Kategori: Musik

Af Lars Movin

BECAUSE THE NIGHT …
eller: PATTI SMITH I K.B. HALLEN

Der kunne siges alt muligt om den perfekt uperfekte performance, som den 76-årige Patti Smith leverede i K.B. Hallen torsdag aften, men essensen – for mit vedkommende – var, at jeg sjældent har nydt en koncertoplevelse mere. Selvfølgelig var der lange pauser mellem numrene, hvor knas med en guitarrem eller tilsyneladende uvished om, hvad der nu skulle ske, slog sprækker i forestillingen om en professionel koncertafvikling (hvis man vælger at se det fra dén vinkel). Selvfølgelig var der halvt glemte sangtekster, som først med lidt forsinkelse dukkede op i den syngendes hukommelse, og en ubønhørlig (angiveligt allergiudløst) hoste, som indimellem truede med at sætte stemmen ud af funktion (men dog aldrig gjorde det, når det endelig gjaldt). Og selvfølgelig var der den lidt rutinemæssigt forventelige åbning med en sing-along-opfordrende “Because the Night” og et lige så forudsigeligt farvel med “People Have the Power”. Men når det er sagt, var de to nævnte sange blot bogstøtter omkring et forløb, der på mange måder var uforudsigeligt og bød på en velkommen fornyelse af Patti Smiths ellers i mange år ret skemalagte optræden. Ligesom de øvrige ovennævnte knaster ikke som sådan trak fra, men snarere fremstod som charmerende kolorit på en aften, der balancerede fint mellem livsindsigt, hilsner til en række afdøde kolleger og ikoner, indignation, ekstase og et nærvær, der blandt andet var udløst af, at det var hen imod et halvt år siden, at Patti Smith og hendes ensemble sidst havde stået på en scene. At sige at Patti Smith virkede veloplagt, er ikke forkert, men heller ikke helt præcist. Alderen fornægter sig ikke, og snarere vil jeg påpege det sympatiske i, at Patti Smith i denne sene fase i karrieren tillader sig selv at have den alder, hun har – uden forkrampede forsøg på at virke yngre. Torsdag aften var hun simpelthen til stede i K.B. Hallen med en autoritet, hvor de mange års sceneerfaring på beundringsværdig vis blandedes med en oprigtig bestræbelse på at give sig hen til nuet og dets luner. Undervejs fik vi solide klassikere som “Waiting Underground”, “My Blakean Year” og “Beneath the Southern Cross” – poetisk rockkunst med tråde via punk- og hippieæraen hele vejen tilbage til beatgenerationen, som kun Patti Smith kan levere det. Men vi fik også adskillige overraskelser. En knirkende og dybfølt hilsen til den nyligt afdøde livsven Tom Verlaine – med tekstark og læsebrille og slinger i valsen, men så sandelig også med nerve og kærlighed. En halvironisk, men givetvis respektfuld hilsen til Tina Turner (Patti Smith havde engang siddet på første række til en koncert, hvor Turner havde blinket til hende – “… and it made me who I am today”). Renest i udtrykket var en tindrende smuk udgave af Neil Youngs “After the Gold Rush”. Mest overraskende var en ekstasesøgende musikalsk jam til ære for Jeff Beck. Og aftenens højdepunkt var et forbløffende arrangement af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – en sang, som Patti Smith ifølge sin introduktion havde taget tilløb til at prøve kræfter med siden 70’erne. Torsdag aften i K.B. Hallen kastede hun sig omsider ud i et forsøg – og den sad lige i skabet. Meget mere kunne siges, men det korte af det lange er, at jeg nød hvert et sekund af aftenen, måske fordi jeg var mere end almindeligt sulten efter en håndfuld års Patti Smith-pause, men også fordi det nye bandformat med en trio bestående af sønnen Jackson Smith på guitar, veteranen Tony Shanahan på bas og keyboards samt en yngre trommeslager, hvis navn jeg ikke fik fat i [Sebastian Rochford hedder han, bliver jeg nu gjort opmærksom på – tak!], åbnede for en tiltrængt fornyelse i Patti Smiths musikalske udtryk og tillod hende at sprænge sig fri af de skabeloner, som hendes gamle – og prisværdigt trofaste – ensemble havde tendens til at låse hende fast i. Men mest af alt var det hele så frydefuldt, fordi Patti Smith, der med egne ord nu har nået den samme alder, som hendes mor havde, da hun (Patti) opfattede hende som MEGET gammel, stadig formår at lyse sjælens mørke kamre op med sit poetiske og umanerligt menneskelige nærvær …

P.S.: Jeg var alt for opslugt af koncerten til at tage billeder, så illustrationen herunder er et uldent snapshot fra et ultrakort møde med Patti Smith i forbindelse med hendes besøg i Cinemateket i 2008.

Af Christina Leander

Elsker dét her band – helt ind til knoglerne!

Min introduktion til dem var i 1988, da jeg hørte deres cover-version af, Love Will Tear Us Apart.
Dét var jeg på ingen måde imponeret af, så de fik lov til at rende og hoppe!

7 år senere – i 1995, fik Glenn (Lukas’ far), mig dog til at se lyset. Han optog dette kassettebånd til mig dengang, som jeg så har klaret mig med siden. Plus, naturligvis Spotify og YouTubeOg en række uforglemmelige koncerter!

Og en række uforglemmelige koncerter!

Men altså, …det er jo uholdbart i længden…
Så, det er da ikke et minut for tidligt – at jeg omsider får anskaffet mig sagerne i fysisk -og i officiel form.

I dag, svang jeg så kortet til det blødte. :-O
Indenfor en overskuelig fremtid, kommer Postmand Per således forbi – med alt, hvad jeg lige har kunne rage til mig i dag på plade.

Nøjjj, det bliver en skøn pakke at åbne!
4.6 kg Swans ❤

Af Jesper René

Idag er det 150 år siden den russiske komponist Alexander Skrjabin blev født. Er der én komponist, som jeg endnu synes at have til gode at beskæftige mig med, ja så er det nok denne mystiker udi musikken. Der har været tilløb fra min side, men ligesom det var revolutionens tilløb, der tog livet af den verden, som Skrjabin repræsenterede – ja, så skal der altså en sikrere og lysere fremtid til, førend det er tilrådeligt at begynde på dette univers.

Skrjabin troede, når hans tanker om sig selv da ikke var endnu højere, at han var en reinkarnation af Chopin – og hans tidlige produktion er da også en slags forlængelse af romantikkens ideal; han skrev i de samme former som sin forgænger, men derfra udvikledes hans klangsans og formsprog sig over det fritonale til det deciderede opløselige. Det er musik, som langsomt fanger lytteren ind, og som man skylder sig at blive ved med at forsøge at lytte til.

Af Jan Poulsen

Det er næsten ikke til at bære, men sangskriveren, musikeren og manden bag selskabet Goldwax, der udgav nogle af soulmusikkens bedste plader, QUINTON CLAUNCH, ville være fyldt 100 år i dag (3/12), men han snublede kort før ”målstregen”, thi han døde den 10. april i år.
Det vil føre for vidt at nævne alle mandens meritter, men han var med i de tidlige Sun-dage i de første år i 1950’erne, hvor studiet i Memphis fik stor betydning for den helt tidlige rock’n’roll.
Han spillede med Carl Perkins, hjalp til i studiet for Elvis og skrev sange for dem, som ellers ville indspille dem. Han var medstifter af pladeselskabet Hi, inden han i 1963 etablerede sit eget Goldwax Records.

Året efter bankede det en sen aften på hans dør i huset i Memphis, og uden for stod to ukendte gospelsangere, O.V. Wright og James Carr, som begge gerne ville udgive plader. De aflagde en prøve for ham på stedet, og han hørte straks talentet og udgav plader med dem, ja, den mentalt meget sårbare James Carr forblev på hans selskab hele livet, og Quinton Claunch fik en slags faderrolle for ham.

Det oplevede jeg selv, da jeg sendte Quinton Claunch en telefax i efteråret 1995 og spurgte, om jeg måtte besøge ham til en samtale om Goldwax, og kunne han også få James Carr til at komme, ville det være perfekt. Han svarede ja til det hele, og en novemberaften samme år sad jeg i selvsamme hus i Memphis, som de to sangere havde besøgt 31 år forinden.

Det var en stor oplevelse at møde Quinton Claunch og James Carr, som begge var meget glade for interessen helt fra Danmark, og de næste mange år holdt jeg kontakten ved lige med Quinton Claunch, som på det tidspunkt i 1990’erne havde revitaliseret sit selskab uden dog at nå de helt samme musikalske højder, han havde nået med mange af sine udgivelser i 1960’erne, ikke mindst med netop O.V. Wright, James Carr og Spencer Wiggins.
De tre sangere repræsenterer det ypperste inden for southern soul, hvad du kan høre eksempler på via links nede i tråden til sange, som Quinton Claunch udgav på Goldwax i sin tid, ja, sangene med James Carr og Spencer Wiggins skrev han såmænd også.

Ingen af de tre – og ej heller Goldwax – fik nogen synderlig succes i 1960’erne, men eftertiden har været venligere stemt, og især James Carr har fået opmærksomhed, især for sin indspilning af The Dark End Of The Street, som bredt regnes for den bedste.
Kun Spencer Wiggins er i live i dag og fylder 80 år næste gang, den 8. januar 2022, mens O.V. Wright døde i 1980, 41 år, og James Carr i 2001, 58 år.
I dag – på det der altså kunne have været hans 100-års fødselsdag – løfter vi glasset og mindes Quinton Claunch i stor taknemlighed over alt det, han gjorde for især soulmusikken igennem et endog meget langt liv.
Tak. Bare tak.

Af Sakena Ali Beyer

Første søndag i advent. Mine børn er ved klippe og flette julehjerter. Jeg er ikke der mentalt endnu, men altså. Julemusik?
Er der nogen der har mere alternativ julemusik?
Min favorit er Bjørn Svin og Goodiepals “Sincerely Christmas”, klart nostalgi, men også et bevis på de to mænd har mere melodi i lillefingeren end mange har i resten af kroppen.