
Af Arne Herløv Petersen
Jeg er rig, fordi jeg har rigeligt. Hvis man har det, man har brug for, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle stræbe efter mere, end man har brug for. De, der tjener formuer, ville hulke af grin, hvis de så mine indtægter. Det, jeg får ind på et år, svarer til det, de bruger på en skiferie eller en shoppingtur i Dubai.
Men når det nu er sådan, at livet er så kort som et åndepust. Når vi nu kommer ind i livet, strækker os lidt og synker sammen igen, så er det da dumt at bruge dette lille liv på at jagte efter noget, man ikke har brug for.
Det er som om de mangler en stopklods. Der er ikke noget i dem, der siger: Nok er nok. Får de meget, vil de have mere. Altid mere. De er aldrig tilfredse. Videre, videre går det hele tiden. Skrabe mere sammen, dynge op, bruge hele sit liv på at tjene penge, man ikke har glæde af, fordi det aldrig er nok. De er plaget af en form for økonomisk bulimi.
Alt det vigtigste i verden har alligevel ikke noget med penge at gøre. Kærlighed, venskab, glæden ved at stå i solen og se på drivende skyer, glæden over at sidde i græsset og se på små, kravlende dyr. Glæden ved at læse og høre musik og se på kunst. Glæden ved en god samtale, en frugtbar diskussion. Alt det, der gør livet så rigt og broget og vidunderligt den korte tid, vi har det.
Hvor er de meget rige dog fattige. De har så travlt med det uvæsentlige, med alle deres døde ting, at de går glip af det, der gør livet levende.