Frigivelse af vaccinepatenter

Frigivelse af vaccinepatenter

Af Margrete Auken

Medicinalgiganter nægter stadig at dele vaccine-viden 👎🏼

Det kan godt være at vi er i gang med tredje stik. Men i slutningen af juli var kun 1 % af befolkningen i lavindkomstlande vaccineret med første stik. SUK!

I dag skal vi i Europa-Parlamentet debattere EU’s gennemsigtighed om vaccine-strategien. Jeg har i EU’s borgerklageudvalg (PETI) længe kæmpet for at debatten kom på dagsordenen – den er aldeles vigtig!

Jeg og De Grønne mener langtfra at vaccine-strategien har været gennemsigtig nok – borgerne bør have adgang til oplysninger om hele forhandlingsprocessen og indkøbsaftalen.

Desuden skal vi kæmpe for at de medicinalfirmaer som EU har støttet i deres vaccine-udvikling også deler informationer om udvikling og test af vaccinen.

Det er trods alt både skattekroner og menneskeliv der er på spil!

Frigivelse af vaccinepatenter og åbenhed om strategien vil både gavne EU-borgere som ønsker mere klar information og hjælpe udviklingslandene til at få deres borgere vaccineret.

Vil du følge med i debatten? Så se med fra cirka kl. 14.30 her.

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1-3

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1-3

Af Annelise Marstrand Jørgensen

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 1

I Danmark kan vi godt lide at betragte os selv, som foregangsland for ligestilling og kvinders rettigheder. I hvert fald hvis kvinderne er af gammeldansk slægt.

Blandt de mest rettighedsløse og udsatte mennesker i Danmark er de flygtningekvinder, der er blevet afvist eller har fået frataget deres ophold.

Jeg møder dem ofte, og den måde vi behandler dem på er så skammelig, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg synes vi skal tale lidt mere om dem. De er seje og stærke, de har ofte overlevet ekstreme ting. Ikke sjældent er de mødre. Her er én af dem:

Kan I huske Xafsa fra Somalia, som jeg skrev om for et stykke tid siden?

Den unge kvinde, der har gjort alt det, Danmark ønsker at flygtninge skal gøre? Lært dansk, fået venner, afsluttet skolen forsørget sig selv størstedelen af den tid, hun har været her. Som skulle begynde på SOSU-udannelsen nu og allerede havde fundet praktisksted? Som ikke engang vil have SU, fordi hun bedre kan lide at forsørge sig selv? Hende som kollegaer på plejehjemmet beskriver som det sødeste, mest smilende og omsorgsfulde menneske?

Kan I huske, at hun slet ingen familie har i Danmark, og at hun har klaret sig på trods? At hun var flygtet fordi Al-Shabaab var personligt ude efter hende? At de ofte kommer og spørger hendes mor, hvor Xafsa er? At de har skudt hendes far og at hendes bror er forsvundet?

Kan I huske, at de danske myndigheder fratog hende opholdstilladelse fordi de mener, hun sikkert kan rejse tilbage til Mogadishu? De synes åbenbart også, at vi ikke har brug for så dejligt et menneske i den ældrepleje, der altid mangler varme hænder.

Men Xafsa tør ikke rejse, Hun vil ikke giftes mod sin vilje og slet ikke med et menneske, der har dræbt hendes far og tilhører en terrororganisation. Det tror jeg, de fleste kan forstå. Bortset fra de danske myndigheder altså.

For et par uger siden fik Xafsa nemlig dette brev. Der står, at hun skal flytte til Kærshovedgaard Udrejsecenter, fordi hun ikke vil rejse tilbage til Somalia.

På Kærshovedgaard kan hun ikke uddanne sig, ikke tjene sine egne penge, ikke få en krone til noget som helst. Hun kan visne og nedbrydes til 300.000 kroner om året på statens regning.

Det giver ikke ret meget mening, vel?

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 2

I begyndelsen af denne uge blev mindst syv kvinder afhentet af politiet tidligt om morgenen i hhv Avnstrup, Sjælsmark og på Kærshovedgaard. En del af dem har børn og mænd, en er gravid med sit tredje barn.

Én af kvinderne hedder Regini og hun bor på Kærshovedgaard Udrejsecenter. Hun har boet i Danmark i over halvdelen af sit liv. Hun har en mand og tre mindre børn, som de danske myndigheder ikke vil lade hende bo sammen med. Både mand og børn er også irakiske statsborgere, men de har permanent opholdstilladelse i Danmark.

Nu er hun blevet frihedsberøvet og spærret inde. Hun har ikke gjort noget som helst. Andet end at være bange for at rejse tilbage til et meget usikkert og ustablit land, som hun sidst så, da hun var en stor pige. Og for at blive skilt fra sin mand og sine børn først og fremmest, naturligvis.

Der er intet nyt i, at den danske stat adskiller familier og fx sætter den ene voksne i Ellebæk. Det gør de for at presse folk ud af landet. Men de plejer at frihedsberøve mændene og det er nyt, at de målrettet går efter kvinder med børn.

Børn må ikke bo i Ellebæk eller i andre fængsler. Så det er jo egentlig godt tænkt af de hårde hunde. De regner nok med, at mødrene giver hurtigere efter, når de ikke får lov til at se deres børn i uger eller måneder. Bortset fra i besøgslokalet, hvis de er så heldige at have en mand, der kan rejse frem og tilbage. Ret til at se deres børn under de omstændigheder har de nemlig ikke.

Børnene lider selvfølgelig under det. Mange af dem er vant til at mor tager sig mest af dem. Nogle af dem er ganske små. De har set deres mor blive hentet af politiet før det blev lyst. Man skal være et ualmindeligt afstumpet menneske for ikke at kunne forstå, hvad det gør ved et barn.

De skal være i Ellebæk indtil de skal stilles foran en diplomatisk irakisk delegation. Det er pres med pres på. For hvis de bare kunne sendes hjem ville Danmark have gjort det. Om de så skulle lægge dem i spændetrøje og give dem hjelm på. Det har vi jo set adskillige gange før.

Under den tidligere regering tænkte jeg tit, at det ikke kunne blive værre. Jeg tog fejl. Der findes ingen bund længere.

KVINDER UDEN RETTIGHEDER 3

Jeg ved godt, I ikke kan holde det ud, og det kan jeg heller ikke. I dag bliver en stormflod af opslag, og det er helt bevidst: Dette her er mennesker med navne og familier, men det er ikke længere enkeltsager. Hver en historie er forfærdelig, denne her fik mig til at græde. Læs selv, så lover jeg at holde en lille pause (indtil i morgen i hvert fald):

Mandag morgen klokken 5.30 ankom 6 betjente til Avnstrup. De vækkede Tanya og hendes mand og deres tre børn, da de hamrede på døren og ville have mor med.

Familiens teenagedatter agerede tolk, den yngste er kun 4 år og blev selvfølgelig meget forskrækket over synet af betjentene, der holdt fast i hendes mor. Da hun begyndte at græde fik hun temmelig kontant besked på at gå ind på værelset og holde sig i ro sammen med sin bror… som er tolv.

Den ældste datter blev ved med at spørge, hvor hendes mor skulle hen og betjentene svarede, at de bare lige skulle tale med hende – så ville hun komme tilbage.

Men Tanya kom ikke tilbage. Hun blev stillet foran en dommer, blev frihedsberøvet foreløbig i fire uger og sat i Ellebæk. Familien kom til Danmark fra Irak for 6 år siden og er af mange grunde forfærdelig bange for at vende tilbage.

Tanya har for nylig været gennem et meget voldsomt sygdomsforløb. Hun har haft brystkræft, har fået fjernet brystet og en række lymfekirtler og har været i meget stærk kemobehandling. Hendes ene arm er voldsomt hævet som følge af operationen, og hun går fortsat til kontrol. Tanya er meget psykisk påvirket af sit kræftforløb. Den del har hun dog ikke fået hjælp til, for den slags luksus tilbyder man ikke afviste asylansøgere. Kompressionærmer eller børnegrupper arbejder vi heller ikke med i asylsystemet.

Dommeren brød sig ikke om, at Tanya skulle i Ellebæk, når hun er så medtaget. I retten var der snak om, at man måske kunne tage faren i stedet. Ikke at det ville være så meget bedre, da han har haft en blodprop i hjernen for et halvt år siden med en halvsidig lammelse og genoptræningsforløb til følge. Uanset hvad blev hun altså spærret inde, værre syntes dommeren åbenbart ikke, det var.

Børnene er rædselsslagne og dybt ulykkelige. De er i forvejen traumatiserede af flugt, flytning fra asylcenter til asylcenter og af den helt reelle angst for at miste deres forældre efter deres sygdomsforløb. Den lille pige kan ikke falde i søvn uden sin mor, de større børn er ved at gå til af bekymring.

Tillykke til regeringens hårdeste hunde. Kvinder som Tanya, der har levet med angsten for at dø fra sine børn, er garanteret lette at knække og få til at give op. Og det er jo præcis hvad det handler om: At Tanya skal sige ja til hjemsendelse til vold, uro og usikkerhed. Koste hvad det vil.

Og det koster: Menneskeliv, børneliv, liv.
Danmark, du har i sandhed solgt din sjæl til fremmedhad og menneskefjendskab.

Bunden er væk, det er sandheden. Vi burde rejse en skamstøtte over vores politikere. Lad dem stå til ansvar for deres ugerninger.

Metroens cykelkældre står tomme

Metroens cykelkældre står tomme

Metroen skriver:

Vores cykelkældre mangler gæster ❤️🚲

DMI har lovet kraftig regn efter en skøn periode med indian summer i hovedstaden. Inden længe går vi en mørkere og vådere tid i møde, og det kan gå ret hårdt ud over din cykel. Hvorfor ikke komme problemet i forkøbet og i stedet udnytte, at du kan stille din cykel i en tør og tryg cykelkælder? ⛈️

Hvis du er en af dem, der, i morgenræsets hast, stiller din cykel på gadeplan foran metronedgangene – og ikke i vores cykelkældre – så er du bestemt ikke alene. At stille din cykel udenfor forkorter levetiden markant, end hvis din cykel står indenfor i ly for slud og regn. Måske er du slet ikke bevidst om, at der er cykelkældre på næsten alle vores stationer?

Gennem tiden har vi løbende forsøgt at gøre det mere attraktivt for byens mange cyklister at benytte cykelkældrene. Nogle enkelte er blandt andet blevet udsmykket med flot kunst, og på M3 Cityringen er der en stærk, glad orange farve på vægge, som kan rette lidt op på humøret en regnvåd mandag morgen. Modsat på M1/M2 er cykelkældrene på M3 adskilt fra stationen af glasdøre, der har til formål at gøre dem mere synlige og skabe tryghed. Uanset om din cykel er en gammel havelåge eller en ny racercykel, er den velkommen hos os.

Vi er nysgerrige – hvad er grunden til, at du ikke stiller din cykel i vores cykelkældre og undgår en våd sadel og frossent gearskifte? 🚲

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

Af Jan Poulsen

Der er nu mindre end en uge til, at Cinemateket i København slår dørene op til dette års Musikfilmfestival, og som altid har Morten Tang indsamlet og komponeret et sandt overflødighedshorn af filmmusikalske perler.
Det er i år niende gang, at festivalen finder sted, og som altid består den af helt nye film, der kan ses for første gang på et lærred i Danmark, nogle ukendte eller glemte film og en håndfuld klassikere, herunder naturligvis Talking Heads-filmen Stop Making Sense.
Under overskriften ”10 dage, 30 film, 100% lyd” sparkes festivalen i gang på fredag (17/9) med koncertfilmen Depeche Mode: Live Spirits, og til og med søndag den. 26 september bliver der mulighed for at se film om og/eller med så forskellige navne som David Byrne, Nick Cave, Karen Dalton, Don Letts, Ozzy Osborne, Poly Styrene, Throbbing Gristle og St. Vincent med flere.
I år har jeg fornøjelsen af at introducere følgende film:

Lørdag 18. september:
Nick Cave: Idiot Prayer og bonusfilmen No More Shall We Part

Onsdag 22. september:
Throbbing Gristle: Other Like Me

Søndag 26. september:
Don Letts: Rebel Dread

Mere om de tre film, når vi kommer tættere på visningerne, men du kan allerede nu løse billet(ter) og se hele programmet via linket her.


Husk at film skal ses i biografen, som man sagde i gamle dage.

Der er sket noget forfærdeligt

Der er sket noget forfærdeligt

Af Pernille Melsted

Svært at fatte, at det er 20 år siden.
Jeg havde kun boet og arbejdet et år på Manhattan, da tårnene faldt. De var mine pejlemærker i byen, en nytilflytters kompas for nord og syd (Empire State Building markerede mit nord) og det første jeg så, når jeg trådte ud af min lejlighed på W25th street. To slanke giganter, et potent og awe-inspiring synsbedrag for en newbie.
Jeg var stadig i min honeymoon-fase med New York. Forelsket i, betaget af og fuldstændig VILD med byen. 28 år, single, drømmejob og kontor på 42. etage på 5. Avenue, Manolo Blahnik stiletter og en tårnhøj dollarkurs to match. Det var helt ægte som et bo i et afsnit af Sex & The City.
Den 11. september 2001 ville skæbnen at jeg var i Milano på business trip. Jeg skulle være med til et beauty-pressemøde i byen, og havde et par timer om eftermiddagen uden planer. Jeg stod i Gucciforretningen på Via Montenapoleone og prøvede sko. Jeg havde lovet min chef at se efter et bestemt par, hun formentlig havde set i den tommetykke septemberudgave af Vogue, og ventede på at klokken blev 9 i New York, så jeg kunne fange hende på kontoret. Jeg ringede lidt i 9, vi sludrede lidt og pludselig bliver hun fraværende … siger hun, at der er sket noget forfærdeligt, noget om en brand, eller en eksplosion, et fly i en bygning, WTC. Hun siger, jeg skal finde et fjernsyn. Hurtigt.
Jeg løber hjem til mit hotel, og på vejen ringer min mor (og bagefter stort set alle jeg kender. Hvor er jeg? Er jeg okay?) … Da jeg tænder for tv’et på mit hotelværelse, sidder jeg som alle andre fuldstændigt lammet resten af dagen – i chok.
WTC var downtown, Estée Lauders hovedkontor var uptown (i General Motors bygningen på 59th st). Langt væk fra de brændende bygninger. Men det fuldstændigt terroriserende (!) var, at det gik så stærkt, var så uhyggeligt smooth og var så voldsomt, at ingen ikke anede om det var slut eller bare begyndelsen. Alle var skræmte fra vid og sans. Hvad er det næste? Er der flere fly på vej? Er vi i sikkerhed?
Alle kendte nogen, der arbejdede i WTC. Alle. Selv jeg, der kun havde boet i byen et år. Jeg havde en kollega, hvis mand arbejdede i restauranten Windows on the world på toppen af WTC. Min venindes mands lillebror havde netop startet nyt job i WTC, og de kunne ikke få fat på ham (begge døde).

Jeg skulle have fløjet hjem til New York fra Milano den 12. september, men det kunne jeg ikke. Jeg fløj til København i stedet og var sammen med min familie og kom først på et fly hjem om søndagen.

Der er mange ting, jeg aldrig glemmer fra de uger og måneder efter … støvet over alt, lugten, sedlerne alle steder med billeder og beskrivelser af de savnede, fremmede der krammede på gaden, stående klapsalver af brandmænd, Rudy Guiliani som helt (believe it or not), uendelige “vigils” overalt i byen (spontane samlinger hvor folk tændte lys og var sammen, græd, talte, håbede, mindedes deres elskede). Jeg har aldrig græd så meget i hele mit liv. Aldrig holdt så mange fremmede menneskers hænder, aldrig følt mig så fortabt og så forbundet … men det der gjorde det største indtryk på mig og som har ætset sig ind i min hukommelse for evigt, var taxaturen fra Newark Airport og ind til byen. At se den ikoniske Manhattan skyline med et kæmpe hul i silhuetten, der hvor de to gigantiske tårne havde stået, var så surrealistisk, hjerteskærende og brutalt.

Ny outdoor kunstudstilling

Ny outdoor kunstudstilling

PRESSEMEDDELELSE

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG LANCERER NY BIENNALE OVER HELE DANMARK I SAMARBEJDE MED AFA JCDECAUX

BIENNALE er en ny kunstudstilling der vises på gader, togstationer og busstoppesteder over hele Danmark arrangeret af Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med AFA JCDecaux. Udstillingen afholdes hvert andet år og kan opleves for første gang i år fra den 15. november 2021.

Dette års BIENNALE præsenterer 35 danske og internationale kunstneres værker på både fysiske og digitale reklamepaneler over hele Danmark. Kunsthal Charlottenborg har tidligere samarbejdet med AFA JCDecaux i både 2017 (Yoko Ono – Transmission) og 2019 (It’s Urgent!) og har nu formaliseret samarbejdet, så der i fremtiden arrangeres en international kunstudstilling over hele Danmark hvert andet år.

Titlen på årets udstilling, de deltagende kunstnere og kuratorer offentliggøres den 18. oktober 2021. Kunstværkerne på årets BIENNALE kan opleves på mere end 700 reklamepaneler på gader, busstoppesteder og togstationer over hele Danmark fra 15. november – 31. december 2021. Faktisk vil 84% af den befolkning kunne se udstillingen på de mange reklamepaneler, og værkerne kan også opleves samlet fra 27.-31. december 2021 på Nørreport Station og i gården på Kunsthal Charlottenborg i København.

BIENNALE er en del af Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram, der er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

Lommepenge spørgsmålet

Lommepenge spørgsmålet

Af Peter Svarre

Lomme(penge)filosofi:
I går stillede jeg et lidt teknisk spørgsmål om lommepenge på Facebook, og det afstedkom en lang række kommentarer, som afspejler, at folk har ganske forskellige syn på lommepenge og deres formål.
Jeg har vegeteret lidt over kommentarerne og er kommet frem til, at der findes tre forskellige lommpengeontologier:

  1. Lommepenge skal træne børn i at være aktører i et kapitalistisk samfund. Her gives lommepenge for at lære børn at være entreprenante og selvstændige aktører, der tjener penge på at sælge ydelser. Familien er et marked, hvor børnene kan løse forskellige serviceopgaver eller levere produkter, og de bliver lønnet herefter. Lommepengene er hundrede procent afhængige af om børnene er innovative og arbejdsomme. Børnene kan få alt fra nul kroner om måneden til ”the sky is the limit”.
  2. Lommepenge skal træne børn til at være gode samfundsborgere. Her handler lommepenge om pligter og rettigheder. Børnene får et fast beløb om måneden/ugen, men pengene er tydeligt knyttet til nogle bestemte pligter i hjemmet. I den hårde model bliver pengene simpelthen ikke udbetalt, hvis man ikke passer sine pligter, mens det i den mindre hårde model bare gøres tydeligt for børnene, at der en sammenhæng mellem pligter og penge.
  3. Lommepenge er en naturlig del af at være i en familie, og det primære formål er, at styrke børnenes autonomi. Her er filosofien ikke at træne børnene til samfund eller marked, men derimod at familien er en unik enhed af fællesskab, hvor man er fælles om værdier og pligter. Familien er en form for urkommunistisk stammeenhed, hvor man yder efter evne og nyder efter behov. Lommepenge gives til børnene, fordi de er en del af familien, og når de når en vis alder, hvor de kan administrere penge, skal de naturligt have adgang til familiens fælles værdier.

Personligt hælder jeg mest til den urkommunistiske model, men jeg sympatiserer med de andre modeller også, og modellerne kan naturligvis kombineres, så man eksempelvis betaler et fast månedligt beløb men samtidig betaler børnene for specifikt afgrænsede opgaver, som de kan løse.

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: SHIRLEY CLARKE PÅ LØRDAG

Så er det på lørdag kl. 19, at Cinemateket byder på en sjælden mulighed for at se Shirley Clarkes provokerende og grænseoverskridende hovedværk fra 1967, “Portrait of Jason” (det andet arrangement i efterårssæsonen af “Amerikansk avantgardefilm”, hvor vi har fokus på scenens kvindelige filmmagere).

Fra sin base på New Yorks legendariske kunstnerhotel, The Chelsea, skabte Shirley Clarke (1919-1997) omkring en håndfuld film i biograflængde, som alle var banebrydende på hver deres måde. Clarke havde en baggrund som danser, hvilket kom til udtryk i den serie af kortfilm, hun producerede op gennem 50’erne, hvor kameraet blev anvendt som et redskab til at skabe koreografiske forløb, der aldrig ville kunne afvikles på en scene. I 1961 skiftede hun spor med den film, der blev hendes gennembrud, “The Connection”, en metafortælling om et filmhold, der forsøger at dokumentere et teaterstykke af samme navn, som ensemblet The Living Theatre havde sat op et par år forinden. I 1963 fulgte “The Cool World”, en hybriddokumentar om gadebander i Harlem, iscenesat med autentiske personer i rollerne. Samme år modtog Clarke en Oscar for en mere konventionel film, et portræt af den amerikanske digter Robert Frost, “A Lover’s Quarrel with the World”. Og derefter kom så “Portrait of Jason”, en alt andet end konventionel film, hvis udgangspunkt blandt andet var en reaktion på den såkaldte Direct Cinema-dokumentarisme, hvor man – ifølge Clarke – bare løber efter virkeligheden med et kamera og derefter klipper alle de kedelige passager ud.

I “Portrait of Jason” har Shirley Clarke inviteret en mildt sagt farverig skikkelse – Jason Holliday, en sort, homoseksuel hustler med komikerambitioner – ind i sit ‘laboratorium’ og sat ham under lup i 12 timer i træk for på den måde at undersøge, hvad der sker med et menneske, og med relationen mellem den pågældende person og mediet/filmmagerne, når en traditionel portrætsituation strækkes langt ud over smertegrænsen. I den forstand kan “Portrait of Jason” minde om det eksperiment, kaldet “Marathon”, som Lars von Trier og Peter Øvig Knudsen gennemførte i 1996, hvor de i en række tv-udsendelser interviewede forskellige personer i 24 timer i træk ud fra den tese, at efterhånden som udmattelsen indfandt sig, ville masker, parader og manerer falde. Men samtidig er Clarkes film også et produkt af sin tid, hvor eksempelvis Warhol brød med alle filmmediets konventioner ved at placere personer fra Factory-scenen foran linsen og lade dem stege, indtil der kom en reaktion.

I den godt halvanden time lange film, der kom ud af Clarkes eksperiment, er det tydeligt, at Jason Holliday – på trods af at han er amatør – er en strålende performer, og at han stortrives foran kameraet. I hvert fald til at begynde med. Men efterhånden som tiden går, og trætheden – i kombination med rigelige mængder af vodka og marihuana – begynder at have en effekt, bliver det mere og mere tydeligt, at der bag det villige ‘offers’ flamboyante facade gemmer sig et langt mere komplekst menneske med adskillige ar på sjælen.

“Portrait of Jason” vakte opsigt ved premieren i 1967. Og det gør den sådan set stadig, mere end et halvt århundrede senere. Filmen er således ikke blot et interessant eksempel på en film skabt af en kvindelig instruktør – den er slet og ret et hovedværk i amerikansk avantgarde-historie. Ingmar Bergman har angiveligt sagt, at “Portrait of Jason” var den mest fascinerende film, han nogensinde havde set. Mød op på lørdag (hvor jeg vil indlede med en kort introduktion) og se, om du er enig.

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

PRESSEMEDDELELSE

MEDICINSK MUSEION GÅR SAMMEN MED KUNSTHAL CHARLOTTENBORG OM NY STOR UDSTILLING

Dette efterår flytter Medicinsk Museion ind på Kunsthal Charlottenborg med udstillingen ‘Verden er i dig’. I udstillingen vil besøgende møde både ny biokunst, genstande fra Medicinsk Museions samlinger, malerier og videoinstallationer, meteoritter, duften af kirsebær, vandrør fra 1700-tallet, og en syv meter stor roterende jordklode. Værker og genstande, der på hver deres måde vender spørgsmålet: Hvad gør verden ved os? Læs mere her.

Deltagende kunstnere: Mediated Matter Group/Neri Oxman, Ralo Mayer, Katie Paterson, Bradley Pitts, Lucy McRae, Kathy High, Jiwon Woo, Sonja Bäumel, Baum & Leahy, Guston Sondin-Kung, Marcus Coates, Susan Morris, Till Rabus, Heath Bunting, Isabella Martin, Maya Sialuk Jacobsen, Kaitlynn Redell, Mary Maggic, Pinar Yoldas, Mogens Jacobsen, Anna Dumitriu, Andrew Carnie, Jenna Sutela, Luke Jerram, Revital Cohen & Tuur Van Balen.

Kuratorer: Adam Bencard, Jacob Lillemose, Kristin Hussey, Malthe Kouassi Bjerregaard.

‘Verden er i dig’ er kurateret af Medicinsk Museion (en del af Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research – CBMR) på Københavns Universitet. Produceret i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen ’Verden er i dig’ åbner den 29. september på Kunsthal Charlottenborg.

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

Efterårsprogrammet er på plads:

13. september kl. 19.00: Un Triomphe (The Big Hit) af Emmanuel Courcol
20. september kl. 19.00: DNA af Maïwenn
27. september kl. 19.00: Le Discours (The Speech) af Laurent Tirard
4. oktober kl. 19.00: Les magnétiques (Magnetic Beats) af Vincent Maël Cardona
11. oktober kl. 19.00: Paradisets børn (Les enfants du paradis) af Marcel Carné
25. oktober kl. 19.00: Titane af Julia Ducournau
8. november kl. 19.00: Le temps retrouvé (Time Regained) af Raoul Ruiz
15. november kl. 19.00: Everything Went Fine af François Ozon (forpremiere)
22. november kl. 19.00: Adieu les cons (Bye Bye Morons) af Albert Dupontel
29. November kl. 19.00: France af Bruno Dumont
6. december kl. 19.00: Annette af Leos Carax
13. december kl. 19.00: Paris – 13th District af Jacques Audiard

Franske Film Mandage arrangeres i samarbejde med Institut français.

Se alle filmene i Grand Teatret.