De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.

Reklamer

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Af Susanne Sayers

Portugal begyndte at opsøge Senegal mere systematisk i 1400-tallet. På det tidspunkt var store dele af Middelhavs- og Atlanterhavsområdet for længst en smeltedigel af folkevandringer og handel (og slavehandel).

Portugal og Spanien havde været regeret af maurerne i flere hundrede år, og maurerne havde blandt bidraget til portugisernes tradition (helt fra keltisk tid) med at lave absurd detaljerede filigransmykker af de fineste guld- og sølvtråde.

Senegaleserne kendte også traditionen, formentlig på samme vis forstærket ved handelsforbindelser til den arabiske verden, og noget tyder på, at de portugisiske og senegalesiske smykkesmede har inspireret hinanden, for smykkerne har mange fællestræk, og portugisernes påvirkning af Senegal var stærk.

Blandt andet giftede mange portugisiske mænd sig med senegalesiske kvinder, som blev kaldt Signares (efter det portugisiske senhoras, fruer), og som i kraft af deres besiddelser indtog en særstatus. Den signalerede de så med smykkerne.

Jeg har aldrig været i Senegal, så jeg har aldrig set filigranarbejdet der. Men det portugisiske er fantastisk at se udført, når det bliver gjort traditionelt, hvor trådene blandt andet bliver til overdådige smykker med samme teknik, som man bruger til kniplinger – blot med tråde af guld.

I det nordlige Portugal især er smykkerne brugt præcis som i Senegal: Til at signalere status og rigdom, og de bliver stadig vist frem ved parader, hvor kvinderne er i traditionel klædedragt, nærmest læsset med guld.