Vi vil have en finanslov, der prioriterer kunsten og kulturen

Vi vil have en finanslov, der prioriterer kunsten og kulturen

Af Zenia Stampe

Øv, så fik vi det sort på hvidt: Regeringen har ingen kulturpolitik. Det må være den klare konklusion på dagens finanslovsforslag, som vi ellers har ventet på med spænding – og med den klare forventning, at nu ville regeringen træde frem og udstikke en kulturpolitisk kurs.

Og ja, regeringen prøver at sælge sit finanslovsforslag som en prioritering af kulturen. Men det er helt samme historie som sidste år, hvor en delvis annullering af omprioriteringsbidraget (de årlige grønthøsterbesparelser) blev præsenteret som en opprioritering af kulturen.

Denne gang forsøger de sig med en tidsbegrænset ekstrabevilling på 50 mio. kroner årligt i 2021 og 2022. Halvdelen skal gå til at forlænge eksisterende bevillinger, mens den anden halvdel skal bruges til kultur- og musikinitiativer for børn.

Det betyder sølle 25 mio. kroner ekstra årligt i sølle to år for at indfri kulturministerens vision om, at alle børn skal lære at spille et instrument. Det svarer til 250.000 kr pr kommune. Hvor mange børn rækker det overhovedet til? Og hvilke børn kan lære at spille et musikinstrument på to år? Og hvad så bagefter?

Jeg havde forventet, at regeringen kom med en seriøs og permanent ekstrabevilling til vores musik-, drama- og billedkunstskoler. Og at de også havde gjort andre tanker om, hvordan vi styrker børns møde med kunsten. Men det her? Endnu en omgang symbolsk projektpolitik, der er færdig, inden nogen har opdaget det.

Jeg kan ikke læse det som andet end et desperat forsøg på at dække over, at regeringen ikke har nogen kulturpolitik. Men vi er jo ikke talblinde idioter. Vi kan godt gennemskue, når regeringen forsøger at spise os af med et alibi for en kulturpolitik, der er så tyndt, at det havde været mere værdigt bare at tilstå, at de ikke har nogen.

Men okay. Efter sidste års kamp for at droppe omprioriteringsbidraget og det sidste halvårs kamp for at skaffe hjælpepakker for kulturen, så er vi i ret god træning med at lokke penge ud af regeringen til kulturen. Det arbejde fortsætter nu. Vi vil have en finanslov, der prioriterer kunsten og kulturen. For alvor!

DEN GRØNNE VEJ ELLER MERE MOTORVEJ?

DEN GRØNNE VEJ ELLER MERE MOTORVEJ?

Af Franceska Rosenkilde, Alternativet

Årets budgetforhandlinger for København i 2021 er knap nok startet før et ja til østlig ringvej, metro og Lynetteholm var den nødvendige adgangsbillet.

I Alternativet ønsker vi at tage ansvar for Københavns budget og udvikling.
Vi ønsker bæredygtige løsninger på de aktuelle udfordringer vi står i som by.

Vi ønsker boliger der er til at betale for alle slags københavnere, vi ønsker flere grønne områder med vild natur og til rekreativ brug. Vi ønsker et rigt og mangfoldigt kulturliv.
Men flertallet vil åbenbart mere beton, flere biler og dyre boliger.
Det er svært at begribe at ambitionsniveauet ikke er højere, i en tid hvor klimaudfordringer truer vores egentlige eksistensgrundlag.

VI KÆMPER VIDERE FOR ET BÆREDYGTIGT KØBENHAVN.

NY POLITISK AFTALE SKAL SIKRE FLERE KULTUR- OG IDRÆTSAKTIVITETER UNDER GENÅBNINGEN

NY POLITISK AFTALE SKAL SIKRE FLERE KULTUR- OG IDRÆTSAKTIVITETER UNDER GENÅBNINGEN

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Endelig! Så vi fik vi en ny politisk aftale på plads, der gør, at vi kan sætte mere gang i hjulene i kulturen og idrættens verden!

Vigtige hjælpepakker bliver nu forlænget frem til d. 31. oktober, og samtidig søsætter vi en ny aktivitetspulje på 300 mio. kr. Vi har lavet en unik model, hvor vi hjælper kulturlivet med at skabe og fastholde aktivitet – til trods for de aktuelle sundhedsrestriktioner. Teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører vil kunne få økonomisk hjælp, så de kan gennemføre arrangementer, der ellers ville være aflyst. Idrætten bliver også tilgodeset med ekstra 100 mio kr. til foreningspuljerne under Dansk Idrætsforbund, DGI, Firmaidrætten og Dansk Ungdoms Fællesråd.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at kulturen og idrætten kan få sat gang i hjulene – i stedet for at aflyse og lukke ned. Jeg håber, at de mange gode tiltag kommer os alle sammen til gode. Vi har brug for alle de stærke fællesskaber, som kulturen, kunsten og idrætten giver – særligt i denne tid!

Med den nye aftale føjes 680 mio. kr. til de eksisterende tiltag. Samlet er der nu hjælp for 4,6 mia. kr. i alle ordningerne til kulturen, idrætten og foreningslivet.

Ulla Pia er død

Ulla Pia er død

Af Leif Lønsmann
Med Ulla Pias død er en af Dansktoppens første og største stemmer forstummet.

Som nyudnævnt radiodirektør i DR lovede jeg i 1998 at “rehabilitere” Dansktoppen, som ellers i mange år kun havde været på “tålt ophold” i Statsradiofonien.

Ved min tiltrædelsesfest i Radiohuset i oktober 1998 blev min udstrakte hånd honoreret med en overraskelse i form af en gæsteoptræden af Ulla Pia.

Jeg ved ikke helt, om det var tænkt som hæder eller drilleri, at gode kolleger havde arrangeret Ulla Pias og mit intermezzo på scenen den dag. Men Ulla Pia leverede varen, selvom hun netop havde været igennem et heftigt sygdomsforløb og egentlig havde lagt den professionellle scenekarriere bag sig. Jeg er glad for, at kun billedet, og ikke lydsiden er opbevaret…

Ulla Pia vendte aldrig tilbage til scenen, men det lykkedes at overtale hende til en sidste “revival” i forbindelse med DR Koncerthusets hyldest til Dansktoppen i oktober 2010.

Siden så jeg hende mest på Islands Brygge, hvor vi begge boede, og hvor hun indtil for få år siden var en fast del af bybilledet.

Nu er Dansktopdronningen død. Men musikken og de mange plader lever videre! Tak for sangen!

Velkommen hjem

Velkommen hjem

Af Julie Wetterslev

Der er gået et par dage og jeg er ved at have sundet mig ovenpå den ‘velkomst’ vi fik da vi landede i Danmark forleden.

Vi begik en fejl, for selvfølgelig skulle jeg være gået forrest i paskøen (en uskreven regel for familiesammenførte). Men vi var trætte, havde pakket vores lejlighed og liv i Italien sammen over et par hektiske uger, sovet for lidt i flere dage, og stået op kl. 5 den dag for at klare den sidste rengøring, tømme køleskabet, overdrage nøglerne og lukke kufferterne.

Så havde vi rejst hele dagen med to fly, gennem lufthavne med Corona-restriktioner med nye afspritningscentraler og teknologier undervejs, og med den mentale omstilling fra at have boet fire år ét sted i ét land, til at skulle vende tilbage til et andet.

Så da vi om aftenen nåede Kastrup gik Osniel først i grænsekontrollen. Det var selvfølgelig en fejl.

Politikvinden bag vinduet i skranken beder om hans dokumenter. Han viser hende sit cubanske pas og sin italienske opholdstilladelse. ‘Men hvad skal du her?’ spørger hun, og mens Osniel peger bagud på mig og forklarer at jeg er hans danske hustru begynder jeg febrilsk at lede efter de øvrige papirer i en godt pakket håndtaske.

Jeg får lov at komme frem til skranken og forklare. Vi har boet i Italien i fire år, siger jeg, og er nu ved at flytte tilbage, og min mand har en dispensation fra bortfald af hans midlertidige ophold i Danmark, hvilket betyder at han må indrejse i Danmark frem til d. 30. September 2020. Jeg leder efter papirerne i mappen i tasken og finder først vores vielsesattest som jeg giver politikvinden. Der står sort på hvidt at vi blev gift for seks år siden på Stenstranden i Rørvig ud for Flyndersø.

Mens jeg leder efter dispensationen stiller hun en masse spørgsmål hurtigt efter hinanden. ‘Har han et dansk cpr. nr. så?’ ‘Ja, det har han’… Hun afbryder: ‘Men det vil sige at du ikke bor i Danmark?’ ‘Nej, siger jeg’, nu lettere irriteret, ‘men vi er ved at flytte hjem hertil.’ ‘Nå, men hvis jeg slår dig op i systemet, så står du her jo ikke?’ ‘Det vil jeg da håbe jeg gør – jeg er jo dansk statsborger’ ‘Men det er din mand jo ikke’. ‘Nej, men vi har jo dispensation fra bortfald af hans ophold’ – jeg giver hende dokumentet, ‘og selv hvis vi ikke havde, så må han godt indrejse sammen med mig i og med at jeg er dansk statsborger og han har ophold i et EU-land og vi er gift’. Dette siger jeg blandt andet, fordi jeg har tjekket reglerne mange gange og fordi jeg har adspurgt specifikt om vores sag med politiets Corona-hotline et par dage før vi rejste fra Italien.

Hun ser på dokumentet fra Udlændingestyrelsen der klart proklamerer at Osniel har ret til at indrejse i Danmark frem til 30. September 2020. ‘Jamen har han så et dansk cpr. nr.?’ ‘Ja, det har han, som jeg sagde, men du afbrød mig før jeg kunne nå at give dig det.’ Jeg remser nummeret op og hun slår det op i systemet og ser det på skærmen. ‘Jamen så må jeg jo lige ringe og tjekke’. ‘Hold nu kæft mand’, kommer jeg sagte til at hviske, mens jeg tænker på min mor og hendes mand som står udenfor lufthavnen og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år.

‘Siger du hold kæft til mig?’ udbryder politikvinden skingert og stirrer fjendsk på mig med et sæt meget blå øjne bag et sæt meget firkantede sorte briller. Hendes blonde hår nærmest hopper op og ned i sitren ovenpå hendes hovede. ‘Det skal du ikke sige til mig hvis I gerne vil lukkes ind’.

‘Jeg vil gerne ud til min familie – de står og venter på os. Jeg har ikke set dem i et år,’ siger jeg. ‘Ja, men vi er jo nødt til at tjekke dokumenterne.’ ‘Ja, det er en herlig velkomst’, siger jeg. ‘Nu skal du ikke være flabet’, siger hun vredt, ‘jeg gør bare mit arbejde og din attitude er meget problematisk’. Jeg bider mig i læben for ikke at svare igen men kan ikke kontrollere mine øjne i et tavst svar til hende. ‘I må gå derover og vente’ hun peger til venstre for indrejsekøen. ‘Hvad sker der?’ spørger Osniel. ‘Må jeg få dit navn?’ spørger jeg hende. ‘Det må du få senere, nu skal vi checke det her.’

Mens vi et par meter væk venter på at politikvinden foretager diverse opkald og småsludrer smilende med sine kolleger i boksen hører jeg en anden politimand tale med et andet spansktalende par lige bag os og fortælle kvinden at hun kan vælge mellem at blive udvist til Spanien eller til Sverige. Hun ser fortvivlet ud.

Jeg ved at vores dokumenter er iorden og at de skal lukke os ind, men alligevel får jeg koldsved og klamme håndflader. Vores flyttegods kommer i en vogn tidligt næste morgen på Nørrebro, vi har aftaler på Folkeregisteret, hos Styrelsen for Indvandring og Immigration, vi har en lejlighed vi skal overtage og en masse ting vi skal – hvis de nu ikke vil lukke ham ind hvad gør vi så?

Politikvinden har ringet til en overordnet som kommer hen til os i fuld uniform og med pistol i bæltet. ‘Jeg kan forstå at der er et problem?’ siger han. ‘Nej, det tror jeg ikke der er’, siger jeg ‘i så fald må du gerne forklare hvad problemet består i?’ ‘Det lader til at du forhindrer min kollega i at udføre sit arbejde?’ ‘Nej’, siger jeg ‘men jeg håber I en dag vil opleve hvordan det er når andre mennesker har så meget magt over jeres personlige liv.’

‘Ja, jeg kan godt forstå det må være virkeligt hårdt at skulle gå igennem en paskontrol’, siger politiofficeren hånligt. ‘Du er jo dansk statsborger så du kan altid komme ind’. ‘Og hvad så med min mand? Vi har været gift længe og vi har både opholdstilladelse til ham i Danmark og i Italien og derfor er der slet ingen tvivl om at I skal lukke os ind’. ‘Jamen det må vi jo lige checke. Der er jo en speciel situation for tiden’.

‘Jo’, siger jeg, ‘jeg har lige boet i Italien så det behøver du ikke fortælle mig. Men når man går igennem processer på hele og halve år for at få de dokumenter der skal til for at kunne leve sammen som familie, så er det lidt hårdt at man så ikke engang da kan undgå situationer som denne. Du aner jo tydeligvis ikke hvad vi har været igennem for at få opholdstilladelse her og i Italien.’

‘Jamen det har da ikke noget med mig og min kollega at gøre?’ ‘Jo’, siger jeg ‘for det er den lovgivning I håndhæver, og det er racisme og det er ødelæggende for dem det går ud over.’

‘Nu skal du passe på’ snerrer betjenten højt og viser tænder meget tæt på mit ansigt. ‘DU SKAL IKKE KALDE MIG RACIST, OG HVIS DU GØR SÅ SIGTER JEG DIG FOR OVERGREB MOD TJENESTEMAND I FUNKTION’. ‘Jeg har ikke som sådan kaldt dig racist’, svarer jeg, ‘jeg siger at systemet er racistisk’.

Efter to minutter mere får vi lov at gå igennem. Vi ryster begge to og jeg glemmer selvfølgelig at insistere på at få deres navne.

Firestjernet og midlertidig studiebolig på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers

Firestjernet og midlertidig studiebolig på Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers

BC Hospitality Group melder sig klar på banen for at hjælpe kommende studerende med med tag over hovedet op til studiestart i København. Det sker i samarbejde med lejebolig.dk.

Det er samme scenarie hvert år op til studiestart: Alles kamp mod alle for at gafle en eftertragtet studiebolig eller kollegieværelse inden det går løs i København, og i år er ingen undtagelse – nærmest tværtimod. Der er endnu mere pres på studieboliger som følge af de ekstra studiepladser der er oprettet, og det klassiske sabbatår på pause i denne omgang.

Denne gang er løsningen faktisk inden for rækkevidde, i hvert fald på den korte bane, for det er en kendt sag at de københavnske hoteller i allerhøjeste grad har savnet gæster denne sommer. For at få mere liv på hotelgangene og samtidig løse en akut udfordring, har BC Hospitality Group, som bl.a. driver Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers, valgt at allokere et antal værelser til håbefulde studerende indtil de har fundet en mere permanent løsning.

Crowne Plaza har allieret sig med lejebolig.dk, en af landets største boligportaler, som står for selve udlejningen af værelserne og er man på vej ud i sit nye studieliv, uden et sted at bo, er løsningen kun et par klik væk. Praktiske informationer, pris og beskrivelser af værelserne kan ses der.

”Vi har pladsen og kan uden problemer indrette hotellet så vores ”almindelige” hotelgæster og unge studerende kan være under samme tag. De værelser som udbydes som studieboliger er i en samlet blok, så logistikken og praktikken er på plads. Det giver rigtig god mening at tilbyde denne løsning her og nu, og så vi glæder vi os til mere liv i huset igen.” siger Jens Frank-Mikkelsen, General Manager, Crowne Plaza Copenhagen Towers.

Michael Eggert, lejebolig.dk: “Vi oplever lige nu en kraftig efterspørgsel efter ledige lejeboliger, så samarbejdet omkring hotelværelser er vi rigtig glade for. Det kan blandt andre give kommende studerende tag over hovedet, så boligsøgningen efter en mere permanent lejebolig kan ske i ro og mag den kommende tid, hvilket er i alles interesse.”

Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers ligger i Ørestad, København, med metrostation og Amager Fælled som nærmeste nabo, og kun 10 minutter fra centrum.

Lej en studiebolig her for kr. 5,000,- pr. måned.

Frivillige søges

Frivillige søges

Søges:
Frivillige, der mener at COVID-19 ikke findes.

Opgaver:
Forflytning af patienter.
Flytning af døde.
Rengøring

Eftersom COVID-19 “ikke findes”, udleveres der ikke beskyttelsesudstyr. Ej heller sølvpapirshatte.

Henvendelse: sundhedspersonalet

Oversættelse: Trine Bisgaard.

Slottet fylder fem

Slottet fylder fem

Københavns eneste plejehjem med regnbueprofil, Slottet, fejrer 5-års fødselsdag! Slottet har siden 2015 haft en regnbueprofil med fokus på LGBT+. Her er der plads til at være lige præcis den, man er.

Beboerne samles ind imellem med frivillige, hvor de holder ’regnbuestunder’. Her taler de om alt fra film til forelskelser, og de deltager også hvert år i Pride-paraden. I år bliver Pride-paraden digital, men det afholder ikke Slottets beboere fra at fejre fødselsdagen med Pride Parade i De Gamles By med optog, regnbuefarver og fest!

STORT TILLYKKE!

Hummerens skjold

Hummerens skjold

Af Asger Schnack

MESTERVÆRK: Caroline Albertine Minor: ”Hummerens skjold”. Caroline Albertine Minor har skrevet den svære treer. For tre år siden udkom hendes svære toer, men når ”Hummerens skjold” er den svære treer, er det, fordi hun med ”Velsignelser” skrev sig ind i dansk litteraturhistorie ved siden af de største. ”Velsignelser” er en novellesamling (med hældning mod romanen), så fornuftigt nok har hun denne gang valgt at skrive en roman (med hældning mod novellesamlingen). De to bøger har meget til fælles – også jo med hendes første bog, som absolut ikke bør glemmes, ”Pura vida” (2013) – men er også meget forskellige. Man fornemmer, at forfatteren i ”Hummerens skjold” har trukket sig helt tilbage og ladet et drama udfolde sig ’i armslængdes afstand’. Det gør hun med en enestående sikkerhed, ikke et øjeblik er sproget ikke sandfærdigt, ligegyldigt hvor i fortællingen, eller i hvilken fortælling, vi befinder os. For der er flere fortællinger bygget ind i hinanden, med hver sit portrætgalleri, først og fremmest tre søskende, men også deres nære, foruden løsere tilknyttede personer. Og oven over dem alle svæver de tre søskendes afdøde mor, som i en vis forstand er den, der fortæller historien eller i alle tilfælde binder den sammen. Romanen udforsker søskende- og familieforhold og grænseegne mellem liv og død. Og man er som læser hægtet på fra start til slut. Man kan ellers godt få den kætterske tanke: Hvad skal vi med fiktion om familier og deres problemer? Hvad skal vi i det hele taget med problemer? Men i Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt. Jeg har vistnok engang sammenlignet hendes stil med Peter Seebergs; det holder, der er noget af det samme i sig selv hvilende, hvor den mindste lille udflugt er interessant og værd at følge. Romanen benytter sig af et træk, vi ellers kender fra Lawrence Durrell (”Alexandriakvartetten”), hvor den person, man lige har identificeret sig med, pludselig ses udefra, og man så at sige afsløres. Eller ’verden’ afsløres. Det gør læsningen spændende og samtidig mere realistisk (på den fede måde). Caroline Albertine Minor befinder sig et ganske særligt sted, hvor hun skriver sætninger, der er luft omkring, og som bæres ind på siden af nynnende tankefølelser, samtidig med at det er ganske let at læse hendes prosa. Alle vil kunne læse denne bog med udbytte. Og jeg garanterer: Den vil kunne læses mange gange. Har man levet et menneskeliv, er der meget, man vil genkende, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor ved hun det fra? Hvordan er hun i stand til troværdigt at sætte alle disse internt forbundne scener i scene? Men man vænner sig til, at det kan hun, eller man glemmer at tænke på det, for det er helt andre ting, man har i tankerne: detaljer, helhedens lys. Den vigtigste sætning i bogen er denne på side 128: ”Der var ikke mere at sige, sådan fungerer sandheden.” (Omslag: Kelly Winton. Illustration: Fairfield Porter)