AMERIKANSK AVANTGARDEFILM EFTERÅR 2021 eller: YOKO ONO & CO.

AMERIKANSK AVANTGARDEFILM EFTERÅR 2021 eller: YOKO ONO & CO.

Af Lars Movin

Efter en corona-pause glæder jeg mig helt usigeligt meget til at genoptage “Amerikansk avantgardefilm”-serien i Cinemateket. Det sker fra den 25. august, hvor vi viser Martina Kudláceks feature-lange dokumentar fra 2003, “In the Mirror of Maya Deren”. Filmen er et særdeles interessant portræt af den russiskfødte Maya Deren (1917-1961), der med sit debutværk fra 1943, klassikeren “Meshes of the Afternoon”, kom til at stå som en overgangsfigur mellem 30’ernes surrealistisk orienterede avantgardefilm og efterkrigstidens mere frie og poetiske filmkunst.

I det hele taget vil vi i efterårets sæson fokusere på scenens kvindelige filmmagere.

Lørdag den 11. september er det Shirley Clarke (1919-1997) og hendes “Portrait of Jason” fra 1967, som er på programmet. Ligesom Deren havde Clarke en baggrund som danser, hvilket smittede af på de første film, hun skabte i 50’erne. Men fra gennembruddet i 1961 med “The Connection” (baseret på et teaterstykke af Jack Gelber, opført af The Living Theatre) kom det mere til at handle om selve filmmediet og de spændende grænseområder mellem fiktion og dokumentarisme. Således også i “Portrait of Jason”, hvor Clarke gennemfører et nærmest warholsk eksperiment: Hun har placeret sin hovedkarakter alene foran et kamera og forsynet ham med rigelige mængder af vodka og marihuana, og derpå har hun ladet ham performe i tolv timer i træk, mens filmmagerne og et par indforskrevne venner uden for billedet holder ham kørende med spørgsmål, kommentarer og provokationer.

Fire dage senere, den 15. september, vil jeg overlade ordet til min gode kollega, Peter Christian Rude, som vil introducere “The Sky on Location” (1982), en film af Babette Mangolte, som af nogle måske vil være kendt som Chantal Akermans filmfotograf.

Endelig vil vi som rosinen i pølseenden vise Yoko Onos “Rape” fra 1969, skabt sammen med ægtemanden John Lennon. “Rape” er et radikalt filmeksperiment, der i al sin enkelhed går ud på at lade et filmhold vælge en tilfældig kvinde på gaden og derpå følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Sidste gang, filmen blev sidst vist i Danmark, var i 1995 i forbindelse med en retrospektiv Yoko Ono-serie, som jeg kuraterede for Nationalmuseet. Dengang bidrog jeg til kataloget (vist herunder) med et essay om Yoko Onos filmproduktion, og med afsæt i dette har jeg nu skrevet bogen “Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, som vil blive præsenteret i forbindelse med visningen af “Rape” den 28. september.

Mere om det alt sammen, når vi kommer tættere på arrangementerne. Håber vi ses i Cinemateket på den anden side af sommerferien!

NEW YORK-MINDER eller: EN SYGDOMSHISTORIE

NEW YORK-MINDER eller: EN SYGDOMSHISTORIE

Af Lars Movin

For undertegnede sender dagens dato minderne tilbage til et årti, hvor euforien over de første New York-rejser var iblandet urovækkende understrømme fra en ny og dødelig epidemi, som først et stykke inde i katastrofens fremmarch fik et navn: AIDS.

Den 3. juli 1981 – for præcis 40 år siden – kunne følgende overskrift læses i The New York Times: “Rare Cancer Seen in 41 Homosexuals”. Uhyggeligt og mærkværdigt lød det jo, men i Odense, hvor jeg boede på det tidspunkt, var det ikke noget, som sådan umiddelbart fik de store konsekvenser. Det skulle imidlertid ændre sig. Med det ungdomsliv, man førte dengang, blev det i løbet af nogle år rutine at gå til lægen for at blive tjekket – efterfulgt af en nervøs ventetid, indtil man fik svar på sin prøve. Nå, i de kredse, jeg færdedes i, var der sjældent grund til alarm, men ganske anderledes forholdt det sig i New York, og ikke mindst i kunstnermiljøerne på Lower East Side. I marts 1983 publicerede dramatikeren og aktivisten Larry Kramer et opråb i The New York Native under den uhyggelige rubrik: “1,112 and Counting”. Og fra omkring det tidspunkt begyndte der at være flere og flere kendte navne blandt ofrene for den mystiske sygdom. I august 1983 døde Klaus Nomi, i 1985 fik Cookie Mueller sin diagnose, og da fotografen Peter Hujar i januar 1987 blev erklæret HIV-positiv, var der mere end 30.000 registrerede tilfælde i New York. Året efter var turen kommet til David Wojnarowicz, en af de kunstnere, der dengang havde min opmærksomhed, og som jeg siden har skrevet om i bogen “Downtown” (2010).

Da jeg første gang kom til New York i september 1987, lå AIDS-epidemien som en mørk sky over de kvarterer på den nedre del af Manhattan, som altid har været mine foretrukne græsgange. Bevares, at besøge byen var stadig som at komme til Nirvana, men ikke desto mindre var det svært at ignorere det faktum, at mange af de kunstnere m.m., som i første omgang havde trukket én dertil, nu var væk. Og da jeg i efteråret 1989 vendte tilbage på endnu en visit, ramte jeg durk ind i en udstilling med en titel, der sagde det hele: “WITNESSES: Against Our Vanishing”. Udstillingen, der var kurateret af fotografen Nan Goldin, blev vist i Artists Space i Wooster Street og var tilegnet kunstscenens mange AIDS-ofre.

I sit forord til kataloget skriver Goldin: “Over the past year four more of my most beloved friends have died of AIDS. Two were artists I had selected for this exhibit. One of the writers for this catalogue has become too sick to write. And so the tone of the exhibition has become less theoretical and more personal, from a show about AIDS as an issue to more of a collective memorial.”

I dag kan det hele forekomme at være længe siden, og heldigvis er der meget positivt at sige om den generelle håndtering af AIDS, både attitudemæssigt og hvad angår behandling. Men da datoen 3. juli 1981 forleden tilfældigt fangede min opmærksomhed i en essaysamling af Luc Sante, blev jeg med ét kastet tilbage til de første New York-rejser, hvor dén kakofoniske støj, som er en af attraktionerne ved Manhattans gader, var farvet af en mærkelig fornemmelse af fravær; og hvor dét betagende mylder af alskens typer, som kan gøre den besøgende helt høj, var blandet op med skyggerne af alle dem, der pludselig var væk.

Forlaget Ekbátana og Asger Schnacks Forlag har indgået et samarbejde

Forlaget Ekbátana og Asger Schnacks Forlag har indgået et samarbejde

PRESSEMEDDELELSE

Forlaget Ekbátana og Asger Schnacks Forlag har indgået et samarbejde med henblik på Ekbátanas fremtidige overtagelse af Asger Schnacks Forlag. Den nærmere overtagelse er foreløbig planlagt til årsskiftet 2022-23. Ideen er at udfolde det bedst mulige i samarbejdet og sikre en tradition, der går tilbage til forlagene Swing og Bebop, i moderne klædedragt. Asger Schnacks Forlag har rødder i musikken, Ekbátana i eventyret, jf. Sophus Claussens digt af samme navn, men begge naturligvis i poesien.

”Jeg ser fortrøstningsfuldt mit forlags fremtid i møde med Christel Sunesen som brobygger og arvtager.” Asger Schnack

”Det er med stor glæde og respekt, at jeg ser fremtiden i møde med Asger Schnacks Forlag, som har haft så afgørende betydning for dansk litteratur gennem årtier.” Christel Sunesen

(Foto: Frej Rosenstjerne)

GITTE HÆNNING 75 ÅR

GITTE HÆNNING 75 ÅR

Af Per Wium

Da jeg var dreng elskede jeg filmen “Han, hun, Dirch og Dario”. Og særligt duetten mellem Gitte Hænning og Dirch Passer: “Lille frøken himmelblå”, med den dejlige melodi af Sven Gyldmark.

Da mine børn var små elskede de samme film – og vi hørte singlen med den populære sang igen og igen på grammofonen.

I dag kan vi sige tillykke til Gitte Hænning med 75 år.
Jeg har mødt hende en enkelt gang – i Sweet Silence Studiet i Khb. Mens vi indspillede album med Lotte Rømer Band. Gitte Hænning besøgte studiet med en ven og vi talte lidt med hende i en pause.
Da må hun have været midt i 30’erne.

Jeg véd hun har en stor karriere i Tyskland og er populær på tysk radio og TV. Men sandt at sige har jeg aldrig hørt eller set det.

Jeg har fundet den her TV-optagelse, hvor hun helt klart er en rigtig god sangerinde!

Tillykke til “Die Gitte”!

Bob Dylan 80

Bob Dylan 80

Af Søren Rud

Tillykke til Bob Dylan, som bliver 80 år i dag. Jeg har som fotograf været til 3 af hans koncerter i Danmark. Når man fotograferer musik får man normalt lov til at fotografere foran scenen under de første tre numre af koncerten – og så er det ud af vagten. Så jeg har været til rigtig mange store koncerter, men kun hørt 3 numre. Jeg bilder mig dog ind, at selvom det kun er tre numre, så oplever man de tre så meget mere intenst, fordi man står lige foran scenen – ofte få meter fra stjernen. Som publikum er scenen og hovedpersonerne ofte langt væk. Når man står helt oppe foran kan man – måske endda forstærket med en tele – virkelig opleve den kunstneriske præstation i nærbillede…

Til en af Dylans koncerter – så vidt jeg husker var det i Parken – blev fotograferne bedt om, at vente til sidst i koncerten. Vi måtte kun fotografere det første ekstranummer. Vi måtte ikke have telelinser med, og fototaskerne blev gennemsøgt, inden vi fik lov til at gå op til scenen. Da ekstranummeret så begyndte sad Dylan på en stol langt tilbage på scenen. Stort set alt lys var slukket, og han havde solbriller på. Det betød selvfølgelig, at stort set alle billeder, som de måske 15-20 fotografer fik taget, blev fuldstændig ens. Pressepleje i yderste konsekvens…

Billedet her – hvor der også er skruet helt ned for lyset – er fra Brøndby Hallen.

Cirkusrevyen er tilbage

Cirkusrevyen er tilbage

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Cirkusrevyen er tilbage med de 2-cifrede temperaturer. ☀️✌🏼😎

Tak til Dyrehavsbakken for en fantastisk søndag med masser af god musik, dans, sang og humor. Der føles så godt at grine af alt det, der er svært i hverdagen, så jeg er især fan af alle corona-sketchen. 😅

Men når det er sagt, så vil jeg altid huske de velfortjente taktfaste klapsalver til uforlignelige Ulf Pilgaard, der har sin sidste sæson – Tusind tak for dit talent, din lune og dine mange år med at beskrive og nuancere verdens og livets gang. 🙏🏼💫

Jeg kan stadig huske min første tur i Cirkusrevyen. Jeg havde aldrig set så stor en scene før, og jeg var helt opslugt af stemningen. I dag har jeg set mange scener, men stemningen er ligeså fængende.

Til slut vil jeg takke Lisbet Dahl for fremstillingen. – Det er både en fornøjelse og en ære at være med. 👍🏼😊

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Vi burde lære mere tysk, ikke mindre

Af Nikolaj Bøgh, Konservative

For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.

Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald.

At vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk er i det hele taget et stort tab for vores land. Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.

Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter inspiration fra den tyske romantik, Kuhlau, som skrev musikken til vores nationale skuespil Elverhøj, var tysker etc. etc.

De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens idealer om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestænkningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, phd’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.

Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolscher, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere bl.a. med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores. Det er der ikke noget godt at sige om.

Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Men det er og bliver et tab og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande, tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.

The 27 Club

The 27 Club

Foto og tekst af Søren Rud

The 27 Club fik i dag for 27 år siden et nyt medlem – Kurt Cobain fra legendariske Nirvana. Han led af depression og kroniske mavesmerter, som han forsøgte at dulme med en blanding af champagne og Rohypnol. I begyndelsen af marts tog han en overdosis på en turné, og blev indlagt på et hospital i Rom. Da han kom hjem til USA forsøgte hans kone, Courtney Love, og en lang række venner, at hjælpe ham. Det lykkedes ikke, men han gik med til at blive indlagt på en afvænningsklinik i Los Angeles. Han stak af efter få dage og tog hjem til Seattle. Den 5. april 1994 gik han ud i sit drivhus og skød sig selv med et jagtgevær.

The 27 Club blev et begreb, der fik ny næring efter Cobains død. I 70’erne døde både Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison i en alder af 27 år. Senest døde Amy Winehouse – også som 27 årig – i 2011.

Her har jeg fotograferet ham på Roskilde Festival i 1992 hvor Nirvanas koncert på Orange scene blev udskudt på grund af Danmarks Europamester-kamp mod Tyskland. Inden koncerten fotograferede jeg bandet, der fik overrakt en guldplade. Da Cobain kom ind i lokalet hvor kun jeg og pladeselskabet var tilstede, lykønskede han mig med den fantastiske danske sejr…

Politisk flertal vil bekæmpe ensomhed med gode oplevelser

Politisk flertal vil bekæmpe ensomhed med gode oplevelser

Af Joy Mogensen, Kulturminister

Det her giver så meget mening👍🏼

I løbet af corona-tiden er opstået et rigtig fint samarbejde på tværs af de sociale og kulturelle foreninger og organisationer om at få kulturen ud til de grupper i samfundet, som er hårdest ramt og/eller har overskud til at opsøge kulturen.

Det samarbejde får nu en 500 mio kr’s indsprøjtning at arbejde videre. Størstedelen af pengene fordeles via kommuner, regioner, botilbud eller sociale foreninger, som kender de udsatte. Så hvis kulturinstitutioner og/eller kunstnere har en god ide til en god oplevelse for denne målgruppe, så opsøg gerne disse for samarbejde.

Som en del af aftalen afsættes også 30 mio kr til Kukturministeriets pulje til “1000 nye fællesskaber”, som havde kæmpe søgning omkring årsskiftet. Men mere om det senere.

Med endnu en halv milliard udmøntet til genstart af kulturlivet, oplevelser og fællesskaber fortsætter arbejdet med at udmønte genåbningsaftalen🤓

God lørdag derude💫

Kultur og åndelig velfærd er essentiel for den menneskelige velvære

Kultur og åndelig velfærd er essentiel for den menneskelige velvære

Alternativet skriver:

Der er forår og genåbning i luften 😍

Alternativet er gået aktivt ind i forhandlingerne og i går var Franciska på et telefonmøde med statsministeren for at fortælle hvad Alternativets prioriteter er:
Vi talte om vigtigheden af børn og unges trivsel, og var enige om at det var supervigtigt med en snarlig genåbning af skolerne. Mette Frederiksen var lydhør overfor vores ideer om mere kreative løsninger. Hvis der ikke er klar til at åbne det hele op, så gør det deltid for nogle børn, så alle kommer lidt tilbage.

Tænk hvis vi kunne bruge genåbningen til at få nogle positive erfaringer på at indrette bedre skoledage – nogle dage mere ude, nogle dage mere hjemme og nogle dage i skole. Så børnene får en mere alsidig skolegang, der kan opbygge deres udfoldelse, stimuli og identitetsdannelse?

Det er vigtigt med den mentale trivsel – for sundhed er ikke bare fravær af fysisk sygdom, men også vores mentale velvære.

Det var også en prioritet for os at fremhæve kulturen og de kulturinstitutioner, der er oplagte at åbne såsom museer, biografer og teatre, hvor zoneopdeling og restriktioner er nemme at overholde.

Hvis der er en ting som Corona-krisen har lært os, så er det at kultur og åndelig velfærd er essentiel for den menneskelige velvære.