Hvert et stik tæller

Hvert et stik tæller

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Hellere i dag end i morgen.
Det er vores klare budskab, når I får tilbudt det tredje stik.

Det seneste døgn er over 5.000 danskere testet positiv med corona. Det er det højeste tal i Danmark under hele pandemien. Samtidig er vi på vej ind i de kolde måneder, hvor virus har bedre betingelser for at smitte. Og der er kommet en ny dimension til pandemien med den nye variant, omikron.
Lige nu er tid derfor en helt afgørende faktor.

Vi skal have høj og vedvarende immunitet. Det skal vi først og fremmest, fordi vi skal passe på vores ældre og sårbare.
Men det skal vi også, fordi vi lige nu skal gøre alt, hvad vi kan for, at samfundet forbliver åbent. Vaccinen er vores supervåben i den kamp.

Derfor sætter myndighederne nu alle sejl til for at skrue op for kapaciteten og for tempoet.
Hvert et stik tæller. Det vil have betydning for, hvor godt vi som samfundet kommer igennem vinteren.

Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister

Af Tom Ahlberg

Præsenterer Sveriges nye kulturminister
Jeanette Gustafsdotter bliver Sveriges nye kulturminister.
Hun kommer fra en stilling som generalsekretær for Sveriges Museer. Tidligere var hun chef for Tidningsutgivarna. Hun er uddannet som jurist med speciale i medie- og immaterialret og journalist.
Gennem coronakrisen har hun fået førstehåndskendskab til kulturområdets store problemer. De fleste iagttagere er enige om, at hun er blandt de mest kompetente, når det handler om løsninger for kulturområdet post-corona.

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

IKKE MERE RACISTISK GHETTOPOLITIK

I morgen, den 1. december, opdateres de såkaldte ghettolister fra Kaare Dybvad Beks boligministerium.

Endnu engang skal almene boligområder vurderes på deres beboere. Er der fx “for mange” beboere med anden etnisk baggrund, uden job eller med (for) lav indkomst, så kan et boligområde risikere at blive “ghettolistet”.

For et boligområde kan det betyde, at beboere, som har boet i deres hjem i en menneskealder, skal flytte. At gode almene boliger skal rives ned (CO2-udledning for hvilken nytte?), så der kan bygges nogle private lejemål.

Det er i bund og grund umuligt for mig at se noget som helst positivt i den parallelsamfundslovgivning, som ghettolisten er født ud af.

Kaare Dybvad Bek siger, at listerne og bulldozerne skal til for, at vi kan få blandede byer.

Jeg siger, at de almene boligforeninger netop ER de blandede byer. Her bor mennesker med alle slags baggrunde side om side. Derudover er de styret af beboere, der er valgt i beboerdemokratiet. Og så er de drevet nonprofit.

Mangfoldighed, demokrati og fællesskab. Og fair husleje.

Det er dét, vi skal have mere af. Ikke mindre.

Alternativet er totalt imod parallelsamfundspakken og “ghettolisten”. Den skal stoppes, og det skal være nu. I stedet for at kategorisere efter etnicitet og rive bygninger ned og fællesskaber op med roden, så skal vi fokusere på at bygge områderne op og tilføre ressourcer – på beboerdemokratiernes præmisser. Der bliver løftet en enorm social indsats i de almene boligområder.

Ikke mere racistisk ghettopolitik!

AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET

AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET

Af Victoria Velásquez

VI HAR BRUG FOR EN AKUTPAKKE TIL SUNDHEDSVÆSENET ❤️

Sundhedsvæsnet er presset ikke bare af corona men også helt generelt. Situationen har ikke været så presset siden lægestrejken i 1981. Det kan ikke klares med honninghjerter og bønner, der er brug for politisk handling.

Vi har i Enhedslisten rejst kravet om en akutpakke i finanslovsforhandlingerne og også behovet for, at regeringen indkalder til forhandlinger om at finde finansiering, så de anbefalinger lønstrukturkomiteen kommer med, kan blive til virkelighed og vi kan få et opgør med tjenestemandsreformen, der konsekvent placerer fag med en majoritet af kvinder ansat som mindre værdifuldt end de fag, hvor flertallet af de ansatte er mænd.

HUSK MUNDBIND OG CORONAPAS, NÅR DU BESØGER HOSPITALET

HUSK MUNDBIND OG CORONAPAS, NÅR DU BESØGER HOSPITALET

HUSK MUNDBIND OG CORONAPAS, NÅR DU BESØGER HOSPITALET FRA PÅ MANDAG 😷

Fra mandag den 29. november skal besøgende og patienter igen huske at tage et mundbind på, inden de går ind på vores hospitaler. Det er frivilligt for børn under 12 år.

Husk også de andre regler for besøgende på hospitaler:

  • Du skal som besøgende have et gyldigt coronapas.
  • Brug håndsprit, når du ankommer og når du forlader hospitalet.
  • Hold god afstand
  • Følg instrukser fra personalet. 🗣️

Tak for, at du er med til at passe på vores personale og patienter.

Har kunsten nogensinde været fri?

Har kunsten nogensinde været fri?

Af Jette Hye Jin Mortensen

Nu har jeg set DRs dokumentarserie Oprør på Akademiet og jeg får det fysisk dårligt og halsen snører sig sammen. Helt ukontrollerbar PTSD. Minder om at blive stopfodret med andres blik, uden at kunne gøre eller sige noget. Som når mine adoptivforældre hele barndommen forsikrede mig om, at den vold jeg oplevede var fordi folk blot var interesserede i mig. Al den taletid til hvide mennesker, som aldrig har levet et helt liv med racisme dag ud og dag ind, statsministre, journalister, politikere, en ældre og yngre kunstnere over for en lille håndfuld primært unge kunststuderende. Ulige, nærmest historieløs i sin symbolik. Hvorfor valgte instruktøren ikke at tale med lige så højtprofilerede professionelle brune mennesker, som også selv har levet med deres krop i et racistisk samfund, der arbejder med racisme og repræsentation? Jeg ønsker mig flere farver i dansk journalistisk og jeg ønsker at hvide mennesker, som åbenbart ikke har haft behov for at samle en bog op og læse i den, fordi de har levet en friktionsfri barndom, tænkte lidt over hvad de sagde, når de overhovedet overvejer, at flerfarvede stemmer gør kunsten til konsensus, ensrettet, snæver, censureret. For gør vi det?

Kunsten har aldrig været fri – for alle. For nogle få. Nogle få, har kunnet sige: nu gider jeg ikke høre på jer, nu tager jeg hjem i mit hyggelige hus i en rig by hvor alle ligner mig, hjem til mine penge og min frihed til at være mig, men det er bare ikke alle forundt, vi kan ikke tage hjem. Vi bor i jeres historie. Vi har fået tilkendt rollen som den mørke skurk. Vi har hele livet gået på æggeskaller omkring hvide mennesker. Blevet slået på af både børn og gamle og kaldt ting jeg ikke orker at nævne én gang til. Vi har hele livet været censurerede og når vi talte så klart som vi overhovedet turde, blev vi kaldt ofre, selvoptagede, sensitive, dramatiske, oprørske eller endda forbrydere af hvide mennesker, som ikke vil læse bøger og som ikke vil dele deres privilegier med os. Som tager det for givet at være centrum i historien. Som har taget alle deres rigdomme ude i verden, fra andre mennesker og andre kontinenter. Jeres historie har været i centrum, ikke fordi I var bedre, klogere, smukkere som hvide, men på grund af udnyttelse, undertrykkelse og vold, som blev gjort af jeres forfædre derude og omskrevet til et misfoster af en selvforherligende løgn som i fortalte jeres børn som godnathistorie. Løgnen om den hvide frihed over alle andres. Derfor virker jeres børns intuition ikke i dag, derfor er de forvirrede, når deres følelser vækkes imens de laver dokumentarserier til hele nationen og står splittet imellem trygheden af det velkendte og deres moral, der langsomt vågner.

Jeg forstår godt, deres hjerter må briste

Jeg forstår godt, deres hjerter må briste

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Idag skulle Mahmoud Almohamad tage afsked med sine forældre og bringe dem fra Brønderslev til Sjælsmark Udrejsecenter.

I stedet for blev hans mor og søster indlagt.

Familien blev skilt af flugt flere gange. Lettelsen da de blev samlet igen i Danmark er ikke til at beskrive. Troen på at der findes et liv i sikkerhed, tager tid at genopbygge.

Så jeg forstår godt, deres hjerter må briste, når familien rives midt over igen. Ikke af krig, men af smålig og nedrig dansk politik.

Mahmoud ringede til Sjælsmark, da hans mor havde mistet bevidstheden og var blevet hentet af en ambulance.

Det havde de ikke meget forståelse for: Mahmouds forældre skal indfinde sig i dag. Lige meget hvad.

Jeg er så vred og ulykkelig over at dette her finder sted, at jeg næsten ikke kan være i mig selv. Jeg er ikke i tvivl om at de stramningsivrige hårde hunde vil kalde dette opslag for følelsesporno. Det siger mest om dem.

Kan man ikke sætte sig i andre menneskers sted og handle derefter, har man mistet meget. Det er på den måde selv de rigeste og smukkeste samfund kan ødelægges indefra.

HAR DU SET DIG SELV I ET SPEJL?

HAR DU SET DIG SELV I ET SPEJL?

Af Henrik Saxgren

Da jeg var yngre, var tøj ikke den største udgiftspost på mit budget. Et par overklippede cowboybukser og en militærundertrøje fra Overskudslagret i Aarhusgade var stort set, hvad jeg havde brug for.
Kirsten syede alt sit tøj selv …
Jeg arbejdede freelance for Socialistisk Dagblad og en dag var jeg på Christiansborg, hvor jeg skulle dække de politiske forhandlinger. Jeg var klædt stort set som på billedet fra Fælledparken.
Efter at være blevet nægtet adgang til forskellige lokaliteter på Borgen, var jeg af den klare opfattelse, at det var politisk chikane fordi jeg kom fra Socialistisk Dagblad og jeg klagede min nød til Ritt Bjerregaard, som jeg kendte.
Den kloge kvinde så overbærende på mig og sagde: ” – Politisk chikane? Det tror jeg næppe. Har du set dig selv i et spejl?”

(Fælledparken, august 1979 – Kirsten er gravid med vores datter, Ivalo).

Velkommen til Danmark

Velkommen til Danmark

Af AnneLise Marstrand-Jørgensen

Udrejsecenter Sjælsmark:

Her bor mennesker. Her vågner de, og her går de i seng. Her børster de tænder, her bader de og barberer de sig. Her spiser de discountmad tilberedt af andre, her hviler de sig på madrasser, skjoldede og beskidte af fremmede menneskers kropsafsondringer. Her går de frem og tilbage på gangene, her sidder de uvirksomme hen, fordi de ikke længere har lov til at arbejde eller gå i skole. Her er de ulykkelige af savn efter deres børn og børnebørn, som de er blevet skilt fra efter at have båret og støttet og elsket dem fra krigens rædsel til et liv i sikkerhed. Her spørger de sig selv i én kværnenede strøm: Hvorfor? Hvad er vores forbrydelse?

Her jager de rotter med et kosteskaft i baderummet, her fejer de rottelort væk fra vasken, vindueskarmen og hylden hvor tandbørsterne står. Her lider de, her bliver de syge og modtager den mest nødtørftige lægehjælp. Her får de tandpine og behandles med panodil, her gøres de fattige efter arbejdsomme liv, her ser de ind i hegnet og væggen og begynder langsomt at forstå, at det ikke er en drøm, at de ikke vågner fra mareridtet om lidt. At det her er deres liv. At det ikke stod i kortene, men at det var sådan, det blev.

Det er et udmattelsesløb, udtænkt for at pine mennesker til at forlade det land, der har taget imod dem, da de flygtede fra ruinerne af et liv. Det er endeløst fordi de ved, at de aldrig kan vende tilbage til Syrien. Fordi mennesker trods al den elendighed, man byder dem, hellere vil leve bag hegnet med rotterne, end de vil forlade deres børn for evigt og lade sig anholde, torturere, dræbe af en diktator og menneskerettighedsforbryder som har slået deres familie og venner ihjel og smadret deres hjemland. Det er endeløst, fordi Danmark nok mener at Syrien er så sikkert at disse mennesker kan rejse, men ikke vil sende folk tilbage i armene på den diktator, som ingen respektable lande vil arbejde sammen med.

Her dør alle drømme. Deres, om et almindeligt, virksomt liv i tryghed. Vores, om at vi kan være vores land bekendt.

Vi bliver også udmattede, selvom det er på en anden måde og selvom vi altid kan trække os tilbage til vores egne liv, vores travlhed og almindelige bekymringer og glæder og stræben.

Vi bliver næsten bedøvede af udmattelse, af de gentagne beretninger, der aldrig hører op. Om hvordan vores skattepenge går til at chikanere mennesker. Om hvordan vores venner og medmennesker ydmyges af staten. Også pressen bliver udmattede. Det er ikke længere en nyhed og derfor har det ikke længere værdi som nyhedsstof. Det er blevet hverdag i Danmark. Det er normalen nu. Og skal man virkelig blive ved med at skrive om det?

Vi skal ikke tale om tonen længere. Vi skal tale om menneskesynet og modbydeligheden. Vi skal tale om, hvordan det føles at stå med sin afmagt og ikke kunne komme til orde.

Vi skal tale om hårdheden og kapløbet om at være de største svin og lade som om man er glat og sød som en honningglaseret skinke, fordi man har lært at tale pænt og overfladisk at udtrykke medfølelse samtidig med, man til bevidstløshed hævder at dette her er nødvendigt, fornuftigt, rimeligt.

Tak til Birgitte Ottosen for billederne, som hun tog, da hun besøgte Asmaa Al Natour og Omar. Og ja, det er rottelort, som I kan se på hylden ved siden af tandbørsterne.