Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Et af de vigtigste danske albums overhovedet

Af Uffe Lorentzen

DAGENS ALBUM: Her ser vi et af de vigtigste danske albums overhovedet efter min mening. Til højre et nyligt indkøbt originaltryk fra 1982 på Irmgardz, til venstre et limiteret genoptryk fra 2016 lavet af DVP Dansk Vinyl Produktion, savnede Martin (Route66) Lindholms label, som blandt andet stod for alle de tidlige Bisse albums og meget andet. Jeg regner denne plade som lige så essentiel i dansk sammenhæng som Steppeulvenes Hip. If you lose your dreams you will lose your mind synger Fritz – og han har jo så evigt ret, men selvom det nok er et citat fra Ruby Tuesday med Rolling Stones, så virker sætningen alligevel mere sand, mere selvoplevet og mere påtrængende som et stykke nødvendigt og brugbart livsråd når det kommer ud af Fritz’ mund. De to tryk lyder faktisk bemærkelsesværdigt ens nu hvor jeg sammenligner, men originalen har måske en anelse mere nærvær i trommelyden – dog uden at jeg vil lægge hovedet på blokken for den sag. Ikke at det betyder så meget, begge tryk er svære at finde idag, men ikke nødvendigvis specielt dyre når de dukker op. Ihvertfald ikke i forhold til hvor fantastisk denne optagelse er og hvor utroligt fri og improviseret musikken fremstår. En god trommeslager, en solid bassist, en eksperimenterende guitarist og en stor poet, der trods sine vanskeligheder med den engelske udtale får hamret sine pointer igennem klart og tydeligt, med skrig, sang, hvisken, reciteren, messen og altid hjertet på helt rette sted. Idag og imorgen er jeg som sædvanligt på arbejde i Route66 og det glæder jeg mig igen til, ikke mindst fordi der er sket en del i brugtkasserne i den sidste uge, så man nu kan finde ret vilde ting, dog desværre ikke denne. Before – A Wish Of Life Irmgardz 1982.

Jeg er rig

Jeg er rig

Af Arne Herløv Petersen

Jeg er rig, fordi jeg har rigeligt. Hvis man har det, man har brug for, kan jeg ikke se, hvorfor man skulle stræbe efter mere, end man har brug for. De, der tjener formuer, ville hulke af grin, hvis de så mine indtægter. Det, jeg får ind på et år, svarer til det, de bruger på en skiferie eller en shoppingtur i Dubai.
Men når det nu er sådan, at livet er så kort som et åndepust. Når vi nu kommer ind i livet, strækker os lidt og synker sammen igen, så er det da dumt at bruge dette lille liv på at jagte efter noget, man ikke har brug for.
Det er som om de mangler en stopklods. Der er ikke noget i dem, der siger: Nok er nok. Får de meget, vil de have mere. Altid mere. De er aldrig tilfredse. Videre, videre går det hele tiden. Skrabe mere sammen, dynge op, bruge hele sit liv på at tjene penge, man ikke har glæde af, fordi det aldrig er nok. De er plaget af en form for økonomisk bulimi.
Alt det vigtigste i verden har alligevel ikke noget med penge at gøre. Kærlighed, venskab, glæden ved at stå i solen og se på drivende skyer, glæden over at sidde i græsset og se på små, kravlende dyr. Glæden ved at læse og høre musik og se på kunst. Glæden ved en god samtale, en frugtbar diskussion. Alt det, der gør livet så rigt og broget og vidunderligt den korte tid, vi har det.
Hvor er de meget rige dog fattige. De har så travlt med det uvæsentlige, med alle deres døde ting, at de går glip af det, der gør livet levende.

HAR DU SET DIG SELV I ET SPEJL?

HAR DU SET DIG SELV I ET SPEJL?

Af Henrik Saxgren

Da jeg var yngre, var tøj ikke den største udgiftspost på mit budget. Et par overklippede cowboybukser og en militærundertrøje fra Overskudslagret i Aarhusgade var stort set, hvad jeg havde brug for.
Kirsten syede alt sit tøj selv …
Jeg arbejdede freelance for Socialistisk Dagblad og en dag var jeg på Christiansborg, hvor jeg skulle dække de politiske forhandlinger. Jeg var klædt stort set som på billedet fra Fælledparken.
Efter at være blevet nægtet adgang til forskellige lokaliteter på Borgen, var jeg af den klare opfattelse, at det var politisk chikane fordi jeg kom fra Socialistisk Dagblad og jeg klagede min nød til Ritt Bjerregaard, som jeg kendte.
Den kloge kvinde så overbærende på mig og sagde: ” – Politisk chikane? Det tror jeg næppe. Har du set dig selv i et spejl?”

(Fælledparken, august 1979 – Kirsten er gravid med vores datter, Ivalo).

Vores ugentlige møde

Vores ugentlige møde

Af Özlem Cekic

I morgen skulle jeg mødes med Bent Melchior. Vores ugentlige møde. Vi skulle tale om, hvad resten af 2021 skulle bruges til. Han ville som altid starte med at spørge, hvor mange nye medlemmer, der havde meldt sig ind. Og jeg ville som altid bede ham om at gætte. Han ville drille ved at sige 10.000 medlemmer. Jeg ville sætte mit hoved på skrå og ryste på hovedet, mens han ville smile og sige “du har jo tallet, så kom bare med det”.

Efterfølgende ville Bent give mig en bunke nyhedsartikler. Til hver artikel ville han knytte et par kommentar og et par ideer til, hvad vi kunne gøre ved alle de uretfærdigheder, der finder sted. Imens ville jeg flittigt notere alle hans ideer til mig selv i en mail. “Du er altså helt fantastisk. Noterer du virkelig alle ideerne” ville han sige.

Så ville han deltaljeret spørge ind til min familie, min sommerferie og medarbejderne på kontoret. Jeg vil tale som et vandfald og brokke mig over, at jeg har taget på. Og han vil som altid sige “vrøvl”.

Vi ville aftale en ny tid. Jeg vil bede ham om at ikke rejse sig, når jeg krammede ham en sidste gang. Og han ville insistere på, at han ville følge mig til døren.
Jeg ville gå fra Bent med masser af energi. Og han ville råbe efter mig, at jeg skal huske at hilse børnene og min mand.

Men i morgen vil intet af det her ske.
Tilbage sidder jeg med alle de smukke, store, anerkende og fantastiske ord landets aviser har brugt om min kære Bent.
I morgen skal jeg på kontoret første gang efter sommerferien. Og på mit skrivebord har jeg et billede af Bent. Så han vil være med mig. Altid i mine tanker. Men ikke længere på Nørre Farimagsgade.

(Indsamling avisen Politiken har startet til ære for Bent og Lilian Melchior fortsætter frem til midt august. Du kan støtte Bents ambition om 10.000 medlemmer, ved at melde dig ind i Brobyggerne eller støtte vores arbejde for bedre dialog mellem befolkningsgrupper, ved at sms BRO til 1217)

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

MIN MOR OG LEIF PANDURO eller: APROPOS PINSE

Af Lars Movin

I pinsedagene bladrede jeg i nogle gamle albummer med familiefotos, som jeg for år tilbage har arvet efter min onkel, men aldrig har studeret særlig indgående. Pludselig fik jeg øje på nogle billeder af min mor fra de første efterkrigsår, hvor hun boede i København. Og hvem er det, hun er i selskab med? Det er ingen ringere end en 25-årig Leif Panduro, som tilsyneladende er i færd med at gøre sine hoser grønne over for min dengang ugifte mor. De to billeder med Panduro er taget i pinsen 1948 på Frederiksberg, nærmere bestemt Drosselvej 15. Den anden unge mand på øverste venstre billede skulle ifølge en håndskrevet note hedde Volmer Schwartz. Ham har jeg ingen informationer om, men monstro han kunne være model for karakteren “Wolmar” i Frederiksberg-afsnittene i Panduro-romanen “Fejltagelsen”? På billedet nederst til højre – der er taget den 20. marts 1949 – er min mor igen på Frederiksberg, denne gang foran adressen Solsortvej 49, en parallelvej til Drosselvej.

Den historie, der udgør rammen omkring disse billeder, kender jeg kun i grove træk: Da Anden Verdenskrig sluttede, var min mor en ung kvinde på 21 år, fuld af gåpåmod og eventyrlyst. I januar 1946 brød hun op fra sit barndomshjem i Odense og drog, ene pige, til København for at prøve lykken. Dog, helt ud i det blå var det nu ikke. Hendes svoger kendte bandagist Hjorth Lorenzen, hvis firma var fordelt på flere adresser i Københavnsområdet, og denne havde beklaget sig over, at det var svært at få fat i unge kvinder, der ville bestille noget og ikke bare tænkte på at komme ud at more sig. Da Hjorth Lorenzen var på forretningsbesøg i Odense, satte han min mor stævne til en samtale på Grand Hotel, og da de skiltes, havde hun et job.

I sin første tid som ansat hos Hjorth Lorenzen arbejdede min mor på H.C. Ørstedsvej, og senere blev hun flyttet til afdelingen på Kultorvet 15, et stenkast fra den adresse, hvor jeg sidder og skriver dette. Naturligvis skulle hun også have et sted at bo i hovedstaden. Til at begynde med var hun indlogeret hos nogle bekendte på Esperance Allé 8 i Charlottenlund (se billedet nederst til venstre). Men snart fandt hun et værelse i Puggaardsgade 2 i det centrale København. Og så må hun altså også have haft sin gang på Frederiksberg, hvor hun – at dømme efter de to billeder – var på ganske venskabelig fod med den unge Panduro. Måske var der noget med min mor og tandlæger? Inden sin afrejse fra Odense havde hun arbejdet som klinikassistent for min farfar, der havde tandlægepraksis på Flakhaven i Odense, og her havde hun mødt min far, som på det tidspunkt var lige ved at afslutte sin uddannelse, ligeledes som tandlæge. De to havde et godt øje til hinanden, men kunne alligevel ikke helt finde ud af det sammen, så min mor tog af sted til København, hvorefter min far giftede sig med en anden kvinde. Hvilket han – naturligvis! – fortrød. Da min mor i begyndelsen af 50’erne vendte tilbage til Odense, lod han sig skille for i stedet at gifte sig med hende.

I mit barndomshjem stod de fleste af Leif Panduros bøger i reolen, og jeg husker, at der blev talt om, at forfatteren havde en baggrund som tandlæge, ligesom min far. Men ikke et ord om, hvad min mor havde foretaget sig på Frederiksberg i 1948. Fortidens mysterier …

(Tak til Steen Møller Rasmussen for Panduro-sparring).

Frants Pandal er død

Frants Pandal er død

Af Katrine Ring

Av, det her gør ondt. Frants Pandal er død 71 år gammel. Han var DJ’en, der var der før alle os andre. Faktisk var det ham, der startede Goa-scenen og var selv DJ på den i en årrække. Han havde spillet pigtrådsplader på mælkepopperne i 60’erne, beat lidt senere, rejste rundt i hele verden og turnerede med store internationale grupper, boede i alle mulige lande – især dem med de gode fester og den gode hash, om det så var Afganistan eller Marokko eller Indien. Noget af hashen kom til Danmark og imens rejste Frants videre bla til Ibiza, som i 1970’erne var hippieøen over alle. Som DJ spillede han alle de store steder. Han kendte alle, der havde noget med noget at gøre. Og så i 1990’erne vendte han hjem til Danmark for bla at være tilknyttet TV2 som kameramand. Sådan dækkede han udviklingen på den danske technoscene som ingen anden. Fornem dokumentarist. Han boede i København og på Ibiza og spillede stadig masser af DJ-jobs. Her i de senere år lidt mindre, men at blive hyret som en DJ på over 60 år til festivalen Burning Man i USA eller være DJ på Pasha på Ibiza fortæller lidt om hans format. Jeg synes, jeg har kendt ham altid, men det er nok mest de seneste 10 år. Han og jeg skulle lave en roadtrip og besøge alle de sære pladesamlere han kendte fra Nordjylland, ned over vestryggen på Jylland, i Sønderjylland og hen over Fyn og lave en tv-serie, som villle være Danmarkshistorie på en helt alternativ – og sikkert også tilrøget – måde. Jeg havde hyret ham til at spille asfaltbal i efteråret, men det blev desværre aflyst pga corona. Men jeg nåede da at besøge ham i kolonihaven, hvor han befandt sig godt sammen med Oraklet. Han var storyteller og han havde oplevet de vildeste ting. Han havde også været heldig, at han aldrig var blevet fanget for alle de tilrøgede ting, han havde med at gøre og han havde oplevet kærligheden hele to gange i sit liv. Tilmed efterlader han en dokumentarisk arv med film, fotos, lyd og musik, som fortæller om musikkens betydning gennem flere generationer. Frants Pandal var en af de gode. ❤️