VILDE KVINDER, MØRKE TONER

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

Af Jan Poulsen


Det er selvfølgelig svært at måle størrelsen af en gåde, men mange er enige om, at de færreste reelt kendte NICO; den kosmopolitiske sanger, komponist og harmonium-spiller.

Hendes historie er til gengæld kendt af mange: Født i Köln i 1938, voksede op i Berlin i krigsårene, blev mannequin/model i 1950’erne, medvirkede i Fellinis La Dolce Vita i 1959, fik barn med den franske skuespiller Alain Delon i 1962, var i studiet med Serge Gainsbourg i 1963, mødte The Rolling Stones’ Brian Jones i 1965 og indspillede samme år en single med den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page.
Blev en del af kredsen omkring Andy Warhol i 1966 og på hans foranledning medlem af The Velvet Underground, hvis Lou Reed og John Cale begge bejlede til hendes gunst. Udgav i 1967 sin første solo-lp, som siden blev fulgt op af yderligere fem. Hang ud med Bob Dylan, Jim Morrison og den purunge Jackson Browne, før hun blev kæreste med Iggy Pop i et par uger i 1968.
Flyttede tilbage til Europa i 1970’erne, hvor hun indspillede film, blev heroin-junkie og pendlede mellem Frankrig, Tyskland og Spanien. Turnerede over alt i verden i 1980’erne fra sin nye base i Manchester og siden London, besøgte Danmark første gang i 1982 og vendte senere tilbage flere gange, inden hun døde af en hjerneblødning; på Ibiza en varm julidag i 1988, 49 år gammel.

Få kan matche en lignende historie, for hun var alle de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hun mødte alle de rigtige mennesker.
Flere af de nævnte begivenheder kan man læse om i en helt ny bog, ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ (faber and faber) af den amerikanske historiker, Jennifer Otter Bickerdike, men ikke dem alle. Det gør nu intet, snarere tværtimod, da det er beskrevet mange andre steder.
Til gengæld forsøger Bickerdike at kortlægge Nicos liv og dermed få udskiftet myter og måske’er med facts, og det er både spændende og ny læsning. Grundforskning vil nogle måske sige, for historikeren har talt med fjerne slægtninge og været i de offentlige arkiver, så vi nu – for første gang – kan se, hvor Nico helt konkret har boet, rejst, gået i skole, opholdt sig m.m.
Har man interesse i personen eller fænomenet Nico er ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ en fornøjelse at gå ombord i. Søger man derimod alene viden om hendes musik og plader, bliver man nok en smule skuffet.
Eneste minus – set herfra – er interviews med musikere som Dave Navarro, Mark Lanegan og Jonathan Donahue (fra Mercury Rev), som intet har haft med Nico at gøre, og derfor er deres oplevelse af hendes musik og betydning ligegyldig og blot unødvendigt fyld i en ellers velkomponeret bog.
Den er på mere end 500 sider, men efter endt læsning er Nico såmænd stadig en gåde. Vi har fået kortlagt store dele af hendes liv, men vi er ikke blevet meget klogere på personen og hendes tanker. Og det bliver vi næppe nogen sinde, for selv om hun skrev dagbog (udkom i Frankrig i 2001), som der også citeres fra her, var hun en kvinde af få ord, og hun undgik helst interviews. Til trods for at hun talte fire sprog flydende!
Jeg ved ikke, hvor mange steder ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ forhandles her i landet, men jeg har netop set den i Politikens Boghal i København.

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: MAYA DEREN PÅ ONSDAG

Så er den 6. sæson af “Amerikansk avantgardefilm” i Cinemateket lige på trapperne! Og som det fremgår af den her viste side fra Cinematekets program, lægger vi ud på onsdag (25. august) med en aften helliget pioneren Maya Deren (1917-1961) – skildret i Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. En event, der samtidig markerer, at efterårets avantgardeserie er helliget de KVINDELIGE filmmagere (klik på billedet og læs mere om de fire arrangementer).

Maya Deren er især kendt for debutværket “Meshes of the Afternoon” (1943), der kom til at stå som et overgangsværk mellem 1930’ernes surrealistisk orienterede avantgarde og efterkrigstidens mere poetiske, personlige eller virkelighedsnære eksperimentalfilm, som igen ledte frem mod 60’ernes (seksual)politiske undergrundsfilm. Deren blev en vigtig del af denne udvikling frem til sin alt for tidlige død i 1961. Og samtidig blev hun et forbillede for andre kvindelige filmmagere, som fulgte i hendes kølvand og bidrog til at rette op på den skæve kønsbalance, der (også) herskede inden for avantgarden.

Den russiskfødte Deren var digter, før hun blev filmmager, og hun har givet udtryk for, at mødet med filmmediet var som at komme hjem. Hun havde altid tænkt i billeder, og med film var det ikke længere nødvendigt at ‘oversætte’ dét, hun ville udtrykke, fra en visuel form til ord. I en periode havde hun tillige flirtet med ideen om at blive danser, og også i dén forbindelse tilbød de levende billeder hende en udvej. I filmen fandt hun et medium, hvor hun kunne udtrykke sig i dans, men samtidig overskride koreografiens fysiske begrænsninger, ophæve tyngdekraften, transcendere tid og rum og få hele verden til at danse. Direkte adspurgt betragtede Deren sig selv som en FILMKOREOGRAF.

Om Maya Derens stærke udstråling har hendes kollega (og elev) Stan Brakhage skrevet:

“Maya herself possessed a rare intensity. She had a powerful inner strength, which often terrified men, literally terrified MOST men. (…) Not only because she was fierce, but because she was so incredibly sexy. Ah! Just to shake hands with her was arousing!”

Men er Derens æstetik så specielt ‘feminin’, kunne man spørge. Selv sagde hun, at det kvindelige aspekt i hendes værker først og fremmest havde at gøre med forholdet til tid. Mænd har deres styrke i kraft af deres evne til at handle i nuet, mente hun, mens kvinder forstår at vente. Kvinder befinder sig i en evig tilstand af tilblivelse, og det er en sådan flydende tilstand, hun forsøgte at skildre i sine drømmeagtige og konstant fluktuerende filmscenarier.

Kom og hør (og se) mere på onsdag!

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.

BARNEBRUDE

BARNEBRUDE

Af Lisa Rasmussen

Selvom mange internationale organisationer gør en stor indsats for at stoppe traditioner med barnebrude overalt i verden, er det fortsat bekymrende så mange ganske unge piger, der mister barndom, ungdom og uddannelse ved at blive bortgiftet til ofte meget ældre mænd. Faktisk gælder det på verdensplan en femtedel af pigerne. girlsnotbrides.org følger udviklingen løbende og kan anbefales, hvis man vil se data for fænomenet.

Herhjemme synes det at være en udbredt misforståelse, at den trafik er forbeholdt udviklingslande, især hvis de er muslimske – og Inger Støjberg-affæren gjorde sit til at fastholde misforståelsen. Så det vil nok komme bag på mange, hvordan det står til i USA, hvor CNN idag kan oplyse, at North Carolina snart vil hæve aldersgrænsen for ægteskab fra 14 til 16. Ja, piger på 14 (i enkelte stater endda ned til 12) bliver gift i USA i dag:

“About 248,000 children were married in the US between 2000 and 2010, according to an analysis by Unchained At Last. A majority of the children were young girls married to adult men. Some of the children were married at ages or had spousal age differences that meant sexual relations between the couples would have legally constituted statutory rape, the organization said.”

RØDSTRØMPERNE

RØDSTRØMPERNE

Af Tom Ahlberg

Har med stor fornøjelse – og 20 års forsinkelse – læst Drude Dahlerups fremragende gigantværk om Rødstrømperne (1.100 sider!).
Den kan virkelig anbefales for politisk interesserede væsener. Selvfølgelig fordi den handler om kvindekampens historie, men nok så meget fordi dens mange forskellige metodiske greb kan bruges til at analysere mange andre politiske bevægelser. Da jeg tvivler på at I alle følger denne opfordring (selv om min gode ven, Lars H. Nielsen, fulgte den og fandt bogen for 250 kr. antikvarisk), så dog her et par stikord:
Rødstrømperne var dagsordenssættende på sager som:

  • ligeløn
  • fri abort
  • kvindearbejdsløshed
  • vold mod kvinder
  • kvinders dobbeltarbejde
  • barselsorlov til mænd
  • 30 timers arbejdsuge
    Man satte nye temaer i spil som “opvaskens politik” og “kroppens politik” (menstruation, prævention, seksualitet, fødsler og overgangsalder).

Rødstrømperne førte an i et voldsomt opgør mod en mandsdomineret politisk kultur overalt og i særdeleshed på venstrefløjen. Set i bakspejlet var de tydeligvis mere radikale end den øvrige venstrefløj.

Organisatorisk var jeg ikke klar over, at rødstrømperne var tilstede over det ganske land. Og at man fik etableret kvindehuse i 20-25 forskellige byer med Danner som det stærkeste.

Jeg havde helt og aldeles glemt, at VS stemte imod ligelønsloven i 1973, at Fremskridtspartiet stemte imod stort set alle ligestillingsinitiativer (ikke statens opgave), fx forbedringer for voldtægtsofre og at Pia Kjærsgaard kaldte Dannerhuset “et lukket kvindetempel”.

Og da de lukkede ca. 1985, hvorfor institutionaliseredes bevægelsen ikke? Ifølge Drude Dahlerup: “Og da rødstrømperne efterhånden begyndte at orientere sig mere mod politiske reformer, var SF takket være de stærke SF-kvindegrupper allerede stærkt på banen, hvilket overflødiggjorde enhver diskussion om et kvindeparti som på Island.”

Og fra den sjovere ende: I de tidlige år havde Femølejrene en “lesbisk uge”. Fra ca. 1990 blev det til en “heterosexuel uge”. 🙂

Da jeg sagde fra

Da jeg sagde fra

Dansk Kvindesamfund skriver:

Dajegsagdefra viser ligesom med #jegharoplevet #WhyIDidntReport #MeToo m.fl at grov sexisme og seksuelle overgreb er udbredt, samt at vi stadig har lang vej igen ift. at gøre op med victimblaming.

‘Det første indlæg med hashtagget kom mandag aften, og bag det stod forkvinden for Voldtægtsofres Vilkår , Kirstine Holst.

– Der begynder at komme en spirende debat om kvinders ansvar for at sige fra over for seksuel vold. Det er skammeligt, for virkeligheden er, at det aldrig er kvindens ansvar, siger hun.

Kirstine Holst håber, at hashtagget kan være med til at gøre op med gamle “samfundsdogmer” om, at kvinden skal sige fra overfor overgreb.

Dajegsagdefra er samtidig en reaktion på et Twitter-opslag fra komikeren Brian Mørk. I starten af juli skrev han, at anklagerne fra en række kvinder mod politikeren Naser Khader viser, at unge piger ikke altid siger fra over for mænd, der gør uønskede tilnærmelser.’

Læs hele artiklen her: “Hundredvis af kvinder deler oplevelser om overgreb under nyt hashtag”.

Vita Andersen er død

Vita Andersen er død

Af Katrine Ring

Vita Andersen er død. Før udgivelsen af hendes bog Tryghedsnarkomaner kom i 1977, vidste vi godt, at her var en fortælling, som var nødvendig. Hun var med i kredsen af min forfatterfars forfattervenner. Hun var i en periode kæreste med forfatteren Jannick Storm (nær ven til min far), og vi havde fulgt mixningen af hendes mange papirslapper med noter, ord, sætninger, der til sidst endte med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Litterært blev hendes digte klassificeret som knækprosa, bekendelseslitteratur og kvindelitteratur – og det var ikke positivt ment. Digtsamlingen blev en succes, og genlæser man den i dag, er den stadig rystende læsning om kvindeliv og om den rituelle søndagssex med Kurt. Det var sgu surt. Selv var jeg 16 år og oplevede Vita Andersen som usikker og uvant med miljøet. Men hendes historie var vigtig og er det stadig den dag i dag. Personligt måtte jeg tage mine kampe med mine dansklærere i gymnasiet, som naturligvis havde Tryghedsnarkomaner som pensum. Du gode, hvor blev der sagt meget vrøvl og sludder om forfatteren og hendes intentioner. Jeg vidste bedre og rettede gerne dansklæreren til dennes irritation. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk. Læs hende – hun har stadig en god historie.
Tilfældighed: Min far døde på denne dato for 24 år siden.
Læs gerne artiklen her – en god indføring i Vita Andersens tidlige placering i litteraturen.

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Af Pernille Skipper

Der er en del, der mener, at jeg “dømmer” Naser Khader i mit tidligere opslag i dag. Det kan jeg slet ikke, for jeg er ikke dommer, og jeg er ikke medlem af de konservative, eller har magt over Khader overhovedet. Og ja, teoretisk set er det muligt, at det ikke er sket, som de fem kvinder beskriver. Jeg vil blot påpege følgende: der er tale om fem forskellige kvinder, som ikke kender hinanden eller hinandens historier, da de fortæller dem til en journalist. Deres fortællinger spreder sig over to årtier, og de er i øvrigt bakket op af mails samt fortællinger fra bekendte, som siger, at de allerede dengang beskrev historierne. Det er altså ikke noget, de har “fundet på” for nylig.

Og selvom de ikke kender hinandens historier, er der er alligevel nogle gennemgående træk i fortællingerne.

Hvis der tale om bagvaskelse, skulle det altså være noget, som fem forskellige kvinder for tyve år siden beslutter sig for at digte, aldrig mødes igen, men fortælle til deres nærmeste – spredt over årene – og så nu gå til en journalist med det uafhængigt af hinanden. Konklusion: Det virker for mig som troværdige fortællinger. Når man ved, hvor store konsekvenser det har at stille sig frem med sådanne historier, kan jeg ikke få det til at passe, at der skulle være tale om et koordineret karaktermord. Men ja, teoretisk set kan vi ikke vide det.

Burde jeg så lade være med at kommentere det? Nej, for jeg er også en del af den udvikling, vi er i som samfund. Den her slags ting sker ikke kun for kvinder i de samfundslag, som de fem kvinder og Naser Khader kommer fra. Det sker i endnu højere grad overfor lavtlønnede og kortuddannede kvinder, som har endnu ringere chance for at sige fra. Det sker på barer og arbejdspladser og tilfældige gader i større eller mindre grad. Det er sket for mig og for stort set alle kvinder, jeg kender. Og hvis vi ikke taler højt om det, bliver det ved med at ske. Også når min datter bliver voksen. Så jo, det vedrører kraftedme os alle sammen, og jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft.

Kvindehjerter

Kvindehjerter

Af Hans Henrik Schwab

KRISTINA STOLTZ og vilde kvindehjerter!

På forlaget Alhambra ser vi som tidligere nævnt frem til i efteråret at udgive brevromanen KVINDEHJERTER: en for sin tid (1910) vild og vovet roman, der beskriver omkostningerne ved som kvinde at realisere sig selv kunstnerisk – og erotisk, idet romanen dermed foregriber megen senere feministisk fiktion.

Romanen udkom anonymt, men i dag ved vi, at forfatterne var Karin Michaëlis og den senere teaterlegende Betty Nansen. Vi kan nu desuden afsløre, at denne udgivelse – der falder i tråd med vores udgivelse af en anden præ-feministisk ’rediscovered classic’: amerikanske Shirley Jackson – bliver forsynet med et forord af en af de nyere kvindelige forfattere, der er blevet sammenlignet med Michaëlis: Kristina Stoltz (Michaëlis var i øvrigt også engageret i dyrebeskyttelse, men det er en delvis anden historie).

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det for mig er en særlig glæde, at det bliver netop Kristina, der skriver dette forord. I sin tid havde jeg således den ære, efter et tip fra Thomas Boberg, at antage og redigere de to første digtsamlinger – SERIEMORDERE OG ANDRE SELVLYSENDE BLOMSTERKRANSE (2000) og GRÆSHOPPERNES TID (2002) – i et forfatterskab, der siden har taget en overbevisende episk drejning, senest med romanen CAHUN (2019), der netop tematiserer kunst og køn, og allersenest med den anmelderroste roman PARADIS FØRST (2020), der samtidig markerede Kristinas 20-års forfatterjubilæum.

På Alhambra glæder vi os til Kristinas forord til en kongenial klassiker!

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).