Medier, Radio

RADIOBØLLER

af AdminEfterlad en kommentar til RADIOBØLLER
RADIOBØLLER

Af Leif Lønsmann

På denne tid af året modtog vi i min tid i DR altid de første sæsonprægede klager fra lyttere, der blev plaget af naboernes lyttevaner, når de spillede højt for åbne vinduer. Et typisk sommertegn.

Det bragte os i et dilemma. På den ene side var vi jo glade for at folk var så glade for vores programmer at de ønskede at dele dem med deres naboer. På den anden side ville vi jo nødigt opnå at radioen blev lagt for had som støjforurener eller genstand for nabokrige og skærmydsler. Vi imødekom derfor klagerne med opfordringer til at lade radioen spille, men også at huske at naboen måske havde andre lyttevaner.

Problemet er lige så gammelt som radioen. Allerede i 1950 talte man om fænomenet efter at en undersøgelse havde vist at syge mennesker eller folk med ”dårlige nerver”, som det hed dengang, fik forværret helbredstilstand i sommerperioden, angiveligt som følge af radioforurening fra naboernes åbentstående vinduer.

I et forsøg på at italesætte problemet bad man lytterne om at bidrage med forslag til en betegnelse for de folk, der krænkede luftrummet med uønsket radiolytning. Vinderforslaget blev ordet ”Radiobøller”, men blandt de indkomne forslag var også betegnelser som støjdjævel, lyttebisse, æterbølle, radiochikanist, lyttersadist, radiostodder, luftsvin, naboplager, støjsender og larmetrold.

Jeg kom af en eller anden grund til at tænke på debatten under de seneste dages Distortion Festival. Gad vide hvad man ville have kaldt det i 1950…?

Musik

Patti Smith i KB Hallen

af AdminEfterlad en kommentar til Patti Smith i KB Hallen
Patti Smith i KB Hallen

Af Lars Movin

BECAUSE THE NIGHT …
eller: PATTI SMITH I K.B. HALLEN

Der kunne siges alt muligt om den perfekt uperfekte performance, som den 76-årige Patti Smith leverede i K.B. Hallen torsdag aften, men essensen – for mit vedkommende – var, at jeg sjældent har nydt en koncertoplevelse mere. Selvfølgelig var der lange pauser mellem numrene, hvor knas med en guitarrem eller tilsyneladende uvished om, hvad der nu skulle ske, slog sprækker i forestillingen om en professionel koncertafvikling (hvis man vælger at se det fra dén vinkel). Selvfølgelig var der halvt glemte sangtekster, som først med lidt forsinkelse dukkede op i den syngendes hukommelse, og en ubønhørlig (angiveligt allergiudløst) hoste, som indimellem truede med at sætte stemmen ud af funktion (men dog aldrig gjorde det, når det endelig gjaldt). Og selvfølgelig var der den lidt rutinemæssigt forventelige åbning med en sing-along-opfordrende “Because the Night” og et lige så forudsigeligt farvel med “People Have the Power”. Men når det er sagt, var de to nævnte sange blot bogstøtter omkring et forløb, der på mange måder var uforudsigeligt og bød på en velkommen fornyelse af Patti Smiths ellers i mange år ret skemalagte optræden. Ligesom de øvrige ovennævnte knaster ikke som sådan trak fra, men snarere fremstod som charmerende kolorit på en aften, der balancerede fint mellem livsindsigt, hilsner til en række afdøde kolleger og ikoner, indignation, ekstase og et nærvær, der blandt andet var udløst af, at det var hen imod et halvt år siden, at Patti Smith og hendes ensemble sidst havde stået på en scene. At sige at Patti Smith virkede veloplagt, er ikke forkert, men heller ikke helt præcist. Alderen fornægter sig ikke, og snarere vil jeg påpege det sympatiske i, at Patti Smith i denne sene fase i karrieren tillader sig selv at have den alder, hun har – uden forkrampede forsøg på at virke yngre. Torsdag aften var hun simpelthen til stede i K.B. Hallen med en autoritet, hvor de mange års sceneerfaring på beundringsværdig vis blandedes med en oprigtig bestræbelse på at give sig hen til nuet og dets luner. Undervejs fik vi solide klassikere som “Waiting Underground”, “My Blakean Year” og “Beneath the Southern Cross” – poetisk rockkunst med tråde via punk- og hippieæraen hele vejen tilbage til beatgenerationen, som kun Patti Smith kan levere det. Men vi fik også adskillige overraskelser. En knirkende og dybfølt hilsen til den nyligt afdøde livsven Tom Verlaine – med tekstark og læsebrille og slinger i valsen, men så sandelig også med nerve og kærlighed. En halvironisk, men givetvis respektfuld hilsen til Tina Turner (Patti Smith havde engang siddet på første række til en koncert, hvor Turner havde blinket til hende – “… and it made me who I am today”). Renest i udtrykket var en tindrende smuk udgave af Neil Youngs “After the Gold Rush”. Mest overraskende var en ekstasesøgende musikalsk jam til ære for Jeff Beck. Og aftenens højdepunkt var et forbløffende arrangement af Bob Dylans “All Along the Watchtower” – en sang, som Patti Smith ifølge sin introduktion havde taget tilløb til at prøve kræfter med siden 70’erne. Torsdag aften i K.B. Hallen kastede hun sig omsider ud i et forsøg – og den sad lige i skabet. Meget mere kunne siges, men det korte af det lange er, at jeg nød hvert et sekund af aftenen, måske fordi jeg var mere end almindeligt sulten efter en håndfuld års Patti Smith-pause, men også fordi det nye bandformat med en trio bestående af sønnen Jackson Smith på guitar, veteranen Tony Shanahan på bas og keyboards samt en yngre trommeslager, hvis navn jeg ikke fik fat i [Sebastian Rochford hedder han, bliver jeg nu gjort opmærksom på – tak!], åbnede for en tiltrængt fornyelse i Patti Smiths musikalske udtryk og tillod hende at sprænge sig fri af de skabeloner, som hendes gamle – og prisværdigt trofaste – ensemble havde tendens til at låse hende fast i. Men mest af alt var det hele så frydefuldt, fordi Patti Smith, der med egne ord nu har nået den samme alder, som hendes mor havde, da hun (Patti) opfattede hende som MEGET gammel, stadig formår at lyse sjælens mørke kamre op med sit poetiske og umanerligt menneskelige nærvær …

P.S.: Jeg var alt for opslugt af koncerten til at tage billeder, så illustrationen herunder er et uldent snapshot fra et ultrakort møde med Patti Smith i forbindelse med hendes besøg i Cinemateket i 2008.

Historie, København, Kultur, Teater

Østre Gasværk sprudler stadig af energi

af AdminEfterlad en kommentar til Østre Gasværk sprudler stadig af energi
Østre Gasværk sprudler stadig af energi

Af Leif Lønsmann

GAS

I 1878 var københavnernes energiforbrug allerede så stort at Vestre Gasværk ikke kunne klare efterspørgslen. Man måtte derfor anlægge endnu et gasværk, Østre Gasværk. Gassen, som værket producerede, blev brugt til både gadebelysning og husholdning i form af gaskomfurer, lys og varme.

Den centrale gasbeholder, der blev tegnet af arkitekten Martin Nyrop, som senere tegnede Københavns Rådhus, holdt på gassen helt frem til 1969, hvor nye energiformer havde overtaget energiforsyningen til københavnerne.

Gasbeholderen blev stående, og en solskinsdag i 1976 cyklede teatermanden Morten Grunwald og avisredaktøren Pelle Sadolin forbi den runde beholder, og ideen om at oprette et teater i den rå, massive bygning blev født.

Efter næsten 7 års lobbyarbejde og et par vellykkede forsøgsforestillinger lykkedes det teaterfolkene at overtale Københavns Kommune til at gå med på ideen. Og i dag er det præcis 40 år siden at Københavns Kommune, den 2 .juni 1983, forærede bygningen til et til lejligheden stiftet teaterselskab.

Resten er historie, som man siger. Teaterhistorie ! Østre Gasværk sprudler stadig af energi. Og i morgen vil dansere fra Pariseroperaen indtage scenen i det gamle gasværk, med gallaforestillingen ”Les Étoiles”: https://www.osterbroteater.dk/forestilling/les-etoiles-de-lopera-de-paris-stjernedansere-fra-pariseroperaen/

Historie, Menneskerettigheder, Samfund, Sex

Abort

af AdminEfterlad en kommentar til Abort
Abort

Af Leif Lønsmann

ABORT

I dag er det 50 år siden at det danske Folketing, med et snævert flertal, stemte for loven om fri abort. Forud havde gået en heftig debat, hvor især danske præster havde argumenteret imod at unge kvinder og læger skulle overtage Guds kontrol med artens videreførelse. En svær sag for præsterne, der samtidig gik imod udenomsægteskabelige svangerskaber.

Da loven kom til afstemning i Folketinget den 24.maj 1973 mødte en række kraveklædte præster op i tilhørerlogen i Folketinget for at protestere mod loven og advare mod dens vedtagelse. En af dem, pastor Jan Stolt, løftede fra tilhørerpladserne sit medbragte krucifiks og bad til Gud for en nedstemning af forslaget.

Om det var Gud, der ikke hørte præstens bøn, eller Folketingets flertal, der ikke fulgte Guds bud, er uafklaret. Loven blev vedtaget med 95 stemmer for og 56 stemmer imod. 17 undlod at stemme. Resten var fraværende.

Loven trådte i kraft 1.oktober 1973. Danmark blev dermed et af de første vesteuropæiske lande, der tillod fri abort. De kommunistiske diktaturer i Østeuropa havde allerede fri abort. Der spillede Gud ikke så stor en rolle i den politiske proces.

Film, Musik

Little Richard: I Am Everything

af AdminEfterlad en kommentar til Little Richard: I Am Everything
Little Richard: I Am Everything

🎹 FILM & MUSIK: Få hele historien om rockens oprindelse i det sorte musikmiljø i USA og navnlig om ophavsmanden – Richard Penniman – bedre kendt som Little Richard. Gennem et væld af fascinerende arkivmateriale og optrædener, udruller filmen Little Richards livshistorie og afslører, hvordan Richard gjorde ultimativ selvrealisation til en kunstart. Men det, han gav til verden, var han aldrig i stand til at give til sig selv. Hele sit liv var han splittet mellem Gud, sex og rock’n’roll. Og Little Richard prægede rock’n’roll i en grad, der gør det umuligt at tale om Elvis, James Brown og The Rolling Stones uden at nævne ham. Se filmen i biografen fra den 4. maj.

📁 Ressourcer: BIOGRAF, Bongorama, Film & Musik, Grand Teatret 🛒, kino.dk, Signal, Reel Pictures.

Film

Living

af AdminEfterlad en kommentar til Living
Living

🇬🇧  IT’S NEVER TOO LATE TO START: ‘Living’ er en overmåde velturneret og ultimativt stærkt gribende fortælling om en ganske almindelig mand (Bill Nighy i en glansrolle – en af karrierens største præstationer), der i årevis har levet et liv på sidelinjen – holdt i skak af årtiers formaliseret og rutinepræget arbejde i statsforvaltningen. I 11. time beslutter han at tage affære og ændre sin livsfortælling – og gøre en forskel, hvor han kan. Kazuo Ishiguro har skrevet manus baseret på Akira Kurosawas klassiker ‘Ikiru’ (At leve), som i sin tur bygger på Tolstoj. Filmen er en del af Filmporten. Se filmen i biografen fra den 4. maj.

Historie

KAPELMESTERENS KYS

af AdminEfterlad en kommentar til KAPELMESTERENS KYS
KAPELMESTERENS KYS

Af Leif Lønsmann

Torsdag den 5. juni 1924 fandt der et optrin sted på et konditori i København, som endte i Landsretten.

Dengang tjente de københavnske konditorier som dansesaloner, med levende musik og dans. Det gjaldt også konditoriet i Frederiksberggade, som blev ejet og drevet af Kammerråd Knud Pagh. Denne torsdag under musikalsk ledelse af kapelmester Eilert Lindorff-Larsen* (foto).

Klokken 23 var stemningen både høj og hed i Konditoriet, og kapelmesteren så sit snit til, som det hed dengang, at ”stjæle et kys” fra en ung dame, Frk. Petersen, der var gæst i Konditoriet.

Det offentlige kys skabte nogen opstandelse i Konditoriet, og restauratøren så sig foranlediget til at anlægge sag mod Kapelmesteren med krav om øjeblikkelig afskedigelse i henhold til kontrakten, som indeholdt en passus om at ”Kontraktforholdet ophører i samme Øjeblik, der sker brud paa Orden og Velanstændighed”.

Lindorff-Larsen benægtede i første omgang overhovedet at have kysset i lokalet, men tilstedeværende gæsters vidneudsagn modsagde ham. Vidnerne kunne bekræfte at have set ”kyssescenen”, men der var modstridende tolkninger af omstændighederne, herunder om det var sket med eller imod den unge dames vilje.

Sagen blev ført helt til Landsretten, som frifandt kapelmesteren med henvisning til at omstændighederne ved kysseriet ikke var tilstrækkeligt kortlagt, og at der derfor ikke var retsligt grundlag for dom eller straf. Retssamfundet lod tvivlen komme den sigtede til gode.

Kapelmesteren kunne således fortsætte sit spil, og dermed sin karriere, som senere bl.a. førte til at han blev musikalsk leder for Danmarks Radios Underholdningsorkester.

*

Eilert Henning Lindorff-Larsen, kapelmester og komponist Han blev student i 1920 og tog organisteksamen fra Musikkonservatoriet i 1922 og var i en årrække fast organistvikar ved Københavns Domkirke. I 1925 havde han sin debutkoncert. Fra 1930 var han tilknyttet Det ny Teater, Casino, Dagmarteatret som teaterkapelmester og var dirigent i National-Scala og i Cirkusrevyen. Desuden har han ledet underholdningsorkestret i Danmarks Radio. Lindorff-Larsen komponerede orgelmusik, sange og orkestermusik og beskæftigede sig med musikken til balletterne “Irene Holm” og “Jomfrukilden”. Han blev gift den 23. oktober 1925 i Frederiksberg Kirke med Esther Jacobine Rasmussen (29-12-1899). Efter skilsmisse i 1933 blev han den 15. februar 1934 gift på Københavns Rådhus med skuespillerinden Ellen Jansø. Senere blev han den 1. april 1951 gift med skuespillerinden Gerda Gilboe. Arrangerede musikken for Cirkusrevyen som inkluderede nogle fine arrangementer for Gellin og Borgstrøm med orkester. To blev senere indspillet på “His Master’s Voice” i 1937: “Zigeuner Fantasie” og “Høstgildet”. 

Film

Close

af AdminEfterlad en kommentar til Close
Close

🆕 Lukas Dhonts storgribende drama modtog juryens Grand Prix i Cannes, hvor et panel af 75 af verdens førende kritikere kårede filmen som festivalens suverænt bedste. ’Close’ fortæller om Léo og Rémis tætte venskab – i skolen og i blomstermarkerne, hvor de og forældrene plukker høsten hjem. Da skolekammeraterne skyder en kile ind i forholdet, får det fatale følger. Mere skal ikke afsløres her, men vi lover, at det billedskønne og ekstraordinært velspillede drama ikke vil efterlade nogen uberørte. Filmen er med i Biografklub Danmark.

🎫 KØB BILLETTER HER!

Film

Beau Is Afraid

af AdminEfterlad en kommentar til Beau Is Afraid
Beau Is Afraid

🆕 Verden er et skræmmende sted for Beau Wasserman. Hans lejlighed ligger ikke i den pæneste bydel, og naboerne er mærkelige. For slet ikke at tale om bumserne, narkomanerne og andre truende galninge på gaden. Med regelmæssige besøg hos terapeuten og rigelige forsyninger af piller mod hans angst går det. Lige. Men at skulle besøge sin mor udløser skyld og neuroser hos Beau. Ved skæbnens puds ikke at være i stand til at nå besøget hos sin mor sætter gang i en lavine af begivenheder, som sender Beau ud på en heroisk rejse gennem mærkelige universer, der alle udfordrer den aldeles ikke heroiske Beau. Eller også er det alt sammen bare noget han bilder sig ind.
Instruktøren Ari Aster, der før har skabt de uhyggelige ”Hereditary” og ”Midsommar”, drejer gyset i mere humoristiske retning i ”Beau Is Afraid”, som mere eller mindre handler om hovedpersonens rejse for at komme hjem … som den ser ud i hans øjne. I den altdominerende hovedrolle som den neurotiske, angste og muligvis paranoide Beau ses Joaquin Phoenix (dog med Arman Nahapetian som hans 13-årige alter ego). Patti Lupone er hans dominerende mor, og Parker Posey pigen, han aldrig fik. I andre roller ses bl.a. Nathan Lane, Amy Ryan og Stephen McKinley Henderson.

▶️ BIOGRAF | Bongorama Blog | Film & Musik |  Grand Teatret | Signal Blog

Debat

DISCOUNT ER IKKE ET KVALITETSSTEMPEL

af AdminEfterlad en kommentar til DISCOUNT ER IKKE ET KVALITETSSTEMPEL
DISCOUNT ER IKKE ET KVALITETSSTEMPEL

Af Niels Kliim

DISCOUNT ER IKKE ET KVALITETSSTEMPEL

Jeg tænker at når Coop har følt sig nødsaget til at tilføje ordet “discount” i navnet, til 365 butikkerne, må det være fordi de er nervøse for at kunderne vil forveksle butikkerne med high end supermarkeder, som ingen jo, ifølge Coop, vil handle i.

Her siger jeg så lige noget hurtigt: Jeg har en gang gået forbi en 365discount butik, og jeg tror ikke, at det er nødvendigt, ligefrem, at skrive hvilken type butik de har kastet ind bag de grønne plastic-tildækkede vinduer!

DISCOUNT MIG HER OG DISCOUNT MIG DER

Prøv en gang at lukke øjnene og tilføj ordet discount til de ting du omgiver dig med. Discountsport, discountbil, discountcafé, discountyoga, discountferie, discountmad etc. Coop ser os som discountmennesker – og det er der da vel ingen, af os, der syntes særligt meget om.

Jeg tror reelt ikke, at ledelsen i Coop har styr på kundesegmenter, forbrugsmønstre, købeoplevelser, indretning og design. I stedet for at udvikle egne ideer, kigger man rundt på konkurrenterne, og ser hvad der virker hos dem, hvorefter man laver en – i de fleste tilfælde – dårlig kopi. Jeg tror ikke på, at der i Coop findes en eneste, der er i stand til, eller tør, at sætte en unik retning for Coop.

Det de foretager sig nu er uambitiøst og middelmådigt – i bedste fald, bare ligegyldigt. Coop- og Brugsen-butikker er mainstream butikker med standardmad – Ikke noget der løfter sig over andre dagligvarebutikker. Coop 365discount skiller sig da i det mindste ud ved at være omtrent det mest rædselsfulde supermarked, man kan forestille sig – og det er sjovt nok den butiksform Coop ser som deres guldæg – det er sgu patetisk!

KOPISMENS TRIVIELLE SNÆVERSYNETHED

Jeg tror at Irma er blevet slagtet, fordi ingen af de øvrige kæder har noget der ligner Irma, og derfor overbeviser man sig selv, i Coop, om, at det må være Irma der er problemet. Udelukkende fordi man arbejder efter kopismen trivielle snæversynethed, og ikke magter at udvikle, dyrke og forfølge det unikke og trendsættende.

Man fjerner altså et af de mest unikke brand, fra den danske supermarkedsscene, i et forsøg på at ligne konkurrenterne. Jeg er ikke tvivl om at Irma kunne være Coops redning, hvis man sætter de rette udviklere, idemagere, designere og købmænd i spidsen. Hov – der har vidst allerede været et par stykker i fortiden! Men de har nok været skide irriterende – så hellere lukke deres afdeling!

Et brand overlever jo ikke 137 år, uden at der er et eller andet det kan! Med den alder er det måske helt forventeligt at man kan trænge til en hjælpende hånd og en enkelt make over, i ny og næ.

Det er dumt, dovent og forstemmende at se på Coops ageren, som en elefant i en glasbutik, der rager kunstværket på gulvet, så det smadrer. Sæt dog Irma på den oplyste pidestal midt i glasbutikken, hvor hun, med sin aura af soliditet, troværdighed og autensitet kan være fyrtårnet, der tiltrække kunder i alle dele af landet.

VI ER KUNDER – VI VIL BEHANDLES ORDENTLIGT

Selvfølgelig vil vi danskere, i hele landet, gerne forkæles – mens vi fylder vores kurve med både high-end produkter og discount, efter eget valg og pengepung. Jeg tror ikke, nogen af os, har lyst til at blive anset som discountmennesker, der knuselsker at trave gang op og gang ned, mellem halvåbne papkasser, uden at møde en eneste medarbejder.

Jeg kan huske at man tilbage i firserne, talte om at Netto helst skulle signalere discount, men også skulle have en stil, så butikkerne kunne fungere i alle dele af landet. Jeg tror at et af Faktas problemer, altid har været, at den var en billig kopi af Netto. Det virker til at man, hos Fakta tænkte, at jo mere butikkerne osede af billighed og ligegyldighed, des flere kunder ville man tiltrække – Og det er vel cirka det samme koncept man har overført til Coop 365discount butikkerne. Dog gnider man, nu, ordet “discount” rundt i ansigtet på kunderne, i håb om at forbrugerne, i dag, har ophøjet “discount” til et kvalitetsstempel!

Man skal godt nok være, både tonedøv og farveblind for at tro på, at man, ved at skifte fra rød til grøn og oven i købet med sit navn fortælle, at man går efter laveste fællesnævner, kan vinde kunderne over på sin side.

Kære Coop. Historien har vist, at I aldrig har knækket koden til at drive discountsupermarkeder – eller andre former for butikker – alligevel kører I videre i fuldstændigt samme rille. Det virker som om I manisk forsøger at overbevise os alle sammen om, at vi er en nation af discountmennesker, alt imens pengene fosser ud af kassen.

SKAM JER

Føler I slet ikke at I har en arv fra de oprindelige HB/FDB tanker, I må stå på mål for?

I brøster jer af at have 1,9 millioner medlemmer der bakker jer op. I om nogen må da stå vagt om det ansvar, der følger med. I stedet er I endt med at være et foretagende, hvor kundernes penge ender i en amerikansk kapitalfonds lomme og et stort sort underskudshul i Coop. Ingen af de to giver noget tilbage til udviklingen af det samfund som I selv er afhængige af – jeg håber I skammer jer, bare en lille smule over at have formøblet formuen og den tillid I har nydt.

“Discount · discount · discount”. I ender sgu med at sige det så tit, at I med tiden, selv tror det er et kvalitetsstempel. Vi kunder vil ikke kun have discount – vi kunder vil behandles ordentligt og med respekt! Og det tror jeg I må sande på et tidspunkt! …. men så ændrer I vel bare det hele igen – hvis I findes til den tid??

Forza Irma 💙