Mediestøtten til duopolerne

Mediestøtten til duopolerne

Af Ole Blegvad

Mediestøtte//Ekstra Bladet.

Min gamle, kloge ven, Jens Lunn – der intet har med journalistik at gøre – giver denne præcise analyse af den fejlcastet ansættelse af Henrik Qvortrup i JP/Politikens Hus:

Vi er midt i medieforhandlingerne. Alle håber på penge – bare en lille-bitte pose penge – til projekter til gavn for demokrati, dannelse, kultur mm.
Men der er selvfølgelig ikke penge til alle – eller er der? Handler det i virkeligheden mere om vores politiske prioriteringer?

Meget apropos JP/Politikens Hus og ledelse. Her tjener direktør Stig Kirk Ørskov 5.871.000 kroner om året i ”grundløn, inkl pension, fri bil, mv.”. (Kilde Journalisten 2020.)

JP/Politikens Hus modtager årligt omkring 70 millioner kroner i mediestøtte!!

Bare en idé – måske vi som samfund skulle lave nogle mere nutidige forbehold, når vi bruger offentlige penge. Fx at en virksomhed ikke kan modtage offentlig støtte, hvis man har ansatte, som tjener over 2 mill/året. D.v.s. så længe Stig Ørskov vil tjene 6 mill/året – så er der ingen offentlig mediestøtte.

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.

POLITIKEN – DET KAN I IKKE VÆRE BEKENDT

POLITIKEN – DET KAN I IKKE VÆRE BEKENDT

Af Erik Svarre

Politiken beskytter sig selv – og angriber andre. I #metoo-debatten.

Sådan må jeg desværre konkludere, efter at avisen de seneste to dage har fremført 12 tidligere sangeres vidnesbyrd om, hvordan de som mindreårige oplevede et seksualiseret miljø i DR Pigekoret, hvor pigerne fik opmærksomhed, hvis de gik udfordrende klædt.

Flere af dem fik angiveligt også grænseoverskridende sms’er, ligesom en skriftlig klage fra en 17-årig korsanger blev afvist og krævet skrevet om.

Skydeskive for de voldsomme anklager er den tidligere korleder og nu chefdirigent på Malmø Opera, Michael Bojesen. Han har ansvaret og har også ifølge det oplyste aktivt medvirket til det seksualiserede miljø.

De to dages artikler er skrevet af tre fremtrædende reportere på Politiken, som tidligere har lavet artikler om #metoo-udviklingen i Danmark og derfor med stort kendskab til udviklingens smertepunkter er “gået til stålet” i artiklerne om den seksualiserede kultur, som de krænkede korsangere oplevede den i deres tid i koret.

Anderledes forholder det sig med Politikens egne #metoo-problemer, hvor en undersøgelse fra Kvinfo viste af 29 pct af bladets medarbejdere havde haft uønskede verbale eller fysiske sexuelle oplevelser i arbejdstiden. Det er altså ca. en tredjedel af bladets flere tusinde medarbejdere, idet man dog må regne med, at det primært er de kvindelige medabejdere, der har haft den type oplevelser. Det vil med et slag på tasken svare til omkring et par hundrede kvinder, som har haft disse oplevelser. Eller 10-15 gange flere kvinder end i sagen med DR Pigekoret.

Hvad gør Politiken så i denne meget større og mere omfattende sag? Sætter en gruppe af sine skarpeste kvindepolitiske medarbejdere på sagen?

Nej, man hyrer en freelancer, som slet ikke får beskrevet det seksualiserede miljøs omfang og styrke på Politiken. Samtidig bliver der taget med fløjshandsker på de ansvarlige for det stærkt seksualiserede miljø på Politiken. Direktøren og bestyrelsesformanden som øverste ansvarlige for miljøet går helt fri. Mens bare den ansvarshavende redaktør, Christian Jensen, bliver forsigtigt og sagligt konfronteret af freelancejournalisten. Så er den ged barberet.

I sagen med DR Pigekoret bliver Danmarks Radios øverste ledelse konfronteret af Polikens skarpe journalister. Det samme gør politikere, kulturordførere og kulturministeren. I sagen med Politiken efterlades vi med en vandkæmmet chefredaktør, der lover bod og bedring. Det kan avisen ikke være bekendt.

Bob Dylan 80

Bob Dylan 80

Af Søren Rud

Tillykke til Bob Dylan, som bliver 80 år i dag. Jeg har som fotograf været til 3 af hans koncerter i Danmark. Når man fotograferer musik får man normalt lov til at fotografere foran scenen under de første tre numre af koncerten – og så er det ud af vagten. Så jeg har været til rigtig mange store koncerter, men kun hørt 3 numre. Jeg bilder mig dog ind, at selvom det kun er tre numre, så oplever man de tre så meget mere intenst, fordi man står lige foran scenen – ofte få meter fra stjernen. Som publikum er scenen og hovedpersonerne ofte langt væk. Når man står helt oppe foran kan man – måske endda forstærket med en tele – virkelig opleve den kunstneriske præstation i nærbillede…

Til en af Dylans koncerter – så vidt jeg husker var det i Parken – blev fotograferne bedt om, at vente til sidst i koncerten. Vi måtte kun fotografere det første ekstranummer. Vi måtte ikke have telelinser med, og fototaskerne blev gennemsøgt, inden vi fik lov til at gå op til scenen. Da ekstranummeret så begyndte sad Dylan på en stol langt tilbage på scenen. Stort set alt lys var slukket, og han havde solbriller på. Det betød selvfølgelig, at stort set alle billeder, som de måske 15-20 fotografer fik taget, blev fuldstændig ens. Pressepleje i yderste konsekvens…

Billedet her – hvor der også er skruet helt ned for lyset – er fra Brøndby Hallen.

MIT LIVS SKØNHEDSKONKURRENCE

MIT LIVS SKØNHEDSKONKURRENCE

Af Leif Lønsmann

Den 1.marts 2001 afleverede jeg 15 mapper på en adresse i København. I mapperne lå DRs ansøgning om en fjerde radiokanal, FM4.

DR havde siden 1984 drømt om at kunne sende på fire kanaler. Da frekvensen endelig blev frigivet, var der imidlertid politisk flertal for at kanalen ikke skulle gives til DR, men i stedet sættes i åbent udbud, således at de private aktører kunne give DR konkurrence på landsdækkende radio.

Udbudet blev udformet som en såkaldt “beauty contest”, hvor den bedste ansøgning, uagtet afsender, ville vinde frekvensen, men til gengæld selv skulle finansiere indholdet.

DR valgte at trodse den politiske modstand og sammensatte en ansøgning om en kulturkanal, som skulle supplere DRs tre kanaler, således at vi kunne tilbyde 4 komplementære kanaler døgnet rundt: P1 som talekanalen med fokus på samfundsstoffet. P2 med fokus på kultur og musik. P3 for de 20-40 årige og P4 med udgangspunkt i de regionale programmer fra DRs ni distrikter.

Hundredvis af radiomedarbejdere havde i månedsvis knoklet med DRs ansøgning. Alle bidrog aktivt selvom de vidste at de fire kanaler skulle finansieres indefor det samlede budget for de eksisterende tre kanaler, og at en hel del medarbejdere derfor skulle omplaceres eller i værste fald afskediges for at give plads til andre kompetencer. Hvis vi altså vandt skønhedskonkurrencen.

Vi var ikke alene om at ville have kanalen. Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Politiken, Bonnier, Aller, MTG/TV3, Arbejderbevægelsen, en stribe tyske medievirksomheder og sågar Lønmodtagernes Dyrtidsfond rakte også ud efter kanalen.

Den 26.marts modtog jeg en kort besked fra Radio- og tv-nævnets formand, Mogens Koktvedsgaard. Nævnet mente, med formandens ord, at DRs ansøgning var “ikke bare den bedste, men klart den bedste”, og at “valget af DR er det bedste for de danske radiolyttere”.

Den 1. september, efter kun fem måneders forberedelse, var vi klar, og kunne byde lytterne velkommen til P2, med 24 timers kultur, musik og oplevelsesradio.

FM4 er gået videre til andre, men “firekanalstrukturen” lever stadig. Til gavn for lytterne. Stay tuned!

PS. Skønhedskonkurrencen gjaldt ansøgningen. Ikke ham der afleverede den…

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Fredag den 19. februar – Vær med til fødslen af et nyt, dansk koncerthus:

Et gammelt bymuseum. En drøm. Og nu er det vedtaget: Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted. De næste to år skal stedet renoveres, men fredag aften fejrer huset at projektet lykkedes, med en dobbeltkoncert med strygekvartetter og moderne Klezmer. Det bliver ikke kedeligt, men det bliver uden publikum. Dem har P2 til gengæld, når et nyt dansk koncertsted fødes. Musikken leveres af Den Danske Strygekvartet og Mames Babegenush. Rie Koch er vært for ’P2 Koncerten’ fredag klokken 19.20.

RADIOTEATER

RADIOTEATER

Af Leif Lønsmann

Luk øjnene, slå ørerne ud og svæv ind i teatret, når LOUD og Mungo Park præsenterer en ny eksperimenterende fortolkning af det klassiske radioteater.

Podcasten “Sceneløs” er teater på lyd. Et dragende lydunivers med uforudsigelige og skæve historier. En blanding af fiktion og dokumentarisme, hvor ørerne bliver øjne og fantasien skaber scenografien.

Med “Sceneløs” inviterer LOUD og Mungo Park ind i et rum, hvor dramatiker Nanna Tüchsen og dokumentarister fra produktionsselskabet Kontrafej har skabt dramatik, der eksperimenterer med mødet mellem virkelighed og fiktion med unge karakterers personlige fortællinger som omdrejningspunkt.

Læn dig tilbage og lyt.

Jan Sneum er død

Jan Sneum er død

Af Katrine Ring

Jan Sneum er død. Dermed er min læremester, mit etiske kompas og et fyrtårn af de helt sjældne her ikke længere. Hvis ikke jeg havde mødt Jan Sneum dengang i 1982 i forbindelse med The Pin-Ups debutplade…Hvis ikke han havde spurgt om hvilken musik vi lyttede til i bandet, så havde mit liv set ganske anderledes ud. Han opdagede, at jeg vidste noget om italiensk musik. Og selvom jeg selv fandt på de fleste af historierne om italiensk musik – hvilket han opdagede – så gjorde det ikke noget. For historierne var gode og sandheden skal ikke stå i vejen for en god historie. Sådan kom jeg ind på DR på P3 i 1982 og begyndte at arbejde professionelt med musik, plader og musikere. Han inviterede mig indenfor i kredsen af pladenørder og vi sad og skrev opslag til Rock Nu og Politikens Rock og andre biografiske leksika. Jeg leverede indslag til Rockland og interviewede hele New Wave of British Heavy Metal og den danske scene med, fordi det var vigtigt at forstå de udviklinger, der var i musikken. De kraftcentre, der eksploderer, gør verden stor. Sneum førte os andre ud i denne fagre musikalske verden som en opdagelsesrejsende. Han gav mig den største oplevelse af en vinylplade. Der var skåret en rille i pladen, men uden musik. Til gengæld var selve omslaget af sandpapir og det betød, at hver gang pladen blev taget ud og lagt ind i sit omslag, at den blev mere og mere ridset. Det var i sig selv fantastisk musik for Sneum. At tænke musik på den måde. Han var generøs, så folk som de var, var realistisk og opdragende på sin helt egen milde måde over for os nye unge på radioen. Uden Sneum var der en masse, der aldrig var sket. Og så en lille kuriøs historie om dengang han mødte sin elskede Karin Hegelund. Jeg var nemlig vidne til det øjeblik, hvor det skete! Vi var alle tre på det samme DR-kursus og vi tre var sammen gået en aftentur sammen ude i den nærliggende skov. Undervejs slog Karin en lille prut, og det gjorde, at Jan blev så forelsket i hende, at de blev kærester. Med tiden blev de forældre til Sif. Karin døde for 13 år siden. Nu er Jan også død. Hvor er jeg glad for, at han har været her. Han var et fyrtårn i musikalsk formidling. Og ingen i Danmark ville have kendt til det finske band 22-Pistekirrko. Pistepirrko betyder mariehøne. Flyv op til vorherre og bed om godt vejr…

Hvad sker der i 2020 i stedet for MiL?

Hvad sker der i 2020 i stedet for MiL?

Af Peter Maabjerg

Hvad sker der i 2020 i stedet for MiL? RADIO-LEJET!

  • Hele uge 29
  • Live fra Tisvildeleje til hele Gribskov Kommune
  • Musik i Lejet i din Radio

Radio Lejet spiller fra mandag til søndag. Vi laver et alternativ til festivalen, hvor Musik i Lejets fællesskaber og indhold i sammenhæng med Tisvildelejes øvrige aktiviteter og daglige liv danner udgangspunkt for at skabe et satirisk, legende og musikalsk radio-højdepunkt for sommeren 2020.Vi glæder os til at skabe et samlingspunkt for Tisvilde, for sommerhusene og hele Gribskov kommune – med sprøde lydbølger via old school FM-frekvens…Vi regner med at Birkepladsen bliver omdrejningspunktet for Radiostudiets placering og en radio-have, hvor en lille gruppe kan opholde sig ad gangen og lytte til radio, når der sendes. Vi vender tilbage med meget mere om frekvens og indhold snarest og glæder os igen i år til uge 29!

Murakami er i radioen

Murakami er i radioen

Af Mette Holm (på Facebook)

Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig.
Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.

Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.

Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål:
En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan.
Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.

Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret.
En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.

Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”

Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.

Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.

Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.

(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)