DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

Arbejdermuseet skriver:

Budcykel, svajer, ladcykel, long john, short john, kassecykel.. kært barn har mange navne!

Allerede i 1930’erne var cykelbuddet et udbredt erhverv i byerne, og selv børn arbejdede som bybude med at bringe varer ud for købmanden. Helt frem til 1960’erne var det ikke ualmindeligt, at børn arbejdede som cykelbude i byerne. Det er svært at forestille sig i dag, hvor storbyfamiliers el-ladcykler med glade børn i pryder gadebilledet 👨‍👧‍👦🚲

Navnet “svajere” fik cykelbudene, fordi de kom svajende ned ad gaderne på deres Long John-cykler med tunge varer på ladet foran. I 1940’erne blev Svajerløbet indført – en konkurrence blandt de københavnske cykelbude 😎

I dag nøjes børn heldigvis med at lege cykelbude. På Børnenes Arbejdermuseum kan man hoppe på budcyklen og opleve, hvordan det var at være bybud i gamle dage 🤓

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE

Arbejdermuseet skriver:

GABRIEL JENSEN OG FERIEBØRNENE ☀️

I dag ville Gabriel Jensen være fyldt 161 år. Manden som er værd at huske og fejre, fordi han gav arbejderbørn fra de allerfattigste kvarterer mulighed for at få oplevelser, der tog dem ud af den mørke baggård og væk fra arbejde og pligter. I hvert fald for nogle timer i sommerferien. 🥲

Omkring år 1900 var området omkring Enghave Plads et af de allerfattigste arbejderkvarterer i hele København. Og rundt omkring i baggårde, på gaden og i kælderskakter kunne man finde kvarterets børn, der forsøgte at finde plads til leg.

En række lærere og voksne i området tog initiativ til at stifte Vesterbros Friluftsforening, som gik i gang med at organisere små ture ud i naturen for de københavnerbørn, der måtte blive i hovedstaden i ferien.

I 1908 kom læreren Gabriel Jensen ind i foreningens ledelse, og han gik straks i gang med at udvide foreningens aktiviteter hvilket betød at de både rejste længere væk, men også at der kom et langt større fokus på oplevelser og underholdning. Blandt de mange aktiviteter var badning, boldspil, bådture, besøg på travbanen i Charlottenlund, Tivoli og besøg på brandstationer. 🌳🎠🚒🎡

Efter hans død i 1924 besluttede foreningen at minde Gabriel Jensens store indsats for børn ved at omdøbe foreningen i hans navn. Foreningen eksisterer forsat den dag i dag og har stadig en mission om at arrangere aktiviteter for børn og unge, der mangler tilbud i sommerferien.

Stort tillykke til Gabriel Jensen. 🇩🇰
Vi sender dig en taknemmelig tanke ♥
Billederne er alle fra vores arkiv og er fra 1940’erne og 1950’erne

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Clara Zetkin – kendt for ideen om kvindedagen

Af Eigil Møller

“Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” (1914)

Clara Zetkin. Kendt for ideen om kvindedagen, der var tænkt som en dag, hvor ‘socialistiske kvinder’ i samarbejde med ‘proletariatets klassebevidste faglige og politiske organisationer’ skulle agitere for bl.a. kvinders valgret. Altså starten på 8.marts.

Senere tiders feminister har lagt noget distance til hende. Den klasseorientering, hun stod for, falder ikke i alles smag.

Hendes indsats har været uvurderlig, både for kvindebevægelsen, men også på andre, centrale områder:

Modstand mod krig og imperialisme var helt afgørende for hende og for den socialistiske bevægelse som helhed i årtierne op til 1.verdenskrig. Det var en hjertesag, som der blev brugt mange konferencer, skrifter, møder og demonstrationer på. Den imperialistiske krig skulle forhindres ved at den internationale arbejderbevægelse modsatte sig den og nægtede at være med. Da det så kom til stykket svigtede bevægelsen totalt. Socialdemokraterne i de forskellige krigsførende lande valgte at støtte deres eget borgerskab i blodbadet, bl.a. ved at stemme for finansieringen, ved at bevilge penge til mordmaskineriet.

Zetkins reaktion: “Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.” – Bliv sindssyg eller begå selvmord. Så voldsomt oplevedes forræderiet. Heldigvis besluttede hun, at: ‘Jetzt erst recht!’ og gik igang med intensivt organisationsarbejde for både arbejderkvindernes og fredens sag. Af bl.a. det arbejde opstod så i netop de år den kommunistiske verdensbevægelse, der fra en eksistens som obskure, fragmenterede mindretal på få år blev en overvældende succes: Revolutioner, opbygning af helt nye stater, kommunistisk internationale, startskud til det 20.århundredes største frigørende bevægelse: Koloniernes frigørelseskamp, kulminerende med besejringen af tysk og japansk kolonialisme i 40’erne, i de følgende år en omfattende bølge af nationale befrielsesbevægelser op til i dag, hvor imperialismen aldrig har stået over for en større og mægtigere modstandsbevægelse i form af nationer, der modsætter sig USAs hegemoni. Masser af slinger og tilbageslag undervejs, men resultaterne er ikke desto mindre overvældende set i historisk perspektiv. – Iøvrigt: Også i erkendelse af den overhængende fare fra fascismen var hun tidligt ude. Allerede i 1923 aflagde hun i Kominternsammenhæng en rapport med analyse af det nye fænomen og forslag til antifascistisk aktion, og i 1932 tordnede hun som alderspræsident mod nazisterne i sin åbningstale i den tyske rigsdag, der blev valgt ved det sidste frie valg inden det nazistiske terrorregime. Så, hun var på forkant og gjorde sit på flere meget vigtige fronter.

I dag er vi igen i en august 1914-lignende situation. Hvis man havde illusioner om vore dages ‘venstrefløj’ så kunne man nok være fristet til at tænke som Zetkin: ‘Als der Zusammenbruch kam, meinte ich, wahnsinnig werden oder mich töten zu müssen.’ – Men, selvom det er trist at se, hvor hovedløst fx Enhedslisten prøver at overhale NATO-imperialisterne i krigsretorik og alment stupide udsagn, og hvor rasende de bliver på de få der forsøger sig med en smule omtanke og nuancering, og især hvor blindt 1914-agtigt de agiterer for en politik, der uundgåeligt fører til store civile lidelser (heltemod pr. stedfortræder) og som objektivt støtter nazistiske terrororganisationers ødelæggelse af tilværelsen for utallige ukrainere. Selvom det er trist, så er det ikke overraskende. Støtten til destruktionen af Libyen var ikke en tilfældighed, den linie er siden blevet fulgt op flere gange i forhold til Syrien og til Nicaragua osv. Partiet er simpelthen et integreret element i det imperialistiske system. Deres funktion er at levere de ‘progressive’ og ‘woke’ stemmer til galskaben. – Så, sammenbruddet er foregået forlængst. En venstrefløj i Clara Zetkins forstand findes simpelthen ikke længere i NATO-stan.

Til gengæld stortrives den i det globale syd. Og, som antydet ovenfor, bærer Zetkins indsats en del af æren for det. Uden eksemplet fra oktoberrevolutionen var det tvivlsomt, hvor langt det var kommet med koloniernes frigørelse og økonomiske og sociale fremgang.

Den aktuelle trussel fra både krig og den genoplivede fascisme udspringer af og hænger organisk sammen med imperialismen og dens stadige koloniseringsbehov. Den viden er en del af arven fra Zetkin. Sammen med 8.marts.

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.

Der er sket noget forfærdeligt

Der er sket noget forfærdeligt

Af Pernille Melsted

Svært at fatte, at det er 20 år siden.
Jeg havde kun boet og arbejdet et år på Manhattan, da tårnene faldt. De var mine pejlemærker i byen, en nytilflytters kompas for nord og syd (Empire State Building markerede mit nord) og det første jeg så, når jeg trådte ud af min lejlighed på W25th street. To slanke giganter, et potent og awe-inspiring synsbedrag for en newbie.
Jeg var stadig i min honeymoon-fase med New York. Forelsket i, betaget af og fuldstændig VILD med byen. 28 år, single, drømmejob og kontor på 42. etage på 5. Avenue, Manolo Blahnik stiletter og en tårnhøj dollarkurs to match. Det var helt ægte som et bo i et afsnit af Sex & The City.
Den 11. september 2001 ville skæbnen at jeg var i Milano på business trip. Jeg skulle være med til et beauty-pressemøde i byen, og havde et par timer om eftermiddagen uden planer. Jeg stod i Gucciforretningen på Via Montenapoleone og prøvede sko. Jeg havde lovet min chef at se efter et bestemt par, hun formentlig havde set i den tommetykke septemberudgave af Vogue, og ventede på at klokken blev 9 i New York, så jeg kunne fange hende på kontoret. Jeg ringede lidt i 9, vi sludrede lidt og pludselig bliver hun fraværende … siger hun, at der er sket noget forfærdeligt, noget om en brand, eller en eksplosion, et fly i en bygning, WTC. Hun siger, jeg skal finde et fjernsyn. Hurtigt.
Jeg løber hjem til mit hotel, og på vejen ringer min mor (og bagefter stort set alle jeg kender. Hvor er jeg? Er jeg okay?) … Da jeg tænder for tv’et på mit hotelværelse, sidder jeg som alle andre fuldstændigt lammet resten af dagen – i chok.
WTC var downtown, Estée Lauders hovedkontor var uptown (i General Motors bygningen på 59th st). Langt væk fra de brændende bygninger. Men det fuldstændigt terroriserende (!) var, at det gik så stærkt, var så uhyggeligt smooth og var så voldsomt, at ingen ikke anede om det var slut eller bare begyndelsen. Alle var skræmte fra vid og sans. Hvad er det næste? Er der flere fly på vej? Er vi i sikkerhed?
Alle kendte nogen, der arbejdede i WTC. Alle. Selv jeg, der kun havde boet i byen et år. Jeg havde en kollega, hvis mand arbejdede i restauranten Windows on the world på toppen af WTC. Min venindes mands lillebror havde netop startet nyt job i WTC, og de kunne ikke få fat på ham (begge døde).

Jeg skulle have fløjet hjem til New York fra Milano den 12. september, men det kunne jeg ikke. Jeg fløj til København i stedet og var sammen med min familie og kom først på et fly hjem om søndagen.

Der er mange ting, jeg aldrig glemmer fra de uger og måneder efter … støvet over alt, lugten, sedlerne alle steder med billeder og beskrivelser af de savnede, fremmede der krammede på gaden, stående klapsalver af brandmænd, Rudy Guiliani som helt (believe it or not), uendelige “vigils” overalt i byen (spontane samlinger hvor folk tændte lys og var sammen, græd, talte, håbede, mindedes deres elskede). Jeg har aldrig græd så meget i hele mit liv. Aldrig holdt så mange fremmede menneskers hænder, aldrig følt mig så fortabt og så forbundet … men det der gjorde det største indtryk på mig og som har ætset sig ind i min hukommelse for evigt, var taxaturen fra Newark Airport og ind til byen. At se den ikoniske Manhattan skyline med et kæmpe hul i silhuetten, der hvor de to gigantiske tårne havde stået, var så surrealistisk, hjerteskærende og brutalt.

Nelson Mandela på Arbejdermuseet

Nelson Mandela på Arbejdermuseet

DENGANG NELSON MANDELA BESØGTE ARBEJDERMUSEET 🏳️ 🚩

”Demokrati er som et egetræ, det tager tid for det at vokse op”. Sådan sagde Nelson Mandela, da han stod i Festsalen den 4. februar 1992. 🌳

Efter 28 år i fængsel besøgte han Danmark. Nu fik han mulighed for at takke det danske folk for den opbakning, Norden havde udvist hans parti ANC og dets anti-apartheidlinje gennem de mange år, hvor han var frihedsberøvet.

Mandelas tale er desværre gået tabt i sin helhed, men beretninger fra de mennesker, der oplevede ham på Arbejdermuseet, fortæller, at hans tale om tilgivelse, var gribende og at udstrålede en nærmest overjordisk aura.

Dagens punktum blev sat af AOFs sangkor: Da Mandela skulle stige ind i sin bil i Rømersgade sprang de op fra Café og Ølhalle. De omringede Mandela, mens de sang
“We shall overcome, we shall overcome, we shall overcome, some day”. ❤️

I 2009 erklærede FN den 18. juli for International Nelson Mandela dag for at anerkende den tidligere sydafrikanske præsidents bidrag til fred og frihedskulturen, og det mindes vi med billederne her.

Historien om Mandela og sangen kommer til at indgå i et nyt lydværk på museet, som du vil kunne opleve i festsalen fra d. 15. oktober.

Oplevede du Mandela på Arbejdermuseet i 1992, og hvis ja, hvad husker du særligt fra dagen?

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Af Nikolaj Bøgh, Konservative

For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.

Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald.

At vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk er i det hele taget et stort tab for vores land. Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.

Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter inspiration fra den tyske romantik, Kuhlau, som skrev musikken til vores nationale skuespil Elverhøj, var tysker etc. etc.

De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens idealer om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestænkningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, phd’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.

Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolscher, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere bl.a. med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores. Det er der ikke noget godt at sige om.

Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Men det er og bliver et tab og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande, tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.

Bornholms vej ud af 2. Verdenskrig er et overset kapitel i Danmarkshistorien

Bornholms vej ud af 2. Verdenskrig er et overset kapitel i Danmarkshistorien

Af Mette Frederiksen, Statsminister

I dag er det 75 år siden, at de sidste fremmede tropper forlod Bornholm. Anden Verdenskrig var endegyldigt slut i Danmark.

11 måneder forinden blev befrielsen fejret i resten af landet. Men for bornholmerne fortsatte krigen.

Den 7. og 8. maj i 1945 faldt bomberne over Rønne og Nexø. Ti bornholmere mistede livet. Mange mistede deres hjem. Bornholmerne oplevede et dramatisk kapitel i krigen.

I dag mødte jeg Ella. Hun var bare ni år, da bomberne faldt. Hendes beretninger fra den gang gør stort indtryk.
Bornholms vej ud af Anden Verdenskrig er blevet kaldt et overset kapitel i Danmarkshistorien. Mange følte sig glemt. Måske endda svigtet. Også i tiden efter.

Men kære bornholmere: I er ikke glemt. Jeres historie bliver fortalt. Jeres historie er Danmarks historie.

Det vidste jeg ikke om Tove Ditlevsen

Det vidste jeg ikke om Tove Ditlevsen

Af Frede Jakobsen

DET VIDSTE JEG IKKE. Om Tove Ditlevsen. Hun var skarp som en ragekniv i debatten om de tyske flygtninge i Danmark efter 2. verdenskrig. PH (Poul Henningsen) havde i et par kronikker i Politiken i 1946 skarpt kritiseret behandlingen af disse flygtninge. Det kom der mange rasende reaktioner på. Bl.a. fra den socialdemokratiske minister Johannes Kjærbøl. Så røg Tove Ditlevsen til tasterne og skrev et svar i Politiken. Her er et par citater. Og hav gerne i baghovedet debatten i dag om flygtninge. “Der er opstaaet et nyt uartigt Ord i Sproget, eller rettere et gammelt, kendt Ord har faaet en helt ny Klang. Det er Ordet Medlidenhed. Hvor skrækkeligt og kompromitterende det i Øjeblikket er, ses bl.a. af, at selv Poul Henningsen i sine to glimrende Kronikker i Politiken måtte indsvøbe sin Opfordring til at behandle de tyske Flygtninge menneskeligt i den mere teoretiske Debat om det demokratiske Princip om Ytringsfrihed. Forskrækket frasiger han sig enhver Mistanke om, at han skulde have haft i Sinde at “starte en Medlidenhedskampagne”. Skal Mennesker hjælpes i Dag, gælder alle andre Motiver end Medlidenheden. Den alene, Interessen for og Medfølelsen med andres Lidelser, – et ægte demokratisk Træk – gaar det ikke an at appellere til”. Kjærbøl havde bl.a. i sit svar til PH argumenteret med, at man ikke kunne hjælpe flygtningene mere, når nødstedte danskere heller ikke blev hjulpet. PH kaldte det et tåbeligt argument. Og Tove Ditlevsen gav ham ret og skrev: “Det er den samme Logik, som en udmærket og i alt fald førkrigshumanistisk, dansk Mand anvendte, da han sagde: PH skriver ganske vist, at disse Mennesker er 50 om hver Retirade, men på Alsgades Skole (tysk fængsel under besættelsen) var vi 72 internerede om hvert W.C. På den Maade kan man standse alting. Man løber selv hos højtbegavede, tænkende Mennesker mod en Selvretfærdighedens Mur, hvor al ærlig demokratisk Stræben forvandles til ‘Pladderhumanisme’ og ‘Øllebrødsbamhjertighed’.” Citaterne er fra den helt nye og fremragende (omend næsten for detaljerige) bog af Thomas Harder “De uønskede – de tyske flygtninge i Danmark 1945-1949”.