Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere

Af Zenia Stampe

Jeg har her til aften siddet til forhandlinger om kompensation til kulturen. Lad mig sige det kort: Jeg er ikke tilfreds.

Igen, igen skal vi forklare kulturministeriet og erhvervsministeriet, hvordan kulturlivet og kunsterøkonomien fungerer. Når et spillested bliver tvangslukket er det største problem ikke at betale husleje og løn. Det største problem er udgifterne til de aflyste arrangementer: Honorarer til artister, musikere, teknikere mm. Og nej, det er ikke en løsning at rive kontrakterne i stykker og smide kunsterne og teknikerne under bussen.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi skal til den diskussion igen. Og jeg fatter ikke, at regeringen vil være det bekendt. At tvinge spillesteder til at droppe udbetaling af honorarer til kunstnere og teknikere, svarer i mit verdensbillede til at opfordre arbejdsgivere til at droppe løn til deres medarbejdere.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor freelancere ikke fortjener samme solidaritet som lønmodtagere. At være freelancer er jo ikke et aktivt fravalg af den danske model og solidaritet. Tværtimod drømmer mange freelancere om den tryghed, lønmodtagere har. Men der findes bare ikke særlig mange lønmodtagerjobs for kunstnere.

Det blev ikke til nogen aftale i aften. Men vi har talt med meget store bogstaver over for regeringen. Jeg håber, at den lytter og kommer os i møde. Ellers har vi gjort det helt klart, at der ikke bliver en aftale med os.