LISE NØRGAARD (1917-2023)

LISE NØRGAARD (1917-2023)

Af Leif Lønsmann

Hun blev født før Radioen blev introduceret i Danmark. Samme år som John F. Kennedy, Indira Gandhi, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Heinrich Böll og Tove Ditlevsen. De var alle sammen for længst døde og borte da jeg lærte Lise Nørgaard at kende.

Det var i 1999. DR havde ansøgt om en fjerde radiofrekvens så vi kunne udleve drømmen om at præsentere klassisk musik hele døgnet, og ikke blot i afmålte doser på de tre FM-kanaler.
Det var op ad bakke. Politikerne ønskede DRs monopol brudt. Kommercielle selskaber stod klar til at gå ind på radiomarkedet. Aviserne, som gerne selv ville ind på radiomarkedet, var på kritikernes side.

I januar 1999 gik Lise Nørgaard ind i kampen. På DRs side: ”Det vil være en stor skam, om DR ikke fik adgang til en hel kanal for klassisk musik”, skrev hun i Berlingske Tidende. ”DR råder over en sagkundskab, der næppe kan fremskaffes af nogen af de kommercielle stationer, der vil have fingre i kanalen”.

I de kommende år var hun min trofaste væbner og vejleder i kampen om det firekanalsystem, der skulle gøre det muligt at folde radioens kanaler ud, så der var taleradio, klassisk musikradio, ungdomsradio og regionalradio hele døgnet. Samtidig var hun altid klar med kritisk, kærlig og konstruktiv kritik af vores måde at forvalte formidlingen på. For eksempel når de ellers vidende, veltalende værter blev FOR talende og ”snakkede for meget i stedet for at lade musikken tale”…

DR vandt kampen om den fjerde FM-kanal, og vi gjorde hvad vi kunne for at forvalte den i Lise Nørgaards ånd.

Nogle år senere kom jeg uforvarende til at opleve hendes lydelige utilfredshed med et helt andet DR-produkt. DR Underholdningsorkestret havde i samarbejde med Det Kongelige Teater udviklet en opsætning af ”Matador” som musical med Peter Langdahl som instruktør. En kæmpe satsning, med fuldt symfoniorkester, 29 skuespillere, herunder Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel som Mads og Ingeborg Skjern, Lars Bom som Jørgen Varnæs, Daimi som Laura, Lars Knutzon som Misse Møghe (!), Tommy Kenter som grisehandler Larsen – og en glathåret foxterrier ved navn Felix i rollen som hunden Kvik, der efter et intenst prøveforløb og kyndig hundetræning havde debut som den første firepotede Kongelige skuespiller.

Jeg havde æren af at ledsage Lise Nørgaard til premieren. Jeg havde lovet at køre hende hjem til Skodsborg efter forestillingen. Hun havde holdt gode miner under forestillingen, men i bilen på vej til Skodsborg måtte hun lette sit hjerte. Hun syntes at det var jammerligt. For langt, for trist og for negativt.

Lise Nørgaard blev senere en trofast gæst i DR Koncerthuset. Og hun bevarede sin evne til, med utvetydig umisforståelighed, både at bakke op og rakke ned når hun var hhv. glad og utilfreds med det hun så og hørte. Og det er jo den slags ærlige efterkritik, man lærer mest af.

Jeg havde glædet mig til at generindre vores fælles kampe, når vi næste gang skulle mødes i foreningen ”Postgaardens Venner” i Bakkens Korsbæk den 16.april. Det nåede du ikke. Men du er med os i ånden. Tak for både opbakninger og opsange !

Foto: BilledBladet 22/12, 2022.

Mød Franciska 💚

Mød Franciska 💚

Franciska Rosenkilde blev ved valget stemt ind i Folketinget med over 16.000 personlige stemmer i Storkreds København. Selvom hun er ny MF’er, så er hun ikke ny på Christiansborg. For siden februar 2021 har hun haft slottet som sin arbejdsplads i sin rolle som politisk leder for Alternativet.

København er Franciskas fødeby og hjemby. Hun er vokset op i hovedstaden og har boet i byen stort set hele hendes liv. Før sit liv i politik, har Franciska arbejdet både som kok og køkkenchef. Selvom hun har levet som vegetar i snart et årti, så hun har hun altså stegt flere hakkebøffer end de fleste.

Franciska gik ind i politik for at ændre verden. hun synes selv, det lyder lidt som en kliché, men ikke desto mindre står hun ved det. Hendes uddannelsesbaggrund er en professionsbachelor i Sundhed og Humanernæring fra Suhr’s og en kandidatuddannelse i Geografi fra Københavns Universitet.

På geografistudiet lavede Franciska speciale om det globale fødevaresystem og klimakrisen. Hun beskriver, at den oplevelse gjorde det tydeligt for hende, at vores måde at leve på i vesten, den er ved at ødelægge vilkårene for liv for de næste generationer af mennesker. Vi har brug for et opgør med de fossile systemer, vi lever i. Og dét opgør ønsker Franciska at skubbe på for fra sin position som folketingsmedlem.

Dermed har vi også nævnt Franciskas mærkesag. Den vigtigste politiske kamp for hende er at sikre en bæredygtig omstilling af vores samfund. Det handler om at sikre menneskelig trivsel inden for klodens bæreevne.

Selvom det politiske arbejde fylder meget i Franciskas liv, så har hun gudskelov også et liv ved siden. Hun elsker at dyrke kulturlivet i København. Både de fine museer og de snuskede spillesteder. Derudover har hun en voksen datter og bor sammen med sin kæreste i en andelslejlighed på Nørrebro i København.

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Af Theresa Scavenius, Alternativet

Regeringen er eksperter i at snyde befolkningen.

I formiddags var jeg i TV2 News for at kommentere på Mette Frederiksens “nye” klimaløfter.

Nu igen efter en sort regeringsperiode, vil de nu prøve at bilde os ind igen, at nu vil de rykke på alt det, som de også lovede at rykke på for 3,5 år siden.

Den tror jeg ikke på. Jeg gider ikke medvirke i disse julelege med befolkningen. Jeg vil have reel klimapolitik i den kommende regeringsperiode.

Hvis jeg bliver valgt ind og Alternativet får et stærkt grønt mandat, så kan jeg love, at regeringen ikke længere skal slippe afsted med at lave greenwashing.

Så skal vi have en ærlig samtale om, hvor stort et ansvar vil Danmark påtage sig for at løfte en global krise.

I Alternativet måler vi ikke klimapolitik på løfter og målsætninger. Vi måler på reelle tiltag.

Vi skal stoppe med at snakke målsætninger ude i fremtiden. Og beslutte, hvad vil vi gøre nu. I denne regeringsperiode!

Min mission er at vi får lavet det skifte. Første step er landbruget. Dernæst energi. Dernæst transport.

Vi er ikke ligeså naive som Radikale, SF og Enhedslisten. Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp.

Glædelig Midsommer og Sankt Hans

Glædelig Midsommer og Sankt Hans

Dansk Kvindesamfund skriver:

Glædelig Midsommer og Sankt Hans! 🔥🔥🔥
Hekseafbrændinger hører fortiden til – en dyster og mørk fortid, hvor man brændte kvinder fordi de i datidens samfund blev set som ‘farlige’, ‘letlevende’, ‘udfordrende’ osv. At brænde hekse på bålet er udateret og en skadelig stereotyp forestilling at fastholde i 2022. Lad os brænde følgende på bålet i stedet for:

🔥Patriarkatet
🔥Misogyni
🔥Skadelige kønsstereotyper
🔥Negativ social kontrol
🔥Sexisme
🔥Racisme
🔥Homofobi & transfobi
🔥Victimblaming

Blot for at nævne nogle! Hvad synes du skal brændes på bålet? 🔥🔥🔥

Lidt om danske hekseafbrændinger:

’Henrettelsen af Anne Palles blev den sidste officielle brænding af en troldkvinde i Danmark. Det er meget usikkert, hvor mange, der røg på bålet før 1600-tallet, og i tiden efter er særligt opgørelserne uden for Jylland mangelfulde.

Dog anslås det, at cirka 1.000 personer i Danmark endte deres dage på bålet, dømt for trolddom. 85-90 procent af dem var kvinder. De fleste af dem blev brændt i årene 1617-1625, fordi kong Christian 4. med en ny forordning i 1617 gjorde al form for trolddom kriminelt (tidligere havde den såkaldt gavnlige og helbredende trolddom været tilladt). Loven førte til en klapjagt på de personer, som havde ry for at være troldfolk, og den var med til at tynde ud i netop den del af befolkningen. I anden halvdel af 1600-tallet var der få heksebrændinger i Danmark.

Først i 1866 blev den sidste paragraf om trolddom fjernet fra dansk lovgivning.’


Kilde: https://www.dr.dk/nyheder/webfeature/heksen

PIA TAFDRUP 70

PIA TAFDRUP 70

Af Hans Henrik Schwab


Pia Tafdrup fylder rundt i dag 29. maj, som også for mig er en speciel og betydningsladet dato: Det var således netop på den 29. maj i 1990, jeg tiltrådte stillingen som ny lyrikredaktør på Borgens Forlag. De to ting hænger nøje sammen, for den første store forfatter jeg blev betroet ansvaret for, var … Pia Tafdrup.

I den forstand blev Pia den forfatter, der fik størst betydning for min tidlige karriere som og uddannelse til forlagsredaktør. Det var en stor tillidserklæring, at Pia Tafdrup som etableret lyriker og passioneret perfektionist accepterede at få en helt ukendt og uerfaren redaktør: ”UFO’en fra Aarhus”, som Klavs Bondebjerg vittigt kaldt mig! Det blev for mit vedkommende learning – og lyrik – by doing! Jeg husker stadig vores første manuskriptgennemgang. Efter endt gennemgang kiggede Pia på mig og spurgte: ”Kan du slet ikke lide det?” Jo, det kunne jeg, men det var ikke faldet mig ind, at en berømt digter som Pia Tafdrup ikke selv vidste, hvor godt hun skrev – så jeg sprang direkte ind i de kritiske kommentarer og redaktionelle ændringsforslag. Det var lektion nummer 1.

Siden fik vi et glimrende samarbejde. I årene 1990-96, hvor jeg havde æren at redigere Pias forfatterskab blev det til digtsamlinger, skuespil, oversættelser (vi var et år sammen i Frankfurt til den internationale bogmesse), en poetik – og en lydcd.

Det var i de år, Pia udgav digtsamlingerne KRYSTALSKOVEN (1992) og TERRITORIALSANG (1994) – de første to bind i den trilogi, hvor hun for alvor afsøger det store lyriske format, og hvor de tidligere samlingers kropsbundne erfaringer i højere grad får en metafysisk overbygning. En trilogi, der blev afrundet med DRONNINGEPORTEN (1998), som udløste Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde jeg forladt Borgen – og havde i øvrigt i en fælles afskedsgave fra Pia og Søren Ulrik Thomsen modtaget en smuk klassisk papirkniv fra Solingen – klar til at dissekere nye episke forfatterskaber på L&R! Pia gik kort efter til Gyldendal, hvor denne hendes første udgivelse efter 17 år på Borgen udløste den største pris! Borgens Forlag havde fortjent bedre, som Marie Tetzlaff i Politiken fastslog i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.

Pias og mit samarbejde startede dog et helt andet sted. I foråret 1991 tog vi sammen til Aarhus for at tale om hhv. forfatterens og forlagsredaktørens poetik ved et poetik-seminar på universitetet, og timingen var ikke tilfældig: Det var det år, Pia udgav sin ”skitse til en poetik” OVER VANDET GÅR JEG – en poetik, der ved indgangen til et nyt årti markerede et sporskift i forfatterskabet, og som lidt skævt blev sammenlignet med Søren Ulrik Thomsens MIT LYS BRÆNDER, men reelt nok mere var i slægt med Paul la Cours ’klassisk-modernistiske’ FRAGMENTER AF EN DAGBOG. Pias forfatterskab er således båret af en stor modernistisk traditionsbevidsthed.
Det rummede en vis ironi, at Pia skrev om vandets blå element – i bogen illustreret ved den gennemgående brug af en smuk blå asterisk – mens Søren Ulrik tog afsæt i ildens røde element. Borgen havde således en legendarisk lyrikpaperback-serie, Cafè Borgen, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger opnåede stor udbredelse. Serien havde nogle meget genkendelige omslag i moderigtig firser-pink, og på et tidspunkt besluttede jeg at ændre farven fra lyserød til babyblå (en klar fejldisposition set i bakspejlet). Dette farveskift udløste følgende replik fra Pia: ”Nå, nu skal det nok være en drengefarve!” Dengang trak jeg på smilebåndet og lagde ikke så meget i udtalelsen, men set i bakspejlet tror jeg, den stak dybere: Det har næppe været let at være kvindelig lyriker (og kropsmodernist) i en firsergeneration domineret af mænd – og af en omgangstone karakteriseret ved det, vi i dag ville kalde en heteronormativ diskurs. En indimellem lettere nedladende diskurs, der også var hørbar som undertone i Poul Borums anmeldelse af poetikken. Den samme Borum, som – skal det retfærdigvis tilføjes – nogle år forinden havde betegnet Tafdrup som ”den nye generations betydeligste lyriker”.

Som nævnt modtog Pia Nordisk Råds Litteraturpris, og senere fulgte Det Svenske Akademis Nordiske Pris (”den lille Nobelpris”), men i min tid tildeltes hun også en ganske vigtig pris. For den ovennævnte ”Territorialsang” – en digtcyklus om Jerusalem, hvor det lyriske jeg opsøger sin jødiske identitet på en klassisk dannelsesrejse ”hjem” a la Goldschmidts klassiker – blev hun således nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, der traditionen tro skulle uddeles i januar. Det var i de dage, hvor jeg fik min første datter, og Pia og jeg havde den aftale, at hun skulle orientere mig under hånden, hvis hun fik prisen. I så fald ville jeg deltage til prismiddagen – ellers ville jeg blive hjemme hos min familie. Jeg hørte ingenting på dagen, og stor var derfor min overraskelse, da jeg dagen efter erfarede, at Pia havde vundet prisen! Forklaringen var meget enkel: Pia syntes, jeg hellere skulle blive hjemme hos min lille datter end deltage i middagen til hendes ære! Et smukt og empatisk træk, der taler for sig selv.

Til gengæld mødte jeg begge hendes sønner, Philip og Daniel, allerede da de var små. Jeg husker stadig en anden prisoverrækkelse, hvor hun havde dem begge med, og hvor hendes digterkollega Klaus Lynggaard med drenget charme underholdt de to små fyre. Mange år senere skulle jeg få lejlighed til at læse de manuskripter, der blev til deres respektive debutbøger: Philips smukt dæmpede lyrisk-fotografiske digtsamling om en kirkegård i efteråret, CAT LOVES SEAN (2010), og Daniels heftigt excessive erotiske dannelsesroman fra et storbyliv i overhalingsbanen, DRØMMETIGGERE OG HURTIGE SKO (2019). På hver sin måde markante debutudgivelser om de store eksistensspørgsmål, men skrevet i hver sin toneart. Indimellem tænker jeg, at de to sønners bøger er som udspaltninger af de to sider af Pias poetiske univers, eros og thanatos. Som der står i allerførste linje af OVER VANDET GÅR JEG:
”Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst”.
(bemærk inversionen i ordstillingen som i titlen på poetikken)

Selv har hun netop med BERØRINGEN AF HUD – en titel, der genkalder det tidlige forfatterskabs kropslige tematik – afsluttet kvintetten af digtsamlinger om de fem sanser (OG synæstesier, jf. ”Lyden af skyer”). Hun kunne roligt gøre det til en sekstet og afslutte med et bind om den særlige sjette sans for at fremskrive kropslig fragilitet (”Et sår har kroppen altid”), sårbar serafisk skønhed (”Når der går hul på en engel”) – og verdslige epifanier: den momentane oplevelse helhed og sammenhæng i en fragmenteret moderne verden. Den sjette sans, der har sikret Pias forfatterskab en særstatus i moderne dansk lyrik. Jeg er stolt af, at jeg i seks år som en ufo fik lov at overflyve hendes poetiske stjernehimmel med de smukke blå asterisker på firmamentet.

Tillykke med dagen, Pia – og tak for tilliden!

En antihelt fylder 60

En antihelt fylder 60

Af Freja Madeleine Stein

Alles Gute zum Geburtstag Christiane!

I dag for 60 år siden kom Vera Christiane Felscherinow til verden i Hamburg. Mange af jer kender hende nok bare som Christiane F., kvinden der fik den skæbne at blive Tysklands, hvis ikke verdens, mest berømte narkoman.

De første seks år af sit liv boede Christiane i Hamburg inden familien Felscherinow flyttede til Gropiusstadt i Vestberlin, et boligkvarter med nogenlunde samme charme som betonklodserne på Vestegnen. Gropiusstadt blev planlagt engang i 50’erne, mens man stadig var i gang med at rydde op efter krigen. Idéen var at bygge moderne boliger og lave grønne områder, så folk fik lys, luft og sol. Da muren blev bygget i 1961, fik man dog et problem. Man kunne ikke længere udvide Berlin på samme måde, da Vestberlin bogstavelig talt var muret inde. Man valgte derfor at bygge i højden, og endte på den måde med at få plads til omkring 50.000 mennesker i boligkvarteret. Samtidig gjorde man 90 procent af boligerne til almennyttige boliger hvilket senere gjorde Gropiusstadt til et socialt brændpunkt.

Det var her Christiane flyttede ind med sin mor, far, lillesøster og familiens kæledyr i 1968. Flytningen til Berlin skule være et eventyr, men blev i stedet en social deroute for familien. Hendes far drak og ville ikke kendes ved børnene. De skulle i stedet kalde ham Onkel Richard. Forældrene blev skilt, men det gjorde ikke situationen meget bedre.

I bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fortæller Christiane hvordan børnene i Gropiusstadt mest var overladt til sig selv, det gjaldt selvsagt også Christiane. Nede på de grønne områder var det den stærkeste af børnene som bestemte over de andre og der stank af tis og afføring. Det var nemlig ofte sådan, at børnene ikke kunne nå at komme helt op til lejligheden hvis de skulle på toilettet og især ikke hvis de boede på de øvre etager og skulle køre op til 30 etager med elevatoren. Så det gjorde de i opgangene og rundt omkring for at undgå at få et par på hovedet af deres forældre, hvis de ikke kunne holde sig inden de kom op. Familien Felscherinow boede i øvrigt selv på 11. etage.

Resten af historien om Christianes ungdomsliv er velkendt fra sterns artikelserie som senere blev til bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og filmen af samme navn. Da hun var 12 begyndte hun at eksperimentere med alkohol, hash og LSD. Da hun var 14 var hun prostitueret og heroinafhængig. Hun blev en del af en klike, der trak på den såkaldte ” Kinderstrich” Kurfürstenstrasse, som stadig fungerer som prostitutionsgade i Berlin, og ved Bahnhof Zoo. Christiane gik faktisk stadig delvist i skole på dette tidspunkt og blev blandt andet indlagt med gulsot under en skoleudflugt, da hendes lever ikke kunne holde til det hårde liv, som på dette tidspunkt også er begyndt at ramme kliken hårdt. Hendes veninde Babsi (Babette Döge) dør for eksempel af et ”goldener Schuß” da hun er 14. Hun var det yngste offer for hvad der blev betegnet som en epidemi. Der Spiegel skrev en artikel om problemet, som udkom i det første nummer i 1978 under overskriften ” Hauptstadt der Fixer”, som i indledningen beretter om hvordan Babsi blev fundet med en sprøjte siddende i venstre hånd.

Christiane prøvede flere gange selv at holde op, både med og uden hjælp. En af de mest berømte scener fra filmen er nok den, hvor hende og Detlef tager en kold tyrker for bagefter at tage ned til Bahnhof Zoo og besøge vennerne og lige tage et skud heroin, nu hvor de begge mener at de kan styre det. I bogen beskrives det også hvordan hun var indlagt til afvænning hos Scientology, som gjorde sig i den slags i datidens Berlin. Til sidst ender Christiane med at blive sendt til sin mormor, så hun kan komme helt væk fra miljøet i Berlin. Det er her, at både filmen og bogen mere eller mindre slutter. Det sluttede dog ikke for Christiane. I 2013 udgav hun bogen Mein zweites Leben, hvor hun fortæller hvad der skete sidenhen.

Mens både filmen og bogen har en antydning af, at Christiane blev clean og levede et mere normalt ungdomsliv hos sin bedstemor i Kaltenkirchen flyttede hun i virkeligheden til Hamburg og blev en del af punkscenen, hvor hun blandt andet forsøgte sig som sangerinde. Hun hang i 80erne også ud med både Nena, Bowie og Depeche Mode.

Christianes videre liv var stadig til tider præget af stoffer og titlen som Tysklands mest berømte junkie klæbede sig fast til hende. Især filmen gjorde hende til stjerne. Hun var på dette tidspunkt holdt op med heroin, men dyppede i stedet næsen i kokain, som var blevet hendes nye foretrukne stof.

Hun boede også nogle år i Grækenland, men vendte senere tilbage til Tyskland og Berlin. I 1996 fik hun en søn, og det ændrede faktisk Christianes liv. På dette tidspunkt var hun clean og var i sønnens første leveår på en meget lav dosis metadon. Hun fungerede og elskede at være mor, desværre hang junkieprædikatet dog ved.

Hendes søn måtte for eksempel ikke lege med andre børn, da hans mor jo var kendt narkoman, det vidste alle. Til sidst blev det for meget og i 2008 besluttede hun sig for at udvandre til Amsterdam. Det blev en dramatisk affære, for lige så snart Christiane udmeldte sin søn af det tyske skolesystem slog myndighederne alarm og hun endte med at kidnappe sin søn og tage ham med til Holland. Der opholdt de sig i seks uger indtil Christiane måtte kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til Tyskland på grund af pengemangel. Sønnen blev tvangsfjernet og Christiane fik et alvorligt tilbagefald.

Efter at bogen og filmen udkom har Christiane været en slags antihelt og har lige siden haft mediernes bevågenhed. Det har også betydet, at hun måtte betale en høj pris for sin berømmelse. Pressen har hele tiden ventet på det næste tilbagefald og har tit og ofte for eksempel stillet spørgsmål til hvordan Detlef og de andre, som hun hang ud med som ung, har det, hvilket Christiane har fundet grænseløst irriterende for hvordan skulle hun vide hvordan hendes ungdomskæreste går og har det? Helbredet har også lidt stor skade. Således regnede hun i Mein zweites Leben ikke med at have mange år igen. Men hun klarede den alligevel til at blive 60.

Generelt har omgivelserne og livet ikke behandlet Christiane særlig pænt, og det kan man som samfund tænke over for selvfølgelig er hun meget mere end blot en junkie og har klaret sig igennem på trods af, at hun havde alle odds imod sig.

Vera Christiane Felscherinow trak sig i 2014 tilbage fra offentligheden og lever i dag en mere eller mindre anonym tilværelse i Berlin.

Billedet er fra ullstein Bild

MIN FØRSTE TID SOM FOLKEVALGT 🌱💚

MIN FØRSTE TID SOM FOLKEVALGT 🌱💚

Af Christina Olumeko, Alternativet

Jeg har nu siddet i Københavns Borgerrepræsentation og Teknik- og Miljøudvalget i 4 måneder. Jeg blev valgt ind med et mål om at forme en bæredygtig og billig by med plads til mennesker med forskellige baggrunde. Jeg vil gerne fortælle jer, hvordan det går med at gøre den by til virkelighed.

🌟 Har vi gjort en forskel?
Indtil videre er det små skridt. Sammen med Alternativet (og selvfølgelig andre partier) har jeg bl.a. igangsat analysearbejdet med en klimaplan for 2035, styrket indholdet i antiracisme-planen, afsat penge til 100 billige boliger til de første tre måneder af studiestarten og igangsat pilotforsøg med et borgerting. Og Sammen med SF, RV og Ø har Alternativet lige fået flertal for en intern CO2-pris i København – og det er vigtigt 🌳

💡 Hvad mangler?
Meget endnu, mit fokus er på det lange træk. Vi skal snart vedtage nye planer for delebiler og ladestandere. Her ligger jeg alle kræfter ind for, at vi får indført ambitiøse initiativer. Derudover arbejder jeg videre for billige boliger. Selvom boligpolitikken er meget fastlåst, tror jeg på, at jeg sammen med et flertal på Rådhuset kan så frøene til en ny retning. København skal nemlig kunne bygge meget mere alment, vi skal tilbagekøbe dyre lejligheder og gøre dem billige. Vi skal tage et opgør med en banksektor, der skaber inflation i boligpriserne og skabe grønne områder, der gavner byens beboere og biodiversitet 🐝

🚨 Det svære
Jeg synes, vi har meget travlt i Teknik- og Miljøudvalget. Der er som regel mindst 25 sager pr. møde og til hvert møde læser jeg hundrede siders mødemateriale. Oven i det bruger jeg meget tid på at læse høringssvar og lytte til ideer og indspark fra Københavnerne for at kvalitetssikre beslutningerne – og ikke mindst læse op på fagkundskaben. Men jeg synes ikke, at jeg kan nå det hele. På Frederiksberg har de delt mit udvalg op i 3 mindre udvalg. Når det ikke er sket i København, så skyldes det vanetænkning, og at man gerne vil undgå flere borgmestre. I Alternativet kommer vi til at tage det op – jeg vil gerne undersøge, hvordan vi skaber tid til at sætte os ordentligt ind i sagerne, lytte til borgerne og samtidig have tid til visionerne. Politik skal være gennemtænkt 💭

🔍 Hvad så nu?
Den mere visionære og langsigtede politik koster som regel penge, så jeg glæder mig til de årlige budgetforhandlinger i september, hvor jeg vil arbejde for mindre privatbillisme og flere delebiler, mere klimahandling og bedre forhold for mennesker med handicap øverst på dagsordenen. Jeg vil også fortsætte med at fokusere på, at Alternativet skal tale og samarbejde med alle lige fra Enhedslisten til Konservative. Jeg oplever allerede, at Alternativet har et godt forhold til de andre partier på rådhuset. Og det er afgørende, når vi som et lille parti skal slå hårdere end vores vægtklasse! 🥊 Stay tuned!

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Orv, det var en god lørdag eftermiddag på Vangede Bibliotek

Af Lars Movin

GERD LAUGESEN – TILLYKKE!
eller: DAN TURÈLL MEDALJEN 2022

Orv, det var en god (lørdag) eftermiddag på Vangede Bibliotek, hvor forfatteren Gerd Laugesen både fejrede sin 43-års fødselsdag og modtog årets Dan Turèll Medalje. Der var fulde huse og glade miner – ikke mindst hos Medalje-modtageren, der kvitterede med en smuk tale, som fik ånden fra Dan Turèll til at stå og blafre for øjnene af de fremmødte. Som det fremgår af min tale til Gerd Laugesen, der er indsat nedenfor, spiller (dværg)kaniner en vis rolle i Gerd Laugesens forfatterskab, og naturligvis havde forfatteren også medbragt et eksemplar af slagsen til seancen i Vangede, som det kan ses på billedet nede i tråden. Her er min tale til Gerd Laugesen:

Vi skal tilbage i tiden, otte år, til 2014. Hvad husker vi fra dengang? Måske lidt af hvert, måske ikke så meget. Men hvis man er litterært interesseret, er det da muligt, at man husker, at der netop dét år udkom en bog med den undseelige titel: “Plet”. Stor var den ikke, bogen, snarere lille og slank, elegant, vil jeg sige, og sart lyseblå på omslaget, der var dekoreret med det fineste papirklip af en ballerina, balancerende med Eiffeltårnet, en kuffert, en violin, et maskingevær og en gul fugl på sine spinkle arme – og så en stor rød blomst strittende op fra den ene udstrakte tå. Bogen gjorde ikke meget væsen af sig, ja, den nærmeste listede sig på bløde poter ind på bibliotekernes hylder og ud i de mest velassorterede boglader. Det var et tyst foretagende. Men fik man fingrene i et eksemplar og slog op på én af de bare 86 sider, gik det så sandelig ikke stille af sig. Hold da op, for en sproglig og bevidsthedsmæssig orkan! Et univers, et kosmos, et vidtstrakt landskab af tekst, som man aldrig kan blive træt af at lade øjnene vandre i.

Bogen var naturligvis (ja, det har I nok gættet) skrevet af Gerd Laugesen – forfatter, journalist, billedkunstner. Og kendte man på forhånd lidt til denne Gerd Laugesens virke, ville man måske genkende træk fra nogle af hendes tidligere publikationer, men nu doseret i et nyt blandingsforhold. Sproget var som sædvanlig både egenartet og inviterende, flydende og sanseligt, på én gang stilistisk sikkert og grænsesprængende – forførende og delikat og med hyppige overraskelser og skift i toneleje og henvendelsesform. Prosa, javist, men med en umiskendelig duft af poesi. Virkelighedsnært, men alligevel med et drømmeagtigt præg og sine steder endda et drys surrealisme – som hér i denne passage, der optræder allerede på side 6:

“Mit værelse var det største, men også det mørkeste. Min gamle fransklærer kom ind uden at banke på og uden bryster, for hun havde fået kræft. ‘Bonjour,’ sagde hun. Jeg taler altså flydende fransk, så hun kunne godt ha’ sagt noget mere. Der var spejle i loftet. Jeg prøvede at skrive, men havde ingen hånd til at holde blyanten. Jeg skreg. Gardinerne var trukket for, de var mørkeblå. Du lagde dig ved siden af mig og tog din venstre hånd af. Der flød chokolade ud af armen. Du drak, til huden blev slap som en klud. Så vred du rundt. Du dryppede armen af i en vaskebalje og bandt en knude, der foldede sig ud som en såret soldat. Jeg vandede hudlapperne, og du fik knopper. Der kom grønne blade. Snart var hele venstre skulder en blomstereng. Så stak jeg mig i lillefingeren med en knappenål, og luften fløj ud. Jeg forsvandt.”

Alene i disse få linjer har vi allerede en hel verden med adskillige virkelighedsniveauer. Og skriften kommer vidt omkring på de 86 sider. Der er noget, der kunne minde om virkelighedsfragmenter, erindringsstumper, biografiske noter – vekslende med sådan nogle poetiske mellemtekster, der kunne siges at pege frem mod Gerd Laugesens seneste udgivelse, den omfangsmæssigt langt mere monstrøse (og monstrøst gode) hybridroman, “Et øjebliks lykke”, der udkom sidste år (den vender vi tilbage til). Og så er de genkommende flashbacks til barndommen, hvor vi finder en forklaring på bogens titel – “Plet” er navnet på forfatterens dværgkanin!

“Gad vide hvor mange voksne,” skriver Gerd Laugesen, “der går rundt og drømmer om deres små dyr, de såkaldte kæledyr, som de glemte at kæle for, de første levende, som de så en dag kom til at svigte.”

Nå ja, et kæledyr, herregud, tænker man måske. Men jeg tror, ikke at man skal undervurdere dværgkaninens betydning i Gerd Laugesens forfatterskab. Måske er den en fetich? Måske et totemdyr? Måske et symbol på en tabt verden, et billede på barndommens bløde landskaber, et litterært redskab? Eller måske er der simpelthen bare tale om en rigtig vaskeægte dværgkanin, som står forfatterens hjerte nær? Uanset hvad, så møder vi det lille kræ første gang allerede i Gerd Laugesens debutbog fra 2009, der netop hedder “Møder”. Det er en samling af korte stykker – sproglige skitser af personer, som forfatteren har truffet på sin vej – den type causerier, der ville egne sig godt til en klumme i avisen, hvad der måske også har været deres mål. Bortset fra, at Gerd Laugesen næsten er en FOR empatisk iagttager og næsten skriver FOR godt til, at hendes skrift kan forveksles med journalistik. Teksterne i “Møder” foregiver måske nok at være journalistik – men de ER litteratur! Og så er det som sagt i den bog, at vi første gang møder den famøse Plet:

“Jeg fortæller, at jeg har haft en dværgkanin, der hed Snehvide,” skriver Gerd Laugesen i et af bogens stykker. “Den var bidsk, vi måtte fange den ind med et tæppe, og så kom Plet til, jeg var 12 år gammel, det var juleaften, og Plet hoppede rundt i stuen, alt åndede idyl, og Plet hoppede ind under sofaen, så sagde det bang, alt lyset gik ud, jeg græd som pisket, Plet var død, men så kom den alligevel hoppende ud igen, lidt skævt godt nok, og knurhårene var brændt af.”

I en passage som denne skal man ikke knibe øjnene meget sammen for at ane et ekko af tonen i Dan Turèlls “Onkel Danny fortæller”-historier om barndommen i rækkehuset i Vangede. Og når vi nu har nævnt dét navn, kan vi da godt for en stund lege den leg, der går ud på at finde paralleller mellem Gerd Laugesens værk og Dan Turèlls. Det er ikke så svært. Altså, teksterne i samlingen “Møder” kunne sagtens være Gerd Laugesens svar på en blanding af Turèlls “I Byen”-klummer og hans “Onkel Danny fortæller”-historier. Og fortsætter vi ad dét spor, ja, så kunne den næste bog i Laugesens forfatterskab, “Hjemsted” fra 2011, være en hilsen til “Vangede Billeder”.

Med udgangspunkt i det evige spørgsmål – “Men hvor er man fra?” – rejser forfatteren tilbage til det område ved den jyske vestkyst, hvor Laugesen-familien har deres rødder. Ligesom i den foregående bog er teksten hængt op på en række møder med forskellige mennesker, men denne gang med et mindre tilfældigt præg og i stedet indsat i den ramme, som er slægtshistoriens. Den individuelle historie bliver imidlertid snart overskygget af en større historie, en egnshistorie, en national historie. Området ved Vadehavet er et grænseland. Mellem land og hav. Mellem Vestjylland og Sønderjylland. Mellem Danmark og Tyskland. Og hvordan præger denne ‘grænselighed’ de mennesker, som bor på stedet? Og hvad er det i øvrigt med Frisland de dér frisere – hvad er de for nogle? Gerd Laugesen vil vide det hele. Og som Dan Turèll i “Vangede Billeder” får hun fat i en tråd og bliver ved med at trække, indtil et helt univers har foldet sig ud – og er blevet til den herligste skrift.

Den type paralleller mellem Gerd Laugesen og Dan Turèll er det som sagt ikke så vanskeligt at få øje på – selv om de færreste nok vil tænke over dem, når de læser Laugesens bøger, der ikke har nogen som helst problemer med at stå på egne ben. Men holder vi – for legens skyld – alligevel fast i det spor lidt endnu, så er der mere. Jeg kaldte før “Møder” for Laugesens debutbog. Det er den også, sådan i en almindelig forstand – men allerede inden da, altså inden 2009, havde hun rumsteret i offentligheden på forskellige andre måder, blandt andet med kortere tekster, småudgivelser og projekter af en art, som bredte sig over i kunstens verden. Og dét var jo også én af den unge Turèlls drømme – at brede sig over i billedkunsten, at lade skriften vokse ud af papiret og over i en rumlighed, et fysisk landskab af ord, som læseren kunne bevæge sig rundt i.

Da billedkunsteren (og digteren) Henrik Have i oktober 1971 sendte et brev til Dan Turèll for at invitere ham til at deltage i en udstilling i projektrummet Trefoldigheden ved Den Frie Udstillingsbygning, svarede Turèll, at det ville han da mægtig gerne, for han gik netop selv og syslede med tanken om at tage springet fra litteratur til udstilling. Turèll havde på det tidspunkt lige færdiggjort arbejdet med et kæmpemæssigt monstrum af en bog med titlen … hold nu fast: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder af eksploderende spejltricks igennem flyvende tidsmaskine af smeltende elektriske glasfotos” … intet mindre! Og efter henvendelsen fra Henrik Have udfærdigede han en lille katalogtekst, hvor han beskrev selve udstillingen som “et forsøg på at føre teksten væk igen fra den stivnede bogversion og ud i et konkret rum, der for dele af manuskriptet overtager tidens plads som bestemmende for forløbet af teksten.”

Der var mere, men i grove træk handlede det altså om at give en litterær tekst en rumlig dimension – en rumlig dimension, der kunne indgå i et samspil med den tidslige dimension, som teksten havde i bog-formatet. Og uden at vi skal gøre for stort et nummer ud af dette sammenfald, så har Gerd Laugesen i den del af hendes virke, som ligger uden for de regulære bøger, bevæget sig ad lignende stier. Hun har skrevet en såkaldt “Tekstur”, en kridt-tekst, der så at sige gik tur på gulvet i et udstillingslokale ude i Carlsberg-byen og med tiden blev opløst af ølsjatter og slidt væk af fodtrin. Hun har i en kunstfærdigt udført Artist’s Book med titlen “Sort på hvidt”, fra 2017, eksperimenteret med den type cut-up-agtige operationer med sproget, som Dan Turèll også havde fingrene i i perioden omkring den førnævnte moppedreng med den lange titel: “Sidste forestilling bevidstløse trancebilleder …” og så videre. For slet ikke at tale om en helt tredje af undertegnedes Laugesen-favoritter, nemlig den monumentalt insisterende skrift-tour de force “På lyserødt papir” fra 2013 – hele 444 tekster på lige så mange lyserøde ark udgivet i et absurd begrænset oplag på 44 eksemplarer. Det er jo nærmest som at bygge verdens højeste bygning – nede under jorden!

“På lyserødt papir” er lige så meget et kunstobjekt, som den er et stykke litteratur. Men løsner man sløjfen på det grønne bånd, der holder de 444 ark sammen, lader teksterne sig naturligvis læse. Og igen bliver man – som jeg indledningsvis bemærkede det om den lille bog “Plet” – blæst omkuld af en brusende flod af skrift. I dette tilfælde er der blot ikke tale om et kortvarigt blæsevejr, men om en ren tsunami, der bare bliver ved og ved. Det er en skrift, der rummer og favner alt på sin vej og blander de vildeste sprogvækster med noget, der kunne minde om manisk tale, samt fragmenter fra en genkendelig (biografisk) virkelighed. Og selvfølgelig hopper der også i ny og næ en lille kanin gennem de surrealistiske sprogbilleder – som her på side 55:

“Jeg er en forklædt skinke i en ørreds hjerte. Jeg er en ørn / på rulleskøjter og en torskemund af karakter. Jeg spiser / mit seletøj og har altid en ulv i bagagerummet, og jeg / er et stort skrummel, en rumindianer, et vanskabt udtørret / haveredskab, ja, et stykke havesnor. De er kanoner, og / de går altid op i røg. De er bevægelser, og de er ikke meget / for larm og støj. De er sorte, og de gennemborer altid hud, de er / borte, og de blæser alt ud af næsen, fnyser det fast, som / isklumper i silkesnore, stranden er et ladningsværft, en ladeport, et nyt liv, og samlingen af handskerum står stift / tilbage gennem græsset og de store solgule blomster. Der springer en kanin igennem et krat, og jeg ser på, endelig ser / jeg kanin nummer to.”

Se, alt det foregående kunne jo være mere end rigeligt til at begrunde en Dan Turèll Medalje. Men Gerd Laugesen er den litterære gave, som bare bliver ved med at give. Og efter en længere pause, hvor vi måske gik og blev en lille smule ængstelige for, om der nu kom mere fra den kant, landede der sidste efterår et mammutværk på 542 sider iblandt os. Det var den førnævnte “Et øjebliks lykke”, og pludselig kom det til at virke, som om alt dét, vi havde gået og tænkt på som et højdepunkt i ny dansk litteratur, bare var en opvarmning til noget endnu større. I “Et øjebliks lykke” er det, som om alle de foregående spor i forfatterskabet nu går op i en højere enhed og cementerer fornemmelsen af, at her er en forfatter, som ikke bare er ankommet, men også har kurs mod stjernerne. Det er ikke så svært at se. Til gengæld er det ikke helt let at sætte ord på, hvad det egentlig er for en bog, Gerd Laugesen denne gang har skrevet.

Den korte version er, at forfatteren har mistet en ældre veninde, en kvinde med tyrkiske rødder, der gik under navnet Nili Arutay, men som reelt var halvt dansk og halvt tyrkisk og ved fødslen var givet det noget mindre fremmedklingende navn: Lise Lotte Olsen. Uanset hvad, så var Nili et fascinerende og gådefuldt menneske, og efter hendes død har forfatteren besluttet sig for at undersøge hendes historie. Og det gør hun så i en bog, der – samtidig med at den med sit mesterlige sprog fastholder læseren fra første til sidste side – tillader sig selv at spalte sig ud i en mageløs flerstemmighed, en hel lille kakofoni af fremstillingsformer: Således er “Et øjebliks lykke” på én gang en roman, en rejsefortælling, en journalistisk reportage, et stykke slægtsforskning, en detektivhistorie, et mysterium, en biografi, et selvportræt, en kærlighedshistorie, et essay, en bevidstheds-logbog og sikkert også en masse andet, hvis man kigger ordentligt efter. Under alle omstændigheder er der ikke så lidt at holde styr på – men heldigvis forholder det sig sådan, at forfatteren skriver så blændende godt, at det hele hænger sammen og bliver til et univers af sprog, som man kun nødigt forlader, når først man har bevæget sig derind.

For den læser, der vover pelsen og sætter ud på den lange rejse, byder “Et øjebliks lykke” på mange, mange timers frydefuld læsning. Og så har forfatteren oven i købet bebudet, at bogen blot er det første bind i en planlagt trilogi.

Så herfra er der kun at sige: Hurra for Gerd Laugesen!

Og tillykke med fødselsdagen – og forresten også med Dan Turèll Medaljen 2022!

Jytte Rex 80

Jytte Rex 80

Af Lars Movin

JYTTE REX 80 ÅR – TILLYKKE!
(Cinemateket i marts).

I morgen (lørdag) fylder billedkunstneren og filminstruktøren Jytte Rex 80 år! I den anledning præsenterer Cinemateket et retrospektivt udvalg af hendes filmproduktion, der udgør et helt egenartet oeuvre i en dansk sammenhæng, ja, i de levende billeders verden i det hele taget! (Se link til Cinematekets program nedenfor).

I det følgende har jeg sakset lidt i nogle af de tekster, jeg i tidens løb har skrevet om Jytte Rex’ film:

Det suggestive, sanselige og gådefulde løber som en rød tråd gennem hele Jytte Rex’ dybt originale udforskning af filmens udtryksmuligheder. Således kan man sige, at der går en lige linje fra den gultonede opstigning i en trappeskakt i begyndelsen af hendes første langfilm, den eksperimenterende “Veronicas Svededug” (1975), til køreturen gennem en tunnel af skiftende lys og mørke, som indleder hendes fabelagtige dokumentariske portræt af grafikeren Palle Nielsen, “Mig skal intet fattes” (2001). Og netop sekvenser som disse, hvor grænser mellem den konventionelle filmfortællings virkelighedsplan og andre niveauer – drømme, fantasier, utopier – overskrides eller opløses, er nærmest emblematiske for hendes værk, hvoraf ikke mindst den første trilogi er uden sidestykke herhjemme.

Jytte Rex har fra starten placeret sig på sidelinjen i dansk film ved i sjælden grad at insistere på værdien af eksempelvis de franske nybølge-instruktørers ideal om at lave film med afsæt andre steder end i industrifilmens publikumskalkulerende normer. Snarere end ‘produkter’ har hendes film fremstået som personlige visioner og statements, hvor mytisk stof og hverdagserfaringer behandles side om side i et organisk flow. Det enkelte tableaus udtrykskraft synes hos billedkunstneren Rex altid at være prioriteret højere end fortællingen. Og akkurat som digteren Allen Ginsberg tilstræbte en poesi, hvis linjelængde var afstemt efter menneskets vejrtrækning, har Rex udviklet et filmsprog, der henter rytme, tekstur og motiver et eller andet sted mellem et personligt visuelt univers og det levede liv, privatsfæren, det mentale og fysiske familiealbum.

At en sådan filmpoetik ikke fuldstændig har kunnet realiseres på den kommercielle films almindelige betingelser, er ingen overraskelse. De første film blev til på minimale budgetter og var helt eller delvis fotograferet af instruktøren selv på Super-8 i et nært samarbejde med familie og venner. Og tilsvarende fik de aldrig i deres samtid den lancering og opmærksomhed, som de kunne have fortjent.

Med den optagethed at at finde andre fortællestrukturer end den lineære, som prægede Jytte Rex’ tidlige film, kan det ikke undre, at hun på et tidspunkt – i 1985 – måtte en tur omkring en af det 20. århundredes mest markante eksponenter for ikke-lineære eller ligefrem labyrintiske tankesystemer, nemlig den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Det resulterede i filmen “Den erindrende”, hvis associative billed-flow er konstrueret omkring en monolog baseret på to af Borges’ tekster. Set i den store sammenhæng ligner “Den erindrende” snarere end et selvstændigt værk et kunstnerisk statement, en brik i en filmpoetik, hvis mål er at pege på den samtidige tilstedeværelse af forskellige tider og bevidsthedsrum, der spiller ind på menneskets perception af verden.

Borges er også på spil i en anden af de film, der er udvalgt til Cinematekets serie, nemlig “Planetens spejle” (1991), der på én gang virker som Rex’ mest ambitiøse, helstøbte og introvert-utilgængelige værk. Her er hovedpersonen for første gang (hvis man ser bort fra “Den erindrende”) en mand, astrologen Adam Morgenstern. Og den længsel, der som altid punkterer nuet og oplevelsen af de umiddelbare omgivelser, er denne gang ikke rettet fremad eller mod uhåndgribelige mål, men mod fortiden i form af en mistet kæreste.

Efter “Planetens spejle” skiftede Jytte Rex spor og kastede sig over portrætgenren, hvilket har resulteret i to af de mest generøse og indfølende film, vi har set inden for det felt herhjemme, nemlig “Inger Christensen: Cikaderne findes” (1998) og den førnævnte “Mig skal intet fattes” om Palle Nielsen. Beklageligvis indgår filmen om Inger Christensen ikke i den aktuelle serie, men det gør “Mig skal intet fattes”, som hermed anbefales på det kraftigste. Ligesom det i det hele taget anbefales at benytte lejligheden til enten at se eller gense de præsenterede værker af denne ener i dansk film.

I marts har vi kunnet fejre en række 80-års fødselsdage, heriblandt Peter Laugesen, Erik Clausen og nu altså Jytte Rex. Jeg ved ikke, hvad de puttede i kaffen dengang i 1942 – måske var det bare effekten af mørklægningsgardinerne, som Clausen bemærkede forleden. Under alle omstændigheder var det noget af en årgang!

Tillykke til Jytte Rex! Og tillykke til alle os andre med, at hun findes!

For info om Cinematekets serie og billetreservation, se dette link.

KLIMABUDGET I KØBENHAVN

KLIMABUDGET I KØBENHAVN

Af Christina Olumeku, Alternativet

KLIMABUDGET I KØBENHAVNS KOMMUNE 💚

I sidste uge postede jeg om et forslag ang. klimabudget i Københavns Kommune, som Å stemte for 😁

Forslaget blev vedtaget! Men vi er ikke i mål, forslaget betyder, at forvaltningen kommer med et forslag til et klimabudget til budgetforhandlingerne i efteråret, som vi i Alternativet vil arbejde alt hvad vi kan få at få endeligt vedtaget!

Vi har særligt fokus på, at klimabudgettet skal indeholde så mange scopes som muligt (scope 1, 2 og 3) og, at vi ikke greenwasher noget som helst.

Jeg holder jer opdateret!

I kan se mig tale om problemstillingen i en video fra mødet i Borgerrepræsentationen her.

God torsdag til jer alle! 🍀