Den årlige IFA reportage fra Berlin: Glem lyd og billede – nu handler det om robotter og løbehjul (og designer hvidevarer)

Af Ronnie Rocket i Berlin

Årets trends

  • E-mobility
  • Designer hvidevarer
  • Foldeskærme

Årets produkter

Jeg har efterhånden besøgt den årlige elektronikmesse IFA i det gamle West Berlin i en snes år. Det er ligesom at besøge en gammel ven og i år var alt virkelig ved det gamle. Flere af standene var direkte kopier fra sidste år. Og det var heller ikke sket meget på udviklingsfronten. 4K er blevet til 8K og 4G snøvler sig stille og roligt frem til 5G. Hele branchen venter på 5G produkter.

Der var ikke meget at komme efter hos de store mastodonter LG, Sony, Samsung og Panasonic. Det er dog stadig Korea og Japan, der sidder på de fleste kvadratmeter elektronik. Og ikke mindst Kina, der har sat sig tungt på e-mobility markedet. For det mest interessante på messen i år var hverken de bølgede skærme, mobiltelefoner med to skærmer eller fancy bluetooth højttalere.

Det var løbehjul!

Desværre var de mange løbehjul fordelt på en række stande, der enten ikke havde bane eller bane, der var så lille at den ikke kunne bruges til noget. Selv Segway – den kinesiske markedsleder – havde en bane, der kun var til børn. Messen burde have set denne trend og oprettet et fælles areal for e-mobility, hvor virksomhederne sammen kunne præsentere produkterne under ordentlige forhold. Men det er ikke just kreativitet og nytænkning der præger messen.

Segway har været kinesiskejet i snart fem år og i ejerkredsen finder man Xiaomi, der er nærmeste konkurrent. Hertil kom en række mindre leverandører, herunder brandede løbehjul. Men det ser ud til at de fleste bliver produceret af de samme kinesiske fabrikker. Ligesom vi kender det fra det øvrige elektronikbranche.

Det interessant ved de nye løbehjul er at der er ved at revolutionere hele måden vi bevæger os på. Ligesom smartphones ændrede måden vi lever på. Det er første gang i mange år at der er kommet et produkt, der har så stor indflydelse på vores liv. Og e-mobility handler ikke blot om de kontroversielle e-løbehjul, men også e-cykler, e-skateboards og e-rulleskøjter. På Segway standen kunne man endda prøve den nye e-gokart! Det var helt klart årets produkt i min bog i år.

Branchen selv kårede det nye LG smartphone G8X med foldeskærm som et af årets produkter. Men den er alt for tung og upraktisk. Hvis man skal bruge to skærme er der mere fordel i at have to telefoner. Men LG havde som sædvanlig det flotteste TV i den lækre Signature Series, der også havde designer hvidevarer i porteføljen. Det var faktisk et af årets temaer. LG havde designer air conditioning anlæg! Samsung havde en ny designer køleskabs serie med. Og alle vaskemaskiner ligner efterhånden noget der kan stå fremme i stedet for at blive gemt væk. Design var helt klart et af årets temaer og det er en god tendens.

Design er også udgangspunktet for britiske Pure Audios relancering af det ikoniske, tyske Braun mærke. Standen havde en original 1959 model med som reference og den nye højttaler serie så faktisk rigtig godt ud. Desværre fik jeg ikke lyttet til dem. Men de er nok også primært tænkt som conversation pieces.

Der var som sædvanlig masser af hifi på messen. Men luften er gået ud af Technics relanceringen og de mange stande med falske grammofonplader (sic!) og billige rejsegrammofoner fremstår efterhånden som fake marketing på ryggen af de seneste års vinyl buzz. Messen trænger til nytænkning på dette område og med Amazon Alexa og Google Assistant allevegne burde man invitere streamingtjenesterne med. De vil kunne give messen et tiltrængt løft med både koncept, indhold, marketing og teknologi.

På Sony standen var der atter et lytterum med grammofonplader. På væggen hang der også et Sony Music logo. Og til Warner Music logo. Og et Universal Music logo. Jeg har forsøgt at forklare dem i flere år at kun Sony Music er en del af Sony koncernen. Men det fatter det ikke. Utroligt at ikke blot én medarbejder i dette milliondyre projekt har bemærket det. Og hvis de endelig ville være cool burde de jo markedsføre nogle indie selskaber. Der var også en bar på standen. Jeg spurgte hvornår den åbnede. Det anede de ikke. Det er trist at de er så dårlige til at markedsføre de fine Sony produkter.

Samsungs megaområde handlede mest om kampagne hashtags og den nye Note10+. Det er en fantastisk telefon. Men det er ligesom om at de venter på 5G og IoT for at de kan komme videre med produktudviklingen. Lidt farver på køleskabene gør det ikke alene.

LG, Samsung og Panasonic har noget mere styr på det. Men de mangler innovation. Innovationen fandt jeg først i tema udstillingen ved siden af hovedmessen. Årets tema var ‘Japan’. Men de var otte små, sydkoreanske robotvirksomheder, der fangede min interesse. Her var der virkelig tale om innovation. Robot gulvvasker, der sørger for at dine gulve rengøres hver eneste dag, hjælpemidler til dårligt gående og fredelig drone teknologi viste meget mere inspiration og kreativitet end de store, asiatiske mastodonter.

Med det var Segway og Xiaomi, der fik smilebåndet frem. E-mobility revolutionen er kun lige begyndt. Men det bliver en trafikal fest når gaderne pludselig bliver en symfoni af e-cykler (Kawasaki havde nogle fede modeller produceret i Italien), løbehjul (en stand markedsførte sine bluetooth højttalere ved at montere dem på et løbehjul), skateboards, rulleskøjter og ikke mindst gokarts, der kan køre sæbekasseløb når vi får bilfrie byer.

Prøv at forestille dig hvad der sker når e-mobility møder app økonomien med 5G og IoT koblet på. Så begynder der virkelige at ske noget. De kan godt begynde at redesigne IFA området. Den kommer til at se helt anderledes ud i fremtiden. 

 

Læs tidligere reportage fra IFA her.

Reklamer

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Mødet med Anne Waldman

Af Lars Movin på Facebook

ANNE WALDMAN
eller: THE FAST SPEAKING WOMAN PÅ LOUISIANA LITERATURE

Da Liselotte og jeg var på bryllups-roadtrip gennem USA i juli 1998 (vi blev gift i Vancouver, Canada), lagde vi vejen forbi Boulder, Colorado, hvor digteren Anne Waldman havde været så venlig at invitere os til at deltage i det årlige Summer Writing Program på Naropa Institute. Det var Anne Waldman, som i 1976 – sammen med Allen Ginsberg – havde etableret universitetets litterære afdeling, The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, og nu, hvor Ginsberg var død, kørte hun afdelingen videre på egen hånd, og ånden fra beatforfatterne svævede fortsat over vandene. På den sommers program var navne som Ed Sanders, Joanne Kyger og guitaristen Steven Taylor (Ginsbergs faste akkompagnatør). Der var også en oplæsnings-seance med Waldman selv, og hun viste sig at være akkurat lige så dynamisk og rapkæftet, som man kan få indtryk af i hendes stadig nok mest kendte bog, “Fast Speaking Woman & Other Chants”, der udkom på forlaget City Lights i 1975. Som performer har Waldman – der også var med på Bob Dylans Rolling Thunder Revue – helt klart lært noget af sine ældre mentorer fra beatgenerationen, men samtidig har hun skabt sin egen distinkte figur som digter.

Året forinden, i oktober 1997, havde Steen Møller Rasmussen og jeg mødt Anne Waldman i Lowell, Massachusetts, hvor vi optog et interview med hende til vores lille film “Lowell Celebrates Kerouac”. Da jeg dengang bad Waldman om at fortælle historien om The Jack Kerouac School of Disembodied Poetics, sagde hun:

“In 1974 Allen Ginsberg and I, along with the poet Diane di Prima, were invited out to Boulder, Colorado, to a very experimental summer programme with something that was later to become The Naropa Institute, and that was founded by a Tibetan buddhist, a lama/teacher named Chögyam Trungpa Rinpoche. And we were there that summer also with John Cage, Gregory Bateson, and other Zen-teachers. We thought we were only going for that summer, but then Allen and I were invited to design a poetics’ programme that would be part of the school. So we had a meeting with some of these friends, one of them being Cage. Cage had been involved with something called Black Mountain College in North Carolina, the poet Charles Olson was the director of that for awhile, so there was an interesting history with people like Merce Cunningham, Franz Kline, the poets Ed Dorn and John Wieners, and many others. So we decided to start our own poetics school within the umbrella of this larger buddhist-inspired institute. Allen and I were roommates that summer, and we went back to our room and started making lists of all the people we would invite, and what the name of the school should be. I kept saying, ‘What about Gertrude Stein?’ … that ‘Gertrude Stein School’ would be funny in Colorado. But then ‘Kerouac’ made more sense, obviously. He was a writer that my generation felt extremely connected to and liberated by, and for Allen he was his heart-brother. And so we threw in the ‘Disembodied’ as a kind of little tantric tease and began the school which later became a fully accredited Masters’ programme in creative writing and study. And now we have an Allen Ginsberg Library, we have many tapes and cassettes of over twenty years of activity. And I’m now a Distinguished Professor, and I basically teach. I’m trying no to administrate, and I’m editing some books about the school and the lectures and so on. Several of those anthologies have come out.”

I dag og de følgende dage kan Anne Waldman opleves på årets udgave af Lousiana Literature.

(foto: lm / Boulder, Colorado, juli 1998)

De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.

Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Af Susanne Sayers på Facebook

Det borgerlige Danmark har brug for at genfinde sig selv. Debattøren her har nogle bud, som er interessante, omend jeg savner forholdet til de nye teknologier. De kan ændre menneskets livsvilkår på afgørende punkter og sætter måske også på sigt spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Jeg synes også, at det er underligt tilbageskuende at bruge nationalstaten som omdrejningspunkt i en tid, hvor stort set alle større problemstillinger er grænseløse. Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Men debatten om borgerligheden er velkommen og nødvendig. Venstres tidligere statsminister og FN’s flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, så det som helt nødvendigt at basere politik på en idé og ikke bare pragmatisme: »Den tendens til at fastholde erhvervede privilegier, til at vende ryggen til folk af en anden observans eller hudfarve eller nationalitet, som rundt i verden udfolder sig i “konservative” kredse, har jeg svært ved at acceptere. Det har ikke meget at gøre med respekt for medmenneskelighed eller frisind. Det pragmatiske drag, der ofte har været over de danske konservative, bryder jeg mig ikke om. Poul Sørensen har engang citeret Christmas Møller for ordet: ” Nu er den bedste politik slet ingen politik at have.” Altså at lade udviklingen afgøre, hvad vej, man skal gå.

Det kan ikke være mål nok for et politisk arbejde at holde sig ved magten, at vejre folkestemningen for at bevare populariteten, at føre det, man har kaldt “Gallup-politik”. Som Jakob Knudsen sagde – dog ikke om et bestemt parti:” Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bagefter folket og spejde efter dets stemning.”«

Ordene er vist nok fra 1965. Men det forekommer mig, at de ret præcist har beskrevet borgerligheden i Danmark gennem længere tid. Det er på tide at få idégrundlaget på plads.

Livet vil leve videre

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

For et par dage siden skrev Marcus Rubin i Politiken om sin glæde over at være født og uddannet i København, bo i storbyen og arbejde på Rådhuspladsen. Han tilføjede, at hvis andre følte glæde over at sidde og kigge på en edderkop, så for hans skyld ingen alarm, men for ham var det i byen og kun i byen, det foregik.

Jeg kan godt forstå ham. Jeg er selv født i København, og da jeg flyttede på landet sagde alle mine venner, at det var et dødfødt projekt. Jeg var den mest inkarnerede københavner, man kunne forestille sig, og der ville ikke gå et halvt år, før jeg var tilbage igen, der hvor jeg hørte hjemme.

Men nu er er gået 46 år, og jeg er her endnu. Og for hvert år føler jeg mig mere og mere knyttet til haven med dens vrimlende liv. I mange år anede jeg ikke, hvad planterne og insekterne hed, og der er stadig store huller i min viden. Men der er ingen huller i min glæde, når jeg ser på oldenborrer eller pindsvin. Jeg føler en dyb glæde, et nærvær og en samhørighed. Og jeg føler sorg og afmagt, når der sker det, der er sket – at tilflyttere eller andre uden fornemmelse for den verden, de har omkring sig, kører vores pindsvin ned og skyder vores fasan.

Jeg kan stadig godt lide at komme til København, men der kan godt gå et halvt år mellem turene. Jeg længes altid hjem til haven og naturen omkring os, også om vinteren.

Og jeg tror faktisk, at de inkarnerede københavnere også kunne have godt af at komme herud engang imellem. Når man er her, kan man se, hvad biologisk mangfoldighed er, hvordan det hele hænger sammen i et umådeligt netværk af gensidig hjælp – og hvordan pesticider dræber bierne, hvordan naturen forarmes af det intensive landbrug og de menneskeskabte klimaændringer og hvor meget, vi endnu har at lære. Naturen kan lære os ydmyghed – at vi ikke er verdens centrum, at vi er én art blandt mange, og at det er en forudsætning for vores egen trivsel – og for at vi overhovedet får en fremtid – at vi lærer at leve i balance og harmoni med vores biologiske livsgrundlag. Vi kan ikke overleve uden alle de andre – men de kan klare sig uden os. Hvis vi begår kollektivt selvmord, kan vi rive mange arter med i døden, men nye arter vil komme til. Livet vil leve videre.