Deep Purple messe

Deep Purple messe

Af Asger Schnack

Christel Wiinblad: ”Deep Purple”. Dette er en vanskelig bog at læse og en vanskelig bog at skrive om, men i lige så høj grad en vigtig bog på flere niveauer, først og fremmest, naturligvis, som kunstnerisk udtryk. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg vil tro, at mange andre end mig vil have svært ved at læse bogen fra ende til anden på grund af den særlige overordnede syntaks, der benytter sig af idelige gentagelser med små variationer, rokader (som i skak) i et ordmateriale, der hægter sig fast til foregående sætning, med en sær, nærmest statisk virkning til følge, hvor tanken vel er den modsatte: bevægelse, bevægelighed. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at jeg ikke skal kritisere bogen for at være anderledes og gennemført i sit projekt. At den går sin egen vej og befinder sig længst tænkeligt væk fra mainstream. Det hedder også originalitet. Jeg har ikke læst alle Christel Wiinblads bøger, men mig bekendt er det første gang, hun benytter en teknik som denne. (Af hendes bøger husker jeg særligt ”Sommerlys”, som jeg sætter meget højt og til stadighed anbefaler). ”Deep Purple” er imidlertid usædvanlig, ikke blot i forfatterskabet, men i litteraturen som sådan. Bogens genrebetegnelse er ”Messe”. Hermed må tænkes en form for gudstjeneste eller musikalsk eller digterisk værk til brug ved gudstjenesten, eller en mere fri form for religiøst sangværk. Det kan også gå på, at tekstens form er messende, hvilket den er. Så kan man spørge, hvad er teksten en messe for? Og her er svaret en kompleks blanding af erindring og kærlighed, mistet kærlighed, som overskrides i en sublimering, i et transcenderende indblik i selve den kosmiske kærlighed, der forbinder alle ting og er altings mål. På samme tid er der en hverdagslig handling, som gør digtet prosaisk, ja til en slags roman om et jeg/hun, alt efter om der tales fra eller om jeget, indefra/udefra i en verdensnær fortælling, som dog er fanget i den sproglige rutine, der som beskrevet kun langsomt og besværligt kommer frem med tilføjelser, udskiftninger, variationer – som var hele verden et omkvæd. Inderst i fortællingen er broderens død, et tema, vi kender fra Christel Wiinblads tidligere forfatterskab, og man må spørge sig selv, om den kærlighed, der beskrives så overbevisende, er en kærlighed til broderen. Er den elskede, idealiserede person, ’du’, broderen? Og er det ham, der senere bliver til en engel? ”Jeg så den engel, der var lige her, komme gående lige dér på gaden. Jeg så den engel, du var lige her, komme gående lige dér på gaden. Jeg så dine vinger, der var lige her, da du kom gående lige dér på gaden” (side 262). Vi kan opleve hele bogen som udtryk for en traumatisk sorg, der får sproget til at kortslutte, men også som en egentlig, nærmest Blakesk vision, der blot lader sorgen over broderens død stige op til overfladen og forvandle sig til en kærlighedskraft. Jeg tænkte et øjeblik på Olivia Holm-Møllers stærke maleri ”Guds øje” (Holstebro Kunstmuseum), da jeg nærmede mig slutningen af ”Deep Purple”. Ellers er det naturligvis klart, at den største umiddelbare inspiration er Inger Christensen, selv om forskellene på de to er lige så tydelige. Inger Christensen er anderledes nøgtern og lader sine systemer tale på digtets vegne, idet der er en overensstemmelse mellem system og indhold, systemet er ’universets versemål’, og hun overlader sjældent eller aldrig et privat stof til digtet, ikke engang som udgangspunkt for improvisationen. Hos Christel Wiinblad er der hele tiden dette ’jeg’ (jeg/hun), der drives magtfuldt gennem forvandlinger, men som taler i en fastlagt syngende form, der nærmest har taget ordet, på en måde, der gør, at man må spørge sig selv, om det er Christel Wiinblad, der har valgt formen, eller formen, der har valgt Christel Wiinblad. Resultatet er grænseoverskridende, overvældende smukt og med en gråd midt i lykken, der sender visionens egne vibrationer ind i værket, direkte til at føle på for læseren. Hvis du spørger mig, om du skal læse ”Deep Purple”, er svaret ja! Absolut! Christel Wiinblad: ”Deep Purple”. Antipyrine. (Omslag: Kurt Finsten. Omslagsillustration: Christel Wiinblad)

Wagners musik er morderlig svær

Wagners musik er morderlig svær

Af Leif Lønsmann

TRISTAN OG ISOLDE

Tristan og Isolde er ikke bare endnu en opera om kærlighed. Det er Richard Wagners egen umulige kærlighed sat i musik. Wagner komponerede sin ultimative hyldest til kærligheden, mens han var dybt forelsket i børnebogsforfatteren Mathilde Wesendock. Som var både smuk, rig – og gift ! En forelskelse, der endte med at ødelægge både Wagners eget ægteskab og forholdet til Mathilde.

Kærlighed er en drabelig affære, som, også i denne opera, koster begge hovedpersoner livet.

Tristan og Isolde er ikke kun drabelig på scenen. Der er også drama i orkestergraven. Wagners musik er morderlig svær, og kræver et næsten umenneskeligt tempo og en umenneskelig instrumenthåndtering. Værst er det måske for dirigenten, der skal holde styr på 105 musikere og millioner af noder.

Tidligere opførelser af Tristan und Isolde har ligefrem kostet dirigenten Felix Mottl livet i 1911 og Joseph Keilberth i 1968. Begge døde efter at være kollapset under anden akt.

Basisindkomst er en stor ide

Basisindkomst er en stor ide

Af Christina Olumeko, Alternativet

Forestil dig, at du modtager en indkomst fra staten hver måned – uanset om du har et job eller ej. Det kan lyde utopisk, men det kan være løsningen på den stigende ulighed.

Basisindkomst er en stor ide. Og derfor er det ikke noget, vi kan indføre fra den ene dag til den anden. Men lad os lave et forsøg i Danmark.

Basisindkomst (eller borgerløn, som det også kaldes) er en ydelse, som alle borgere modtager hver måned. En basal indkomst til alle, som man så kan vælge at klare sig for eller supplere med lønarbejde i det omfang, man nu finder passende.

Det er ikke så radikalt, som det måske lyder. Delstaten Alaska i USA har i mange år uddelt en lille basisindkomst til borgerne. Finland har kørt et to-årigt forsøg, som viste, at dem der modtog basisindkomst, trives bedre, end dem, som modtog den almindelige kontanthjælp under krav og kontrol.

Vi kan starte med vores kontanthjælpssystem. Lad os lave kontanthjælpen om til en basisindkomst, som gives uden modkrav til mennesker uden job. På den måde får vi gjort op med kontanthjælpen, som i dag er så lav, at den for mange er svær at leve af. Samtidig mødes mange uden lønarbejde med stigmatiserende krav og kontrol, og de byrder kan vi fjerne med en basisindkomst.

Her er nogle interessante artikler om basisindkomst: https://www.washingtonpost.com/magazine/2022/10/24/universal-basic-income/
https://www.vox.com/future-perfect/2023/12/1/23981194/givedirectly-basic-income-experiment-abhijit-banerjee-tavneet-suri
Her bl.a. om Alaskas erfaringer: https://www.vox.com/future-perfect/2020/2/19/21112570/universal-basic-income-ubi-map

Polar Music Prize 2024 til Esa-Pekka Salonen

Polar Music Prize 2024 til Esa-Pekka Salonen

Polar Music Prize 2024 tildeles Esa-Pekka Salonen fra Finland.

Hans gennembrud kom i 1983, da han dirigerede Mahlers symfoni nr. 3. Som komponist deler Esa-Pekka mange ligheder med Gustav Mahler. De har været lige fremtrædende både som dirigenter og komponister, og præget af den samme kunstneriske nysgerrighed.

På scenen og i studiet omfavner Esa-Pekka Salonen teknologiske innovationer, ikke blot for at eksperimentere, men som en måde at hjælpe folk med at opdage fantastisk musik i mediernes konstant skiftende verden. Esa-Pekka Salonen er en mester i tone i sjæl og hjerte.

Med sin resolutte taktstokk guider han ikke kun symfoniorkestre, men viser også vejen for al klassisk musik.

Daimi

Daimi

Af Leif Lønsmann

DAIMI

Jeg var kun lige fyldt fem år, og havde aldrig set et fjernsynsapparat, da den dengang kun 17-årige ”Esbjerg-pige” Daimi Augusta Larsen havde sin tv-debut i programmet ”Vi Unge” den 11. april 1961. Men hun blev hurtigt en fast del af min barndoms lydspor.

Da jeg næsten 50 år senere blev chef for DR Koncerthuset, var Daimi et af de mange navne, der stod på min ønskeliste over kunstnere, der skulle bidrage til koncerthusets musikalske mangfoldighed. Og hvis jeg skulle komme væk fra det, ville jeg blive mindet om det af min trofaste kollega Martin Gunnarsen, også kendt som VALO-manden, der som assistent i DRs pladearkiv, Diskoteket, var dedikeret Daimi-fan og som med autistens præcision kunne samtlige hendes udgivelser i hovedet, med udgivelsesdato og arkivnummer og det hele.

Det lykkedes at få Daimi på scenen op til flere gange i min tid i DR Koncerthuset. Så sent som i 2017 sang hun ved P8 Jazz Alive, og i januar 2018 havde jeg fornøjelsen at være med til at give hende ”Leo Mathisen Prisen”, som hun kvitterede for ved at optræde sammen med DR Big Bandet.

Her på årets første dag fylder hun 80 – og synger stadig. Tillykke – og tak for sangene !

Du kan se og læse mere om Daimi på dr.dk her. Og VALO-manden kan ses igen på TV2 mandag den 8. januar 2024 klokken 20.00, i programmet ”Samler-Martins forunderlige verden”.

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie

Af Leif Lønsmann

VALBRO

Han og jeg var begge kun 16 år gamle, da vi mødtes for omkring 50 år siden. Han var allerede en etableret og erfaren “impressario” for en lang række danske og udenlandske kunstnere. Og jeg var purung koncertarrangør i Birkerød.

Jeg besøgte ham på hans kontor, og var næsegrus benovet over den unge (jævnaldrende) mand, der, med en telefon i hver hånd og bunker af kontrakter og charteques på skrivebordet, dirigerede et vibrant kontormiljø i kælderen i forældrenes forstadsvilla syd for København. En ægte verdens- og forretningsmand, og så kun på min alder!

I de følgende år blev jeg fast kunde hos NBV Booking, som hans enmandsforetagende hed: Niels-Bo Valbro booking. Vi havde konstant kontakt, og han svigtede aldrig.

Jeg søgte senere andre veje, men Niels-Bo Valbro blev i showbiz, først som medskaber af Privatteatret i Nyropsgade, senere som direktør for Københavns eneste private teater, Det Ny Teater. Her mødtes vore veje atter i 2008, da jeg som musikchef i DR, med Hans Edvard Nørregård-Nielsens mellemkomst, overtog Det Ny Teaters scenetæppe, som den dag i dag pryder DR Byens indre betonoverflade.

Efter 29 år på posten går Niels-Bo Valbro af som teaterchef, og giver faklen videre til sin souschef Kasper Blicher Beknes.

Med sine 29 år som teaterchef er Niels-Bo Valbro den længst siddende teaterchef i nyere dansk teaterhistorie, med mere end 100 store succeser bag sig.

Man kan ikke takke ham nok for hans indsats for dansk teater. Og for at vise at kultur også kan eksistere udenfor finansloven.

FORHANDLINGSBORDET

FORHANDLINGSBORDET

Af Troels Christian Jakobsen, Alternativet

Allerede på dag 1 blev vi smidt ud af Lynetteholmspartierne fra budgetforhandlingerne på rådhuset.

Jeg ville elske, at vi ku’ sidde ved bordet og tage ansvaret for Københavns bæredygtige udvikling.

Desværre smed SF, De radikale, Liberal Alliance og de andre Lynetteholmspartier os ud fordi vi ikke vil støtte det uansvarlige mega-projekt.

Endda selvom projektet som sådan ikke er en del af de årlige budgetter. Det har intet med folkeskolen, biblioteker, cykelstier og så videre at gøre.

Det viser lige præcis det mest farlige ved mega-projektet – it’s too big to fail – og skal beskyttes på alle andre hensyns bekostning.

Kære venner og medborgere – det er alvorligt – det viser hvad vi kan forvente de næste årtier. At alt handler om Lynetteholm, og at andre bydele og hensyn – til natur, sundhed og velfærd – kommer i anden række.

Derfor får vi brug for dig.

Der skal flyttes stemmer til næste valg.

Der skal knokles med at udvikle et stærkt alternativ.

Vi skal blive ved at spørge: Hvad er alternativet til mere af det samme?

Vær med på rejsen, hvor vi sammen skal ryste de traditionelle partier og vise at borgerne i København faktisk vil den bæredygtige vej.

Et København hvor vi ikke ofrer natur og menneskers trivsel for en blind vækst.

Jeg var cykel terrorist

Jeg var cykel terrorist

Af Leif Lønsmann

JEG VAR TERRORIST

1,4 millioner kilometer. Så meget cykles der i København hver eneste dag. Med mere end 745.000 cykler er København formentlig den eneste by i verden med flere cykler end indbyggere. Og med mere end 380 kilometer cykelsti og over 24 cykel- og gangbroer på tværs af byen er Københavns cykelkultur iøjnefaldende.

Det er ikke kommet af sig selv. I 1970’erne var København bilernes by. Som ung aktivist i Dansk Cyklist Forbund mødte jeg og mine medaktivister korslagte arme og himmelvendte øjne, når vi præsenterede Københavns Kommune for ønsket om cykelstier på de store brogader Nørrebrogade, Vesterbrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. ”Der er simpelthen ikke plads til cykelstier på de tætbefærdede brogader”, fik vi at vide. Ifølge kommunen var der i forvejen knap nok plads til den stadigt voksende biltrafik.

Efter mange års aktivisme, med både lobbyarbejde, lovligt anmeldte cyklistdemonstrationer med op til 30.000 deltagende cykeldemonstranter, og med udenomsparlamentariske aktioner, hvor vi i nattens mulm og mørke selv anlagde midlertidige cykelstier og cykelfelter i vejkrydsene, lykkedes det os at overbevise kommunens teknikere og politikere om at det var muligt at etablere cykelstier. Undervejs var vi i Berlingske Tidende blevet hængt ud som terrorister.

Cyklist-terrorismen lønnede sig, og udbygningen af det nuværende cykelstinet gik i gang. Som en påskønnelse af Kommunens indsats skænkede vi den 4.juni 1983 Københavns Kommune en graveret kantsten, udført af Victor Nielsens Stenhuggeri i København. Kantstenen blev afsløret på Amagerbrogade den 22. september 1983, i forbindelse med åbningen af den nyanlagte cykelsti på Amagerbrogade. Stenen ligger der stadig, på hjørnet af Amagerbrogade og Hollænderdybet, og dens 40 års jubilæum blev i dag markeret af gamle ”cykelterrorister” fra dengang…

Send venligst fortidens trafikterrorister en venlig tanke næste gang du cykler forbi 🚲

August

August

Af Leif Lønsmann

AUGUST

Ved udgangen af august kunne DMI gøre boet op over en sommer med ekstremt ustadigt vejr, hvor den ene vejrrekord fulgte efter den anden.

Juni blev den koldeste juni, der nogensinde var målt siden målingerne begyndte i 1874, med en gennemsnitstemperatur på 10,7 grader mod de normale cirka 14 grader. Samtidig var måneden præget af rekordlavt nedbør, som truede landbrugets efterårsafgrøder. Måneden sluttede med en uges ekstreme og kolde storme.

Juli var omvendt præget af hedebølger, med temperaturer langt over gennemsnittet, som bl.a. medførte skovbrande så højt mod nord som i Norge. Måneden sluttede varmere end i ”mands minde”, og havde ramt dansk landbrug og fiskeri hårdt. Især fiskeriet ramtes af en historisk krise, da rødspætterne grundet den lange hedebølge trak fra de kystnære områder ud mod ydre dybder.

Og som om juni- og julivejret ikke havde artet sig vildt og uforudsigeligt nok, blev august præget af voldsomme storme, skybrud og torden. Under en kraftig storm druknede 15 mennesker ved Rejsby Dige i Sønderjyllland, mens de forsøgte at nå i sikkerhed fra de oversvømmede digebarakker. Også et stort antal kreaturer omkom ved oversvømmelserne.

Det ustadige vejr blev bemærket og var sommerens hedeste emne i dagspressen, gerne ledsaget af billeder af danskere, der søgte svale i de københavnsk badeanstalter under hedebølgen (Foto Holger Damgaard).

Det ”ustadige, uforudsigelige og utæmmede” danske vejr fik også digteren Thøger Larsen til papiret. Hans ”Sommervise” blev trykt i tidsskriftet “Atlantis” i oktober 1923, og senere samme år i samlingen “Vejr og Vinger”.

Du danske Sommer, jeg elsker dig
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.

Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn, i Drømme gror under Maanens Horn.

Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned, til Daab i Glemsel og Evighed!

Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak! Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.

Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.

Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja, jeg ved, dit Hjerte er Guld endda

Tak for inspiration til Ricco Victor og Jens Olaf Pepke Pedersen.