KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

Michael Thouber skriver på Facebook:

KØNSKVOTER PÅ KUNST INDKØBT TIL KØBENHAVNS KOMMUNE. Jeg er stolt af at være en del af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune, der netop har besluttet at indføre kønskvoter på indkøb af al kunst til kommunens samling. Sidste år besluttede vi i rådet samtidig kun at uddele støtte til udstillinger, hvor kunstnerne får honorar. Det er to vigtige beslutninger som jeg håber andre kommuner, råd og kunstinstitutioner vil følge efter.

Pressemeddelelse:


KØNSKVOTER INDFØRES PÅ INDKØB AF KUNST TIL KØBENHAVNS KOMMUNE

En undersøgelse sidste år viste, at kun 2% af de solgte værker på kunstauktioner over hele verden var skabt af kvinder.
Derfor indføres nu kønskvoter på indkøb til Københavns Kommunes kunstsamling således, at det sikres, at der indkøbes lige meget kunst af kvindelige og mandlige kunstnere til samlingen.

I årevis har kvindelige kunstneres underrepræsentation i kunstverdenen været diskuteret. Nu indfører Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune kønskvoter på indkøbene til kommunens kunstsamling.

Medlem af rådet Niko Grünfeld som også er medlem af Borgerrepræsentationen for Alternativet udtaler:

”Danmark og vores hovedstad har igennem et helt århundrede haft fokus på ligestilling, og vi kan ikke leve med uligheden i kunstverdenen længere. At kvindelige kunstnere i årevis ikke er blevet udstillet og købt, giver et skævt billede af en ellers mangfoldig kunstscene. Derfor indfører vi kvoter nu for at sikre, at vi i kommunens samling fortsat har fokus på ligestillingen både i antallet af værker vi køber og den økonomi som kunstnerne modtager for deres værker”.

Rådet for Visuel Kunst har selv haft fokus på ligestillingen, og har de seneste to år allerede indkøbt lige mange kunstværker af mandlige og kvindelige kunstner. Når rådet uanset har besluttet at indføre kønskvoter på fremtidige indkøb, er det for at sikre ligestillingen fortsætter i kommunen og for at inspirere andre kommuner og offentlige kunstsamlinger til at følge efter.

Mette Sandhoff Mansa, medlem af Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune og museumsleder på Kastrupgaardsamlingen, siger videre:

”Optimalt var der ikke brug for kvoter, men vi har talt om dette i årevis uden at vi har opnået reel ligestilling. Derfor tager vi nu dette radikale værktøj i brug både for at sikre vores eget udsyn både mod mandlige og kvindelige kunstnere og for at inspirere vores kolleger i branchen til at følge efter”.

Beslutningen er taget på baggrund af de seneste års offentlige debat af kønskvoter samt en forespørgsel fra Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, der bad om bidrag fra Rådet for Visuel Kunst til ligestillingsredegørelse.

Rådet for Visuel Kunst har indstillet til Kultur- og Fritidsudvalget, at hele kommunen arbejder med kønskvoter på kunst- og kulturområdet i en årrække og samtidig indført kønskvoter på indkøb af kunstværker til kommunens samling med øjeblikkelig virkning.

Fakta
Kunstsamlingen i Københavns Kommune indeholder omkring 4.500 værker. Alle værker indkøbes af Rådet for Visuel Kunst.

De seneste 6 år har Rådet for Visuel Kunst indkøbt 109 værker til 2,35 mio. kr. af mandlige og 81 værker til 2,0 mio. kr. af kvindelige kunstnere.

Rådet er nedsat for en 4-årig periode og består af følgende medlemmer:


• Gyda Heding (Borgerrepræsentationen, Enhedslisten)
• Hari Prasad Neupane (Borgerrepræsentationen, Socialdemokratiet)
• Niko Grünfeld (Borgerrepræsentationen, Alternativet)
• Mette Sandhoff Mansa, Museumsleder Kastrupgaardsamlingen (Danske Museer, ODM)
• Hannibal Andersen, Billedkunstner (Billedkunstnernes Forbund, BKF, suppleant)
• Michael Thouber, Direktør Kunsthal Charlottenborg (Foreningen af Kunsthaller)
• Torben Ribe, Billedkunstner (Akademiraadet)
• Kristian Poulsen, Billedkunstner (UKK — Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere)

Rådet var enige om at indføre kønskvoter med enstemmighed.

Artnet News og In Other Words offentliggjorde sidste år en undersøgelse, der viste at kun 2% af den kunst, der sælges på kunstauktioner, er skabt af kvindelige kunstnere, men blot 11% af den kunst, indkøbt til førende amerikanske museer er skabt af kvindelige kunstnere.

ODM – Organisationen Danske Museer – offentliggjorde i november en tentativ undersøgelse af ligestillingen på danske museer, der viste, at kun 22 % af de værker, danske kunstsamlinger erhvervede i 2004-19, var skabt af kvindelige kunstnere, ligesom kun 29 % af soloudstillinger var med kvindelige kunstnerne.

Billedkunstnernes Forbund, BKF, har p.t. 1114 kvindelige og 654 mandlige medlemmer.

Transformeret

Transformeret

Mette Damgaard-Sørensen skriver på Facebook:

Jeg ser mange film. Det er en lykkelig konsekvens af at arbejde og lidenskab smelter sammen. Nogle gange sker det særligt lykkelige, at jeg ser en film, der forandrer mit blik. Flytter mig et nyt sted hen. Føder tanker og giver lyst til forandring. Sådan var min oplevelse med Portræt af en kvinde i flammer.

Ikke kun fordi dens kærlighedshistorie er bevægende, oprørende og lidenskabelig. Eller fordi den tidsbillede er så præcist, at det føles friskt og moderne, og med stor selvfølgelighed peger ind i vores tid. Eller fordi spillet af og mellem de to kvinder er i særklasse komplekst og rørende. Eller for den sags skyld ikke kun fordi, at det lykkedes den både at være en film af høj kunstnerisk kvalitet og samtidig være fuldstændig åben og tilgængelig for sit publikum.

Men især fordi den fortælles med et kvindeligt blik, der er radikalt i sine valg og helt definerende for filmen univers, fortælling og sprog – men så mesterligt eksekveret, at det opleves fuldkommen naturligt. Som den eneste måde den historie kunne fortælles på.

Jeg forlod biografen indigneret over kvinders historiske undertrykkelse. Opløftet af billedskønhed og filmens tro på sanselighed og kærlighedens kraft. Og passioneret optimistisk og forandringslysten i troen på en fremtid, hvor kvindelige universer og karakterer er noget i sig selv. Hvor de har samme styrke, kompleksitet og selvfølgelig som de mandlige universer, vi tænker på som neutrale.

Med andre ord: Jeg forlod biografen transformeret, passioneret og lidt lykkeligere end da jeg kom.

Det er en anbefaling.

Penge på lommen

Penge på lommen

Asger Schnack skriver på Facebook:

ANBEFALING: Jeg har været fan af Asta Olivia Nordenhof lige siden, jeg ved ikke hvornår, tilbage til før den første bog, kulminerende med udgivelsen i 2013 af bog nr. 2, ”det nemme og det ensomme”, som velsagtens er en af de vigtigste digtsamlinger fra perioden. Det overrasker mig derfor ikke det mindste, at hendes nye bog, ”Penge på lommen”, den første af en serie på syv romaner med fællestitlen ”Scandinavian Star”, er god. Heller ikke, at den er overmåde god, for det er den. Asta Olivia Nordenhof har løftet sig ud af sin tidligere forfatter – suveræn som hun var som poet – og flyttet sig ind i en ny forfatter, nu lige så suveræn som romanforfatter. Det er yderst tilfredsstillende for den enkelte læser såvel som for dansk litteratur. Hun skriver blændende, med en overordentlig udviklet indlevelsesevne og, ikke mindre vigtigt, en absolut overbevisende kompositionsevne. Bogen er et mesterværk i sammensathed, sandhedssøgen (i en fiktion, der læner sig ind over historiske facts), en skarp kritik (af det større system) og en afgørende ømhed (for den mindste bevægelse i nærmiljøet). En medfølende og tankefuld fortællerstemme, der kan gå ind og ud af historien, fungerer perfekt. Man læser bogen langsomthurtigt, fordi man på én gang gerne vil vide mere og give sproget den tid, det fortjener. (Eller den tid, man nu synes, man selv fortjener i selskab med det). (Omslag: Albert Madsen med et maleri af kredsen omkring Hans Goderis).

Opera i biografen

Opera i biografen

OPLEV OPERA I BIOGRAFEN / BESTIL BILLETTER HER

I La Scalas opsætning er Anna Netrebko Tosca. Netrebko er en af verdens største operasangere og har bl.a. optrådt på både Mariinskij-teatret, San Francisco Ballet og Metropolitan Opera i store opsætninger som Figaros bryllup og Krig og fred m.fl. Derudover kan Luca Salsi og Francesco Meli opleves i rollerne som Roms politichef Scarpia og kunstmaleren Cavaradossi. Salsi er en af Italiens største operastjerner og har medvirket i en række kendte operaer, bl.a. La Bohème, Madame Butterfly, Macbeth og mange flere. Meli er også en stor operastjerne i Italien og har bl.a. også medvirket i Macbeth. La Scala er samtidig en af Italiens største operascener, og har en lang tradition for store, klassiske opsætninger. Dirigenten Riccardo Chailly, og iscenesætter David Livermore sørger for at Tosca nydes af ørene såvel som øjnene. Denne fortolkning er blevet omtalt som en af de skarpeste og smukkeste fortolkninger af operaen til dato. NB: Varighed er knap tre timer inkl. to pauser. @grandteatret søndag den 1. marts kl. 16:30.

Lyt til en berømt indspilning af operaen her.

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

DET KONGELIGE BORDEL TILFREDSSTILLER IKKE

David Bentow skriver på Facebook;

Guiseppe Verdis La Traviata, eller den faldne kvinde, er med god grund en af de oftest opførte operaer i verden. Men den version der for tiden kan opleves i Det Kgl. Teater, igen, igen, har desværre overskredet sidste salgsdato.

Operaen handler om den smukke, men døende, luksusluder Violetta Valéry, og hendes trekantsdrama med de lækre overklassemænd Baron Douphol og Alfredo Germont. Historien er måske lidt banal, men Verdis musik er efter min mening noget af det bedste der er skabt til en opera.

Jeg har set den i flere opsætninger, der har været mere eller mindre vellykkede. Den version, der for tiden går på Operaen har jeg ikke set før, men det har jeg ellers haft alle muligheder for. Den blev nemlig første gang opført i 2006. Altså for 14 år siden, og genopsættes nu uændret for tredje gang i træk.

Det kan godt være opsætningen virkede smart og moderne i 2006, men det er den ikke længere. Problemet med at tage en opera fra 1853 og opdatere den til nutiden er, at opdateringen kan blive langt hurtigere forældet end musikken og sangen, og det er bestemt tilfældet her. Store baggrundsprojektioner og transvestitter var måske smart for 14 år siden, men bære ikke alderen med ynde.

Sopranen Gisella Stille leverede rollen som Violetta med professionel kompetence, mens hendes store kærlighed, Alfredo, sunget af den italienske tenor Francesco Castoro, manglede det kraftoverskud som en tenor efter min mening bør levere på en scene.

Men hvad værre er, så var han helt blottet for passion, og kemien mellem Violetta og Alfredo, som er krumtappen i hele operaen, er slet ikke til at få øje på. Det fungerer bare ikke.

Baron Douphol, sunget af Simon Duus, fungerede bedre for mig, mens David Kempster, der i stykket er Alfredos far, som sønnen gav en teknisk udmærket præstation. Men jeg fornemmede ikke, hvor dumt et svin faren egentlig er.

Til gengæld leverede både Det Kgl. Kapel og Operakoret, som sædvanlig, varen fuldt ud. Og i en opera der i så høj grad er båret af musikken er det naturligvis et klart plus.

Jeg er med på at Det Kgl. Teater også er en forretning, og det er langt nemmere at fylde Operaen med en klassiker som La Traviata end en eksperimenterende ny opera som eksempelvis Exterminating Angel.

Men når Operaen er fyldt, som den var i tirsdags, så synes jeg at publikum har krav på mere end de efter min mening fik. Det er utvivlsomt nemmere at hive en gammel produktion frem fra lageret, men hvad der muligvis fungerede for 14 år siden, fungerer bare ikke rigtigt i dag.

Det er synd, for det er virkeligt en smuk opera. For et par år siden så jeg en opsætning på Deutsche Oper i Berlin, hvor scenen, eller, rettere, bordellet, basalt set var et dystert mausoleum, som fungerede langt bedre for mig.

Ganske vist synes jeg ikke at Berlin-Alfredo, sunget af Attilo Glaser, sparkede benene væk under mig. Men den afgørende forskel mellem de to opsætninger var, at Berlin-Violetta blev sunget af den russiske sopran Kristina Mkhitaryan, der ikke kun sang helt blændende, men også havde et gnistrende scene-forhold til Alfredo, der fik mig til at føle den tragiske historie i hjertet.

Det kunne Københavner gen-genopsætningen ikke.

Foto: Miklos Szabo

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Vidste du at man kan køre ca. 400 km på én opladning i en elbil?

Renault i Danmark har produceret en serie YouTube-film med Ditte Ylva Olsen, hvor de gør op med nogle myter om elbiler.

Er de sjove at køre i? Kan de gøre langt? Har de ekstraudstyr?

Hvis du selv vil prøve at køre elbil kan du leje en Renault Zoe for kun 99 kroner om dagen hos Sixt for tiden.

Og husk at der er gratis parkering i Københavns Kommune og et kort over ladestationerne finder du her.

Hvis du gerne vil lease en elbil med egen ladestation er der et tilbud her.

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Asger Schnack skriver på Facebook:

Jeg cyklede ud gennem det blæsende mørke (medvind) til Kastrupgaardsamlingen i går aftes til åbning af Maria Wandels udstilling ”Here (Once Again), Leaving the Gold”. Fra mørket ind i museets lysende sale. Man skal hele samlingen igennem, før man kommer til udstillingen, som annonceres af tre ensfarvede felter (light blue), inden man drejer ind i rum med store malerier, det ene efter det andet. Først mindre rum, så det store rum. Det hele er stort og indbydende. Og det første, man lægger mærke til, er, at selv om der i meget høj grad er tale om enkeltbilleder, værker med hver sit stemningsmættede indhold, så er det også en samlet fortælling. Ikke i traditionel forstand og ikke sprogligt genfortælleligt, men klart opfattelig som billedtale: det fluktuerende, tiden som medspiller, altid nærværende som tabt eller øjeblikkeligt medlevende, fyldestgørende eller tværtimod nærmest forsvindende i mindet. Til udstillingen hører et flot katalog med samme titel som den; heri skriver Else Marie Bukdahl en yderst oplysende (og velskrevet, naturligvis, havde jeg nær sagt) artikel om Maria Wandels kunst og hidtidige arbejde med nedslag i udstillinger og bogværker. Hun (Else Marie Bukdahl) indleder sin artikel med nogle meget tankevækkende bemærkninger om netop forholdet mellem ord og maleri, hvor hun henviser til Leonardo da Vinci og i nyere tid Paul Klee og Wassily Kandinsky. Med disse ord in mente bliver opgaven at opleve malerierne hver for sig og sammen som en parallel fortælling, og det er ikke svært, for de inviterer lystigt til fordybelse i selve flygtighedens væsen, såvel i konkrete forfaldshistorier (cigaretskod) som i mere abstrakte følelsesområder (barndom, fremtid, tomhed, afsked, fravær, nærvær). Nogle af malerierne har klassisk skønhed, således et tennisbillede, et strandbillede, et slut-på-sæsonen-billede og to billeder med sønnen Adam, det ene blot betitlet ”Adam”, det andet – begge er meget fine – med titlen ”Les Roches Noires”. Interessant er det (som jeg fik fortalt), at Marguerite Duras her købte en lejlighed og befærdede disse hoteleks- og interiører med hav og forladte caféstole. Det giver en god reference til en beslægtet litterær figur, ligesom billedet ”Catherine” henviser til Catherine Deneuve, en anden slægtning til kunstneren i det store valgunivers. Det er fransk, men det er også universelt. Og til at træde ind i. Hvilket hermed anbefales. (Maria Wandel: ”Here (One Again), Leaving the Gold”, Kastrupgaardsamlingen 6. februar – 7. juni 2020; Vendsyssel Kunstmuseum 29. august – 18. oktober 2020). (Illustration: katalogets forside. Grafisk design: Dan Eggers)

Gertrude Stein på dansk

Gertrude Stein på dansk

Asger Schnack skriver på Facebook

Gertrude Stein (3.2.1874-27.7.1946). Der udkommer til stadighed nye Gertrude Stein-oversættelser i DK. Så heldige er vi. Senest er udkommet ”Stykker til at spille” (tosproget), redigeret af Lene Asp Frederiksen, Solveig Daugaard, Laura Luise Schultz og Tania Ørum; oversat af de samme + Maja Elverkilde, Oskar Sjøgren og Gritt Uldall-Jensen. Samt – som supplement hertil – Laura Luise Schultz: ”Gertrude Steins skuespil” (begge: Arena 2019). Her ses Bebops nu 14 år gamle bidrag til den danske Stein-tilgængeliggørelse: ”Mexico. Et spil”. På dansk ved Pia Juul (2006). [Oversat efter ”Mexico. A Play” (1916), første gang trykt i ”Geography and Plays” (1922)]. (Omslag: Per Kirkeby)