Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

🎭 OPERA I BIOGRAFEN: Forestillingen indledes ved Kasper Holten, hvor han vil fortælle om oplevelser og udfordringer i forbindelse med opsætning og indstudering af denne helt specielle udgave af ‘Carmen’, der med rette kaldes ‘Operaernes dronning’. Georges Bizets fængslende musik med dens spanske lyde tog verden med storm: Carmens Habanera og Seguidilla er ligesom Escamillos Toreadors sang kendt af alle. Den franske komponists mest succesrige opera opføres på verdens største, spektakulære, flydende scene ved Bodensøen i Bregenz – med et sæt designet af den britiske kunstner Es Devlin i samarbejde med instruktør Kasper Holten. For den danske instruktør handler denne opera om skæbne og besættelse om ‘to mennesker, der behandles som outsidere. Den fransk opera mezzosopran Gaëlle Arquez ikke kun synger og spiller Carmen. Hun er Carmen. Den svenske tenor Daniel Johansson brillerer som Don José. 🎫 Søndag den 5. marts kl. 16:30 i @grandteatret.

Ritt

Ritt

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

LISE NØRGAARD (1917-2023)

LISE NØRGAARD (1917-2023)

Af Leif Lønsmann

Hun blev født før Radioen blev introduceret i Danmark. Samme år som John F. Kennedy, Indira Gandhi, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Heinrich Böll og Tove Ditlevsen. De var alle sammen for længst døde og borte da jeg lærte Lise Nørgaard at kende.

Det var i 1999. DR havde ansøgt om en fjerde radiofrekvens så vi kunne udleve drømmen om at præsentere klassisk musik hele døgnet, og ikke blot i afmålte doser på de tre FM-kanaler.
Det var op ad bakke. Politikerne ønskede DRs monopol brudt. Kommercielle selskaber stod klar til at gå ind på radiomarkedet. Aviserne, som gerne selv ville ind på radiomarkedet, var på kritikernes side.

I januar 1999 gik Lise Nørgaard ind i kampen. På DRs side: ”Det vil være en stor skam, om DR ikke fik adgang til en hel kanal for klassisk musik”, skrev hun i Berlingske Tidende. ”DR råder over en sagkundskab, der næppe kan fremskaffes af nogen af de kommercielle stationer, der vil have fingre i kanalen”.

I de kommende år var hun min trofaste væbner og vejleder i kampen om det firekanalsystem, der skulle gøre det muligt at folde radioens kanaler ud, så der var taleradio, klassisk musikradio, ungdomsradio og regionalradio hele døgnet. Samtidig var hun altid klar med kritisk, kærlig og konstruktiv kritik af vores måde at forvalte formidlingen på. For eksempel når de ellers vidende, veltalende værter blev FOR talende og ”snakkede for meget i stedet for at lade musikken tale”…

DR vandt kampen om den fjerde FM-kanal, og vi gjorde hvad vi kunne for at forvalte den i Lise Nørgaards ånd.

Nogle år senere kom jeg uforvarende til at opleve hendes lydelige utilfredshed med et helt andet DR-produkt. DR Underholdningsorkestret havde i samarbejde med Det Kongelige Teater udviklet en opsætning af ”Matador” som musical med Peter Langdahl som instruktør. En kæmpe satsning, med fuldt symfoniorkester, 29 skuespillere, herunder Jens Jørn Spottag og Kaya Brüel som Mads og Ingeborg Skjern, Lars Bom som Jørgen Varnæs, Daimi som Laura, Lars Knutzon som Misse Møghe (!), Tommy Kenter som grisehandler Larsen – og en glathåret foxterrier ved navn Felix i rollen som hunden Kvik, der efter et intenst prøveforløb og kyndig hundetræning havde debut som den første firepotede Kongelige skuespiller.

Jeg havde æren af at ledsage Lise Nørgaard til premieren. Jeg havde lovet at køre hende hjem til Skodsborg efter forestillingen. Hun havde holdt gode miner under forestillingen, men i bilen på vej til Skodsborg måtte hun lette sit hjerte. Hun syntes at det var jammerligt. For langt, for trist og for negativt.

Lise Nørgaard blev senere en trofast gæst i DR Koncerthuset. Og hun bevarede sin evne til, med utvetydig umisforståelighed, både at bakke op og rakke ned når hun var hhv. glad og utilfreds med det hun så og hørte. Og det er jo den slags ærlige efterkritik, man lærer mest af.

Jeg havde glædet mig til at generindre vores fælles kampe, når vi næste gang skulle mødes i foreningen ”Postgaardens Venner” i Bakkens Korsbæk den 16.april. Det nåede du ikke. Men du er med os i ånden. Tak for både opbakninger og opsange !

Foto: BilledBladet 22/12, 2022.

Maskulinisme og kællingesnak

Maskulinisme og kællingesnak

Af Lars Movin

HELLE BRØNS: MASKULINISME OG KÆLLINGESNAK
eller: ASGER JORN VS. ELSA GRESS
(Reception i Galleri Tom Christoffersen, søndag kl. 14-16).

Jeg er vild med den bog om kønspolemikken mellem maleren Asger Jorn og forfatteren Elsa Gress, som kunsthistoriker Helle Brøns har skrevet, og som fejres med en reception i Galleri Tom Christoffersen på søndag (alle er velkomne). Jeg er vild med ideen om at tage den direkte og indirekte debat om køn og kønsroller, som kørte mellem Jorn og Gress i 60’erne, og bruge den som en optik til at betragte både de to hovedpersoner og den tid, de levede i. Jeg er vild med den pågående og nysgerrighedspirrende titel: “Maskulinisme og kællingesnak”. Jeg er vild med bogens opsætning, hvor selve hovedteksten og et herligt udvalg af sjældne og velvalgte illustrationer med fyldige billedtekster udgør to parallelle og ligeværdige spor, som supplerer og kommenterer hinanden. Jeg er vild med det mintgrønne omslag, der får bogen til at fremstå som en liflig pastil, man bare har lyst til at hapse i én mundfuld. Og jeg er vild med det valgte papirs grove og porøse taktilitet, som gør bogen let og lækker at røre ved. Er det til at misforstå? Jeg kan godt lide den bog.

Baggrunden for den – i hvert fald for mig – ukendte relation mellem Asger Jorn og Elsa Gress ridses op i et indledende kapitel:

“Jorn og Gress mødtes under besættelsen i København. Efter i flere år at have levet på små hummere og lån­te sofaer arvede Gress pludselig en lejlighed i Tegl­gaardsstræde, som hun gjorde til et centrum for en større kreds af kunstnere, forfattere og modstands­folk. Gress har beskrevet, hvordan Jorn i en periode kom meget ofte for at snakke om kunst og ideer med hende og for at arbejde i fred for den familie, han på det tidspunkt havde tillagt sig og var ved at afvikle igen: ‘I lang tid stod hans staffeli ved det ene vindue i den lille stue og min skrivemaskine ved det andet, og vi puklede løs med hvert sit i lange tavse stunder, for så at bryde ud i taleorgier bagefter.’ Gress gennem­ læste desuden Jorns tekster, som hun beskriver som på én gang skarpt analyserende men også intuitive og uklare. Under Jorns skilsmisse fra sin første kone, Kirsten Lyngborg, i 1949, passede Elsa Gress hans søn, Troels, og tog ham med i sommerhus og ‘legede mor og barn’, som hun sagde. Som tak forærede Jorn hen­de et billede af Troels som en kat. Som Gress senere skrev, var hun ‘langt fra lige begejstret for alt hvad Asger lavede i den periode, eller overhovedet, men de ting af ham jeg kunne lide, holdt jeg til gengæld meget af, og kattedyret var jeg glad for både som billede og som erindring om tiden og drengen og Asger selv med hans talent, hans tusinder af lidet sammenhængende ideer, hans sjovt åndsfraværende charme og hans kvindelige intuition midt i hans uhyre selvbevidste maskulinitet.’ Gress og Jorn havde således et tæt, om end ikke uproblematisk venskab, der centrerede sig om deres bestræbelser på at skrive samfundskritisk med kunsten som omdrejningspunkt. Det er dog kun Gress, der i sine mange erindringsbøger har skrevet om deres indbyrdes forhold, mens Jorn ikke har dvæ­let deres relation.”

Senere kølnedes forholdet noget, da de to stejle gemytter blev hvirvlet ind i en disput om køn, kønsroller og deslige. Det er den fejde, bogen handler om, og Helle Brøns beskriver det hele så fint i en fremstilling, der både er essay og en konstruktion af tekst og billeder, som læseren kan finde sin egen vej igennem.

Bogen præsenteres ved en reception på søndag d. 11. december kl. 14-16 i Galleri Tom Christoffersen, Skindergade 5, København.

“Maskulinisme og kællingesnak” vil også kunne bestilles via Forlaget Bangsbohaves hjemmeside (den ligger der ikke i skrivende stund, men vil givetvis komme op meget snart).

Per Nørgård 90 år: Ny CD-boks samler de otte symfonier

Per Nørgård 90 år: Ny CD-boks samler de otte symfonier

Den 13. juli fylder en af vor tids største symfonikere, den danske komponist Per Nørgård, 90 år. Dacapo Records markerer dagen med udgivelsen af en CD-boks, som samler Nørgårds i alt otte symfonier i prisbelønnede indspilninger.

“Hver af mine symfonier føler jeg som et helt kontinent for sig”, siger en af vor tids største symfonikere, den danske komponist Per Nørgård. Gennem et langt liv har han produceret noget af det mest visionære musik i Norden, der udspringer af en uudslukkelig trang til at undersøge verdens fænomener og musikkens muligheder, og hans otte symfonier står som milepæle sat gennem seks årtier. 

Den 13. juli fylder Per Nørgård 90 år. Dette fejrer Dacapo Records med udgivelsen af CD-bokssættet 8 Symphonies med fortryllende fortolkninger, der høstede en enorm mængde superlativer fra kritikerne ved deres udgivelse og som giver et fascinerende indblik i Nørgårds symfoniske tankegang. 

Fri kreativitet og nye kompositionsteknikker

Per Nørgård har altid søgt nye veje og fulgt de lyde, han har hørt for sit indre øre. I de tidligere værker finder man en nordisk tone, som afslører inspiration fra hans lærer Vagn Holmboe og fra hans ungdoms forbillede, Jean Sibelius. 

I 1960’erne fandt Nørgård et kompositionsprincip som skulle vise sig at åbne alle kreative døre på vid gab. Den serielle teknik, som fik navnet Uendelighedsrækken, er en endeløs, seriel tonerække der genererer intervaller i det uendelige, og forener det lovformelige med det naturlige. 

Seks årtier med symfonier

Per Nørgårds i alt otte symfonier, der er komponeret mellem 1953 og 2011, står som søjler i hans liv:

I ungdomsværket Symfoni nr. 1 hører man en klar tilknytning til Finlands store komponist Sibelius. I den næsten psykedeliske Symfoni nr. 2 udfolder Nørgård for første gang uendelighedsprincippet, som videreudvikles i Symfoni nr. 3, der er blevet hyppigt opført.

Symfonierne 4 og 5 er nogle af Nørgårds mest dramatiske værker; den kaotiske og splittede 4. symfoni er inspireret af den skizofrene schweiziske kunstner Adols Wölfli, og i den frygtløse 5. symfoni synes komponisten af tage livtag med voldsomme naturkræfter.

“Når alt kommer til alt” er tilnavnet på den 6. symfoni, hvor den nu modne komponist viser sig mere legende og rytmisk boblende end i nogen af sine hidtidige symfonier. Symfoni nr. 7 er bestilt til indvielsen af den nye koncertsal i DR Byen i 2009 – et dynamisk og meget sammensat værk, præget af slagtøj. Den ottende og sidste symfoni skiller sig ud ved at være mere lys, transparent og luftig end nogen af de øvrige. 

Bokssæt med den komplette cyklus

I anledning af den runde dag, samler Dacapo Records nu for første gang de otte symfonier i en indbydende CD-boks med fire CD’er. CD-boksen 8 Symphonies udkommer fredag d. 8. juli, få dage før Per Nørgårds 90-års fødselsdag.

Boksen indeholder prisebelønnede indspilninger af symfonierne med orkestre og dirigenter i verdensklasse. Symfoni nr. 1 & 8 er indspillet af Wiener Filharmonikerne og finske Sakari Oramo. Indspilningen vandt i 2015 den prestigefulde Gramophone Award.

Symfoni nr. 3 & 7 er indspillet af DR Symfoniorkestret og Thomas Dausgaard. “Gränslös dansk genialitet”, skrev OPUS om albummet, som bl.a. også modtog 6 stjerner i Berlingske. Symfonier nr. 2 & 6 samt Symfonier 4 & 5 er indspillet af Oslo Filharmonikerne og finske John Storgårds. De to udgivelser udkom i 2016 og modtog bl.a. topkarakterer af BBC Music Magazine, Politiken og udmærkelsen Editor’s Choice i Gramophone.

Udkommer den 8. juli 2022

DR Symfoniorkestret
Thomas Dausgaard, dirigent

Wiener Filharmonikerne
Sakari Oramo, dirigent

Oslo Filharmonikerne
John Storgårds, dirigent

4 CD-boks: DaCapo 8.204002

ELLEMANNS RING

ELLEMANNS RING

Af Leif Lønsman

Mange mennesker deler i disse dage deres oplevelser med Uffe Ellemann-Jensen, som døde den 18.juni. De mange erindringer vidner om hans flid, hans virke, hans betydning og ikke mindst et enormt overskud og et gigantisk personligt netværk. Uffes politiske værk og betydning er veldokumenteret, men han fortjener også at blive husket for sin indsats for kulturen.

Jeg har kendt Uffe både privat og professionelt i noget, der tangerer den officielle definition af en ”menneskealder”. Vi fandt oprindeligt sammen gennem vores fælles passion for russisk kultur, som vi ved flere lejligheder opsøgte og oplevede sammen både i Danmark og Rusland, bl.a. i de år, hvor vi begge var med i en ministerielt udpeget gruppe, der under Uffes ledelse skulle forberede fejringen af Sankt Petersborgs 300 års byjubilæum i 2003 og den efterfølgende genbegravelse af Dronning Dagmar i Rusland.

Et par år senere fandt vi sammen om en anden listig plan, som krævede netop Ellemanns snu listighed. Han og jeg havde begge fulgt med i Det Kongelige Teaters monumentale satsning om at opføre Kasper Holtens opsætning af Wagners maratonopera ”Ringen”. ”Ringen” havde ikke været opført på Nationalscenen i næsten 100 år.

I DR Radio satte vi alle sejl til for at gøre Holtens Ringen til folkeeje, med radiotransmission af samfulde 16 timers opera, reportager om arbejdet med opsætningen, temaaftener og meget mere.
Som så ofte kunne jeg ikke få DR TV med på ideen. Der er ikke seere nok i opera. Og det er dyrt at producere.

Det var ikke til at bære, at denne historiske produktion alene ville kunne høres, men ikke ses for eftertiden. Det var her, vi trak Ellemann-kortet. Forelagt DR TVs vrangvillighed foreslog han at vi gik udenom systemerne. Vi dannede en privat støttekreds, uden institutionelle rygmærker, og gik i gang med at indsamle penge til at hele værket kunne blive optaget i professionel tv-kvalitet.

Uffe gik i spidsen for projektet. Operaelskeren Lotte Heise, skuespilleren Morten Grunwald og tv-producenten Peter Borgwardt gik med i initiativgruppen. Det viste sig at det gik lettere uden de store institutioners indblanding. Det lykkedes os at rejse de fornødne midler, finde et internationalt pladeselskab (Decca), der ville udgive det, og få det hele i kassen til tiden, således at dette stykke unikke danske kulturhistorie ville kunne tilgås i digitalt format. I al evighed.

Som Uffe sagde: ”RINGEN er en enestående begivenhed i dansk kulturhistorie. Tænk hvis vi i eftertiden bare står tilbage med mindet. RINGEN skal gøres tilgængeligt for eftertiden, som et monument hugget i DVD”.

På dette klip fortæller Uffe Ellemann-Jensen om sin hang til opera, og om hvordan han, efter at have fået høreapparat kan høre Wagner med hele kraniet som forstærkerrum. “Det er grænseoverskridende”, siger han, og tilføjer, med sin velkendte lune, “.. men man skal ikke bevæge sig ud i trafikken med Wagner i ørerne”.

PIA TAFDRUP 70

PIA TAFDRUP 70

Af Hans Henrik Schwab


Pia Tafdrup fylder rundt i dag 29. maj, som også for mig er en speciel og betydningsladet dato: Det var således netop på den 29. maj i 1990, jeg tiltrådte stillingen som ny lyrikredaktør på Borgens Forlag. De to ting hænger nøje sammen, for den første store forfatter jeg blev betroet ansvaret for, var … Pia Tafdrup.

I den forstand blev Pia den forfatter, der fik størst betydning for min tidlige karriere som og uddannelse til forlagsredaktør. Det var en stor tillidserklæring, at Pia Tafdrup som etableret lyriker og passioneret perfektionist accepterede at få en helt ukendt og uerfaren redaktør: ”UFO’en fra Aarhus”, som Klavs Bondebjerg vittigt kaldt mig! Det blev for mit vedkommende learning – og lyrik – by doing! Jeg husker stadig vores første manuskriptgennemgang. Efter endt gennemgang kiggede Pia på mig og spurgte: ”Kan du slet ikke lide det?” Jo, det kunne jeg, men det var ikke faldet mig ind, at en berømt digter som Pia Tafdrup ikke selv vidste, hvor godt hun skrev – så jeg sprang direkte ind i de kritiske kommentarer og redaktionelle ændringsforslag. Det var lektion nummer 1.

Siden fik vi et glimrende samarbejde. I årene 1990-96, hvor jeg havde æren at redigere Pias forfatterskab blev det til digtsamlinger, skuespil, oversættelser (vi var et år sammen i Frankfurt til den internationale bogmesse), en poetik – og en lydcd.

Det var i de år, Pia udgav digtsamlingerne KRYSTALSKOVEN (1992) og TERRITORIALSANG (1994) – de første to bind i den trilogi, hvor hun for alvor afsøger det store lyriske format, og hvor de tidligere samlingers kropsbundne erfaringer i højere grad får en metafysisk overbygning. En trilogi, der blev afrundet med DRONNINGEPORTEN (1998), som udløste Nordisk Råds Litteraturpris. På det tidspunkt havde jeg forladt Borgen – og havde i øvrigt i en fælles afskedsgave fra Pia og Søren Ulrik Thomsen modtaget en smuk klassisk papirkniv fra Solingen – klar til at dissekere nye episke forfatterskaber på L&R! Pia gik kort efter til Gyldendal, hvor denne hendes første udgivelse efter 17 år på Borgen udløste den største pris! Borgens Forlag havde fortjent bedre, som Marie Tetzlaff i Politiken fastslog i forbindelse med offentliggørelsen af prisen.

Pias og mit samarbejde startede dog et helt andet sted. I foråret 1991 tog vi sammen til Aarhus for at tale om hhv. forfatterens og forlagsredaktørens poetik ved et poetik-seminar på universitetet, og timingen var ikke tilfældig: Det var det år, Pia udgav sin ”skitse til en poetik” OVER VANDET GÅR JEG – en poetik, der ved indgangen til et nyt årti markerede et sporskift i forfatterskabet, og som lidt skævt blev sammenlignet med Søren Ulrik Thomsens MIT LYS BRÆNDER, men reelt nok mere var i slægt med Paul la Cours ’klassisk-modernistiske’ FRAGMENTER AF EN DAGBOG. Pias forfatterskab er således båret af en stor modernistisk traditionsbevidsthed.
Det rummede en vis ironi, at Pia skrev om vandets blå element – i bogen illustreret ved den gennemgående brug af en smuk blå asterisk – mens Søren Ulrik tog afsæt i ildens røde element. Borgen havde således en legendarisk lyrikpaperback-serie, Cafè Borgen, hvor ikke mindst Strunges digtsamlinger opnåede stor udbredelse. Serien havde nogle meget genkendelige omslag i moderigtig firser-pink, og på et tidspunkt besluttede jeg at ændre farven fra lyserød til babyblå (en klar fejldisposition set i bakspejlet). Dette farveskift udløste følgende replik fra Pia: ”Nå, nu skal det nok være en drengefarve!” Dengang trak jeg på smilebåndet og lagde ikke så meget i udtalelsen, men set i bakspejlet tror jeg, den stak dybere: Det har næppe været let at være kvindelig lyriker (og kropsmodernist) i en firsergeneration domineret af mænd – og af en omgangstone karakteriseret ved det, vi i dag ville kalde en heteronormativ diskurs. En indimellem lettere nedladende diskurs, der også var hørbar som undertone i Poul Borums anmeldelse af poetikken. Den samme Borum, som – skal det retfærdigvis tilføjes – nogle år forinden havde betegnet Tafdrup som ”den nye generations betydeligste lyriker”.

Som nævnt modtog Pia Nordisk Råds Litteraturpris, og senere fulgte Det Svenske Akademis Nordiske Pris (”den lille Nobelpris”), men i min tid tildeltes hun også en ganske vigtig pris. For den ovennævnte ”Territorialsang” – en digtcyklus om Jerusalem, hvor det lyriske jeg opsøger sin jødiske identitet på en klassisk dannelsesrejse ”hjem” a la Goldschmidts klassiker – blev hun således nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, der traditionen tro skulle uddeles i januar. Det var i de dage, hvor jeg fik min første datter, og Pia og jeg havde den aftale, at hun skulle orientere mig under hånden, hvis hun fik prisen. I så fald ville jeg deltage til prismiddagen – ellers ville jeg blive hjemme hos min familie. Jeg hørte ingenting på dagen, og stor var derfor min overraskelse, da jeg dagen efter erfarede, at Pia havde vundet prisen! Forklaringen var meget enkel: Pia syntes, jeg hellere skulle blive hjemme hos min lille datter end deltage i middagen til hendes ære! Et smukt og empatisk træk, der taler for sig selv.

Til gengæld mødte jeg begge hendes sønner, Philip og Daniel, allerede da de var små. Jeg husker stadig en anden prisoverrækkelse, hvor hun havde dem begge med, og hvor hendes digterkollega Klaus Lynggaard med drenget charme underholdt de to små fyre. Mange år senere skulle jeg få lejlighed til at læse de manuskripter, der blev til deres respektive debutbøger: Philips smukt dæmpede lyrisk-fotografiske digtsamling om en kirkegård i efteråret, CAT LOVES SEAN (2010), og Daniels heftigt excessive erotiske dannelsesroman fra et storbyliv i overhalingsbanen, DRØMMETIGGERE OG HURTIGE SKO (2019). På hver sin måde markante debutudgivelser om de store eksistensspørgsmål, men skrevet i hver sin toneart. Indimellem tænker jeg, at de to sønners bøger er som udspaltninger af de to sider af Pias poetiske univers, eros og thanatos. Som der står i allerførste linje af OVER VANDET GÅR JEG:
”Mellem to poler bliver min poesi til, mellem livshunger og dødsangst”.
(bemærk inversionen i ordstillingen som i titlen på poetikken)

Selv har hun netop med BERØRINGEN AF HUD – en titel, der genkalder det tidlige forfatterskabs kropslige tematik – afsluttet kvintetten af digtsamlinger om de fem sanser (OG synæstesier, jf. ”Lyden af skyer”). Hun kunne roligt gøre det til en sekstet og afslutte med et bind om den særlige sjette sans for at fremskrive kropslig fragilitet (”Et sår har kroppen altid”), sårbar serafisk skønhed (”Når der går hul på en engel”) – og verdslige epifanier: den momentane oplevelse helhed og sammenhæng i en fragmenteret moderne verden. Den sjette sans, der har sikret Pias forfatterskab en særstatus i moderne dansk lyrik. Jeg er stolt af, at jeg i seks år som en ufo fik lov at overflyve hendes poetiske stjernehimmel med de smukke blå asterisker på firmamentet.

Tillykke med dagen, Pia – og tak for tilliden!

En antihelt fylder 60

En antihelt fylder 60

Af Freja Madeleine Stein

Alles Gute zum Geburtstag Christiane!

I dag for 60 år siden kom Vera Christiane Felscherinow til verden i Hamburg. Mange af jer kender hende nok bare som Christiane F., kvinden der fik den skæbne at blive Tysklands, hvis ikke verdens, mest berømte narkoman.

De første seks år af sit liv boede Christiane i Hamburg inden familien Felscherinow flyttede til Gropiusstadt i Vestberlin, et boligkvarter med nogenlunde samme charme som betonklodserne på Vestegnen. Gropiusstadt blev planlagt engang i 50’erne, mens man stadig var i gang med at rydde op efter krigen. Idéen var at bygge moderne boliger og lave grønne områder, så folk fik lys, luft og sol. Da muren blev bygget i 1961, fik man dog et problem. Man kunne ikke længere udvide Berlin på samme måde, da Vestberlin bogstavelig talt var muret inde. Man valgte derfor at bygge i højden, og endte på den måde med at få plads til omkring 50.000 mennesker i boligkvarteret. Samtidig gjorde man 90 procent af boligerne til almennyttige boliger hvilket senere gjorde Gropiusstadt til et socialt brændpunkt.

Det var her Christiane flyttede ind med sin mor, far, lillesøster og familiens kæledyr i 1968. Flytningen til Berlin skule være et eventyr, men blev i stedet en social deroute for familien. Hendes far drak og ville ikke kendes ved børnene. De skulle i stedet kalde ham Onkel Richard. Forældrene blev skilt, men det gjorde ikke situationen meget bedre.

I bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo fortæller Christiane hvordan børnene i Gropiusstadt mest var overladt til sig selv, det gjaldt selvsagt også Christiane. Nede på de grønne områder var det den stærkeste af børnene som bestemte over de andre og der stank af tis og afføring. Det var nemlig ofte sådan, at børnene ikke kunne nå at komme helt op til lejligheden hvis de skulle på toilettet og især ikke hvis de boede på de øvre etager og skulle køre op til 30 etager med elevatoren. Så det gjorde de i opgangene og rundt omkring for at undgå at få et par på hovedet af deres forældre, hvis de ikke kunne holde sig inden de kom op. Familien Felscherinow boede i øvrigt selv på 11. etage.

Resten af historien om Christianes ungdomsliv er velkendt fra sterns artikelserie som senere blev til bogen Wir Kinder vom Bahnhof Zoo og filmen af samme navn. Da hun var 12 begyndte hun at eksperimentere med alkohol, hash og LSD. Da hun var 14 var hun prostitueret og heroinafhængig. Hun blev en del af en klike, der trak på den såkaldte ” Kinderstrich” Kurfürstenstrasse, som stadig fungerer som prostitutionsgade i Berlin, og ved Bahnhof Zoo. Christiane gik faktisk stadig delvist i skole på dette tidspunkt og blev blandt andet indlagt med gulsot under en skoleudflugt, da hendes lever ikke kunne holde til det hårde liv, som på dette tidspunkt også er begyndt at ramme kliken hårdt. Hendes veninde Babsi (Babette Döge) dør for eksempel af et ”goldener Schuß” da hun er 14. Hun var det yngste offer for hvad der blev betegnet som en epidemi. Der Spiegel skrev en artikel om problemet, som udkom i det første nummer i 1978 under overskriften ” Hauptstadt der Fixer”, som i indledningen beretter om hvordan Babsi blev fundet med en sprøjte siddende i venstre hånd.

Christiane prøvede flere gange selv at holde op, både med og uden hjælp. En af de mest berømte scener fra filmen er nok den, hvor hende og Detlef tager en kold tyrker for bagefter at tage ned til Bahnhof Zoo og besøge vennerne og lige tage et skud heroin, nu hvor de begge mener at de kan styre det. I bogen beskrives det også hvordan hun var indlagt til afvænning hos Scientology, som gjorde sig i den slags i datidens Berlin. Til sidst ender Christiane med at blive sendt til sin mormor, så hun kan komme helt væk fra miljøet i Berlin. Det er her, at både filmen og bogen mere eller mindre slutter. Det sluttede dog ikke for Christiane. I 2013 udgav hun bogen Mein zweites Leben, hvor hun fortæller hvad der skete sidenhen.

Mens både filmen og bogen har en antydning af, at Christiane blev clean og levede et mere normalt ungdomsliv hos sin bedstemor i Kaltenkirchen flyttede hun i virkeligheden til Hamburg og blev en del af punkscenen, hvor hun blandt andet forsøgte sig som sangerinde. Hun hang i 80erne også ud med både Nena, Bowie og Depeche Mode.

Christianes videre liv var stadig til tider præget af stoffer og titlen som Tysklands mest berømte junkie klæbede sig fast til hende. Især filmen gjorde hende til stjerne. Hun var på dette tidspunkt holdt op med heroin, men dyppede i stedet næsen i kokain, som var blevet hendes nye foretrukne stof.

Hun boede også nogle år i Grækenland, men vendte senere tilbage til Tyskland og Berlin. I 1996 fik hun en søn, og det ændrede faktisk Christianes liv. På dette tidspunkt var hun clean og var i sønnens første leveår på en meget lav dosis metadon. Hun fungerede og elskede at være mor, desværre hang junkieprædikatet dog ved.

Hendes søn måtte for eksempel ikke lege med andre børn, da hans mor jo var kendt narkoman, det vidste alle. Til sidst blev det for meget og i 2008 besluttede hun sig for at udvandre til Amsterdam. Det blev en dramatisk affære, for lige så snart Christiane udmeldte sin søn af det tyske skolesystem slog myndighederne alarm og hun endte med at kidnappe sin søn og tage ham med til Holland. Der opholdt de sig i seks uger indtil Christiane måtte kaste håndklædet i ringen og vende tilbage til Tyskland på grund af pengemangel. Sønnen blev tvangsfjernet og Christiane fik et alvorligt tilbagefald.

Efter at bogen og filmen udkom har Christiane været en slags antihelt og har lige siden haft mediernes bevågenhed. Det har også betydet, at hun måtte betale en høj pris for sin berømmelse. Pressen har hele tiden ventet på det næste tilbagefald og har tit og ofte for eksempel stillet spørgsmål til hvordan Detlef og de andre, som hun hang ud med som ung, har det, hvilket Christiane har fundet grænseløst irriterende for hvordan skulle hun vide hvordan hendes ungdomskæreste går og har det? Helbredet har også lidt stor skade. Således regnede hun i Mein zweites Leben ikke med at have mange år igen. Men hun klarede den alligevel til at blive 60.

Generelt har omgivelserne og livet ikke behandlet Christiane særlig pænt, og det kan man som samfund tænke over for selvfølgelig er hun meget mere end blot en junkie og har klaret sig igennem på trods af, at hun havde alle odds imod sig.

Vera Christiane Felscherinow trak sig i 2014 tilbage fra offentligheden og lever i dag en mere eller mindre anonym tilværelse i Berlin.

Billedet er fra ullstein Bild

Ser jeg vred ud?

Ser jeg vred ud?

Af Zenia Stampe

Ser jeg vred ud? Så er det fordi, jeg er det.

Jeg er vred over, at regeringen lader som om, at den går op i kunst og kultur, samtidig med at den igen og igen ofrer kunsten og kulturen til fordel for andre hensyn. Vi kan alle huske den stedmoderlige behandling af kulturlivet under corona, hvor det åbenbart var vigtigere at kunne gå i storcenter end at kunne gå på museum.

Nu er det så et af Danmarks stærkeste kunsteriske miljøer og en hel kunstart, der må lade livet, fordi regeringen har andre prioriteter.

Regeringen har således besluttet at lukke den verdensanerkendte danseuddannelse i København for i stedet at bruge pengene på en ny danseuddannelse i Holstebro.

Holstebro har længe ønsket sig en danseuddannelse, og hele dansemiljøet har bakket op om idéen om en ny danseuddannelse i Holstebro. Men ingen havde drømt om, at det ville ske på bekostning af den uddannelse og det miljø, man har brugt ti år på at skabe i København.

Danseuddannelsen på Scenekunstskolen er en af vores absolut bedste kunsteriske uddannelser i Danmark. Det er den eneste uddannelse på Scenekunstskolen, der er akkrediteret – altså har opnået anerkendelse som uddannelse i internationalt topklasse. De første kandidater blevet udklækket i år!

Men alt det smider regeringen nu over bord, fordi den gerne vil give Holstebro en danseuddannelse – uden at den dog er interesseret i at bruge flere penge på dans eller uddanne flere dansere.

Det er et voldsomt tilbageslag for dansen i Danmark. Da Statens Teaterskole for nogle år tilbage ændrede navn til Den danske scenekunstskole, så var det netop for at understrege dansens ligeværdighed med teatret og for at bringe de to kunstarter tættere sammen. Nu smadrer regeringen danseuddannelsen og isolerer den fra resten af scenekunsten. Det er en kulturpolitisk skandale!

Hvis Socialdemokratiet vil have os til at tro på, at de prioriterer kunsten og kulturen, så omstøder de beslutningen. Det er ikke for sent. Dansen er i forvejen underprioriteret i Danmark. Der er masser af potentiale i både at få en ny danseuddannelse i Holstebro – og bevare den verdensanerkendte danseuddannelse i København sammen med de andre scenekunstuddannelser.

Tak til de studerende på Den Danske Scenekunstskole for at arrangere demonstrationen og lade mig tale. Hvis I presser på udefra – så lover jeg at presse på indefra. For dansen i Danmark! Men også for at kunsten og kulturen har sin egen ret og ikke altid skal komme i anden række!

NÅR DØDEN BLIVER LEVENDE

NÅR DØDEN BLIVER LEVENDE

Af Jan Poulsen


Det er intet mindre end en kraftpræstation, skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard og musiker Rasmus Juncker leverer i forestillingen HUN ER DØD, der havde premiere fredag aften (13/5) på teatret Revolver på Østerbro i København.
De to er alene på scenen i den 75-minutter lange forestilling, der er instrueret af Amanda Linnea Ginman, og som stiller skarpt på ”den myrdede kvinde”: Hvorfor er hun så udbredt i kulturens såvel som journalistikkens verden?
Eksemplerne falder nærmest over hinanden i litteraturen, filmen og kunsthistorien, og medierne har kronede, gule BREAKING-dage, når den slags forbrydelser bliver begået, men hvorfor drages vi af det? Hvori består fascinationen?
Om det og meget mere handler forestillingen, der er voldsom, men også æstetisk meget smuk, og så er den et mønstereksempel på, hvordan skuespil og musik kan spille vidunderligt og meget effektfuldt sammen.
Sara Viktoria Bjerregaard rev benene væk under mig – og sikkert flere tusinde andre – da hun var ren ånd i rollen som ”pigen uden navn” (som giver Thomas Jerome Newton nyt håb om at vende tilbage til sin planet) i David Bowies musical ’Lazarus’, da den blev opført på Aarhus Teater i efteråret 2019, og siden har jeg været fan. Hun spillede IKKE rollen på Det Kongelige Teater, men kan bl.a ses i Anders Refns film ’De forbandede år’ (2020).
Hvis du vil opleve hende – og Rasmus Juncker – i HUN ER DØD, og det bør du, skal du skynde dig. Forestillingen spiller kun fem gange i alt på Revolver frem til den 18. maj.
Læs mere om forestillingen på teatrets hjemmeside via linket her.

Foto: Sara Galbiati (taget fra teatrets hjemmeside).