Af Mette Frederiksen, Statsminister.
1.marts. Ét år siden. Det er vildt at tænke på.
Egentlig er der mange andre ”årsdage”. 27. februar, hvor den første dansker blev smittet. Eller 14. marts hvor den første dansker desværre døde med corona.
Når jeg tænker tilbage på det nu, flyder dagene og ugerne sammen. Smitten steg voldsomt, der var hele tiden brug for nye initiativer, og vi holdt et hav af pressemøder. Men 11. marts blev særligt. Mange kan huske, hvor de var dén dag.
Hvad står så tilbage her et år efter? Det kan man helt sikkert sige meget om. Og du må meget gerne dele dine egen refleksioner i kommentarfeltet.
Jeg vil lægge for og pege på tre ting.
For det første synes jeg, vi som befolkning kan være stolte.
Jeg håber, vi kan sende hinanden et smil i dag – også selvom, det måske er bag mundbindet. Et anerkendende nik: Du gjorde det.
Når man opremser ”resultaterne” kan det lyde lidt højstemt. Men det er jo ikke desto mindre rigtigt: Vores sundhedsvæsen er ikke brudt sammen. Vi har reddet menneskeliv. Vi har holdt hånden under tusindvis af arbejdspladser og erhvervsdrivende. Bevist, at sundhed og økonomi ikke er hinandens modsætninger.
Nu er vi i gang med at åbne. Indtil videre på en måde, hvor vi stadig holder smitten nede og foreløbig har undgået det, vi nu ser i andre lande i Europa. Lande som desværre på ny er tvunget til nye nedlukninger. Derfor også en appel om, at vi fortsætter med at gå gradvist frem. Vi er kommet så langt nu. Vi er så tæt på målet. Det må vi ikke sætte over styr.
Det andet, jeg tænker på, er sammenhold.
Ét er alle eksemplerne på hjælpsomhed, opfindsomhed og den enorme ansvarsfølelse, der har kendetegnet alle dele af vores samfund. Hensynet og omsorgen for hinanden.
Noget andet er det perspektiv, det tegner for fremtiden. Hvis vi kan bekæmpe en global pandemi. Fordi vi beslutter os for det. Fordi vi står sammen. Så tænk på alt det, vi også kan.
Det er for mig en af de vigtigste pointer, som jeg håber, vi tager med os. Vi er ikke afmægtige. Vi former selv vores fremtid. Selv i situationer, der kan synes umulige. Så har vi et valg. Konfronteret med corona valgte vi, at den ikke skulle have lov at rasere vores samfund. Vi lod ikke lade Fanden tage de sidste.
Det sidste, jeg vil fremhæve, er sårbarhed.
Jeg talte lidt om det i min nytårstale, og det bliver måske for filosofisk at gå meget ind i her. Men mon ikke mange af os har reflekteret over livet, tiden og verden som vi kendte den? Længslen efter kultur og oplevelser. En hverdag med arbejde og skole. Hvor meget nærheden til andre mennesker faktisk betyder.
En af dem, jeg selv har savnet mest er min far Flemming. Og det er nok også det, jeg personligt glæder mig mest til: At give ham et ordentligt kram igen.
På det mere politiske plan har vi også set en åbenlys sårbarhed som samfund.
Først manglede vi tests. Så manglede vi værnemidler. Nu mangler vi vacciner. Danmark var ikke forberedt på en epidemi. Det må ikke ske igen. Det er ikke mindst derfor, vi nu arbejder hårdt for at sikre en øget produktion af vacciner. Så vi bliver mindre sårbare i fremtiden.
Det var mine tanker her på en dag, hvor arbejdet fortsætter. Senere i dag besøger jeg Herlev Hospital. I aften er der debat med partilederne. Ikke mindst er vi i gang med at forberede en samlet plan for genåbningen.
Tilbage har jeg bare lyst til at sige:
TAK ❤️
SIGNAL.DK 