TV-BISPERNE

TV-BISPERNE

Af Leif Lønsmann

For 25 år siden, i november 1997, rasede, som så ofte før og siden, en voldsom debat om ”de fremmede” i Danmark. Tonen var hård og uforsonende. De ”fremmede” var en social byrde, et uønsket kulturislæt, et økonomisk problem – og ”de” fyldte for meget i kriminalitetsstatistikkerne.

Et overfald i Odenses natlige værtshusmiljø, hvor en ”indvandrer” havde tævet en ”dansker”, fik debatten til at gå helt amok. Formentlig fordi der forelå videooptagelser af overfaldet. De store tv-stationer, DR og TV2, kunne ikke stå for fristelsen og gav den fuld gas med billedet af den voldelige ”fremmede”.

De 15 sekunders ”reality tv” fra Odense var dråben. Nu var grænsen nået for hvad danskerne ville finde sig i. En undersøgelse viste, at en tredjedel af ”danskerne” var bekymrede over de ”fremmede” i landet. Et nydannet parti slog sig op på kravet om en stram udlændingepolitik. Et af partiets medlemmer opfordrede i kampens hede til at man fløj ”somalierne” hjem og smed dem ned over Afrika med faldskærm. En anden foreslog at man sparede udgiften til faldskærmen.

Så hård var tonen, at en modbølge af eftertanke meldte sig. En række biskopper appellerede til noget så kontroversielt som ”en ordentlig tone” og ”en human debat”. Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkild Simonsen pegede på medierne som medansvarlige for ”den oppiskede stemning”, og opfordrede til, at man fik den ”mærkeligt uhumanistiske debat ned i et leje, hvor det ikke gælder om at få så få fremmede ind i landet som muligt, og så mange som muligt af dem, der er her, ud af landet så hurtigt som muligt”.

Ved et debatmøde i Odense tog TV2s direktør, Jørgen Flindt Pedersen, kritikken til sig. ”Der har på det sidste – på grund af en række konkrete begivenheder – været en stor overvægt af historier, der problematiserede de fremmede og deres belastning af det danske samfund. Hver og en af disse historier kan være relevant og berettiget, men tilsammen og isoleret bliver det til en meget ensidig dækning af ”de fremmede” i Danmark”. DRs generaldirektør Christian S. Nissen fulgte op med en tilsvarende selverkendelse: ”Det er en del af DRs idégrundlag at skabe dialog og bygge bro mellem enkeltindivider, grupper og samfund, og at værne om friheden til at være forskellige, som forudsætningen for et levende demokrati. Det har vi måske ikke været gode nok til”.

SÅ brød Fanden for alvor løs. Skulle Danmarks mediebosser nu til at blande sig i tonen i indvandrerdebatten? Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade, der altid er frisk med en sviner, rasede mod disse ”fløjlsmaver”, ”godhedsapostle” og ”mediebisper”, som ville tvinge deres ”stiftsprovster” og ”nyhedsprælater” i nyhedsafdelingerne til at prædike ”elitens evangelium” om indvandringens velsignelser. Fra den anden ende af landet advarede Aarhus Stiftstidende imod at biskopper og mediechefer ”pludselig får moralske åbenbaringer og lader sig gribe af frelsermentalitet”. Og hjemme i Radiohuset protesterede Radioavisens chefer og medarbejdere offentligt over ”generalens forsøg på at indføre politisk censur af nyhedsdækningen”.

Det er 25 år siden. Den uforsonlige tone, hadet mod minoriteter og polariseringen i samfundsdebatten er ikke kommet med de sociale medier. Den har altid været her.

Illustration: Anne Marie Steen-Pedersen, Ekstrabladet, november 1997.

Nyt fra Miss B. Haven

Nyt fra Miss B. Haven

Af Torben Skjødt Jensen

“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet.
Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år.
Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor.
Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence.
Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med.
Her er et foto fra arbejdet i studiet.”

BÅNDVÆRKSTEDET

BÅNDVÆRKSTEDET

Af Leif Lønsmann

Den 24.november 1972 åbnede Danmarks Radio ørerne, dørene og mikrofonerne for lytterne, med et radiofonisk eksperiment ved navn “Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Gennem 17 år, indtil “nærradioerne” overtog opgaven i 1989, kom tusindvis af engagerede borgere igennem Båndværkstedet, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre.

Båndværkstedet var et sandt overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Kun straffeloven satte grænser for hvad vi lod passere. Alle synspunkter, meninger og holdninger var tilladt. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En gruppe narkoleptikere (folk der lider af pludselig at falde i søvn) argumenterede for at de brude have ret til kørekort. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En tredje at Sovjetunionens invasion af Afghanistan kunne forsvares. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Havde Båndværkstedet stadig eksisteret, ville vi have sendt en jubilæumskavalkade med klip fra “Folkets Røst”. Båndene findes stadig.

På billedet ses to af Båndværkstedets brugere, kyndigt vejledt af to unge medarbejdere med Båndværkstedets gule t-shirt. Nogle af os genkender ansigterne…

Lettelsen kunne tydeligt høres

Lettelsen kunne tydeligt høres

Af Mai Willadsen, Enhedslisten

Lettelsen kunne tydeligt høres til socialdemokraternes valgfest, da det viste sig, der var et rød-grønt flertal på valgdagen.

Man kunne se den malet i ansigterne på ministre og socialdemokrater. Ude i hele landet havde mange det på samme måde.

Og det forstår jeg godt. For hvis vi skal have en chance for nå vores klimamål, beskytte vores natur og drikkevand, lave en stor grøn omstilling af landbruget og ikke mindst give et retfærdigt og substantielt lønløft til de velfærdsansatte, så vi kan redde velfærden.

Ja så kræver det et politikken laves til venstre, ikke til højre.

Mette Frederiksen og socialdemokraterne, risikerer en række kolossale løftebrud. For de kan simpelthen ikke kan levere på deres valgløfter med højrefløjen i regeringskontorerne.

Hvis man giver Lars Løkke Rasmussen og Jakob Ellemann-Jensen vetoret over klimapolitikken, så misser vi vores klimamål. Hvis vi giver dem styring over velfærden, bliver der ikke leveret ligeløn. Det går ikke.

Det er et kæmpe svigt, at højrefløjen er vigtigere for Mette Frederiksen end klimaet og velfærden.

De løftebrud, som hun nu lægger op til, advarer jeg kraftigt imod i dagens Jyllands-Posten.

📸 Gregers Tycho, JP

‘Det er fantastisk!’

‘Det er fantastisk!’

Københavns Kommune:

‘Det er fantastisk!’ udbryder 66-årige Birgitte Pedersen, da to ladcykler drejer om hjørnet på Kronprinsessegade og gør holdt foran plejehjemmet Nybodergården. Hver onsdag cykler frivillige SOSU-elever med beboere på plejehjemmet, og det er Birgitte Pedersens anden tur.

Eleverne er frivillige på cyklerne, og da de går på grundforløbet på SOSU-uddannelsen, er cykelturene typisk deres første møde med de ældre borgere, de kommer til at arbejde med, når de bliver uddannet.
”Det er rigtig rart at bruge tid med de ældre og snakke med dem om løst og fast. Og det er dejligt at mærke, at man gør en forskel for de ældre,” siger Sabrina Aargaard, der går på SOSU H.

Cykelturene er kommet i stand som en del af foreningen Cykling uden alder, hvor frivillige cykler med plejehjemsbeboere rundt om i hele landet. Og spørger man Line fra Frivilligcenter Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby, som står for samarbejdet mellem SOSU H og Nybodergården, er der mange gode ting ved cykelturene:

”Det giver rigtig stor værdi for de ældre at komme ud. De får vind i håret, får oplevet noget, får talt med dem, der cykler, og de kan endda komme til at cykle i et område, der betyder noget for dem. Det kan aktivere minderne hos den ældre, som viser rundt i ’sit kvarter’. Og for de unge giver det et engagement og et indblik i den verden, de skal ud i som færdiguddannede,” siger hun.

Har du også lidt pedalkraft til overs og lyst til at give byens ældre lidt vind i håret, så kig med her.

”De Fremmede Forbrydere”

”De Fremmede Forbrydere”

Af Leif Lønsmann

Er indvandrerne overrepræsenterede i forbryderstatistikkerne ? Dette spørgsmål er ikke nyt. Allerede for 100 år siden var det et tema i Danmark. Dengang var det primært svenskere, der figurerede i politiets forbryderalbum, fulgt af nordmænd og tyskere. Efter straffen kunne de udvises af Danmark. Men mange af dem vendte tilbage.

Indtil fotografiets opfindelse ”registrerede” man i Danmark sådanne forbrydere ved hjælp af fysiske ”mærkninger” såsom brændemærkning eller afskæringer af hænder, næser, ører eller andre legemsdele. På den måde kunne politiet – og borgerne – genkende dem på gaden.

Efter det nymodens ”fotografiapparat” blev introduceret i 1800-tallet begyndte politiet i stedet at identificere forbrydere gennem forbryderbilleder, således at politiet kunne genkende forbryderne på gaden.

Mange af politiets gamle forbryderalbums er bevaret, og kan i disse måneder ses på Immigrantmuseet – Migration Museum of Denmark i Farum. Og jo, ganske mange af dem er udlændinge og indvandrere.

Hovedparten er nu ikke hårdkogte voldsforbrydere eller barneskændere. Men som fremmede havde de svært ved at komme ind på det danske arbejdsmarked eller skabe egne forretninger, og måtte derfor hutle sig gennem tilværelsen, fattige, syge og desperate. Og netop fattige mennesker var i forvejen stærkt overrepræsenterede i politiets forbryderalbums. Så overrepræsentationen af fremmede i albummerne viste en social profil snarere end en etnisk. Det vidste den tids kriminologer. Men det var stadig den folkelige opfattelse at det var fordi de var ”fremmede”.

Immigrantmuseet i Farum sætter ansigt på ”de fremmede forbrydere” i politiets fotoalbums fra 1800-tallet. De fleste af forbryderne havde gjort sig skyldig i smårapserier, cykeltyverier, betleri og hæleri. Men der er også mere spektakulære overtrædelser af den tids straffelov, såsom ”anarkister”, ”bondefangere”, ”fosterfordrivere”, ”hotelbedragere”, ”løsagtige kvindefolk”, ”fruentimmere” og ”sædelighedsforbrydere”. Og også deciderede voldsmænd, drabskvinder og barnemordere.

På billedet ses svenske Eva Andersdotter, som var en af de overrepræsenterede fremmede i kriminalstatistikken. Hun blev straffet og udvist fra Danmark hele 19 gange, efter alt at dømme for ”betleri”. At hun, som de fleste andre kvinder, dækkede sit hår med et tørklæde, var til gengæld ikke en forbrydelse.

Udstillingen ”De Fremmede Forbrydere” løber frem til februar 2023.

JULIE JACOBI GIVER MIG HÅB

JULIE JACOBI GIVER MIG HÅB

Af Carsten Jensen, forfatter


Julie Jacobi giver mig håb. Unge mennesker som hende giver mig håb. Det er derfor, vi skal have valgretsalderen nedsat til 14 år.
Og det er, derfor du kan læse hendes tale her.
Det er den bedste valgtale, du kommer til at læse.

KÆRE KLIMATOSSER!
Kære klimatosser! Kære alle, jer der endnu ikke er blevet det endnu!

Allerførst vil jeg gerne takke Carsten Jensen for hans store engagement! Carsten viser, at klimakampen ikke kun er for de unge! Hvis flere var så modige som Carsten, ville klimaet fylde mere i valgkampen.

En valgkamp for de få. For de få mennesker, der rent faktisk må stemme. Og det er ikke alle. Jeg er 14 år. Derfor kan jeg ikke stemme. Men er det ikke min fremtid, der står på spil? Min og alle de andre unge menneskers fremtid. Os, der på grund af deres fødselsår ikke kan stemme. Unge mennesker, der har en masse at skulle have sagt. Og det er frustrerende. Det er frustrerende at se tudsegamle politikere med det ene ben i graven, stå og sige at vi har gjort en masse for klimaet. Det kan da godt være, at de synes, at de har gjort meget, men meget er ikke nok. Det er ikke deres fremtid, der står på spil. Det er vores.

Man bliver ramt af en følelse af magtesløshed! For hvad kan I og jeg som enkeltindivider egentligt gøre? Når politikerne ikke tager problemet seriøst, og når man ikke engang kan stemme.

Kære unge mennesker – derfor skal vi trække vores forældre og bedsteforældre med os! Vi må ikke give op! Måske kan det føles håbløst, men hvert enkelt menneske gør en forskel. Alle kan gøre en forskel. Og du kan gøre en forskel. Det kan du fordi du gør det sammen med andre. Prøv at kigge rundt på hvor mange der bare er mødt op i dag. Og vi er flere! Det er på den måde vi kan gøre en forskel. Når vi forener os.

Derfor vil jeg opfordre alle jer unge mennesker, der lige nu sidder og føler sig magtesløse: Gå med i kampen! Man skal vælge sine kampe med omhu. Det her er en kamp, der er værd at kæmpe. Fordi det er vigtigt at kæmpe for vores planet. For vores natur. For forandring. Og for fremtiden. Jeg tror godt vi kan blive enige om, at fremtiden er værd at kæmpe for.

Det er tid til at gøre noget reelt. Vi skal holde os for gode til lette løsninger. Der findes ingen lette løsninger! Lige nu råber alle politikerne om kap, at atomkraft er løsningen. De påstår, at atomkraft med et fingerknips kan løse alle vores klimaproblemer. Helt ærligt, så er jeg overbevist om, at det ikke er den rigtige løsning. Det vil tage mere end 15 år at få atomkraft i Danmark. Det er da for sent! Vi har allerede hvilet i for lang tid. Så skal vi da ikke vente med at gøre noget til om 15 år?! Det er da tosset, at politikerne tror, det vil løse den krise vi står i.

Klimakrisen raser allerede. Lige nu. Muligvis er atomkraft grønt. Men det er for sent og for dyrt. Det vil tage de penge, der kunne bruges på grøn forandring nu og her! Jeg kan se det for mig. Hvordan politikere i hele landet vil sige: ”Nu har vi indført atomkraft” og ikke gøre mere. Det vil være den ultimative stopklods i dansk klimapolitik. Det vil få alle til at hvile på laurbærrene med det sølle argument, at nu har vi jo indført atomkraft.

Det er ikke den vej, vi skal ned ad! Vi skal have handlinger på bordet, og det skal være handlinger med øjeblikkelig virkning. Ikke kun en eller to konkrete ting, men mange. Det er på den måde, at vi kan gøre noget. Vi skal have en flyafgift, der er højere end 13 kroner. Klimaet kan ikke bruge symbolpolitik til noget. Vi skal have en lavere moms på frugt og grønt. Et økologisk landbrug. For hvem vil have gift i deres mad?

Vi skal genbruge vores tøj, og vi skal have en offentlig transport, der fungerer. Ikke kun i storbyerne, også på landet. Jeg bor selv på landet. Det er svært at tage den offentlige transport, og dermed den klimavenlige vej i skole, når man enten kan komme mere end en time for tidligt eller flere minutter for sent. Det skal være muligt for alle at transportere sig klimavenligt. Og hvis ikke med busser, så med cykelstier. Fortove. Jeg har ikke lyst til at cykle eller gå i skole, hvis jeg risikerer mit liv. De sidste ti-tyve år har flere unge mennesker mistet livet på landevejene ud til Mesinge, hvor jeg bor.

Hvad med at give folk et klimavenligt valg? Jeg tror der er mange der i så fald vil tage det. Og et skridt frem! Prioriter dog cykelstier! I Kerteminde kommune vil man f.eks. helt afskaffe puljen til cykelstier. Bl.a. til fordel for byggeri af rigmands-boliger. Bare fordi politikerne ikke kan holde styr på økonomien. Her er det jeg spørger mig selv: Er de boliger virkeligt det værd? Er den udvidelse virkeligt det værd? Det synes jeg ikke det er. Jeg vil meget hellere have cykelstier end jeg vil have millionærer kørende rundt i Mercedes’er.

Det er vigtigt, at vi midt i denne valgkamp holder gejsten oppe. Lader vores gåpåmod vokse. Det er vigtigt at holde arrangementer som dette, og igen og igen minde politikerne om at klimaet er vigtigt. Lad det være et oprør under opsejling, og tag dine venner med. Dine forældre. Dine bedsteforældre. Dine søskende. Det er vigtigt! Jo flere vi er des bedre. Lad os marchere gennem byen. Lad os åbne politikernes øjne. Og lad os redde vores dyr, vores planter, og os selv. Lad os skabe en fremtid. For alle.

Rigtig god klimamarch!

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp

Af Theresa Scavenius, Alternativet

Regeringen er eksperter i at snyde befolkningen.

I formiddags var jeg i TV2 News for at kommentere på Mette Frederiksens “nye” klimaløfter.

Nu igen efter en sort regeringsperiode, vil de nu prøve at bilde os ind igen, at nu vil de rykke på alt det, som de også lovede at rykke på for 3,5 år siden.

Den tror jeg ikke på. Jeg gider ikke medvirke i disse julelege med befolkningen. Jeg vil have reel klimapolitik i den kommende regeringsperiode.

Hvis jeg bliver valgt ind og Alternativet får et stærkt grønt mandat, så kan jeg love, at regeringen ikke længere skal slippe afsted med at lave greenwashing.

Så skal vi have en ærlig samtale om, hvor stort et ansvar vil Danmark påtage sig for at løfte en global krise.

I Alternativet måler vi ikke klimapolitik på løfter og målsætninger. Vi måler på reelle tiltag.

Vi skal stoppe med at snakke målsætninger ude i fremtiden. Og beslutte, hvad vil vi gøre nu. I denne regeringsperiode!

Min mission er at vi får lavet det skifte. Første step er landbruget. Dernæst energi. Dernæst transport.

Vi er ikke ligeså naive som Radikale, SF og Enhedslisten. Vi kommer ikke til at være regeringens lille hundehvalp.

SEKS ÅRS FÆNGSEL FOR FREDELIG KLIMAAKTIVISME?

SEKS ÅRS FÆNGSEL FOR FREDELIG KLIMAAKTIVISME?

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet

Det kan to klimaaktivister risikere i morgen torsdag, når de skal for retten for at have lavet fredelig civil ulydighed – de fredeligt blokerede Langebro med et budskab om klimahandling NU. Og budskabet SKAL vi politikere lytte til.

Jeg må indrømme, at det ryster mig, hvis vi har at gøre med en tendens, hvor klimaaktivisme kriminaliseres mere og mere.

Hele pointen med fredelig civil ulydighed er, at den er lovbrydende, så mit budskab handler ikke om, at det skal være straffrit at bryde loven. Det handler om proportioner.

Vi må ikke glemme, hvilken rolle fredelig civil ulydighed spiller og har spillet i udviklingen af demokratiske samfund. Også i Danmark. At mene, at metoden skulle være anti-demokratisk og uden for den demokratiske værktøjskasse, det er historieløst i mine øjne.

Vi skal huske, at det er civil ulydighed, når whistleblowere bryder regler om tavshedspligt for at bringe offentligheden væsentlige informationer.

Det var civil ulydighed, da Gandhi brød med Briternes saltlov i Indien og satte gang i en bevægelse, der førte til Indiens selvstændighed.

Den danske socialdemokratiske bevægelse blev grundlagt ved brug af civil ulydighed med socialdemokraten Louis Pio i front.

Nyere historie har talrige store og små eksempler på civil ulydighed, der har ført til fornuftige samfundsforandringer.

Og lige nu står vi foran en klimakrise, som er en trussel af en kaliber, vi sjældent har set. Den SKAL vi handle på.

Tak for at læse med.

DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

DE KØBENHAVNSKE SVAJERE 🚲🌪️

Arbejdermuseet skriver:

Budcykel, svajer, ladcykel, long john, short john, kassecykel.. kært barn har mange navne!

Allerede i 1930’erne var cykelbuddet et udbredt erhverv i byerne, og selv børn arbejdede som bybude med at bringe varer ud for købmanden. Helt frem til 1960’erne var det ikke ualmindeligt, at børn arbejdede som cykelbude i byerne. Det er svært at forestille sig i dag, hvor storbyfamiliers el-ladcykler med glade børn i pryder gadebilledet 👨‍👧‍👦🚲

Navnet “svajere” fik cykelbudene, fordi de kom svajende ned ad gaderne på deres Long John-cykler med tunge varer på ladet foran. I 1940’erne blev Svajerløbet indført – en konkurrence blandt de københavnske cykelbude 😎

I dag nøjes børn heldigvis med at lege cykelbude. På Børnenes Arbejdermuseum kan man hoppe på budcyklen og opleve, hvordan det var at være bybud i gamle dage 🤓