Min introduktion til dem var i 1988, da jeg hørte deres cover-version af, Love Will Tear Us Apart. Dét var jeg på ingen måde imponeret af, så de fik lov til at rende og hoppe!
7 år senere – i 1995, fik Glenn (Lukas’ far), mig dog til at se lyset. Han optog dette kassettebånd til mig dengang, som jeg så har klaret mig med siden. Plus, naturligvis Spotify og YouTubeOg en række uforglemmelige koncerter!
Og en række uforglemmelige koncerter!
Men altså, …det er jo uholdbart i længden… Så, det er da ikke et minut for tidligt – at jeg omsider får anskaffet mig sagerne i fysisk -og i officiel form.
I dag, svang jeg så kortet til det blødte. :-O Indenfor en overskuelig fremtid, kommer Postmand Per således forbi – med alt, hvad jeg lige har kunne rage til mig i dag på plade.
Nøjjj, det bliver en skøn pakke at åbne! 4.6 kg Swans ❤
DAGENS ALBUM: Moral – And Life Is… (Arp Grammofon 1984) Endnu et dansk album fra 80erne jeg ikke mener man kan undvære i en seriøs samling. Jeg kunne heller ikke nære mig for at samle dette eksemplar op, selvom det er 3. gang i mit liv jeg anskaffer pladen. Anden gang var det godtnok en gave til en daværende kæreste, men første gang var den helt og holdent til mig selv og det husker jeg skam også klart og tydeligt.
Da denne plade udkom i midtfirserne lå der nemlig et distributions selskab ved navn Dansk Sam, først i en baggård på Vesterbrogade, senere på en mere mondæn adresse på Gl. Kongevej. De udgav også et dengang tone angivende musikblad ved navn Sam Nyt med information om danske alternative undergrunds udgivelser fra hippie til punk eller “nyrock” som det hed dengang.
Her fik jeg som ganske ung knægt sammen med et par kammerater fra Albertslund lov til gå på rov på lageret og købe vinyl til engros pris i en periode. Jeg mener jeg gav 69 kroner for denne LP og skamlyttede til den i et par år før den gled lidt ud af min sfære.
Vi taler minimal elektronisk musik med sfæriske guitar og synthflader over en bund af rytmeboks og toppet med Hanne Winterbergs smukke drømmende vokal. Da pladen udkom var der et band fra Wales ved navn Young Marble Giants som de ofte blev sammenlignet med, men jeg synes det er lidt unfair at tale om nu, for Moral lyder ikke rigtigt som noget andet.
De har iøvrigt også 3 fantastiske numre på opsamlings LP’en Somewhere Outside på Irmgardz, et album de virkelig løfter op på et højere niveau når man sammenligner med de andre bands på den. Der udkom også et par kassettebånd oprindeligt og iøvrigt en CD version af dette album fra 2007 på Karma med en del extramateriale fra disse og Somewhere Outside. Albummet er også genudgivet på Dark Entries for 5-6 år siden.
DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.
Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.
Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.
Det er næsten ikke til at bære, men sangskriveren, musikeren og manden bag selskabet Goldwax, der udgav nogle af soulmusikkens bedste plader, QUINTON CLAUNCH, ville være fyldt 100 år i dag (3/12), men han snublede kort før ”målstregen”, thi han døde den 10. april i år. Det vil føre for vidt at nævne alle mandens meritter, men han var med i de tidlige Sun-dage i de første år i 1950’erne, hvor studiet i Memphis fik stor betydning for den helt tidlige rock’n’roll. Han spillede med Carl Perkins, hjalp til i studiet for Elvis og skrev sange for dem, som ellers ville indspille dem. Han var medstifter af pladeselskabet Hi, inden han i 1963 etablerede sit eget Goldwax Records.
Året efter bankede det en sen aften på hans dør i huset i Memphis, og uden for stod to ukendte gospelsangere, O.V. Wright og James Carr, som begge gerne ville udgive plader. De aflagde en prøve for ham på stedet, og han hørte straks talentet og udgav plader med dem, ja, den mentalt meget sårbare James Carr forblev på hans selskab hele livet, og Quinton Claunch fik en slags faderrolle for ham.
Det oplevede jeg selv, da jeg sendte Quinton Claunch en telefax i efteråret 1995 og spurgte, om jeg måtte besøge ham til en samtale om Goldwax, og kunne han også få James Carr til at komme, ville det være perfekt. Han svarede ja til det hele, og en novemberaften samme år sad jeg i selvsamme hus i Memphis, som de to sangere havde besøgt 31 år forinden.
Det var en stor oplevelse at møde Quinton Claunch og James Carr, som begge var meget glade for interessen helt fra Danmark, og de næste mange år holdt jeg kontakten ved lige med Quinton Claunch, som på det tidspunkt i 1990’erne havde revitaliseret sit selskab uden dog at nå de helt samme musikalske højder, han havde nået med mange af sine udgivelser i 1960’erne, ikke mindst med netop O.V. Wright, James Carr og Spencer Wiggins. De tre sangere repræsenterer det ypperste inden for southern soul, hvad du kan høre eksempler på via links nede i tråden til sange, som Quinton Claunch udgav på Goldwax i sin tid, ja, sangene med James Carr og Spencer Wiggins skrev han såmænd også.
Ingen af de tre – og ej heller Goldwax – fik nogen synderlig succes i 1960’erne, men eftertiden har været venligere stemt, og især James Carr har fået opmærksomhed, især for sin indspilning af The Dark End Of The Street, som bredt regnes for den bedste. Kun Spencer Wiggins er i live i dag og fylder 80 år næste gang, den 8. januar 2022, mens O.V. Wright døde i 1980, 41 år, og James Carr i 2001, 58 år. I dag – på det der altså kunne have været hans 100-års fødselsdag – løfter vi glasset og mindes Quinton Claunch i stor taknemlighed over alt det, han gjorde for især soulmusikken igennem et endog meget langt liv. Tak. Bare tak.
Første søndag i advent. Mine børn er ved klippe og flette julehjerter. Jeg er ikke der mentalt endnu, men altså. Julemusik? Er der nogen der har mere alternativ julemusik? Min favorit er Bjørn Svin og Goodiepals “Sincerely Christmas”, klart nostalgi, men også et bevis på de to mænd har mere melodi i lillefingeren end mange har i resten af kroppen.
Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.
Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!
Jeg skulle blive 67 år inden jeg fik åbnet sindet for komponisten Anton Bruckner. Fordomme, halvdårlige rygter og decideret uvilje holdt mig fra komponisten i mange årtier. Shame on me!
Der var dog een undtagelse. Nemlig den meget rytmiske og inciterende Scherzo fra niende symfoni. Min ekskone introducerede mig til den. Og dermed også til den meget smukke langsomme sats fra samme symfoni. Men vakte dét så min nysgerrighed i øvrigt? NEJ, er svaret. Jeg havde en – helt udokumenteret – opfattelse af at Bruckners verden var kedelig, langtrukken og tung. Selv om jeg i mine DR-år havde adgang til en fantastisk pladesamling, pirrede det ikke min nysgerrighed. Der var lukket for Per og Anton.
For ca. et halv år siden skete der så noget. Det startede næsten med et tilfælde. Herefter udviklede det sig på en måde, som jeg nok aldrig vil glemme. Lørdag aften 27. marts lagde jeg et opslag på min facebook-profil. Eet af mange i min næsten uendelige serie “Store musikoplevelser”. En pludselig indskydelse var det at skrive om (og linke til) stort set det eneste af Bruckner, jeg kender til. Scherzoen fra 9. symf. Jeg var i trist humør. Min kollega og ven, Peter Viskinde var død fire dage inden – og selvsamme lørdag døde Jacob Andersen, som jeg også kendte og havde fælles-oplevelser med.
Søndag morgen var jeg decideret trist. Jeg åbnede rutinemæssigt facebook for at se om “der skulle være noget” – og det var der! Een af mine gode musikvenner havde set mit Bruckner-opslag og dette fik ham til at foreslå mig at lytte til den 23 minutter lange finale-sats fra Bruckners 8. symfoni. Jeg tænkte spontant: Det skal være lige nu. Jeg gik hen i en park, satte mig i det mørkegrå vejr og lyttede højt på hovedtelefoner. Den oplevelse gjorde noget godt for mig. Den mildnede ikke sorgen over de mistede – men den stimulerede mig. Siden da har jeg “sparet” på oplevelsen. Men nu er jeg klar til at lytte igen – og anbefale den til jer.
“Store musikoplevelser” – tilegnet sundhedspersonale og politi.
Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.
ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!
For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.
Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.
Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.
SIGNAL.DK 