Ode til Bergen

Ode til Bergen

Af Asger Schnack

Jeg er udmærket tilfreds med at befinde mig, hvor jeg befinder mig, i København, og skal ikke klage, men nogle gange kan man godt for tankeeksperimentets skyld spørge sig selv, hvor man ellers gerne ville vågne op (måske endda i en anden tid). Et sted, jeg ofte tænker på, hvor jeg gerne havde set mig selv mere end den ene gang, jeg har været der, er Bergen, som jeg elsker på afstand og nu ligefrem på coronaafstand (hvem ved, måske for altid). Jeg ville gerne genbesøge Bergen, for jeg ejer nogle billeder i mit indre, som er blivende og sært smukke, også som baggrund for et samvær, nok så kort, med digtere, der kom og gik. Nu tilhører det fortiden som et glimt. Men kunne jeg vælge, ville jeg gerne dukke op et sted mellem 2000 og 2005. Om dette femår handler ”Bergensbrag-generationen. Opblomstringen af uafhængige litteraturplatforme i Norge fra 2000 til 2005”, udgivet af Tekstallianse i 2020. Bogen består af et hovedafsnit, ”Bergensbrag-generationen”, skrevet af Susanne Christensen – forfatteren til ”Leonoras reise” (2019, da. udg. 2020) – hvorefter ordet gives til 12 replikker af samtidige vidner. Susanne Christensen skriver detaljeret om undergrundens udtryk og tidsskrifts- og forlagsdannelser, hun var selv en vigtig skikkelse i centrum af begivenhederne, der var også et samarbejde internationalt, med forbindelse ikke mindst til Danmark. Kombineret med replikkerne fra de 12 medaktører, Henning H. Bergsvåg, Tomas Espedal, Maja Elverkilde, Mathias Kokholm, Catrine Strøm, Jørn H. Sværen, Audun Lindholm, Øystein Vidnes, Eirik Vassenden, Magnus William-Olsson, Gunnar Wærness og Monica Aasprong, er essayet højst fyldestgørende, og helheden, den i øvrigt ekstremt veltilrettelagte bog, læses som en roman om en tid, der er historie, bundet til dengangs teknologi og kommunikationsformer, men som også er inspirerende at få fortalt i forhold til den aktuelle mikroforlagsopblomstring. Mange navne på såvel personer som udgivelser var nye for mig, jeg var ikke en del af det beskrevne miljø (hvor gerne jeg end ville have været det, om ikke andet i abstrakt, forskudt erindringsfortabelse), men jeg føler mig øjeblikkeligt beriget af læsningen. Sådan kan man tage et stykke af tiden og lukke den ind i en bog, med al den aktivitet og progressivitet, der er indeholdt i den. Og under hele essayet og repliktiltaget så jeg for mig Bergen, et lys, jeg husker, noget oppe, hvorfra jeg så ned, og noget henne, hvorfra jeg så forbi, eller tilbage, til nu. Hvor jeg kan sidde og tænke på, hvor jeg befinder mig, og for den sags skyld hvor litteraturen befinder sig. Hvor vi befinder os. (Design: Øystein Vidnes)

Postkort fra Lissabon

Postkort fra Lissabon

Af Susanne Sayers

Er nu, sådan på forsyningssiden, klar til eventuel karantæne. Helt uden at hamstre. Og ja, man kan få leveringer til døren også i Portugal, men vi aner reelt ikke, hvordan presset på den slags tjenester bliver i sådan en situation, slet ikke hvis den trækker ud, så hellere være nogenlunde på den sikre side. Så der også er fyldt op med ting, der er lette at lave, hvis man nu skulle blive småsløj. Som altid er der bønner, flåede tomater, løg, hvidløg, linser – den slags. Og vin og te i rigelige mængder … naturligvis.
Panik? Overhovedet ikke. Men karantæne kan blive virkelighed for os alle, og jo mere vi hver især har forberedt os uden at skulle trække på samfundsressourcer, der hurtigt kan blive pressede, desto bedre.
Derudover er situationen i Lissabon ret afslappet. Folk samler sig i parkerne som altid på en søndag. De promenerer langs floden, drikker kaffe og vin, og der er de sædvanlige køer i supermarkederne. Og propfyldte linje 28’ere. Jeg ser næsten ingen masker. Der er heller ikke udsolgt af håndsprit, men gel kan være svært at finde. Foreløbig er der 25 smittede i Portugal, de fleste mod nord, og de fleste kan spores til en portugiser, som kom hjem fra Norditalien. Så her er ikke endnu tegn på, at der er udbredt smitte i lokalsamfundet.
Jeg har været inviteret ud de seneste par dage, og der er blevet krammet og kindkysset på sædvanlig portugisisk vis. Det bliver noget af det sidste, der forsvinder, tror jeg. Det sidder stærkt i kulturen. Men jeg kan godt mærke, at jeg selv tøver efterhånden. Der ligger en slags ‘ny normal’ og dirrer lige under overfladen. Ikke som en frygt, men som en forsigtighed. For mit vedkommende ikke så meget på egne vegne – de færreste af os behøver at frygte at dø af sygdommen. Men som en beskyttelse af alle dem, der risikerer at blive alvorligt ramt og i yderste tilfælde at dø. Ved at passe på og udvise lidt omhu kan vi forhåbentlig være med til at bremse udbruddene, så der bliver tid og plads og ressourcer til at håndtere de alvorlige tilfælde i sundhedssystemet og beskytte de mest sårbare.

Første video af verdens længste hængebro

Første video af verdens længste hængebro

Verdens længste fodgænger-hængsbro er netop åbnet i Schweiz.

Den 500 meter lange bro er beliggende i hjertet af Alperne og forbinder en vandresti mellem byerne Grachen og Zermatt. Den velkendte sti for vandrere kaldes Europaweg og er berømt for sin panoramaudsigt over Matterhorn og Weisshorn. Broen svæver 300 meter over jorden. Broen tog mere end to måneder at bygge og er baseret på et “vibrationsdæmpningssystem” for at forhindre strukturen i at svinge.

Men husk én ting: kig ikke ned!