De sidste fire år i Morten Nielsens liv som dramadokumentarisk roman

Det Poetiske Bureaus Forlag pressemeddelelse

Vi glæder os utrolig meget til, på 75-årsdagen for Morten Nielsens død, den 29. august, at præsentere Arne Herløv Petersens nye roman “Hvede” der tager udgangspunkt i de sidste fire år af digterens liv og hans møder med andre unge digtere som Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen.

Her forfatterens egen præsentation af sin bog nr. 156:

Fra 1. januar 2015 var der ikke længere copyright på Morten Nielsens skrifter, så jeg læste og afskrev de bevarede dele af hans dagbøger på Det Kgl. Bibliotek og udgav dem.
I 1940 oprettede en gruppe unge digtere og malere, der skrev og tegnede i tidsskriftet Vild Hvede, en klub, hvor de kunne mødes, høre foredrag og diskutere spørgsmål af fælles interesse. Mange af dem havde følt sig meget isoleret og uden kontakt til andre skabende kunstnere. De fleste af dem var fattige. Unge Kunstneres Klub fik stor betydning for deres udvikling, og den blev også afgørende for en del af dem på det personlige plan. Blandt klubbens medlemmer var Halfdan Rasmussen og Ester Nagel, der kom til at danne par – Tove Ditlevsen, der gennem et af klubbens medlemmer, Piet Hein, fik hjælp til at frigøre sig fra et umuligt ægteskab – og Morten Nielsen og Sonja Hauberg, der i en periode var kærester, før de gik hver til sit.

Jeg syntes, der var romanstof i Morten Nielsens dagbøger og breve og i historien om de unge kunstnere under besættelsen, og jeg begyndte så at skrive en bog, jeg kaldte ”Hvede”. Jeg blev hurtigt klar over, at det ville kræve omfattende læsning, og derfor havde jeg snart et par hundrede bøger liggende på gulvet inde i mit arbejdsværelse. De to historiske romaner, jeg havde skrevet før, handlede om Danmark i det 11. århundrede og om Karthago, og i begge tilfælde er der så få kilder, at man kan få overblik over det hele og frit kan fabulere over det. Men når man beskæftiger sig med Danmark under besættelsen, er der så mange kilder, at det er umuligt at komme igennem det hele.

Jeg gik i stå med bogen efter en halv snes sider. Et par år efter skrev jeg nogle sider mere, men så gik jeg igen i stå. Bogstablerne blev liggende som stumme anklager.
I marts 2019 tog jeg en dag en hurtig beslutning og fortsatte med bogen – denne gang indtil den var færdig et par måneder efter. ”Hvede” kalder jeg den.

Romanen ”Hvede” skildrer disse unge digtere og billedkunstnere i klubben fra 1940 til 1944, da klubben definitivt gik i opløsning. Det var en tid med store kontraster. Der blev holdt vilde fester, og samtidig gik flere af klubbens medlemmer ind i det illegale arbejde. Tyskerne optrådte mere og mere undertrykkende. Der blev kastet bomber, der kom folkestrejke, der var knaphed på alt og store problemer med transport og opvarmning. Uanset hvor vanskelige forholdene var, gik livet videre.

Bogens hovedspor følger Morten Nielsen fra han rejser fra Ålborg i 1940 for at studere i København, til han dør fire år senere. Sidespor følger parallelt Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen. Mange af de andre unge kunstnere – som Sonja Hauberg, Esther Nagel, Erling Poulsen, Piet Hein, Aagaard Andersen, Ib Spang Olsen, Lis Thorbjørnsen, Børge Lützhøft og Kaja Nagler – optræder mere sporadisk i bogen.

Dokumentarisk materiale som dagbøger, breve, digte og avisartikler er flettet ind i fortællingen sammen med fiktivt materiale, der uddyber og anskueliggør det, der fortælles.
Bogen er opdelt i 101 kapitler, der bevæger sig mellem lyrisk prosa, bevidsthedsstrøm og registrering af de faktiske begivenheder undervejs.

Under arbejdet er både skønlitteratur og fagbøger om besættelsestiden blevet anvendt, der er brugt upubliceret materiale fra Det Kongelige Bibliotek, og en lang række eksperter på forskellige områder er blevet spurgt om forskellige konkrete forhold.

Men slutresultatet er ikke et historisk værk, men en roman – i romanens form og skrevet med romanens virkemidler.

‘Hvede’ udkommer den 29. august, 2019.

Reklamer

Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Af Susanne Sayers på Facebook

Det borgerlige Danmark har brug for at genfinde sig selv. Debattøren her har nogle bud, som er interessante, omend jeg savner forholdet til de nye teknologier. De kan ændre menneskets livsvilkår på afgørende punkter og sætter måske også på sigt spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at være menneske. Jeg synes også, at det er underligt tilbageskuende at bruge nationalstaten som omdrejningspunkt i en tid, hvor stort set alle større problemstillinger er grænseløse. Hvad vil det sige at være borgerlig i en globaliseret tidsalder?

Men debatten om borgerligheden er velkommen og nødvendig. Venstres tidligere statsminister og FN’s flygtningehøjkommissær, Poul Hartling, så det som helt nødvendigt at basere politik på en idé og ikke bare pragmatisme: »Den tendens til at fastholde erhvervede privilegier, til at vende ryggen til folk af en anden observans eller hudfarve eller nationalitet, som rundt i verden udfolder sig i “konservative” kredse, har jeg svært ved at acceptere. Det har ikke meget at gøre med respekt for medmenneskelighed eller frisind. Det pragmatiske drag, der ofte har været over de danske konservative, bryder jeg mig ikke om. Poul Sørensen har engang citeret Christmas Møller for ordet: ” Nu er den bedste politik slet ingen politik at have.” Altså at lade udviklingen afgøre, hvad vej, man skal gå.

Det kan ikke være mål nok for et politisk arbejde at holde sig ved magten, at vejre folkestemningen for at bevare populariteten, at føre det, man har kaldt “Gallup-politik”. Som Jakob Knudsen sagde – dog ikke om et bestemt parti:” Der er ikke meget førerskab i Danmark, der ikke består i at gå bagefter folket og spejde efter dets stemning.”«

Ordene er vist nok fra 1965. Men det forekommer mig, at de ret præcist har beskrevet borgerligheden i Danmark gennem længere tid. Det er på tide at få idégrundlaget på plads.

Livet vil leve videre

Af Arne Herløv Petersen på Facebook

For et par dage siden skrev Marcus Rubin i Politiken om sin glæde over at være født og uddannet i København, bo i storbyen og arbejde på Rådhuspladsen. Han tilføjede, at hvis andre følte glæde over at sidde og kigge på en edderkop, så for hans skyld ingen alarm, men for ham var det i byen og kun i byen, det foregik.

Jeg kan godt forstå ham. Jeg er selv født i København, og da jeg flyttede på landet sagde alle mine venner, at det var et dødfødt projekt. Jeg var den mest inkarnerede københavner, man kunne forestille sig, og der ville ikke gå et halvt år, før jeg var tilbage igen, der hvor jeg hørte hjemme.

Men nu er er gået 46 år, og jeg er her endnu. Og for hvert år føler jeg mig mere og mere knyttet til haven med dens vrimlende liv. I mange år anede jeg ikke, hvad planterne og insekterne hed, og der er stadig store huller i min viden. Men der er ingen huller i min glæde, når jeg ser på oldenborrer eller pindsvin. Jeg føler en dyb glæde, et nærvær og en samhørighed. Og jeg føler sorg og afmagt, når der sker det, der er sket – at tilflyttere eller andre uden fornemmelse for den verden, de har omkring sig, kører vores pindsvin ned og skyder vores fasan.

Jeg kan stadig godt lide at komme til København, men der kan godt gå et halvt år mellem turene. Jeg længes altid hjem til haven og naturen omkring os, også om vinteren.

Og jeg tror faktisk, at de inkarnerede københavnere også kunne have godt af at komme herud engang imellem. Når man er her, kan man se, hvad biologisk mangfoldighed er, hvordan det hele hænger sammen i et umådeligt netværk af gensidig hjælp – og hvordan pesticider dræber bierne, hvordan naturen forarmes af det intensive landbrug og de menneskeskabte klimaændringer og hvor meget, vi endnu har at lære. Naturen kan lære os ydmyghed – at vi ikke er verdens centrum, at vi er én art blandt mange, og at det er en forudsætning for vores egen trivsel – og for at vi overhovedet får en fremtid – at vi lærer at leve i balance og harmoni med vores biologiske livsgrundlag. Vi kan ikke overleve uden alle de andre – men de kan klare sig uden os. Hvis vi begår kollektivt selvmord, kan vi rive mange arter med i døden, men nye arter vil komme til. Livet vil leve videre.

Er deleøkonomi kvindearbejde?

Af Claus Skytte på LinkedIn

Jeg fik åbnet mine øjne for deleøkonomi, da jeg læste Rachel Botsman og Roo Rodgers bog ”What’s Mine is yOurs”. Nu er modreaktionen så udkommet: ”What’s Yours is Mine”, skrevet af Tom Slee imod deleøkonomi. Han mener, at deleøkonomi er kvindearbejde.

Han mener også, at ”sharing economy” er en forkert betegnelse for fænomenet, og vil hellere bruge ordet ”On demand economy”, der ikke rigtig kan oversættes direkte til dansk. Det betyder noget i retning af ”forlanger-det-nu økonomi”, som vi kender det fra ”video on demand”, hvor man i stedet for at skulle cykle ned i Blockbuster og hente et VHS-bånd, i stedet kunne streame filmen direkte på computeren”. Tom Slee ville være tilfreds med termen ”deleøkonomi”, så længe platformene gav folk mulighed for at dele med hinanden uden mellemmænd. Men nu er der kommet magtfulde mellemhandlere som AirBnB og Uber imellem folk, og disse mastodonter deler ikke noget med nogen, hvis de kan blive fri.

Tom Slee sammenligner arbejde foretaget på platformene med kvindearbejde. Som da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Dengang blev kvindernes arbejdsindsats betragtet som mindre krævende og dermed mindre værd end mændene. Så mange mænd (men også kvinder) mente, at de ikke burde have samme rettigheder eller lige løn. Mange mente heller ikke, at kvinderne burde kunne organisere sig. For det var ikke rigtig arbejde, som de udførte. Det var kvindearbejde.

Kvindernes rigtige arbejde var at passe huset, og påtog de sig ekstra arbejde, var det kun til at supplere husholdningen. På samme måde, som arbejde udført via platformene i dag betragtes som supplerende indtægt i fritiden, og derfor uden behov for reguleringer. Det er i hvert fald on-demand platformenes argument. Det er ikke rigtig arbejde. Det er mest for sjov og lidt ekstra lommepenge. Og 70% af deres brugere giver dem ret. De betragter ikke deres arbejde som rigtig arbejde.

Vi er alle tre personer, siger Tom Slee: Vi er forbrugere, arbejdere og borgere. Vi må blive bedre til også at betragte os selv som arbejdere og borgere, selvom det er meget lettere at være forbruger. I hans øjne skal vi ikke lade vores frie valg som forbruger overtage, men støtte vores politikere til at tage de komplicerede beslutninger, der gør det sværere for os at være forbrugere, men som til gengæld hjælper os som arbejdere og borgere. For i hans øjne er arbejde arbejde. Uanset hvem, der udfører det.

Sexisme og kvinder i politik

Af Everyday Sexism Project Danmark på Facebook

Nå men kan I huske samtalen mellem de fem seneste statsministre i 2017, hvor Helle Thorning påtalte at hun som kvindelig statsminister og politiker havde lidt mere at kæmpe med end mændene? Blandt andet fordi der var fokus på hendes udseende. Og Anders Fogh sagde at det var en forældet debat, og Lars Løkke, Poul Nyrup og Schlüter sad og vred sig på stolene, fordi det var så helt enormt ubekvemt, og kan vi nu ikke tale om noget andet DU ØDELÆGGER DEN GODE STEMNING KVINDE!

Vi spoler frem til Se & Hør juni 2019, der stadig ikke har droppet deres pinlige tradition med at kåre “Borgens Bedste Babes” i skøn pubertær stil med bemærkninger om de nyvalgte kvindelige politikere som, at hun “kan bryste sig af et par yderst valgbare forlygter”, “Hun har masser af sexappeal” og hende “den iskolde frækkert”. Journalisten er måske udlært til at skrive på Ekstra Bladets massage sider, men vi vil foreslå at vedkommende sammen med hele bladet tager et skridt ind i det nye årtusinde, og stopper sexualiseringen af de kvinder, der sidder i landets parlament, hvor de skal tage vigtige beslutninger på vores alle sammens vegne. De har kæmpet for at nå dertil og fortjener respekt for deres arbejde – ikke at blive smidt op på siderne af jeres blad med lumre kommentarer.”

#signalmedier

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Senegals smykkekultur – og de kontroversielle kvinder der bar dem

Af Susanne Sayers

Portugal begyndte at opsøge Senegal mere systematisk i 1400-tallet. På det tidspunkt var store dele af Middelhavs- og Atlanterhavsområdet for længst en smeltedigel af folkevandringer og handel (og slavehandel).

Portugal og Spanien havde været regeret af maurerne i flere hundrede år, og maurerne havde blandt bidraget til portugisernes tradition (helt fra keltisk tid) med at lave absurd detaljerede filigransmykker af de fineste guld- og sølvtråde.

Senegaleserne kendte også traditionen, formentlig på samme vis forstærket ved handelsforbindelser til den arabiske verden, og noget tyder på, at de portugisiske og senegalesiske smykkesmede har inspireret hinanden, for smykkerne har mange fællestræk, og portugisernes påvirkning af Senegal var stærk.

Blandt andet giftede mange portugisiske mænd sig med senegalesiske kvinder, som blev kaldt Signares (efter det portugisiske senhoras, fruer), og som i kraft af deres besiddelser indtog en særstatus. Den signalerede de så med smykkerne.

Jeg har aldrig været i Senegal, så jeg har aldrig set filigranarbejdet der. Men det portugisiske er fantastisk at se udført, når det bliver gjort traditionelt, hvor trådene blandt andet bliver til overdådige smykker med samme teknik, som man bruger til kniplinger – blot med tråde af guld.

I det nordlige Portugal især er smykkerne brugt præcis som i Senegal: Til at signalere status og rigdom, og de bliver stadig vist frem ved parader, hvor kvinderne er i traditionel klædedragt, nærmest læsset med guld.