Jan Sneum er død. Dermed er min læremester, mit etiske kompas og et fyrtårn af de helt sjældne her ikke længere. Hvis ikke jeg havde mødt Jan Sneum dengang i 1982 i forbindelse med The Pin-Ups debutplade…Hvis ikke han havde spurgt om hvilken musik vi lyttede til i bandet, så havde mit liv set ganske anderledes ud. Han opdagede, at jeg vidste noget om italiensk musik. Og selvom jeg selv fandt på de fleste af historierne om italiensk musik – hvilket han opdagede – så gjorde det ikke noget. For historierne var gode og sandheden skal ikke stå i vejen for en god historie. Sådan kom jeg ind på DR på P3 i 1982 og begyndte at arbejde professionelt med musik, plader og musikere. Han inviterede mig indenfor i kredsen af pladenørder og vi sad og skrev opslag til Rock Nu og Politikens Rock og andre biografiske leksika. Jeg leverede indslag til Rockland og interviewede hele New Wave of British Heavy Metal og den danske scene med, fordi det var vigtigt at forstå de udviklinger, der var i musikken. De kraftcentre, der eksploderer, gør verden stor. Sneum førte os andre ud i denne fagre musikalske verden som en opdagelsesrejsende. Han gav mig den største oplevelse af en vinylplade. Der var skåret en rille i pladen, men uden musik. Til gengæld var selve omslaget af sandpapir og det betød, at hver gang pladen blev taget ud og lagt ind i sit omslag, at den blev mere og mere ridset. Det var i sig selv fantastisk musik for Sneum. At tænke musik på den måde. Han var generøs, så folk som de var, var realistisk og opdragende på sin helt egen milde måde over for os nye unge på radioen. Uden Sneum var der en masse, der aldrig var sket. Og så en lille kuriøs historie om dengang han mødte sin elskede Karin Hegelund. Jeg var nemlig vidne til det øjeblik, hvor det skete! Vi var alle tre på det samme DR-kursus og vi tre var sammen gået en aftentur sammen ude i den nærliggende skov. Undervejs slog Karin en lille prut, og det gjorde, at Jan blev så forelsket i hende, at de blev kærester. Med tiden blev de forældre til Sif. Karin døde for 13 år siden. Nu er Jan også død. Hvor er jeg glad for, at han har været her. Han var et fyrtårn i musikalsk formidling. Og ingen i Danmark ville have kendt til det finske band 22-Pistekirrko. Pistepirrko betyder mariehøne. Flyv op til vorherre og bed om godt vejr…
Det er en tragedie for dansk jazz, hvis det bliver Corona-krisen, der skal tage livet af Montmartre.
Montmartre har været et vigtigt samlingspunkt for jazzen i Danmark. Et sted med en helt særlig pionerånd, der har tiltrukket en lang række af de store musikere fra den amerikanske jazzscene. Legendariske navne som Dextor Gordon og Ben Webster. Stan Getz. Bill Evans. Det har haft kolossal betydning for den danske jazzscene – og de mange danske musikere, der har knyttet musikalske bånd og venskaber med store internationale navne. Med Montmartre som omdrejningspunkt.
Montmartre har igennem tiden åbnet og lukket i flere omgange. Det er altid blevet drevet af ildsjæle med en stor kærlighed til musikken. Det har jeg stor respekt for. Og jeg håber virkelig der kan findes en løsning, der giver Montmartre mulighed for genopstå. Igen.
Jeg har bedt om et møde med Københavns Kommune om situationen for jazzhuset. Hvis en håndsrækning i krisen er det, der skal til for, vi sammen med Københavns Kommune kan bevare jazzhuset, så vil jeg gerne tilbyde at tage en snak med ordførerne i Folketinget og foreslå den håndsrækning. Hvis kommunen sammen med fonden bag spillestedet kan lave en plan for at bevare Jazzhus Montmartre, så samler jeg ordførerne i Folketinget og hører dem, om de vil være med til at give den særlige hjælp. Vi har mulighed for at give særlig hjælp her i krisen, og den mulighed vil jeg gerne undersøge.
Social Media reaktioner:
Joy Mogensen vil nu redde Montmartre. Jeg vidste det. Et finkulturelt jazz sted der er så pænt og friseret at det aldrig fornærmer nogen. Men en af verdens ældste og bedste rock klubber Loppen kan få lov at sejle…
Hvad sker der i 2020 i stedet for MiL? RADIO-LEJET!
Hele uge 29
Live fra Tisvildeleje til hele Gribskov Kommune
Musik i Lejet i din Radio
Radio Lejet spiller fra mandag til søndag. Vi laver et alternativ til festivalen, hvor Musik i Lejets fællesskaber og indhold i sammenhæng med Tisvildelejes øvrige aktiviteter og daglige liv danner udgangspunkt for at skabe et satirisk, legende og musikalsk radio-højdepunkt for sommeren 2020.Vi glæder os til at skabe et samlingspunkt for Tisvilde, for sommerhusene og hele Gribskov kommune – med sprøde lydbølger via old school FM-frekvens…Vi regner med at Birkepladsen bliver omdrejningspunktet for Radiostudiets placering og en radio-have, hvor en lille gruppe kan opholde sig ad gangen og lytte til radio, når der sendes. Vi vender tilbage med meget mere om frekvens og indhold snarest og glæder os igen i år til uge 29!
Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig. Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.
Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.
Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål: En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan. Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.
Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret. En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.
Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”
Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.
Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.
Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.
(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)
Kulturborgmester Franciska Rosenkilde skriver på Facebook:
Dele af det københavnske musikliv er kommet med et forslag om et musikhus i den ikoniske bygning på Vesterbrogade 59, som tidligere husede Københavns Bymuseum.
Musikhus København er et meget spændende projekt – og byen mangler det. Med projektet kan vi samle den klassiske og akustiske scene i Kbh og bl.a åbne mere op for børns møde med musik.
Intet er sikkert endnu, men jeg mener stadig, at det vil være en stor fejl at sælge så ikonisk en københavnerbygning som Vesterbrogade 59. Derfor håber jeg også, at der er politisk flertal for at lade bygningen blive på kommunale hænder. Er der er det, bliver næste skridt så at finde ud af, hvem der skal leje lokalerne.💚
Vi er glade for at kunne fortælle, at Katrine Ganer Skaug bliver en del Copenhagen Phils stærke hold den 1. august, når hun tiltræder i den nyoprettede stilling som orkesterchef. Her skal hun fremover arbejde tæt sammen med musikchef Peter Lodahl, der udtaler:
”Katrine Ganer Skaug har over de seneste år hos Esbjerg Ensemble vist sin evne til at tænke den klassiske musiks lange, traditionsrige historie ind i nutiden. Dén del af Katrines profil passer fantastisk godt ind i Copenhagen Phils bestræbelser på at blive ved med at udvikle sig som symfoniorkester og fortsat styrke relevansen over for et stadigt bredere publikum rundt om på hele Sjælland.”
Komponisten Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021 ved en koncert den 5. juni 2021 i DR Koncerthuset.
”Med en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil er Unsuk Chin en komponist, der dyrker det grænseløse. Født i Sydkorea og bosat i Berlin komponerer Unsuk Chin i dag en musik, der har gjort sig fri af traditioner og i stedet bygger på drømme og en stor nysgerrighed efter at skabe helt nye klangverdener”, siger Esben Tange, formand for Léonie Sonnings Musikfond, om valget af Unsuk Chin som prismodtager.
Unsuk Chin blev født i Seoul i 1961 og lærte allerede i en tidlig alder sig selv at spille klaver. Efter at have studeret komposition i Korea og vundet en lang række musikpriser, flyttede hun i 1985 til Hamburg for at studere hos Ligeti ved Hochschule für Musik und Theater. Siden 1988 har hun boet i Berlin.
Som komponist har Unsuk Chin modtaget en lang række af den klassiske musiks største hæderspriser, og hendes værker bliver opført overalt i verden. I den forbindelse har hun arbejdet sammen med dirigenter som blandt andre Simon Rattle, Kent Nagano og Leif Segerstam og orkestre som Berliner Filharmonikerne, BBC Symphony Orchestra og Chicago Symphony Orchestra. I sæsonen 2019/20 er Unsuk Chin huskomponist ved Elbfilharmonien i Hamborg, hvor fjorten af hendes værker er programsat. Unsuk Chin besøgte København i 2018, hvor hun var huskomponist ved Pulsar festivalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Om at modtage Léonie Sonnings Musikpris siger Unsuk Chin: ”Jeg er dybt ydmyg og taknemmelig over at blive tildelt Léonie Sonning Musikpris 2021. Det er en uventet ære såvel som en stor udfordring, da mange af de tidligere prismodtagere er mine personlige helte og rollemodeller i mit musikalske liv. Jeg er meget berørt af juryens anerkendelse og føler en stor tilknytning til de høje kunstneriske værdier, som er repræsenteret af Léonie Sonnings Musikfond. Jeg ser meget frem til at komme tilbage til jeres smukke og meget kunstneriske by; til at arbejde sammen med Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret, andre fremragende ensembler og musikere samt med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.”
Den 58-årige koreaner bliver den 17. komponist, som modtager Léonie Sonnings Musikpris, der fra 2021 hæves til 1.000.000 danske kroner. Blandt de tidligere komponister finder vi bl.a. Stravinsky (1959), Benjamin Britten (1968), Dmitri Shostakovich (1973), Olivier Messiaen (1977), Pierre Boulez (1985), Per Nørgård (1996), Thomas Adès (2015), Hans Abrahamsen (2019) og endelig György Ligeti (1990), som Unsuk Chin tidligere har studeret hos i Hamborg.
”Unsuk Chins musik fortjener at blive hørt af et endnu større publikum, derfor er det en stor glæde at en række danske ensembler og institutioner bidrager til at skabe en Unsuk Chin minifestival i anledning af tildelingen af Léonie Sonnings Musikpris 2021 til Unsuk Chin”, siger Esben Tange.
Da jeg i efteråret interviewede komponisten, Hans Abrahamsen, om arbejdet med ”Snedronningen”, bemærkede han, at han måske også selv var blevet taget af Snedronningen som barn. Efter han i 2007 havde påbegyndt arbejdet med at skrive en opera over H C Andersens eventyr, havde han flere gange spurgt sig selv, hvorfor lige netop Kay bliver bortført af Snedronningen. Var det fordi Kay allerede havde fået glassplinter i sit øje og i sit hjerte?
Pga. sit dårlige ben kunne Hans Abrahamsen ikke stå på ski ned ad de store bakker, da han var barn. Lige som Kay kunne han derfor ikke komme ind i den fysiske leg sammen med de andre børn. Han blev derfor tildelt beskuerens rolle. Måske var Kay kunstner? Måske stod han lige som Hans Abrahamsen på sidelinjen med det kølige og analytiske overblik, som ofte kræves af en komponist eller forfatter.
”Måske blev jeg ikke taget af Snedronningen, men jeg blev i hvert fald taget af musikken”, sagde Hans Abrahamsen den gang til mig. Snedronningen er et af H C Andersens mest fascinerende eventyr, som har givet anledning til at have af forskellige fortolkninger. Denne jul kan man f.eks. opleve så forskellige fortolkninger som Disneys ”Frost 2” i biograferne, ”Snedronningen” som ballet med kostumer og scenografi af Dronning Margrethe i Tivoli – og Hans Abrahamsens opera med libretto af Henrik Engelbrecht. Lad os blot med det samme konstatere, at vi her har med tre temmelig forskellige fortolkninger at gøre.
Som opera havde ”Snedronningen” urpremiere på dansk Det Kongelige Teater den 13/10 2019 – og på engelsk på Bayerischer Staatsoper i München den 21/12 2019. Drevet af nysgerrighed havde jeg købt billetter til begge opsætninger for at opleve, hvor forskelligt samme eventyr med musik komponeret af samme komponist kan fortolkes af forskellige instruktører, sangere, dirigent og musikere. Det føles næsten som to forskellige operaer, selv om de er bundet sammen af musikken. Men så heller ikke meget mere.
Hvor Francisco Negríns opsætning i København var henlagt i mørke med et LED-oplyst bjerg, der kunne skabe forskellige stemninger, årstider og vejrlig, er Andreas Kriegenburgs opsætning i München domineret af kridhvide, sterile hospitalslandskaber med klar blå himmel, røde roser og dalende sne.
Da jeg talte med instruktør Francisco Negrín i København, fortalte han, hvordan han som instruktør lagde en ny fortolkning baseret på lys og matematiske undere oven på den fortolkning, som Hans Abrahamsen allerede havde lavet af H C Andersens eventyr. Med fortolkning på fortolkning bliver operaen til sidst sin helt egen historie, som Negrín sagde. Når der er tale om en dugfrisk opera, som aldrig har været opført før, er hverken instruktør eller sangere bundet af tidligere opførelser eller fortolkninger.
Opera ender ofte med at blive en smagssag. Nogle kan ikke få opsætningerne ”korrekte” nok i forhold til (sam)tid, kostumer og libretto, mens andre foretrækker radikale bud på opera i en samtidig kontekst. Med ”Snedronningen” har hverken Negrín eller Kriegenburg som instruktører behøvet at forholde sig til tidligere opsætninger. Men man må dog sige, at de har ganske forskellige udlægninger af Hans Abrahamsens musik.
Når der er to forskellige opsætninger – en dansk og en engelsk i et henholdsvis dansk og tysk operahus – skyldes det, at sopranen og dirigenten, Barbara Hannigan, har været tæt på hele arbejdsprocessen med ”Snedronningen” lige fra begyndelsen, efter hun havde arbejdet sammen med Hans Abrahamsen om hans sangcyklus for sang og orkester, ”Let Me Tell You.” Det var f.eks. hendes idé, at Snedronningen, som repræsenterer ”Den Universelle” skal synges af en bas-baryton. Men da hun ikke mente, at hun var i stand til at synge Gerda på dansk, gik rollen i stedet til Sofie Elkjær Jensen på Det Kongelige Teater – og ”Snedronningen” blev til to operaer på henholdsvis dansk og engelsk. På Det Kongelige Teater blev rollen som Snedronningen sunget af Johan Reuter, mens den på Bayerischer Oper bliver sunget af Peter Rose. Hvor ”Snedronningen” i København blev dirigeret af Robert Houssart, bliver den i Tyskland dirigeret af Cornelius Meister.
Hvor operaopsætningen i København sværmede om et mørkt, konkret og videnskabeligt univers, er den tyske opsætning hensat til et kridhvidt, svævende univers, som er åbent for fortolkninger. Ikke alle tyske anmeldere har været lige begejstret for, at instruktøren, Andreas Kriegenburg, har flyttet Kay ind på et psykiatrisk hospital. Kay er mentalt frosset til is og vil ikke længere kommunikere med den ydre verden. Den voksne Gerda forsøger desperat at få sin elskede Kay til at ”tø op igen” gennem sine mange rejser i for- og nutid.
Frankfurter Allgemeines anmelder, Laszlo Molnar, kaldte operaen for ”Barbara im Traumaland”, da han mente, at operaen i Andreas Kriegenburgs opsætning mangler et dybere motiv og en social relevans. Ifølge Molnar er der ellers masser at tage fat på, hvis Kay er en tavs og iskold mand, som har vendt verden ryggen: Hvad gør psykiske lidelser ved os – både de berørte og deres pårørende? Og hvordan finder de ”iskolde” mennesker tilbage til den følelsesmæssige verden? Vi får ikke noget konkret svar. I stedet får vi som publikum rig lejlighed til at lægge vores egen tolkning ind, mens Kay og Gerda i tre forskellige aldre arbejder sig igennem de mange prøvelser og elementers rasen.
Som Reinhard J. Brembeck fra Süddeutsche Zeitung bemærker, så er der ingen tvivl om, at Kay er forstyrret. Men er der virkelig kun tale om en individuel forstyrrelse? For ham går Andersens eventyr og Abrahamsens opera meget længere. Ikke alle lidelser kan løses ved at besøge en psykiater – kun medmenneskelighed og kærlighed kan overvinde dem. Det er derfor finnekonen i tredje akt synger om Gerda: ”Jeg kan ikke give hende nogen større magt, end hun allerede har…” Det bliver ifølge Brembeck en afvisning af al psykiatri og al psykologi.
Brembeck når derfor frem til den konklusion, at Abrahamsens værk faktisk kræver et billedforbud. ”Snedronningen” er ikke en opera. ”Højst en imaginær opera.” Den behøver ingen billeder og operascene, da Abrahamsens musik allerede er så illustrerende, at den ”maler landskaber såvel som følsomhed, frygt som kolde følelser, længsler som fugle, blomster som kærlighed. Dette stykke længes efter at blive hørt som en Andersen-tekst.”
Det er sandt, at musikken til Hans Abrahamsens opera er yderst billedskabende. Han har allerede arbejdet med sne og vinterlandskaber i værker som Schnee, Walden og Märchenbilder. Alligevel fandt jeg mig selv blive mere grebet af det golde, hvide psykiatriske landskab til premieren i München, end jeg gjorde af det mørke eventyrlandskab i København. Snefnug smelter på kort tid, men jeg blev nu alligevel ganske grebet af Barbara Hannigans kærlighed, som til allersidst får smeltet Kays hjerte til at smelte. Se det er et smukt julebudskab! Nyd Bayerische Staatsopers opsætning den næste måned. Alternativt kan I blot lukke øjnene og nyde den smukke musik og de smukke stemmer….
