Af Lars Movin
AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: MAYA DEREN PÅ ONSDAG
Så er den 6. sæson af “Amerikansk avantgardefilm” i Cinemateket lige på trapperne! Og som det fremgår af den her viste side fra Cinematekets program, lægger vi ud på onsdag (25. august) med en aften helliget pioneren Maya Deren (1917-1961) – skildret i Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. En event, der samtidig markerer, at efterårets avantgardeserie er helliget de KVINDELIGE filmmagere (klik på billedet og læs mere om de fire arrangementer).
Maya Deren er især kendt for debutværket “Meshes of the Afternoon” (1943), der kom til at stå som et overgangsværk mellem 1930’ernes surrealistisk orienterede avantgarde og efterkrigstidens mere poetiske, personlige eller virkelighedsnære eksperimentalfilm, som igen ledte frem mod 60’ernes (seksual)politiske undergrundsfilm. Deren blev en vigtig del af denne udvikling frem til sin alt for tidlige død i 1961. Og samtidig blev hun et forbillede for andre kvindelige filmmagere, som fulgte i hendes kølvand og bidrog til at rette op på den skæve kønsbalance, der (også) herskede inden for avantgarden.
Den russiskfødte Deren var digter, før hun blev filmmager, og hun har givet udtryk for, at mødet med filmmediet var som at komme hjem. Hun havde altid tænkt i billeder, og med film var det ikke længere nødvendigt at ‘oversætte’ dét, hun ville udtrykke, fra en visuel form til ord. I en periode havde hun tillige flirtet med ideen om at blive danser, og også i dén forbindelse tilbød de levende billeder hende en udvej. I filmen fandt hun et medium, hvor hun kunne udtrykke sig i dans, men samtidig overskride koreografiens fysiske begrænsninger, ophæve tyngdekraften, transcendere tid og rum og få hele verden til at danse. Direkte adspurgt betragtede Deren sig selv som en FILMKOREOGRAF.
Om Maya Derens stærke udstråling har hendes kollega (og elev) Stan Brakhage skrevet:
“Maya herself possessed a rare intensity. She had a powerful inner strength, which often terrified men, literally terrified MOST men. (…) Not only because she was fierce, but because she was so incredibly sexy. Ah! Just to shake hands with her was arousing!”
Men er Derens æstetik så specielt ‘feminin’, kunne man spørge. Selv sagde hun, at det kvindelige aspekt i hendes værker først og fremmest havde at gøre med forholdet til tid. Mænd har deres styrke i kraft af deres evne til at handle i nuet, mente hun, mens kvinder forstår at vente. Kvinder befinder sig i en evig tilstand af tilblivelse, og det er en sådan flydende tilstand, hun forsøgte at skildre i sine drømmeagtige og konstant fluktuerende filmscenarier.
Kom og hør (og se) mere på onsdag!
For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.