10 film vi ser frem til i 2019 (Del 2)

10 film vi ser frem til i 2019 (Del 2)

Den iranske mesterinstruktør Jafar Panahi er – trods både berufsverbot og husarrest – ikke til at stoppe. Efter Guldbjørnevinderen ’Taxi Teheran’ er han tilbage med endnu et prægnant værk optaget i allerstørste hemmelighed. Filmens hovedperson, Behnaz Jafari, er en af Irans mest populære skuespillere. En dag modtager hun en alarmerende besked på sin mobil. Det er en optagelse med en pige, der ser ud til at tage sit eget, da hendes familie ikke tillader hende at forfølge sin drøm om at blive skuespiller. Behnaz Jafari kontakter sin ven (og instruktør) Jafar Panahi, og sammen drager de ud for at finde den desperate pige, som skulle bo i en landsby op til den tyrkiske grænse. Som man aner, leger Panahi sindrigt og raffineret med virkelighed og fiktion i et smukt, gribende og såre humant mesterstykke, der blev belønnet med manuskriptprisen, da filmen havde verdenspremiere i Cannes sidste år.

Jacques Audiard (’Profeten’, ’Smagen af rust og ben’) leverer med ’The Sisters Brothers’ ikke kun sin første engelsksprogede film, men også sin første om ikke komedie, så i hvert fald regulært morsomme film. Og den modtog han Sølvløven (bedste instruktør) for i Venedig, hvor konkurrencen ellers var mere en skarp nok. ’The Sisters Brothers’ udspilles i det vilde vesten engang i 1850’erne. Brødrene Eli og Charlie Sisters er to notoriske drabsmænd og nådesløse dusørjægere. Nu er de på jagt efter Hermann Kermit Warm, som efter sigende skulle have fundet en genial måde at finde guld på. Han skylder en god sum penge og skal fanges – død eller levende. Helst det første. ’The Sisters Brothers’ er baseret på Patrick Dewitts roman af samme navn – kongenialt iscenesat af mesterinstruktøren Audiard, som har skabt en svært klassificerbar film – spændende, rå, smuk, morsom, mystisk og eftertænksom. Ikke sært, at skuespillerne – med Joaquin Phoenix, John C. Reilly, Jake Gyllenhaal og Riz Ahmed i hovedrollerne – har en fest.

Filmen ‘Non-fiction’ foregår i det parisiske forlæggermiljø, hvor en redaktør og en forfatter ender i en uoverskuelig situation. De to kæmper hver deres kamp med midtlivskriser, en forandret industri og deres koner. Instruktøren, som også har skrevet manuskriptet, har tidligere både instrueret og skrevet Personal Shopper med Kristen Stewart.

For første gang åbnes de skjulte arkiver med bandoneon-spilleren Astor Piazzolla af hans søn. Et filmisk portræt af den verdensomspændende legendariske komponist, der ændrede tangomusikken for altid. Instrueret af Daniel Rosenfeld.

Alexandre bor i Lyon med sin kone og børn. En dag opdager han ved en tilfældighed at præsten, der mishandlede ham da han var spejder stadig arbejder med børn. Han beslutter sig for at handle, og han får snart følgeskab af to andre ofre for præsten, François og Emmanuel. De finder sammen for at “brydetavsheden” omkring deres prøvelser. Men konsekvenserne vil ikke efterlade nogen uskadt.

Reklamer

10 film vi ser frem til i 2019 (Del 1)

10 film vi ser frem til i 2019 (Del 1)

‘Dogman’ handler om en hundefrisør, som involveres i en grum mordsag i en forstad til Rom. Filmen er blevet hyldet for hovedrolleindehaveren Marcello Fonte, der tog prisen for bedste mandlige skuespiller på Cannes Film Festival 2018. Instruktøren står tidligere bag den kritikerroste film ‘Gomorra’.

Anna Odell følger op med på mange måder dagsordensættende ’Gensynet’ (Återträffen) med en sindrig udforskning af den mandlige og kvindelige identitet. Selv spiller hun kunstneren, der inviterer skuespilleren, den svenske superstjerne Mikael Persbrandt, til at deltage i en grænseløs leg, hvor de på én gang udleverer og dissekerer hinanden med hjælp fra blandt andre Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Jens Albinus og Thure Lindhardt, som hver især spiller alter egoer for filmens to hovedpersoner (hvis fælles projekt netop er en film, som i øvrigt også involverer besøg hos psykiateren). ’X & Y’s drilske metalag bidrager bevidst til publikums forvirring, for hvad er fiktion og hvad er virkelighed i Anna Odells narrespil, som i virkeligheden nok er det modsatte: En drabelig konfrontation med vor kønslige identitet og den medieskabte virkelighed, som filmens mange stjerner qua deres metier også må siges at være en del af.

I en labyrint af et twistet manuskript får Christian Petzold, der også selv har instrueret filmen, transformeret os frem og tilbage mellem fortid og nutid, nazismens holocaust og nutidens flygtninge, uden nogensinde at tabe den røde tråd, der løber som en ild i gaderne gennem ’Transit’. Baseret på den tyskjødiske forfatter Anna Seghers’ roman af samme navn fra 1942, skrevet på flugt fra naziregimet, digter Petzold videre i et rigt, filmisk sprog. Filmen lader det elegant være op til tilskueren selv at drage parallel mellem datidens forfølgelse af jøder og andre uønskede i naziregimet og nutidens vækst i nynazistiske bevægelser og antiflygtningebølge. (Erik Jensen, Politiken)

Filmen ‘Lazzaro den lykkelige’ er en blanding af periodedrama, science fiction og samfunds-kommentar i en italiensk fabel om en ung mands ihærdige forsøg på at være et godt menneske i en verden styret af penge. Instruktøren Alice Rohrwacher delte prisen for bedste manus med iranske 3 Faces til Cannes Film Festival 2018.

’Kvinde på krigsstien’ er en intelligent feel-good-film og moden crowdpleaser, der formår at tackle påtrængende globale dagsordener med lige dele humor, drama og musikalitet. Halla er en islandsk kvinde, der erklærer krig mod den industri og de politikere, som truer med at ødelægge hendes land. Hun går radikalt til værks, men så kommer et forældreløst barn ind i ligningen. Halldóra Geirharðsdóttir er en åbenbaring af kvindelig trods, sensualitet og virkelyst, mens den storslåede islandske natur bidrager med sit. Og når musikken bevæger sig ind i billedrammen, spilles der, så englene synger med i det høje. Filmen er med i Biografklub Danmark.

Filmtips på Twitter

Filmtips på Twitter

I filmbranchen er Twitter det foretrukne sociale netværk fordi det er hurtigt og det er nemt at dele links til både materiale og billetter. Desværre er Twitter ikke særlig udbredt i Danmark. Det prøver vi at gøre noget ved. Her er nogle eksempler fra denne uge:

Der mangler aktuelle tweets fra Warner Bros. Danmark, Filmbazar, Miracle Film, Empire Bio og flere andre filmselskaber og biografer.