Danmark er blevet dygtige til at presse citronen

Danmark er blevet dygtige til at presse citronen

Af AnneLise Marstrand Jørgensen

Jeg holder snart sommerferie og det er tiltrængt.

Men der er så meget, man ikke kan lægge fra sig. Endnu mindre hvis man er dem, det går ud over. Det siger sig selv.

Det kommer vel ikke som en overraskelse, at der kan være tale om brud på menneskerettighederne, når syriske familier skilles ad.

Danmark er blevet så dygtige til at presse citronen og gå over grænsen.

Egentlig viste Støjberg vel bare vejen, da hun i sin tid erklærede, at hun ville gå til grænsen af konventionerne. Som om det ikke allerede skete. Som om det var noget at være stolt af.

Det hun i virkeligheden mente var, at hun ville overskride alle grænser og sænke barren for hvad man kan tillade sig som politiker i en retsstat.

Og Danmarksdemokraterne! Det lyder som en joke. Det ER en joke, når den der er dømt for at strinte demokratiske spilleregler et stykke kalder sit parti noget som helst med demokrat i navnet.

Jøsses.

Det er slut med at dukke nakken!

Det er slut med at dukke nakken!

Af Sikandar Siddique, Frie Grønne

Der er brug for mindre fremmedfjendsk politik i Danmark. Ikke mere!

Danmarksdemokraterne er lige blevet godkendt som navnet på Inger Støjbergs nye parti – et lidt sjovt navn, når stifteren jo faktisk blev smidt ud af folketinget for at have forbrudt sig mod demokratiet.

Og ja, selvfølgelig er man fri, når man har afsonet sin dom. Det er et helt bærende princip i retsstaten, men det er altså iøjenfaldende, at der er en karensperiode for få et dansk statsborgerskab, hvis man har kørt for stærkt, men man kan starte et nyt parti og blive magthaver i det øjeblik, man har smidt fodlænken. Det er vildt?!

Vi kender ikke Ingers politik endnu, men jeg tør godt konstatere, at det ikke kommer til at gøre noget godt for mangfoldigheden i Danmark. Kampen om at radikalisere vores allerede ekstreme højrefløj bliver kun skærpet nu, og det går ud over os alle. At Støjberg nu vender tilbage til politik, gør kun kampen for mangfoldighed, medmenneskelighed og solidaritet så meget vigtigere.

Det er ikke længere nok at sidde derhjemme og håbe, at der kommer noget fornuft ind i Folketinget – vi må selv skabe den nødvendige forandring.

Vi er nødt til at stå sammen og sige fra i samlet flok. Det er slut med at dukke nakken!

Jeg er bare en dum, fucking perker

Jeg er bare en dum, fucking perker

Af Sikandar Siddique, Frie Grønne

Selvom jeg er folkevalgt, er jeg for mange af jer stadig bare en dum, fucking perker

Forleden blev jeg igen mindet om, at jeg – nærmest uanset hvad jeg foretager mig her i livet – i manges øjne stadig mest af alt bare er en dum, fucking perker.

Det skete på årets Folkemøde, hvor jeg efter at have deltaget i partilederdebat på DR2, sammen med min bror og en ven midt på havnen i Allinge blev stoppet af politiet og afkrævet mit navn og cpr-nummer.

Jeg ved ikke, hvorfor de stoppede mig. Men lad mig spørge på denne måde: Hvor mange gange tror du, Søren Pape Poulsen er blevet stoppet af politiet efter en partilederdebat (altså udover for at få taget selfies, som det skete på Folkemødet)?

Jeg siger ikke, at politiet ikke må stoppe mig. Det må de gerne. Det har de i øvrigt gjort igen og igen gennem hele mit liv, så jeg er vant til det. Ja, ved nogle lejligheder i min barndom og ungdom har de endda tævet mig.

Så jeg kender ligesom proceduren. Men jeg bliver for at sige det på godt nydansk pissed, når politiet ikke stopper folk vilkårligt, men igen og igen i udpræget grad stopper folk med samme hudfarve som mig. Jeg bliver pissed, men mest af alt bliver jeg frustreret. For er vi virkelig ikke kommet længere?

På samme måde som Bendt Bendtsen i sin tid forvekslede en ung og nærmest ukendt Johanne Schmidt-Nielsen med en piccoline, der kunne hente ham en kop kaffe til en afgørende partilederdebat i slutningen af en folketingsvalgkamp, forvekslede politiet på Allinge Havn mig med deres stereotype forestilling af en kriminel: En (relativt) ung, brun mand.

Jeg ved godt, at jeg ikke er lige så kendt som Søren Pape Poulsen eller Pia Olsen Dyhr. Jeg gør mig ingen illusioner om, at politifolk ved, hvem jeg er. De eneste steder, hvor jeg for alvor er kendt, er på Blågårds Plads, hvor jeg voksede op og så blandt rigtig mange af de højreekstremistiske internettrolde, der dagligt chikanerer mig og alt for ofte sender dødstrusler i min retning og siger, at jeg skal skride hjem, hvor jeg kommer fra (og de mener ikke Rigshospitalet, hvor jeg blev født). Ellers føler jeg mig på ingen måder ”For Kendt”, som Lex og Klatten engang sang.

Når sådan noget sker, føler jeg mig i stedet som en dum, fucking perker. En mand, der ikke kan slippe fri, men for evigt er dømt til ikke selv at kunne definere, hvem jeg er, men må finde mig i at andre gør det – bare ved at se på mig. Og det er det, der pisser mig af.

Ligesom det gjorde, da mine forældre og jeg sidste år blev overfaldet verbalt uden for Christiansborg på vej ind til årets demokratiske højdepunkt – Folketingets åbning.

Ligesom det gjorde, da Marie Krarup i en debat på P1 på Folkemødet i fjor fastslog, at jeg ikke er dansker, selvom jeg er født på Rigshospitalet.

Ligesom det gjorde, da Inger Støjberg – under debatten om, hvorvidt der skulle rejse rigsretstiltale mod hende selv – fra Folketingets talerstol fastslog, at det ville klæde mig at tilslutte mig de danske værdier. Hallo, jeg har skrevet under på grundloven. Jeg er valgt til Folketinget. Du er en dømt kriminel, Inger Støjberg. Hvem har mest tjek på de danske værdier?

Det er i de situationer, jeg føler jeg mig som en mand, der af alt for mange ikke bliver set som andet end en dum, fucking perker.

For et par år siden debatterede jeg i forbindelse med amerikanske politis drab på George Floyd dansk politis tilgang til tilfældige stop af borgerne med Politiforbundets daværende formand, Claus Oxfeldt. Der lød forklaringen, at politiet har en såkaldt sjette sans. Det er derfor, de stopper så mange, der ser ud som mig. Det handler, lød Oxfeldts argument, slet ikke om det, man kalder etnisk profilering, hvor politiet i uforholdsmæssig grad uretmæssigt stopper, anholder og sigter personer, der har samme hudfarve som mig. Nej, for dansk politi har ikke et problem med etnisk profilering, har det lydt igen og igen, selvom fakta og rapporter lige så vedholdende påpeger, at det rent faktisk er tilfældet. Det kan i stedet forklares med deres sjette sans, var Oxfeldts argument.

Om det var den famøse sans, jeg også blev udsat for på Bornholm, ved jeg ikke.

Men jeg må i hvert fald konstatere, at politiet igen har benægtet, at det skulle være etnisk profilering. Faktisk siger de, at de slet ikke har henvendt sig til mig, selvom der nu er et øjenvidne, der bekræfter, at det var mig, politiet henvendte sig til – hvilket man i øvrigt også kan se på videoen af episoden.

Hvis man læser mange af kommentarerne til den video, vi optog af forløbet, er jeg nok bare sur over, at de ikke ved, hvem jeg er, det handler i hvert fald ikke om min hudfarve og jeg har sikkert orkestreret det hele for at kunne føle mig krænket og score lidt medietid.

Med andre ord er det for mange at se mig, der er problemet.

Men uanset hvad folk tror, mener jeg ikke, at danske politifolk generelt er racister. Det har jeg i øvrigt sagt og skrevet igen og igen. Der er masser af danske politifolk, der gør et rigtig godt stykke arbejde. Dansk politi har ikke et særskilt problem med racisme; det er Danmark, der har et problem med racisme. Og når der er racisme i Danmark, er der naturligvis også racisme i politiet. Nogen steder.

Da jeg blev født på Rigshospitalet i hjertet af København i oktober 1986, så mine forældre lyst på min fremtid.

De var kommet hertil fra Pakistan som gæstearbejdere og det var bestemt ikke altid lige let, men Dronning Margrethe havde i sin nytårstale knap to år forinden advaret mod de dumsmarte bemærkninger, som mange af deres slags var blevet mødt med fra danskerne, da gæstearbejdere som min mor og far gjorde deres første oplevelser i deres nye hjemland.

”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at det nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde,” havde dronningen sagt.

”Et godt sted at begynde.” For min mor og far handlede det om, at deres børn skulle bidrage til det samfund, de blev født i. Vi skulle uddanne os. Vi skulle tro på noget. Kæmpe for noget. Bevise, at vi var gode nok.

Det var selvfølgelig lettere sagt end gjort. Ikke alt blev, som de drømte om, der var mange bump på vejen, som der nu engang ofte er, når man vokser op et sted som Blågårds Plads på Nørrebro. Men forestil jer alligevel den stolthed, de følte, da deres søn blev valgt til Folketinget knap 33 år senere. De følte, at de havde leveret på deres del af aftalen. En søn, der havde en mening om, hvor Danmark skulle bevæge sig henad.

Jeg er stolt af, at jeg har gjort min forældre stolte.

Men når jeg ser tilbage på mine indtil videre lidt over tre år i Folketinget, er det, der står klarest for mig, at jeg har været en fremkaldervæske for den racisme, der er i Danmark og som har vundet indpas i store del af det politiske spektrum. Min blotte tilstedeværelse i Folketingssalen er for nogle af mine kolleger en invitation til at skrue op for racisme og fordomme. Til at lave galden og hadet flyde frit. En mulighed for at vise sig som en, der er strammere og har en hårdere retorik over for brune end resten af Folketinget.

Det har egentlig været ufrivilligt, at jeg på den måde har været med til at udstille både racismen og uviljen til at erkende, at den eksisterer og er et problem. Men det har også været vigtigt. Det er derfor, jeg har skabt partiet Frie Grønne, så vi kan kæmpe for at skabe en antiracistisk Danmark.

Da jeg uploadede en video af episoden på Bornholm på Twitter, var kommentaren fra Socialdemokratiets retsordfører Bjørn Brandenborg følgende: ”Hvad er problemet? Er du for fin til at tale med politiet, fordi du er folketingsmedlem?”.

Efterfølgende anklagede han mig for at gamble med tilliden til politiet, ”der jo egentlig bare passer deres arbejde”. Hvor tit er du blevet stoppet uretmæssigt af politiet, Bjørn Brandenborg? Min virkelighed er, at jeg nok hundredvis af gange er blevet stoppet af politiet uden grund. Jeg er ret sikker på, at jeg uretmæssigt er blevet stoppet mere af politiet end hele den socialdemokratiske folketingsgruppe, der trods alt tæller 49 personer til sammen. Er det virkelig det, politiet skal bruge deres ressourcer på?

Ja, jeg fokuserer på min hudfarve. Fordi jeg hele tiden bliver mindet om den. Af andre.

Ja, jeg fokuserer på min religion. Fordi jeg igen og igen får at vide, at den er et problem.

Ja, jeg bruger meget af min tid på at tale om racisme. Fordi jeg og folk jeg holder af og mennesker, jeg repræsenterer som folkevalgt, oplever den nærmest hver eneste dag.

Jeg bliver beskyldt for at søge konflikterne. Det gør jeg måske, fordi jeg vil ikke finde mig i det bombardement, som vi har været udsat for i mindst to årtier, bare fortsætter og fortsætter og fortsætter. Jeg viger ikke uden om, jeg dukker ikke nakken, jeg tage gerne kampen.

For hvis vi ikke tager kampen, vinder racismen og hader og islamofobien bare endnu mere frem, som den har gjort det siden jeg gik ud af folkeskolen. Så fortsætter styrtet mod bunden bare med stadig højere fart. Tror I virkelig, at vi bekæmper racisme ved at lade som om, der ikke er et problem med etnisk profilering i dansk politi, ved at vi lader som om, at racisme ikke ødelægger karrierer, før de kommer i gang på arbejdsmarkedet, ved at påstå, at det overhovedet ikke eksisterer?

Bare fordi du ikke selv har været udsat for racisme, kan det godt være noget, der fylder hver eneste dag i mange andres liv. Det burde være åbenlyst, men det er det åbenbart ikke. Og bare fordi du synes, det vil være mere belejligt ikke at tage diskussionen om racisme, ikke at erkende, at det er samfundsproblem, der er blev så gennemgribende, at regeringen fører politik, der med åbne øjne (og af og til slet skjult stolthed) diskriminerer på baggrund af hudfarve og etnicitet, ja, bare fordi det da ville være dejligere, hvis vi ikke skulle se os selv i spejlet og erkende, hvad vi er blevet, så forsvinder problemet altså ikke af den grund.

Jeg gør det her, fordi der er et vi, der er så meget større og vigtigere end mit eget jeg.

Et vi, der er alle os, der aldrig bliver set som gode nok uanset, hvad vi gør.

Et vi, der er alle os, der uddanner os som aldrig før, mens stadig skal sende mange flere ansøgninger for at komme i betragtning til et job. Og så samtidig høre på, at vi er dovne og nogle nasserøve, når vi ikke engang bliver kaldt til samtale.

Et vi, der er alle os, der bidrager på lige fod med resten af befolkningen til samfundet, men bliver betragtet som andenrangsborgere og diskrimineret af lovgivningen.

Et vi, der er født og opvokset her i landet og har lige så meget ret til at være her som alle mulige andre, men som stadig skal høre på, at vi skal skride hjem, hvor vi kommer fra.

Et vi, der er alle os, der er fucking trætte af, at vi lige meget, hvor meget vi prøver og at vi lige meget hvor meget vi opnår, stadig bare af alt for mange bliver set som nogle dumme, fucking perkere.

Og vigtigst og for mig mest håbefuldt: Et vi, der ikke vil finde os i det længere.

Jeg har sagt det før, men hvis den ikke er sivet ind: Mine forældre dukkede nakken. De var kommet hertil fra et andet land. De skyldte taknemmelighed. De skulle bevise deres værd. De skulle leve op til den tillid, de var blevet vist, da dørene til et fremmed land blev slået op.

Men det stopper der. De er mine forældre, de er ikke os. De er ikke vores generation.

Jeg kommer aldrig til at dukke nakken.

Jeg har intet ekstra at være taknemmelig for – ikke udover alt det, vi alle sammen kan være evigt taknemmelige for: At vi er født i et af verdens bedste lande. Det skal vi alle sammen være. Det er jeg i hvert fald.

Jeg har lige så meget ret til at være her som alle andre. Jeg er født her, du er født her. Vi er lige heldige. Vi skal begge gøre vores bedste, men jeg skal ikke gøre mere end dig. Eller det burde jeg i hvert fald ikke skulle.

Og det kræver, at vi – ikke kun mig og mine, men også dig og dine – i fællesskab bekæmper den racisme, diskrimination og forskelsbehandling, der er en del af Danmark anno 2022. Jeg gør det i Frie Grønne og jeg håber, du vil være med, men det vigtigste er ikke, hvor du gør det, men at du gør det.

SOCIALDEMOKRATIETS RWANDA-PLAN ER DØD

SOCIALDEMOKRATIETS RWANDA-PLAN ER DØD

Af Zenia Stampe

Menneskerettighedsdomstolen stoppede i går et fly, der skulle have fragtet asylansøgere fra Storbritannien til Rwanda. Det gjorde de for at sikre, at Storbritannien ikke bryder menneskerettighederne.

FN har tidligere kaldt modellen for “katastrofal” og en trussel mod noget så fundament som retten til at søge asyl. Og EU har advaret kraftigt mod modellen og truet med at smide Danmark ud af Dublin-samarbejdet. Det sidste vil føre til mange flere flygtninge i Danmark, fordi vi ikke længere vil kunne returnere asylansøgere, der har fået afslag i andre EU-lande.

Det viser alt sammen, hvor ekstrem regeringens plan er. Den er både på kant med menneskerettighederne, konventionerne, FN og EU.

Og så er der det parlamentariske: Vi radikale har trukket en klar streg i sandet og meddelt, at vi trækker støtten til Socialdemokratiet, hvis de gennemfører planen. Det betyder, at Socialdemokratiet kun vil kunne fortsætte i regering og gennemføre Rwanda-planen, hvis de borgerlige vil gøre Mette Frederiksen til statsminister.

Så er der selvfølgelig også den mulighed, at Socialdemokratiet kan blive støtteparti for en borgerlig regering, der gennemfører Rwanda-planen? Men hvem kan trods alt forestille sig, at Mette Frederiksen vælger Rwanda på bekostning af statsministerposten? Jeg kan ikke.

Derfor er der noget komiske Ali over udlændingeminister Kaare Dybvad, når han i dag fortsætter snakken om Rwanda-planen. Det kommer ikke til at ske. Vi står fast. Planen er død.

LARS BOJE MATHIESENS TROLDEHÆR ER IKKE VELKOMMEN

LARS BOJE MATHIESENS TROLDEHÆR ER IKKE VELKOMMEN

Af Zenia Stampe

Lars Boje Mathiesen (NB) er meget krænket over, at jeg har blokeret ham på Facebook. Han har udviklet en særlig stil, hvor han får sine følgere til at oversvømme politiske modstanderes kommentarspor. Ofte ankommer han med hundredevis eller tusindvis af vrede højrefløjsmedløbere. Ofte svømmer tråden over i racisme. Ofte er hans følgere åbenlyst falske profiler uden profilbillede eller med mærkelige navne som “Jacob Vhl” eller “Jens Alterego Jacobsen”.

Det er vigtigt for mig, at min side er et trygt sted at mødes og debattere. Jeg accepterer ikke had, personagreb eller spam. Derfor blokerer jeg eller en medarbejder dem, der ikke følger de basale regler for debatten.

Efter jeg blokerede ham, har han opfordret sine mere end hundrede tusind følgere til at copy-paste en tekst og skrive den ind i mit kommentarspor. Det understreger vist bare min pointe.

Jeg er til hver en tid parat til at møde Lars Boje Mathisen til debat i Folketingssalen eller i medierne, og det har vi gjort mange gange. Men hans rasende flok af følgere ønsker jeg ikke at byde velkommen. Den fest kan de få lov til at holde hos sig selv.

NU BLIVER VI NØDT TIL AT TALE OM DET IGEN

NU BLIVER VI NØDT TIL AT TALE OM DET IGEN

Af Zenia Stampe

Jeg taler om racismen i dansk politik. Jeg er træt af det, men here goes:

Jeg blev glad over, at vi nu fjerner kontanthjælpsloftet. Meget glad. Samtidig indfører vi et permanent børnetilskud til de allermest udsatte familier.

Men så kom højrefløjens reaktion. Ifølge dem giver vi til “arbejdsløse indvandrere”, mens “hårdtarbejdende danskere har svært ved at få enderne til at mødes”. Sådan sagde Venstres ordfører, og Konservative lagde sig i samme spor.

Men aftalen handler ikke om etnicitet. Den handler ikke om “arbejdsløse indvandrere” mod “hårdtarbejdende danskere”. Den handler om børn. Fattige børn. Aftalen er en håndsrækning til alle socialt udsatte familier – uanset om de er lyshårede eller mørkhårede.

Hvorfår så kun tale om “arbejdsløse indvandrere”? Og hvorfor sætte dem op imod “hårdtarbejdende danskere”. Hvad med alle de hårdtarbejdende indvandrere? Dem på hospitalerne, plejehjemmene, virksomhederne, supermarkederne, restauranterne, ja, faktisk over alt i vores samfund? Hvorfor nævnes de ikke?

Og en dag er det jo børnene, der skal tage over. Det er børnene, der skal finansiere vores velfærd. Der er børnene, der skal behandle og pleje os, når vi bliver gamle. Vores fremtid afhænger af deres succes. Også børnene i de fattige familier.

Men vi ved, at en opvækst i fattigdom ikke bare har negative konsekvenser for barnets trivsel og udvikling. Det skader også børnenes fremtidige arbejds- og familieliv og dermed hele samfundsøkonomien.

Men de borgerlige vil så gerne spinne reformen ind i deres smålige og – ja – racistiske fortælling. Så pyt med, at deres spin er med til at save den gren over, vi alle sidder på.

Jeg tror på, at danskerne kan se lige gennem det spin. Jeg tror på, at danskerne ikke ønsker fattige børn i vores land.

Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Af Rosa Lund, Enhedslisten

I Enhedslisten har vi altid kæmpet mod racisme og diskrimination. Derfor jeg vanvittig glad og stolt i dag, for nu er det endelig lykkes at få en handleplan mod racisme!

At vi har fået Socialdemokratiet med på en handleplan er et udtryk for, at de også anerkender at racismen findes i vores samfund – det er så vigtigt!

En handleplan må aldrig blive til et stykke papir der samler støv i en skuffe – den skal realiseres, og der skal HANDLING bag!

Der er ingen tvivl om, at dem, der oplever racismen hver dag, skal have en plads ved bordet. Vi vil også insistere på, at så mange organisationer, der arbejder med området som muligt bliver inddraget i udarbejdelsen af handleplanen.

Og til dig der tænker, om der overhovedet brug for en handleplan mod racisme – det er der!
Vi har set den tiltagende fjendske tale – blandt andet fra politikere på Christiansborg – har været med til, at flere mener, det er legitimt at hade mennesker udelukkende på baggrund af dem, de er født som.

Der skrives voldsomme racistiske kommentarer på Facebook, minoritetspersoner overfuses verbalt i det offentlige rum og nogen udsætter mennesker for voldelige overfald udelukkende på baggrund af deres hudfarve, køn, etnicitet, seksualitet, handicap og kønsidentitet.
Selvom de her problemer er kendt for alle, har det været en lang kamp at få regeringen til at tage det alvorligt.

Heldigvis har vi de sidste par år fået nogle tiltag igennem takket været jeres store opbakning. I politiforliget tilbage i 2020 fik vi afsat midler til særskilt uddannelse af betjente i netop hadforbrydelser.
Og for et par måneder siden blev det endeligt vedtaget, at en person kan dømmes for en hadforbrydelse, selvom det kun udgør en del af motivet. Særligt tak til Beskyt Minoriteter for den store indsats I har gjort for at få oplyst befolkningen og overbevist de andre politikere om, at det var et vigtigt tiltag.

I forbindelse med finanslovsforhandlinger inden jul, fik vi afsat lige over 8 mio kr. årligt til tiltag, der skal være med til at bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser. Det var ikke nemt at skaffe de midler, men det lykkedes, og jeg er sikker på, det er et vigtigt skridt på vejen i kampen mod racisme og diskrimination, som desværre stadig er lang.

Hvis du selv har nogle elementer, du mener det er vigtigt, vi får med, eller er du selv med i en organisation, der arbejder mod diskrimination og racisme så ræk endelig ud – ethvert input er værdsat.

Det er diskriminerende og det begynder med R

Det er diskriminerende og det begynder med R

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Vores (også min?!) regering har lejet et fængsel i Kosovo. Til udvisningsdømte der så skal afsone langt fra Danmark under forhold, der efter alt at dømme er helt anderledes end i danske fængsler. Men udvisningsdømte har ofte tilbragt det meste af deres liv i Danmark. De har ofte forældre, søskende, ægtefæller, børn, venner her.

Og det er i strid med menneskerettighederne og dansk lov at berøve indsatte muligheden for at bevare kontakt med deres nærmeste. Selvfølgelig! Det er jo mennesker med virkelige liv, følelser og rettigheder.

Og børn hvis forældre sidder i fængsel holder jo ikke op med at elske deres mor eller far af den grund. Deres ret til samvær kan heller ikke bare annulleres.

Det er så vanvittigt. Og vi ved det godt: Det er primært et fængsel for brune mennesker.

Det er endnu et håndgribeligt signal om, at nogen tæller mindre end andre i vores politikeres øjne. Det er diskriminerende og det begynder med R.

Det ene billede er fra Kosovo, det andet er af udpinte dyr.

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.

Har kunsten nogensinde været fri?

Har kunsten nogensinde været fri?

Af Jette Hye Jin Mortensen

Nu har jeg set DRs dokumentarserie Oprør på Akademiet og jeg får det fysisk dårligt og halsen snører sig sammen. Helt ukontrollerbar PTSD. Minder om at blive stopfodret med andres blik, uden at kunne gøre eller sige noget. Som når mine adoptivforældre hele barndommen forsikrede mig om, at den vold jeg oplevede var fordi folk blot var interesserede i mig. Al den taletid til hvide mennesker, som aldrig har levet et helt liv med racisme dag ud og dag ind, statsministre, journalister, politikere, en ældre og yngre kunstnere over for en lille håndfuld primært unge kunststuderende. Ulige, nærmest historieløs i sin symbolik. Hvorfor valgte instruktøren ikke at tale med lige så højtprofilerede professionelle brune mennesker, som også selv har levet med deres krop i et racistisk samfund, der arbejder med racisme og repræsentation? Jeg ønsker mig flere farver i dansk journalistisk og jeg ønsker at hvide mennesker, som åbenbart ikke har haft behov for at samle en bog op og læse i den, fordi de har levet en friktionsfri barndom, tænkte lidt over hvad de sagde, når de overhovedet overvejer, at flerfarvede stemmer gør kunsten til konsensus, ensrettet, snæver, censureret. For gør vi det?

Kunsten har aldrig været fri – for alle. For nogle få. Nogle få, har kunnet sige: nu gider jeg ikke høre på jer, nu tager jeg hjem i mit hyggelige hus i en rig by hvor alle ligner mig, hjem til mine penge og min frihed til at være mig, men det er bare ikke alle forundt, vi kan ikke tage hjem. Vi bor i jeres historie. Vi har fået tilkendt rollen som den mørke skurk. Vi har hele livet gået på æggeskaller omkring hvide mennesker. Blevet slået på af både børn og gamle og kaldt ting jeg ikke orker at nævne én gang til. Vi har hele livet været censurerede og når vi talte så klart som vi overhovedet turde, blev vi kaldt ofre, selvoptagede, sensitive, dramatiske, oprørske eller endda forbrydere af hvide mennesker, som ikke vil læse bøger og som ikke vil dele deres privilegier med os. Som tager det for givet at være centrum i historien. Som har taget alle deres rigdomme ude i verden, fra andre mennesker og andre kontinenter. Jeres historie har været i centrum, ikke fordi I var bedre, klogere, smukkere som hvide, men på grund af udnyttelse, undertrykkelse og vold, som blev gjort af jeres forfædre derude og omskrevet til et misfoster af en selvforherligende løgn som i fortalte jeres børn som godnathistorie. Løgnen om den hvide frihed over alle andres. Derfor virker jeres børns intuition ikke i dag, derfor er de forvirrede, når deres følelser vækkes imens de laver dokumentarserier til hele nationen og står splittet imellem trygheden af det velkendte og deres moral, der langsomt vågner.