Af Lars Movin
YOU KEEP FUCKING ME · YOU KEEP FUCKING ME ·
YOU KEEP FUCKING ME · YOU KEEP FUCKING ME …
eller: TRACEY EMIN PÅ TATE MODERN
En af sommerens mere voldsomme kunstoplevelser var den store retrospektive Tracey Emin-udstilling på Tate Modern i London. Det årti, hvor jeg havde antennerne tunet mest ind på London og kom der flest gange, var uden tvivl 90’erne. Det var et tid, hvor man oplevede et voldsomt boom i britisk kunst og kultur, en bølge med international rækkevidde, som for en stund drejede en del af opmærksomheden bort fra USA til fordel for Storbritannien. Og bevægelserne, der omfattede indtil flere kunstarter, var så markante, at der ligefrem blev hæftet navne på. Inden for popmusikken talte man om Britpop. Og inden for samtidskunsten om Britart eller Young British Artists (YBA).
Økonomisk set var Britart til dels drevet frem af reklamebureauet Saatchi & Saatchi, som investerede massivt i YBA-kunstnerne, og var man interesseret i kunst, var et af de obligatoriske stop på enhver London-tur udstillingsstedet The Saatchi Collection. Her både viste og skabte man britiske kunst-superstjerner, og en af disse var Tracey Emin (f. 1963), en kunstner, som på en usædvanlig direkte og selvudleverende måde skabte kunst på de mest intime, sårbare og traumefyldte sider af sit privatliv.
Tracey Emins mest ikoniske værk er “My Bed” (1998), der består af hendes uredte seng, komplet med krøllet, smudsigt sengetøj og omgivet af alle de spor – tomme flasker, cigaretpakker, lommetørklæder m.m. – som kunstneren havde strøet om sig efter under en depressiv fase at have tilbragt fire dage i sengen uden at indtage andet end alkohol. Her kunne man tale om at “udstille sit beskidte sengetøj” i ekstrem grad. Andre værker med titler som “Everyone I Have Ever Slept With 1963–1995” (1995) eller “The Last Thing I Said To You Is Don’t Leave Me Here” (1999) taler deres tydelige sprog om, hvilke emner Emin i øvrigt har beskæftiget sig med. Og som tiden er gået, har hun via sin kunst lagt stadig flere brikker frem til fortællingen om et liv fyldt med dårlige oplevelser, smerte, seksuelt misbrug, vold, selvskade, sygdom, operationer m.m.
I 90’erne var Tracey Emin en ny og temmelig chokerende stemme i britisk kunst, en rigtig Young British Artist. Nu er der gået et par årtier eller tre, Emin er for længst blevet en etableret stjerne – Turner Prize-modtager og feteret på alle tænkelige måder – og tiden er inde til en retrospektiv præsentation, hvor værket lægges frem i en samlet om end stadig ikke fuldendt form. Den udstilling måtte vi naturligvis se, da vi i begyndelsen af juli denne sommer lagde vejen forbi London. Og det var – som ventet – både stærk kost og ganske respektindgydende. På udstillingen, der har titlen “A Second Life”, er Emin repræsenteret med en lang række formater og materialer: maleri, skrift, videoer, tekstiler, neonværker, skulpturer og installationer. Og hvor man tidligere oplevede værkerne ét for ét, efterhånden som de blev til, og måske mest hæftede sig ved deres mere sensationelle aspekter, tegner der sig nu et konsistent livsværk, som gør indtryk og bekræfter, at Emin – trods den modstand, hun har mødt i sit liv – har formået at skabe substantiel og stærk kunst af en kvalitet, som rækker ud over den tid og kontekst, værkerne er blevet til i.
De få snapshots, jeg fik taget på Tate Modern, yder ikke udstillingen retfærdighed, men forhåbentlig er det bedre end ingenting.
“Tracey Emin: A Second Life” vises frem til den 31. august.
SIGNAL.DK 