Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg har netop modtaget denne vidunderlige besked fra museumsleder på Skovgaard Museet, Anne-Mette Villumsen:

— “Som bestyrelsesmedlem i Organisationen Danske Museer kan jeg orientere om, at vi har iværksat en undersøgelse blandt de kunstmuseer, der er medlem af ODM, for at lave en statistik på, hvor mange kvindelige kunstnere, museerne har udstillet og købt værker af, og hvor mange kvindelige skribenter har bidraget til museernes udgivelser. Resultaterne af undersøgelsen præsenteres og diskuteres på museernes faglige møde i november. Statistikken rækker 15 år tilbage til 2004 – året efter konferencen “Før usynligheden” satte fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation.”

Som tidligere sagt, tror og håber jeg på, at vi på de danske museer og kunsthaller har større udsyn end vores internationale kolleger på dette område.

Ikke desto mindre er det strålende nyheder, at ODM har igangsat denne undersøgelse, for det vil danne det reelle overblik over kønsbalancen på de danske kunstmuseer de senere år, som så mange har efterlyst.

Som nævnt er vi i gang med en lignende optælling i fællesskab i Foreningen af Kunsthaller i Danmark for de seneste tre år. Jeg forventer, at vi kan offentliggøre tallene fra kunsthallerne samtidig med museerne, så vi får det fulde overblik.

Foto: Valie Export “Aktionshose: Genitalpanik”, 1969. Værket indgår lige nu på udstillingen ‘Art & Porn’, der vises til 12 Jan 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Courtesy the artist.

Reklamer

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

Af Rune Skyum-Nielsen på Facebook

Thure Lindhardt er det modsatte af en typecasting. Han har prøvet at spille førsteelsker og sidstevælger, minoritet og mobber, flipper og forretningsmand, skrøbelig og beskytter, joker og festdræber, kriger og offer, søn og far, prins og træl, frihedskæmper og frihedsberøver. Spændvidden, hele hans evne til at blive til andre uden at miste sig selv, er enorm.
I en verden, hvor empatien kan føles trængt i defensiven, er det til at blive nysgerrig på og fascineret af.
Jeg har brugt tre år, on’n’off, på at finde ind i hoved, hylster og værktøjskasse på en af Danmarks klogeste og mest uforudsigelige skuespillere – og det liv, han lever indimellem sine roller. Det er der blandt andet kommet en ganske personlig bog ud af. Den er en indsigt i indlevelse og hedder ‘Vi ved jo hvordan det er at være menneske’, udgives på forlaget Gyldendal og kan fås i den nærmeste bogbutik fra på tirsdag.

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

Af Mira Issa Bloch på Facebook

Jeg skal vikariere for Torsten Gejl , som grundet en diskusprolaps er nødt til at tage sygeoverlov. Udgangspunktet er, at jeg vikarierer for Torsten en måneds tid med start efter efterårsferien.
Jeg ville selvfølgelig ønske omstændighederne var anderledes og ønsker dig rigtig god bedring Torsten!

Torsten og jeg har et godt samarbejde, og han vil stå i kulissen og hjælpe mig med såvel sin erfaring fra Christiansborg som sin viden og netværk, således at det hele kommer til at fungere så optimalt som muligt.

De 2 hoved områder jeg skal overtage på Christiansborg er social og beskæftigelse politik – politik, som jo er de områder jeg særligt ønsker at kæmpe for, så jeg skal fortsat være en stemme for dem, der har mindst og har de største udfordringer.

Jeg glæder mig vildt til at starte på den grønne gang og få nogle kollegaer som vil den samme vej som mig. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed og med dyb respekt for det værdifulde arbejde, Torsten allerede har lavet, og som jeg vil gøre mit yderste for at leve op til. Samtidig kommer jeg som mig selv, og vil komme til at træde mine egne fodspor på Christiansborg. Jeg glæder mig så meget! Jeg er klar til at give den max gas og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at leve op til tilliden, fylde rollen ud og løse opgaverne så optimalt som muligt. Det her er mit kald! – Og jeg er fuld af energi og gå på mod. 🙂

Følg Mira på Twitter her:

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

Af David Bentow på Facebook

Få nulevende filminstruktører er så personlige og genkendelige som Pedro Almodóvar. Nok især i hans seneste film, “smerte og ære”.
Antonio Banderas spiller den midaldrende filminstruktør Salvador Mallo, der har anerkendelse og beundring, men ondt i livet og kroppen.

Han forhindres af at gå helt i hundene da hans 30 år gammel film, Sabor, får repremiere, og det får ham til at tage kontakt til hovedskuespilleren fra Sabor, junkien Alberto Crespo, som han ikke har talt til siden filmen fik premiere. Blandt andet fordi Crespo skulle spille en mand der tog coke, men i stedet foretrak heroin, hvilket ifølge Salvador ødelagde filmen.

Undervejs i filmen, Almodóvars, altså, kommer vi også tilbage til Salvadors ludfattige en alligevel lykkelige opvækst, der står i stærk kontast til Salvadors nuværende ulykkelige liv, og hans lækre lejlighed med designermøbler og Panton-lamper – i øvrigt Amodóvars egen lejlighed i Madrid.

Det er svært ikke at holde af, og lade sig suge ind, i filmen. Banderas spiller sig helt ind i Salvador Mallo, den livstrætte men følsomme instruktør, der klart er et spejl af Almodóvar selv, og som undervejs også genforenes med hans store kærlighed, Federico, der i mellemtiden er flyttet til Buenos Aires og nu er til damer. Dem er der også flere af i filmen, og især Salvadors mor som ung, Almodóvar-favoritten Penelope Cruz, brænder igennem lærredet.

“Smerte og ære” er en smuk film, der cirkler om smerte som en drivkraft, og ikke kun et onde. Om en midaldrende mand, der egentlig mest har lyst til bare at give op og lade kroppens og sindets forfald fortsætte, men alligevel viser sig at være nok tilstede i livet til igen at skabe film, og få den ære der følger med.

Om det er Almodóvars bedste film véd jeg ikke, for jeg har langt fra set dem alle. Men anbefalelsesværdig er den. Så tag forbi Grand Teatret og se “smerte og ære”, hvis du ikke kun vil høre min mening, men danne dig din egen.

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg bliver spurgt af flere, hvordan kønsfordelingen har været på Kunsthal Charlottenborg i min tid som direktør. Dem har vi selvfølgelig talt op siden jeg rejste denne sag.

Soloudstillinger fordeler sig de seneste tre år således: 47% kvinder / 53% mænd. Gruppeudstillingerne fordeler sig således: 42% kvinder / 58% mænd.

I samme periode har vi fordoblet besøgstallene og tredoblet entréindtægterne, så tallene viser heldigvis, at det betaler sig at inkludere kvinderne – og først og fremmest at det jo ikke er svært at finde kunst af høj kvalitet skabt af kvinder.

I Foreningen af Kunsthaller i Danmark er vi i fællesskab i gang med at tælle op, og vi vil melde tallene ud for de seneste tre år på kunsthallerne i Danmark, så snart vi har dem allesammen.

Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i museumsbranchen til at gøre det samme – både hvad angår udstillinger og indkøb til samlingen. Alt tyder heldigvis på, at kønsbalancen i Danmark er langt bedre end de tal vi ser internationalt. Men lad os få tallene for de seneste år, så vi har noget konkret at forholde os til.

Foto: Eva Koťátková, Error, 2019. Detalje fra udstillingen ‘Eva Koťátková – Confessions of the Piping System’ som vises 21 Sep 2019 – 16 Feb 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm. Courtesy Eva Koťátková, Meyer Riegger Berlin/Karlsruhe.

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

GODT MAN IKKE ER PÆDAGOG

Af Erik Svarre på Facebook

Min egen børnehavekarriere omfatter nogle enkelte uger. I frk. Guldbergs Børnehave i Kirkestræde i Køge. Men jeg foretrak hjemvejens frie leg med skiftende legekammerater, hvilket var en mulighed dengang med hjemmegående mødre. Eller man skulle måske snarere sige hjemmeløbende mødre. For de havde godt nok travlt. Så meget kan jeg da huske.
Frk. Guldbergs instution husker jeg også ganske godt – trods den korte karriere i den. Det var kæft trit og retning og disciplineret leg. Meget disciplineret. For mit indre blik ser jeg stadig små drenge og piger i rad og række grave med deres små skovle. Altsammen meget ulig dagens børneinstitutioner, hvilket jeg oplevede i dag. Ved en bedsteforældredag i mine to børnebørns institution på indre Nørrebro i København.
Nu er omgangstonen i en børneinstitution helt anderledes tvangfri. Og der er mange forskellige aktiviteter af pædagogisk og læringsmæssig karakter. Dertil kommer andre begivenheder som f.eks. omtalte bedsteforældredag, hvor bedsterne inviteres til en enkelt dags ophold i institutionen.
I min egen korte instutionstid var der ikke noget, der hed en bedsteforældredag. Nej, dengang var bedsteforældre noget meget kært, men ikke desto mindre lidt ophøjet og forholdsvis fjernt. Det er bedsteforældre ikke i dag. Heldigvis. De er en helt anderledes integreret del af de små børns liv end tidligere. Den kendsgerning var for mit vedkommende bedsteforældredagens største plus på oplevelseskontoen.
Et daglangt ophold i en børneinstitution fører imidlertid også til en anden erkendelse – som OK kan hænge lidt sammen med min egen alder. For hold da kæft, der er godt nok gang i sådan en børnegruppe på 20-30 børn, der konstant snakker, råber og bevæger sig rundt. Så, bundlinjen for sådan en dag i institutionsland er: Godt man ikke er pædagog og lever dette intense liv i børnekontakt hver dag. Men tak, fordi der er nogen, der gør det. Og endda med stor glæde – som jeg fik klart indtryk af i dag.