Af Peer Aagaard
I dag er det Polens uafhængighedsdag, og det er blandt andet blevet fejret med en kæmpe højre-ekstremist march gennem Warszawa, hvor bevæbnede og voldelige bøller fik lov til at gå amok:
Først satte de ild på lejligheder i en bygning, hvor man havde dristet sig til at flage med et regnbueflag og hænge skilte med kvindesags-paroler udenpå en altan.
Derefter gik det videre til en park, hvor der blev sat ild til et LGBT-monument.
Det hele akkompagneredes af røgbomber og råb med fascistiske paroler.
Lige præcis den fløj har da også meget at fejre for tiden. Ligesom i Danmark kan polske borgere samle underskrifter ind, så et lovforslag kan blive behandlet i parlamentet. I Polen kræves der 100.000 underskrifter, før politikerne tager sagen op.
Det har ikke været noget problem for forslagsstillerne bag et helt lovkompleks, der helt enkelt hedder Stop LGBT. Forslagets formål er at berøve LGBT-personer alle civile rettigheder, inklusive retten til at gifte sig og adoptere, ligesom der også skal indføres et forbud mod omtale af og undervisning i LGBT-spørgsmål i skolerne. Til dato har forslagstillerne samlet over 200.000 underskrifter, og den højre-ekstreme regering stiller sig yderst positiv overfor forslagene.
Hastigt videre til Ungarn hvor en lang række lignende lovforslag er under udarbejdelse. Her har man allerede afskaffet begrebet transkønnethed. I Ungarn er det udelukket at skifte køn, såvel ad medicinsk vej som juridisk.
For en sikkerheds skyld nedlægger den ungarnske regering pr 1.1.2021 den ombudsmandsfunktion, der tager sig af klager over diskrimination.
På Twitter skriver LGBT-aktivisten Rémy Bonny, at den ungarnske regering har benyttet COVID-19 krisen til at ophæve en lang række borgerrettigheder, og de gør det grundigt: De nye anti-LGBT-love vil simpelthen blive skrevet ind i landets forfatning.
Bonny skriver også, at det ungarnske LGBT-miljø er slidt ned til sokkeholderne af lang tids modgang og Corona-krisen. Han bønfalder EU om at skride ind og gerne så hurtigt som overhovedet muligt.
Fælles for de to lande er, at den voksende fascisme gennemføres med Gud som skjold. Ligesom det har været tilfældet for en stor del af Donald Trumps mest hadfyldte lovgivning, gælder det også i Polen og Ungarn, at vi alle må forstå, at hadet ikke kommer fra almindelige dødelige. Nej, det kommer direkte fra deres gud, som tilsyneladende er en pervers satan, som kun vil fredelige mennesker det ondt.
Herfra skal der lyde endnu en klar og tydelig opfordring til EU om at tage alvorlige skridt imod de to lande. Desværre er der ingen hjemmel i diverse traktater til at smide dem ud af fællesskabet, men det ér muligt at smække Europas kasse helt i for dem og foretage andre sanktioner. Venligst sæt igang NU. Det haster!
Til sidst og for 117. gang: Tak for l**t til den danske medieverden, som er så heteronormativ og snæversynet, at den ikke ænser humanitære katastrofer på Danmarks dørtrin, når ofrene er LGBT-personer. Ikke en eneste dansk avis, ikke et eneste elektronisk dansk medie har fortalt disse historier. Hvor må det være fedt at være heteroseksuel journalist her i landet. De synes alle at være udstyret med skyklapper på størrelse med flygellåg, og de virker ikke en gang tynget af det.