Af Carsten Jensen
Da jeg ser alle de mennesker, der sidste søndag på Christiansborgs Slotsplads protesterer mod loven om at inddrage Store Bededagsferien, slår det mig, at dette er kun er toppen af isbjerget. Den utilfredshed, demonstrationen udtrykker, er så universel, at den burde kunne samle os alle sammen. Det er ikke kun en helligdag, vi får stjålet. Det er vores liv og fremtid, der bliver stjålet.
Børnene får stjålet deres barndom med en skole, der ikke længere er for livet, men for erhvervslivet.
De unge får stjålet deres ungdom med et horisontforladt uddannelsessystem, der afskærer dem fra de dybe indåndinger og den søgen, der er så vigtig i ungdommen. I stedet får de tilbudt et udmattende karakterræs, som ikke er andet end et trist spejlbillede af det glædesløse arbejdsliv, der senere venter dem.
De gamle får stjålet deres alderdom med en pensionsalder, der tvinger dem til at blive på arbejdsmarkedet længe efter, at kræfterne er sluppet op.
Vi vil have mere tid til os selv, mere fritid, mere frihed, og det er derfor, vi er så oprørte over at se selv en enkelt helligdag stjålet fra os. Vi har brug for menneskelige relationer, der ikke er bestemt af et økonomisk kapløb, der flår den sidste ilt fra vores lunger. Vi har brug for at genopdage hinanden hinsides konkurrenceøkonomiens vrængbilleder.
Men er vi da blevet egoistiske og dovne? Gider vi ikke arbejde for fællesskabet? Jo, det vil vi netop gerne, men vores arbejde er blevet et hamsterhjul, hvor vi kun arbejder for os selv og ikke for de andre. Det er denne følelse af at bidrage til noget større, som er livsnerven i ethvert samfund, der er blevet stjålet fra os.
En indbildt økonomisk nødvendighed dikterer vores liv helt til det sidste åndedræt. Bruttonationalproduktet bestemmer, hvad vi må og ikke må. Det gælder bare ikke rederiet Mærsk, der i 2022 havde et overskud på 210 milliarder kroner, men kun betaler 3 procent i skat.
Betalte et af verdens største container-rederier en almindelig selskabsskat på 22 procent som alle andre firmaer, ville den danske stat være blevet 44 milliarder kroner rigere sidste år. Afskaffelsen af St. Bededag vil give statskassen 3.2 milliarder årligt. Regn selv efter. Der skal afskaffes 14 St. Bededage for at give det samme beløb, en fornuftig beskatning af Mærsks ekstravagante profit vil indbringe.
Vi er blevet frastjålet det mest elementære princip, ligheden for loven, for i Danmark, der bryster sig af sin socialdemokratiske retfærdighedstrang, er de rige mere lige end andre. Til gengæld har A. P. Møller Fonden foræret os et bombastisk pralende operahus til en pris af 2.5 milliarder kroner. Regn selv efter. Det svarer til fire dages overskud. Hvis Operaen er symbol på noget, er det et lovfunderet bedrag, en fuldkommen arrogant modvilje mod at bidrage til fællesskabet, som politikerne har samtykket i.
I de senere år, under en socialdemokratisk regering, der solgte sig på sin klimapolitiske profil, er der blevet bygget stadig færre vindmøller, både på land og i havet, hvor de såkaldte energi-øer ellers blev spået en stor fremtid. Også produktionen af solceller er blevet halveret. Det er dine børns fremtid, der bliver stjålet. Du kunne lige så godt proppe dem i en jolle uden ror og sende dem til havs.
Den nye klimaminister, tidligere toplobbyist Lars Aagaard, udtaler, at det er ved køledisken i supermarkederne, at fremtidens grønne omstilling afgøres. Det er din skyld det hele, med din grovappetit og dårlige madvaner. Det er hjemme på din tallerken, at den globale kamp for en grøn fremtid skal afgøres.
Hermed fratages landbrug, industri og politikere bekvemt ansvaret for den grønne omstilling, og du får stjålet din indflydelse som borger for i stedet at blive reduceret til forbruger. Men demokratiets forum er hverken køledisken eller din tallerken. Det er Folketinget, hvor de store beslutninger skal træffes, der kan ændre vores destruktive vækst-økonomi.
I et gigantisk røveri udplyndres vi dagligt, når det kommer til muligheden for at leve, ånde, opdage hinanden, naturen og arbejdets glæder og nyde den værdighed, der er forbundet med at være borger i et demokrati og ikke blot reduceret til magtesløs forbruger, der alene skal bære alle verdens byrder.
Det er derfor, vi burde besætte Christiansborgs Slotsplads, ikke blot et par timer en søndag eftermiddag, men hver eneste dag, så vi kan kræve demokratiets genfødsel.
SIGNAL.DK 