestyrelsesformanden som øverste ansvarlige for miljøet går helt fri. Mens bare den ansvarshavende redaktør, Christian Jensen, bliver forsigtigt og sagligt konfronteret af freelancejournalisten. Så er den ged barberet.

I sagen med DR Pigekoret bliver Danmarks Radios øverste ledelse konfronteret af Polikens skarpe journalister. Det samme gør politikere, kulturordførere og kulturministeren. I sagen med Politiken efterlades vi med en vandkæmmet chefredaktør, der lover bod og bedring. Det kan avisen ikke være bekendt.

Bob Dylan 80

Bob Dylan 80

Af Søren Rud

Tillykke til Bob Dylan, som bliver 80 år i dag. Jeg har som fotograf været til 3 af hans koncerter i Danmark. Når man fotograferer musik får man normalt lov til at fotografere foran scenen under de første tre numre af koncerten – og så er det ud af vagten. Så jeg har været til rigtig mange store koncerter, men kun hørt 3 numre. Jeg bilder mig dog ind, at selvom det kun er tre numre, så oplever man de tre så meget mere intenst, fordi man står lige foran scenen – ofte få meter fra stjernen. Som publikum er scenen og hovedpersonerne ofte langt væk. Når man står helt oppe foran kan man – måske endda forstærket med en tele – virkelig opleve den kunstneriske præstation i nærbillede…

Til en af Dylans koncerter – så vidt jeg husker var det i Parken – blev fotograferne bedt om, at vente til sidst i koncerten. Vi måtte kun fotografere det første ekstranummer. Vi måtte ikke have telelinser med, og fototaskerne blev gennemsøgt, inden vi fik lov til at gå op til scenen. Da ekstranummeret så begyndte sad Dylan på en stol langt tilbage på scenen. Stort set alt lys var slukket, og han havde solbriller på. Det betød selvfølgelig, at stort set alle billeder, som de måske 15-20 fotografer fik taget, blev fuldstændig ens. Pressepleje i yderste konsekvens…

Billedet her – hvor der også er skruet helt ned for lyset – er fra Brøndby Hallen.

MIT LIVS SKØNHEDSKONKURRENCE

MIT LIVS SKØNHEDSKONKURRENCE

Af Leif Lønsmann

Den 1.marts 2001 afleverede jeg 15 mapper på en adresse i København. I mapperne lå DRs ansøgning om en fjerde radiokanal, FM4.

DR havde siden 1984 drømt om at kunne sende på fire kanaler. Da frekvensen endelig blev frigivet, var der imidlertid politisk flertal for at kanalen ikke skulle gives til DR, men i stedet sættes i åbent udbud, således at de private aktører kunne give DR konkurrence på landsdækkende radio.

Udbudet blev udformet som en såkaldt “beauty contest”, hvor den bedste ansøgning, uagtet afsender, ville vinde frekvensen, men til gengæld selv skulle finansiere indholdet.

DR valgte at trodse den politiske modstand og sammensatte en ansøgning om en kulturkanal, som skulle supplere DRs tre kanaler, således at vi kunne tilbyde 4 komplementære kanaler døgnet rundt: P1 som talekanalen med fokus på samfundsstoffet. P2 med fokus på kultur og musik. P3 for de 20-40 årige og P4 med udgangspunkt i de regionale programmer fra DRs ni distrikter.

Hundredvis af radiomedarbejdere havde i månedsvis knoklet med DRs ansøgning. Alle bidrog aktivt selvom de vidste at de fire kanaler skulle finansieres indefor det samlede budget for de eksisterende tre kanaler, og at en hel del medarbejdere derfor skulle omplaceres eller i værste fald afskediges for at give plads til andre kompetencer. Hvis vi altså vandt skønhedskonkurrencen.

Vi var ikke alene om at ville have kanalen. Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Politiken, Bonnier, Aller, MTG/TV3, Arbejderbevægelsen, en stribe tyske medievirksomheder og sågar Lønmodtagernes Dyrtidsfond rakte også ud efter kanalen.

Den 26.marts modtog jeg en kort besked fra Radio- og tv-nævnets formand, Mogens Koktvedsgaard. Nævnet mente, med formandens ord, at DRs ansøgning var “ikke bare den bedste, men klart den bedste”, og at “valget af DR er det bedste for de danske radiolyttere”.

Den 1. september, efter kun fem måneders forberedelse, var vi klar, og kunne byde lytterne velkommen til P2, med 24 timers kultur, musik og oplevelsesradio.

FM4 er gået videre til andre, men “firekanalstrukturen” lever stadig. Til gavn for lytterne. Stay tuned!

PS. Skønhedskonkurrencen gjaldt ansøgningen. Ikke ham der afleverede den…

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Fredag den 19. februar – Vær med til fødslen af et nyt, dansk koncerthus:

Et gammelt bymuseum. En drøm. Og nu er det vedtaget: Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted. De næste to år skal stedet renoveres, men fredag aften fejrer huset at projektet lykkedes, med en dobbeltkoncert med strygekvartetter og moderne Klezmer. Det bliver ikke kedeligt, men det bliver uden publikum. Dem har P2 til gengæld, når et nyt dansk koncertsted fødes. Musikken leveres af Den Danske Strygekvartet og Mames Babegenush. Rie Koch er vært for ’P2 Koncerten’ fredag klokken 19.20.