Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Se Velvet Underground og Sparks i efterårsferien

Af Kim Foss

Jeg hører ikke blandt dem, der synes, at musikken pr. definition var bedre, dengang farfar var ung, men omvendt er det da livgivende, hvor godt nogle artister holder (og ikke skuffer) over tid. Som fx Velvet Underground og Sparks, som vi har fornøjelsen af at præsentere to helt nye dokumentarfilm om i efterårsferien i Grand Teatret – begge pudsigt nok udstyret med artwork, hvor farven pink går igen. Det var ikke bare lige at skaffe dem hjem, så jeg håber, at folk vil honorere indsatsen og kigge (og lytte) med. ’The Velvet Underground’ vises første gang fredag den 15. oktober, mens første visning af ’The Sparks Brothers’ ligger den 21. oktober. NB og lidt apropos: Jeg ved ikke, om nogen husker den undersøgelse, der blotlagde det traurige faktum, at vores åbenhed overfor ny musik i gennemsnit peaker, når vi er 24? Det er (stadig) interessant læsning.

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

DAN TURÈLL MEDALJEN PÅ BRITISH MUSEUM

Af Lars Movin

Mens vi tæller ned til omsider at kunne uddele Dan Turèll Medaljen til sangeren og sangskriveren Claus Hempler – det sker fredag den 15. oktober kl. 15 på Vangede Bibliotek – kan vi glæde os over, at et eksemplar af samme medalje netop er blevet indlemmet i samlingen på British Museum i London.

Dan Turèll Medaljen er udført – i bronze – af medaljøren og maleren Barry Lereng Wilmont, som i sin tid både var ven og samarbejdspartner med Dan Turèll, blandt andet omkring den store grafiske mappe “Ulysses’ Spejl”, der blev udgivet af Henrik Kampmanns Galleri i 1981.

Medaljen er siden 2012 blevet tildelt en person, der i sit kunstneriske virke korresponderer med Dan Turèlls værk og ånd, og findes i forvejen i Nationalmuseets samling. Og nu indgår den altså også i British Museums faste Medaljesamling. Finere kan det næsten ikke blive!

Tillykke til Barry Lereng Wilmont, som i den pressemeddelelse, Dan Turèll Selskabet har udsendt i forbindelse med den glædelige begivenhed, citeres for følgende udtalelse:

“Jeg er blevet oplyst, at British Museum kun sjældent udviser en sådan interesse for en medalie. Interessen skyldes blandt andet, at jeg de første år på Kunstakademiets billedhuggerskole i København (ved professor Mogens Bøggild 1967-1969) arbejdede med cire-perdue støbning i forbindelse med, at jeg ville finde Antonio Pisanellos (1389-1455) glemte arbejdsproces i fremstillingen af hans særegne og usædvanlige smukke medalier. British Museum suppleres tilmed min første cire-perdue støbte medalie i bronze fra 1967 og som blev præmieret på Kunstakademiets udstilling samme år på Charlottenborg. Dan Turèll medalien – som jeg lavede i 2011/2012 – blev den sidste fra min hånd. Dansk Numismatisk Forening har gennem årene doneret alle mine udførte medalier (33 stk.) til Nationalmuseet, hvor de befinder sig i Den Kgl. Mønt & Medaliesamling.”

(Dan Turèll Selskabet består af Peter Strøm, Jan Poulsen og overtegnede).

YOKO ONO I CINEMATEKET

YOKO ONO I CINEMATEKET

Af Lars Movin

YOKO ONO I CINEMATEKET
eller: “RAPE” GENBESØGT

Yoko Ono har nu passeret de 88 år og er stadig aktiv, om end på nedsat blus. I de senere år har hun fundet sin egen plads i kunsthistorien med adskillige store museumsudstillinger rundt om i verden og et værk, der generelt er omgærdet med respekt. Men sådan har det ikke altid været. Da Ono i sidste halvdel af 60’erne mødte John Lennon, blev hun med ét katapulteret fra en position som en avantgardekunstner, der kun var kendt i relativt snævre kredse, til en status som celebrity med en bred eksponering i massemedier og popkultur. Den form for cross-over er ofte problematisk og kan føre til diverse former for forvrængninger og fejlopfattelser. Og det gjorde det da også i tilfældet Ono, hvor forbindelsen til Lennon – og dermed periodens mest sakrosankte popgruppe: The Beatles – affødte reaktioner, der spændte fra skuldertræk til det direkte hadefulde.

Dette kan være et vanskeligt farvand at manøvrere i for en kunstner, som gerne opererer med sofistikerede og konceptprægede formater. I en nøgtern belysning kan der imidlertid – i hvert fald som undertegnede opfatter det – ikke herske tvivl om, at Ono og Lennon var gode for hinanden. Lennon fandt hos Ono en attitude, et tankegods og en kunstnerisk modenhed, som han tilsyneladende savnede i den periode; mens Ono via Lennon fik økonomiske muligheder og en platform at agere på, som hun med sit afsæt i det marginaliserede Fluxus-miljø ellers aldrig ville være kommet i nærheden af. Og så inspirerede de tydeligvis hinanden, både kreativt og menneskeligt. At Lennon næppe ville have skrevet sangen “Imagine” uden Ono, var han selv den første til at erkende, selv om det først skete relativt sent i livet (teksten er inspireret af “Imagine”-stykkerne i Ono-bogen “Grapefruit”). Men parret var også fælles om adskillige andre værker og aktiviteter, herunder en række eksperimenterende film, fortrinsvis i årene omkring 1970.

Det er den mest kontroversielle af disse film, “Rape” fra 1969, som – med venlig tilladelse fra Ono selv – vil blive vist i Cinemateket på tirsdag (28. sept.) klokken 19:15. Og ved samme lejlighed vil jeg præsentere min nye bog, “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan”, hvor jeg skriver udførligt om Onos film (med eller uden Lennon), herunder naturligvis om “Rape”. Da Ono og Lennon skabte “Rape”, havde de i nogen tid oplevet på egen krop, hvilke omkostninger det kan have at leve sit liv i offentlighedens søgelys. Og i filmen danner et af Onos karakteristiske konceptuelle værker, en lille instruktionstekst (et såkaldt “partitur”), afsæt for en undersøgelse af de magtrelationer, der er indlejret i filmmediet, hvor det nærmest per definition er personerne bag kameraet, der bestemmer, hvordan virkeligheden fremstilles.

Helt konkret refererer titlen “Rape” til, at et filmhold udvælger sig et tilfældigt offer på gaden i London, en ung kvinde af udenlandsk herkomst, og udsætter hende for en symbolsk voldtægt ved at følge efter hende med et kamera, indtil hun bryder sammen. Det var alt andet end behageligt for den kvinde, det gik ud over, og den kompromisløse film, hvor overgrebet nærmest følges i real time, er heller ikke just rar at være vidne til. Men filmen rejser spørgsmål, der er lige så relevante i dag, som de var dengang, og som værk betragtet er den yderst interessant ud fra adskillige vinkler: filmteoretiske, kunstneriske, mediemæssige, feministiske etc.

Nu om stunder vises “Rape” kun sjældent offentligt, men på tirsdag er der altså en mulighed for at se dette avantgardistiske hovedværk på det store lærred. Og vil man vide mere om “Rape” og andre af Ono/Lennons film, kan man læse videre i min bog, der som nævnt også vil være til salg på tirsdag.

For yderligere information og billetreservation, klik på dette link.

(På nedenstående billede ses Yoko Ono i interview ved undertegnede i Venedig, maj 1990, i forbindelse med optagelserne til filmen “The Misfits – 30 Years of Fluxus”. Foto: Steen Møller Rasmussen).

Superflex til FN

Superflex til FN

Statens Kunstfond skriver:

Havdyr inviteres op på landjorden til FN’s Generalforsamling 🌊

Når verdensledere mødes i denne uge til FN’s generalforsamling i New York, indtager den danske kunstnergruppe @superflexstudio den ikoniske FN-bygning og Central Park med kunst der sætter klima på dagsordenen.

Fra den 21. til 24. september vil en 145 meter høj videoinstallation – ’Vertical Migration’ – af de smukke sifonoforer pryde FN-bygningen. De gelantinøse havdyr spiller en stor rolle i at fjerne CO2 fra atmosfæren. I Central Park er der ’Interspecies Assembly’ med en række lyserøde marmorskulpturer, der skal inspirere os til at stoppe op og lytte til vores medarter. Skulpturerne giver også plads til et biodiverst marineliv i en fremtid med stigende vandstande.

Projektet er et samarbejde mellem Superflex og @art2030org.

Vi har støttet projektet sammen med en række fonde og ministerier.

Du kan følge projektet på g.co/siphonophore.

📸: Interspecies Assembly: Visualisering af SUPERFLEX, Vertical Migration: UN Photo/Eskinder Debebe, Visualisering af SUPERFLEX & Kollision

Hatte i Holbæk

Hatte i Holbæk

Statens Kunstfond skriver:

HATTE I HOLBÆK – MØD LILY OG FLORA 👒

Søndag indvies skulpturerne Lily og Flora ved Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk. Skulpturerne af @lilibethcuencarasmussen er formet som stråhatte og lavet af manilareb og pil. Værket er både levende og forgængeligt og vil ændre sig over tid – måske kommer der mos på hattetoppene og farveskift.

Lily og Flora indvies kl. 12 sammen med performanceværket ”Wherever I lay my hat that’s my home.”

Om værkets betydning siger Lilibeth Cuenca Rasmussen:
“For mig er hattene symboler på frihed og tryghed. Frihedshuen eller ‘den frygiske hue’ er oprindelig en romersk tradition, hvor en slave, der fik sin frihed, fik en hue på hovedet. Denne frihedshue, med rød farve og kaldt ‘jakobinerhue’, blev et centralt symbol under den franske revolution 1789. Placeringen foran Oplevelsescenter Nyvang i Andelslandsbyen kan læses som et symbol på individets frihed i kraft af fællesskabet. Betydningen og styrken ved at alliere sig med ligesindede og andre med fælles interesserer.”

📸: @kasper.hjorth_ / BUROJANTZEN

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

FILMMUSIKALSKE PERLER PÅ DET HVIDE LÆRRED

Af Jan Poulsen

Der er nu mindre end en uge til, at Cinemateket i København slår dørene op til dette års Musikfilmfestival, og som altid har Morten Tang indsamlet og komponeret et sandt overflødighedshorn af filmmusikalske perler.
Det er i år niende gang, at festivalen finder sted, og som altid består den af helt nye film, der kan ses for første gang på et lærred i Danmark, nogle ukendte eller glemte film og en håndfuld klassikere, herunder naturligvis Talking Heads-filmen Stop Making Sense.
Under overskriften ”10 dage, 30 film, 100% lyd” sparkes festivalen i gang på fredag (17/9) med koncertfilmen Depeche Mode: Live Spirits, og til og med søndag den. 26 september bliver der mulighed for at se film om og/eller med så forskellige navne som David Byrne, Nick Cave, Karen Dalton, Don Letts, Ozzy Osborne, Poly Styrene, Throbbing Gristle og St. Vincent med flere.
I år har jeg fornøjelsen af at introducere følgende film:

Lørdag 18. september:
Nick Cave: Idiot Prayer og bonusfilmen No More Shall We Part

Onsdag 22. september:
Throbbing Gristle: Other Like Me

Søndag 26. september:
Don Letts: Rebel Dread

Mere om de tre film, når vi kommer tættere på visningerne, men du kan allerede nu løse billet(ter) og se hele programmet via linket her.


Husk at film skal ses i biografen, som man sagde i gamle dage.

Ny outdoor kunstudstilling

Ny outdoor kunstudstilling

PRESSEMEDDELELSE

KUNSTHAL CHARLOTTENBORG LANCERER NY BIENNALE OVER HELE DANMARK I SAMARBEJDE MED AFA JCDECAUX

BIENNALE er en ny kunstudstilling der vises på gader, togstationer og busstoppesteder over hele Danmark arrangeret af Kunsthal Charlottenborg i samarbejde med AFA JCDecaux. Udstillingen afholdes hvert andet år og kan opleves for første gang i år fra den 15. november 2021.

Dette års BIENNALE præsenterer 35 danske og internationale kunstneres værker på både fysiske og digitale reklamepaneler over hele Danmark. Kunsthal Charlottenborg har tidligere samarbejdet med AFA JCDecaux i både 2017 (Yoko Ono – Transmission) og 2019 (It’s Urgent!) og har nu formaliseret samarbejdet, så der i fremtiden arrangeres en international kunstudstilling over hele Danmark hvert andet år.

Titlen på årets udstilling, de deltagende kunstnere og kuratorer offentliggøres den 18. oktober 2021. Kunstværkerne på årets BIENNALE kan opleves på mere end 700 reklamepaneler på gader, busstoppesteder og togstationer over hele Danmark fra 15. november – 31. december 2021. Faktisk vil 84% af den befolkning kunne se udstillingen på de mange reklamepaneler, og værkerne kan også opleves samlet fra 27.-31. december 2021 på Nørreport Station og i gården på Kunsthal Charlottenborg i København.

BIENNALE er en del af Kunsthal Charlottenborgs udstillingsprogram, der er støttet af Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Kulturministeriet og Statens Kunstfond.

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET

Af Lars Movin

AVANTGARDENS KVINDER I CINEMATEKET
eller: SHIRLEY CLARKE PÅ LØRDAG

Så er det på lørdag kl. 19, at Cinemateket byder på en sjælden mulighed for at se Shirley Clarkes provokerende og grænseoverskridende hovedværk fra 1967, “Portrait of Jason” (det andet arrangement i efterårssæsonen af “Amerikansk avantgardefilm”, hvor vi har fokus på scenens kvindelige filmmagere).

Fra sin base på New Yorks legendariske kunstnerhotel, The Chelsea, skabte Shirley Clarke (1919-1997) omkring en håndfuld film i biograflængde, som alle var banebrydende på hver deres måde. Clarke havde en baggrund som danser, hvilket kom til udtryk i den serie af kortfilm, hun producerede op gennem 50’erne, hvor kameraet blev anvendt som et redskab til at skabe koreografiske forløb, der aldrig ville kunne afvikles på en scene. I 1961 skiftede hun spor med den film, der blev hendes gennembrud, “The Connection”, en metafortælling om et filmhold, der forsøger at dokumentere et teaterstykke af samme navn, som ensemblet The Living Theatre havde sat op et par år forinden. I 1963 fulgte “The Cool World”, en hybriddokumentar om gadebander i Harlem, iscenesat med autentiske personer i rollerne. Samme år modtog Clarke en Oscar for en mere konventionel film, et portræt af den amerikanske digter Robert Frost, “A Lover’s Quarrel with the World”. Og derefter kom så “Portrait of Jason”, en alt andet end konventionel film, hvis udgangspunkt blandt andet var en reaktion på den såkaldte Direct Cinema-dokumentarisme, hvor man – ifølge Clarke – bare løber efter virkeligheden med et kamera og derefter klipper alle de kedelige passager ud.

I “Portrait of Jason” har Shirley Clarke inviteret en mildt sagt farverig skikkelse – Jason Holliday, en sort, homoseksuel hustler med komikerambitioner – ind i sit ‘laboratorium’ og sat ham under lup i 12 timer i træk for på den måde at undersøge, hvad der sker med et menneske, og med relationen mellem den pågældende person og mediet/filmmagerne, når en traditionel portrætsituation strækkes langt ud over smertegrænsen. I den forstand kan “Portrait of Jason” minde om det eksperiment, kaldet “Marathon”, som Lars von Trier og Peter Øvig Knudsen gennemførte i 1996, hvor de i en række tv-udsendelser interviewede forskellige personer i 24 timer i træk ud fra den tese, at efterhånden som udmattelsen indfandt sig, ville masker, parader og manerer falde. Men samtidig er Clarkes film også et produkt af sin tid, hvor eksempelvis Warhol brød med alle filmmediets konventioner ved at placere personer fra Factory-scenen foran linsen og lade dem stege, indtil der kom en reaktion.

I den godt halvanden time lange film, der kom ud af Clarkes eksperiment, er det tydeligt, at Jason Holliday – på trods af at han er amatør – er en strålende performer, og at han stortrives foran kameraet. I hvert fald til at begynde med. Men efterhånden som tiden går, og trætheden – i kombination med rigelige mængder af vodka og marihuana – begynder at have en effekt, bliver det mere og mere tydeligt, at der bag det villige ‘offers’ flamboyante facade gemmer sig et langt mere komplekst menneske med adskillige ar på sjælen.

“Portrait of Jason” vakte opsigt ved premieren i 1967. Og det gør den sådan set stadig, mere end et halvt århundrede senere. Filmen er således ikke blot et interessant eksempel på en film skabt af en kvindelig instruktør – den er slet og ret et hovedværk i amerikansk avantgarde-historie. Ingmar Bergman har angiveligt sagt, at “Portrait of Jason” var den mest fascinerende film, han nogensinde havde set. Mød op på lørdag (hvor jeg vil indlede med en kort introduktion) og se, om du er enig.

For information om arrangement og billetbestilling, følg linket her.

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

Medicinsk Museion flytter ind på Kunsthal Charlottenborg

PRESSEMEDDELELSE

MEDICINSK MUSEION GÅR SAMMEN MED KUNSTHAL CHARLOTTENBORG OM NY STOR UDSTILLING

Dette efterår flytter Medicinsk Museion ind på Kunsthal Charlottenborg med udstillingen ‘Verden er i dig’. I udstillingen vil besøgende møde både ny biokunst, genstande fra Medicinsk Museions samlinger, malerier og videoinstallationer, meteoritter, duften af kirsebær, vandrør fra 1700-tallet, og en syv meter stor roterende jordklode. Værker og genstande, der på hver deres måde vender spørgsmålet: Hvad gør verden ved os? Læs mere her.

Deltagende kunstnere: Mediated Matter Group/Neri Oxman, Ralo Mayer, Katie Paterson, Bradley Pitts, Lucy McRae, Kathy High, Jiwon Woo, Sonja Bäumel, Baum & Leahy, Guston Sondin-Kung, Marcus Coates, Susan Morris, Till Rabus, Heath Bunting, Isabella Martin, Maya Sialuk Jacobsen, Kaitlynn Redell, Mary Maggic, Pinar Yoldas, Mogens Jacobsen, Anna Dumitriu, Andrew Carnie, Jenna Sutela, Luke Jerram, Revital Cohen & Tuur Van Balen.

Kuratorer: Adam Bencard, Jacob Lillemose, Kristin Hussey, Malthe Kouassi Bjerregaard.

‘Verden er i dig’ er kurateret af Medicinsk Museion (en del af Institut for Folkesundhedsvidenskab og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research – CBMR) på Københavns Universitet. Produceret i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg.

Udstillingen ’Verden er i dig’ åbner den 29. september på Kunsthal Charlottenborg.

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

FRANSKE FILM MANDAGE 2021

Efterårsprogrammet er på plads:

13. september kl. 19.00: Un Triomphe (The Big Hit) af Emmanuel Courcol
20. september kl. 19.00: DNA af Maïwenn
27. september kl. 19.00: Le Discours (The Speech) af Laurent Tirard
4. oktober kl. 19.00: Les magnétiques (Magnetic Beats) af Vincent Maël Cardona
11. oktober kl. 19.00: Paradisets børn (Les enfants du paradis) af Marcel Carné
25. oktober kl. 19.00: Titane af Julia Ducournau
8. november kl. 19.00: Le temps retrouvé (Time Regained) af Raoul Ruiz
15. november kl. 19.00: Everything Went Fine af François Ozon (forpremiere)
22. november kl. 19.00: Adieu les cons (Bye Bye Morons) af Albert Dupontel
29. November kl. 19.00: France af Bruno Dumont
6. december kl. 19.00: Annette af Leos Carax
13. december kl. 19.00: Paris – 13th District af Jacques Audiard

Franske Film Mandage arrangeres i samarbejde med Institut français.

Se alle filmene i Grand Teatret.