Masker i Japan

Masker i Japan

Af Mette Holm


Det siges, at den beskyttende gazemaske blev opfundet af den kinesisk læge Wu i 1910 under pesten i Manchuriet, hvor 95 % af de smittede døde. Han gennemskuede, at smitten var luftbåren, og foreslog alle at bære de gazemasker, som han havde udviklet. De vestlige læger afviste idéen og døde, men doktor Wu overlevede.

Det hørte jeg om i en spændende podcast, som Christine Bechameil anbefalede: ‘Masking for a friend’.

Igen under 1918 Epidemien blev masken også brugt som forebyggende både for ikke at smitte og ikke at blive smittet – også i USA, som dog ikke har brugt maskerne siden – før nu altså. Det har man til gengæld i Kina, som har haft flere epidemier. I en periode påbød Mao faktisk, at folk skulle bære masker i visse sammenhænge. Derfor er det blevet naturligt for kinesere at bære masker, og det er det også for japanerne, som ofte færdes mange mennesker sammen.

I Japan bærer man maske af mange årsager. Lige i øjeblikket selvfølgelig på grund af corona. Abe har anbefalet, at ALLE bærer maske i det offentlige rum, og det gør de fleste så. Man bærer primært for ikke at smitte andre, men håber selvfølgelig også selv at undgå smitte.
Dog har det gennem lang tid været almindeligt at bære maske i Japan. Under SARS i 2002 og fugleinfluenzaen i 2006 vænnede man sig til det, og i 2003 blev der ydermere lavet nogle særlige masker, som beskytter pollenallergikere (allergi mod cederpollen er steget voldsomt de seneste år), og i 2011 tog man masker på for at beskytte sig mod mikropartikler efter Fukushima-katastrofen.

Men masker bruges også af helt andre årsager. Nogle kvinder bruger dem de dage, hvor de ikke gider tage makeup på, eller hvis de har en grim bums. Andre tager dem på for at kunne være i fred. Det er, som om man forsvinder lidt, når man tager en maske på. Nogle bruger dem endda som et værn mod kulden.

Her under corona, hvor jeg har boet i en tekstilby, er der ingen grænser for, hvor mange masker der er blevet sat i produktion. Så det er også ved at blive et modefænomen. Unge mænd bruger sorte masker, unge piger vælger måske blonder eller blomster. OG da jeg interviewede Kengo Kuma havde han en blomstret maske på med Okinawa-motiv – næsten magen til den, jeg selv bar.

Værsgo, og overvej nu lige, om de mon virkelig er så nytteløse, som man tror i Danmark.

Murakami er i radioen

Murakami er i radioen

Af Mette Holm (på Facebook)

Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig.
Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.

Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.

Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål:
En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan.
Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.

Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret.
En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.

Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”

Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.

Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.

Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.

(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)