Ritt

Ritt

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

BEVAR STORE BEDEDAG

BEVAR STORE BEDEDAG

Coop Danmark skriver:

BEVAR STORE BEDEDAG🙏 I Coop fraråder vi at store bededag bliver afskaffet som helligdag. Derfor har vi sendt dette høringssvar til Regeringen:

1) Det vil gå ud over de små butikker og landsbyerne, hvis man afskaffer store bededag. De små dagligvarebutikker – dem der har en årlig omsætning på under 38,1 mio. kr. – er meget afhængige af den omsætning, de får, når de store butikker skal holde lukket på grund af helligdagen. I mange lokalsamfund er købmanden eller Brugsen den sidste butik, og de har det rigtig svært i forvejen. Forslaget om at afskaffe store bededag er derfor endnu et søm i landsbyernes ligkiste.

2) Personalet i de store butikker – hos os Kvickly og de fleste SuperBrugsen – vil opleve det som et yderligere pres i forhold til familielivet, hvis man fjerner en helligdag. Det gælder både de ​timelønnede og de overenskomstansatte, der i forvejen kan have vagter i tidsrummet fra kl. 6.30 til kl. 22.00 – alle ugens syv dage.

3) Spørgsmålet om helligdage bør rent principielt forhandles af arbejdsmarkedets parter – evt. i en trepartsforhandling med Regeringen. Forslaget øger desuden risikoen for konflikter i forbindelse med de forestående overenskomstforhandlinger, der i forvejen er under historisk hårdt pres.

LISE NØRGAARD (1917-2023)

LISE NØRGAARD (1917-2023)

Af Leif Lønsmann

Hun blev født før Radioen blev introduceret i Danmark. Samme år som John F. Kennedy, Indira Gandhi, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Heinrich Böll og Tove Ditlevsen. De var alle sammen for længst døde og borte da jeg lærte Lise Nørgaard at kende.

Det var i 1999. DR havde ansøgt om en fjerde radiofrekvens så vi kunne udleve drømmen om at præsentere klassisk musik hele døgnet, og ikke blot i afmålte doser på de tre FM-kanaler.
Det var op ad bakke. Politikerne ønskede DRs monopol brudt. Kommercielle selskaber stod klar til at gå ind på radiomarkedet. Aviserne, som gerne selv ville ind på radiomarkedet, var på kritikernes side.

I januar 1999 gik Lise Nørgaard ind i kampen. På DRs side: ”Det vil være en stor skam, om DR ikke fik adgang til en hel kanal for klassisk musik”, skrev hun i Berlingske Tidende. ”DR råder over en sagkundskab, der næppe kan fremskaffes af nogen af de kommercielle stationer, der vil have fingre i kanalen”.

I de kommende år var hun min trofaste væbner og vejleder i kampen om det firekanalsystem, der skulle gøre det muligt at folde radioens kanaler ud, så der var taleradio, klassisk musikradio, ungdomsradio og regionalradio hele døgnet. Samtidig var hun altid klar med kritisk, kærlig og konstruktiv kritik af vores måde at forvalte formidlingen på. For eksempel når de ellers vidende, veltalende værter blev FOR talende og ”snakkede for meget i stedet for at lade musikken tale”…

DR vandt kampen om den fjerde FM-kanal, og vi gjorde hvad vi kunne for at forvalte den i Lise Nørgaards ånd.

Nogle år senere kom jeg uforvarende til at opleve hendes lydelige utilfredshed med et helt andet DR-produkt. DR Underholdningsorkestret havde i samarbejde med Det Kongelige Teater udviklet en opsætning af ”Matador” som musical med Peter Langdahl som instruktør. En kæmpe satsning, med fuldt symfoniorkester, 29 skuespillere, herunder Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel som Mads og Ingeborg Skjern, Lars Bom som Jørgen Varnæs, Daimi som Laura, Lars Knutzon som Misse Møghe (!), Tommy Kenter som grisehandler Larsen – og en glathåret foxterrier ved navn Felix i rollen som hunden Kvik, der efter et intenst prøveforløb og kyndig hundetræning havde debut som den første firepotede Kongelige skuespiller.

Jeg havde æren af at ledsage Lise Nørgaard til premieren. Jeg havde lovet at køre hende hjem til Skodsborg efter forestillingen. Hun havde holdt gode miner under forestillingen, men i bilen på vej til Skodsborg måtte hun lette sit hjerte. Hun syntes at det var jammerligt. For langt, for trist og for negativt.

Lise Nørgaard blev senere en trofast gæst i DR Koncerthuset. Og hun bevarede sin evne til, med utvetydig umisforståelighed, både at bakke op og rakke ned når hun var hhv. glad og utilfreds med det hun så og hørte. Og det er jo den slags ærlige efterkritik, man lærer mest af.

Jeg havde glædet mig til at generindre vores fælles kampe, når vi næste gang skulle mødes i foreningen ”Postgaardens Venner” i Bakkens Korsbæk den 16.april. Det nåede du ikke. Men du er med os i ånden. Tak for både opbakninger og opsange !

Foto: BilledBladet 22/12, 2022.