Patti Smith i KB Hallen

Patti Smith i KB Hallen

Af Lars Movin

BECAUSE THE NIGHT …
eller: PATTI SMITH I K.B. HALLEN

Der kunne siges alt muligt om den perfekt uperfekte performance, som den 76-årige Patti Smith leverede i K.B. Hallen torsdag aften, men essensen – for mit vedkommende – var, at jeg sjældent har nydt en koncertoplevelse mere. Selvfølgelig var der lange pauser mellem numrene, hvor knas med en guitarrem eller tilsyneladende uvished om, hvad der nu skulle ske, slog sprækker i forestillingen om en professionel koncertafvikling (hvis man vælger at se det fra dén vinkel). Selvfølgelig var der halvt glemte sangtekster, som først med lidt forsinkelse dukkede op i den syngendes hukommelse, og en ubønhørlig (angiveligt allergiudløst) hoste, som indimellem truede med at sætte stemmen ud af funktion (men dog aldrig gjorde det, når det endelig gjaldt). Og selvfølgelig var der den lidt rutinemæssigt forventelige åbning med en sing-along-opfordrende “Because the Night” og et lige så forudsigeligt farvel med “People Have the Power”. Men når det er sagt, var de to nævnte sange blot bogstøtter omkring et forløb, der på mange måder var uforudsigeligt og bød på en velkommen fornyelse af Patti Smiths ellers i mange år ret skemalagte optræden. Ligesom de øvrige ovennævnte knaster ikke som sådan trak fra, men snarere fremstod som charmerende kolorit på en aften, der balancerede fint mellem livsindsigt, hilsner til en række afdøde kolleger og ikoner, indignation, ekstase og et nærvær, der blandt andet var udløst af, at det var hen imod et halvt år siden, at Patti Smith og hendes ensemble sidst havde stået på en scene. At sige at Patti Smith virkede veloplagt, er ikke forkert, men heller ikke helt præcist. Alderen fornægter sig ikke, og snarere vil jeg påpege det sympatiske i, at Patti Smith i denne sene fase i karrieren tillader sig selv at have den alder, hun har – uden forkrampede forsøg på at virke yngre. Torsdag aften var hun simpelthen til stede i K.B. Hallen med en autoritet, hvor de mange års sceneerfaring på beundringsværdig vis blandedes med en oprigtig bestræbelse på at give sig hen til nuet og dets luner. Undervejs fik vi solide klassikere som “Waiting Underground”, “My Blakean Year” og “Beneath the Southern Cross” – poetisk rockkunst med tråde via punk- og hippieæraen hele vejen tilbage til beatgenerationen, som kun Patti Smith kan levere det. Men vi fik også adskillige overraskelser. En knirkende og dybfølt hilsen til den nyligt afdøde livsven Tom Verlaine – med tekstark og læsebrille og slinger i valsen, men så sandelig også med nerve og kærlighed. En halvironisk, men givetvis respektfuld hilsen til Tina Turner (Patti Smith havde engang siddet på første række til en koncert, hvor Turner havde blinket til hende – “… and it made me who I am today”). Renest i udtrykket var en tindrende smuk udgave af Neil Youngs “After the Gold Rush”. Mest overraskende var en ekstasesøgende musikalsk jam til ære for Jeff Beck. Og aftenens højdepunkt var et forbløffende arrangement af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – en sang, som Patti Smith ifølge sin introduktion havde taget tilløb til at prøve kræfter med siden 70’erne. Torsdag aften i K.B. Hallen kastede hun sig omsider ud i et forsøg – og den sad lige i skabet. Meget mere kunne siges, men det korte af det lange er, at jeg nød hvert et sekund af aftenen, måske fordi jeg var mere end almindeligt sulten efter en håndfuld års Patti Smith-pause, men også fordi det nye bandformat med en trio bestående af sønnen Jackson Smith på guitar, veteranen Tony Shanahan på bas og keyboards samt en yngre trommeslager, hvis navn jeg ikke fik fat i [Sebastian Rochford hedder han, bliver jeg nu gjort opmærksom på – tak!], åbnede for en tiltrængt fornyelse i Patti Smiths musikalske udtryk og tillod hende at sprænge sig fri af de skabeloner, som hendes gamle – og prisværdigt trofaste – ensemble havde tendens til at låse hende fast i. Men mest af alt var det hele så frydefuldt, fordi Patti Smith, der med egne ord nu har nået den samme alder, som hendes mor havde, da hun (Patti) opfattede hende som MEGET gammel, stadig formår at lyse sjælens mørke kamre op med sit poetiske og umanerligt menneskelige nærvær …

P.S.: Jeg var alt for opslugt af koncerten til at tage billeder, så illustrationen herunder er et uldent snapshot fra et ultrakort møde med Patti Smith i forbindelse med hendes besøg i Cinemateket i 2008.

Little Richard: I Am Everything

Little Richard: I Am Everything

🎹 FILM & MUSIK: Få hele historien om rockens oprindelse i det sorte musikmiljø i USA og navnlig om ophavsmanden – Richard Penniman – bedre kendt som Little Richard. Gennem et væld af fascinerende arkivmateriale og optrædener, udruller filmen Little Richards livshistorie og afslører, hvordan Richard gjorde ultimativ selvrealisation til en kunstart. Men det, han gav til verden, var han aldrig i stand til at give til sig selv. Hele sit liv var han splittet mellem Gud, sex og rock’n’roll. Og Little Richard prægede rock’n’roll i en grad, der gør det umuligt at tale om Elvis, James Brown og The Rolling Stones uden at nævne ham. Se filmen i biografen fra den 4. maj.

📁 Ressourcer: BIOGRAF, Bongorama, Film & Musik, Grand Teatret 🛒, kino.dk, Signal, Reel Pictures.

Nyt fra Miss B. Haven

Nyt fra Miss B. Haven

Af Torben Skjødt Jensen

“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet.
Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år.
Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor.
Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence.
Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med.
Her er et foto fra arbejdet i studiet.”

4.6 kg Swans

4.6 kg Swans

Af Christina Leander

Elsker dét her band – helt ind til knoglerne!

Min introduktion til dem var i 1988, da jeg hørte deres cover-version af, Love Will Tear Us Apart.
Dét var jeg på ingen måde imponeret af, så de fik lov til at rende og hoppe!

7 år senere – i 1995, fik Glenn (Lukas’ far), mig dog til at se lyset. Han optog dette kassettebånd til mig dengang, som jeg så har klaret mig med siden. Plus, naturligvis Spotify og YouTubeOg en række uforglemmelige koncerter!

Og en række uforglemmelige koncerter!

Men altså, …det er jo uholdbart i længden…
Så, det er da ikke et minut for tidligt – at jeg omsider får anskaffet mig sagerne i fysisk -og i officiel form.

I dag, svang jeg så kortet til det blødte. :-O
Indenfor en overskuelig fremtid, kommer Postmand Per således forbi – med alt, hvad jeg lige har kunne rage til mig i dag på plade.

Nøjjj, det bliver en skøn pakke at åbne!
4.6 kg Swans ❤

Moral – And Life Is…

Moral – And Life Is…

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Moral – And Life Is… (Arp Grammofon 1984) Endnu et dansk album fra 80erne jeg ikke mener man kan undvære i en seriøs samling. Jeg kunne heller ikke nære mig for at samle dette eksemplar op, selvom det er 3. gang i mit liv jeg anskaffer pladen. Anden gang var det godtnok en gave til en daværende kæreste, men første gang var den helt og holdent til mig selv og det husker jeg skam også klart og tydeligt.

Da denne plade udkom i midtfirserne lå der nemlig et distributions selskab ved navn Dansk Sam, først i en baggård på Vesterbrogade, senere på en mere mondæn adresse på Gl. Kongevej. De udgav også et dengang tone angivende musikblad ved navn Sam Nyt med information om danske alternative undergrunds udgivelser fra hippie til punk eller “nyrock” som det hed dengang.

Her fik jeg som ganske ung knægt sammen med et par kammerater fra Albertslund lov til gå på rov på lageret og købe vinyl til engros pris i en periode. Jeg mener jeg gav 69 kroner for denne LP og skamlyttede til den i et par år før den gled lidt ud af min sfære.

Vi taler minimal elektronisk musik med sfæriske guitar og synthflader over en bund af rytmeboks og toppet med Hanne Winterbergs smukke drømmende vokal. Da pladen udkom var der et band fra Wales ved navn Young Marble Giants som de ofte blev sammenlignet med, men jeg synes det er lidt unfair at tale om nu, for Moral lyder ikke rigtigt som noget andet.

De har iøvrigt også 3 fantastiske numre på opsamlings LP’en Somewhere Outside på Irmgardz, et album de virkelig løfter op på et højere niveau når man sammenligner med de andre bands på den. Der udkom også et par kassettebånd oprindeligt og iøvrigt en CD version af dette album fra 2007 på Karma med en del extramateriale fra disse og Somewhere Outside. Albummet er også genudgivet på Dark Entries for 5-6 år siden.

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.

Alexander Skrjabin 150

Alexander Skrjabin 150

Af Jesper René

Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.

Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.

SOULMUSIKKENS UKENDTE BAGMAND FYLDER 100 ÅR

SOULMUSIKKENS UKENDTE BAGMAND FYLDER 100 ÅR

Af Jan Poulsen

Det er næsten ikke til at bære, men sangskriveren, musikeren og manden bag selskabet Goldwax, der udgav nogle af soulmusikkens bedste plader, QUINTON CLAUNCH, ville være fyldt 100 år i dag (3/12), men han snublede kort før ”målstregen”, thi han døde den 10. april i år.
Det vil føre for vidt at nævne alle mandens meritter, men han var med i de tidlige Sun-dage i de første år i 1950’erne, hvor studiet i Memphis fik stor betydning for den helt tidlige rock’n’roll.
Han spillede med Carl Perkins, hjalp til i studiet for Elvis og skrev sange for dem, som ellers ville indspille dem. Han var medstifter af pladeselskabet Hi, inden han i 1963 etablerede sit eget Goldwax Records.

Året efter bankede det en sen aften på hans dør i huset i Memphis, og uden for stod to ukendte gospelsangere, O.V. Wright og James Carr, som begge gerne ville udgive plader. De aflagde en prøve for ham på stedet, og han hørte straks talentet og udgav plader med dem, ja, den mentalt meget sårbare James Carr forblev på hans selskab hele livet, og Quinton Claunch fik en slags faderrolle for ham.

Det oplevede jeg selv, da jeg sendte Quinton Claunch en telefax i efteråret 1995 og spurgte, om jeg måtte besøge ham til en samtale om Goldwax, og kunne han også få James Carr til at komme, ville det være perfekt. Han svarede ja til det hele, og en novemberaften samme år sad jeg i selvsamme hus i Memphis, som de to sangere havde besøgt 31 år forinden.

Det var en stor oplevelse at møde Quinton Claunch og James Carr, som begge var meget glade for interessen helt fra Danmark, og de næste mange år holdt jeg kontakten ved lige med Quinton Claunch, som på det tidspunkt i 1990’erne havde revitaliseret sit selskab uden dog at nå de helt samme musikalske højder, han havde nået med mange af sine udgivelser i 1960’erne, ikke mindst med netop O.V. Wright, James Carr og Spencer Wiggins.
De tre sangere repræsenterer det ypperste inden for southern soul, hvad du kan høre eksempler på via links nede i tråden til sange, som Quinton Claunch udgav på Goldwax i sin tid, ja, sangene med James Carr og Spencer Wiggins skrev han såmænd også.

Ingen af de tre – og ej heller Goldwax – fik nogen synderlig succes i 1960’erne, men eftertiden har været venligere stemt, og især James Carr har fået opmærksomhed, især for sin indspilning af The Dark End Of The Street, som bredt regnes for den bedste.
Kun Spencer Wiggins er i live i dag og fylder 80 år næste gang, den 8. januar 2022, mens O.V. Wright døde i 1980, 41 år, og James Carr i 2001, 58 år.
I dag – på det der altså kunne have været hans 100-års fødselsdag – løfter vi glasset og mindes Quinton Claunch i stor taknemlighed over alt det, han gjorde for især soulmusikken igennem et endog meget langt liv.
Tak. Bare tak.

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

Af Lars Movin

Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.

Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!

(foto af Lydia Lunch, backstage på Stairway: lm)