🇫🇷 FRANSKE FILM MANDAGE: Da ‘Les Passagers de la nuit’ havde verdenspremiere i Berlin skrev Ordets Benjamin Damon, at han var ’tryllebundet af den poetiske fortælling om den nyligt skilte Elisabeth (Charlotte Gainsbourg)’. Det forstår man så sandelig godt, for Gainsbourg er sjældent set bedre end i rollen som en ung kvinde, der i forlængelse af valget af François Mitterrand som fransk præsident i 1981 også oplever store forandringer på de indre linjer, hvor nyt job, skilsmisse og en ny logerende bidrager til hendes og familiens udfordringer. Som Damon afslutter sin anmeldelse: ’Hold nu op, hvor er det en stærk biografoplevelse – man forlader salen med et smil på læben og et par tårer i øjenkrogen.’ Se filmen i aften kl. 19 i @grandteatret.
Årets Guldløvevinder fra Venedig tegner et intimt portræt af fotokunstneren Nan Goldin, der kæmper aktivistisk for at drage medicinal-dynastiet The Sackler Family til ansvar for det omsiggribende forbrug af afhængighedsskabende, smertestillende medicin i USA. Goldin brød igennem med autentiske fotografier fra subkulturerne og udstilles i dag på museer som Guggenheim og Louvre (sponseret af Sackler-familien!). Ud over at skildre Goldins infight med et altødelæggende samfundsproblem, præsenteres vi også for hendes egen pænt dysfunktionelle familiehistorie.
“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet. Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år. Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor. Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence. Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med. Her er et foto fra arbejdet i studiet.”
Ny forperson & nye næstforpersoner for Danske Filminstruktører!
Danske Filminstruktørers bestyrelse har netop konstitueret sig! Rasmus Kloster Bro bliver ny forperson og står i spidsen for den politiske ledelse af Danske Filminstruktører sammen med Dorte Bengtson og Lin Alluna som næst-forpersoner. Lin Alluna træder først ind i den politiske ledelse af foreningen senere på året, når hendes nuværende filmprojekt tillader det.
Rasmus Kloster Bro er filminstruktør og manuskriptforfatter, uddannet fra SUPER16 i 2012 og har siddet i Danske Filminstruktørers bestyrelse siden 2015 og som næstforperson siden 2019. Yderligere er Rasmus forperson for Rådet for Spillefilm på DFI. I Danske Filminstruktører har Rasmus bl.a. været med at til at udarbejde foreningens forslag til Film- og Medieforlig, har været primus motor på formulering af Danske Filminstruktørers principper for arbejdet for mangfoldighed, og været vært for en række talks og medlemsarrangementer og meget mere. Rasmus spillefilmsdebuterede i 2019 med den Bodil- og Robert-nominerede Cutterhead, en thriller optaget på location i det Københavnske metrobyggeri. Rasmus har også arbejdet med dokumentarfilm, kortfilm, radiodrama, musikvideoer, installationskunst og er fast gæstelærer på Den Danske Filmskole. Her udfører Rasmus desuden praksisbaseret research og kunstnerisk vidensproduktion i regi af KUV – Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed.
Dorte Bengtson er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2008. Dorte har siddet i bestyrelsen siden 2020 og har bl.a. drevet en indsats, der sætter fokus på animationsinstruktøren, som ofte bliver glemt eller klemt imellem støtteordninger. Dorte arbejder for at aktivere og samle medlemmerne i foreningen – bl.a. gennem en række medlemsmøder med animation i fokus. Dorte kæmper også for at sikre vores danske børnefilmskultur, instruktørens ret til final cut, filmkunsten og undersøge, hvorfor der ikke produceres voksen-animation herhjemme. Hun vil gerne sikre fortsat talentvækst og kunstnerisk frihed indenfor dansk animation. Dortes afgangsfilm “Sylfidden” blev udtaget til Cannes og Annecy. Samme år modtog hun ANIS talentpris. Dorte spillefilmsdebuterede med Vitello i 2018, hvor hun også debuterede med sin første tv-serie af samme navn. I 2020 har Dorte modtaget Pråsen Prisen, for sit fortjenstfulde arbejde med produktion af film for børn og unge. Dorte er i udvikling med flere animationsprojekter. Desuden sad hun i optagelsesudvalget for animation 2021 på Den Danske Filmskole, som Kulturministeriets repræsentant. Dorte har også undervist på Filmskolen, sidder i animationsjuryer på festivaler og arbejder med talentudvikling under Open Workshop, senest på tv-serie call.
Lin Alluna er filminstruktør uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017 og har siddet i bestyrelsen for Danske Filminstruktører siden 2020. I bestyrelsen arbejder Lin for at skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv for instruktørerne ved blandt andet at have et særligt fokus på internationale co-produktioner, tværfagligt kunstnerisk samarbejde på politisk plan, uddannelsesområdet og nye instruktører. Yderligere er Lin Danske Filminstruktørers repræsentant i Filmkontakt NORD/Nordisk Panorama og i Dansk Kunstnerråd, samt i Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg, hvor hun sidder i bestyrelsen. Lin instruerer lige nu en canadisk-grønlandsk-dansk feature film og en true-crime dokumentarserie til en af streamerne. Udover sine film, arbejder Lin med talentudvikling og som gæstelærer for bl.a. Den Danske Filmskole. Lin er også stifter af Oplysningsgruppen for Filmskolens Fremtid, der har koordineret indsatsen fra filmbranchen omkring udviklingsmulighederne for Den Danske Filmskole i Bologna-reformen.
I Danske Filminstruktører glæder vi os meget til samarbejdet med den nye politiske ledelse: Rasmus, Dorte & Lin!
Jeg har set filmen om Kandis ligesom tusindvis af andre danskere. Og jeg må erklære mig fuldstændig enig i de flotte anmeldelser og varme anbefalinger. Filmen er så fin og rørende. Jeg sad overvældet tilbage. Med stor kærlighed til de mennesker, der er med i filmen. Med kæmpe respekt for Johnny Hansen og Kandis. Og med en stor taknemmelighed overfor holdet bag. Det er en poetisk fortælling. Og et helt enestående indblik i det levede liv.
Dansktoppen er også en del af mig. I barndommen med Giro 413 i radioen og til et væld af festlige lejligheder. For mig er dansktop glæde og fest sammen med andre. Jeg holder selv af meget forskelligt musik. Fra Metallica på Roskilde Festival til Birthe Kjær ved Herlev festuge i sommers. De fleste af os lytter nok til mere forskelligt musik, end andre tror. Musikken kan meget i sig selv. Og der går stort set ikke en dag, hvor jeg ikke hører musik. Men filmen her kan noget andet. Tak til Jesper Dalgaard og resten af holdet for at forene de to verdener ❤️
Onsdag den 16. februar er der FILM, TAPAS OG COCKTAILS med den overjordisk smukke ‘In the Mood for Love’ af Wong Kar-wai. Læs mere om menuen nedenfor.
’In the Mood for Love’ er en melankolsk kærlighedshistorie sat i 60’ernes Hongkong. Naboerne hr. Chow og fru Chan finder sammen i et tavst (kærligheds)forhold, da det går op for dem, at deres ægtefæller har en affære.
Filmen er et portræt af to ensomme sjæle, der længes tilbage til det tabte øjeblik. Hvert billede viser fraværet, det usagte, det umærkelige og det usynlige, og ’In the Mood for Love’ er måske den visuelt mest fuldendte af Wong Kar-wais film. Fotografering, scenografi, kostumedesign og musik går op i en højere enhed.
Tony Leung vandt prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes, og den stilrene film er blevet en filmklassiker i kraft af sin hypnotiserende skønhed, som absolut må opleves på det store lærred.
Måske den smukkeste film nogensinde?
Pris inkl. servering: 215 kr. Der kan ikke reserveres billetter – kun købes. Frist: Den 9. februar. Købte billetter refunderes ikke herefter. Kontakt Restaurant SULT for vegetarisk alternativ inden billetfristen.
COCKTAIL: Hong Kong High Flyer (vodka, æble og lychee)
LILLE ANRETNING: Kylling wonton suppe, agurkesalat med sesam og chili, laksetatar med rischips
Her i mandags, var jeg til forpremiere på en dansk film, som igennem de sidste ca. 2 måneder, blev til en film, som jeg glædede mig vildt meget til.
Der er tale om Anna Emma Haudals spillefilms debut, som hedder, Venuseffekten.
Filmen blev jeg gjort opmærksom på for ca. halvanden år siden, da Soundvenue (tror jeg), meddelte at instruktøren bag komedie-serien, Doggystyle, skulle instruere sin første film.
Jeg er ret så glad for Doggystyle-serien og blev derfor straks interesseret i hvilken film det så skulle være.
I starten af september, ved dette års Odense-Film-Festival, var Anna Emma Haudal så tilstede ved en form for interview, og ved dette interview viste hun ca. 3 eller 4 minutter af filmen, som var nok til at, jeg øjeblikkeligt ville se mere.
Jeg fik den jo så set i mandags og jeg blev ærlig talt, blæst ret så meget omkuld over det som jeg var vidne til!
Lad mig først starte med, at fortælle lidt hvad filmen egentlig går ud på. Den handler om Liv, der kommer ud af en gartner-familie og som ellers ser ud til at have det ganske godt, med at arbejde i familiens gartneri og hygge med hendes kæreste Sebastian.
Men så pludselig en dag, dukker en dame i gartneriet, iklædt klitoris-kostume, og som er vej til polterabend, men som ikke kunne få sin bil til at starte.
Den dame hedder Andrea og pludseligt, begynder Liv lige pludseligt at se meget mere til Andrea.
Nu tænker flere nok; Jamen, den film har jeg da set før, eftersom andre film (såsom Kyss Mig eller Imagine Me & You), lidt har noget der minder om denne historie.
Men der hvor Anna Emma Houdal, dog har et særligt es i hendes ærme, er i form af filmens enorme sanselighed, som jeg personligt virkelig sjældent har været vidne til i danske komediefilm.
Fordi, eftersom at Livs arbejde foregår i et gartneri og blandt planter og i-og-med, at Andrea, ligeså har en særlig forbindelse til naturen og den ro som den giver hende, så udnyttes dette groft til at give lydene fra blæsten eller vinden, fuglene eller fluer eller bier, plads i filmen og de får virkelig meget plads!
Alt dette er bl.a. til Lars Halvorsens største fortjeneste, fordi filmens Lyddesign, tilnærmelsesvis formår at blive en karakter i sig selv, da den virkelig hjælper med til at forstærke filmens budskab om at finde sig selv, hvilket (for mig) er noget der bedst gøres i stilhed, hvilket Venuseffekten er fyldt af!
Cinematografien af Valdemar Winge Leisner er også fantastisk, da dette særligt er med til at skabe den store romantiske stemning, som Venuseffekten også er fyldt af,.
Dette gøres særligt i scenerne blandt Liv og Andrea, hvor kameraet fokusere på samtlige blikke som Liv sender til Andrea (og vice-versa) og dernæst gøres dette via små-krydsklipninger til naturen som på sin vis er med til at symbolisere den kærlighed som summer omkring parret.
Hertil, skal der også lyde stort cadeau til Sofie Marie Kristensen, da filmens krydsklipninger til naturen, virkelig tilføjer noget særligt og dernæst fordi, at filmen har en virkelig perfekt og rolig pacing, hvilket ligeledes giver en særlig sanselighed, da filmen dermed giver tid til netop dette i op til flere scener.
Filmens skuespil, er også fuldkommen perfekt!
I filmens altoverskyggende hovedrolle som Liv, er der Johanne Milland, der simpelthen har hendes filmdebut her.
Hende kan man roligt starte med at holde øje med, fordi hun er, vitterligt som skabt til rollen som Liv!
Johanne er perfekt, fordi hun virkelig smukt og meget diskret viser den store forundring over nogle nye kærlighedsfølelser som hun hidtil nok aldrig har følt for.
Dernæst er hun perfekt, fordi hun på alle måder smukt og meget følsomt viser de komplekse følelser, når hun over for sine forældre skal udtrykke at hendes kærlighedsliv nu er anderledes og ligeledes er hun dybt rørende og hjerteskærende, når hun kæmper med at acceptere at kærligheden ikke er så nem igen og at forandringer kan være svære.
Ligeledes viser hun også en fremragende komisk timing, på en ret underspillende måde, hvilket er noget som går igen hos stort-set alle i filmen.
Og alt i alt, er Johanne Millands portrættering af Liv, slet og ret helstøbt og på alle måder noget som jeg kun har kærlighed til overs for.
Disse ord kan også bruges om Josephine Park der portrættere Andrea der pludseligt bliver forelsket i Liv.
Josephine Park er dybt charmerende og virkelig skøn som en kvinde der tilnærmelsesvis lever i ét med naturen og som føler stærke overfor Liv, hvilket ligeledes udtrykkes via stærke og længselsfulde ansigtsudtryk.
Samtidig viser Josephine Park også en stor kompleksitet, i hendes portrættering af Andrea, da hun samtidig også har sit at slås med, i forhold til at håndtere de kampe, som kærligheden også giver, når man at gå helhjertet ind i et forhold.
Som de mest kendte skuespillere i filmen, er der Lars Mikkelsen & Sofie Gråbøl i rollerne som som Livs forældre,
Begge yder virkelig skønne og dybt sympatiske præstationer, hvor Lars Mikkelsen er lidt klumpedumpede på en meget kærlig måde og hvor Sofie Gråbøl portrætterer en moder, der virkelig gerne vil have at hendes familie holder sammen uanset hvad, samtidig med at hun også gerne vil skabe ro og harmoni i hendes eget liv.
Fælles for alle de andre i filmen (ligeså Morten Hee Andersen, der spiller Livs bror Jonas), er at de alle er dybt sympatiske og simpelthen bare yder skønne præstationer og dernæst så fungerer de alle (og her selvfølgelig særligt Johanne Milland & Josephine Park), perfekt sammen!
Rent musikalsk, har den ekstremt talentfulde og virkelig seje Jenny Rossander (AKA. Lydmor), lavet et virkelig fantastisk elektronisk score og dertil sange til filmen, som ligeledes forstærker filmens sanselighed og dernæst i flere scener, formår at fortælle det som filmens karakterer ikke kan udtrykke med sagte ord.
Og overordnet, så er jeg ikke bange for at kalde Venuseffekten, for dén bedste danske film som jeg har set i år (jeg har fortsat “Flugt”, til gode) og dernæst den bedste danske romantiske komedie i muligvis 22 år (eftersom Den Eneste Ene & Kærlighed Ved Første Hik, begge udkom i 1999).
Dette er ikke kun på grund af filmens enorme sanselighed og den gode balance mellem humor og alvor og en perfekt romantisk stemning og kemi, men lige så meget fordi at Anna Emma Haudal, formår at lave en film som handler lige så meget om at elske andre, som i vigtigheden ved at elske sig selv og stå ved dén man er, uanset hvilke tanker andre måtte have om én.
Og i forhold til min biograf-oplevelse med filmen, vil jeg faktisk sige at jeg var så opslugt af filmen og så decideret vild med den, at jeg kunne udholde at der på begge sider, hvor jeg sad og bag ved mig, sad nogle middel-aldrende kvinder der stort-set kommenterede hele filmen.
Selv på grund af dét, var jeg virkelig vild med det jeg så og det er i den grad, en mega cadeau til Venuseffekten og Anna Emma Haudal!
Så ja, hvis man gerne vil se en fantastisk dansk film, en fantastisk dansk romantisk komedie og sågar en sanselig dansk romantisk komedie, så kan jeg kun anbefale, Venuseffekten, som i den grad står som et mesterværk for mig!
Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.
Yoko Ono har nu passeret de 88 år og er stadig aktiv, om end på nedsat blus. I de senere år har hun fundet sin egen plads i kunsthistorien med adskillige store museumsudstillinger rundt om i verden og et værk, der generelt er omgærdet med respekt. Men sådan har det ikke altid været. Da Ono i sidste halvdel af 60’erne mødte John Lennon, blev hun med ét katapulteret fra en position som en avantgardekunstner, der kun var kendt i relativt snævre kredse, til en status som celebrity med en bred eksponering i massemedier og popkultur. Den form for cross-over er ofte problematisk og kan føre til diverse former for forvrængninger og fejlopfattelser. Og det gjorde det da også i tilfældet Ono, hvor forbindelsen til Lennon – og dermed periodens mest sakrosankte popgruppe: The Beatles – affødte reaktioner, der spændte fra skuldertræk til det direkte hadefulde.
Dette kan være et vanskeligt farvand at manøvrere i for en kunstner, som gerne opererer med sofistikerede og konceptprægede formater. I en nøgtern belysning kan der imidlertid – i hvert fald som undertegnede opfatter det – ikke herske tvivl om, at Ono og Lennon var gode for hinanden. Lennon fandt hos Ono en attitude, et tankegods og en kunstnerisk modenhed, som han tilsyneladende savnede i den periode; mens Ono via Lennon fik økonomiske muligheder og en platform at agere på, som hun med sit afsæt i det marginaliserede Fluxus-miljø ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Og så inspirerede de tydeligvis hinanden, både kreativt og menneskeligt. At Lennon næppe ville have skrevet sangen “Imagine” uden Ono, var han selv den første til at erkende, selv om det først skete relativt sent i livet (teksten er inspireret af “Imagine”-stykkerne i Ono-bogen “Grapefruit”). Men parret var også fælles om adskillige andre værker og aktiviteter, herunder en række eksperimenterende film, fortrinsvis i årene omkring 1970.
Det er den mest kontroversielle af disse film, “Rape” fra 1969, som – med venlig tilladelse fra Ono selv – vil blive vist i Cinemateket på tirsdag (28. sept.) klokken 19:15. Og ved samme lejlighed vil jeg præsentere min nye bog, “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, hvor jeg skriver udførligt om Onos film (med eller uden Lennon), herunder naturligvis om “Rape”. Da Ono og Lennon skabte “Rape”, havde de i nogen tid oplevet på egen krop, hvilke omkostninger det kan have at leve sit liv i offentlighedens søgelys. Og i filmen danner et af Onos karakteristiske konceptuelle værker, en lille instruktionstekst (et såkaldt “partitur”), afsæt for en undersøgelse af de magtrelationer, der er indlejret i filmmediet, hvor det nærmest per definition er personerne bag kameraet, der bestemmer, hvordan virkeligheden fremstilles.
Helt konkret refererer titlen “Rape” til, at et filmhold udvælger sig et tilfældigt offer på gaden i London, en ung kvinde af udenlandsk herkomst, og udsætter hende for en symbolsk voldtægt ved at følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Det var alt andet end behageligt for den kvinde, det gik ud over, og den kompromisløse film, hvor overgrebet nærmest følges i real time, er heller ikke just rar at være vidne til. Men filmen rejser spørgsmål, der er lige så relevante i dag, som de var dengang, og som værk betragtet er den yderst interessant ud fra adskillige vinkler: filmteoretiske, kunstneriske, mediemæssige, feministiske etc.
Nu om stunder vises “Rape” kun sjældent offentligt, men på tirsdag er der altså en mulighed for at se dette avantgardistiske hovedværk på det store lærred. Og vil man vide mere om “Rape” og andre af Ono/Lennons film, kan man læse videre i min bog, der som nævnt også vil være til salg på tirsdag.
(På nedenstående billede ses Yoko Ono i interview ved undertegnede i Venedig, maj 1990, i forbindelse med optagelserne til filmen “The Misfits – 30 Years of Fluxus”. Foto: Steen Møller Rasmussen).
Der er nu mindre end en uge til, at Cinemateket i København slår dørene op til dette års Musikfilmfestival, og som altid har Morten Tang indsamlet og komponeret et sandt overflødighedshorn af filmmusikalske perler. Det er i år niende gang, at festivalen finder sted, og som altid består den af helt nye film, der kan ses for første gang på et lærred i Danmark, nogle ukendte eller glemte film og en håndfuld klassikere, herunder naturligvis Talking Heads-filmen Stop Making Sense. Under overskriften ”10 dage, 30 film, 100% lyd” sparkes festivalen i gang på fredag (17/9) med koncertfilmen Depeche Mode: Live Spirits, og til og med søndag den. 26 september bliver der mulighed for at se film om og/eller med så forskellige navne som David Byrne, Nick Cave, Karen Dalton, Don Letts, Ozzy Osborne, Poly Styrene, Throbbing Gristle og St. Vincent med flere. I år har jeg fornøjelsen af at introducere følgende film:
Lørdag 18. september: Nick Cave: Idiot Prayer og bonusfilmen No More Shall We Part
Onsdag 22. september: Throbbing Gristle: Other Like Me
Søndag 26. september: Don Letts: Rebel Dread
Mere om de tre film, når vi kommer tættere på visningerne, men du kan allerede nu løse billet(ter) og se hele programmet via linket her.
Husk at film skal ses i biografen, som man sagde i gamle dage.
SIGNAL.DK 