Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Danmark får endelig en handleplan mod racisme

Af Rosa Lund, Enhedslisten

I Enhedslisten har vi altid kæmpet mod racisme og diskrimination. Derfor jeg vanvittig glad og stolt i dag, for nu er det endelig lykkes at få en handleplan mod racisme!

At vi har fået Socialdemokratiet med på en handleplan er et udtryk for, at de også anerkender at racismen findes i vores samfund – det er så vigtigt!

En handleplan må aldrig blive til et stykke papir der samler støv i en skuffe – den skal realiseres, og der skal HANDLING bag!

Der er ingen tvivl om, at dem, der oplever racismen hver dag, skal have en plads ved bordet. Vi vil også insistere på, at så mange organisationer, der arbejder med området som muligt bliver inddraget i udarbejdelsen af handleplanen.

Og til dig der tænker, om der overhovedet brug for en handleplan mod racisme – det er der!
Vi har set den tiltagende fjendske tale – blandt andet fra politikere på Christiansborg – har været med til, at flere mener, det er legitimt at hade mennesker udelukkende på baggrund af dem, de er født som.

Der skrives voldsomme racistiske kommentarer på Facebook, minoritetspersoner overfuses verbalt i det offentlige rum og nogen udsætter mennesker for voldelige overfald udelukkende på baggrund af deres hudfarve, køn, etnicitet, seksualitet, handicap og kønsidentitet.
Selvom de her problemer er kendt for alle, har det været en lang kamp at få regeringen til at tage det alvorligt.

Heldigvis har vi de sidste par år fået nogle tiltag igennem takket været jeres store opbakning. I politiforliget tilbage i 2020 fik vi afsat midler til særskilt uddannelse af betjente i netop hadforbrydelser.
Og for et par måneder siden blev det endeligt vedtaget, at en person kan dømmes for en hadforbrydelse, selvom det kun udgør en del af motivet. Særligt tak til Beskyt Minoriteter for den store indsats I har gjort for at få oplyst befolkningen og overbevist de andre politikere om, at det var et vigtigt tiltag.

I forbindelse med finanslovsforhandlinger inden jul, fik vi afsat lige over 8 mio kr. årligt til tiltag, der skal være med til at bekæmpe diskrimination og hadforbrydelser. Det var ikke nemt at skaffe de midler, men det lykkedes, og jeg er sikker på, det er et vigtigt skridt på vejen i kampen mod racisme og diskrimination, som desværre stadig er lang.

Hvis du selv har nogle elementer, du mener det er vigtigt, vi får med, eller er du selv med i en organisation, der arbejder mod diskrimination og racisme så ræk endelig ud – ethvert input er værdsat.

Det er diskriminerende og det begynder med R

Det er diskriminerende og det begynder med R

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Vores (også min?!) regering har lejet et fængsel i Kosovo. Til udvisningsdømte der så skal afsone langt fra Danmark under forhold, der efter alt at dømme er helt anderledes end i danske fængsler. Men udvisningsdømte har ofte tilbragt det meste af deres liv i Danmark. De har ofte forældre, søskende, ægtefæller, børn, venner her.

Og det er i strid med menneskerettighederne og dansk lov at berøve indsatte muligheden for at bevare kontakt med deres nærmeste. Selvfølgelig! Det er jo mennesker med virkelige liv, følelser og rettigheder.

Og børn hvis forældre sidder i fængsel holder jo ikke op med at elske deres mor eller far af den grund. Deres ret til samvær kan heller ikke bare annulleres.

Det er så vanvittigt. Og vi ved det godt: Det er primært et fængsel for brune mennesker.

Det er endnu et håndgribeligt signal om, at nogen tæller mindre end andre i vores politikeres øjne. Det er diskriminerende og det begynder med R.

Det ene billede er fra Kosovo, det andet er af udpinte dyr.

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

VI BLIVER NØDT TIL AT TALE OM STØJBERGS EKSTREMISME

Af Zenia Stampe

Rigsrettens klokkeklare dom over Inger Støjberg er en sejr for den danske retsstat og det danske folkestyre.

Støjberg demonstrerede til gengæld endnu engang sin foragt for retsstaten og folkestyret, da hun skulle kommentere dommen.

På journalisternes spørgsmål om, hvorfor hun brød loven trods advarsler, svarede hun, at det var en moralsk og menneskelig forpligtelse. Med andre ord: Hun følte sig hævet over loven.

Men ingen er hævet over loven – heller ikke en minister. Det har intet at gøre med at være for eller imod barnebrude. Det har til gengæld alt at gøre med at være for eller imod retsstaten.

Jeg er lettet over, at 25 ud af 26 medlemmer af rigsretten i dag valgte at stille sig på retsstatens side. Men jeg er samtidig bekymret over den radikalisering, Støjberg er udtryk for.

Dagens dom og Støjbergs reaktion minder os om, at ekstremisme og antidemokratiske strømninger ikke kun er noget, der kommer udefra. Det gror desværre også indefra. Det bliver vi nødt til at tage en ærlig og alvorlig snak om. Fortrængningernes tid er forbi.

Har kunsten nogensinde været fri?

Har kunsten nogensinde været fri?

Af Jette Hye Jin Mortensen

Nu har jeg set DRs dokumentarserie Oprør på Akademiet og jeg får det fysisk dårligt og halsen snører sig sammen. Helt ukontrollerbar PTSD. Minder om at blive stopfodret med andres blik, uden at kunne gøre eller sige noget. Som når mine adoptivforældre hele barndommen forsikrede mig om, at den vold jeg oplevede var fordi folk blot var interesserede i mig. Al den taletid til hvide mennesker, som aldrig har levet et helt liv med racisme dag ud og dag ind, statsministre, journalister, politikere, en ældre og yngre kunstnere over for en lille håndfuld primært unge kunststuderende. Ulige, nærmest historieløs i sin symbolik. Hvorfor valgte instruktøren ikke at tale med lige så højtprofilerede professionelle brune mennesker, som også selv har levet med deres krop i et racistisk samfund, der arbejder med racisme og repræsentation? Jeg ønsker mig flere farver i dansk journalistisk og jeg ønsker at hvide mennesker, som åbenbart ikke har haft behov for at samle en bog op og læse i den, fordi de har levet en friktionsfri barndom, tænkte lidt over hvad de sagde, når de overhovedet overvejer, at flerfarvede stemmer gør kunsten til konsensus, ensrettet, snæver, censureret. For gør vi det?

Kunsten har aldrig været fri – for alle. For nogle få. Nogle få, har kunnet sige: nu gider jeg ikke høre på jer, nu tager jeg hjem i mit hyggelige hus i en rig by hvor alle ligner mig, hjem til mine penge og min frihed til at være mig, men det er bare ikke alle forundt, vi kan ikke tage hjem. Vi bor i jeres historie. Vi har fået tilkendt rollen som den mørke skurk. Vi har hele livet gået på æggeskaller omkring hvide mennesker. Blevet slået på af både børn og gamle og kaldt ting jeg ikke orker at nævne én gang til. Vi har hele livet været censurerede og når vi talte så klart som vi overhovedet turde, blev vi kaldt ofre, selvoptagede, sensitive, dramatiske, oprørske eller endda forbrydere af hvide mennesker, som ikke vil læse bøger og som ikke vil dele deres privilegier med os. Som tager det for givet at være centrum i historien. Som har taget alle deres rigdomme ude i verden, fra andre mennesker og andre kontinenter. Jeres historie har været i centrum, ikke fordi I var bedre, klogere, smukkere som hvide, men på grund af udnyttelse, undertrykkelse og vold, som blev gjort af jeres forfædre derude og omskrevet til et misfoster af en selvforherligende løgn som i fortalte jeres børn som godnathistorie. Løgnen om den hvide frihed over alle andres. Derfor virker jeres børns intuition ikke i dag, derfor er de forvirrede, når deres følelser vækkes imens de laver dokumentarserier til hele nationen og står splittet imellem trygheden af det velkendte og deres moral, der langsomt vågner.

Velkommen til Danmark

Velkommen til Danmark

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Udrejsecenter Sjælsmark:

Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?

Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.

Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.

Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.

Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.

Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?

Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.

Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.

Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.

Ghettolisten er racisme

Ghettolisten er racisme

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

STOP MED AT SMADRE MENNESKERS HJEM

Tænk, hvis din bolig skulle rives ned, fordi nogle politikere vurderede, at du og dine naboer ikke tjente penge nok. Ikke var veluddannede nok. Fordi for mange af jer havde en anden etnicitet end dansk.

Sådan er det desværre for tusinder af mennesker i Vollsmose i Odense lige nu. I disse dage er Bøgeparken i Vollsmose blevet hegnet ind, for nedrivningen af over 1.000 boligere starter inden længe på grund af “ghettolisten”.

Nedrivninger, som sker på grund af racistiske og klasseblinde kriterier. Nedrivninger af billige boliger – i en tid, hvor vi lige præcis mangler billige boliger. Hvor vi mangler billige BÆREDYGTIGE boliger. Og de mest bæredygtige boliger er som bekendt dem, vi allerede HAR bygget.

Alt dette sker pga parallelsamfundspakken og “ghettolisten”, der består af nogle kriterier, hvoraf et af dem er etnicitet. Hvor vildt er det?

Det er lovgivning, der helt åbenlyst muliggør negativ særbehandling af mennesker på baggrund af deres etnicitet. Slår man “racisme” op i ordbogen, så finder man en definition, der stort set lyder sådan dér.

Alternativet er totalt imod parallelsamfundspakken og “ghettolisten”. Den skal stoppes, og det skal være nu. Desværre står et bredt flertal bag loven. Og hvis den skal ændres, så skal de deltagende partier på andre tanker. Så sørg udnyt kommunalvalget og sørg for at stille dine lokalpolitikere til ansvar og få dem til at svare på, hvorfor de og deres partier støtter “ghettolisten”.

Følg kampen mod “ghettolisten” hos Almen modstand – Forsvar beboerdemokratiet og folk som Fatma Tounsi, Ibrahim El-Hassan og sociolog Aydin Soei. Og del den viden! 💚

Jeg ikke er “dansk nok” til at være den danske Freestyler under EM 2020

Jeg ikke er “dansk nok” til at være den danske Freestyler under EM 2020

Af Maymi Asgari

Jeg har været i TV2 og snakke om mit EM eventyr. For mange vil det være en jubel og et mål, men for mig var der flere tanker bag. Det er én ting, etniske danskere nødvendigvis ikke vil tænke over, men virkeligheden er en anden for minoriteter i Danmark.
Jeg har længe forberedt mig på at møde hadefulde racistiske kommentarer for ikke at blive for overrasket og ked af det. Jeg var forberedt på at min etnicitet og tørklæde blev nedgjort. Jeg var forberedt på at få at vide at jeg ikke er “dansk nok” til at være den danske Freestyler under EM 2020. Jeg var forberedt på, at det jeg kan med en fodbold ikke vil komme i fokus, men at min etnicitet og tørklæde vil være hovedfokusset.

Alligevel kom det utrolig meget bag på mig hvor mange negative og hadefulde kommentarer jeg fik. Mit opslag har indtil videre fået 560 kommentarer (på Facebook). Det er ca i gennemsnittet fire gange så mange som deres andre populære videoer. Det gav mig følelsen af, at uanset hvor meget “vi” opnår og bidrager til samfundet, så vil “vi” alligevel bliver nedgjort og dømt på de stereotype fordomme. Dette viser, at før du som etnisk minoritet overhovedet er kommet til verdenen er du allerede stemplet på forhånd. Hvordan skal man finde motivation til at gøre forskel, når man føler én del af Danmark hverken vil have eller acceptere en?

Velkommen til “vores” liv
(Kommentarerne er blevet slettet af TV2 Østjylland).

Hvis I endnu ikke har set min video med TV2, kan I se den her 👇🏽👇🏽

SKRUB HJEM TIL KINA

Af Mia Nygaard

”Send Mia Nyegaard hjem til Sydkorea – Hvad fanden skal den kineser i Danmark”.

”Hvad fanden laver du i Danmark. Du laver sgu ikke andet splid. Fuck af med dig – danskerne gider dig ikke

Tag hjem og lav noget mad i Wuhan”.

Tre mails: to fra Bjarne og en fra Hans inklusiv et billede af mig i mine mailbakker, både de offentlige borgmestermails og på min personlige Gmail.

Jeg så dem, og gjorde hvad jeg altid gør, når jeg møder denne form for hyggeracisme eller hvad man nu skal kalde det: jeg blev vred, irriteret og slog det hen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har vist den slags til venner for at illustrere, hvor små sko voksne mennesker kan gå i.

Jeg har ikke fået dem slettet. Og da en af de herrer, nu igen melder sig på min Facebook med en infam kommentar til et af mine opslag, blev jeg sgú vred igen og tænkte GU’ VIL JEG EJ.

Jeg er vokset op i Fredericia og har i snart 25 år boet i København og jeg er på alle måder københavner. Og jeg kommer til at blive her og kæmpe for København og københavnerne. Jeg går ikke væk.

Jeg har gennem årene tit skulle høre på alt fra de klassiske, risgnasker, skævøje, gulhudet. I min tid i politik er mine politiske plakater blevet overtegnet med prostitutionsantydninger som penis mod min mund og ”love me loong time”. Jeg har slået det hen.

Under en af de første dage under coronanedlukningen i foråret gik jeg en tidlig aftentur rundt om havnen for lige at få lidt luft. Da jeg kom til lige omkring Udenrigsministeriet, mødte jeg en nydelig ældre herre, som jeg på behørig afstand hilste på med et nik og et smil. Hvorefter han går helt tæt hen til mig for at kunne hvisle: ”du skal ikke smidte mig – skrid hjem”. Jeg slog det hen.

Engang for mange år siden i 6. eller 7. klasse efter en batalje, tyede en klassekammerat, efter at have tabt en diskussion med mig, til ”du skal da også skride hjem til dit eget land”. Hvorefter jeg brød grædende sammen i lige dele chok, arrigskab og skuffelse over, at han brugte det som argument.

Heller ikke dengang havde jeg aldrig set mig selv som andet end dansk.

Men da jeg havde sundet mig lidt, besluttede jeg på stedet, at mit fødested og min hudfarve aldrig skulle definere hvem jeg er, hvad jeg kan eller hvad jeg må. Fandeme nej. Og jeg svor samtidig, at jeg aldrig ville trække offerkortet.

Det gør jeg heller ikke nu. For ingen vil nogensinde lykkedes med at tryne mig, intimidere mig eller få mig til at tie ved at gå efter, at jeg adopteret eller har sortere hår og smallere øjne end flertallet af danskerne!
Mød mig med argumenter. Hvor svært kan det være.
Men lige nu er jeg tilpas irriteret til ikke bare at slå det ikke hen.

For dette opslag er også skrevet er til mine nevøer, til Louises børn, til Kirstines børn, til mine venner og andre danskere med mørkere hud, hårfarve eller øjne.

Hold hovedet højt og bliv ved med at insistere på at være lige så dansk som alle andre!

Selvfølgelig er det tilladt at blive vred over andres opførsel. Men lad os også bruge det konstruktivt – og sammen med alle dem, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt, kæmpe for et mere tolerant og mangfoldigt Danmark.

Som Michelle Obama sagde: ”when they go low we go high”.

PS billede nr 2 er fra en Politiken kampagne fra omkring 2007

Velkommen hjem

Velkommen hjem

Af Julie Wetterslev

Der er gået et par dage og jeg er ved at have sundet mig ovenpå den ‘velkomst’ vi fik da vi landede i Danmark forleden.

Vi begik en fejl, for selvfølgelig skulle jeg være gået forrest i paskøen (en uskreven regel for familiesammenførte). Men vi var trætte, havde pakket vores lejlighed og liv i Italien sammen over et par hektiske uger, sovet for lidt i flere dage, og stået op kl. 5 den dag for at klare den sidste rengøring, tømme køleskabet, overdrage nøglerne og lukke kufferterne.

Så havde vi rejst hele dagen med to fly, gennem lufthavne med Corona-restriktioner med nye afspritningscentraler og teknologier undervejs, og med den mentale omstilling fra at have boet fire år ét sted i ét land, til at skulle vende tilbage til et andet.

Så da vi om aftenen nåede Kastrup gik Osniel først i grænsekontrollen. Det var selvfølgelig en fejl.

Politikvinden bag vinduet i skranken beder om hans dokumenter. Han viser hende sit cubanske pas og sin italienske opholdstilladelse. ‘Men hvad skal du her?’ spørger hun, og mens Osniel peger bagud på mig og forklarer at jeg er hans danske hustru begynder jeg febrilsk at lede efter de øvrige papirer i en godt pakket håndtaske.

Jeg får lov at komme frem til skranken og forklare. Vi har boet i Italien i fire år, siger jeg, og er nu ved at flytte tilbage, og min mand har en dispensation fra bortfald af hans midlertidige ophold i Danmark, hvilket betyder at han må indrejse i Danmark frem til d. 30. September 2020. Jeg leder efter papirerne i mappen i tasken og finder først vores vielsesattest som jeg giver politikvinden. Der står sort på hvidt at vi blev gift for seks år siden på Stenstranden i Rørvig ud for Flyndersø.

Mens jeg leder efter dispensationen stiller hun en masse spørgsmål hurtigt efter hinanden. ‘Har han et dansk cpr. nr. så?’ ‘Ja, det har han’… Hun afbryder: ‘Men det vil sige at du ikke bor i Danmark?’ ‘Nej, siger jeg’, nu lettere irriteret, ‘men vi er ved at flytte hjem hertil.’ ‘Nå, men hvis jeg slår dig op i systemet, så står du her jo ikke?’ ‘Det vil jeg da håbe jeg gør – jeg er jo dansk statsborger’ ‘Men det er din mand jo ikke’. ‘Nej, men vi har jo dispensation fra bortfald af hans ophold’ – jeg giver hende dokumentet, ‘og selv hvis vi ikke havde, så må han godt indrejse sammen med mig i og med at jeg er dansk statsborger og han har ophold i et EU-land og vi er gift’. Dette siger jeg blandt andet, fordi jeg har tjekket reglerne mange gange og fordi jeg har adspurgt specifikt om vores sag med politiets Corona-hotline et par dage før vi rejste fra Italien.

Hun ser på dokumentet fra Udlændingestyrelsen der klart proklamerer at Osniel har ret til at indrejse i Danmark frem til 30. September 2020. ‘Jamen har han så et dansk cpr. nr.?’ ‘Ja, det har han, som jeg sagde, men du afbrød mig før jeg kunne nå at give dig det.’ Jeg remser nummeret op og hun slår det op i systemet og ser det på skærmen. ‘Jamen så må jeg jo lige ringe og tjekke’. ‘Hold nu kæft mand’, kommer jeg sagte til at hviske, mens jeg tænker på min mor og hendes mand som står udenfor lufthavnen og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år.

‘Siger du hold kæft til mig?’ udbryder politikvinden skingert og stirrer fjendsk på mig med et sæt meget blå øjne bag et sæt meget firkantede sorte briller. Hendes blonde hår nærmest hopper op og ned i sitren ovenpå hendes hovede. ‘Det skal du ikke sige til mig hvis I gerne vil lukkes ind’.

‘Jeg vil gerne ud til min familie – de står og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år,’ siger jeg. ‘Ja, men vi er jo nødt til at tjekke dokumenterne.’ ‘Ja, det er en herlig velkomst’, siger jeg. ‘Nu skal du ikke være flabet’, siger hun vredt, ‘jeg gør bare mit arbejde og din attitude er meget problematisk’. Jeg bider mig i læben for ikke at svare igen men kan ikke kontrollere mine øjne i et tavst svar til hende. ‘I må gå derover og vente’ hun peger til venstre for indrejsekøen. ‘Hvad sker der?’ spørger Osniel. ‘Må jeg få dit navn?’ spørger jeg hende. ‘Det må du få senere, nu skal vi checke det her.’

Mens vi et par meter væk venter på at politikvinden foretager diverse opkald og småsludrer smilende med sine kolleger i boksen hører jeg en anden politimand tale med et andet spansktalende par lige bag os og fortælle kvinden at hun kan vælge mellem at blive udvist til Spanien eller til Sverige. Hun ser fortvivlet ud.

Jeg ved at vores dokumenter er iorden og at de skal lukke os ind, men alligevel får jeg koldsved og klamme håndflader. Vores flyttegods kommer i en vogn tidligt næste morgen på Nørrebro, vi har aftaler på Folkeregisteret, hos Styrelsen for Indvandring og Immigration, vi har en lejlighed vi skal overtage og en masse ting vi skal – hvis de nu ikke vil lukke ham ind hvad gør vi så?

Politikvinden har ringet til en overordnet som kommer hen til os i fuld uniform og med pistol i bæltet. ‘Jeg kan forstå at der er et problem?’ siger han. ‘Nej, det tror jeg ikke der er’, siger jeg ‘i så fald må du gerne forklare hvad problemet består i?’ ‘Det lader til at du forhindrer min kollega i at udføre sit arbejde?’ ‘Nej’, siger jeg ‘men jeg håber I en dag vil opleve hvordan det er når andre mennesker har så meget magt over jeres personlige liv.’

‘Ja, jeg kan godt forstå det må være virkeligt hårdt at skulle gå igennem en paskontrol’, siger politiofficeren hånligt. ‘Du er jo dansk statsborger så du kan altid komme ind’. ‘Og hvad så med min mand? Vi har været gift længe og vi har både opholdstilladelse til ham i Danmark og i Italien og derfor er der slet ingen tvivl om at I skal lukke os ind’. ‘Jamen det må vi jo lige checke. Der er jo en speciel situation for tiden’.

‘Jo’, siger jeg, ‘jeg har lige boet i Italien så det behøver du ikke fortælle mig. Men når man går igennem processer på hele og halve år for at få de dokumenter der skal til for at kunne leve sammen som familie, så er det lidt hårdt at man så ikke engang da kan undgå situationer som denne. Du aner jo tydeligvis ikke hvad vi har været igennem for at få opholdstilladelse her og i Italien.’

‘Jamen det har da ikke noget med mig og min kollega at gøre?’ ‘Jo’, siger jeg ‘for det er den lovgivning I håndhæver, og det er racisme og det er ødelæggende for dem det går ud over.’

‘Nu skal du passe på’ snerrer betjenten højt og viser tænder meget tæt på mit ansigt. ‘DU SKAL IKKE KALDE MIG RACIST, OG HVIS DU GØR SÅ SIGTER JEG DIG FOR OVERGREB MOD TJENESTEMAND I FUNKTION’. ‘Jeg har ikke som sådan kaldt dig racist’, svarer jeg, ‘jeg siger at systemet er racistisk’.

Efter to minutter mere får vi lov at gå igennem. Vi ryster begge to og jeg glemmer selvfølgelig at insistere på at få deres navne.