Christiania 50

Christiania 50

CHRISTIANIAS 50 ÅRS JUBILÆUM MARKERES MED PLAKATUDSTILLING PÅ KUNSTHAL CHARLOTTENBORG

I anledning af Christianias 50 års fødselsdag i 2021 udstiller Kunsthal Charlottenborg et stort udvalg af fristadens mange plakater som et visuelt vidnesbyrd over fristadens historie, ideologier og kreative udtryksformer.

”Hellere en plakat uden en begivenhed, end en begivenhed uden en plakat” lyder et slagord på fristaden Christiania. Gennem 50 år har plakaten stået centralt på Christiania som kommunikationsform og kunstnerisk medie. Læs mere her: bit.ly/3BuDeGv

Udstillingen er kurateret af Ole Lykke i samarbejde med Michelle Korbø Moran og Michael Thouber. Plakaterne er venligst udlånt af Christianias Lokalhistoriske Arkiv.

Udstillingen ’Christiania 50 år. VAR-ER-BLIR’ åbner den 20. september og kan opleves frem til 14. november 2021 på Kunsthal Charlottenborg.

Billede: Hannah Carlsen, Christiania. VAR-ER-BLIR, 1976. Christianias Lokalhistoriske Arkiv.

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Morten Nielsens Mindelegat til Shadi Angelina Bazeghi

Af Asger Schnack

Morten Nielsens Mindelegat er i år tildelt Shadi Angelina Bazeghi. Legatet uddeles på årsdagen for Morten Nielsens død. Bestyrelsens begrundelse for valget af Shadi Angelina Bazeghi lyder: ”Shadi Angelina Bazeghi er en af vores stærke dynamiske digtere. Hendes to digtsamlinger vidner om et stort og eksplosivt talent i ’Vingeslag’ (2015) og ’Flowmatic’ (2020). Sidstnævnte viser, at hun også tør radikale sproglige eksperimenter. Titlen henviser til det første engelske computerprogrammeringssprog, som teksten også i sin fragment-opsætning kan tænkes at ’mime’. Shadi Angelina Bazeghi er desuden oversætter af poesi. Hun har gendigtet amerikanske Audre Lorde til dansk. Hun har iransk baggrund, kan sproget farsi, er derfor rustet til at oversætte iranske digtere. Hun har, med sin oversættelse af den afgørende iranske digter Forugh Farrokhzad, vist, at det er muligt at flytte et sprogområdes poesi over i et andet, her dansk, gjort med en naturlighed og indsigt, der får læseren til at føle, at det allerede er en del af den danske poesi. Shadis digte befinder sig i kærlighedens bataljer, i poesiens mulighed for sprogligt oprør i en verden af undertrykkelse, fornægtelse og konflikt. Hun trækker sine linjer fra det specifikt privat/personlige til det kosmiske. Mange af hendes digte handler om krigen, eller bedre, skriver sig midt ind i krigen. På den måde er der en klar forbindelse til Morten Nielsens univers, hvis digte jo sitrer, rejser og lyser i ’krigens urolige, fjerde sommer’. Det er en glæde at kunne tildele Shadi Angelina Bazeghi Morten Nielsens Mindelegat.” (Foto: Jakob Dall).

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

SKØN NY BOG OM MUSIKHISTORIENS STØRSTE GÅDE

Af Jan Poulsen


Det er selvfølgelig svært at måle størrelsen af en gåde, men mange er enige om, at de færreste reelt kendte NICO; den kosmopolitiske sanger, komponist og harmonium-spiller.

Hendes historie er til gengæld kendt af mange: Født i Köln i 1938, voksede op i Berlin i krigsårene, blev mannequin/model i 1950’erne, medvirkede i Fellinis La Dolce Vita i 1959, fik barn med den franske skuespiller Alain Delon i 1962, var i studiet med Serge Gainsbourg i 1963, mødte The Rolling Stones’ Brian Jones i 1965 og indspillede samme år en single med den senere Led Zeppelin-guitarist Jimmy Page.
Blev en del af kredsen omkring Andy Warhol i 1966 og på hans foranledning medlem af The Velvet Underground, hvis Lou Reed og John Cale begge bejlede til hendes gunst. Udgav i 1967 sin første solo-lp, som siden blev fulgt op af yderligere fem. Hang ud med Bob Dylan, Jim Morrison og den purunge Jackson Browne, før hun blev kæreste med Iggy Pop i et par uger i 1968.
Flyttede tilbage til Europa i 1970’erne, hvor hun indspillede film, blev heroin-junkie og pendlede mellem Frankrig, Tyskland og Spanien. Turnerede over alt i verden i 1980’erne fra sin nye base i Manchester og siden London, besøgte Danmark første gang i 1982 og vendte senere tilbage flere gange, inden hun døde af en hjerneblødning; på Ibiza en varm julidag i 1988, 49 år gammel.

Få kan matche en lignende historie, for hun var alle de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, og hun mødte alle de rigtige mennesker.
Flere af de nævnte begivenheder kan man læse om i en helt ny bog, ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ (faber and faber) af den amerikanske historiker, Jennifer Otter Bickerdike, men ikke dem alle. Det gør nu intet, snarere tværtimod, da det er beskrevet mange andre steder.
Til gengæld forsøger Bickerdike at kortlægge Nicos liv og dermed få udskiftet myter og måske’er med facts, og det er både spændende og ny læsning. Grundforskning vil nogle måske sige, for historikeren har talt med fjerne slægtninge og været i de offentlige arkiver, så vi nu – for første gang – kan se, hvor Nico helt konkret har boet, rejst, gået i skole, opholdt sig m.m.
Har man interesse i personen eller fænomenet Nico er ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ en fornøjelse at gå ombord i. Søger man derimod alene viden om hendes musik og plader, bliver man nok en smule skuffet.
Eneste minus – set herfra – er interviews med musikere som Dave Navarro, Mark Lanegan og Jonathan Donahue (fra Mercury Rev), som intet har haft med Nico at gøre, og derfor er deres oplevelse af hendes musik og betydning ligegyldig og blot unødvendigt fyld i en ellers velkomponeret bog.
Den er på mere end 500 sider, men efter endt læsning er Nico såmænd stadig en gåde. Vi har fået kortlagt store dele af hendes liv, men vi er ikke blevet meget klogere på personen og hendes tanker. Og det bliver vi næppe nogen sinde, for selv om hun skrev dagbog (udkom i Frankrig i 2001), som der også citeres fra her, var hun en kvinde af få ord, og hun undgik helst interviews. Til trods for at hun talte fire sprog flydende!
Jeg ved ikke, hvor mange steder ’You Are Beautiful And You Are Alone. The Biography Of Nico’ forhandles her i landet, men jeg har netop set den i Politikens Boghal i København.

Kortfilm: Only The Sound

Kortfilm: Only The Sound

Af Lars Movin

ONLY THE SOUND
(Ny film på min YouTube-kanal).

Jeg har lagt en god håndfuld nye (gamle) film på min YouTube-kanal, som jeg vil præsentere de kommende dage.

Vi lægger ud med “Only the Sound” (2005), et lille videonotat skabt sammen med min gode ven og mangeårige samarbejdspartner Niels Plenge. I sommeren 2001 rejste jeg til Beijing med mit videokamera og gik på opdagelse i byens gader og parker, hvor man midt i den brusende urbane modernitet dengang stadig kunne støde på små oaser for fordybelse og sansestimulering. Efter hjemkomsten overlod jeg materialet til Niels Plenge, som med inspiration fra et par linjer af den kinesiske T’ang-dynasti-digter Po Chü-i (772-846) skabte et forløb ud af materialet og tilsatte et lydspor komponeret med afsæt i nogle af de lyde, jeg havde optaget.

I en engelsk oversættelse lyder linjerne fra Po Chü-i’s digt: “It is only the sound of running water. / But I never grow tired of listening to it.”

Filmen varer 18 minutter og kan ses her – god rejse:

Fremtidens Danmark

Fremtidens Danmark

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

I LYSET AF STATSMINISTERENS larmende tavshed om sommerens klimaforandringer og IPCCs nyeste rapport, kunne man have håbet på visioner og handling, da der blev inviteret til en konference om Fremtidens Danmark.

Det burde jo handle om en køreplan til det bæredygtig samfund, en økonomi der understøtter liv, trivsel og klodens bæreevne. Men i stedet er det ord som flittigere, stærkere, rigere og ansvarligere der præget programmet.

Altså taler regeringen om mere vækst, stress og fremdrift, faktisk det modsatte af et bæredygtigt samfund.

Hvor er de relevante emner som omstilling, ligestilling, folkesundhed og kunst og kultur? emner der har været mest centrale i de sidste år, emner der er afgørende for udviklingen af et bæredygtigt samfund.
Hvis du var i tvivl, er det nu helt tydeligt at regeringen ønsker et systembevarende, “mere af det samme” samfund.

Så stor opbakning til Den Grønne Studenterbevægelse, der er mødt op for at råbe op om behovet for et andet Fremtidens Danmark.

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: MAYA DEREN PÅ ONSDAG

Så er den 6. sæson af “Amerikansk avantgardefilm” i Cinemateket lige på trapperne! Og som det fremgår af den her viste side fra Cinematekets program, lægger vi ud på onsdag (25. august) med en aften helliget pioneren Maya Deren (1917-1961) – skildret i Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. En event, der samtidig markerer, at efterårets avantgardeserie er helliget de KVINDELIGE filmmagere (klik på billedet og læs mere om de fire arrangementer).

Maya Deren er især kendt for debutværket “Meshes of the Afternoon” (1943), der kom til at stå som et overgangsværk mellem 1930’ernes surrealistisk orienterede avantgarde og efterkrigstidens mere poetiske, personlige eller virkelighedsnære eksperimentalfilm, som igen ledte frem mod 60’ernes (seksual)politiske undergrundsfilm. Deren blev en vigtig del af denne udvikling frem til sin alt for tidlige død i 1961. Og samtidig blev hun et forbillede for andre kvindelige filmmagere, som fulgte i hendes kølvand og bidrog til at rette op på den skæve kønsbalance, der (også) herskede inden for avantgarden.

Den russiskfødte Deren var digter, før hun blev filmmager, og hun har givet udtryk for, at mødet med filmmediet var som at komme hjem. Hun havde altid tænkt i billeder, og med film var det ikke længere nødvendigt at ‘oversætte’ dét, hun ville udtrykke, fra en visuel form til ord. I en periode havde hun tillige flirtet med ideen om at blive danser, og også i dén forbindelse tilbød de levende billeder hende en udvej. I filmen fandt hun et medium, hvor hun kunne udtrykke sig i dans, men samtidig overskride koreografiens fysiske begrænsninger, ophæve tyngdekraften, transcendere tid og rum og få hele verden til at danse. Direkte adspurgt betragtede Deren sig selv som en FILMKOREOGRAF.

Om Maya Derens stærke udstråling har hendes kollega (og elev) Stan Brakhage skrevet:

“Maya herself possessed a rare intensity. She had a powerful inner strength, which often terrified men, literally terrified MOST men. (…) Not only because she was fierce, but because she was so incredibly sexy. Ah! Just to shake hands with her was arousing!”

Men er Derens æstetik så specielt ‘feminin’, kunne man spørge. Selv sagde hun, at det kvindelige aspekt i hendes værker først og fremmest havde at gøre med forholdet til tid. Mænd har deres styrke i kraft af deres evne til at handle i nuet, mente hun, mens kvinder forstår at vente. Kvinder befinder sig i en evig tilstand af tilblivelse, og det er en sådan flydende tilstand, hun forsøgte at skildre i sine drømmeagtige og konstant fluktuerende filmscenarier.

Kom og hør (og se) mere på onsdag!

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.

BARNEBRUDE

BARNEBRUDE

Af Lisa Rasmussen

Selvom mange internationale organisationer gør en stor indsats for at stoppe traditioner med barnebrude overalt i verden, er det fortsat bekymrende så mange ganske unge piger, der mister barndom, ungdom og uddannelse ved at blive bortgiftet til ofte meget ældre mænd. Faktisk gælder det på verdensplan en femtedel af pigerne. girlsnotbrides.org følger udviklingen løbende og kan anbefales, hvis man vil se data for fænomenet.

Herhjemme synes det at være en udbredt misforståelse, at den trafik er forbeholdt udviklingslande, især hvis de er muslimske – og Inger Støjberg-affæren gjorde sit til at fastholde misforståelsen. Så det vil nok komme bag på mange, hvordan det står til i USA, hvor CNN idag kan oplyse, at North Carolina snart vil hæve aldersgrænsen for ægteskab fra 14 til 16. Ja, piger på 14 (i enkelte stater endda ned til 12) bliver gift i USA i dag:

“About 248,000 children were married in the US between 2000 and 2010, according to an analysis by Unchained At Last. A majority of the children were young girls married to adult men. Some of the children were married at ages or had spousal age differences that meant sexual relations between the couples would have legally constituted statutory rape, the organization said.”

FOLKEMØDET OG TYSKLAND PÅ MØN

FOLKEMØDET OG TYSKLAND PÅ MØN

Af Peter Tudvad

Fredag og lørdag den 20. og 21. august er der folkemøde på den p.t. svært forblæste, men som altid morderligt smukke østersøø Møn. For de vanligt mange tyske turister er vejret altså aktuelt ikke det heldigste, men de bør ikke besvære sig alt for højlydt over det, da de og deres land nu står til debat:

Hvorfor hulen skal vi overhovedet interessere os for tyskerne? Er det ikke federe at lære spansk end tysk? Er et indbyggertal på 83 millioner og en selvkåring som “eksportverdensmester” gode argumenter for, at man som dansker skal se mod syd uden at øjne andet end den franske riviera og de toscanske vinbjerge? Har Tyskland ikke én gang for alle udspillet deres politiske og kulturelle rolle på den internationale scene med Adolf Hitler og Hansi Hinterseer?

Stil selv flere spørgsmål, og få svarene af Michael Kuttner, Thomas Schumann, Lisa Schmidt og Michael Jarlner samt overtegnede lørdag kl. 13 i Kammerrådsgården på torvet i Stege.

Jeg tabte mit hjerte til Afghanistan for 20 år siden

Jeg tabte mit hjerte til Afghanistan for 20 år siden

Af Andreas Dalsgaard

Jeg tabte mit hjerte til Afghanistan for 20 år siden. Dengang fyldte billeder af Taliban, murbrokker og burkhaer verdens nyhedsoverskrifter, og vi var en flok unge antropologistuderende som tænkte; Er det virkelig det fulde billede af Afghanistan? Hvad er der ellers? Så vi rejste afsted i sommeren 2002, kort efter den vestlige invasion, og blev bjergtaget af et land fanget mellem voldsomme modpoler.

Mest af alt blev jeg fascineret af Kabuls mest populære sportsgren; bodybuilding. Længsel efter frihed, forbrugssamfund, amerikanske proteiner, Arnold Schwarzenegger og vestlig kultur mødte traditionel maskulinitet og forfængelighed, persisk zoorkhaneh (traditional muskelsport) og dyb fattigdom i en fascinerende cocktail. Det blev til en film.

Vi har lagt Afghan Muscles ud til fri afbenyttelse. Midt mellem billederne af skræmte og ængstelige afghanere der prøver at flygte ud af Kabul håber jeg filmen kan give et lys i mørket, og tilbyde et modbillede på Talebans og mediernes version af Afghanistan.

VERDENSKENDT ABE FYLDER 80 ÅR

VERDENSKENDT ABE FYLDER 80 ÅR

Af Jan Poulsen

I dag (17/8) for præcis 80 år siden udkom den første bog om Peter Pedal eller Curious George, som han hedder i sit adopterede hjemland USA.
Bag den lille abe stod det tyskjødiske ægtepar Hans Augusto og Margarete Reyersbach, som hurtigt så skriften på væggen ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Hans Augusto var år forinden taget til Brasilien, og hun forlod fødebyen Hamburg i 1935 for at støde til ham i Rio de Janeiro, hvor han var ved at etablere sig som tegner, nu under det mere mundrette navn H.A. Rey. Parret giftede sig med hinanden og tog på bryllupsrejse til Paris i 1939, hvor aben blev undfanget, oprindeligt med navnet Fifi; han tegnede, og hun skrev historierne.
Parret blev i Paris, men Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 og tyskernes indtog i Frankrig i foråret 1940 fik parret til helt at forlade landet… på cykel. De kom til Spanien og Portugal, og fra Lissabon sejlede de til Rio de Janeiro, hvorfra de straks sejlede nordpå til New York, som var endemålet for deres rejse, og hvor de ankom i midten af oktober 1940, fire måneder efter at de begyndte flugten på cykel ud af Paris.
I sagens natur var deres bagage minimal, men med sig havde parret heldigvis tegninger og manuskript til en bog om Fifi, The Adventures of Fifi, men abens franske navn klingede ikke for det amerikanske forlag, der ville udgive bogen, så Fifi blev i hast omdøbt til Curious George.
Det var sikkert en klog beslutning, for publikum kunne lide den lille, nysgerrige abe, som er venner med alle, og som konstant roder sig ud i problemer, men også altid klarer skærene.
Rey-parret udgav i alt syv bind om Curious George, der til sammen er solgt i mere end 75 millioner eksemplarer verden over, også her i Danmark, hvor dagens 80-års fødselar som sagt er kendt som Peter Pedal.
Det danske navn giver umiddelbart ingen mening i forhold til hans amerikanske dåbsattest, men herhjemme fik han sit navn fra seriens tredje bind, Curious George Rides A Bike (1952), hvor han er ude at køre på sin nye cykel, da han møder en avisdreng, som siger:
”Hvis du lige ku’ ta’ og bringe de her aviser ud for mig, så – ” ”Hvad så? sagde Peter. ”Ja, æh – så – så kan du få lov at kalde dig Peter Pedal for fremtiden.”
Og selv om den lille abe – og hans mange fans – skulle kæmpe for navnet herhjemme, da hans udgiver på et tidspunkt ville have ensrettet det verden over, sejrede fornuften til sidst, og Peter Pedal forblev Peter Pedal.
H.A. Rey døde i 1977, og Margret (som hun tog navn til i USA) fulgte efter i 1996, men Curious George er i sikre hænder og i dag en hel lille industri, hvor der til stadighed kommer nye bøger og film; dels korte film på ti minutter, dels i spillefilmslængde.
Alt er tilgængeligt på dvd, og kan man ikke få nok af Peter Pedal (og det kan man ikke!), er der cirka 30 forskellige dvd’er, hvoraf de fleste typisk indeholder seks-syv ti-minutters film.
I dag hejser vi flaget for verdens populæreste abe.
Hip! Hip!