Per Nørgård 90 år: Ny CD-boks samler de otte symfonier

Per Nørgård 90 år: Ny CD-boks samler de otte symfonier

Den 13. juli fylder en af vor tids største symfonikere, den danske komponist Per Nørgård, 90 år. Dacapo Records markerer dagen med udgivelsen af en CD-boks, som samler Nørgårds i alt otte symfonier i prisbelønnede indspilninger.

“Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig”, siger en af vor tids største symfonikere, den danske komponist Per Nørgård. Gennem et langt liv har han produceret noget af det mest visionære musik i Norden, der udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder, og hans otte symfonier står som milepæle sat gennem seks årtier. 

Den 13. juli fylder Per Nørgård 90 år. Dette fejrer Dacapo Records med udgivelsen af CD-bokssættet 8 Symphonies med fortryllende fortolkninger, der høstede en enorm mængde superlativer fra kritikerne ved deres udgivelse og som giver et fascinerende indblik i Nørgårds symfoniske tankegang. 

Fri kreativitet og nye kompositionsteknikker

Per Nørgård har altid søgt nye veje og fulgt de lyde, han har hørt for sit indre øre. I de tidligere værker finder man en nordisk tone, som afslører inspiration fra hans lærer Vagn Holmboe og fra hans ungdoms forbillede, Jean Sibelius. 

I 1960’erne fandt Nørgård et kompositionsprincip som skulle vise sig at åbne alle kreative døre på vid gab. Den serielle teknik, som fik navnet Uendelighedsrækken, er en endeløs, seriel tonerække der genererer intervaller i det uendelige, og forener det lovformelige med det naturlige. 

Seks årtier med symfonier

Per Nørgårds i alt otte symfonier, der er komponeret mellem 1953 og 2011, står som søjler i hans liv:

I ungdomsværket Symfoni nr. 1 hører man en klar tilknytning til Finlands store komponist Sibelius. I den næsten psykedeliske Symfoni nr. 2 udfolder Nørgård for første gang uendelighedsprincippet, som videreudvikles i Symfoni nr. 3, der er blevet hyppigt opført.

Symfonierne 4 og 5 er nogle af Nørgårds mest dramatiske værker; den kaotiske og splittede 4. symfoni er inspireret af den skizofrene schweiziske kunstner Adols Wölfli, og i den frygtløse 5. symfoni synes komponisten af tage livtag med voldsomme naturkræfter.

“Når alt kommer til alt” er tilnavnet på den 6. symfoni, hvor den nu modne komponist viser sig mere legende og rytmisk boblende end i nogen af sine hidtidige symfonier. Symfoni nr. 7 er bestilt til indvielsen af den nye koncertsal i DR Byen i 2009 – et dynamisk og meget sammensat værk, præget af slagtøj. Den ottende og sidste symfoni skiller sig ud ved at være mere lys, transparent og luftig end nogen af de øvrige. 

Bokssæt med den komplette cyklus

I anledning af den runde dag, samler Dacapo Records nu for første gang de otte symfonier i en indbydende CD-boks med fire CD’er. CD-boksen 8 Symphonies udkommer fredag d. 8. juli, få dage før Per Nørgårds 90-års fødselsdag.

Boksen indeholder prisebelønnede indspilninger af symfonierne med orkestre og dirigenter i verdensklasse. Symfoni nr. 1 & 8 er indspillet af Wiener Filharmonikerne og finske Sakari Oramo. Indspilningen vandt i 2015 den prestigefulde Gramophone Award.

Symfoni nr. 3 & 7 er indspillet af DR Symfoniorkestret og Thomas Dausgaard. “Gränslös dansk genialitet”, skrev OPUS om albummet, som bl.a. også modtog 6 stjerner i Berlingske. Symfonier nr. 2 & 6 samt Symfonier 4 & 5 er indspillet af Oslo Filharmonikerne og finske John Storgårds. De to udgivelser udkom i 2016 og modtog bl.a. topkarakterer af BBC Music Magazine, Politiken og udmærkelsen Editor’s Choice i Gramophone.

Udkommer den 8. juli 2022

DR Symfoniorkestret
Thomas Dausgaard, dirigent

Wiener Filharmonikerne
Sakari Oramo, dirigent

Oslo Filharmonikerne
John Storgårds, dirigent

4 CD-boks: DaCapo 8.204002

ELLEMANNS RING

ELLEMANNS RING

Af Leif Lønsman

Mange mennesker deler i disse dage deres oplevelser med Uffe Ellemann-Jensen, som døde den 18.juni. De mange erindringer vidner om hans flid, hans virke, hans betydning og ikke mindst et enormt overskud og et gigantisk personligt netværk. Uffes politiske værk og betydning er veldokumenteret, men han fortjener også at blive husket for sin indsats for kulturen.

Jeg har kendt Uffe både privat og professionelt i noget, der tangerer den officielle definition af en ”menneskealder”. Vi fandt oprindeligt sammen gennem vores fælles passion for russisk kultur, som vi ved flere lejligheder opsøgte og oplevede sammen både i Danmark og Rusland, bl.a. i de år, hvor vi begge var med i en ministerielt udpeget gruppe, der under Uffes ledelse skulle forberede fejringen af Sankt Petersborgs 300 års byjubilæum i 2003 og den efterfølgende genbegravelse af Dronning Dagmar i Rusland.

Et par år senere fandt vi sammen om en anden listig plan, som krævede netop Ellemanns snu listighed. Han og jeg havde begge fulgt med i Det Kongelige Teaters monumentale satsning om at opføre Kasper Holtens opsætning af Wagners maratonopera ”Ringen”. ”Ringen” havde ikke været opført på Nationalscenen i næsten 100 år.

I DR Radio satte vi alle sejl til for at gøre Holtens Ringen til folkeeje, med radiotransmission af samfulde 16 timers opera, reportager om arbejdet med opsætningen, temaaftener og meget mere.
Som så ofte kunne jeg ikke få DR TV med på ideen. Der er ikke seere nok i opera. Og det er dyrt at producere.

Det var ikke til at bære, at denne historiske produktion alene ville kunne høres, men ikke ses for eftertiden. Det var her, vi trak Ellemann-kortet. Forelagt DR TVs vrangvillighed foreslog han at vi gik udenom systemerne. Vi dannede en privat støttekreds, uden institutionelle rygmærker, og gik i gang med at indsamle penge til at hele værket kunne blive optaget i professionel tv-kvalitet.

Uffe gik i spidsen for projektet. Operaelskeren Lotte Heise, skuespilleren Morten Grunwald og tv-producenten Peter Borgwardt gik med i initiativgruppen. Det viste sig at det gik lettere uden de store institutioners indblanding. Det lykkedes os at rejse de fornødne midler, finde et internationalt pladeselskab (Decca), der ville udgive det, og få det hele i kassen til tiden, således at dette stykke unikke danske kulturhistorie ville kunne tilgås i digitalt format. I al evighed.

Som Uffe sagde: ”RINGEN er en enestående begivenhed i dansk kulturhistorie. Tænk hvis vi i eftertiden bare står tilbage med mindet. RINGEN skal gøres tilgængeligt for eftertiden, som et monument hugget i DVD”.

På dette klip fortæller Uffe Ellemann-Jensen om sin hang til opera, og om hvordan han, efter at have fået høreapparat kan høre Wagner med hele kraniet som forstærkerrum. “Det er grænseoverskridende”, siger han, og tilføjer, med sin velkendte lune, “.. men man skal ikke bevæge sig ud i trafikken med Wagner i ørerne”.

PIA TAFDRUP 70

PIA TAFDRUP 70

Af Hans Henrik Schwab


Pia Tafdrup fylder rundt i dag 29. maj, som også for mig er en speciel og betydningsladet dato: Det var således netop på den 29. maj i 1990, jeg tiltrådte stillingen som ny lyrikredaktør på Borgens Forlag. De to ting hænger nøje sammen, for den første store forfatter jeg blev betroet ansvaret for, var … Pia Tafdrup.

I den forstand blev Pia den forfatter, der fik størst betydning for min tidlige karriere som og uddannelse til forlagsredaktør. Det var en stor tillidserklæring, at Pia Tafdrup som etableret lyriker og passioneret perfektionist accepterede at få en helt ukendt og uerfaren redaktør: ”UFO’en fra Aarhus”, som Klavs Bondebjerg vittigt kaldt mig! Det blev for mit vedkommende learning – og lyrik – by doing! Jeg husker stadig vores første manuskriptgennemgang. Efter endt gennemgang kiggede Pia på mig og spurgte: ”Kan du slet ikke lide det?” Jo, det kunne jeg, men det var ikke faldet mig ind, at en berømt digter som Pia Tafdrup ikke selv vidste, hvor godt hun skrev – så jeg sprang direkte ind i de kritiske kommentarer og redaktionelle ændringsforslag. Det var lektion nummer 1.

Siden fik vi et glimrende samarbejde. I årene 1990-96, hvor jeg havde æren at redigere Pias forfatterskab blev det til digtsamlinger, skuespil, oversættelser (vi var et år sammen i Frankfurt til den internationale bogmesse), en poetik – og en lydcd.

Det var i de år, Pia udgav digtsamlingerne KRYSTALSKOVEN (1992) og TERRITORIALSANG (1994) – de første to bind i den trilogi, hvor hun for alvor afsøger det store lyriske format, og hvor de tidligere samlingers kropsbundne erfaringer i højere grad får en metafysisk overbygning. En trilogi, der blev afrundet med DRONNINGEPORTEN (1998), som udløste Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde jeg forladt Borgen – og havde i øvrigt i en fælles afskedsgave fra Pia og Søren Ulrik Thomsen modtaget en smuk klassisk papirkniv fra Solingen – klar til at dissekere nye episke forfatterskaber på L&R! Pia gik kort efter til Gyldendal, hvor denne hendes første udgivelse efter 17 år på Borgen udløste den største pris! Borgens Forlag havde fortjent bedre, som Marie Tetzlaff i Politiken fastslog i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.

Pias og mit samarbejde startede dog et helt andet sted. I foråret 1991 tog vi sammen til Aarhus for at tale om hhv. forfatterens og forlagsredaktørens poetik ved et poetik-seminar på universitetet, og timingen var ikke tilfældig: Det var det år, Pia udgav sin ”skitse til en poetik” OVER VANDET GÅR JEG – en poetik, der ved indgangen til et nyt årti markerede et sporskift i forfatterskabet, og som lidt skævt blev sammenlignet med Søren Ulrik Thomsens MIT LYS BRÆNDER, men reelt nok mere var i slægt med Paul la Cours ’klassisk-modernistiske’ FRAGMENTER AF EN DAGBOG. Pias forfatterskab er således båret af en stor modernistisk traditionsbevidsthed.
Det rummede en vis ironi, at Pia skrev om vandets blå element – i bogen illustreret ved den gennemgående brug af en smuk blå asterisk – mens Søren Ulrik tog afsæt i ildens røde element. Borgen havde således en legendarisk lyrikpaperback-serie, Cafè Borgen, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger opnåede stor udbredelse. Serien havde nogle meget genkendelige omslag i moderigtig firser-pink, og på et tidspunkt besluttede jeg at ændre farven fra lyserød til babyblå (en klar fejldisposition set i bakspejlet). Dette farveskift udløste følgende replik fra Pia: ”Nå, nu skal det nok være en drengefarve!” Dengang trak jeg på smilebåndet og lagde ikke så meget i udtalelsen, men set i bakspejlet tror jeg, den stak dybere: Det har næppe været let at være kvindelig lyriker (og kropsmodernist) i en firsergeneration domineret af mænd – og af en omgangstone karakteriseret ved det, vi i dag ville kalde en heteronormativ diskurs. En indimellem lettere nedladende diskurs, der også var hørbar som undertone i Poul Borums anmeldelse af poetikken. Den samme Borum, som – skal det retfærdigvis tilføjes – nogle år forinden havde betegnet Tafdrup som ”den nye generations betydeligste lyriker”.

Som nævnt modtog Pia Nordisk Råds Litteraturpris, og senere fulgte Det Svenske Akademis Nordiske Pris (”den lille Nobelpris”), men i min tid tildeltes hun også en ganske vigtig pris. For den ovennævnte ”Territorialsang” – en digtcyklus om Jerusalem, hvor det lyriske jeg opsøger sin jødiske identitet på en klassisk dannelsesrejse ”hjem” a la Goldschmidts klassiker – blev hun således nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, der traditionen tro skulle uddeles i januar. Det var i de dage, hvor jeg fik min første datter, og Pia og jeg havde den aftale, at hun skulle orientere mig under hånden, hvis hun fik prisen. I så fald ville jeg deltage til prismiddagen – ellers ville jeg blive hjemme hos min familie. Jeg hørte ingenting på dagen, og stor var derfor min overraskelse, da jeg dagen efter erfarede, at Pia havde vundet prisen! Forklaringen var meget enkel: Pia syntes, jeg hellere skulle blive hjemme hos min lille datter end deltage i middagen til hendes ære! Et smukt og empatisk træk, der taler for sig selv.

Til gengæld mødte jeg begge hendes sønner, Philip og Daniel, allerede da de var små. Jeg husker stadig en anden prisoverrækkelse, hvor hun havde dem begge med, og hvor hendes digterkollega Klaus Lynggaard med drenget charme underholdt de to små fyre. Mange år senere skulle jeg få lejlighed til at læse de manuskripter, der blev til deres respektive debutbøger: Philips smukt dæmpede lyrisk-fotografiske digtsamling om en kirkegård i efteråret, CAT LOVES SEAN (2010), og Daniels heftigt excessive erotiske dannelsesroman fra et storbyliv i overhalingsbanen, DRØMMETIGGERE OG HURTIGE SKO (2019). På hver sin måde markante debutudgivelser om de store eksistensspørgsmål, men skrevet i hver sin toneart. Indimellem tænker jeg, at de to sønners bøger er som udspaltninger af de to sider af Pias poetiske univers, eros og thanatos. Som der står i allerførste linje af OVER VANDET GÅR JEG:
”Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst”.
(bemærk inversionen i ordstillingen som i titlen på poetikken)

Selv har hun netop med BERØRINGEN AF HUD – en titel, der genkalder det tidlige forfatterskabs kropslige tematik – afsluttet kvintetten af digtsamlinger om de fem sanser (OG synæstesier, jf. ”Lyden af skyer”). Hun kunne roligt gøre det til en sekstet og afslutte med et bind om den særlige sjette sans for at fremskrive kropslig fragilitet (”Et sår har kroppen altid”), sårbar serafisk skønhed (”Når der går hul på en engel”) – og verdslige epifanier: den momentane oplevelse helhed og sammenhæng i en fragmenteret moderne verden. Den sjette sans, der har sikret Pias forfatterskab en særstatus i moderne dansk lyrik. Jeg er stolt af, at jeg i seks år som en ufo fik lov at overflyve hendes poetiske stjernehimmel med de smukke blå asterisker på firmamentet.

Tillykke med dagen, Pia – og tak for tilliden!

En antihelt fylder 60

En antihelt fylder 60

Af Freja Madeleine Stein

Alles Gute zum Geburtstag Christiane!

I dag for 60 år siden kom Vera Christiane Felscherinow til verden i Hamburg. Mange af jer kender hende nok bare som Christiane F., kvinden der fik den skæbne at blive Tysklands, hvis ikke verdens, mest berømte narkoman.

De første seks år af sit liv boede Christiane i Hamburg inden familien Felscherinow flyttede til Gropiusstadt i Vestberlin, et boligkvarter med nogenlunde samme charme som betonklodserne på Vestegnen. Gropiusstadt blev planlagt engang i 50’erne, mens man stadig var i gang med at rydde op efter krigen. Idéen var at bygge moderne boliger og lave grønne områder, så folk fik lys, luft og sol. Da muren blev bygget i 1961, fik man dog et problem. Man kunne ikke længere udvide Berlin på samme måde, da Vestberlin bogstavelig talt var muret inde. Man valgte derfor at bygge i højden, og endte på den måde med at få plads til omkring 50.000 mennesker i boligkvarteret. Samtidig gjorde man 90 procent af boligerne til almennyttige boliger hvilket senere gjorde Gropiusstadt til et socialt brændpunkt.

Det var her Christiane flyttede ind med sin mor, far, lillesøster og familiens kæledyr i 1968. Flytningen til Berlin skule være et eventyr, men blev i stedet en social deroute for familien. Hendes far drak og ville ikke kendes ved børnene. De skulle i stedet kalde ham Onkel Richard. Forældrene blev skilt, men det gjorde ikke situationen meget bedre.

I bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fortæller Christiane hvordan børnene i Gropiusstadt mest var overladt til sig selv, det gjaldt selvsagt også Christiane. Nede på de grønne områder var det den stærkeste af børnene som bestemte over de andre og der stank af tis og afføring. Det var nemlig ofte sådan, at børnene ikke kunne nå at komme helt op til lejligheden hvis de skulle på toilettet og især ikke hvis de boede på de øvre etager og skulle køre op til 30 etager med elevatoren. Så det gjorde de i opgangene og rundt omkring for at undgå at få et par på hovedet af deres forældre, hvis de ikke kunne holde sig inden de kom op. Familien Felscherinow boede i øvrigt selv på 11. etage.

Resten af historien om Christianes ungdomsliv er velkendt fra sterns artikelserie som senere blev til bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og filmen af samme navn. Da hun var 12 begyndte hun at eksperimentere med alkohol, hash og LSD. Da hun var 14 var hun prostitueret og heroinafhængig. Hun blev en del af en klike, der trak på den såkaldte ” Kinderstrich” Kurfürstenstrasse, som stadig fungerer som prostitutionsgade i Berlin, og ved Bahnhof Zoo. Christiane gik faktisk stadig delvist i skole på dette tidspunkt og blev blandt andet indlagt med gulsot under en skoleudflugt, da hendes lever ikke kunne holde til det hårde liv, som på dette tidspunkt også er begyndt at ramme kliken hårdt. Hendes veninde Babsi (Babette Döge) dør for eksempel af et ”goldener Schuß” da hun er 14. Hun var det yngste offer for hvad der blev betegnet som en epidemi. Der Spiegel skrev en artikel om problemet, som udkom i det første nummer i 1978 under overskriften ” Hauptstadt der Fixer”, som i indledningen beretter om hvordan Babsi blev fundet med en sprøjte siddende i venstre hånd.

Christiane prøvede flere gange selv at holde op, både med og uden hjælp. En af de mest berømte scener fra filmen er nok den, hvor hende og Detlef tager en kold tyrker for bagefter at tage ned til Bahnhof Zoo og besøge vennerne og lige tage et skud heroin, nu hvor de begge mener at de kan styre det. I bogen beskrives det også hvordan hun var indlagt til afvænning hos Scientology, som gjorde sig i den slags i datidens Berlin. Til sidst ender Christiane med at blive sendt til sin mormor, så hun kan komme helt væk fra miljøet i Berlin. Det er her, at både filmen og bogen mere eller mindre slutter. Det sluttede dog ikke for Christiane. I 2013 udgav hun bogen Mein zweites Leben, hvor hun fortæller hvad der skete sidenhen.

Mens både filmen og bogen har en antydning af, at Christiane blev clean og levede et mere normalt ungdomsliv hos sin bedstemor i Kaltenkirchen flyttede hun i virkeligheden til Hamburg og blev en del af punkscenen, hvor hun blandt andet forsøgte sig som sangerinde. Hun hang i 80erne også ud med både Nena, Bowie og Depeche Mode.

Christianes videre liv var stadig til tider præget af stoffer og titlen som Tysklands mest berømte junkie klæbede sig fast til hende. Især filmen gjorde hende til stjerne. Hun var på dette tidspunkt holdt op med heroin, men dyppede i stedet næsen i kokain, som var blevet hendes nye foretrukne stof.

Hun boede også nogle år i Grækenland, men vendte senere tilbage til Tyskland og Berlin. I 1996 fik hun en søn, og det ændrede faktisk Christianes liv. På dette tidspunkt var hun clean og var i sønnens første leveår på en meget lav dosis metadon. Hun fungerede og elskede at være mor, desværre hang junkieprædikatet dog ved.

Hendes søn måtte for eksempel ikke lege med andre børn, da hans mor jo var kendt narkoman, det vidste alle. Til sidst blev det for meget og i 2008 besluttede hun sig for at udvandre til Amsterdam. Det blev en dramatisk affære, for lige så snart Christiane udmeldte sin søn af det tyske skolesystem slog myndighederne alarm og hun endte med at kidnappe sin søn og tage ham med til Holland. Der opholdt de sig i seks uger indtil Christiane måtte kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til Tyskland på grund af pengemangel. Sønnen blev tvangsfjernet og Christiane fik et alvorligt tilbagefald.

Efter at bogen og filmen udkom har Christiane været en slags antihelt og har lige siden haft mediernes bevågenhed. Det har også betydet, at hun måtte betale en høj pris for sin berømmelse. Pressen har hele tiden ventet på det næste tilbagefald og har tit og ofte for eksempel stillet spørgsmål til hvordan Detlef og de andre, som hun hang ud med som ung, har det, hvilket Christiane har fundet grænseløst irriterende for hvordan skulle hun vide hvordan hendes ungdomskæreste går og har det? Helbredet har også lidt stor skade. Således regnede hun i Mein zweites Leben ikke med at have mange år igen. Men hun klarede den alligevel til at blive 60.

Generelt har omgivelserne og livet ikke behandlet Christiane særlig pænt, og det kan man som samfund tænke over for selvfølgelig er hun meget mere end blot en junkie og har klaret sig igennem på trods af, at hun havde alle odds imod sig.

Vera Christiane Felscherinow trak sig i 2014 tilbage fra offentligheden og lever i dag en mere eller mindre anonym tilværelse i Berlin.

Billedet er fra ullstein Bild

Ser jeg vred ud?

Ser jeg vred ud?

Af Zenia Stampe

Ser jeg vred ud? Så er det fordi, jeg er det.

Jeg er vred over, at regeringen lader som om, at den går op i kunst og kultur, samtidig med at den igen og igen ofrer kunsten og kulturen til fordel for andre hensyn. Vi kan alle huske den stedmoderlige behandling af kulturlivet under corona, hvor det åbenbart var vigtigere at kunne gå i storcenter end at kunne gå på museum.

Nu er det så et af Danmarks stærkeste kunsteriske miljøer og en hel kunstart, der må lade livet, fordi regeringen har andre prioriteter.

Regeringen har således besluttet at lukke den verdensanerkendte danseuddannelse i København for i stedet at bruge pengene på en ny danseuddannelse i Holstebro.

Holstebro har længe ønsket sig en danseuddannelse, og hele dansemiljøet har bakket op om idéen om en ny danseuddannelse i Holstebro. Men ingen havde drømt om, at det ville ske på bekostning af den uddannelse og det miljø, man har brugt ti år på at skabe i København.

Danseuddannelsen på Scenekunstskolen er en af vores absolut bedste kunsteriske uddannelser i Danmark. Det er den eneste uddannelse på Scenekunstskolen, der er akkrediteret – altså har opnået anerkendelse som uddannelse i internationalt topklasse. De første kandidater blevet udklækket i år!

Men alt det smider regeringen nu over bord, fordi den gerne vil give Holstebro en danseuddannelse – uden at den dog er interesseret i at bruge flere penge på dans eller uddanne flere dansere.

Det er et voldsomt tilbageslag for dansen i Danmark. Da Statens Teaterskole for nogle år tilbage ændrede navn til Den danske scenekunstskole, så var det netop for at understrege dansens ligeværdighed med teatret og for at bringe de to kunstarter tættere sammen. Nu smadrer regeringen danseuddannelsen og isolerer den fra resten af scenekunsten. Det er en kulturpolitisk skandale!

Hvis Socialdemokratiet vil have os til at tro på, at de prioriterer kunsten og kulturen, så omstøder de beslutningen. Det er ikke for sent. Dansen er i forvejen underprioriteret i Danmark. Der er masser af potentiale i både at få en ny danseuddannelse i Holstebro – og bevare den verdensanerkendte danseuddannelse i København sammen med de andre scenekunstuddannelser.

Tak til de studerende på Den Danske Scenekunstskole for at arrangere demonstrationen og lade mig tale. Hvis I presser på udefra – så lover jeg at presse på indefra. For dansen i Danmark! Men også for at kunsten og kulturen har sin egen ret og ikke altid skal komme i anden række!

NÅR DØDEN BLIVER LEVENDE

NÅR DØDEN BLIVER LEVENDE

Af Jan Poulsen


Det er intet mindre end en kraftpræstation, skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard og musiker Rasmus Juncker leverer i forestillingen HUN ER DØD, der havde premiere fredag aften (13/5) på teatret Revolver på Østerbro i København.
De to er alene på scenen i den 75-minutter lange forestilling, der er instrueret af Amanda Linnea Ginman, og som stiller skarpt på ”den myrdede kvinde”: Hvorfor er hun så udbredt i kulturens såvel som journalistikkens verden?
Eksemplerne falder nærmest over hinanden i litteraturen, filmen og kunsthistorien, og medierne har kronede, gule BREAKING-dage, når den slags forbrydelser bliver begået, men hvorfor drages vi af det? Hvori består fascinationen?
Om det og meget mere handler forestillingen, der er voldsom, men også æstetisk meget smuk, og så er den et mønstereksempel på, hvordan skuespil og musik kan spille vidunderligt og meget effektfuldt sammen.
Sara Viktoria Bjerregaard rev benene væk under mig – og sikkert flere tusinde andre – da hun var ren ånd i rollen som ”pigen uden navn” (som giver Thomas Jerome Newton nyt håb om at vende tilbage til sin planet) i David Bowies musical ’Lazarus’, da den blev opført på Aarhus Teater i efteråret 2019, og siden har jeg været fan. Hun spillede IKKE rollen på Det Kongelige Teater, men kan bl.a ses i Anders Refns film ’De forbandede år’ (2020).
Hvis du vil opleve hende – og Rasmus Juncker – i HUN ER DØD, og det bør du, skal du skynde dig. Forestillingen spiller kun fem gange i alt på Revolver frem til den 18. maj.
Læs mere om forestillingen på teatrets hjemmeside via linket her.

Foto: Sara Galbiati (taget fra teatrets hjemmeside).

TEATRO COLON

TEATRO COLON

Af Leif Lønsmann

Trods 12.000 kilometers afstand er der tætte historiske bånd mellem Teatro Colon i Buenos Aires og DR Symfoniorkestret i København.

De to institutioners historie er begge tæt knyttet til den tyske dirigent Fritz Busch (f. 1890).

Busch var spået en stor musikalsk karriere i sit hjemland Tyskland. I 1922 blev han, som blot 32-årig, udnævnt til musikdirektør i Dresden Operahus. Ved siden af jobbet i Dresden dirigerede han op gennem 1920’erne og i begyndelsen af 1930’erne en række orkestre i udlandet, herunder kammersanger Emil Holms nye radioorkester i København og det argentinske operaorkester i Teatro Colon i Buenos Aires.

Begge orkestre ønskede at knytte Busch tættere til sig, men han afslog. Han ville hellere blive i Dresden, selvom han havde det vanskeligt med myndighederne. Trods stor musikalsk succes blev han udsat for politisk pres på grund af hans kontante kritik af det nazistiske styre.

I 1933 følte han sig ikke længere sikker i Tyskland, og accepterede et tilbud fra Teatro Colon om at starte et nyt liv i Argentina, i tryg afstand fra Tyskland og nazismen.

Efter kort tid i Argentina blev Busch kontaktet af kammersanger Emil Holm, der opfordrede ham til at vende tilbage til Europa. Kammersangeren ville tilbyde ham en stilling som ledende dirigent for Radiosymfoniorkestret. Busch mente at Europa nok var for usikker for ham, da han var jaget af nazisterne. Holm lokkede, med en forsikring om at nazismens “uvæsen” ikke ville brede sig til Danmark.

Det tjener kammersanger Holm til ære, at hans overtalelsesevner førte til at Busch droppede Argentina og slog sig ned på Østerbro i København, hvor han de næste år med stor succes ledede det danske radioorkester.

Dagen før sin 50 års fødselsdag den 13.marts 1940 tog Busch, sammen med sin hustru, nattoget til Stockholm, dels for at fejre sin runde dag i Stockholm, men også for i en måneds tid at dirigere de kongelige svenske filharmonikere. Radiosymfoniorkestrets musikere fulgte ham til toget og bedyrede at de glædede sig til at se ham tilbage på podiet i april.

Rejsen til Sverige reddede hans liv. Trods Emil Holms forsikringer om at Danmark var sikkert terræn, blev Danmark som bekendt besat af Tyskland den 9.april. Fritz Busch’ korte ophold i Stockholm kom til at vare i fem år. Undervejs pendlede han mellem Stockholm og Buenos Aires, med et par afstikkere til New York, hvor han dirigerede New York Philharmonikerne.

Busch glemte dog aldrig sin kærlighed til Danmark og sit orkester. I maj 1945 vendte han tilbage til København, tidsnok til at dirigere Radiosymfoniorkestret ved indvielsen af den nye koncertsal i Radiohuset i Rosenørns Allé. Byggeriet var allerede startet da han forlod København, men som altid med den slags var færdiggørelsen plaget af forsinkelser, budgetoverskridelser og byggeskandaler.

I de kommende år ledede Busch det danske radioorkester, og gennemførte bl.a. en succesfuld turné til Edinburgh i 1950, men døde kort efter, kun 61 år gammel.

50 år senere blev de historiske bånd genoplivet, med Radiosymfoniorkestrets turné til Argentina, på initiativ af orkesterchef Per Erik Veng. I juni 2002 spillede orkestret i Teatro Colon. Salen var fyldt til sidste sæde, og publikum var begejstrede. Ikke mindst ekstranummeret, Jacob Gades ”Tango Jalousie”, fik det argentinske publikum op af stolene.

Hjemme i København måtte jeg forsvare, at vi til turen måtte tegne instrumentforsikringer til en instrumentværdi af 45 millioner kroner. Og dertil kom solisten Frank Zimmermanns Stradivarius, som var separat forsikret med en forsikringssum på 750 millioner kroner !

I dag står Teatro Colon smukkere end længe, efter flere års renoveringsarbejder. Og Fritz Busch og hans danske orkester er skrevet ind i husets rige historie, som jeg fik genoplivet ved dagens besøg.

Rasmus Kloster Bro bliver ny forperson i Danske Filminstruktører

Rasmus Kloster Bro bliver ny forperson i Danske Filminstruktører

Danske Filminstruktører skriver:

Ny forperson & nye næstforpersoner for Danske Filminstruktører!

Danske Filminstruktørers bestyrelse har netop konstitueret sig! Rasmus Kloster Bro bliver ny forperson og står i spidsen for den politiske ledelse af Danske Filminstruktører sammen med Dorte Bengtson og Lin Alluna som næst-forpersoner.
Lin Alluna træder først ind i den politiske ledelse af foreningen senere på året, når hendes nuværende filmprojekt tillader det.

Rasmus Kloster Bro er filminstruktør og manuskriptforfatter, uddannet fra SUPER16 i 2012 og har siddet i Danske Filminstruktørers bestyrelse siden 2015 og som næstforperson siden 2019. Yderligere er Rasmus forperson for Rådet for Spillefilm på DFI.
I Danske Filminstruktører har Rasmus bl.a. været med at til at udarbejde foreningens forslag til Film- og Medieforlig, har været primus motor på formulering af Danske Filminstruktørers principper for arbejdet for mangfoldighed, og været vært for en række talks og medlemsarrangementer og meget mere. Rasmus spillefilmsdebuterede i 2019 med den Bodil- og Robert-nominerede Cutterhead, en thriller optaget på location i det Københavnske metrobyggeri. Rasmus har også arbejdet med dokumentarfilm, kortfilm, radiodrama, musikvideoer, installationskunst og er fast gæstelærer på Den Danske Filmskole. Her udfører Rasmus desuden praksisbaseret research og kunstnerisk vidensproduktion i regi af KUV – Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed.

Dorte Bengtson er uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2008. Dorte har siddet i bestyrelsen siden 2020 og har bl.a. drevet en indsats, der sætter fokus på animationsinstruktøren, som ofte bliver glemt eller klemt imellem støtteordninger. Dorte arbejder for at aktivere og samle medlemmerne i foreningen – bl.a. gennem en række medlemsmøder med animation i fokus. Dorte kæmper også for at sikre vores danske børnefilmskultur, instruktørens ret til final cut, filmkunsten og undersøge, hvorfor der ikke produceres voksen-animation herhjemme. Hun vil gerne sikre fortsat talentvækst og kunstnerisk frihed indenfor dansk animation.
Dortes afgangsfilm “Sylfidden” blev udtaget til Cannes og Annecy. Samme år modtog hun ANIS talentpris. Dorte spillefilmsdebuterede med Vitello i 2018, hvor hun også debuterede med sin første tv-serie af samme navn. I 2020 har Dorte modtaget Pråsen Prisen, for sit fortjenstfulde arbejde med produktion af film for børn og unge. Dorte er i udvikling med flere animationsprojekter. Desuden sad hun i optagelsesudvalget for animation 2021 på Den Danske Filmskole, som Kulturministeriets repræsentant. Dorte har også undervist på Filmskolen, sidder i animationsjuryer på festivaler og arbejder med talentudvikling under Open Workshop, senest på tv-serie call.

Lin Alluna er filminstruktør uddannet fra Den Danske Filmskole i 2017 og har siddet i bestyrelsen for Danske Filminstruktører siden 2020. I bestyrelsen arbejder Lin for at skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv for instruktørerne ved blandt andet at have et særligt fokus på internationale co-produktioner, tværfagligt kunstnerisk samarbejde på politisk plan, uddannelsesområdet og nye instruktører. Yderligere er Lin Danske Filminstruktørers repræsentant i Filmkontakt NORD/Nordisk Panorama og i Dansk Kunstnerråd, samt i Dansk Kunstnerråds post i DFI’s kontaktudvalg, hvor hun sidder i bestyrelsen.
Lin instruerer lige nu en canadisk-grønlandsk-dansk feature film og en true-crime dokumentarserie til en af streamerne. Udover sine film, arbejder Lin med talentudvikling og som gæstelærer for bl.a. Den Danske Filmskole. Lin er også stifter af Oplysningsgruppen for Filmskolens Fremtid, der har koordineret indsatsen fra filmbranchen omkring udviklingsmulighederne for Den Danske Filmskole i Bologna-reformen.

I Danske Filminstruktører glæder vi os meget til samarbejdet med den nye politiske ledelse: Rasmus, Dorte & Lin!

Koncert med den koreanske duo Dal:um i Nørre Snede

Koncert med den koreanske duo Dal:um i Nørre Snede

Har I lyttet til Kpop? Har I set koreanske serier som Squid Game? Kreativiteten fosser ud af Sydkorea for tiden!
Kom og lyt til denne kreativitet, når den finder sted uden for en mainstream pop-genre. De to kvinder Ha Suyean og Hwang Hyeyoung spiller på to traditionelle koreanske instrumenter – både på den traditionelle måde og helt på deres egen måde. Deres musik er raffineret minimalisme og en søgen efter tomhed. Især instrumentet til højre, kŏmun’go lyder som noget helt andet end det, vi er vant til. Instrumentet til venstre er kayagŭm.

Tid: Onsdag d. 20. april 2022, kl 19:30
Sted: Solbakkevej 15b, 8766 Nørre Snede
Billetter ved indgangen. Pris: 80 kr. for medlemmer af NSKUBIB og 100 kr. for ikke-medlemmer.

Arrangeret af Verdensmusik i Nørre Snede, NSKUBIB.

Støttet af Kunstfonden og Ikast-Brande Kommune.

달음_해외투어


📍Tour schedule


April 19 Copenhagen – KoncertKirken, DK
April 20 Nørre Snede NSKIBIB, DK
April 21 Aalborg – Huset/Papaya, DK
April 23 Svenshögen – Stationen
April 24 Goteborg – Hängmattan
April 26 Stockholm – Stallet
April 27 Norrköping- Norrköpings Konstmuseum
April 28 Nässjö – Sörängen folkhögskola
April 29 Kungsbacka – Kungsbacka teatern
May 1 Fredrikshavn – Maskinhallen DK
May 2 Skive – Krabbesholm Højskole , DK
Maj 4 Växjö – Nygatan 6
May 6 Hyltebruk – Forum
May 7 Halmstad – Kulturverket
.
.
.

CHEFDIRIGENTEN

CHEFDIRIGENTEN

Af Leif Lønsmann

I marts 1953 modtog DR Radiosymfoniorkestret en uopfordret ansøgning fra en ung svensk dirigent, som netop havde afsluttet sin dirigentundervisning og nu var på jagt efter et sted at gøre debut som orkesterdirigent for et stort symfoniorkester.

Ansøgningen blev i første omgang ”henlagt”, men den unge svensker blev inviteret som gæstedirigent på prøve i 1955. På det tidspunkt var han i gang med at aftjene sin militærtjeneste i Sverige. Da han nægtede at bære våben, aftjente han sin værnepligt på en brandstation. Allerførste gang han stod overfor Radiosymfoniorkestret kom han direkte fra tjeneste på brandstationen, iklædt brandmandsuniform (!).

Prøverne gik godt, og i de følgende år dirigerede han jævnligt radioorkestret. Mange år senere var musikchef Mogens Andersen på jagt efter en chefdirigent for Radiosymfoniorkestret. Hans tanker faldt på den unge svensker, og han inviterede ham på frokost efter en prøve med Sveriges Radiosymfoniorkester i Stockholm. På en frokostrestaurant i Djurgården i Stockholm forelagde Andersen ham sin idé om at knytte ham til sit orkester i København.

Den svenske dirigent havde ikke svært ved at beslutte sig, men havde et problem, som han troede ville spænde ben for projektet. På grund af sin religion kunne han ikke arbejde om lørdagen, og det er svært at forene med at være chef for et symfoniorkester, der jo netop ofte er på scenen om lørdagen.

Forelagt problemstillingen skulle musikchefen have sagt ”Det ved vi godt. Det har vi indkalkuleret. Det er ikke noget problem”. Og dermed var aftalen en realitet. Den 25.maj 1967 blev Herbert Blomstedt præsenteret som Radiosymfoniorkestrets første chefdirigent nogensinde. Det er 55 år siden i år.

Resten er musikhistorie. Og i denne uge stod 94-årige Herbert Blomstedt atter på scenen foran sit gamle orkester i DR Koncerthuset.