BRUCKNER

BRUCKNER

Af Per Wium

Jeg skulle blive 67 år inden jeg fik åbnet sindet for komponisten Anton Bruckner.
Fordomme, halvdårlige rygter og decideret uvilje holdt mig fra komponisten i mange årtier.
Shame on me!

Der var dog een undtagelse. Nemlig den meget rytmiske og inciterende Scherzo fra niende symfoni. Min ekskone introducerede mig til den. Og dermed også til den meget smukke langsomme sats fra samme symfoni.
Men vakte dét så min nysgerrighed i øvrigt? NEJ, er svaret.
Jeg havde en – helt udokumenteret – opfattelse af at Bruckners verden var kedelig, langtrukken og tung.
Selv om jeg i mine DR-år havde adgang til en fantastisk pladesamling, pirrede det ikke min nysgerrighed.
Der var lukket for Per og Anton.

For ca. et halv år siden skete der så noget. Det startede næsten med et tilfælde. Herefter udviklede det sig på en måde, som jeg nok aldrig vil glemme.
Lørdag aften 27. marts lagde jeg et opslag på min facebook-profil. Eet af mange i min næsten uendelige serie “Store musikoplevelser”.
En pludselig indskydelse var det at skrive om (og linke til) stort set det eneste af Bruckner, jeg kender til. Scherzoen fra 9. symf.
Jeg var i trist humør. Min kollega og ven, Peter Viskinde var død fire dage inden – og selvsamme lørdag døde Jacob Andersen, som jeg også kendte og havde fælles-oplevelser med.

Søndag morgen var jeg decideret trist.
Jeg åbnede rutinemæssigt facebook for at se om “der skulle være noget” – og det var der!
Een af mine gode musikvenner havde set mit Bruckner-opslag og dette fik ham til at foreslå mig at lytte til den 23 minutter lange finale-sats fra Bruckners 8. symfoni.
Jeg tænkte spontant: Det skal være lige nu.
Jeg gik hen i en park, satte mig i det mørkegrå vejr og lyttede højt på hovedtelefoner.
Den oplevelse gjorde noget godt for mig. Den mildnede ikke sorgen over de mistede – men den stimulerede mig.
Siden da har jeg “sparet” på oplevelsen. Men nu er jeg klar til at lytte igen – og anbefale den til jer.

“Store musikoplevelser” – tilegnet sundhedspersonale og politi.

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Af Kim Foss

Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!

Danish Nights i Hamburg

Danish Nights i Hamburg

Statens Kunstfond skriver:

🇩🇰 Dansk musik rammer Tyskland 🇩🇪

Frem til lørdag d. 25. september går det løs i Hamburg, når @reeperbahn_festival endnu engang slår dørene op med et stort fokus på dansk musik. I år optræder hele 18 danske musikere i Hamburg under ”Danish Nights” på torsdag og lørdag – heriblandt kunstnerne @mlbuch_@jadablu93 og @ydegirl.

Reeperbahn Festival er en årlig musikfestival, der hvert år giver danske artister en helt særlig eksponering på verdens tredjestørste musikmarked – nemlig Tyskland. Inden koncerterne vil der derfor også være branchemøder og networking mellem kunstnerne og danske og udenlandske branchefolk og selskaber, som potentielt kan give dansk musik et godt skub ud over de danske landegrænser.

@musicexportdenmark koordinerer den danske satsning.

Artwork: MXD.

Bob Dylan 80

Bob Dylan 80

Af Søren Rud

Tillykke til Bob Dylan, som bliver 80 år i dag. Jeg har som fotograf været til 3 af hans koncerter i Danmark. Når man fotograferer musik får man normalt lov til at fotografere foran scenen under de første tre numre af koncerten – og så er det ud af vagten. Så jeg har været til rigtig mange store koncerter, men kun hørt 3 numre. Jeg bilder mig dog ind, at selvom det kun er tre numre, så oplever man de tre så meget mere intenst, fordi man står lige foran scenen – ofte få meter fra stjernen. Som publikum er scenen og hovedpersonerne ofte langt væk. Når man står helt oppe foran kan man – måske endda forstærket med en tele – virkelig opleve den kunstneriske præstation i nærbillede…

Til en af Dylans koncerter – så vidt jeg husker var det i Parken – blev fotograferne bedt om, at vente til sidst i koncerten. Vi måtte kun fotografere det første ekstranummer. Vi måtte ikke have telelinser med, og fototaskerne blev gennemsøgt, inden vi fik lov til at gå op til scenen. Da ekstranummeret så begyndte sad Dylan på en stol langt tilbage på scenen. Stort set alt lys var slukket, og han havde solbriller på. Det betød selvfølgelig, at stort set alle billeder, som de måske 15-20 fotografer fik taget, blev fuldstændig ens. Pressepleje i yderste konsekvens…

Billedet her – hvor der også er skruet helt ned for lyset – er fra Brøndby Hallen.

The 27 Club

The 27 Club

Foto og tekst af Søren Rud

The 27 Club fik i dag for 27 år siden et nyt medlem – Kurt Cobain fra legendariske Nirvana. Han led af depression og kroniske mavesmerter, som han forsøgte at dulme med en blanding af champagne og Rohypnol. I begyndelsen af marts tog han en overdosis på en turné, og blev indlagt på et hospital i Rom. Da han kom hjem til USA forsøgte hans kone, Courtney Love, og en lang række venner, at hjælpe ham. Det lykkedes ikke, men han gik med til at blive indlagt på en afvænningsklinik i Los Angeles. Han stak af efter få dage og tog hjem til Seattle. Den 5. april 1994 gik han ud i sit drivhus og skød sig selv med et jagtgevær.

The 27 Club blev et begreb, der fik ny næring efter Cobains død. I 70’erne døde både Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison i en alder af 27 år. Senest døde Amy Winehouse – også som 27 årig – i 2011.

Her har jeg fotograferet ham på Roskilde Festival i 1992 hvor Nirvanas koncert på Orange scene blev udskudt på grund af Danmarks Europamester-kamp mod Tyskland. Inden koncerten fotograferede jeg bandet, der fik overrakt en guldplade. Da Cobain kom ind i lokalet hvor kun jeg og pladeselskabet var tilstede, lykønskede han mig med den fantastiske danske sejr…

Komponisten Bent Sørensen er i centrum til kammerkoncerten

Komponisten Bent Sørensen er i centrum til kammerkoncerten

Søndag den 21. februar – Årets P2-kunstner kommer også på DR2:

DR Koncertsalen er rammen om både det nye og det velkendte, når årets P2-kunstner, komponisten Bent Sørensen, er i centrum til kammerkoncerten, som DR2 viser søndag klokken 19.00. Pianisten Katrine Gislinge og Nightingale String Quartet opfører Mozarts Klaverkoncert nr. 12, og Gislinge spiller Bent Sørensens 12 Nocturner for klaver.

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted

Fredag den 19. februar – Vær med til fødslen af et nyt, dansk koncerthus:

Et gammelt bymuseum. En drøm. Og nu er det vedtaget: Det gamle bymuseum på Vesterbro i København bliver til koncertsted. De næste to år skal stedet renoveres, men fredag aften fejrer huset at projektet lykkedes, med en dobbeltkoncert med strygekvartetter og moderne Klezmer. Det bliver ikke kedeligt, men det bliver uden publikum. Dem har P2 til gengæld, når et nyt dansk koncertsted fødes. Musikken leveres af Den Danske Strygekvartet og Mames Babegenush. Rie Koch er vært for ’P2 Koncerten’ fredag klokken 19.20.

Jan Sneum er død

Jan Sneum er død

Af Katrine Ring

Jan Sneum er død. Dermed er min læremester, mit etiske kompas og et fyrtårn af de helt sjældne her ikke længere. Hvis ikke jeg havde mødt Jan Sneum dengang i 1982 i forbindelse med The Pin-Ups debutplade…Hvis ikke han havde spurgt om hvilken musik vi lyttede til i bandet, så havde mit liv set ganske anderledes ud. Han opdagede, at jeg vidste noget om italiensk musik. Og selvom jeg selv fandt på de fleste af historierne om italiensk musik – hvilket han opdagede – så gjorde det ikke noget. For historierne var gode og sandheden skal ikke stå i vejen for en god historie. Sådan kom jeg ind på DR på P3 i 1982 og begyndte at arbejde professionelt med musik, plader og musikere. Han inviterede mig indenfor i kredsen af pladenørder og vi sad og skrev opslag til Rock Nu og Politikens Rock og andre biografiske leksika. Jeg leverede indslag til Rockland og interviewede hele New Wave of British Heavy Metal og den danske scene med, fordi det var vigtigt at forstå de udviklinger, der var i musikken. De kraftcentre, der eksploderer, gør verden stor. Sneum førte os andre ud i denne fagre musikalske verden som en opdagelsesrejsende. Han gav mig den største oplevelse af en vinylplade. Der var skåret en rille i pladen, men uden musik. Til gengæld var selve omslaget af sandpapir og det betød, at hver gang pladen blev taget ud og lagt ind i sit omslag, at den blev mere og mere ridset. Det var i sig selv fantastisk musik for Sneum. At tænke musik på den måde. Han var generøs, så folk som de var, var realistisk og opdragende på sin helt egen milde måde over for os nye unge på radioen. Uden Sneum var der en masse, der aldrig var sket. Og så en lille kuriøs historie om dengang han mødte sin elskede Karin Hegelund. Jeg var nemlig vidne til det øjeblik, hvor det skete! Vi var alle tre på det samme DR-kursus og vi tre var sammen gået en aftentur sammen ude i den nærliggende skov. Undervejs slog Karin en lille prut, og det gjorde, at Jan blev så forelsket i hende, at de blev kærester. Med tiden blev de forældre til Sif. Karin døde for 13 år siden. Nu er Jan også død. Hvor er jeg glad for, at han har været her. Han var et fyrtårn i musikalsk formidling. Og ingen i Danmark ville have kendt til det finske band 22-Pistekirrko. Pistepirrko betyder mariehøne. Flyv op til vorherre og bed om godt vejr…

Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for Jazzhus Montmartre

Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for Jazzhus Montmartre

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Det er en tragedie for dansk jazz, hvis det bliver Corona-krisen, der skal tage livet af Montmartre.

Montmartre har været et vigtigt samlingspunkt for jazzen i Danmark. Et sted med en helt særlig pionerånd, der har tiltrukket en lang række af de store musikere fra den amerikanske jazzscene. Legendariske navne som Dextor Gordon og Ben Webster. Stan Getz. Bill Evans. Det har haft kolossal betydning for den danske jazzscene – og de mange danske musikere, der har knyttet musikalske bånd og venskaber med store internationale navne. Med Montmartre som omdrejningspunkt.

Montmartre har igennem tiden åbnet og lukket i flere omgange. Det er altid blevet drevet af ildsjæle med en stor kærlighed til musikken. Det har jeg stor respekt for. Og jeg håber virkelig der kan findes en løsning, der giver Montmartre mulighed for genopstå. Igen.

Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for jazzhuset. Hvis en håndsrækning i krisen er det, der skal til for, vi sammen med Københavns Kommune kan bevare jazzhuset, så vil jeg gerne tilbyde at tage en snak med ordførerne i Folketinget og foreslå den håndsrækning. Hvis kommunen sammen med fonden bag spillestedet kan lave en plan for at bevare Jazzhus Montmartre, så samler jeg ordførerne i Folketinget og hører dem, om de vil være med til at give den særlige hjælp. Vi har mulighed for at give særlig hjælp her i krisen, og den mulighed vil jeg gerne undersøge.

Social Media reaktioner: