Kategori: Musik

Af Katrine Nyland Sørensen

Jeg har tænkt lidt tanker om to meget forskellige opsætninger af “Snedronningen”.

Når Bayerischer Staatsoper fra i aften – og en måned frem – live-streamer Hans Abrahamsens opera, ”Snedronningen”, fra München ud til hele verden, bliver der skrevet dansk musikhistorie. Ikke alene er det sensationelt, at en dansk komponist får sin debutopera opført i et af verdens førende operahuse. Det er også temmelig enestående, at en helt ny opera inden for få måneder opføres i to forskellige operahuse på to forskellige sprog i to vidt forskellige opsætninger.

Da jeg i efteråret interviewede komponisten, Hans Abrahamsen, om arbejdet med ”Snedronningen”, bemærkede han, at han måske også selv var blevet taget af Snedronningen som barn. Efter han i 2007 havde påbegyndt arbejdet med at skrive en opera over H C Andersens eventyr, havde han flere gange spurgt sig selv, hvorfor lige netop Kay bliver bortført af Snedronningen. Var det fordi Kay allerede havde fået glassplinter i sit øje og i sit hjerte?

Pga. sit dårlige ben kunne Hans Abrahamsen ikke stå på ski ned ad de store bakker, da han var barn. Lige som Kay kunne han derfor ikke komme ind i den fysiske leg sammen med de andre børn. Han blev derfor tildelt beskuerens rolle. Måske var Kay kunstner? Måske stod han lige som Hans Abrahamsen på sidelinjen med det kølige og analytiske overblik, som ofte kræves af en komponist eller forfatter.

”Måske blev jeg ikke taget af Snedronningen, men jeg blev i hvert fald taget af musikken”, sagde Hans Abrahamsen den gang til mig. Snedronningen er et af H C Andersens mest fascinerende eventyr, som har givet anledning til at have af forskellige fortolkninger. Denne jul kan man f.eks. opleve så forskellige fortolkninger som Disneys ”Frost 2” i biograferne, ”Snedronningen” som ballet med kostumer og scenografi af Dronning Margrethe i Tivoli – og Hans Abrahamsens opera med libretto af Henrik Engelbrecht. Lad os blot med det samme konstatere, at vi her har med tre temmelig forskellige fortolkninger at gøre.

Som opera havde ”Snedronningen” urpremiere på dansk Det Kongelige Teater den 13/10 2019 – og på engelsk på Bayerischer Staatsoper i München den 21/12 2019. Drevet af nysgerrighed havde jeg købt billetter til begge opsætninger for at opleve, hvor forskelligt samme eventyr med musik komponeret af samme komponist kan fortolkes af forskellige instruktører, sangere, dirigent og musikere. Det føles næsten som to forskellige operaer, selv om de er bundet sammen af musikken. Men så heller ikke meget mere.

Hvor Francisco Negríns opsætning i København var henlagt i mørke med et LED-oplyst bjerg, der kunne skabe forskellige stemninger, årstider og vejrlig, er Andreas Kriegenburgs opsætning i München domineret af kridhvide, sterile hospitalslandskaber med klar blå himmel, røde roser og dalende sne.

Da jeg talte med instruktør Francisco Negrín i København, fortalte han, hvordan han som instruktør lagde en ny fortolkning baseret på lys og matematiske undere oven på den fortolkning, som Hans Abrahamsen allerede havde lavet af H C Andersens eventyr. Med fortolkning på fortolkning bliver operaen til sidst sin helt egen historie, som Negrín sagde. Når der er tale om en dugfrisk opera, som aldrig har været opført før, er hverken instruktør eller sangere bundet af tidligere opførelser eller fortolkninger.

Opera ender ofte med at blive en smagssag. Nogle kan ikke få opsætningerne ”korrekte” nok i forhold til (sam)tid, kostumer og libretto, mens andre foretrækker radikale bud på opera i en samtidig kontekst. Med ”Snedronningen” har hverken Negrín eller Kriegenburg som instruktører behøvet at forholde sig til tidligere opsætninger. Men man må dog sige, at de har ganske forskellige udlægninger af Hans Abrahamsens musik.

Når der er to forskellige opsætninger – en dansk og en engelsk i et henholdsvis dansk og tysk operahus – skyldes det, at sopranen og dirigenten, Barbara Hannigan, har været tæt på hele arbejdsprocessen med ”Snedronningen” lige fra begyndelsen, efter hun havde arbejdet sammen med Hans Abrahamsen om hans sangcyklus for sang og orkester, ”Let Me Tell You.” Det var f.eks. hendes idé, at Snedronningen, som repræsenterer ”Den Universelle” skal synges af en bas-baryton. Men da hun ikke mente, at hun var i stand til at synge Gerda på dansk, gik rollen i stedet til Sofie Elkjær Jensen på Det Kongelige Teater – og ”Snedronningen” blev til to operaer på henholdsvis dansk og engelsk. På Det Kongelige Teater blev rollen som Snedronningen sunget af Johan Reuter, mens den på Bayerischer Oper bliver sunget af Peter Rose. Hvor ”Snedronningen” i København blev dirigeret af Robert Houssart, bliver den i Tyskland dirigeret af Cornelius Meister.

Hvor operaopsætningen i København sværmede om et mørkt, konkret og videnskabeligt univers, er den tyske opsætning hensat til et kridhvidt, svævende univers, som er åbent for fortolkninger. Ikke alle tyske anmeldere har været lige begejstret for, at instruktøren, Andreas Kriegenburg, har flyttet Kay ind på et psykiatrisk hospital. Kay er mentalt frosset til is og vil ikke længere kommunikere med den ydre verden. Den voksne Gerda forsøger desperat at få sin elskede Kay til at ”tø op igen” gennem sine mange rejser i for- og nutid.

Frankfurter Allgemeines anmelder, Laszlo Molnar, kaldte operaen for ”Barbara im Traumaland”, da han mente, at operaen i Andreas Kriegenburgs opsætning mangler et dybere motiv og en social relevans. Ifølge Molnar er der ellers masser at tage fat på, hvis Kay er en tavs og iskold mand, som har vendt verden ryggen: Hvad gør psykiske lidelser ved os – både de berørte og deres pårørende? Og hvordan finder de ”iskolde” mennesker tilbage til den følelsesmæssige verden? Vi får ikke noget konkret svar. I stedet får vi som publikum rig lejlighed til at lægge vores egen tolkning ind, mens Kay og Gerda i tre forskellige aldre arbejder sig igennem de mange prøvelser og elementers rasen.

Som Reinhard J. Brembeck fra Süddeutsche Zeitung bemærker, så er der ingen tvivl om, at Kay er forstyrret. Men er der virkelig kun tale om en individuel forstyrrelse? For ham går Andersens eventyr og Abrahamsens opera meget længere. Ikke alle lidelser kan løses ved at besøge en psykiater – kun medmenneskelighed og kærlighed kan overvinde dem. Det er derfor finnekonen i tredje akt synger om Gerda: ”Jeg kan ikke give hende nogen større magt, end hun allerede har…” Det bliver ifølge Brembeck en afvisning af al psykiatri og al psykologi.

Brembeck når derfor frem til den konklusion, at Abrahamsens værk faktisk kræver et billedforbud. ”Snedronningen” er ikke en opera. ”Højst en imaginær opera.” Den behøver ingen billeder og operascene, da Abrahamsens musik allerede er så illustrerende, at den ”maler landskaber såvel som følsomhed, frygt som kolde følelser, længsler som fugle, blomster som kærlighed. Dette stykke længes efter at blive hørt som en Andersen-tekst.”

Det er sandt, at musikken til Hans Abrahamsens opera er yderst billedskabende. Han har allerede arbejdet med sne og vinterlandskaber i værker som Schnee, Walden og Märchenbilder. Alligevel fandt jeg mig selv blive mere grebet af det golde, hvide psykiatriske landskab til premieren i München, end jeg gjorde af det mørke eventyrlandskab i København. Snefnug smelter på kort tid, men jeg blev nu alligevel ganske grebet af Barbara Hannigans kærlighed, som til allersidst får smeltet Kays hjerte til at smelte. Se det er et smukt julebudskab! Nyd Bayerische Staatsopers opsætning den næste måned. Alternativt kan I blot lukke øjnene og nyde den smukke musik og de smukke stemmer….