Der er sket noget forfærdeligt

Der er sket noget forfærdeligt

Af Pernille Melsted

Svært at fatte, at det er 20 år siden.
Jeg havde kun boet og arbejdet et år på Manhattan, da tårnene faldt. De var mine pejlemærker i byen, en nytilflytters kompas for nord og syd (Empire State Building markerede mit nord) og det første jeg så, når jeg trådte ud af min lejlighed på W25th street. To slanke giganter, et potent og awe-inspiring synsbedrag for en newbie.
Jeg var stadig i min honeymoon-fase med New York. Forelsket i, betaget af og fuldstændig VILD med byen. 28 år, single, drømmejob og kontor på 42. etage på 5. Avenue, Manolo Blahnik stiletter og en tårnhøj dollarkurs to match. Det var helt ægte som et bo i et afsnit af Sex & The City.
Den 11. september 2001 ville skæbnen at jeg var i Milano på business trip. Jeg skulle være med til et beauty-pressemøde i byen, og havde et par timer om eftermiddagen uden planer. Jeg stod i Gucciforretningen på Via Montenapoleone og prøvede sko. Jeg havde lovet min chef at se efter et bestemt par, hun formentlig havde set i den tommetykke septemberudgave af Vogue, og ventede på at klokken blev 9 i New York, så jeg kunne fange hende på kontoret. Jeg ringede lidt i 9, vi sludrede lidt og pludselig bliver hun fraværende … siger hun, at der er sket noget forfærdeligt, noget om en brand, eller en eksplosion, et fly i en bygning, WTC. Hun siger, jeg skal finde et fjernsyn. Hurtigt.
Jeg løber hjem til mit hotel, og på vejen ringer min mor (og bagefter stort set alle jeg kender. Hvor er jeg? Er jeg okay?) … Da jeg tænder for tv’et på mit hotelværelse, sidder jeg som alle andre fuldstændigt lammet resten af dagen – i chok.
WTC var downtown, Estée Lauders hovedkontor var uptown (i General Motors bygningen på 59th st). Langt væk fra de brændende bygninger. Men det fuldstændigt terroriserende (!) var, at det gik så stærkt, var så uhyggeligt smooth og var så voldsomt, at ingen ikke anede om det var slut eller bare begyndelsen. Alle var skræmte fra vid og sans. Hvad er det næste? Er der flere fly på vej? Er vi i sikkerhed?
Alle kendte nogen, der arbejdede i WTC. Alle. Selv jeg, der kun havde boet i byen et år. Jeg havde en kollega, hvis mand arbejdede i restauranten Windows on the world på toppen af WTC. Min venindes mands lillebror havde netop startet nyt job i WTC, og de kunne ikke få fat på ham (begge døde).

Jeg skulle have fløjet hjem til New York fra Milano den 12. september, men det kunne jeg ikke. Jeg fløj til København i stedet og var sammen med min familie og kom først på et fly hjem om søndagen.

Der er mange ting, jeg aldrig glemmer fra de uger og måneder efter … støvet over alt, lugten, sedlerne alle steder med billeder og beskrivelser af de savnede, fremmede der krammede på gaden, stående klapsalver af brandmænd, Rudy Guiliani som helt (believe it or not), uendelige “vigils” overalt i byen (spontane samlinger hvor folk tændte lys og var sammen, græd, talte, håbede, mindedes deres elskede). Jeg har aldrig græd så meget i hele mit liv. Aldrig holdt så mange fremmede menneskers hænder, aldrig følt mig så fortabt og så forbundet … men det der gjorde det største indtryk på mig og som har ætset sig ind i min hukommelse for evigt, var taxaturen fra Newark Airport og ind til byen. At se den ikoniske Manhattan skyline med et kæmpe hul i silhuetten, der hvor de to gigantiske tårne havde stået, var så surrealistisk, hjerteskærende og brutalt.

Nelson Mandela på Arbejdermuseet

Nelson Mandela på Arbejdermuseet

DENGANG NELSON MANDELA BESØGTE ARBEJDERMUSEET 🏳️ 🚩

”Demokrati er som et egetræ, det tager tid for det at vokse op”. Sådan sagde Nelson Mandela, da han stod i Festsalen den 4. februar 1992. 🌳

Efter 28 år i fængsel besøgte han Danmark. Nu fik han mulighed for at takke det danske folk for den opbakning, Norden havde udvist hans parti ANC og dets anti-apartheidlinje gennem de mange år, hvor han var frihedsberøvet.

Mandelas tale er desværre gået tabt i sin helhed, men beretninger fra de mennesker, der oplevede ham på Arbejdermuseet, fortæller, at hans tale om tilgivelse, var gribende og at udstrålede en nærmest overjordisk aura.

Dagens punktum blev sat af AOFs sangkor: Da Mandela skulle stige ind i sin bil i Rømersgade sprang de op fra Café og Ølhalle. De omringede Mandela, mens de sang
“We shall overcome, we shall overcome, we shall overcome, some day”. ❤️

I 2009 erklærede FN den 18. juli for International Nelson Mandela dag for at anerkende den tidligere sydafrikanske præsidents bidrag til fred og frihedskulturen, og det mindes vi med billederne her.

Historien om Mandela og sangen kommer til at indgå i et nyt lydværk på museet, som du vil kunne opleve i festsalen fra d. 15. oktober.

Oplevede du Mandela på Arbejdermuseet i 1992, og hvis ja, hvad husker du særligt fra dagen?

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Af Nikolaj Bøgh, Konservative

For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.

Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald.

At vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk er i det hele taget et stort tab for vores land. Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.

Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter inspiration fra den tyske romantik, Kuhlau, som skrev musikken til vores nationale skuespil Elverhøj, var tysker etc. etc.

De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens idealer om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestænkningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, phd’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.

Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolscher, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere bl.a. med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores. Det er der ikke noget godt at sige om.

Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Men det er og bliver et tab og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande, tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.

Bornholms vej ud af 2. Verdenskrig er et overset kapitel i Danmarkshistorien

Bornholms vej ud af 2. Verdenskrig er et overset kapitel i Danmarkshistorien

Af Mette Frederiksen, Statsminister

I dag er det 75 år siden, at de sidste fremmede tropper forlod Bornholm. Anden Verdenskrig var endegyldigt slut i Danmark.

11 måneder forinden blev befrielsen fejret i resten af landet. Men for bornholmerne fortsatte krigen.

Den 7. og 8. maj i 1945 faldt bomberne over Rønne og Nexø. Ti bornholmere mistede livet. Mange mistede deres hjem. Bornholmerne oplevede et dramatisk kapitel i krigen.

I dag mødte jeg Ella. Hun var bare ni år, da bomberne faldt. Hendes beretninger fra den gang gør stort indtryk.
Bornholms vej ud af Anden Verdenskrig er blevet kaldt et overset kapitel i Danmarkshistorien. Mange følte sig glemt. Måske endda svigtet. Også i tiden efter.

Men kære bornholmere: I er ikke glemt. Jeres historie bliver fortalt. Jeres historie er Danmarks historie.

Det vidste jeg ikke om Tove Ditlevsen

Det vidste jeg ikke om Tove Ditlevsen

Af Frede Jakobsen

DET VIDSTE JEG IKKE. Om Tove Ditlevsen. Hun var skarp som en ragekniv i debatten om de tyske flygtninge i Danmark efter 2. verdenskrig. PH (Poul Henningsen) havde i et par kronikker i Politiken i 1946 skarpt kritiseret behandlingen af disse flygtninge. Det kom der mange rasende reaktioner på. Bl.a. fra den socialdemokratiske minister Johannes Kjærbøl. Så røg Tove Ditlevsen til tasterne og skrev et svar i Politiken. Her er et par citater. Og hav gerne i baghovedet debatten i dag om flygtninge. “Der er opstaaet et nyt uartigt Ord i Sproget, eller rettere et gammelt, kendt Ord har faaet en helt ny Klang. Det er Ordet Medlidenhed. Hvor skrækkeligt og kompromitterende det i Øjeblikket er, ses bl.a. af, at selv Poul Henningsen i sine to glimrende Kronikker i Politiken måtte indsvøbe sin Opfordring til at behandle de tyske Flygtninge menneskeligt i den mere teoretiske Debat om det demokratiske Princip om Ytringsfrihed. Forskrækket frasiger han sig enhver Mistanke om, at han skulde have haft i Sinde at “starte en Medlidenhedskampagne”. Skal Mennesker hjælpes i Dag, gælder alle andre Motiver end Medlidenheden. Den alene, Interessen for og Medfølelsen med andres Lidelser, – et ægte demokratisk Træk – gaar det ikke an at appellere til”. Kjærbøl havde bl.a. i sit svar til PH argumenteret med, at man ikke kunne hjælpe flygtningene mere, når nødstedte danskere heller ikke blev hjulpet. PH kaldte det et tåbeligt argument. Og Tove Ditlevsen gav ham ret og skrev: “Det er den samme Logik, som en udmærket og i alt fald førkrigshumanistisk, dansk Mand anvendte, da han sagde: PH skriver ganske vist, at disse Mennesker er 50 om hver Retirade, men på Alsgades Skole (tysk fængsel under besættelsen) var vi 72 internerede om hvert W.C. På den Maade kan man standse alting. Man løber selv hos højtbegavede, tænkende Mennesker mod en Selvretfærdighedens Mur, hvor al ærlig demokratisk Stræben forvandles til ‘Pladderhumanisme’ og ‘Øllebrødsbamhjertighed’.” Citaterne er fra den helt nye og fremragende (omend næsten for detaljerige) bog af Thomas Harder “De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”.

FRA INTERNETTETS BARNDOM

FRA INTERNETTETS BARNDOM

Af Leif Lønsmann

I denne weekend for 25 år siden var jeg på BogForum i København. Som udviklingschef i DR skulle jeg deltage i præsentationen af ”noget helt nyt”.

BogForum 1995 havde nemlig iværksat et nyt tiltag. For at ”lokke et yngre publikum til”, som det hed.

Ambitionen var at give publikum mulighed for at tilgå et helt nyt såkaldt ”computernetværk”, senere kendt som ”Internettet” eller ”World Wide Web”.

DR var på pletten, med en generalprøve på en såkaldt ”home page” (”hjemmeside”), som ellers først ville blive lanceret den 1.januar 1996.

Forud var gået en svær fødsel i DRs ledelse, som stillede sig noget tøvende an overfor dette nye medie. Var det ikke bare en teknisk ”dille”, der snart ville gå i sig selv igen? Men en lille håndfuld pionerer, under ledelse af Christian Schade, havde overbevist os om at ”internettet” kunne gå hen og blive stort. Man regnede således med at der i Danmark ville være var helt op til 50-70.000 potentielle brugere af det nye netværk. Det drejede sig især om ”ansatte i uddannelsessektoren, mediebranchen og det offentlige”. Men også private måtte efter en årrække forventes at kunne tilgå internettet – fra biblioteker og uddannelsesinstitutioner.

Præsentationen blev en succes, og DRs ledelse gav efterfølgende grønt lys for en permanent ”Online-tjeneste”, i dag kendt som www.dr.dk.

Som udviklingschef for DR Radio, blev jeg spurgt om de nye tekniske muligheder og deres betydning for radiolytningen. Den slags spørgsmål er altid pinlige at genbesøge 25 år efter. Men her er hvad jeg i november 1995 fortalte Weekendavisen:

”I det næste århundrede bliver det måske muligt – sådan rent teknisk – at sende og modtage et ubegrænset antal radio- og tv-signaler via kabler, satellit, telepati eller internet. Og det bliver muligt for den enkelte radiolytter at sammensætte sit helt eget program på basis af tusinder af tilbud, som kan bestilles, nedtages, sammensættes, afspilles og lagres i stueradioen, bilradioen, mobiltelefonen, armbåndsuret eller generne. Det hele vil kunne fungere interaktivt, så enhver i princippet kan udstyres med en digital radiostation i lommeformat”…

1995 forekommer længe siden….

Åbent brev til Gunnar Sejr Poulsen

Åbent brev til Gunnar Sejr Poulsen

Af Christina Sejr Poulsen

Kæreste far

Så er det 75 år siden og tid til at hylde de helte, der var. Hvert år, omkring denne tid, finder jeg dit navn i modstandsdatabasen og bliver altid lidt rørt, når du dukker op og på den måde stadig “er der”.
Tror både, det handler om trangen til at føle stolthed over mit ophav, men også fordi det får mig til at tænke på, hvor få mennesker, der egentlig tør kæmpe for noget de tror på – og du var kun 19, da du kæmpede så vigtig en kamp.
Der er så lidt af det i vores del af verden i dag. For tiden består “oprøret” fra ungdommen i Danmark i retten til at kysse hinanden, at være sammen, at gøre den kommende sommer til endnu en “sommeren i deres liv”. Det er, på sin egen måde, både enkelt og smukt – og så alligevel en smule tankevækkende.

Ved godt, at den frihed du kæmpede for reelt er vundet og bibeholdt på en måde.
I dag kæmper vi mod andre slags fjender og er måske i gang med at miste en anden og meget mere kompleks frihed.

Men tak for din kamp og de mange andres, der turde dengang. Og tak for de mange mange historier om den tid. Du kunne fortælle i evigheder, da du levede, og jeg undskylder for hverken at høre ordentlig efter eller helt forstå, hvor vigtigt det var for din historie, men jo også for mit liv i dag.
Jeg husker ikke helt det præcise indhold af dine fortællinger, men jeg husker alvoren, stoltheden, men også en sørgmodighed i din stemme.
I dag minder du mig igen om, alt det man bør og skal og må og kan være taknemmelig for. Tak.

Kærligst
Din datter

STORT TILLYKKE TIL ARBEJDERMUSEET

STORT TILLYKKE TIL ARBEJDERMUSEET

Franciska Rosenkilde skriver på Facebook:

I aften fejrede vi, at Arbejdermuseet for nylig vandt den prestigefyldte internationale museumspris,DASA Award.
Prisen blev givet for museets stærke indsats for at styrke danske børn og unges demokratiske dannelse og for innovative undervisningstilbud.

“Det er lykkedes for Arbejdermuseet at genopfinde det at være et museum for arbejderhistorie. Det er en levende institution, der gennem undervisningsprogrammer engagerer børn og unge i grundlæggende demokratiske processer. Museet styrker de unge i at tage del i aktuelle politiske og sociale spørgsmål – spørgsmål, der definerer fremtiden for os alle.
Vi har brug for flere institutioner som denne. Stort tillykke til hele teamet på Arbejdermuseet.”
Sådan udtalte formand for European Museum Academy, Dr. Karl B. Murr. J.

Ingen tvivl om at Arbejdermuseet, med sine dygtige og engagerede medarbejdere gør en hel særlig indsats og skaber et museumsmiljø vi kun kan være rigtig stolte af. Jeg glæder mig til at følge, og blive inspireret af deres videre arbejde.

Fra sagogrød til smoothie

Fra sagogrød til smoothie

Af Lasse Bolander på Facebook

Mad skaber minder, og i dag udkommer den nye bog ”Fra sagogrød til smoothie” fra Samvirke. Inger Abildgaard, som har været madskribent og -redaktør på Samvirke gennem 25 år, er bogens forfatter. Hun tager os igennem danskernes madvaner fra 1940 til i dag, og det gør hun virkelig godt.

Bogen er til os, som holder af mad og holder af at snakke om mad, og jeg håber på et forrygende salg – for det gælder vel os alle sammen? Jeg har i hvert fald aldrig mødt nogen, som ikke kunne lide god mad, og den smager selvfølgelig bedst, når vi spiser den sammen.
I Coop har vi på mange måder været med til at skubbe på udviklingen af vores madkultur og gør det stadig. Derfor har vi har vi gennem tiden haft et medansvar for hvad vi som danskere har på tallerkenen.

”Fra sagogrød til smoothie” er i (bog)handlen fra i dag og med i Aftenshowet i aften.