Jonas Eika takketale

Jonas Eika takketale

28-årige Jonas Eika har vundet Nordisk Råds Litteraturpris

SE TALEN HER

Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

Jeg tror, at der i litteraturen findes en drøm om et sprog der ikke kræver glemsel for at betyde noget. Et sprog der er på højde med verden, i al dens undertrykkelse og fortvivlelse, men samtidig åbent for det ubestemmelige, det uudsigelige, som findes i alle ting, og hvorfra en ny orden kan komme.

Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden, og som ingen af de magter, der tidligere har koloniseret og undertrykt oprindelige befolkninger, har vist en vilje til at konfrontere. Tværtimod. Mange af dem viser en vilje til bruge den.

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.Mette Frederiksen og socialdemokratiet, der siger, at de kæmper for velfærd og billige boliger, men gennemfører det hidtil største angreb på den almene boligsektor. Mette Frederiksen og socialdemokratiet der siger, at ”I Danmark er vi alle lige”, men med den såkaldte ghettoplan vil forskelsbehandle borgere efter herkomst og klasse. I Danmark er racismen både kulturel og juridisk, i Danmark har vi statsracisme.

Men jeg taler også til de andre nordiske ministre.

Også i jeres lande placeres flygtninge og migranter i lukkede fængsler eller afsidesliggende lejre. Og de bliver nedbrudt og syge, nogle forsøger at tage deres eget liv. Fra alle jeres lande er der folk der bliver deporteret til steder, hvor de ikke er i sikkerhed, eller hvor de ikke har nogen fremtid. Og mange af jeres lande er med til at finansiere udvidelsen og militariseringen af EU’s grænser, en proces der koster tusindvis af flygtninge og migranter livet, mens den på samme tid kommer sikkerheds- og våbenindustrierne til gode, herunder flere nordiske firmaer.

Men først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet.Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os, og lærer at handle sammen igen, på tværs og i kraft af vores forskelle. Det kræver, at vi finder hinanden.

(Kilde: Forlaget Basilisk)

Køb ‘Efter solen’ her.

Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg har netop modtaget denne vidunderlige besked fra museumsleder på Skovgaard Museet, Anne-Mette Villumsen:

— “Som bestyrelsesmedlem i Organisationen Danske Museer kan jeg orientere om, at vi har iværksat en undersøgelse blandt de kunstmuseer, der er medlem af ODM, for at lave en statistik på, hvor mange kvindelige kunstnere, museerne har udstillet og købt værker af, og hvor mange kvindelige skribenter har bidraget til museernes udgivelser. Resultaterne af undersøgelsen præsenteres og diskuteres på museernes faglige møde i november. Statistikken rækker 15 år tilbage til 2004 – året efter konferencen “Før usynligheden” satte fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation.”

Som tidligere sagt, tror og håber jeg på, at vi på de danske museer og kunsthaller har større udsyn end vores internationale kolleger på dette område.

Ikke desto mindre er det strålende nyheder, at ODM har igangsat denne undersøgelse, for det vil danne det reelle overblik over kønsbalancen på de danske kunstmuseer de senere år, som så mange har efterlyst.

Som nævnt er vi i gang med en lignende optælling i fællesskab i Foreningen af Kunsthaller i Danmark for de seneste tre år. Jeg forventer, at vi kan offentliggøre tallene fra kunsthallerne samtidig med museerne, så vi får det fulde overblik.

Foto: Valie Export “Aktionshose: Genitalpanik”, 1969. Værket indgår lige nu på udstillingen ‘Art & Porn’, der vises til 12 Jan 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Courtesy the artist.

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

Af Rune Skyum-Nielsen på Facebook

Thure Lindhardt er det modsatte af en typecasting. Han har prøvet at spille førsteelsker og sidstevælger, minoritet og mobber, flipper og forretningsmand, skrøbelig og beskytter, joker og festdræber, kriger og offer, søn og far, prins og træl, frihedskæmper og frihedsberøver. Spændvidden, hele hans evne til at blive til andre uden at miste sig selv, er enorm.
I en verden, hvor empatien kan føles trængt i defensiven, er det til at blive nysgerrig på og fascineret af.
Jeg har brugt tre år, on’n’off, på at finde ind i hoved, hylster og værktøjskasse på en af Danmarks klogeste og mest uforudsigelige skuespillere – og det liv, han lever indimellem sine roller. Det er der blandt andet kommet en ganske personlig bog ud af. Den er en indsigt i indlevelse og hedder ‘Vi ved jo hvordan det er at være menneske’, udgives på forlaget Gyldendal og kan fås i den nærmeste bogbutik fra på tirsdag.

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

JUBII – JEG SKAL I FOLKETINGET

Af Mira Issa Bloch på Facebook

Jeg skal vikariere for Torsten Gejl , som grundet en diskusprolaps er nødt til at tage sygeoverlov. Udgangspunktet er, at jeg vikarierer for Torsten en måneds tid med start efter efterårsferien.
Jeg ville selvfølgelig ønske omstændighederne var anderledes og ønsker dig rigtig god bedring Torsten!

Torsten og jeg har et godt samarbejde, og han vil stå i kulissen og hjælpe mig med såvel sin erfaring fra Christiansborg som sin viden og netværk, således at det hele kommer til at fungere så optimalt som muligt.

De 2 hoved områder jeg skal overtage på Christiansborg er social og beskæftigelse politik – politik, som jo er de områder jeg særligt ønsker at kæmpe for, så jeg skal fortsat være en stemme for dem, der har mindst og har de største udfordringer.

Jeg glæder mig vildt til at starte på den grønne gang og få nogle kollegaer som vil den samme vej som mig. Jeg går til opgaven med stor ydmyghed og med dyb respekt for det værdifulde arbejde, Torsten allerede har lavet, og som jeg vil gøre mit yderste for at leve op til. Samtidig kommer jeg som mig selv, og vil komme til at træde mine egne fodspor på Christiansborg. Jeg glæder mig så meget! Jeg er klar til at give den max gas og vil gøre alt, hvad der står i min magt for at leve op til tilliden, fylde rollen ud og løse opgaverne så optimalt som muligt. Det her er mit kald! – Og jeg er fuld af energi og gå på mod. 🙂

Følg Mira på Twitter her:

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

KAN ÆRE EKSISTERE UDEN SMERTE?

Af David Bentow på Facebook

Få nulevende filminstruktører er så personlige og genkendelige som Pedro Almodóvar. Nok især i hans seneste film, “smerte og ære”.
Antonio Banderas spiller den midaldrende filminstruktør Salvador Mallo, der har anerkendelse og beundring, men ondt i livet og kroppen.

Han forhindres af at gå helt i hundene da hans 30 år gammel film, Sabor, får repremiere, og det får ham til at tage kontakt til hovedskuespilleren fra Sabor, junkien Alberto Crespo, som han ikke har talt til siden filmen fik premiere. Blandt andet fordi Crespo skulle spille en mand der tog coke, men i stedet foretrak heroin, hvilket ifølge Salvador ødelagde filmen.

Undervejs i filmen, Almodóvars, altså, kommer vi også tilbage til Salvadors ludfattige en alligevel lykkelige opvækst, der står i stærk kontast til Salvadors nuværende ulykkelige liv, og hans lækre lejlighed med designermøbler og Panton-lamper – i øvrigt Amodóvars egen lejlighed i Madrid.

Det er svært ikke at holde af, og lade sig suge ind, i filmen. Banderas spiller sig helt ind i Salvador Mallo, den livstrætte men følsomme instruktør, der klart er et spejl af Almodóvar selv, og som undervejs også genforenes med hans store kærlighed, Federico, der i mellemtiden er flyttet til Buenos Aires og nu er til damer. Dem er der også flere af i filmen, og især Salvadors mor som ung, Almodóvar-favoritten Penelope Cruz, brænder igennem lærredet.

“Smerte og ære” er en smuk film, der cirkler om smerte som en drivkraft, og ikke kun et onde. Om en midaldrende mand, der egentlig mest har lyst til bare at give op og lade kroppens og sindets forfald fortsætte, men alligevel viser sig at være nok tilstede i livet til igen at skabe film, og få den ære der følger med.

Om det er Almodóvars bedste film véd jeg ikke, for jeg har langt fra set dem alle. Men anbefalelsesværdig er den. Så tag forbi Grand Teatret og se “smerte og ære”, hvis du ikke kun vil høre min mening, men danne dig din egen.

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg bliver spurgt af flere, hvordan kønsfordelingen har været på Kunsthal Charlottenborg i min tid som direktør. Dem har vi selvfølgelig talt op siden jeg rejste denne sag.

Soloudstillinger fordeler sig de seneste tre år således: 47% kvinder / 53% mænd. Gruppeudstillingerne fordeler sig således: 42% kvinder / 58% mænd.

I samme periode har vi fordoblet besøgstallene og tredoblet entréindtægterne, så tallene viser heldigvis, at det betaler sig at inkludere kvinderne – og først og fremmest at det jo ikke er svært at finde kunst af høj kvalitet skabt af kvinder.

I Foreningen af Kunsthaller i Danmark er vi i fællesskab i gang med at tælle op, og vi vil melde tallene ud for de seneste tre år på kunsthallerne i Danmark, så snart vi har dem allesammen.

Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i museumsbranchen til at gøre det samme – både hvad angår udstillinger og indkøb til samlingen. Alt tyder heldigvis på, at kønsbalancen i Danmark er langt bedre end de tal vi ser internationalt. Men lad os få tallene for de seneste år, så vi har noget konkret at forholde os til.

Foto: Eva Koťátková, Error, 2019. Detalje fra udstillingen ‘Eva Koťátková – Confessions of the Piping System’ som vises 21 Sep 2019 – 16 Feb 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm. Courtesy Eva Koťátková, Meyer Riegger Berlin/Karlsruhe.