En antihelt fylder 60

En antihelt fylder 60

Af Freja Madeleine Stein

Alles Gute zum Geburtstag Christiane!

I dag for 60 år siden kom Vera Christiane Felscherinow til verden i Hamburg. Mange af jer kender hende nok bare som Christiane F., kvinden der fik den skæbne at blive Tysklands, hvis ikke verdens, mest berømte narkoman.

De første seks år af sit liv boede Christiane i Hamburg inden familien Felscherinow flyttede til Gropiusstadt i Vestberlin, et boligkvarter med nogenlunde samme charme som betonklodserne på Vestegnen. Gropiusstadt blev planlagt engang i 50’erne, mens man stadig var i gang med at rydde op efter krigen. Idéen var at bygge moderne boliger og lave grønne områder, så folk fik lys, luft og sol. Da muren blev bygget i 1961, fik man dog et problem. Man kunne ikke længere udvide Berlin på samme måde, da Vestberlin bogstavelig talt var muret inde. Man valgte derfor at bygge i højden, og endte på den måde med at få plads til omkring 50.000 mennesker i boligkvarteret. Samtidig gjorde man 90 procent af boligerne til almennyttige boliger hvilket senere gjorde Gropiusstadt til et socialt brændpunkt.

Det var her Christiane flyttede ind med sin mor, far, lillesøster og familiens kæledyr i 1968. Flytningen til Berlin skule være et eventyr, men blev i stedet en social deroute for familien. Hendes far drak og ville ikke kendes ved børnene. De skulle i stedet kalde ham Onkel Richard. Forældrene blev skilt, men det gjorde ikke situationen meget bedre.

I bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fortæller Christiane hvordan børnene i Gropiusstadt mest var overladt til sig selv, det gjaldt selvsagt også Christiane. Nede på de grønne områder var det den stærkeste af børnene som bestemte over de andre og der stank af tis og afføring. Det var nemlig ofte sådan, at børnene ikke kunne nå at komme helt op til lejligheden hvis de skulle på toilettet og især ikke hvis de boede på de øvre etager og skulle køre op til 30 etager med elevatoren. Så det gjorde de i opgangene og rundt omkring for at undgå at få et par på hovedet af deres forældre, hvis de ikke kunne holde sig inden de kom op. Familien Felscherinow boede i øvrigt selv på 11. etage.

Resten af historien om Christianes ungdomsliv er velkendt fra sterns artikelserie som senere blev til bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og filmen af samme navn. Da hun var 12 begyndte hun at eksperimentere med alkohol, hash og LSD. Da hun var 14 var hun prostitueret og heroinafhængig. Hun blev en del af en klike, der trak på den såkaldte ” Kinderstrich” Kurfürstenstrasse, som stadig fungerer som prostitutionsgade i Berlin, og ved Bahnhof Zoo. Christiane gik faktisk stadig delvist i skole på dette tidspunkt og blev blandt andet indlagt med gulsot under en skoleudflugt, da hendes lever ikke kunne holde til det hårde liv, som på dette tidspunkt også er begyndt at ramme kliken hårdt. Hendes veninde Babsi (Babette Döge) dør for eksempel af et ”goldener Schuß” da hun er 14. Hun var det yngste offer for hvad der blev betegnet som en epidemi. Der Spiegel skrev en artikel om problemet, som udkom i det første nummer i 1978 under overskriften ” Hauptstadt der Fixer”, som i indledningen beretter om hvordan Babsi blev fundet med en sprøjte siddende i venstre hånd.

Christiane prøvede flere gange selv at holde op, både med og uden hjælp. En af de mest berømte scener fra filmen er nok den, hvor hende og Detlef tager en kold tyrker for bagefter at tage ned til Bahnhof Zoo og besøge vennerne og lige tage et skud heroin, nu hvor de begge mener at de kan styre det. I bogen beskrives det også hvordan hun var indlagt til afvænning hos Scientology, som gjorde sig i den slags i datidens Berlin. Til sidst ender Christiane med at blive sendt til sin mormor, så hun kan komme helt væk fra miljøet i Berlin. Det er her, at både filmen og bogen mere eller mindre slutter. Det sluttede dog ikke for Christiane. I 2013 udgav hun bogen Mein zweites Leben, hvor hun fortæller hvad der skete sidenhen.

Mens både filmen og bogen har en antydning af, at Christiane blev clean og levede et mere normalt ungdomsliv hos sin bedstemor i Kaltenkirchen flyttede hun i virkeligheden til Hamburg og blev en del af punkscenen, hvor hun blandt andet forsøgte sig som sangerinde. Hun hang i 80erne også ud med både Nena, Bowie og Depeche Mode.

Christianes videre liv var stadig til tider præget af stoffer og titlen som Tysklands mest berømte junkie klæbede sig fast til hende. Især filmen gjorde hende til stjerne. Hun var på dette tidspunkt holdt op med heroin, men dyppede i stedet næsen i kokain, som var blevet hendes nye foretrukne stof.

Hun boede også nogle år i Grækenland, men vendte senere tilbage til Tyskland og Berlin. I 1996 fik hun en søn, og det ændrede faktisk Christianes liv. På dette tidspunkt var hun clean og var i sønnens første leveår på en meget lav dosis metadon. Hun fungerede og elskede at være mor, desværre hang junkieprædikatet dog ved.

Hendes søn måtte for eksempel ikke lege med andre børn, da hans mor jo var kendt narkoman, det vidste alle. Til sidst blev det for meget og i 2008 besluttede hun sig for at udvandre til Amsterdam. Det blev en dramatisk affære, for lige så snart Christiane udmeldte sin søn af det tyske skolesystem slog myndighederne alarm og hun endte med at kidnappe sin søn og tage ham med til Holland. Der opholdt de sig i seks uger indtil Christiane måtte kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til Tyskland på grund af pengemangel. Sønnen blev tvangsfjernet og Christiane fik et alvorligt tilbagefald.

Efter at bogen og filmen udkom har Christiane været en slags antihelt og har lige siden haft mediernes bevågenhed. Det har også betydet, at hun måtte betale en høj pris for sin berømmelse. Pressen har hele tiden ventet på det næste tilbagefald og har tit og ofte for eksempel stillet spørgsmål til hvordan Detlef og de andre, som hun hang ud med som ung, har det, hvilket Christiane har fundet grænseløst irriterende for hvordan skulle hun vide hvordan hendes ungdomskæreste går og har det? Helbredet har også lidt stor skade. Således regnede hun i Mein zweites Leben ikke med at have mange år igen. Men hun klarede den alligevel til at blive 60.

Generelt har omgivelserne og livet ikke behandlet Christiane særlig pænt, og det kan man som samfund tænke over for selvfølgelig er hun meget mere end blot en junkie og har klaret sig igennem på trods af, at hun havde alle odds imod sig.

Vera Christiane Felscherinow trak sig i 2014 tilbage fra offentligheden og lever i dag en mere eller mindre anonym tilværelse i Berlin.

Billedet er fra ullstein Bild

MIN FØRSTE TID SOM FOLKEVALGT 🌱💚

MIN FØRSTE TID SOM FOLKEVALGT 🌱💚

Af Christina Olumeko, Alternativet

Jeg har nu siddet i Københavns Borgerrepræsentation og Teknik- og Miljøudvalget i 4 måneder. Jeg blev valgt ind med et mål om at forme en bæredygtig og billig by med plads til mennesker med forskellige baggrunde. Jeg vil gerne fortælle jer, hvordan det går med at gøre den by til virkelighed.

🌟 Har vi gjort en forskel?
Indtil videre er det små skridt. Sammen med Alternativet (og selvfølgelig andre partier) har jeg bl.a. igangsat analysearbejdet med en klimaplan for 2035, styrket indholdet i antiracisme-planen, afsat penge til 100 billige boliger til de første tre måneder af studiestarten og igangsat pilotforsøg med et borgerting. Og Sammen med SF, RV og Ø har Alternativet lige fået flertal for en intern CO2-pris i København – og det er vigtigt 🌳

💡 Hvad mangler?
Meget endnu, mit fokus er på det lange træk. Vi skal snart vedtage nye planer for delebiler og ladestandere. Her ligger jeg alle kræfter ind for, at vi får indført ambitiøse initiativer. Derudover arbejder jeg videre for billige boliger. Selvom boligpolitikken er meget fastlåst, tror jeg på, at jeg sammen med et flertal på Rådhuset kan så frøene til en ny retning. København skal nemlig kunne bygge meget mere alment, vi skal tilbagekøbe dyre lejligheder og gøre dem billige. Vi skal tage et opgør med en banksektor, der skaber inflation i boligpriserne og skabe grønne områder, der gavner byens beboere og biodiversitet 🐝

🚨 Det svære
Jeg synes, vi har meget travlt i Teknik- og Miljøudvalget. Der er som regel mindst 25 sager pr. møde og til hvert møde læser jeg hundrede siders mødemateriale. Oven i det bruger jeg meget tid på at læse høringssvar og lytte til ideer og indspark fra Københavnerne for at kvalitetssikre beslutningerne – og ikke mindst læse op på fagkundskaben. Men jeg synes ikke, at jeg kan nå det hele. På Frederiksberg har de delt mit udvalg op i 3 mindre udvalg. Når det ikke er sket i København, så skyldes det vanetænkning, og at man gerne vil undgå flere borgmestre. I Alternativet kommer vi til at tage det op – jeg vil gerne undersøge, hvordan vi skaber tid til at sætte os ordentligt ind i sagerne, lytte til borgerne og samtidig have tid til visionerne. Politik skal være gennemtænkt 💭

🔍 Hvad så nu?
Den mere visionære og langsigtede politik koster som regel penge, så jeg glæder mig til de årlige budgetforhandlinger i september, hvor jeg vil arbejde for mindre privatbillisme og flere delebiler, mere klimahandling og bedre forhold for mennesker med handicap øverst på dagsordenen. Jeg vil også fortsætte med at fokusere på, at Alternativet skal tale og samarbejde med alle lige fra Enhedslisten til Konservative. Jeg oplever allerede, at Alternativet har et godt forhold til de andre partier på rådhuset. Og det er afgørende, når vi som et lille parti skal slå hårdere end vores vægtklasse! 🥊 Stay tuned!

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Orv, det var en god (lørdag) eftermiddag på Vangede Bibliotek, hvor forfatteren Gerd Laugesen både fejrede sin 43-års fødselsdag og modtog årets Dan Turèll Medalje. Der var fulde huse og glade miner – ikke mindst hos Medalje-modtageren, der kvitterede med en smuk tale, som fik ånden fra Dan Turèll til at stå og blafre for øjnene af de fremmødte. Som det fremgår af min tale til Gerd Laugesen, der er indsat nedenfor, spiller (dværg)kaniner en vis rolle i Gerd Laugesens forfatterskab, og naturligvis havde forfatteren også medbragt et eksemplar af slagsen til seancen i Vangede, som det kan ses på billedet nede i tråden. Her er min tale til Gerd Laugesen:

Vi skal tilbage i tiden, otte år, til 2014. Hvad husker vi fra dengang? Måske lidt af hvert, måske ikke så meget. Men hvis man er litterært interesseret, er det da muligt, at man husker, at der netop dét år udkom en bog med den undseelige titel: “Plet”. Stor var den ikke, bogen, snarere lille og slank, elegant, vil jeg sige, og sart lyseblå på omslaget, der var dekoreret med det fineste papirklip af en ballerina, balancerende med Eiffeltårnet, en kuffert, en violin, et maskingevær og en gul fugl på sine spinkle arme – og så en stor rød blomst strittende op fra den ene udstrakte tå. Bogen gjorde ikke meget væsen af sig, ja, den nærmeste listede sig på bløde poter ind på bibliotekernes hylder og ud i de mest velassorterede boglader. Det var et tyst foretagende. Men fik man fingrene i et eksemplar og slog op på én af de bare 86 sider, gik det så sandelig ikke stille af sig. Hold da op, for en sproglig og bevidsthedsmæssig orkan! Et univers, et kosmos, et vidtstrakt landskab af tekst, som man aldrig kan blive træt af at lade øjnene vandre i.

Bogen var naturligvis (ja, det har I nok gættet) skrevet af Gerd Laugesen – forfatter, journalist, billedkunstner. Og kendte man på forhånd lidt til denne Gerd Laugesens virke, ville man måske genkende træk fra nogle af hendes tidligere publikationer, men nu doseret i et nyt blandingsforhold. Sproget var som sædvanlig både egenartet og inviterende, flydende og sanseligt, på én gang stilistisk sikkert og grænsesprængende – forførende og delikat og med hyppige overraskelser og skift i toneleje og henvendelsesform. Prosa, javist, men med en umiskendelig duft af poesi. Virkelighedsnært, men alligevel med et drømmeagtigt præg og sine steder endda et drys surrealisme – som hér i denne passage, der optræder allerede på side 6:

“Mit værelse var det største, men også det mørkeste. Min gamle fransklærer kom ind uden at banke på og uden bryster, for hun havde fået kræft. ‘Bonjour,’ sagde hun. Jeg taler altså flydende fransk, så hun kunne godt ha’ sagt noget mere. Der var spejle i loftet. Jeg prøvede at skrive, men havde ingen hånd til at holde blyanten. Jeg skreg. Gardinerne var trukket for, de var mørkeblå. Du lagde dig ved siden af mig og tog din venstre hånd af. Der flød chokolade ud af armen. Du drak, til huden blev slap som en klud. Så vred du rundt. Du dryppede armen af i en vaskebalje og bandt en knude, der foldede sig ud som en såret soldat. Jeg vandede hudlapperne, og du fik knopper. Der kom grønne blade. Snart var hele venstre skulder en blomstereng. Så stak jeg mig i lillefingeren med en knappenål, og luften fløj ud. Jeg forsvandt.”

Alene i disse få linjer har vi allerede en hel verden med adskillige virkelighedsniveauer. Og skriften kommer vidt omkring på de 86 sider. Der er noget, der kunne minde om virkelighedsfragmenter, erindringsstumper, biografiske noter – vekslende med sådan nogle poetiske mellemtekster, der kunne siges at pege frem mod Gerd Laugesens seneste udgivelse, den omfangsmæssigt langt mere monstrøse (og monstrøst gode) hybridroman, “Et øjebliks lykke”, der udkom sidste år (den vender vi tilbage til). Og så er de genkommende flashbacks til barndommen, hvor vi finder en forklaring på bogens titel – “Plet” er navnet på forfatterens dværgkanin!

“Gad vide hvor mange voksne,” skriver Gerd Laugesen, “der går rundt og drømmer om deres små dyr, de såkaldte kæledyr, som de glemte at kæle for, de første levende, som de så en dag kom til at svigte.”

Nå ja, et kæledyr, herregud, tænker man måske. Men jeg tror, ikke at man skal undervurdere dværgkaninens betydning i Gerd Laugesens forfatterskab. Måske er den en fetich? Måske et totemdyr? Måske et symbol på en tabt verden, et billede på barndommens bløde landskaber, et litterært redskab? Eller måske er der simpelthen bare tale om en rigtig vaskeægte dværgkanin, som står forfatterens hjerte nær? Uanset hvad, så møder vi det lille kræ første gang allerede i Gerd Laugesens debutbog fra 2009, der netop hedder “Møder”. Det er en samling af korte stykker – sproglige skitser af personer, som forfatteren har truffet på sin vej – den type causerier, der ville egne sig godt til en klumme i avisen, hvad der måske også har været deres mål. Bortset fra, at Gerd Laugesen næsten er en FOR empatisk iagttager og næsten skriver FOR godt til, at hendes skrift kan forveksles med journalistik. Teksterne i “Møder” foregiver måske nok at være journalistik – men de ER litteratur! Og så er det som sagt i den bog, at vi første gang møder den famøse Plet:

“Jeg fortæller, at jeg har haft en dværgkanin, der hed Snehvide,” skriver Gerd Laugesen i et af bogens stykker. “Den var bidsk, vi måtte fange den ind med et tæppe, og så kom Plet til, jeg var 12 år gammel, det var juleaften, og Plet hoppede rundt i stuen, alt åndede idyl, og Plet hoppede ind under sofaen, så sagde det bang, alt lyset gik ud, jeg græd som pisket, Plet var død, men så kom den alligevel hoppende ud igen, lidt skævt godt nok, og knurhårene var brændt af.”

I en passage som denne skal man ikke knibe øjnene meget sammen for at ane et ekko af tonen i Dan Turèlls “Onkel Danny fortæller”-historier om barndommen i rækkehuset i Vangede. Og når vi nu har nævnt dét navn, kan vi da godt for en stund lege den leg, der går ud på at finde paralleller mellem Gerd Laugesens værk og Dan Turèlls. Det er ikke så svært. Altså, teksterne i samlingen “Møder” kunne sagtens være Gerd Laugesens svar på en blanding af Turèlls “I Byen”-klummer og hans “Onkel Danny fortæller”-historier. Og fortsætter vi ad dét spor, ja, så kunne den næste bog i Laugesens forfatterskab, “Hjemsted” fra 2011, være en hilsen til “Vangede Billeder”.

Med udgangspunkt i det evige spørgsmål – “Men hvor er man fra?” – rejser forfatteren tilbage til det område ved den jyske vestkyst, hvor Laugesen-familien har deres rødder. Ligesom i den foregående bog er teksten hængt op på en række møder med forskellige mennesker, men denne gang med et mindre tilfældigt præg og i stedet indsat i den ramme, som er slægtshistoriens. Den individuelle historie bliver imidlertid snart overskygget af en større historie, en egnshistorie, en national historie. Området ved Vadehavet er et grænseland. Mellem land og hav. Mellem Vestjylland og Sønderjylland. Mellem Danmark og Tyskland. Og hvordan præger denne ‘grænselighed’ de mennesker, som bor på stedet? Og hvad er det i øvrigt med Frisland de dér frisere – hvad er de for nogle? Gerd Laugesen vil vide det hele. Og som Dan Turèll i “Vangede Billeder” får hun fat i en tråd og bliver ved med at trække, indtil et helt univers har foldet sig ud – og er blevet til den herligste skrift.

Den type paralleller mellem Gerd Laugesen og Dan Turèll er det som sagt ikke så vanskeligt at få øje på – selv om de færreste nok vil tænke over dem, når de læser Laugesens bøger, der ikke har nogen som helst problemer med at stå på egne ben. Men holder vi – for legens skyld – alligevel fast i det spor lidt endnu, så er der mere. Jeg kaldte før “Møder” for Laugesens debutbog. Det er den også, sådan i en almindelig forstand – men allerede inden da, altså inden 2009, havde hun rumsteret i offentligheden på forskellige andre måder, blandt andet med kortere tekster, småudgivelser og projekter af en art, som bredte sig over i kunstens verden. Og dét var jo også én af den unge Turèlls drømme – at brede sig over i billedkunsten, at lade skriften vokse ud af papiret og over i en rumlighed, et fysisk landskab af ord, som læseren kunne bevæge sig rundt i.

Da billedkunsteren (og digteren) Henrik Have i oktober 1971 sendte et brev til Dan Turèll for at invitere ham til at deltage i en udstilling i projektrummet Trefoldigheden ved Den Frie Udstillingsbygning, svarede Turèll, at det ville han da mægtig gerne, for han gik netop selv og syslede med tanken om at tage springet fra litteratur til udstilling. Turèll havde på det tidspunkt lige færdiggjort arbejdet med et kæmpemæssigt monstrum af en bog med titlen … hold nu fast: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos” … intet mindre! Og efter henvendelsen fra Henrik Have udfærdigede han en lille katalogtekst, hvor han beskrev selve udstillingen som “et forsøg på at føre teksten væk igen fra den stivnede bogversion og ud i et konkret rum, der for dele af manuskriptet overtager tidens plads som bestemmende for forløbet af teksten.”

Der var mere, men i grove træk handlede det altså om at give en litterær tekst en rumlig dimension – en rumlig dimension, der kunne indgå i et samspil med den tidslige dimension, som teksten havde i bog-formatet. Og uden at vi skal gøre for stort et nummer ud af dette sammenfald, så har Gerd Laugesen i den del af hendes virke, som ligger uden for de regulære bøger, bevæget sig ad lignende stier. Hun har skrevet en såkaldt “Tekstur”, en kridt-tekst, der så at sige gik tur på gulvet i et udstillingslokale ude i Carlsberg-byen og med tiden blev opløst af ølsjatter og slidt væk af fodtrin. Hun har i en kunstfærdigt udført Artist’s Book med titlen “Sort på hvidt”, fra 2017, eksperimenteret med den type cut-up-agtige operationer med sproget, som Dan Turèll også havde fingrene i i perioden omkring den førnævnte moppedreng med den lange titel: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder …” og så videre. For slet ikke at tale om en helt tredje af undertegnedes Laugesen-favoritter, nemlig den monumentalt insisterende skrift-tour de force “På lyserødt papir” fra 2013 – hele 444 tekster på lige så mange lyserøde ark udgivet i et absurd begrænset oplag på 44 eksemplarer. Det er jo nærmest som at bygge verdens højeste bygning – nede under jorden!

“På lyserødt papir” er lige så meget et kunstobjekt, som den er et stykke litteratur. Men løsner man sløjfen på det grønne bånd, der holder de 444 ark sammen, lader teksterne sig naturligvis læse. Og igen bliver man – som jeg indledningsvis bemærkede det om den lille bog “Plet” – blæst omkuld af en brusende flod af skrift. I dette tilfælde er der blot ikke tale om et kortvarigt blæsevejr, men om en ren tsunami, der bare bliver ved og ved. Det er en skrift, der rummer og favner alt på sin vej og blander de vildeste sprogvækster med noget, der kunne minde om manisk tale, samt fragmenter fra en genkendelig (biografisk) virkelighed. Og selvfølgelig hopper der også i ny og næ en lille kanin gennem de surrealistiske sprogbilleder – som her på side 55:

“Jeg er en forklædt skinke i en ørreds hjerte. Jeg er en ørn / på rulleskøjter og en torskemund af karakter. Jeg spiser / mit seletøj og har altid en ulv i bagagerummet, og jeg / er et stort skrummel, en rumindianer, et vanskabt udtørret / haveredskab, ja, et stykke havesnor. De er kanoner, og / de går altid op i røg. De er bevægelser, og de er ikke meget / for larm og støj. De er sorte, og de gennemborer altid hud, de er / borte, og de blæser alt ud af næsen, fnyser det fast, som / isklumper i silkesnore, stranden er et ladningsværft, en ladeport, et nyt liv, og samlingen af handskerum står stift / tilbage gennem græsset og de store solgule blomster. Der springer en kanin igennem et krat, og jeg ser på, endelig ser / jeg kanin nummer to.”

Se, alt det foregående kunne jo være mere end rigeligt til at begrunde en Dan Turèll Medalje. Men Gerd Laugesen er den litterære gave, som bare bliver ved med at give. Og efter en længere pause, hvor vi måske gik og blev en lille smule ængstelige for, om der nu kom mere fra den kant, landede der sidste efterår et mammutværk på 542 sider iblandt os. Det var den førnævnte “Et øjebliks lykke”, og pludselig kom det til at virke, som om alt dét, vi havde gået og tænkt på som et højdepunkt i ny dansk litteratur, bare var en opvarmning til noget endnu større. I “Et øjebliks lykke” er det, som om alle de foregående spor i forfatterskabet nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne. Det er ikke så svært at se. Til gengæld er det ikke helt let at sætte ord på, hvad det egentlig er for en bog, Gerd Laugesen denne gang har skrevet.

Den korte version er, at forfatteren har mistet en ældre veninde, en kvinde med tyrkiske rødder, der gik under navnet Nili Arutay, men som reelt var halvt dansk og halvt tyrkisk og ved fødslen var givet det noget mindre fremmedklingende navn: Lise Lotte Olsen. Uanset hvad, så var Nili et fascinerende og gådefuldt menneske, og efter hendes død har forfatteren besluttet sig for at undersøge hendes historie. Og det gør hun så i en bog, der – samtidig med at den med sit mesterlige sprog fastholder læseren fra første til sidste side – tillader sig selv at spalte sig ud i en mageløs flerstemmighed, en hel lille kakofoni af fremstillingsformer: Således er “Et øjebliks lykke” på én gang en roman, en rejsefortælling, en journalistisk reportage, et stykke slægtsforskning, en detektivhistorie, et mysterium, en biografi, et selvportræt, en kærlighedshistorie, et essay, en bevidstheds-logbog og sikkert også en masse andet, hvis man kigger ordentligt efter. Under alle omstændigheder er der ikke så lidt at holde styr på – men heldigvis forholder det sig sådan, at forfatteren skriver så blændende godt, at det hele hænger sammen og bliver til et univers af sprog, som man kun nødigt forlader, når først man har bevæget sig derind.

For den læser, der vover pelsen og sætter ud på den lange rejse, byder “Et øjebliks lykke” på mange, mange timers frydefuld læsning. Og så har forfatteren oven i købet bebudet, at bogen blot er det første bind i en planlagt trilogi.

Så herfra er der kun at sige: Hurra for Gerd Laugesen!

Og tillykke med fødselsdagen – og forresten også med Dan Turèll Medaljen 2022!

Jytte Rex 80

Jytte Rex 80

Af Lars Movin

JYTTE REX 80 ÅR – TILLYKKE!
(Cinemateket i marts).

I morgen (lørdag) fylder billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex 80 år! I den anledning præsenterer Cinemateket et retrospektivt udvalg af hendes filmproduktion, der udgør et helt egenartet oeuvre i en dansk sammenhæng, ja, i de levende billeders verden i det hele taget! (Se link til Cinematekets program nedenfor).

I det følgende har jeg sakset lidt i nogle af de tekster, jeg i tidens løb har skrevet om Jytte Rex’ film:

Det suggestive, sanselige og gådefulde løber som en rød tråd gennem hele Jytte Rex’ dybt originale udforskning af filmens udtryksmuligheder. Således kan man sige, at der går en lige linje fra den gultonede opstigning i en trappeskakt i begyndelsen af hendes første langfilm, den eksperimenterende “Veronicas Svededug” (1975), til køreturen gennem en tunnel af skiftende lys og mørke, som indleder hendes fabelagtige dokumentariske portræt af grafikeren Palle Nielsen, “Mig skal intet fattes” (2001). Og netop sekvenser som disse, hvor grænser mellem den konventionelle filmfortællings virkelighedsplan og andre niveauer – drømme, fantasier, utopier – overskrides eller opløses, er nærmest emblematiske for hendes værk, hvoraf ikke mindst den første trilogi er uden sidestykke herhjemme.

Jytte Rex har fra starten placeret sig på sidelinjen i dansk film ved i sjælden grad at insistere på værdien af eksempelvis de franske nybølge-instruktørers ideal om at lave film med afsæt andre steder end i industrifilmens publikumskalkulerende normer. Snarere end ‘produkter’ har hendes film fremstået som personlige visioner og statements, hvor mytisk stof og hverdagserfaringer behandles side om side i et organisk flow. Det enkelte tableaus udtrykskraft synes hos billedkunstneren Rex altid at være prioriteret højere end fortællingen. Og akkurat som digteren Allen Ginsberg tilstræbte en poesi, hvis linjelængde var afstemt efter menneskets vejrtrækning, har Rex udviklet et filmsprog, der henter rytme, tekstur og motiver et eller andet sted mellem et personligt visuelt univers og det levede liv, privatsfæren, det mentale og fysiske familiealbum.

At en sådan filmpoetik ikke fuldstændig har kunnet realiseres på den kommercielle films almindelige betingelser, er ingen overraskelse. De første film blev til på minimale budgetter og var helt eller delvis fotograferet af instruktøren selv på Super-8 i et nært samarbejde med familie og venner. Og tilsvarende fik de aldrig i deres samtid den lancering og opmærksomhed, som de kunne have fortjent.

Med den optagethed at at finde andre fortællestrukturer end den lineære, som prægede Jytte Rex’ tidlige film, kan det ikke undre, at hun på et tidspunkt – i 1985 – måtte en tur omkring en af det 20. århundredes mest markante eksponenter for ikke-lineære eller ligefrem labyrintiske tankesystemer, nemlig den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Det resulterede i filmen “Den erindrende”, hvis associative billed-flow er konstrueret omkring en monolog baseret på to af Borges’ tekster. Set i den store sammenhæng ligner “Den erindrende” snarere end et selvstændigt værk et kunstnerisk statement, en brik i en filmpoetik, hvis mål er at pege på den samtidige tilstedeværelse af forskellige tider og bevidsthedsrum, der spiller ind på menneskets perception af verden.

Borges er også på spil i en anden af de film, der er udvalgt til Cinematekets serie, nemlig “Planetens spejle” (1991), der på én gang virker som Rex’ mest ambitiøse, helstøbte og introvert-utilgængelige værk. Her er hovedpersonen for første gang (hvis man ser bort fra “Den erindrende”) en mand, astrologen Adam Morgenstern. Og den længsel, der som altid punkterer nuet og oplevelsen af de umiddelbare omgivelser, er denne gang ikke rettet fremad eller mod uhåndgribelige mål, men mod fortiden i form af en mistet kæreste.

Efter “Planetens spejle” skiftede Jytte Rex spor og kastede sig over portrætgenren, hvilket har resulteret i to af de mest generøse og indfølende film, vi har set inden for det felt herhjemme, nemlig “Inger Christensen: Cikaderne findes” (1998) og den førnævnte “Mig skal intet fattes” om Palle Nielsen. Beklageligvis indgår filmen om Inger Christensen ikke i den aktuelle serie, men det gør “Mig skal intet fattes”, som hermed anbefales på det kraftigste. Ligesom det i det hele taget anbefales at benytte lejligheden til enten at se eller gense de præsenterede værker af denne ener i dansk film.

I marts har vi kunnet fejre en række 80-års fødselsdage, heriblandt Peter Laugesen, Erik Clausen og nu altså Jytte Rex. Jeg ved ikke, hvad de puttede i kaffen dengang i 1942 – måske var det bare effekten af mørklægningsgardinerne, som Clausen bemærkede forleden. Under alle omstændigheder var det noget af en årgang!

Tillykke til Jytte Rex! Og tillykke til alle os andre med, at hun findes!

For info om Cinematekets serie og billetreservation, se dette link.

KLIMABUDGET I KØBENHAVN

KLIMABUDGET I KØBENHAVN

Af Christina Olumeku, Alternativet

KLIMABUDGET I KØBENHAVNS KOMMUNE 💚

I sidste uge postede jeg om et forslag ang. klimabudget i Københavns Kommune, som Å stemte for 😁

Forslaget blev vedtaget! Men vi er ikke i mål, forslaget betyder, at forvaltningen kommer med et forslag til et klimabudget til budgetforhandlingerne i efteråret, som vi i Alternativet vil arbejde alt hvad vi kan få at få endeligt vedtaget!

Vi har særligt fokus på, at klimabudgettet skal indeholde så mange scopes som muligt (scope 1, 2 og 3) og, at vi ikke greenwasher noget som helst.

Jeg holder jer opdateret!

I kan se mig tale om problemstillingen i en video fra mødet i Borgerrepræsentationen her.

God torsdag til jer alle! 🍀

Hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik

Hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik

Af Christina Olemeku, Alternativet

GOD KAMPDAG 💚

I dag var jeg så heldig, at være inviteret til at tale for Champagneklubben – et tværpolitisk kvindefællesskab i Nykøbing Falster!

Champagneklubben er en tværpolitisk gruppe af kvinder i Guldborgsund Kommune, hvis formål er at få flere kvinder ind i politik, tage kvinde initiativer og være et kvindenetværk til løbende støtte af kvindelige kandidater.

Her talte jeg om min vej ind i politik, og hvorfor det er så vigtigt med kvindelige minoriteter i politik!

Jeg har et ønske om, at vi sammen kan skabe bedre forhold for minoriteterne, så vi i højere grad kan realisere vores potentiale. At vi kan hjælpes ad med at fremme minoriteternes aktive demokratiske deltagelse i samfundet. Det er både godt for os, men også godt for Danmark.

Det vil jeg glæde mig til.

Et ligeværdigt samfund, ikke bare for kvinder. Men alle kvinder.

God kampdag og jeg håber I har haft en fantastisk 8. marts 💪

50 Queens

50 Queens

PRESSEMEDDELELSE

Til ære for den internationale kvindedag løfter BIG + Charlottenborg Kunsthal + Golden Days Festival sløret for en skulpturel overtagelse af Københavns ikoniske Kongens Nytorv. Udstillingen ’50 Queens’ med markante kvinder i danmarkshistorien vil pryde den offentlige plads – midlertidigt omdøbt til Dronningens Plads fra september 2022 for at bringe mere mangfoldighed til byens mange (mands)statuer og fejre vores frygtløse kvinder!

#InternationalKvindedag

Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting

Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kvindekampen kæmpes desværre alt for ofte bag lukkede døre i hjemmet. Ofre for voldtægt, vold og chikane går stille med smerten. Alligevel søger ca. 2.000 kvinder hvert år tilflugt på et kvindekrisecenter, og næsten lige så mange børn følger med deres mor. Det er alt, alt for mange! Og så er der mørketallene.

I dag besøgte vi Dannerhuset i København. Og talte med nogle af de kvinder, der lever i skjul. I frygt for sin partner. Vold er noget af det mest ødelæggende for et menneske. Det liv skal ingen kvinder i Danmark leve.

Kvindernes kampdag handler om mange vigtige ting. Dét her er for mig en af de vigtigste. Vi skal åbne dørene til den kvindekamp, der foregår i det skjulte. Vi har afsat flere penge til flere pladser på krisecentrene og indsatsen mod partnervold. Og vi fortsætter kampen for vores udsatte kvinder. Ingen må stå alene.

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Af Eigil Møller

“Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” (1914)

Clara Zetkin. Kendt for ideen om kvindedagen, der var tænkt som en dag, hvor ‘socialistiske kvinder’ i samarbejde med ‘proletariatets klassebevidste faglige og politiske organisationer’ skulle agitere for bl.a. kvinders valgret. Altså starten på 8.marts.

Senere tiders feminister har lagt noget distance til hende. Den klasseorientering, hun stod for, falder ikke i alles smag.

Hendes indsats har været uvurderlig, både for kvindebevægelsen, men også på andre, centrale områder:

Modstand mod krig og imperialisme var helt afgørende for hende og for den socialistiske bevægelse som helhed i årtierne op til 1.verdenskrig. Det var en hjertesag, som der blev brugt mange konferencer, skrifter, møder og demonstrationer på. Den imperialistiske krig skulle forhindres ved at den internationale arbejderbevægelse modsatte sig den og nægtede at være med. Da det så kom til stykket svigtede bevægelsen totalt. Socialdemokraterne i de forskellige krigsførende lande valgte at støtte deres eget borgerskab i blodbadet, bl.a. ved at stemme for finansieringen, ved at bevilge penge til mordmaskineriet.

Zetkins reaktion: “Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” – Bliv sindssyg eller begå selvmord. Så voldsomt oplevedes forræderiet. Heldigvis besluttede hun, at: ‘Jetzt erst recht!’ og gik igang med intensivt organisationsarbejde for både arbejderkvindernes og fredens sag. Af bl.a. det arbejde opstod så i netop de år den kommunistiske verdensbevægelse, der fra en eksistens som obskure, fragmenterede mindretal på få år blev en overvældende succes: Revolutioner, opbygning af helt nye stater, kommunistisk internationale, startskud til det 20.århundredes største frigørende bevægelse: Koloniernes frigørelseskamp, kulminerende med besejringen af tysk og japansk kolonialisme i 40’erne, i de følgende år en omfattende bølge af nationale befrielsesbevægelser op til i dag, hvor imperialismen aldrig har stået over for en større og mægtigere modstandsbevægelse i form af nationer, der modsætter sig USAs hegemoni. Masser af slinger og tilbageslag undervejs, men resultaterne er ikke desto mindre overvældende set i historisk perspektiv. – Iøvrigt: Også i erkendelse af den overhængende fare fra fascismen var hun tidligt ude. Allerede i 1923 aflagde hun i Kominternsammenhæng en rapport med analyse af det nye fænomen og forslag til antifascistisk aktion, og i 1932 tordnede hun som alderspræsident mod nazisterne i sin åbningstale i den tyske rigsdag, der blev valgt ved det sidste frie valg inden det nazistiske terrorregime. Så, hun var på forkant og gjorde sit på flere meget vigtige fronter.

I dag er vi igen i en august 1914-lignende situation. Hvis man havde illusioner om vore dages ‘venstrefløj’ så kunne man nok være fristet til at tænke som Zetkin: ‘Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.’ – Men, selvom det er trist at se, hvor hovedløst fx Enhedslisten prøver at overhale NATO-imperialisterne i krigsretorik og alment stupide udsagn, og hvor rasende de bliver på de få der forsøger sig med en smule omtanke og nuancering, og især hvor blindt 1914-agtigt de agiterer for en politik, der uundgåeligt fører til store civile lidelser (heltemod pr. stedfortræder) og som objektivt støtter nazistiske terrororganisationers ødelæggelse af tilværelsen for utallige ukrainere. Selvom det er trist, så er det ikke overraskende. Støtten til destruktionen af Libyen var ikke en tilfældighed, den linie er siden blevet fulgt op flere gange i forhold til Syrien og til Nicaragua osv. Partiet er simpelthen et integreret element i det imperialistiske system. Deres funktion er at levere de ‘progressive’ og ‘woke’ stemmer til galskaben. – Så, sammenbruddet er foregået forlængst. En venstrefløj i Clara Zetkins forstand findes simpelthen ikke længere i NATO-stan.

Til gengæld stortrives den i det globale syd. Og, som antydet ovenfor, bærer Zetkins indsats en del af æren for det. Uden eksemplet fra oktoberrevolutionen var det tvivlsomt, hvor langt det var kommet med koloniernes frigørelse og økonomiske og sociale fremgang.

Den aktuelle trussel fra både krig og den genoplivede fascisme udspringer af og hænger organisk sammen med imperialismen og dens stadige koloniseringsbehov. Den viden er en del af arven fra Zetkin. Sammen med 8.marts.

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Det halve Danmark har gået og ventet med tilbageholdt åndedræt – og nu er spændingen omsider udløst: Modtageren af Dan Turèll Medaljen 2022 er forfatteren GERD LAUGESEN!

Her er Dan Turèll Selskabets motivation:

“Forfatteren m.m. Gerd Laugesen (f. 1979) har prøvet det meste. Og alt, hvad hun har gjort, har hun gjort bedre end de fleste. Hun har skrevet journalistik, klummer, prosa og digte – i flere tilfælde det hele på én gang. Hun pendulerer tilsyneladende ubesværet frem og tilbage mellem formater med mindelser om konventionelle bøger og egenartede Artist’s Books, som sprænger alle vante forestillinger om, hvad litteratur kan være. Hun er krydset ind over grænsen til billedkunst og derfra tilbage til skriftens domæne. Ti eksemplarer af digtsamlingen ‘Har du set min kjole?’ fra 2011 – trykt på transparent papir – var rent faktisk vedlagt en kjole, der var håndsyet til sammenhængen. ‘Plet’ fra 2014 er opkaldt efter forfatterens dværgkanin. I leporello-bogen (foldebogen) ‘Sjælen’ kan få fri fra 2006 indgår i alt 51 ord – en mikrotekst i forhold til sidste års mursten, den genreblandende roman/biografi/rejsefortælling ‘Et øjebliks lykke’, som er på hele 542 tætte sider (og det er endda kun første del af en bebudet trilogi).

Kort sagt stritter værket lystfyldt og inspirerende i alle retninger. For Gerd Laugesen er der ikke noget hierarki mellem de forskellige genrer og kategorier – præcis som Dan Turèll er inde på i en tekst fra 1979, hvor han om anmeldere eller kritikere konstaterer, at hvis de skriver godt, ‘regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.’

Gerd Laugesen skriver ikke bare godt. Hun er en sand mester på sit felt. Original, begavet, konstant udfordrende. Det er, som om hver ny udgivelse indvinder nyt land og samtidig formulerer sin egen nye poetik. Skeler man til Dan Turèll, kunne man sige, at tekstsamlingen ‘Møder’ fra 2009 er Gerd Laugesens svar på hans ‘I Byen’-klummer, og at hendes ‘Hjemsted’ fra 2011 er en fjern slægtning til ‘Vangede Billeder’. Ligesom hendes cross-over til billedkunsten formentlig er drevet af nogle af de samme impulser, som førte Turèll til at samarbejde med folk som Henrik Have, Jens Birkemose og Kenn André Stilling.

En hædring af Gerd Laugesen har imidlertid ikke brug for den form for støttepiller. Fra første færd har hun kunnet flyve selv. Niveauet har hele vejen igennem været tårnhøjt. Og med det nyligt udgivne mammutværk ‘Et øjebliks lykke’ er det, som om alle de foregående spor nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne.

At Gerd Laugesen så oven i købet har fødselsdag samme dag som Dan Turèll, gør blot det hele endnu mere magisk.”

Medaljen overrækkes sædvanen tro på Dan Turèlls fødselsdag – lørdag den 19. marts – ved en seance på i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek.

(forfatterfoto: Jens Peter Engedal)