Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Charlotte Strandgaard (15.2.1943-9.10.2021)

Af Asger Schnack

For ikke mange dage siden modtog jeg Charlotte Strandgaards ”Udvalgte digte 1965-2021” med denne dedikation: ”De / mange år / vi husker”. Jeg nåede lige at skrive tak, inden jeg i toget til Aarhus læste, at hun var død. Dedikationen kunne nærmest være titlen på en bog. Hvad hun bl.a. refererer til, er, at vi havde en fælles baggrund på Borgens Forlag, hun før mig, hun kom der allerede med sin bog nr. 2, ”Afstande” (1966) med omslag af Per Kirkeby. Fra begyndelsen var hun modig, eksperimenterende, kvindebevidst, kunne man godt sige, i en mandsdomineret verden. Sammen med Kirsten Thorup var hun den eneste kvinde, der var med i Hans-Jørgen Nielsens generationsantologi ”eksempler” (1968). Jarl Borgen forsynede hendes bøger med omslag af verdenskunstnere, ”Afstande” er nævnt. ”Det var en lørdag aften” (1968) med omslag af Ursula Reuter, ”Indimellem holder de af hinanden” (1969) med omslag af Arthur Køpke og ”herinde” (1969) med omslag af Joseph Beuys. Jeg blev ansat på forlaget, og jeg fulgte Charlotte Strandgaards forfatterskab med ubrudt respekt. Det fortsatte langt ud over tiden på Borgens Forlag. Mange år senere mødtes vi på forlaget Gladiator (og jeg havde fornøjelsen af at skrive efterord til genudgivelsen af ”Indimellem holder de af hinanden” i Sandal-serien, 2014). Vi kørte i bus sammen fra Vestjyllands Højskole til København, vi morede os, og hun sagde, det er helt som i gamle dage på Borgen. De udvalgte digte viser hele forløbet, fra tresserne op til nu. Udvidelsen hele tiden af temaerne, formen ændredes også undervejs, fra en meget cool sprogbevidsthed til en mere åben konfrontation med verden, og især de sider af verden, det kan være svært at beskrive, og som ingen andre beskrev. Hun var solidarisk med de nødstedte. Socialist. Kammerat. Kvindesagsforkæmper. Digter først og sidst. R.I.P.

BRUCKNER

BRUCKNER

Af Per Wium

Jeg skulle blive 67 år inden jeg fik åbnet sindet for komponisten Anton Bruckner.
Fordomme, halvdårlige rygter og decideret uvilje holdt mig fra komponisten i mange årtier.
Shame on me!

Der var dog een undtagelse. Nemlig den meget rytmiske og inciterende Scherzo fra niende symfoni. Min ekskone introducerede mig til den. Og dermed også til den meget smukke langsomme sats fra samme symfoni.
Men vakte dét så min nysgerrighed i øvrigt? NEJ, er svaret.
Jeg havde en – helt udokumenteret – opfattelse af at Bruckners verden var kedelig, langtrukken og tung.
Selv om jeg i mine DR-år havde adgang til en fantastisk pladesamling, pirrede det ikke min nysgerrighed.
Der var lukket for Per og Anton.

For ca. et halv år siden skete der så noget. Det startede næsten med et tilfælde. Herefter udviklede det sig på en måde, som jeg nok aldrig vil glemme.
Lørdag aften 27. marts lagde jeg et opslag på min facebook-profil. Eet af mange i min næsten uendelige serie “Store musikoplevelser”.
En pludselig indskydelse var det at skrive om (og linke til) stort set det eneste af Bruckner, jeg kender til. Scherzoen fra 9. symf.
Jeg var i trist humør. Min kollega og ven, Peter Viskinde var død fire dage inden – og selvsamme lørdag døde Jacob Andersen, som jeg også kendte og havde fælles-oplevelser med.

Søndag morgen var jeg decideret trist.
Jeg åbnede rutinemæssigt facebook for at se om “der skulle være noget” – og det var der!
Een af mine gode musikvenner havde set mit Bruckner-opslag og dette fik ham til at foreslå mig at lytte til den 23 minutter lange finale-sats fra Bruckners 8. symfoni.
Jeg tænkte spontant: Det skal være lige nu.
Jeg gik hen i en park, satte mig i det mørkegrå vejr og lyttede højt på hovedtelefoner.
Den oplevelse gjorde noget godt for mig. Den mildnede ikke sorgen over de mistede – men den stimulerede mig.
Siden da har jeg “sparet” på oplevelsen. Men nu er jeg klar til at lytte igen – og anbefale den til jer.

“Store musikoplevelser” – tilegnet sundhedspersonale og politi.

Desmond Tutu 90

Desmond Tutu 90

Af Søren Rud

Tillykke til Desmond Tutu, der bliver 90 år i dag. Han er anglicansk præst var en stor støtte til Nelson Mandela under dennes fængselsophold. Tutu har markeret sig kraftigt som forkæmper for menneskerettighederne og som anti-arpartheid aktivitst. I 1984 fik han Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp mod apartheid og i 1986 blev han Sydafrikas første sorte ærkebiskop.

Jeg mødte ham første gang i 2008 under et internationalt Care-møde i Johannesburg, hvor han holdt en forrygende tale om bl.a. menneskerettigheder, undertrykkelse og fattigdom. Hans humor fik salen til at brage af latter. Men lige så snart han fik os til at grine, slog han over og sagde noget vildt alvorligt, så hans pointer gik rent ind. Ekstrem dygtig taler…

Han skrev senere en tekst til vores bog, 100 Steder at huske før de forsvinder, som udkom op til COP 15 i København. Susanne Sayers og jeg mødte ham året efter til et møde i Vor Frue Kirke i København – stadig sprudlende og humoristisk.

Jeg er normalt ikke til selfies, men jeg blev bedt om at tage et billede af ham og et par fans, og da det var gjort, spurgte han om jeg ikke også skulle have et billede… Jo, hvorfor ikke. Og som jeg skrev første gang, jeg delte billedet: Her mødes en stor mand og en høj dansker…

KLIMALØFTEBRUD

KLIMALØFTEBRUD

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet


I går aftes indgik alle Folketingets partier, undtagen Alternativet, en skandaløs og uambitiøs aftale om fremtidens landbrug.

Alle disse partier fik et grønt mandat efter sidste valg, men har igen og igen ignoreret vælgernes ønske om en reel, bæredygtig omstilling.

Alternativet forlod landbrugsforhandlingerne fordi, at det var den eneste handling der gav mening.
Som det eneste parti på Christiansborg sagde vi fra, da det stod lysende klart, at det reelt handlede om meget få reelle reduktioner, og alt for mange reduktioner, som er afhængige af teknologi der endnu ikke er opfundet.

Der er tale om reelle reduktioner på 1,9 millioner tons, og potentielle reduktioner på 6,1 til 8 millioner.

Alternativet har intet imod teknologi, men vi lægger ikke størstedelen af vores CO2-budget baseret på fremtidens teknologi. Ligesom vi heller ikke planlægger vores husholdningsbudget efter, at vi vinder i Lotto i 2025.

Der er lavet en bred aftale fra Enhedslisten til Nye Borgerlige, som mest af alt kan karakteriseres som en blanding mellem politiske forhåbninger og teoretiske antagelser om nytten af fremtidig teknologi.

Det må stå lysende klart, at der er brug for, at vi alle sammen hæver vores stemme og minder Christiansborg om de ukontrollerede skovbrande og oversvømmelserne over hele verden.

Hvis nogen troede at Folketingets partier havde overtaget Alternativets klimapolitik må vi desværre erkende, at dét er på ingen måde tilfældet.

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Af Kim Foss

Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

VILDE KVINDER, MØRKE TONER

Af Lars Movin

ANYA MATHILDE POULSEN: VILDE KVINDER, MØRKE TONER
eller: KORT OG GODT – LÆS DEN BOG!

For nylig var jeg til en visning i Cinemateket af Lisa Rovners meget omtalte dokumentar, “Sisters with Transistors” (2020), der handler om oversete eller glemte kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik. Det var en film, jeg længe havde ønsket at se, og den skuffede ikke. Aftenens vigtigste udbytte var imidlertid, at jeg fik Anya Mathilde Poulsens nye bog, “Vilde kvinder, mørke toner – om køn og musik”, med hjem. Anya Mathilde Poulsen – som var til stede i Cinemateket, fordi hun introducerede “Sisters with Transistors” – udgav i 2007 bogen “Feminint forstærket” (en samling samtaler med kvindelige musikere). Siden har hun bidraget flittigt til debatten om køn og krop i moderne musik, og nu har hun så samlet sin viden om emnet i en ny mursten af en bog. Og jeg skal lige love for, at det ikke er småting, man får at vide over de godt 300 grundigt researchede og velskrevne sider.

Anya Mathilde Poulsen (f. 1972) kommer vidt omkring. Vi får en rystende indsigt i de vanvittige vilkår, som kvindelige komponister måtte arbejde under i 1800-tallet og langt ind i det 20. århundrede – herunder kuriøse anekdoter om, hvordan man eksempelvis anså det for upassende, at kvinder spillede cello, fordi instrumentet fordrer, at musikeren sidder med spredte ben. Vi får spændende indføringer i nogle af blues- og gospelmusikkens kvindelige pionerer – kunstnere som Mamie Smith, Ma Rainey, Bessie Smith, Memphis Minnie og den uforlignelige Sister Rosetta Tharpe, en samling “tough cookies”, der nok kunne klare en del, men som ikke desto mindre fik deres ar på krop og sjæl af at måtte gebærde sig i en ekstremt mandsdomineret kultur. Og ikke mindst byder bogen på fyldig omtale af det seneste halve århundredes kvindelige artister inden for rock og beslægtede genrer, fra Janis Joplin og Yoko Ono over Patti Smith og PJ Harvey og frem til nyere navne som Beyoncé, Lana Del Rey og Billie Eilish. I flere tilfælde er det simpelthen noget af det bedste, der er skrevet om de pågældende på dansk, men her stopper det ikke, for samtidig rummer bogen også et lag, der hæver sig op over selve portrættet og placerer de omtalte ikoner i både en bredere kulturel og en teoretisk/kønspolitisk ramme.

Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden.

Tak for den!

Pia Juul in memoriam

Pia Juul in memoriam

Af Hans Henrik Schwab

EN HIMMERLANDSK MUNDFULD – Pia Juul in memoriam

I dag for et år siden kom meddelelsen om Pia Juuls alt, alt for tidlige død. Det er stadig svært at fatte.
Pia og jeg var ikke nære private venner, men havde immervæk kendt hinanden siden gymnasietiden og løb med jævne mellemrum ind i hinanden de efterfølgende fire årtier.

Det hele startede på vores lokale gymnasium i Himmerland, hvor vi tilhørte gruppen omkring gymnasiets tidsskrift Heus, og hvor vi skrev, diskuterede, festede og fejrede nytår sammen i Rold Skov. (På HF-linjen gik i øvrigt en lille rockertype, der bestemt ikke var en del af miljøet omkring tidsskriftet, men senere skulle blive kendt under navnet Niels Arden Oplev). Jeg husker stadig den dag, hvor 2.g’eren Pia i kantinen kom hen til mig og min ven, den senere kunstner Jørgen Michaelsen, for at fortælle om sit ny projekt: en antologi af digte af og for børn & unge – den skulle udkomme på Gyldendal! Jørgen og jeg var behørigt imponerede, men nåede alligevel frem til, at vi ikke skulle bidrage. Vi nærmede os trods alt hastigt de 18 år og sigtede mod Poul Borums Hvedekorn, hvor Jørgen da også senere debuterede. I bakspejlet var det nu en diskutabel beslutning: tænk at være debuteret på Gyldendal med Pia Juul som redaktør! Vores fælles ven, den senere præst Claus Muld, begik ikke den fejl, men debuterede som teenage-lyriker i FUGLESKRIG (Gyldendal 1980), som antologien kom til at hedde. Den indeholder i øvrigt også et herligt bidrag af Pias dengang 7-årige lillebror Martin. Et meget piajuulsk bidrag, som Lars Bukdahl i tilbageblik skrev på sin blog.

Efter gymnasietiden rykkede vi alle til Aarhus, hvor Pia læste engelsk på universitetet, og hvor hun blev undervist af en anden fælles ven, forfatteren Peter Rønnov-Jessen (Pia blev som bekendt senere en fremragende, kongenial oversætter fra engelsk). En aften under Aarhus Festuge i 1983 løb Jørgen og jeg igen ind i Pia, der denne aften var i selskab med sin ny kæreste og senere ægtemand, Nikolai Kjær. Jeg kendte Nikolai fra barndommen, hvor vi gik i samme skole og om vinteren mødtes med de andre børn på den lokale udendørs skøjtebane. Nikolai skulle blive en vigtig samarbejdspartner for Jørgen. Sammen blev de en del af en kunstnergruppe (Koncern) omkring Kunstakademiet – en gruppe, der både udgav bøger, bl.a. på Gyldendal i Christian Bundegaards tid som litterær direktør, redigerede tidsskriftet ARK og drev et galleriet KRA. Og så dannede de sammen musikgruppen The Simms med en kvindelig sanger, der lød lidt som Nico fra Velvet Underground. Hun hed Pia Juul! Jeg har selv nogle private cassettebåndsoptagelser, der dokumenterer dette. Ellers kan Søren Ulrik Thomsen bevidne det: Han var en aften i Esbjerg på plakaten sammen med The Simms!

Denne septemberaften i 1983 var Pia og Nikolai så optaget af hinanden, som kun to nyforelskede kan være det, men på et tidspunkt henvendte Pia sig til mig som litteraturstuderende: Hun havde skrevet nogle digte, der var ”lidt anderledes”. Hvor skulle hun sende dem hen? Jeg husker ikke mit svar, men erindrer, at jeg for mig selv tænkte: ”Lidt anderledes” – det har man da vist hørt før.
Lad mig sige det helt kort: Pia havde ret. Som Asger Schnack for nylig fastslog, lød Pias digte ikke som noget før hende, hvorimod man hører et ekko af hendes skriftstemme i megen senere lyrik. Eller som Weekendavisen konkluderede: ”Pia Juul er noget af det meste særegne, der er sket i moderne dansk litteratur i et kvart århundrede.”
Samme år, 1983, debuterede hun da også i Hvedekorn, og to år efter i bogform på Claus Clausens Tiderne skifter med samlingen LEVENDE OG LUKKET. Resten er (litteratur)historie …

Alene en senere titel som ”sagde jeg, siger jeg” … siger det hele. Fire enkle ord, der alligevel rummer både et udsagn og en udsigelse, både et sigende jeg og et sagt jeg. Typisk for Pias lyriske rollespil, der ikke lader tressernes attituderelativisme noget tilbage. Og hvis Pia så fremførte disse ord mundtligt – hun var en nærmest karismatisk oplæser – føjede det endnu et udsigelseslag til! Tilsyneladende helt enkelt, men stor poetisk kunst. Pias mundrette lyrik og ditto recitation var virkelig det, som Johannes Møllehave – dog med adresse til en anden stor Himmerlandforfatter og nobelprisvinder – engang har kaldt ”en himmerlandsk mundfuld”!

I starten af 1990erne, hvor jeg var blevet lyrikredaktør på Borgens Forlag, mødtes vi i mange sammenhænge, og Pia foreslog en dag, at vi på Borgen skulle udgive en antologi af hendes lyrik til undervisningsbrug. Sagen var, at vi havde en serie, hvor vi udgav pædagogisk tilrettelagte lyrikantologier målrettet gymnasieundervisning: men desværre var det en lukket fest for Borgens egne lyrikere, så det blev beklageligvis heller ikke den antologi, hvor Pia og jeg mødtes i bogform og vendte tilbage til gymnasiet.
Til gengæld kom Pia med i en anden af vores antologier: DIGTNING FRA 80ERNE TIL 90ERNE (Borgen, 1993), hvor antologiredaktøren selv, Anne-Marie Mai, læser Pias digtsamling fra 1989, FORGJORT som et eventyr om kønnet og jeget: ”Kønnets hvisken må vi lytte til, men også iscenesætte, så både kønnet og sjælen får lov til at forføre os til at være mennesker.”

Heldigvis har Claus Clausen senere udgivet Pias samlede digte i en omnibusudgave, INDTIL VIDERE (Tiderne Skifter, 2010), og Asger Schnack har siden fortjenstfuldt genudgivet det samlede forfatterskab, så mon ikke Pias digte efterhånden er blevet behørigt antologiseret og kanoniseret og dermed tildelt den nyklassikerstatus, forfatterskabet indiskutabelt fortjener? Selv behøver jeg blot slå ned et tilfældigt sted i hendes samlede digte for at høre og se hende for mig: levende og ikke lukket – selv om jeg som mange andre tog afsked med hende sidste efterår på Assistens. Præcis 40 år efter de ”fugleskrig”, der startede det hele.

Af Jord.
Til Jord.
Af Jord.
Indgang. Udgang.
Røde roser.
Ikke mange.
Bagved:
En grøn skov.
Foran:
En lærke i luften.
(af HELT I SKOVEN, 2005)

Klassiske kinesiske digte på dansk

Klassiske kinesiske digte på dansk

Af Tommy Flugt

For mange år siden i min studietid lærte jeg Arne Herløv Petersen at kende. Vi mødtes engang på Laurits Betjent, et kunstner og musik værthus og vi faldt i snak. Blandt andet om kinesiske digte. Han var begyndt at oversætte nogle kinesiske digte, sagde han og jeg fik nogle fotokopier af ham. Jeg skulle nok få dem, når de var blevet til en bog, sagde han. 30 år efter modtog jeg en fin lille bog fra ham: Grønne digte. Med en fin håndskrevet hilsen fra ham.

Og nu er der kommet endnu en bog fra ham 50 år senere. Hans store oversættelse af klassiske kinesiske digte. UDEN FOR TIDEN hedder den og kan bestilles hos Det Poetiske Bureas Forlag. Bogen er på 465 sider og der er 70 oversatte kinesiske digtere valgt ud i et lille fint format. Med et godt forord og så ellers digte i alle mulige genrer og situationer er det en smuk bog at gå i gang med og læse i fred og ro og enrum.

Ganske ukarakteristisk for mange antologier over kinesisk lyrik indgår et stort antal kvindelige digtere.

Der er digte om at føle sig ét med naturen, om at være hjemme i bjergene og ved floderne og om at besøge eremitter og munke, der bor helt alene oppe mellem skyerne. Der er digte om helt dagligdags ting.

Det er alt dette, der gør, at disse digte, der er skrevet for mere end tusinde år siden, er så aktuelle og nærværende. Der er ikke noget fjernt og mystisk ved dem. Der er store følelser i digtene. De er åbne og lige til at gå ind i.

Jeg har udvalgt et lille fint digt:

Isfugl med fisk i næbbet

Får øje på noget
mellem lotusbladene
Lynhurtigt
ned fra det høje træ

Bryder bølgerne
snapper fisken i vandet
En azurblå lysprik
flyver bort

Qian Qi (722-780)

🛒 Køb bogen her.

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

Af Lars Movin

Mens vi tæller ned til omsider at kunne uddele Dan Turèll Medaljen til sangeren og sangskriveren Claus Hempler – det sker fredag den 15. oktober kl. 15 på Vangede Bibliotek – kan vi glæde os over, at et eksemplar af samme medalje netop er blevet indlemmet i samlingen på British Museum i London.

Dan Turèll Medaljen er udført – i bronze – af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, som i sin tid både var ven og samarbejdspartner med Dan Turèll, blandt andet omkring den store grafiske mappe “Ulysses’ Spejl”, der blev udgivet af Henrik Kampmanns Galleri i 1981.

Medaljen er siden 2012 blevet tildelt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd, og findes i forvejen i Nationalmuseets samling. Og nu indgår den altså også i British Museums faste Medaljesamling. Finere kan det næsten ikke blive!

Tillykke til Barry Lereng Wilmont, som i den pressemeddelelse, Dan Turèll Selskabet har udsendt i forbindelse med den glædelige begivenhed, citeres for følgende udtalelse:

“Jeg er blevet oplyst, at British Museum kun sjældent udviser en sådan interesse for en medalie. Interessen skyldes blandt andet, at jeg de første år på Kunstakademiets billedhuggerskole i København (ved professor Mogens Bøggild 1967-1969) arbejdede med cire-perdue støbning i forbindelse med, at jeg ville finde Antonio Pisanellos (1389-1455) glemte arbejdsproces i fremstillingen af hans særegne og usædvanlige smukke medalier. British Museum suppleres tilmed min første cire-perdue støbte medalie i bronze fra 1967 og som blev præmieret på Kunstakademiets udstilling samme år på Charlottenborg. Dan Turèll medalien – som jeg lavede i 2011/2012 – blev den sidste fra min hånd. Dansk Numismatisk Forening har gennem årene doneret alle mine udførte medalier (33 stk.) til Nationalmuseet, hvor de befinder sig i Den Kgl. Mønt & Medaliesamling.”

(Dan Turèll Selskabet består af Peter Strøm, Jan Poulsen og overtegnede).