RADIOBØLLER

RADIOBØLLER

Af Leif Lønsmann

På denne tid af året modtog vi i min tid i DR altid de første sæsonprægede klager fra lyttere, der blev plaget af naboernes lyttevaner, når de spillede højt for åbne vinduer. Et typisk sommertegn.

Det bragte os i et dilemma. På den ene side var vi jo glade for at folk var så glade for vores programmer at de ønskede at dele dem med deres naboer. På den anden side ville vi jo nødigt opnå at radioen blev lagt for had som støjforurener eller genstand for nabokrige og skærmydsler. Vi imødekom derfor klagerne med opfordringer til at lade radioen spille, men også at huske at naboen måske havde andre lyttevaner.

Problemet er lige så gammelt som radioen. Allerede i 1950 talte man om fænomenet efter at en undersøgelse havde vist at syge mennesker eller folk med ”dårlige nerver”, som det hed dengang, fik forværret helbredstilstand i sommerperioden, angiveligt som følge af radioforurening fra naboernes åbentstående vinduer.

I et forsøg på at italesætte problemet bad man lytterne om at bidrage med forslag til en betegnelse for de folk, der krænkede luftrummet med uønsket radiolytning. Vinderforslaget blev ordet ”Radiobøller”, men blandt de indkomne forslag var også betegnelser som støjdjævel, lyttebisse, æterbølle, radiochikanist, lyttersadist, radiostodder, luftsvin, naboplager, støjsender og larmetrold.

Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på debatten under de seneste dages Distortion Festival. Gad vide hvad man ville have kaldt det i 1950…?

EN MORGENDUELIG REOLABE

EN MORGENDUELIG REOLABE

Af Leif Lønsmann

Konturløst. Smagløst. Harmløst. Kønsløst. Underlødigt. Uforpligtende. Tyktflydende radiofonisk sirupmasse. Et vatteret slumretæppe af uforpligtende muzak.

Bølgerne gik højt i den interne debat i DR i 1979. P3 havde netop indført en ny morgenflade, hvor morgenduelige studieværter fulgte lytterne på vej til en ny dag, med god musik og stemning imellem nyhederne. Nogle af kanalens nyhedsjournalister mente at der var tale om et bevidstløst musiktapet og “sødsuppesabotage” mod den seriøse nyhedsformidling. ”Her sidder man og forsøger at lave vedkommende journalistik, men bestandigt afbrydes man af lalleglade studieværter, der lader lytterne lide under et bevidstløst udvalg af muzak”.

En af de morgenduelige værter var Michael Juul Sørensen, som med sin veloplagte stil, gode radiostemme og naturlige smittende livsglæde hurtigt opnåede tilnavnet ”Hele Nationens Vækkeur”. Michael Juul Sørensen havde et særligt godt øje – eller øre – til sangerinden Grethe Ingmann, og der gik næppe en dag uden at han præsenterede en sang med netop hende. Tit i form af hendes morgenglade hit ”Sig Godmorgen”.

En fortørnet nyhedsjournalist fra DRs Odense-redaktion mente, at der måtte være tale om at morgenværterne legede blindebuk mellem pladehylderne i Radiohusets pladesamling, kendt som ”Dískoteket”. Men undrede sig over den statistiske afvigelse i at ”blindebuk”-udvælgelsen ramte Grethe Ingmann på daglig basis. Han mente, at de mange Ingmann-sange måtte bero på en særlig personlig alliance mellem Grete Ingmann og Michael Juul Sørensen.

Michael Juul Sørensen tog til genmæle. ”Et så lydeligt klask i boghvedegrøden får man naturligvis ikke sidde overhørigt”, skrev han i DRs interne medarbejderblad DRåben. Han havde ikke noget imod at være en af de ”morgenduelige reolaber”, som tillod sig at gøre lytterne glade, også selvom mavesure nyhedsjournalister fik endnu mere sur mave. ”P3 sender radio til lytterne, og ikke til DRs selvhøjtidelige nyhedsjournalister”, slog han fast. ”Der skal være plads til disco, viser, pop, rock, violiner, jazz, hopsa, beat, latin og folk. Ikke kun pædagoglilla bongofeminisme eller følelseskølhalet socialrådgiverrock. P3s morgenflade er ikke et underlødigt musiktapet, hvorpå de intellektuelle journalister kan hænge egne guldindvirkede husflidarbejder”.

Kritikken af at han altid spillede Grethe Ingmann, og at det måtte bero på en særlig personlig alliance mellem ham og Grethe Ingmann, parerede han med et afvæbnende overskud: ”Dét er en god idé! En sådan alliance vil jeg med glæde foreslå Grethe Ingmann”.

Michael Juul Sørensen havde en charmerende ægte, ærlig, smittende begejstring, som var hans bedste værn mod de bekymredes modstand mod ægte, ærlig, smittende begejstring. Gennem årtier leverede han en enestående indsats for radioen og dens lyttere. Det tjener hans ære, at han ikke lod sig slå ud af “den gode smags vogtere”.

Michael døde den 3.februar 2023. Hvis Himlen har en radiostation, håber jeg at Sankt Peter byder den nye indflytter velkommen med en mikrofon, en stak plader og en solid morgenflade. Så kan han jo ved samme lejlighed indgå den foreslåede alliance med Grethe Ingmann om at starte hver dag med hendes ”Sig Godmorgen”…