Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

Christoph Eschenbach ny dirigent for Copenhagen Phil

Copenhagen Phil er utrolig stolt over at offentliggøre, at én af verdens største nulevende dirigenter – Maestro Christoph Eschenbach – tiltræder som orkestrets æres-gæstedirigent i de kommende to sæsoner.

Det er lidt af en sensation, at Copenhagen Phil i de kommende år indleder et fast samarbejde med Christoph Eschenbach – et fænomen blandt den øverste liga af internationale dirigenter, der har haft samtlige verdens allerbedste orkestre og opera­huse som sin hjemmebane i omtrent 55 år. Eschenbach tilhører den tyske elite og er anerkendt verden over som både dirigent og pianist – og er elsket af publikum for en særlig evne til altid at tilføje hans koncerter en sjælden følelsesmæssig intensitet.

Eschenbach gæstede for første gang Copenhagen Phil i efter­året 2021, hvor han udtrykte sin store respekt for orkestrets høje niveau og brændende engagement. Han kommer til at udvikle og berige orkestret med en udsædvanlig stor kvalitet og høj faglighed, så vi kan forvente et endnu bedre spillende Copenhagen Phil i de kommende år.

Selv siger Christoph Eschenbach:

”Jeg glæder mig meget til at starte som æres-gæstedirigent for Copenhagen Phil fra næste sæson. Copenhagen Phil er et orkester med et fabelagtigt potentiale. Ved mit besøg i oktober følte jeg en ægte involvering af hver eneste musiker og deres glæde ved at levere fantastisk og raffineret lyd samtidig med at lave smuk musik sammen. Jeg glæder mig utroligt meget til at dele denne entusiasme med det københavnske publikum ved koncerter af højeste kvalitet.”

Muligheden for at tilknytte Eschenbach har åbnet sig, efter han har meddelt sin gradvise tilbage­trækning som chefdirigent i Konzerthaus Berlin, hvor han fremover ligeledes vil fungere som æres-gæstedirigent. Lignende aftaler vil han fortsat pleje hos de internationale eliteorkestre Bamberger Symphoniker, Orchestre de Paris og hos Skandinaviens førende symfoniorkester i Göteborg. Samarbejdet med Copenhagen Phil er muliggjort med støtte fra Louis-Hansen Fonden.

Copenhagen Phils Musikchef Peter Lodahl:

”Copenhagen Phil har de seneste par år satset stærkt på at højne det kunstneriske niveau. Den ambitiøse strategi bærer således allerede frugt både i kommunerne på Sjælland, i Tivolis Koncertsal og på hjemmebanen i Vilhelm Lauritzens gamle Radiohus på Frederiksberg – kunsten er for alle. Vi ønsker oprigtigt at nå bredest muligt ud til flest mulige på højest mulige niveau. Det er ikke gået ubemærket hen, at hele Sjællands Symfoniorkester har flyttet sig væsentligt. Det er usædvanligt for et dansk symfoniorkester at tiltrække en så stor international kapacitet som Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent. Vi er enormt taknemmelige for den store og afgørende velvillighed, vi har mødt hos Louis-Hansen Fonden og glæder os stort til allerede til efteråret at søsætte samarbejdet.”

Fondsdirektør hos Louis-Hansen Fonden, Christine Wiberg-Lyng:

”Når orkestre forløser noder til kunst, spiller dirigenten ofte en afgørende rolle. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har gennem en årrække fokuseret på at styrke det klassiske musikmiljø ved at støtte musikalsk ledelse fra Malko Dirigentkonkurrencen til chef- og æresdirigenter tilknyttet danske orkestre. Med tilknytningen af Christoph Eschenbach som æres-gæstedirigent hos Copenhagen Phil vil orkestret få et nært samarbejde med en af verdens førende dirigenter. Eschenbach vil kunne tilføre en international dimension med erfaring fra nogle af de ledende internationale orkestre, og Copenhagen Phil vil få mulighed for at fortsætte den kunstneriske udvikling, orkestret er inde i. Det er en udvikling og en mulighed, Fonden er glade for at støtte.”

Nu er det vores tur

Nu er det vores tur

Af Zenia Stampe

Efter et døgns dramatiske forhandlinger er det her til aften lykkedes at lande en god aftale for kompensation af kulturlivet.

Vi frygtede, at landets kunstnere og teknikere igen ville blive smidt under bussen med annulerede kontrakter. Men i stedet er det lykkedes at lave en aftale, der sikrer, at de kan få deres penge trods aflysninger. Vi kompenserer arrangørerne 1:1 for at udbetale honorarer – selv kontrakter med annulleringsklausuler bliver kompenseret.

Vi får også udvidet antallet af arrangementer, der kan kompenseres. Tidligere var det kun arrangementer med over 350 publikummer, der blev kompenseret. Nu er det arrangementer med helt ned til 51 publikummer.

Det er en kæmpe sejr, og jeg ved, at disse to dele af aftalen vil blive modtaget med et lettelsen suk blandt alle dem, der skulle have stået på scenen eller hjulpet til bag scenen i den kommende tid.

Aftalen indeholder også ordninger målrettet scenekunst, højskoler, aftenskoler, foreninger og særligt sæsonafhængige kunstnere. Men selvom vi kommer hele vejen rundt, så vil der alligevel være huller og nye udfordringer i det nye år.

Derfor indeholder aftalen også et løfte om at mødes igen i starten af januar og gøre status og diskutere genstart af kultur- og foreningslivet.

Det har været er meget intenst og dramatisk forløb, hvor der er blevet talt med store bogstaver og dannet alliancer på kryds og tværs. Men her i slutspurten har vi alle trukket i samme retning til gavn for kulturlivet.

Tak til mine kulturordførerkollegaer, Søren Søndergaard, Charlotte Broman Mølbæk, Birgitte Bergman og Jan E. Jørgensen, for forbilledligt samarbejde. Og tak til kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen for at lytte og trykketeste vores idéer på systemet. Jeg er stolt over, hvad vi har fået til at flyve på et døgn.

Og til alle jer i kulturlivet. Det plejer at være jer, der hjælper os igennem de mørke måneder. Nu er det vores tur til at hjælpe jer igennem en svær tid.

Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere

Freelancere fortjener samme solidaritet som lønmodtagere

Af Zenia Stampe

Jeg har her til aften siddet til forhandlinger om kompensation til kulturen. Lad mig sige det kort: Jeg er ikke tilfreds.

Igen, igen skal vi forklare kulturministeriet og erhvervsministeriet, hvordan kulturlivet og kunsterøkonomien fungerer. Når et spillested bliver tvangslukket er det største problem ikke at betale husleje og løn. Det største problem er udgifterne til de aflyste arrangementer: Honorarer til artister, musikere, teknikere mm. Og nej, det er ikke en løsning at rive kontrakterne i stykker og smide kunsterne og teknikerne under bussen.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi skal til den diskussion igen. Og jeg fatter ikke, at regeringen vil være det bekendt. At tvinge spillesteder til at droppe udbetaling af honorarer til kunstnere og teknikere, svarer i mit verdensbillede til at opfordre arbejdsgivere til at droppe løn til deres medarbejdere.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor freelancere ikke fortjener samme solidaritet som lønmodtagere. At være freelancer er jo ikke et aktivt fravalg af den danske model og solidaritet. Tværtimod drømmer mange freelancere om den tryghed, lønmodtagere har. Men der findes bare ikke særlig mange lønmodtagerjobs for kunstnere.

Det blev ikke til nogen aftale i aften. Men vi har talt med meget store bogstaver over for regeringen. Jeg håber, at den lytter og kommer os i møde. Ellers har vi gjort det helt klart, at der ikke bliver en aftale med os.

SF er det nye DF

SF er det nye DF

Af Zenia Stampe

Jeg er simpelthen så vred over, at regeringen igår valgte at finansiere fængselspladser i Kosovo med penge fra integrationsindsatsen og kulturlivet. Det minder mig om dengang, Dansk Folkeparti var støtteparti og brugte enhver lejlighed til at blande ting sammen, der ikke havde andet at gøre med hinanden, end at de kunne bruges til at kommunikere, hvem man godt kunne lide, og hvem man ikke kunne lide.

Krydsene var nemlig aldrig tilfældige, men nøje udvalgt for at puste til den splittelse, Dansk Folkeparti levede af. Splittelsen mellem nye og gamle danskere, land og by, tradition og fornyelse, osv., osv.

Således er krydset heller ikke tilfældigt denne gang. Det lægger sig klods op af Dansk Folkepartis forældede drejebog: Ja tak til hårdere straffe og strammere udlændingepolitik. Nej tak til integration og kultur. Fra kunst til fængsler. Fra integration til straf.

Men denne gang er det ikke et støtteparti, der tager sig betalt, men derimod en regering, der bevidst vælger splittelsen og smider sine egne støttepartier på porten. For det er jo også en del af kalkulen. Regeringen ved, at vi ikke kan gå med til sådan en aftale. Men det passer dem fint, for så står det jo helt klart, at når det handler om udlændinge og straf, så står de sammen med DF, Konservative og SF(!) og imod os.

Men jeg tror, at mange er trætte af den polariserende politik. Bare se på DF’s nedsmeltning, Venstres afskalning af Inger Støjberg og Socialdemokratiets dårlige kommunalvalg. Alligevel fortsætter regeringen i samme forældede DF-rille.

Nogen gange får jeg den tanke, at Mette Frederiksen i virkeligheden hellere ville basere sin regering på Messerschmidt, Støjberg(!), Pape og Knuth end på os. I hvert fald hellere føre deres politik.

Men jeg tror ikke, at det her dobbeltspil holder i længden. Og selvom jeg er ærgelig over, at vi blev kylet ud af forhandlingslokalet, så er jeg lykkelig over, at vi ikke skal stå på mål for det kyniske makværk af en aftale. Regeringen har til gengæld et kæmpe forklaringsproblem!

Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Af Tom Ahlberg

Præsenterer Sveriges nye kulturminister
Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister.
Hun kommer fra en stilling som generalsekretær for Sveriges Museer. Tidligere var hun chef for Tidningsutgivarna. Hun er uddannet som jurist med speciale i medie- og immaterialret og journalist.
Gennem coronakrisen har hun fået førstehåndskendskab til kulturområdets store problemer. De fleste iagttagere er enige om, at hun er blandt de mest kompetente, når det handler om løsninger for kulturområdet post-corona.

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

GENSYN MED LYDIA LUNCH (en note)

Af Lars Movin

Jeg er stadig lidt ør i hele systemet efter tirsdagens møde med Lydia Lunch på spillestedet Stairway i Vanløse. Mat i koderne på en sært lykkelig måde – som efter at være sluppet helskindet ud af en orkan. Okay, man skal ikke overdrive, mere voldsomt var det så heller ikke. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var mere end almindeligt spændt på at gense det nu 62-årige No Wave-ikon, som jeg ganske vist løbende har fulgt på afstand, men som jeg ikke har talt med siden 1988. Det er trods alt 33 år siden. Men det gik fint. Der var lutter venlighed i det backstage-lokale, vi havde fået stillet til rådighed. Uden at der var tale om den helt store snakkesalighed, fik vi udvekslet lidt minder og informationer om “siden sidst”, mens jeg nippede til den udleverede catering, og den noget turnétrætte Lydia Lunch holdt sig kørende på en diæt af hvidvin og cigaretter. Det sidste kunne høres på hendes stemme, da hun gik på scenen for at levere en halv times Spoken Word, hvor hun – ud over at udnytte effekten i at veksle mellem to forskellige mikrofoner, den ene med rumklang, den anden uden – brillerede med en stemme, der nu spænder fra den lyse røst, vi kender fra hendes ungdom, over et fræsende mellemleje til en dyb brummen. Det var ganske dramatisk og samtidig enkelt og effektivt. Efter de levende ord fulgte Beth B’s fremragende portrætfilm, “Lydia Lunch: The War Is Never Over”, som ud over at give et overblik over det meste af den mere end fire årtier lange karriere viser en Lunch, som med ro og åbenhed taler lige ud af posen om de traumer og smertepunkter, der har været en væsentlig del af hendes kunstneriske råstof (herunder det misbrug, hun som barn var udsat for fra sin fars side). Frem til dette punkt på aftenen var alt godt. Men så var batterierne eller velviljen eller tålmodigheden, eller hvad det nu var, også ved at være brugt op. Og den Q&A-session, der skulle afslutte seancen, blev præcis den verbale brydekamp, jeg havde frygtet (og mere eller mindre forventet). Kun ét af mine forsøg på at få en samtale i gang udløste mere end rutineprægede parader, og det var spørgsmålet om, hvad Lydia Lunch tænkte om hordernes angreb på den amerikanske Kongres den 6. januar i år. Hér kom pludselig en fem minutter lang monolog om tilstanden i den nation, som hun er rundet af, og som hun i en lille menneskealder i en vis forstand også har levet af at rase imod. Jo, vreden, engagementet, energien og formuleringsevnen er der stadig. Det var godt at mærke, og vi kunne runde af med en fornemmelse af lige akkurat at have strejfet det strømførende lag, som siden 1975 har gjort Lydia Lunch til Lydia Lunch.

Da det hele var forbi, stillede aftenens hovedperson sig uden nogen som helst former for blusel op ved udgangen og falbød to af sine seneste cd-udgivelser: den retrospektive “The War Is Never Over”, et spin-off på Beth B’s film med en blanding af kendt stof og mere obskure godter; og albummet “Urge To Kill” (2021) med det særdeles velspillende ensemble Retrovirus, et projekt, der går ud på at præsentere et bredt spektrum af materiale fra hele Lunchs karriere i nye arrangementer (i vores Q&A kaldte hun projektet en “Lydia Lunch jukebox”). Jeg har nu lyttet til begge albums, og de kan anbefales til alle, som har en sød tand for Lunch!

(foto af Lydia Lunch, backstage på Stairway: lm)

SVENN SKIPPER ER DØD

SVENN SKIPPER ER DØD

Af Jerry Ritz

Det er rigtig trist, at modtage nyheden om at kapelmester, komponist, pianist, arrangør, dirigent, producer m.m. Svenn Skipper er død 74 år gammel. Jeg har samarbejdet med Svenn i rigtig mange år om forskellige musikalske forestillinger, som “Den forelskede Nattergal” og “Musik og Eventyr” – hvor også Michala Petri, Ghita Nørby og Lars Hannibal medvirkede. Vi var ofte på landevejen sammen og Svenn blev en rigtig god privat ven. Jeg holdt meget af Svenn og hans rolige væsen – man kunne slappe af i hans selskab, nyde musik, fordybe sig i en samtale og komme i en næsten meditativ tilstand. Noget jeg havde brug for når det hele gik lidt for stærkt. For Røde Kors producerede jeg i 2004 et velgørenhedsshow med titlen “Celebrate The Beatles” som vi arbejdede tæt sammen om, sammensatte repertoire og fandt solister. Svenn og han orkester stod for at akkompagnere solister som bl.a. Etta Cameron, Søren Launbjerg, Hans Ulrik og Susanne Elmark. Vi holdt planlægningsmøder og prøver i hans Holtewood Studio – alle stillede op til fordel for den gode sag uden honorar og var enige om at publikum skulle præsenteres for noget de ikke havde hørt før. Svenns kærlighed til musikken var stor og han havde altid noget musik, som han syntes jeg skulle høre – ikke mindst i processen med show’et – hans yndlings Beatles-fortolker var Sarah Vaughan. Han fik mig til at åbne øjne/øre for musik og kunstnere som jeg ikke kendte. Svenn spillede både til min 50 års og 60 års fødselsdag – og jeg stod for at arrangerer hans 60 års fødselsdag, som var en overraskelse ikke mindst for ham! Vi havde en fælles begejstring for svenske BAO! (Benny Anderssons Orkester) med sangsolisterne Helen Sjöholm og Tommy Körberg. Vi tog sammen til Sofiero Slot i Helsingborg med vores respektive fruer for at høre Benny og hans orkester live – medbringende madkurve Jeg har allerede savnet den Svenn jeg engang kendte, siden han blev ramt af Alzheimers, men vil altid mindes ham og de mange gode stunder vi har haft sammen. Hvil i fred kære Svenn.

(Portrætfoto: Ole Haupt – Sofiero-fotos privat).

KUNSTNERLØN NU!

KUNSTNERLØN NU!

Alternativet skriver:


Ligesom med videnskaben er kunstarterne afgørende for vores fælles nysgerrighed på verden og på hinanden. Kunst og kultur rummer et særligt forandringspotentiale, hvor vi kan eksperimentere med nye, progressive og nødvendige løsninger på morgendagens udfordringer.

Alligevel har mange kunstnere og kulturudøvere ofte prekær tilknytning til arbejdsmarkedet med mangelfulde løn- og arbejdsvilkår.

Alternativet vil skabe nye og bedre arbejdsforhold for den enkelte kunstner.

Derfor vil vi indføre en forsøgsordning med basisindkomst kaldet ”kunstnerløn” over fem år, hvor 1.000 personer med kunstner- og kulturarbejderbaggrund skal tilbydes en ubetinget basisindkomst på 10.000 kr pr. måned efter skat.

En tryghed, der erstatter kontrol med tillid, og giver frihed til at vælge det liv og den kunst, den enkelte kunstner og kulturskaber brænder for. Også selvom det ikke nødvendigvis skaber et overskud fra dag ét.

TEAM DANMARK KUNST

TEAM DANMARK KUNST

Alternativet skriver:

UNGE KUNSTNERE SKAL HAVE SAMME RETTIGHEDER SOM SPORTSUDØVERE

Et blomstrende kulturliv kræver spirende vækstlag. Alternativet foreslår at give unge kunstneriske talenter mulighed for at kombinere deres kreative fordybelse med at tage en ungdomsuddannelse.

Fuldstændig som man ser det hos eliteidrætsudøvere i Team Danmark.