
Af Jan Poulsen
I dag (17/8) for præcis 80 år siden udkom den første bog om Peter Pedal eller Curious George, som han hedder i sit adopterede hjemland USA.
Bag den lille abe stod det tyskjødiske ægtepar Hans Augusto og Margarete Reyersbach, som hurtigt så skriften på væggen ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Hans Augusto var år forinden taget til Brasilien, og hun forlod fødebyen Hamburg i 1935 for at støde til ham i Rio de Janeiro, hvor han var ved at etablere sig som tegner, nu under det mere mundrette navn H.A. Rey. Parret giftede sig med hinanden og tog på bryllupsrejse til Paris i 1939, hvor aben blev undfanget, oprindeligt med navnet Fifi; han tegnede, og hun skrev historierne.
Parret blev i Paris, men Anden Verdenskrigs udbrud i 1939 og tyskernes indtog i Frankrig i foråret 1940 fik parret til helt at forlade landet… på cykel. De kom til Spanien og Portugal, og fra Lissabon sejlede de til Rio de Janeiro, hvorfra de straks sejlede nordpå til New York, som var endemålet for deres rejse, og hvor de ankom i midten af oktober 1940, fire måneder efter at de begyndte flugten på cykel ud af Paris.
I sagens natur var deres bagage minimal, men med sig havde parret heldigvis tegninger og manuskript til en bog om Fifi, The Adventures of Fifi, men abens franske navn klingede ikke for det amerikanske forlag, der ville udgive bogen, så Fifi blev i hast omdøbt til Curious George.
Det var sikkert en klog beslutning, for publikum kunne lide den lille, nysgerrige abe, som er venner med alle, og som konstant roder sig ud i problemer, men også altid klarer skærene.
Rey-parret udgav i alt syv bind om Curious George, der til sammen er solgt i mere end 75 millioner eksemplarer verden over, også her i Danmark, hvor dagens 80-års fødselar som sagt er kendt som Peter Pedal.
Det danske navn giver umiddelbart ingen mening i forhold til hans amerikanske dåbsattest, men herhjemme fik han sit navn fra seriens tredje bind, Curious George Rides A Bike (1952), hvor han er ude at køre på sin nye cykel, da han møder en avisdreng, som siger:
”Hvis du lige ku’ ta’ og bringe de her aviser ud for mig, så – ” ”Hvad så? sagde Peter. ”Ja, æh – så – så kan du få lov at kalde dig Peter Pedal for fremtiden.”
Og selv om den lille abe – og hans mange fans – skulle kæmpe for navnet herhjemme, da hans udgiver på et tidspunkt ville have ensrettet det verden over, sejrede fornuften til sidst, og Peter Pedal forblev Peter Pedal.
H.A. Rey døde i 1977, og Margret (som hun tog navn til i USA) fulgte efter i 1996, men Curious George er i sikre hænder og i dag en hel lille industri, hvor der til stadighed kommer nye bøger og film; dels korte film på ti minutter, dels i spillefilmslængde.
Alt er tilgængeligt på dvd, og kan man ikke få nok af Peter Pedal (og det kan man ikke!), er der cirka 30 forskellige dvd’er, hvoraf de fleste typisk indeholder seks-syv ti-minutters film.
I dag hejser vi flaget for verdens populæreste abe.
Hip! Hip!