Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg har netop modtaget denne vidunderlige besked fra museumsleder på Skovgaard Museet, Anne-Mette Villumsen:

— “Som bestyrelsesmedlem i Organisationen Danske Museer kan jeg orientere om, at vi har iværksat en undersøgelse blandt de kunstmuseer, der er medlem af ODM, for at lave en statistik på, hvor mange kvindelige kunstnere, museerne har udstillet og købt værker af, og hvor mange kvindelige skribenter har bidraget til museernes udgivelser. Resultaterne af undersøgelsen præsenteres og diskuteres på museernes faglige møde i november. Statistikken rækker 15 år tilbage til 2004 – året efter konferencen “Før usynligheden” satte fokus på de kvindelige kunstneres manglende repræsentation.”

Som tidligere sagt, tror og håber jeg på, at vi på de danske museer og kunsthaller har større udsyn end vores internationale kolleger på dette område.

Ikke desto mindre er det strålende nyheder, at ODM har igangsat denne undersøgelse, for det vil danne det reelle overblik over kønsbalancen på de danske kunstmuseer de senere år, som så mange har efterlyst.

Som nævnt er vi i gang med en lignende optælling i fællesskab i Foreningen af Kunsthaller i Danmark for de seneste tre år. Jeg forventer, at vi kan offentliggøre tallene fra kunsthallerne samtidig med museerne, så vi får det fulde overblik.

Foto: Valie Export “Aktionshose: Genitalpanik”, 1969. Værket indgår lige nu på udstillingen ‘Art & Porn’, der vises til 12 Jan 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Courtesy the artist.

Reklamer

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Kønsfordelingen på Kunsthal Charlottenborg

Af Michael Thouber på Facebook

Jeg bliver spurgt af flere, hvordan kønsfordelingen har været på Kunsthal Charlottenborg i min tid som direktør. Dem har vi selvfølgelig talt op siden jeg rejste denne sag.

Soloudstillinger fordeler sig de seneste tre år således: 47% kvinder / 53% mænd. Gruppeudstillingerne fordeler sig således: 42% kvinder / 58% mænd.

I samme periode har vi fordoblet besøgstallene og tredoblet entréindtægterne, så tallene viser heldigvis, at det betaler sig at inkludere kvinderne – og først og fremmest at det jo ikke er svært at finde kunst af høj kvalitet skabt af kvinder.

I Foreningen af Kunsthaller i Danmark er vi i fællesskab i gang med at tælle op, og vi vil melde tallene ud for de seneste tre år på kunsthallerne i Danmark, så snart vi har dem allesammen.

Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i museumsbranchen til at gøre det samme – både hvad angår udstillinger og indkøb til samlingen. Alt tyder heldigvis på, at kønsbalancen i Danmark er langt bedre end de tal vi ser internationalt. Men lad os få tallene for de seneste år, så vi har noget konkret at forholde os til.

Foto: Eva Koťátková, Error, 2019. Detalje fra udstillingen ‘Eva Koťátková – Confessions of the Piping System’ som vises 21 Sep 2019 – 16 Feb 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm. Courtesy Eva Koťátková, Meyer Riegger Berlin/Karlsruhe.

Thouber: Jeg er ikke en helt

Thouber: Jeg er ikke en helt

Af Michael Thouber på Facebook

Ritt Bjerregaard skriver i dagens Jyllands-Posten, at hun betragter mig som sin nye helt, fordi jeg taler for kvoter i kunstverdenen, der kan sikre, at også de dygtige kvindelige kunstnere bliver repræsenteret. Det er selvfølgelig smigrende, at blive betragtet som en helt af en klog og erfaren kvinde som Ritt Bjerregaard.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg på ingen måde er en helt i denne sag. Nærmest tværtimod. Jeg har været alt for længe om at reagere på en åbenlys uretfærdighed. Indtil for en uge siden, hvor vi fik de nye rædselsvækkende tal fra det amerikanske medie Artnet News, har jeg selv været på det hold, der mente, at det hele nok skulle løse sig med tiden. Eller sagt med andre ord, at vi ikke skulle gøre noget ved det.

Men tallene gav denne deprimerende sandhed: 98% af den kunst der sælges på auktioner i verden er skabt af mænd og kun 11% af den kunst der sælges til de toneangivende amerikanske museer er skabt af kvinder. Tallene fik mig til at vågne. Men det har taget mig mange år at komme dertil.

Jeg har som tidligere chef for DR2 også været udsat for kritik af manglen på kvindelige værter og eksperter i programmerne på tv-kanalen. Da dagbladet Information engang spurgte, hvorfor der ikke var flere kvinder på kanalen forsøgte jeg at svare humoristisk, at der var masser af kvinder i Blachmans dameprogrammer på DR2, hvor kvinder i flere generationer stillede sig nøgne op for mandens blik. Høhø…

Da jeg trådte til som direktør på Kunsthal Charlottenborg, og vi i det første halvår præsenterede et udstillingsprogram med en klar overvægt af mænd, blev jeg mødt af et banner på facaden med den poetiske ordlyd ”Jeg elsker pik!” – og kritikken af kvindernes underrepræsentation kom igen tæt på. Igen svarede jeg afvæbnende, at de fleste af udstillingerne var kurateret af kvinder, og at der i øvrigt også var kvinder repræsenteret i gruppeudstillingerne, selvom det måske ikke fremgik så tydeligt af plakaterne…

Så jeg er bestemt ingen helt på dette felt. Jeg må indrømme, at jeg har været på det hold, der har gentaget, at der aldrig har været flere kvindelige museumsdirektører, kvindelige kuratorer og kvindelige kunstnere – og at det nok skulle blive bedre med tiden. At de fleste chefer i DR var kvinder blev også undskyldningen for at kvinderne ikke kom på skærmen. Jeg har været ideologisk imod kvoter, så heller ikke her kan jeg bryste mig af heltestatus.

Men hvad har jeg så lært den sidste uge, hvor jeg har ændret holdning? Jeg har lært, at man bliver nødt til at forholde sig til fakta, uanset hvor man står idelogisk. Jeg har lært, at alle os, der har en offentlig position, bør bruge den til at forsøge at skabe en positiv forandring og markere klare standpunkter, uanset hvor indlysende de måtte være. Samtidig har de seneste uger desværre også lært mig, hvor alene kvinderne står med denne dagsorden.

I går deltog jeg i Debatten på DR2 for at diskutere kønskvoter. Programmet bliver sendt næste torsdag i efterårsferien. Ud af 14 inviterede gæster var jeg den eneste mand, der mente, at man skulle gøre noget ved kvindernes underrepræsentation i kunstverdenen, i bestyrelser, på chefgangen, etc. Ingen mand i studiet så meget som anerkendte, at der var et problem, og ingen mand kom med konkrete løsningsforslag. Det synes jeg er forstemmende på mit køns vegne. En smule solidaritet over for en åbenlys uretfærdighed har aldrig skadet nogen, uanset om man går ind for kvoter eller ej.

Der kan selvfølgelig være tale om dårlig casting fra programmets side. Det var i hvert fald tilfældet i den forstand, at ikke en eneste kvindelig kunstner var med i studiet, trods det var dem, det hele handlede om. Igen blev de kvindelige kunstnere gjort usynlige, når debatten endelig er der. Det er ikke kun museer, kunsthaller, gallerier og samlere der har et ansvar for at udvide deres horisont. Det ansvar har medierne også.

Som kunsthistoriker Cecilie Straagaard, der netop har grundlagt et pop-up galleri kun for kvindelige kunstnere, sagde til mig efter Debatten i går, så er vi udelukkende opdragede med mandlige kunstnere i kunsthistorien på universitetet. ”Der er et lille fag om 70’er-feminisme ellers er resten af studiet mænd”, sagde hun.

Om det er det der gør, at denne bias for mændenes kunst gentages helt op i vores tid ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er på tide at ændre på. Det er på tide at få kvinderne med i kunsthistorien. Og ikke for kvindernes skyld, men for kunstens skyld. For det er da en snæversynet kunstverden, hvis den kun viser mandlige kunstnere. Det er da på tide at vise verden – også kunstens verden – som den i virkeligheden ser ud. Og den består heldigvis af både dygtige mænd og kvinder.

Klimastrejke i morgen

Klimastrejke i morgen

Af Carsten Jensen på Facebook

Her er en artikel, du skal læse. Den handler om, hvorfor millioner af unge igen i morgen vil gå i aktion, men den indeholder også en indtrængende opfordring til alle voksne om at gå med.
Forfatterne Madeleine Kate MCGowan og Adrian Preisler kommer fra performance-gruppen Chimera, som har tilknytning til Den Grønne Studenterbevægelse. Dagbladet Politiken ville ikke bringe deres artikel. Dagbladet Information ville heller ikke. Så må den jo stå her.
Artiklen er illustreret af et billede fra en af Chimeras aktioner: Festglade mennesker i gang med et selvfejrende orgie midt i den natur, vi er så skæbnesvangert blinde for.

***

DE VOKSNE TAGER EN FROKOSTPAUSE FOR KLIMAET

Af Madeleine Kate McGowan og Adrian Preisler, CHIMERA

Når Greta Thunberg igen og igen træder ind på verdensscenen og, som barnet i Kejserens Nye Klæder, udpeger ‘at vi alle sammen er nøgne’, at vi som art er på vej ind i en klimakatastrofe, udspilles et arketypisk spil mellem ‘barnet’ og ‘den voksne’, der netop i denne tid kendetegner klimakampen. Børnene og de unge er den rene klare stemme der er nærværende nok til at gennemskue situationen og som tør placere sig selv i en risikabel situation. De voksne derimod, træder i baggrunden, som uklare statister der forholder sig til deres verdens kollaps gennem en næsten pervers lyst til at høre barnet italesætte deres skyld, igen og igen. Ved at indfinde sig i en kognitiv dissonans, eller ved at angribe barnet verbalt og kaste frem og tilbage med ord om hvis ansvar det egentlig er at handle, nu når kloden står i flammer.

Den 20. september blev den globale Week For Climate initieret i forbindelse med FN-klimatopmødet i New York den 23. september. Aldrig har flere mennesker gået på gaden for klimaet som de fire millioner der med Greta, barnet, i spidsen, fra Kabul til Melbourne til Viborg, samlet opfordrede deres ledere til ansvarlig, retfærdig handling for at sikre klodens fremtid. Hele denne uge vil der være klimarelaterede arrangementer, hvilket så kulminerer i endnu en global klimastrejke den 27 september.

Greta Thunberg opfordrede i en tale forleden til, at alle bør tage del i klimastrejkerne. Når hun siger alle , så mener hun både børn, teenagere, voksne og seniorer. Og når der siges strejke , så forstås det som, at tiden er vort våben og at det nedlagte arbejde er en måde at presse et system til forandring. Det er en måde at understrege, at dette tages alvorligt. For vi står overfor en systemforandring, der kræver visionær mobiliseringsevne, i større skala end vi nogensinde har set før. Vi står overfor en økologisk revolution i større omfang end den industrielle revolution. Det vil sige at alle skal i gang og de globale klimastrejker er netop et radikalt initiativ, der måler sig med situationens alvor. Det er et tiltag der nu søger at inspirere ikke kun skoleelever til at gå på gaden, men resten af samfundet, for at slutte sig til den massive mobilisering, som børn og unge vedvarende har skabt i månedsvis. For samlet at strejke for klimaet, for fremtiden, for skønheden, for livet

Begge skribenter var med til strejken den 20. september, på Rådhuspladsen i København. Da vi stod på pladsen og så os omkring, var det tydeligt at se, at stort set alle de fremmødte var ganske unge. De voksne, der var til stede, var repræsenteret ved en lille, beskeden gruppe på ca. 15 personer, som stod sammen bagerst på pladsen og smilede saligt og stolt, som stod de og iagttog deres børns første skolemusical eller en fodboldkamp. Og når man kradser lidt dybere i de danske voksnes mobiliseringsevne, så viser det sig yderligere, at man selv efter samtaler med og deltagelse fra nogle af landets ledende fagforeninger, har valgt at gøre den globale strejke den 27. september til en såkaldt Break For Climate . Den globale strejke er altså blevet til en frokostpause. Hvis man da overhovedet har hørt om den? Og hvis man har tænkt sig at møde op?

Ifølge FN’s internationale klimapanel, IPCC, har vi ti år og måske mindre, til at styre dette CO2-spyttende monster af en verden uden om irreversibel klimakatastrofe og økologisk kollaps. I øjeblikket uddør op til 200 arter om dagen – det højeste antal siden dinosaurerne forsvandt under den femte massedød. Vi befinder os altså lige nu – fuldstændig selvforskyldt – i den sjette masseuddøen. Listen over destabiliserende følgeeffekter og potentielle katastrofer er meget lang, og det begynder at blive decideret pinligt, at det kun er børn, teenagere og unge der råber op om vores nøgenhed, vores manglende seriøse respons. I Tyskland har Verdi, en fagforening der repræsenterer to millioner lønmodtagere, opfordret alle sine medlemmer til at deltage den 27. september. Hvor er det engagement herhjemme? Hvordan løber ‘de voksne’ lige nu en risiko? Det er ikke en øvelse det her, this is not a drill, det er premieren – det er nu vi mennesker har mulighed for at træde ind på vores livs scene og gøre pladsen, ordet, sangen, klimakampråbet til vores røst. Og vi skal gøre det sammen, i diversitet og pluralisme. Ikke ungdommen alene. For hvis ikke nu, hvornår? Hvis ikke her, hvor så? Og hvis ikke dig, hvem?

Da vi begyndte at overveje, at vi ville skrive denne tekst og udtrykke vores frustration, blev vi af ældre venner mødt med, at vi nu skulle huske ikke at ødelægge den gode stemning. At det jo er så dejligt, at de unge er i gang ude i gaderne. Og at det er så håbefuldt med Greta Thunberg på forsiden af i-D Magazine . Og at vi lige har haft et rigtig stærkt klimavalg, og at Danmark nu er et af de lande med den mest ambitiøse klimapolitik! Misforstå os ikke; det er virkelig stærkt og opløftende med en ambitiøs klimapolitik, det grønne valg og de unges globale klimakamp, men det giver ikke de voksne grønt lys til ikke at sætte noget på spil i dag og i morgen; til ikke at møde op i gaderne. Det at stå side om side med ungdommen er også en symbolsk handling, hvor man med sin krop viser, at man støtter deres bevægelse, hører deres stemmer og tror på forandringer. Det er sikkert ikke lige præcis den éne gadedemonstration der ændrer alt, men på længere sigt virker aktivisme – måske som det eneste? Bare se på Greta Thunbergs nuværende indflydelse efter en vedvarende og stabil indsats. Ikke at strejke er et symptom på en politisk dovenskab og passivitet. Vi skal passe på at det grønne valg ikke bliver en sovepude. At kalde en strejke for en frokostpause , er netop en synliggørelse af den manglende farlighed og risikovillighed der er i Danmark, efter vores mening.

En manglende lyst til at strejke – uanset hvem man er – er efter vores mening et udtryk for en blindhed overfor tre forskellige ting: strejkernes historiske rolle, de privilegier vi har i Danmark og situationens alvor. Lad os starte med den historiske blindhed. Det at vi i dagens Danmark anser strejker som en drastisk, voldsom ting er i sin kerne en misforståelse af hvad strejker går ud på. Det fantastiske ved strejken er dens ikkevoldelige måde at yde modstand på. Man bør huske på, at strejker netop opstod som et fredeligt, sensibelt alternativ til at hive fabriksejeren ud af sit kontor og banke ham sønder og sammen foran hans familie. Vi har i Danmark vist, at strejker virker. Strejker har givet millioner af mennesker ret til at stemme, ret til basale arbejdsvilkår og massiv politisk forandring. Strejker gav os altså netop mange af de privilegier vi nyder så godt af den dag i dag. I denne tid har det aldrig været farligere at være klimaaktivist rundt om i verden. Se bare på hvordan brasilianske klimaaktivister forsvinder sporløst så snart de nævner Amazonas-brandene. I Danmark forpligter vores ytrings- og forsamlingsfrihed os til at handle – når folk uden denne ret i andre dele af verden, kæmper for
din fremtid et andet sted på planeten gør du deres arbejde til skamme ved ikke selv at deltage her i Danmark. Nogle mennesker har decideret ikke mulighed for at komme til strejkerne, men når du har tiden, ressourcerne og muligheden for bare at strejke én dag for den fremtid du og alle andre deler er det essentielt at du bruger den. For det er os alle det gælder når det kommer til klimakampen. Også verdens lykkeligste 5,5 millioner. Det handler ikke om bare at komme med gode idéer og regne med at ungdommen klarer det hele, læne sig tilbage og være stolte af sine aktivist-børn; det handler om, at vi nu skal spørge os selv hvordan vores oprør ser ud. Tage ejerskab og inspirere omkring os. Risikére mageligheden. Finde modet, stemmen og klangen, og vise de unge og børnene, at de ikke står alene.

En af os, er selv én af disse ”voksne”, og dette opråb kommer direkte fra et ensomt sted i hende. En anden af os er selv én af disse unge, og dette opråb kommer i et ønske om bred vedvarende mobilisering. Og hvad vil det egentlig sige at være aktivist? Idéen om, hvad en aktivist er skal genfortolkes, ligesom, at alt andet nu skal genfortolkes. Det er op til os at definere, hvad det vil sige at være klimaaktivist i Danmark anno 2019. De voksne danskere skal sammen være en del af en vibrerende, intelligent, rørende, moden mobilisering, der tør risikere sig, som sætter mageligheden og sig selv på spil og står side om side med ungdommen; med sine børn. Nu er det de voksnes tur.

Hvis ikke nu, så hvornår?

De voksne har én chance til, og det er den 27. september.

Vi ses på gaden!

***