
Af Lars Movin
BECAUSE THE NIGHT …
eller: PATTI SMITH I K.B. HALLEN
Der kunne siges alt muligt om den perfekt uperfekte performance, som den 76-årige Patti Smith leverede i K.B. Hallen torsdag aften, men essensen – for mit vedkommende – var, at jeg sjældent har nydt en koncertoplevelse mere. Selvfølgelig var der lange pauser mellem numrene, hvor knas med en guitarrem eller tilsyneladende uvished om, hvad der nu skulle ske, slog sprækker i forestillingen om en professionel koncertafvikling (hvis man vælger at se det fra dén vinkel). Selvfølgelig var der halvt glemte sangtekster, som først med lidt forsinkelse dukkede op i den syngendes hukommelse, og en ubønhørlig (angiveligt allergiudløst) hoste, som indimellem truede med at sætte stemmen ud af funktion (men dog aldrig gjorde det, når det endelig gjaldt). Og selvfølgelig var der den lidt rutinemæssigt forventelige åbning med en sing-along-opfordrende “Because the Night” og et lige så forudsigeligt farvel med “People Have the Power”. Men når det er sagt, var de to nævnte sange blot bogstøtter omkring et forløb, der på mange måder var uforudsigeligt og bød på en velkommen fornyelse af Patti Smiths ellers i mange år ret skemalagte optræden. Ligesom de øvrige ovennævnte knaster ikke som sådan trak fra, men snarere fremstod som charmerende kolorit på en aften, der balancerede fint mellem livsindsigt, hilsner til en række afdøde kolleger og ikoner, indignation, ekstase og et nærvær, der blandt andet var udløst af, at det var hen imod et halvt år siden, at Patti Smith og hendes ensemble sidst havde stået på en scene. At sige at Patti Smith virkede veloplagt, er ikke forkert, men heller ikke helt præcist. Alderen fornægter sig ikke, og snarere vil jeg påpege det sympatiske i, at Patti Smith i denne sene fase i karrieren tillader sig selv at have den alder, hun har – uden forkrampede forsøg på at virke yngre. Torsdag aften var hun simpelthen til stede i K.B. Hallen med en autoritet, hvor de mange års sceneerfaring på beundringsværdig vis blandedes med en oprigtig bestræbelse på at give sig hen til nuet og dets luner. Undervejs fik vi solide klassikere som “Waiting Underground”, “My Blakean Year” og “Beneath the Southern Cross” – poetisk rockkunst med tråde via punk- og hippieæraen hele vejen tilbage til beatgenerationen, som kun Patti Smith kan levere det. Men vi fik også adskillige overraskelser. En knirkende og dybfølt hilsen til den nyligt afdøde livsven Tom Verlaine – med tekstark og læsebrille og slinger i valsen, men så sandelig også med nerve og kærlighed. En halvironisk, men givetvis respektfuld hilsen til Tina Turner (Patti Smith havde engang siddet på første række til en koncert, hvor Turner havde blinket til hende – “… and it made me who I am today”). Renest i udtrykket var en tindrende smuk udgave af Neil Youngs “After the Gold Rush”. Mest overraskende var en ekstasesøgende musikalsk jam til ære for Jeff Beck. Og aftenens højdepunkt var et forbløffende arrangement af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – en sang, som Patti Smith ifølge sin introduktion havde taget tilløb til at prøve kræfter med siden 70’erne. Torsdag aften i K.B. Hallen kastede hun sig omsider ud i et forsøg – og den sad lige i skabet. Meget mere kunne siges, men det korte af det lange er, at jeg nød hvert et sekund af aftenen, måske fordi jeg var mere end almindeligt sulten efter en håndfuld års Patti Smith-pause, men også fordi det nye bandformat med en trio bestående af sønnen Jackson Smith på guitar, veteranen Tony Shanahan på bas og keyboards samt en yngre trommeslager, hvis navn jeg ikke fik fat i [Sebastian Rochford hedder han, bliver jeg nu gjort opmærksom på – tak!], åbnede for en tiltrængt fornyelse i Patti Smiths musikalske udtryk og tillod hende at sprænge sig fri af de skabeloner, som hendes gamle – og prisværdigt trofaste – ensemble havde tendens til at låse hende fast i. Men mest af alt var det hele så frydefuldt, fordi Patti Smith, der med egne ord nu har nået den samme alder, som hendes mor havde, da hun (Patti) opfattede hende som MEGET gammel, stadig formår at lyse sjælens mørke kamre op med sit poetiske og umanerligt menneskelige nærvær …
P.S.: Jeg var alt for opslugt af koncerten til at tage billeder, så illustrationen herunder er et uldent snapshot fra et ultrakort møde med Patti Smith i forbindelse med hendes besøg i Cinemateket i 2008.