Da jeg sagde fra

Da jeg sagde fra

Dansk Kvindesamfund skriver:

Dajegsagdefra viser ligesom med #jegharoplevet #WhyIDidntReport #MeToo m.fl at grov sexisme og seksuelle overgreb er udbredt, samt at vi stadig har lang vej igen ift. at gøre op med victimblaming.

‘Det første indlæg med hashtagget kom mandag aften, og bag det stod forkvinden for Voldtægtsofres Vilkår , Kirstine Holst.

– Der begynder at komme en spirende debat om kvinders ansvar for at sige fra over for seksuel vold. Det er skammeligt, for virkeligheden er, at det aldrig er kvindens ansvar, siger hun.

Kirstine Holst håber, at hashtagget kan være med til at gøre op med gamle “samfundsdogmer” om, at kvinden skal sige fra overfor overgreb.

Dajegsagdefra er samtidig en reaktion på et Twitter-opslag fra komikeren Brian Mørk. I starten af juli skrev han, at anklagerne fra en række kvinder mod politikeren Naser Khader viser, at unge piger ikke altid siger fra over for mænd, der gør uønskede tilnærmelser.’

Læs hele artiklen her: “Hundredvis af kvinder deler oplevelser om overgreb under nyt hashtag”.

Vita Andersen er død

Vita Andersen er død

Af Katrine Ring

Vita Andersen er død. Før udgivelsen af hendes bog Tryghedsnarkomaner kom i 1977, vidste vi godt, at her var en fortælling, som var nødvendig. Hun var med i kredsen af min forfatterfars forfattervenner. Hun var i en periode kæreste med forfatteren Jannick Storm (nær ven til min far), og vi havde fulgt mixningen af hendes mange papirslapper med noter, ord, sætninger, der til sidst endte med digtsamlingen Tryghedsnarkomaner. Litterært blev hendes digte klassificeret som knækprosa, bekendelseslitteratur og kvindelitteratur – og det var ikke positivt ment. Digtsamlingen blev en succes, og genlæser man den i dag, er den stadig rystende læsning om kvindeliv og om den rituelle søndagssex med Kurt. Det var sgu surt. Selv var jeg 16 år og oplevede Vita Andersen som usikker og uvant med miljøet. Men hendes historie var vigtig og er det stadig den dag i dag. Personligt måtte jeg tage mine kampe med mine dansklærere i gymnasiet, som naturligvis havde Tryghedsnarkomaner som pensum. Du gode, hvor blev der sagt meget vrøvl og sludder om forfatteren og hendes intentioner. Jeg vidste bedre og rettede gerne dansklæreren til dennes irritation. Året efter kom novellesamlingen Hold kæft og vær smuk. Læs hende – hun har stadig en god historie.
Tilfældighed: Min far døde på denne dato for 24 år siden.
Læs gerne artiklen her – en god indføring i Vita Andersens tidlige placering i litteraturen.

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft

Af Pernille Skipper

Der er en del, der mener, at jeg “dømmer” Naser Khader i mit tidligere opslag i dag. Det kan jeg slet ikke, for jeg er ikke dommer, og jeg er ikke medlem af de konservative, eller har magt over Khader overhovedet. Og ja, teoretisk set er det muligt, at det ikke er sket, som de fem kvinder beskriver. Jeg vil blot påpege følgende: der er tale om fem forskellige kvinder, som ikke kender hinanden eller hinandens historier, da de fortæller dem til en journalist. Deres fortællinger spreder sig over to årtier, og de er i øvrigt bakket op af mails samt fortællinger fra bekendte, som siger, at de allerede dengang beskrev historierne. Det er altså ikke noget, de har “fundet på” for nylig.

Og selvom de ikke kender hinandens historier, er der er alligevel nogle gennemgående træk i fortællingerne.

Hvis der tale om bagvaskelse, skulle det altså være noget, som fem forskellige kvinder for tyve år siden beslutter sig for at digte, aldrig mødes igen, men fortælle til deres nærmeste – spredt over årene – og så nu gå til en journalist med det uafhængigt af hinanden. Konklusion: Det virker for mig som troværdige fortællinger. Når man ved, hvor store konsekvenser det har at stille sig frem med sådanne historier, kan jeg ikke få det til at passe, at der skulle være tale om et koordineret karaktermord. Men ja, teoretisk set kan vi ikke vide det.

Burde jeg så lade være med at kommentere det? Nej, for jeg er også en del af den udvikling, vi er i som samfund. Den her slags ting sker ikke kun for kvinder i de samfundslag, som de fem kvinder og Naser Khader kommer fra. Det sker i endnu højere grad overfor lavtlønnede og kortuddannede kvinder, som har endnu ringere chance for at sige fra. Det sker på barer og arbejdspladser og tilfældige gader i større eller mindre grad. Det er sket for mig og for stort set alle kvinder, jeg kender. Og hvis vi ikke taler højt om det, bliver det ved med at ske. Også når min datter bliver voksen. Så jo, det vedrører kraftedme os alle sammen, og jeg har ikke tænkt mig at holde min kæft.

Kvindehjerter

Kvindehjerter

Af Hans Henrik Schwab

KRISTINA STOLTZ og vilde kvindehjerter!

På forlaget Alhambra ser vi som tidligere nævnt frem til i efteråret at udgive brevromanen KVINDEHJERTER: en for sin tid (1910) vild og vovet roman, der beskriver omkostningerne ved som kvinde at realisere sig selv kunstnerisk – og erotisk, idet romanen dermed foregriber megen senere feministisk fiktion.

Romanen udkom anonymt, men i dag ved vi, at forfatterne var Karin Michaëlis og den senere teaterlegende Betty Nansen. Vi kan nu desuden afsløre, at denne udgivelse – der falder i tråd med vores udgivelse af en anden præ-feministisk ’rediscovered classic’: amerikanske Shirley Jackson – bliver forsynet med et forord af en af de nyere kvindelige forfattere, der er blevet sammenlignet med Michaëlis: Kristina Stoltz (Michaëlis var i øvrigt også engageret i dyrebeskyttelse, men det er en delvis anden historie).

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det for mig er en særlig glæde, at det bliver netop Kristina, der skriver dette forord. I sin tid havde jeg således den ære, efter et tip fra Thomas Boberg, at antage og redigere de to første digtsamlinger – SERIEMORDERE OG ANDRE SELVLYSENDE BLOMSTERKRANSE (2000) og GRÆSHOPPERNES TID (2002) – i et forfatterskab, der siden har taget en overbevisende episk drejning, senest med romanen CAHUN (2019), der netop tematiserer kunst og køn, og allersenest med den anmelderroste roman PARADIS FØRST (2020), der samtidig markerede Kristinas 20-års forfatterjubilæum.

På Alhambra glæder vi os til Kristinas forord til en kongenial klassiker!

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).

Ritt 80

Ritt 80

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Få har sat så store aftryk på samfundsdebatten som dig, Ritt.

Din tanke og værdi har altid været, at den stærke skal hjælpe den svage. Og du er om nogen stærk.

Det har ikke altid været uden omkostninger. For du har aldrig pakket dine holdninger ind i glanspapir og bundet en sløjfe om. I din livslange kamp for lige muligheder har du altid sagt din mening. Gået op imod flertallet, hvis det var nødvendigt.

Og du er lykkedes. Betydningen af dit arbejde er enorm. For Socialdemokratiet. For københavnerne. Og for ligestillingen. Du har været et forbillede for mange unge kvinder. Det ved jeg. Og jeg ved, at du stadig i dag inspirerer unge kvinder til at stå op for dem selv og kæmpe for det, de tror på.

I dag er vi mange, der står på skuldrene af det arbejde og de kampe, som du og din generation har taget.

Du har engang sagt, at du foretrækker at blive set som en kælling frem for en kylling. I dag er du et koryfæ. En af de få.

I går fyldte du 80 år. Stort tillykke med fødselsdagen 🇩🇰

Lad litteraturen afspejle, at vi er i 2021

Lad litteraturen afspejle, at vi er i 2021

Af Franciska Rosenkilde, Kulturborgmester

13 mandlige forfattere og én enkelt kvindelig. Det er, hvad blomsten af Danmarks ungdom – ifølge gymnasieskolens obligatoriske litteraturkanon – skal præsenteres for, før de får huen på hovedet. Det kunne jeg forleden læse i Politikens spalter, og selv om den mandsdominerede verden til stadighed kan overraske mig, troede jeg alligevel, der var tale om en noget forsinket aprilsnar. Det var desværre ikke tilfældet. Den litterære kanon, som blev etableret i 2004, præsenterer således ungdommen for forfattere som Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Johannes V. Jensen. En enkelt kvinde har da også sneget sig med, nemlig Karen Blixen.

Men hvad er det for et verdensbillede, vi giver ungdommen, når vi viser dem, at historier – altså dem, vi virkelig værdsætter og sætter højt – kun fortælles af mænd? Vi gentager og bekræfter det mandlige perspektiv som vores fælles udgangspunkt.

Og vi lærer fremtidens voksne, at de vigtigste præstationer skabes af mænd. Men det er heldigvis løgn. For hvor var vi uden Tove Ditlevsens ’Pigesind’ eller ’Gift’? Hvilket værk er mere genialt udtænkt end Inger Christensens ’Sommerfugledalen’? Og hvor var debatten om kvinders rettigheder uden modige fortællinger af Sara Omar? De kvindelige forfattere har de senere år stormet ind på bestsellerlisterne, og talenterne står i kø. Jeg har ikke nogen målsætning om, at den litterære kanon partout skal bestå af 50 procent kvindelige forfattere og 50 procent mandlige forfattere. Men det er bemærkelsesværdigt i en grad, så det er pinligt, når vi i moderne undervisning lærer børn og unge, at man skal være mand for at få sin anerkendt. Der er mange grunde til, at vi læser litteratur, og en af dem er, at vi gennem litteraturen lærer at forstå os selv og vores medmennesker. Vi bruger litteraturen til at spejle os selv og verden, og her er det vigtigt med mangfoldighed. I Politikens artikel fremgik det, at gymnasieeleverne rettelig undres over den massive overvægt af mænd. Og så kan jeg forstå, at Dansklærerforeningens to forpersoner, Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann, har rettet henvendelse til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med et ønske om, at hun forholder sig til, om listen skal revideres eller måske udgå. Ministeren ønsker angiveligt at holde fast i kanonlisten og afslår at ændre i indholdet, skriver hun til Dansklærerforeningen. Det både undrer og ærgrer mig. Kun ved at vise, at også den litterære scene er mangfoldig, kan vi fremelske forståelsen af, at alle har en stemme og en historie, det er værd at opleve og lytte til.

NYT BR-MEDLEM FOR Å KBH

NYT BR-MEDLEM FOR Å KBH

PRESSEMEDDELELSE

💚 Byd varmt velkommen til Birgitte Kehler Holst, som indtræder i borgerrepræsentationen i København for Alternativet i stedet for Fanny Broholm. Birgitte er en kæmpe drivkraft i Å og har tidligere siddet i Vesterbro lokaludvalg, så vi er meget glade for at få hende med på holdet inde på rådhuset, hvor hun kommer til at sidde i Kultur- og Fritidsudvalget. Om sin nye post siger hun:

“Jeg ser frem til at rykke ind på Rådhuset, og jeg håber, ikke mindst i Kultur og fritidsudvalget, at kunne løfte arbejdet med både mere og bedre borgerinddragelse. Jeg har siddet i Vesterbro lokaludvalg, og herfra ved jeg, at borgerinddragelse og det helt nære demokrati er noget, vi kan blive meget bedre til i København. Vi skal have modet til lægge flere beslutninger ud lokalt. Alt skal ikke besluttes på Rådhuset.
København har brug for Alternativet. Fordi vi i Alternativet hele tiden hæver ambitionsniveauet. Om det er doughnut-økonomi, klimaplan eller en aktiv og vedvarende kamp for at en bæredygtig og langtidsholdbare byudvikling.
Jeg arbejder for at forsvare de grønne pletter, der er tilbage i København. Det skal ikke være en kamp mellem natur og f.eks. fodboldbaner, det skal være både/og. Der er skal være plads til det levede liv og fællesskaber i vores by. Vi lever ikke kun indenfor i vores lejligheder, vi lever sammen i byen mellem vores huse, på Amager Fælled, i klubberne, på biblioteket, på caféen i solen… Når vi udvikler byen, skal vi have det hele med – også plejehjem, skoler, idrætsfaciliteter og ikke mindst naturen – der skal være plads til at strække benene og se himlen. København skal være en grøn forgangs by i både ord og handling.”

God kampdag

God kampdag

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Rigtig glædelig 8. marts 💪🏼
Det er blevet en fast og god tradition, at dagen i dag starter i selskab med dygtige socialdemokratiske kvinder. Hvert år inviterer jeg til morgenarrangement med politisk debat. I år foregik det som alt andet virtuelt. Det ændrer dog ikke på, at kampgejsten var høj. Der er meget at fejre – og fortsat meget at kæmpe for.

Vi skal passe bedre på udsatte kvinder i vores samfund. Ofre for voldtægt, vold og chikane. Flere kvinders erfaringer skal ind i beslutningerne. Vil derfor også godt opfordre flere kvinder til at gå ind i politik. Lige løn og barsel er vigtigt. Social kontrol af indvandrerkvinder skal mødes med modstand. Og arbejdet for at skabe en ligeværdig kultur uden krænkelser og seksuel chikane fortsætter.

Kvindernes Internationale Kampdag handler om ligestilling og retfærdighed. Derfor slutter kampen heller ikke her. Vi skal stadig kæmpe for piger og kvinders rettigheder globalt. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for et Danmark, hvor alle uanset køn reelt har de samme muligheder.

God kampdag.

DRØMMEN OM EN GRØN FREMTID

DRØMMEN OM EN GRØN FREMTID

ET PORTRÆT AF Franciska Rosenkilde 💚

»Jeg har tillid til min intuition, og jeg ved, det er det her, jeg skal«

Så klart stod det for Franciska Rosenkilde, da hun trådte ud af Bremen Teater efter et skelsættende møde i 2014. Det var aftenen, hvor Alternativet skulle vælge nye spidskandidater. Aftenen blev det politiske vendepunkt i Franciska Rosenkildes liv.

Franciska Rosenkilde er næsten opvokset i København, for med en kreativ skuespillerinde som mor, der lavede gadeteater, betød det at familien Rosenkilde flyttede til Frankrigs hovedstad og Franciska Rosenkilde påbegyndte sit første skoleår i en parisisk kommuneskole. Efter halvandet år i kærlighedens by vendte de tilbage og bosatte sig på Larsbjørnsstræde i det indre København. Udover Paris, har familien bl.a. boet i Sverige, Portugal og i et hus ude på landet.

Allerede som 15-årig besluttede Rosenkilde sig for at pakke sine ting og flytte hjemmefra. Hun nåede lige rundt om hjørnet og bosatte sig på Studiestræde. Som de fleste almene unge mennesker startede hun også på en gymnasial uddannelse. Men denne akademiske præstation var langt fra almindelig, da hun nemlig blev den første i hendes familie til at færdiggøre studentereksamenen og få den famøse studenterhue placeret på hovedet. Den særlige kasket blev således symbolet på hendes ungdomsoprør og et brud med de kreative rammer, hun ellers var vant til.

Næste stop var arbejdslivet. Men denne verden var ikke uvant for Rosenkilde. Hun har arbejdet lige så længe, hun kan huske tilbage. Fra barnsben, havde pigen fra det gamle Nørre Kvarter i Indre By, bl.a. bagt banankage til caféen, hun boede tæt ved og pakket pap for urtekræmmeren før skole. Men især det med at arbejde med mad, fordi det nøjagtig er så praktisk anlagt, fandt hun yderst tiltalende. Hendes naturlige interesse for mad suppleret med hendes søgende sind for ny viden og læring, resultererede i en bachelor i ernæring fra Suhrs Højskole.

Madkundskab er dog ikke det eneste, hun er uddannet inden for. Det kan nærmest tænkes, at den berejste og nomadiske barndom kan være skyld i kandidatgraden i geografi, som Franciska dog tager nogle år senere. For som 26-årig bliver hun mor og klarer både at opfostre datteren alene og bibeholde sin aktive plads på arbejdsmarkedet.

Hun skifter efterfølgende arbejdslivet ud med universitetsbænken, og mens hun i sit kandidatspeciale fordybede sig i klimaforandringer og fødevaresystemer, dukkede Alternativet stille op og mødte hende midtvejs i forestillingerne omkring en grønnere fremtid.

Mere præcist, skete mødet mellem hende og Alternativet en regnvåd aften i 2014, hvor hun var til et partimøde på Bremen Teater. Det fremstår som en skelsættende begivenhed i hendes bevidsthed, for det var her det stod klokkeklart, at hun skulle være en del af dette nye politiske projekt. Hun meldte sig ind med det samme og har været et aktivt medlem lige siden.

Rosenkilde var folketingskandidat i 2015. I en tid hvor den grønne bølge rejste sig højt uden at kamme over. Alternativet blev valgt ind i Folketinget med 11 mandater. Rosenkilde blev ikke valgt ind, men ved kommunalvalget i 2017, sikrede hun sig en plads i Københavns Borgerrepræsentation, bakket op af omkring 1.900 personlige stemmer. For første gang i sit liv, var hun midt i et politisk system på Rådhuset.

Efter 10 måneder, i forbindelse med Niko Grünfelds utidige afgang, bliver hun valgt til posten som ny Kultur- og Fritidsborgmester. Rosenkilde forklarer denne tid i sit liv som en stejl læringskurve. Men med Alternativets værdisæt på rygraden kombineret med en ydmyg og nysgerrig indstilling, blev der hurtigt formet gode relationer på Rådhuset.

»Vi vil have et bæredygtigt samfund. Det betyder, at vi skal have nogle nye økonomiske strukturer, som dels ikke ødelægger planeten og ødelægger os mennesker«

Hendes stærke formidlingsevner fusioneret med hendes veletablerede borgmesterplatform, er styrker hun vil tage i spil, for at fremme den nye fortælling omkring det bæredygtige samfund, styrke relationerne mellem landets kandidater i forbindelse med region -og kommunalvalgene samt styrke relationen mellem Rådhuset og Christiansborg.

Alt i alt, er Alternativets nye politiske leder en 45-årig multi-uddannet viljestærk kvinde, hvis skriggrønne hjerte brænder for at sætte Å’et først.

For Franciska Rosenkilde er der ingen tvivl; Alternativet har aldrig været mere relevant end nu.