Måned: juni 2019

Af Susanne Sayers på Facebook

Det borgerlige Danmark har brug for at genfinde sig selv. Debattøren her har nogle bud, som er interessante, omend jeg savner forholdet til de nye teknologier. De kan ændre menneskets livsvilkår på afgørende punkter og sætter måske også på sigt spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Jeg synes også, at det er underligt tilbageskuende at bruge nationalstaten som omdrejningspunkt i en tid, hvor stort set alle større problemstillinger er grænseløse. Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Men debatten om borgerligheden er velkommen og nødvendig. Venstres tidligere statsminister og FN’s flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, så det som helt nødvendigt at basere politik på en idé og ikke bare pragmatisme: »Den tendens til at fastholde erhvervede privilegier, til at vende ryggen til folk af en anden observans eller hudfarve eller nationalitet, som rundt i verden udfolder sig i “konservative” kredse, har jeg svært ved at acceptere. Det har ikke meget at gøre med respekt for medmenneskelighed eller frisind. Det pragmatiske drag, der ofte har været over de danske konservative, bryder jeg mig ikke om. Poul Sørensen har engang citeret Christmas Møller for ordet: ” Nu er den bedste politik slet ingen politik at have.” Altså at lade udviklingen afgøre, hvad vej, man skal gå.

Det kan ikke være mål nok for et politisk arbejde at holde sig ved magten, at vejre folkestemningen for at bevare populariteten, at føre det, man har kaldt “Gallup-politik”. Som Jakob Knudsen sagde – dog ikke om et bestemt parti:” Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bagefter folket og spejde efter dets stemning.”«

Ordene er vist nok fra 1965. Men det forekommer mig, at de ret præcist har beskrevet borgerligheden i Danmark gennem længere tid. Det er på tide at få idégrundlaget på plads.

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

For et par dage siden skrev Marcus Rubin i Politiken om sin glæde over at være født og uddannet i København, bo i storbyen og arbejde på Rådhuspladsen. Han tilføjede, at hvis andre følte glæde over at sidde og kigge på en edderkop, så for hans skyld ingen alarm, men for ham var det i byen og kun i byen, det foregik.

Jeg kan godt forstå ham. Jeg er selv født i København, og da jeg flyttede på landet sagde alle mine venner, at det var et dødfødt projekt. Jeg var den mest inkarnerede københavner, man kunne forestille sig, og der ville ikke gå et halvt år, før jeg var tilbage igen, der hvor jeg hørte hjemme.

Men nu er er gået 46 år, og jeg er her endnu. Og for hvert år føler jeg mig mere og mere knyttet til haven med dens vrimlende liv. I mange år anede jeg ikke, hvad planterne og insekterne hed, og der er stadig store huller i min viden. Men der er ingen huller i min glæde, når jeg ser på oldenborrer eller pindsvin. Jeg føler en dyb glæde, et nærvær og en samhørighed. Og jeg føler sorg og afmagt, når der sker det, der er sket – at tilflyttere eller andre uden fornemmelse for den verden, de har omkring sig, kører vores pindsvin ned og skyder vores fasan.

Jeg kan stadig godt lide at komme til København, men der kan godt gå et halvt år mellem turene. Jeg længes altid hjem til haven og naturen omkring os, også om vinteren.

Og jeg tror faktisk, at de inkarnerede københavnere også kunne have godt af at komme herud engang imellem. Når man er her, kan man se, hvad biologisk mangfoldighed er, hvordan det hele hænger sammen i et umådeligt netværk af gensidig hjælp – og hvordan pesticider dræber bierne, hvordan naturen forarmes af det intensive landbrug og de menneskeskabte klimaændringer og hvor meget, vi endnu har at lære. Naturen kan lære os ydmyghed – at vi ikke er verdens centrum, at vi er én art blandt mange, og at det er en forudsætning for vores egen trivsel – og for at vi overhovedet får en fremtid – at vi lærer at leve i balance og harmoni med vores biologiske livsgrundlag. Vi kan ikke overleve uden alle de andre – men de kan klare sig uden os. Hvis vi begår kollektivt selvmord, kan vi rive mange arter med i døden, men nye arter vil komme til. Livet vil leve videre.