Ritt

Ritt

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

BEVAR STORE BEDEDAG

BEVAR STORE BEDEDAG

Coop Danmark skriver:

BEVAR STORE BEDEDAG🙏 I Coop fraråder vi at store bededag bliver afskaffet som helligdag. Derfor har vi sendt dette høringssvar til Regeringen:

1) Det vil gå ud over de små butikker og landsbyerne, hvis man afskaffer store bededag. De små dagligvarebutikker – dem der har en årlig omsætning på under 38,1 mio. kr. – er meget afhængige af den omsætning, de får, når de store butikker skal holde lukket på grund af helligdagen. I mange lokalsamfund er købmanden eller Brugsen den sidste butik, og de har det rigtig svært i forvejen. Forslaget om at afskaffe store bededag er derfor endnu et søm i landsbyernes ligkiste.

2) Personalet i de store butikker – hos os Kvickly og de fleste SuperBrugsen – vil opleve det som et yderligere pres i forhold til familielivet, hvis man fjerner en helligdag. Det gælder både de ​timelønnede og de overenskomstansatte, der i forvejen kan have vagter i tidsrummet fra kl. 6.30 til kl. 22.00 – alle ugens syv dage.

3) Spørgsmålet om helligdage bør rent principielt forhandles af arbejdsmarkedets parter – evt. i en trepartsforhandling med Regeringen. Forslaget øger desuden risikoen for konflikter i forbindelse med de forestående overenskomstforhandlinger, der i forvejen er under historisk hårdt pres.

LISE NØRGAARD (1917-2023)

LISE NØRGAARD (1917-2023)

Af Leif Lønsmann

Hun blev født før Radioen blev introduceret i Danmark. Samme år som John F. Kennedy, Indira Gandhi, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Heinrich Böll og Tove Ditlevsen. De var alle sammen for længst døde og borte da jeg lærte Lise Nørgaard at kende.

Det var i 1999. DR havde ansøgt om en fjerde radiofrekvens så vi kunne udleve drømmen om at præsentere klassisk musik hele døgnet, og ikke blot i afmålte doser på de tre FM-kanaler.
Det var op ad bakke. Politikerne ønskede DRs monopol brudt. Kommercielle selskaber stod klar til at gå ind på radiomarkedet. Aviserne, som gerne selv ville ind på radiomarkedet, var på kritikernes side.

I januar 1999 gik Lise Nørgaard ind i kampen. På DRs side: ”Det vil være en stor skam, om DR ikke fik adgang til en hel kanal for klassisk musik”, skrev hun i Berlingske Tidende. ”DR råder over en sagkundskab, der næppe kan fremskaffes af nogen af de kommercielle stationer, der vil have fingre i kanalen”.

I de kommende år var hun min trofaste væbner og vejleder i kampen om det firekanalsystem, der skulle gøre det muligt at folde radioens kanaler ud, så der var taleradio, klassisk musikradio, ungdomsradio og regionalradio hele døgnet. Samtidig var hun altid klar med kritisk, kærlig og konstruktiv kritik af vores måde at forvalte formidlingen på. For eksempel når de ellers vidende, veltalende værter blev FOR talende og ”snakkede for meget i stedet for at lade musikken tale”…

DR vandt kampen om den fjerde FM-kanal, og vi gjorde hvad vi kunne for at forvalte den i Lise Nørgaards ånd.

Nogle år senere kom jeg uforvarende til at opleve hendes lydelige utilfredshed med et helt andet DR-produkt. DR Underholdningsorkestret havde i samarbejde med Det Kongelige Teater udviklet en opsætning af ”Matador” som musical med Peter Langdahl som instruktør. En kæmpe satsning, med fuldt symfoniorkester, 29 skuespillere, herunder Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel som Mads og Ingeborg Skjern, Lars Bom som Jørgen Varnæs, Daimi som Laura, Lars Knutzon som Misse Møghe (!), Tommy Kenter som grisehandler Larsen – og en glathåret foxterrier ved navn Felix i rollen som hunden Kvik, der efter et intenst prøveforløb og kyndig hundetræning havde debut som den første firepotede Kongelige skuespiller.

Jeg havde æren af at ledsage Lise Nørgaard til premieren. Jeg havde lovet at køre hende hjem til Skodsborg efter forestillingen. Hun havde holdt gode miner under forestillingen, men i bilen på vej til Skodsborg måtte hun lette sit hjerte. Hun syntes at det var jammerligt. For langt, for trist og for negativt.

Lise Nørgaard blev senere en trofast gæst i DR Koncerthuset. Og hun bevarede sin evne til, med utvetydig umisforståelighed, både at bakke op og rakke ned når hun var hhv. glad og utilfreds med det hun så og hørte. Og det er jo den slags ærlige efterkritik, man lærer mest af.

Jeg havde glædet mig til at generindre vores fælles kampe, når vi næste gang skulle mødes i foreningen ”Postgaardens Venner” i Bakkens Korsbæk den 16.april. Det nåede du ikke. Men du er med os i ånden. Tak for både opbakninger og opsange !

Foto: BilledBladet 22/12, 2022.

Hvordan kunne vi glemme naturen?

Hvordan kunne vi glemme naturen?

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

Hvordan kunne vi glemme naturen?

Imens SVM-regeringen er landet, har der været storpolitisk møde om biodiversitetskrisen. Ja, FN’s COP15 i Montreal for biodiversitet er netop afsluttet. Og der er ingen tvivl om, at rigtig mange verdensledere har noget at læse op på.

For vi har glemt naturen. Vores vækstparadigme har tromlet naturen ned, og derfor er biodiversiteten i dyb krise.

Ja, biodiversitetskrisen og den sjette masseuddøen er i fuld gang. Arter dør i hobetal og med enorm fart – på grund af menneskelig adfærd. Vi mister plante- og dyrearter i et tempo, som er 100 til 1.000 gange hurtigere end ved naturlige omstændigheder. Denne uddøen betegnes som den største siden dinosaurernes svanesang for knap 66 millioner år siden.

Alt det på grund af menneskelig adfærd. Vi lever i sandhed i den antropocæne epoke – vores tidsaler tilhører mennesket. Og lige nu går det udover naturens vilde arter.

En god nyhed fra COP’en er, at COP-aftalen har sat som mål at beskytte 30 procent af verdens natur. Og ikke mindst, at den anerkender oprindelige folks helt afgørende rolle i at beskytte nogle af verdens rigeste naturområder. Med aftalen bliver det tydeligt, at deres de oprindelige folks landområder skal sikres. Og at de oprindelige folk skal tages med i globale beslutningsprocesser fremover.

Selvom der er lidt lyspunkter, så er arbejdet foran os enormt. Der skal en kursændring til, hvis vi vil stoppe den masseuddøen, vi står midt i. Og COP-aftalen nævner ikke alle de skadelige aktiviteter, som utallige industrier driver i beskyttede naturområder.

Herhjemme i vores egen andedam skal vi starte med at dæmme op for landbruget, der lige nu fylder 60 procent af vores areal. Areal, der primært anvendes til at dyrke mad til dyr. Det er derfor, vi i Danmark har den ringeste naturkvalitet i Europa.

Mød Franciska 💚

Mød Franciska 💚

Franciska Rosenkilde blev ved valget stemt ind i Folketinget med over 16.000 personlige stemmer i Storkreds København. Selvom hun er ny MF’er, så er hun ikke ny på Christiansborg. For siden februar 2021 har hun haft slottet som sin arbejdsplads i sin rolle som politisk leder for Alternativet.

København er Franciskas fødeby og hjemby. Hun er vokset op i hovedstaden og har boet i byen stort set hele hendes liv. Før sit liv i politik, har Franciska arbejdet både som kok og køkkenchef. Selvom hun har levet som vegetar i snart et årti, så hun har hun altså stegt flere hakkebøffer end de fleste.

Franciska gik ind i politik for at ændre verden. hun synes selv, det lyder lidt som en kliché, men ikke desto mindre står hun ved det. Hendes uddannelsesbaggrund er en professionsbachelor i Sundhed og Humanernæring fra Suhr’s og en kandidatuddannelse i Geografi fra Københavns Universitet.

På geografistudiet lavede Franciska speciale om det globale fødevaresystem og klimakrisen. Hun beskriver, at den oplevelse gjorde det tydeligt for hende, at vores måde at leve på i vesten, den er ved at ødelægge vilkårene for liv for de næste generationer af mennesker. Vi har brug for et opgør med de fossile systemer, vi lever i. Og dét opgør ønsker Franciska at skubbe på for fra sin position som folketingsmedlem.

Dermed har vi også nævnt Franciskas mærkesag. Den vigtigste politiske kamp for hende er at sikre en bæredygtig omstilling af vores samfund. Det handler om at sikre menneskelig trivsel inden for klodens bæreevne.

Selvom det politiske arbejde fylder meget i Franciskas liv, så har hun gudskelov også et liv ved siden. Hun elsker at dyrke kulturlivet i København. Både de fine museer og de snuskede spillesteder. Derudover har hun en voksen datter og bor sammen med sin kæreste i en andelslejlighed på Nørrebro i København.

Nuancer af blå

Nuancer af blå

Af Theresa Scavenius, Alternativet

Vi har fået en ny regering og et nyt folketing. Den grønne fløj er meget lille og den røde fløj står noget forpjusket tilbage. Resten er nuancer af blå.

Klimapolitisk betyder det, at der ikke kommer til at ske meget i den kommende regeringsperiode. Det skyldes, at blå klimapolitik stadig er meget umoden. Der er behov for blå nytænkning, hvor de forstår at investeringer ikke skal betragtes som udgifter, og forstå at det er konkurrenceforvridende, at sort forurening er gratis.

Men den nye regering er imponerende god til at formulere de rigtige budskaber i deres regeringsgrundlag. Det er lidt ligesom, når de går med i demonstrationer imod dem selv. De ved tilsyneladende godt, hvad der er det rigtige at gøre… de gør det bare ikke (endnu).

I regeringsgrundlaget er det eksempelvis klart, at de har forstået, at vi skal være ”fri for fossile brændsler”, vi skal udbygge elnettet, vi skal udrulle fjernvarme, etc.

Det lyder alt sammen godt, men er det selvfølgelig slet ikke, fordi rammen for disse målsætninger er uklare. Det kan være alt mellem fugl og fisk.

Årsagen er, at når der ikke bliver lagt et klart CO2-budget, er der ingen tidsplan eller skala for niveauet af investeringer, som der er behov for. Det er det, som jeg vil arbejde for alle de steder, jeg får mulighed for det. Vi skal sikre, at vi begynder med at lave en CO2-budget for klimapolitikken.

Den nuværende klimapolitik lever ikke op til Paris-aftalen. Det har selv Klimarådet nu erkendt. Så hvad med at den nye regering starter med at være ærlige og siger, at de har opgivet at leve op til 1,5 graders målsætningen.

Vi er langt forbi den tid, hvor det er nok at sige, at vi er ”ambitiøse”.

Det, som alle skal kræve, det er en præcis ramme, et præcist budget-estimat og en præcis plan, hvor pengene selvfølgelig skal følge med. Det skal være slut med blot at være ambitiøs.

I det nye regeringsgrundlag er der ikke nye målsætninger, men blot en ambition om ”at sikre” og ”gennemføre” tidligere ”besluttede initiativer” fra sidste periode.

Det vil sige, at den nye regerings klimapolitik er at gennemføre den klimalov, som blev vedtaget for tre år siden, hvor de det meste af tiden brugte kræfter på at finde kreative skrivebordsøvelser for, at det skulle se ud, som om at de var i gang med at implementere den – uden at gøre det.

Der sker lidt på energi-siden, men stort set intet på alle andre områder: landbrug, transport og byggeri, etc. Og derudover er det intet om udfasning af de sorte energiformer.

Alligevel er det – trods alt – positivt, at de udpeger en klimaminister, som har beskæftiget sig med området tidligere. Men det er ingen garanti for noget.

Det er tydeligt skrevet ind i grundlaget, at der ikke skal laves klimapolitik. I stedet skal der laves erhvervspolitik, således at klimapolitikken er ”omkostningseffektiv”. I den økonomiske logik er investeringer i grøn omstilling en udgift, der svækker vores produktivitet og konkurrenceevne. Det betyder på nydansk, at der ikke bliver lavet klimapolitik af væsentlig karakter i den kommende regeringsperiode.

Jeg vil derfor i den kommende tid bruge min energi på at udfordre den blå økonomiske tilgang til klimapolitikken, og forsøge at få ministeren og andre relevante aktører til at indse, at de ikke kan blæse og have mel i munden samtidig. De skal vælge. Vælge mellem at arbejde for at beskytte de gamle industriers interesser eller arbejde for at sikre de nye grønne industriers interesser.

Så.. Hvad vil I?

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt

Af Christine Lundgaard

Så er det i arbejdstøjet! 🔥

Vi har fået en højrefløjsregering som sælger forringelser for unge, lønmodtagere, studerende og arbejdsløse som nødvendighed og ansvar. Det samme med skattelettelser til de rige.

Til gengæld har den flertal i Folketinget. Så vi får brug for alle fælles kræfter!

Udpluk af regeringens visioner:

👉 Vi skal arbejde mere – og miste en årlig fridag for at finansiere hurtigere militær oprustning.

👉 Topskatten skal sænkes.

👉 Beskæftigelsesfradraget skal forhøjes. Dvs. lidt flere penge til alle i arbejde. Og ingenting til studerende, arbejdsløse og udsatte borgere. Samtidig fjernes det midlertidige børnetilskud til de fattigste familier.

👉 Erhvervsuddannelserne skal styrkes og ufaglærte voksne opkvalificeres, og det er der brug for. Men det finansieres ved at halvere halvdelen af de akademiske uddannelser og forringe SU.

👉 Flere får mulighed for at gå fra deltid til fuldtid. Men samtidig skal ansatte i det offentlige have færre muligheder for at gå på deltid, hvis de ønsker det. Hvordan vil I så lokke alle de medarbejdere tilbage, som er flygtet fra det offentlige pga. for dårlige vilkår og for stort arbejdspres?

👉 Jobcentrene nedlægges – men som en spareøvelse for tre milliarder. Og beskæftigelsesindsatsen skal i højere grad ud til private aktører. Så ingen bedre muligheder for arbejdsløse i sigte.
Højere løn til offentligt ansatte! Men den utilstrækkelige pulje på tre milliarder, der skal forhandles om, findes ved at spare i kommuner og regioner. Så er vi jo lige vidt.

👉 Seniorpensionen skal lægges sammen med Arne-pensionen. Det er samlet set en besparelse. Til gengæld kalder vi den nu “Arne Plus”.

👉 Flere “ikke-vestlige indvandrere” skal i arbejde ved at få en ny “arbejdspligt” for borgere på kontanthjælp. Så man skal piskes lidt ekstra hvis man kommer fra et bestemt land. Føj. Det hænger godt sammen med det næste:

👉 Regeringen vil udfordre konventionerne – endnu mere end i dag. Bl.a. for at fratage statsborgerskabet fra flere. Det er oprørende og næppe lovligt.

👉 Højere klimamål – men hvordan skal vi nå dem?? Der skal indføres en CO2-afgift på landbruget og fødevareproduktionen, men den må ikke forringe erhvervets konkurrenceevne. I følge Klimarådet når vi slet ikke 70%-målet med den nuværende politik. Det er helt sort.

👉 Fortsat udrulning af fjernvarme, udbygning af sol- og vindenergi, udbygning af elnettet – for at komme af med gas- og oliefyr. Ja tak. Men samtidig sløjfes Togfonden, som var et af de vigtigste redskaber til at forbedre den kollektive trafik og give os alternativer til flere klimaskadelige motorveje og privatbiler. Det er faktisk en katastrofe.

👉 Hvad med børn og unge? Den massive mistrivsel skal afdækkes i en kommission…

Midterpolitikken i det her er virkelig godt gemt. 😠

Maskulinisme og kællingesnak

Maskulinisme og kællingesnak

Af Lars Movin

HELLE BRØNS: MASKULINISME OG KÆLLINGESNAK
eller: ASGER JORN VS. ELSA GRESS
(Reception i Galleri Tom Christoffersen, søndag kl. 14-16).

Jeg er vild med den bog om kønspolemikken mellem maleren Asger Jorn og forfatteren Elsa Gress, som kunsthistoriker Helle Brøns har skrevet, og som fejres med en reception i Galleri Tom Christoffersen på søndag (alle er velkomne). Jeg er vild med ideen om at tage den direkte og indirekte debat om køn og kønsroller, som kørte mellem Jorn og Gress i 60’erne, og bruge den som en optik til at betragte både de to hovedpersoner og den tid, de levede i. Jeg er vild med den pågående og nysgerrighedspirrende titel: “Maskulinisme og kællingesnak”. Jeg er vild med bogens opsætning, hvor selve hovedteksten og et herligt udvalg af sjældne og velvalgte illustrationer med fyldige billedtekster udgør to parallelle og ligeværdige spor, som supplerer og kommenterer hinanden. Jeg er vild med det mintgrønne omslag, der får bogen til at fremstå som en liflig pastil, man bare har lyst til at hapse i én mundfuld. Og jeg er vild med det valgte papirs grove og porøse taktilitet, som gør bogen let og lækker at røre ved. Er det til at misforstå? Jeg kan godt lide den bog.

Baggrunden for den – i hvert fald for mig – ukendte relation mellem Asger Jorn og Elsa Gress ridses op i et indledende kapitel:

“Jorn og Gress mødtes under besættelsen i København. Efter i flere år at have levet på små hummere og lån­te sofaer arvede Gress pludselig en lejlighed i Tegl­gaardsstræde, som hun gjorde til et centrum for en større kreds af kunstnere, forfattere og modstands­folk. Gress har beskrevet, hvordan Jorn i en periode kom meget ofte for at snakke om kunst og ideer med hende og for at arbejde i fred for den familie, han på det tidspunkt havde tillagt sig og var ved at afvikle igen: ‘I lang tid stod hans staffeli ved det ene vindue i den lille stue og min skrivemaskine ved det andet, og vi puklede løs med hvert sit i lange tavse stunder, for så at bryde ud i taleorgier bagefter.’ Gress gennem­ læste desuden Jorns tekster, som hun beskriver som på én gang skarpt analyserende men også intuitive og uklare. Under Jorns skilsmisse fra sin første kone, Kirsten Lyngborg, i 1949, passede Elsa Gress hans søn, Troels, og tog ham med i sommerhus og ‘legede mor og barn’, som hun sagde. Som tak forærede Jorn hen­de et billede af Troels som en kat. Som Gress senere skrev, var hun ‘langt fra lige begejstret for alt hvad Asger lavede i den periode, eller overhovedet, men de ting af ham jeg kunne lide, holdt jeg til gengæld meget af, og kattedyret var jeg glad for både som billede og som erindring om tiden og drengen og Asger selv med hans talent, hans tusinder af lidet sammenhængende ideer, hans sjovt åndsfraværende charme og hans kvindelige intuition midt i hans uhyre selvbevidste maskulinitet.’ Gress og Jorn havde således et tæt, om end ikke uproblematisk venskab, der centrerede sig om deres bestræbelser på at skrive samfundskritisk med kunsten som omdrejningspunkt. Det er dog kun Gress, der i sine mange erindringsbøger har skrevet om deres indbyrdes forhold, mens Jorn ikke har dvæ­let deres relation.”

Senere kølnedes forholdet noget, da de to stejle gemytter blev hvirvlet ind i en disput om køn, kønsroller og deslige. Det er den fejde, bogen handler om, og Helle Brøns beskriver det hele så fint i en fremstilling, der både er essay og en konstruktion af tekst og billeder, som læseren kan finde sin egen vej igennem.

Bogen præsenteres ved en reception på søndag d. 11. december kl. 14-16 i Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København.

“Maskulinisme og kællingesnak” vil også kunne bestilles via Forlaget Bangsbohaves hjemmeside (den ligger der ikke i skrivende stund, men vil givetvis komme op meget snart).

Jeg vil gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik

Jeg vil gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik

Af Christina Olumeko, Alternativet

I sidste uge pakkede jeg mit kontor på Københavns Rådhus ned. Nu skal jeg nemlig fokusere på at lave politik i Folketinget 💚

Jeg nåede at sidde knap et år i Københavns Borgerrepræsentation, og det har været lærerigt, sjovt og svært! Jeg har gjort mit bedste, og jeg er blandt andet glad for at have været med til at:

💡 Igangsætte arbejdet med forsøg med 4-dages arbejdsuge
🚙 Bygge flere delebilspladser
🌞 Skabe bedre rammer for solceller og ladestandere i byen
🌈 Sikre penge til byens første LGBT+ medborgerhus
🍩 Igangsætte pilotforsøg med doughnutøkonomi i tre år
🚾 Sikre penge til det første toilet for mennesker med omfattende bevægelseshandicap
🔋 Indføre første klimaborgerting og borgerforslag i Kbh

Min tid på rådhuset har lært mig, at politik ofte tager lang tid fra ide til realisering. Og, at politik kan være hårdt, fordi man har mange forskellige typer opgaver på en gang f.eks. at læse mødemateriale, forhandle med folk, lytte og få ideer og skrive debatindlæg. Men samtidig har jeg også indset, at man kan lære meget hen ad vejen, og jeg tror faktisk, at det som afholder mange fra at stille op til valg eller i det hele taget deltage i partipolitik er, at man tror, man skal kunne det hele i forvejen. Det er ærgerligt, fordi vi er simpelthen alt for få mennesker, der i dag er aktive i partipolitik og dermed har direkte indflydelse på partiernes politikprogrammer. Så hvis du læser det her og overvejer at blive partipolitisk aktiv på en eller anden måde i f.eks. Alternativet, så skriv endelig til mig, så vil jeg gerne fortælle mere om, hvordan man kan blive aktiv i partipolitik og høre dine tanker om det.

Tusind tak til jer, som har fulgt med indtil videre. Jeg håber, at I også har lyst til at følge med i mit folketingsarbejde 💫

Tænk hvad et progressivt flertal kunne udrette?

Tænk hvad et progressivt flertal kunne udrette?

Af Christina Olumeko, skatteordfører, Alternativet

Tænk hvad et grønt og progressivt flertal kunne udrette?

En af de største klimaskandaler i sidste valgperiode var den såkaldt grønne skattereform, der gav en særlig rabat til de største udledere af CO2, og dermed markant forsinkede den nødvendige, grønne omstilling i Danmark.

Under valgkampen tegnede der sig heldigvis et flertal i befolkningen til at få lavet en mere effektiv, ensartet og fair CO2-skat. Vi i Alternativet har derfor også store forhåbninger til at dette flertal kunne fremtvinge den reelle klimahandling, vi har brug for.

Desværre ser det nu ud til at Socialdemokratiet vil inkludere flere klima-nølende partier i regeringen – partier, der igen og igen har sagt at klimalovene reelt ikke må ændre vores levevis. Vi skal fortsætte med at forbruge og producere som før.

Det må simpelthen ikke blive realitet. Vi må og skal sikre at danskernes klimaambitioner og håb bliver båret helt ind i Folketinget. Der er brug for klimahandling. Ikke flere planer og planer for planer.

Klimaet venter ikke.