Sjællændernes adgang til klassisk musik er truet

Sjællændernes adgang til klassisk musik er truet

Af MARTIN REINHARDT, COPENHAGEN PHIL

MUSIKLOVENS AFSNIT om landsdelsorkestrene er i mine øjne et af de mest solidariske og smukke: Det beskriver en vision om, at hele befolkningen skal have lige gode muligheder for at opleve klassisk musik uanset økonomisk formåen, og hvor i landet de bor. Visionen lægger sig på alle måder op ad Socialdemokratiets nye begreb »kultursolidaritet«.

Men hvorfor skal halvdelen af Danmarks befolknings mulighed for at møde den levende symfoniske musik forringes drastisk? Og hvorfor skal Copenhagen Phil – Hele Sjællands symfoniorkester straffes for at være et foregangsorkester?

Landsdelsorkestret for hele Sjælland, Lolland og Falster, Copenhagen Phil, har siden 2017 været inde i en udefrakommende krise. Krisen blev skabt, da V-LA-K-regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti foreslog at lukke orkestret. En feberredning fra de konservative sikrede i sidste øjeblik orkestrets overlevelse, men prisen blev en negativ særstilling, der nu er ved at slå bunden ud af orkestrets eksistens og aktivitetsniveau. For løsningen i 2017 blev en unik usolidarisk model, hvor Copenhagen Phil blev pålagt alle fire søsterorkestres samlede omprioriteringsbidrag oven i sit eget. Den model gælder stadig, og derfor bærer ét landsdelsorkester – det sjællandske – hele besparelsen på landsdelsorkesterområdet, mens de andre fire går fri.

Resultatet skreg så meget til himlen, at de daværende kulturordførere fra oppositionen Jacob Mark (SF), Søren Søndergaard (EL), Mogens Jensen (S) og Zenia Stampe (R) i et fælles opråb i Berlingske skrev: »Vi ønsker, at befolkningen i alle landsdele af Danmark, og altså også Sjælland, Lolland og Falster, skal have gode muligheder for opleve klassiske orkestre«. Nu, to år inde i processen, hvor Copenhagen Phil er blevet omprioriteret med mangedobbelt hastighed i forhold til landets andre offentlige institutioner, har vi ramt muren. Det sjællandske symfoniorkester er i så alvorlige økonomiske problemer, at et stop af omprioriteringsbidraget ikke længere er nok i sig selv. Det selv om tal fra Kulturministeriet viser, at orkestret er det af landsdelsorkestrene, der når ud til flest borgere og har det højeste årlige aktivitetsniveau.

DET HAR været et politisk ønske fra de foregående kulturministre Uffe Elbæk (Alt.), Marianne Jelved (R) og Bertel Haarder (V), at orkestret skulle udvikle nye publikummer, nye talenter og lave koncerter på tværs af genrer. Disse ønsker blev skrevet ind i rammeaftaler med Kulturministeriet, aftaler, som orkestret har mere end overholdt.

Flere af de innovative projekter, der er udsprunget af disse ønsker – f.eks. ’Open Orchestra’, hvor publikum går rundt iblandt musikerne under koncerten, og ’60 Minutes’, der smelter den klassiske musik sammen med andre musikgenrer – er tilmed blevet fremhævet af Kulturministeriet som eksempler til efterfølgelse.

I 2017 skiftede den nye kulturminister Mette Bock (LA) igen dagsordenen: Orkestrene skulle nu være mere synlige i deres respektive landsdele. Copenhagen Phil levede på dette tidspunkt allerede op til – og ydede endda væsentlig mere end – de krav, rammeaftalen efterspurgte, når det gjaldt om at være til stede på hele Sjælland, Lolland og Falster.

I stedet for at bruge orkestret som mønstereksempel for landsorkesterområdet, der gav kulturministeren, hvad hun ønskede, valgte man at stække orkestret yderligere uden logisk begrundelse eller vilje til at debattere beslutningen. Sagen blev blot lukket med ordene: »Det er en politisk beslutning«.

Ifølge Kulturministeriets egne rapporter er Copenhagen Phil et orkester, der har haft godt styr på økonomien. Copenhagen Phil er dét orkester i Danmark med den højeste andel af egen- og privat finansiering. Derfor skulle man tro, at V-LA-K-regeringen ville have brugt orkestret som et flagskib for ideerne om, at offentlige institutioner skal hente flere penge igennem samarbejdet med private investorer. I stedet valgte man at mindske statens investering i orkestret med 25 pct., hvorefter det blev overladt til selv at finde løsninger på de deraf følgende problemer.

MAN MÅ spørge sig selv, hvad Copenhagen Phil har gjort for at gøre sig fortjent til dette? Som det eneste landsdelsorkester øst for Storebælt har Copenhagen Phil – Hele Sjællands symfoniorkester ansvaret for næsten halvdelen af Danmarks befolkning i de 45 kommuner på Sjælland, Lolland og Falster. Copenhagen Phil er allerede bemandet 20 pct. under normering og har ikke råd til at besætte centrale pladser i orkestret.

Den beklagelige konsekvens af en opretholdelse af besparelserne kan blive, at orkestret fra politisk hold tvinges til at reducere antallet af årsværk og det høje aktivitetsniveau, orkestret sætter en stor ære i. Det vil betyde, at Copenhagen Phil – Hele Sjællands symfoniorkester i fremtiden vil have svært ved at kunne nå ud til alle de kommuner, hvis musikliv det er en central del af.

Vi håber, at den nye regering vil genoprette ånden i musikloven. Det er nødvendigt, hvis den symfoniske musik fortsat skal være tilgængelig i det sjællandske på lige vilkår med resten af Danmark.

Kvindelige kunstneres repræsentation på danske museer

Af Michael Thouber på Facebook

Så kom tallene omkring kvindelige kunstneres repræsentation på danske museer. Både Kulturmonitor, Berlingske og TV2 Nyhederne offentliggjorde i går de nye tal. Som Berlingske skriver vidner tallene om, at kvinderne stadig er i stort undertal på museerne.

Jeg glæder mig dog over at se, at de danske museer gør det meget bedre på det her område end vores udenlandske kolleger. Målingen er gennemført af Organisationen Danske Museer og går helt tilbage til 2004. Især hvis man ser på de seneste fem år, er der en klar fremgang af kvindelige kunstnere på danske museer. Både i antallet af købte værker til danske museer og i antallet af soloudstillinger er der fremgang.

Tallet for indkøb til museernes samlinger er nok det tal, jeg har ventet mest spændt på. Siden 2015 viser tallene, at 36% af de værker, der er indkøbt til danske museers samlinger, er skabt af kvindelige kunstnere. Umiddelbart peger det på, at vi langt fra er i mål endnu, da det som tidligere sagt er min faglige vurdering, at der nogenlunde lige mange dygtige kvindelige og mandlige kunstnere i disse år.

Retfærdigvis skal det siges, at de 36% både repræsenterer historiske og nulevende kunstnere. Der har været lange perioder i kunsthistorien, hvor mændene var klart overrepræsenterede, og derfor kan det sagtens være, at museernes tal dækker over en endnu mere ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kunstnere, hvis man udelukkende undersøgte fordelingen for de nulevende kunstnere.
Omvendt er det også vigtigt at lægge mærke til, at tallene alene er opgjort på antal købte værker og ikke på værkernes pris. Så vi ved reelt ikke om uligheden er endnu større, når vi taler priser på indkøb af kvindelige og mandlige kunstnere.

Skal vi så stadig indføre kvoter, hvis udviklingen går fremad, spurgte TV2 Nyhedernes journalist? Til det vil jeg sige, at fire års positiv udvikling ikke er længe. Vi står stadig midt i en forandringsproces. Så jeg er uanset fremgangen i tallene på de danske museer stadig tilhænger af kvoter i en årrække for at sikre, at den gode udvikling fortsætter og for at inspirere vores internationale kolleger.

De færreste danske kunstnere kan leve af deres kunst i Danmark, så vi har brug for at de udenlandske museer og det globale marked også kommer med på udviklingen. Hvis også kvinder skal kunne leve af deres kunst, har vi derfor brug for at vores udenlandske kolleger også åbner øjnene for de mange dygtige kvindelige kunstnere. Derfor chokerede det mig, at det globale auktionsmarked ikke er kommet længere. Her er det kun 2% (!) af den solgte kunst, der er udført af kvindelige kunstnere.

Verden – også kunstverdenen – er heldigvis mangfoldig i dag. Der er både dygtige mandlige og kvindelige kunstnere, og det har vi i en forpligtelse til at vise frem. Det er historien for eftertiden, vi skriver i vores fag, så vi bør skrive den loyalt over for, hvordan verden ser ud.

På museer og kunsthaller både i Danmark og udlandet vælger vi i vores kuratering allerede kun dem, som vi betragter som de bedste. Vi vurderer dog også kvalitet ud fra vores egne erfaringer, og da alle eksperter kommer med forskellige erfaringer, så kan mine kolleger og jeg ofte være uenige om, hvem de bedste er. Det giver heldigvis mere end ét blik på verden og et mere mangfoldigt kvalitetsbegreb.

Så til jer der – som Amalie Lyhne i TV2 Nyhedernes indslag – siger, at udvælgelsen altid må komme an på kvalitet, vil jeg ærligt svare, at kvalitet ikke er entydig. Heller ikke i kunsten. Og at jeg i øvrigt ingen udfordringer ser i at finde ligeså mange kunstnere af høj kvalitet blandt kvinderne som blandt deres mandlige kolleger.

For mig er kvoter ikke et mål. Det er et middel. Hvis tallene allerede går i den rigtige retning på de danske kunstinstitutioner, kan man jo også vende den om og sige, at det ikke er noget problem at indføre kvotering i en årrække. Og holder den gode udvikling, så vil kvoterne jo heldigvis helt naturligt vise sig unødvendige på sigt.

FAKTA:
I TV2 Nyhedernes indslag bliver det sagt, at der på Kunsthal Charlottenborg allerede er en ligelig fordeling af udstillinger med kvindelige og mandlige kunstnere. Dette er også sandt når vi tæller soloudstillinger for de seneste tre år. I gruppeudstillingerne er tallene derimod 40% kvinder og 60% mænd over de seneste tre år, så vi er heller ikke selv i mål endnu. Vi har i tallene ikke inkluderet Kunstakademiets afgangsudstillinger og Charlottenborg Foraarsudstilling, da kunstnerne på disse udstillinger ikke udvælges af kunsthallens faglige personale.

TALLENE FRA DE DANSKE MUSEER I PERIODEN 2004 til 2019 (Kilde: ODM):
– Antal kvindelige kunstnere vist på soloudstillinger: 29%
– Antal kvindelige kunstnere vist på gruppeudstillinger: 34 %
– Erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere: 22 %
– Antal kvindelige skribenter i katalog og tidsskrifter: 54%

Hvis man alene ser på tallene for de sidste fem år (2015 – 2019) sker der dog en vis ændring: Antal gruppeudstillinger med kvindelige kunstnere og antallet af kvindelige skribenter ses at være på næsten præcis samme niveau, mens erhvervelser af værker af kvindelige kunstnere rykker fra 22 % til 36 % og soloudstillinger med kvindelige kunstnere rykker fra 29 % til 34 %. Der er i undersøgelsen ikke blevet skelnet mellem historisk og nyere kunst.

Berlingske:
https://www.berlingske.dk/kultur/ligestilling-kvindelige-kunstnere-er-i-stort-undertal-paa-museerne

Kulturmonitor:

Ny dansk museumsundersøgelse: Kvindelige kunstnere er stærkt underrepræsenteret

TV2 Nyhederne:
https://play.tv2.dk/programmer/nyheder/serier/nyhederne/11-november-2130-nyhederne-202478/

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

VI VED JO HVORDAN DET ER AT VÆRE MENNESKE

Af Rune Skyum-Nielsen på Facebook

Thure Lindhardt er det modsatte af en typecasting. Han har prøvet at spille førsteelsker og sidstevælger, minoritet og mobber, flipper og forretningsmand, skrøbelig og beskytter, joker og festdræber, kriger og offer, søn og far, prins og træl, frihedskæmper og frihedsberøver. Spændvidden, hele hans evne til at blive til andre uden at miste sig selv, er enorm.
I en verden, hvor empatien kan føles trængt i defensiven, er det til at blive nysgerrig på og fascineret af.
Jeg har brugt tre år, on’n’off, på at finde ind i hoved, hylster og værktøjskasse på en af Danmarks klogeste og mest uforudsigelige skuespillere – og det liv, han lever indimellem sine roller. Det er der blandt andet kommet en ganske personlig bog ud af. Den er en indsigt i indlevelse og hedder ‘Vi ved jo hvordan det er at være menneske’, udgives på forlaget Gyldendal og kan fås i den nærmeste bogbutik fra på tirsdag.

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

Af Lars Movin på Facebook

Det er netop blevet bekendtgjort, at en af verdens vigtigste dokumentarfilm-festivaler, IDFA i Amsterdam, ved sin kommende udgave (20. november til 1. december 2019) vil give en Lifetime Achievement Award til Jørgen Leth. I den udsendte pressemeddelelse lyder begrundelsen:

“From his influential short film ‘The Perfect Human’ (1967) through to today, Jørgen Leth inspired generations of filmmakers with his strong auteur voice and fearless perspective on reality. Based in Denmark and Haiti, Leth was never hampered by concerns of veracity and fact. In celebration of his extraordinary filmmaking, IDFA is delighted to award the 83-year-old director with a Lifetime Achievement Award during the festival.”

Det var også på tide, kunne man sige! Og på sin plads at få betonet, at Jørgen Leth – som i de senere år vel nærmest er blevet folkeeje herhjemme, og fred med det – først og fremmest er en af sin generations betydeligste og mest nyskabende kunstnere: både som filmmager og digter. Så pyt med, at IDFA gør hæders-modtageren et år ældre, end han er!

Tillykke til Jørgen Leth! Og tak til filmkommentaren.dk for at dele nyheden!

(foto: lm / 2015)

De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Af Susanne Sayers

Portugal begyndte at opsøge Senegal mere systematisk i 1400-tallet. På det tidspunkt var store dele af Middelhavs- og Atlanterhavsområdet for længst en smeltedigel af folkevandringer og handel (og slavehandel).

Portugal og Spanien havde været regeret af maurerne i flere hundrede år, og maurerne havde blandt bidraget til portugisernes tradition (helt fra keltisk tid) med at lave absurd detaljerede filigransmykker af de fineste guld- og sølvtråde.

Senegaleserne kendte også traditionen, formentlig på samme vis forstærket ved handelsforbindelser til den arabiske verden, og noget tyder på, at de portugisiske og senegalesiske smykkesmede har inspireret hinanden, for smykkerne har mange fællestræk, og portugisernes påvirkning af Senegal var stærk.

Blandt andet giftede mange portugisiske mænd sig med senegalesiske kvinder, som blev kaldt Signares (efter det portugisiske senhoras, fruer), og som i kraft af deres besiddelser indtog en særstatus. Den signalerede de så med smykkerne.

Jeg har aldrig været i Senegal, så jeg har aldrig set filigranarbejdet der. Men det portugisiske er fantastisk at se udført, når det bliver gjort traditionelt, hvor trådene blandt andet bliver til overdådige smykker med samme teknik, som man bruger til kniplinger – blot med tråde af guld.

I det nordlige Portugal især er smykkerne brugt præcis som i Senegal: Til at signalere status og rigdom, og de bliver stadig vist frem ved parader, hvor kvinderne er i traditionel klædedragt, nærmest læsset med guld.