Af Lars Movin
EBBA PEDERSEN 77 ÅR – TILLYKKE!
eller: BOB DYLANS DANSKE MUSE
I går skrev jeg på dette sted om Dylan-filmen “A Complete Unknown”, som jeg så ved et sneak-preview-arrangement i Grand Teatret i mandags sammen med ingen ringere end Ebba Pedersen – Bob Dylans muse fra hans tre døgn lange danmarksbesøg i 1966. Og i dag (fredag) fylder samme Ebba søreme 77, hvilket naturligvis skal markeres med en lille fanfare!
Her kommer i dagens anledning et uddrag fra min bog “Farlige film 1 – Fluxus / Yoko Ono / Bob Dylan” fra 2021 (se nede i tråden), hvor Ebba fortæller om sine oplevelser i forbindelse med de optagelser til filmen “Eat the Document”, som Dylan involverede hende i:
“Ebba Pedersen var atten år i 1966 og boede på et klubværelse ikke langt fra sine forældres hjem i Glostrup. Trods sin unge alder var hun særdeles aktiv i folkemusikmiljøet i Københavns indre by og havde sammen med veninden Marianne Horst sin faste gang i Folkeklubben i Dahlerupsgade. Og det var også i det miljø, at hun omkring årsskiftet 1965/66 havde mødt sin kæreste, den engelske musiker Richie St. John, der var kommet til landet året forinden, og som havde et renommé som ‘den danske Dylan’. (…)
Det var via Richie St. Johns kontakter i musikbranchen, at han og Ebba Pedersen var blevet inviteret med til Dylan-pressemødet på Hotel Marina lørdag eftermiddag: ‘Da vi kom ind, kunne vi se Bob Dylan ovre i hjørnet, omringet af journalister,’ husker Ebba Pedersen i dag. ‘Vi var jo meget unge, så jeg opfattede det mest bare som en lille fest. Vi deltog slet ikke i samtalen med Dylan, men trak bare over til sådan et bord, der var stillet frem med mad og drikkevarer. Dér var Bob Dylan, og hér var vi, og det var bare meget dejligt det hele, sådan som det kunne være i de år, hvor tingene bare skete, uden at man tænkte alt for meget over det.’
Da pressemødet ebbede ud, og der blev arrangeret transport fra Vedbæk op til Helsingør, gled Ebba Pedersen og hendes kæreste med i strømmen. Og det var herfra, at de begivenheder begyndte at tage fart, som for den unge danske kvinde skulle udvikle sig til tre døgns eventyr.
En af de bemærkelsesværdige (fiktions)scener i ‘Eat the Document’ stammer netop fra denne tur op til Kronborg. I scenen bliver det fremstillet, som om Bob Dylan og Richard Manuel, pianisten fra The Hawks, kommer gående ned ad en dansk villavej og pludselig får øje på et ungt par, som sidder på en bænk. I et nærbillede hvisker Dylan til sin makker: ‘Ask her what she wants.’ Hvorpå Manuel tager over, men i stedet for at spørge, hvad pigen vil, kommer han med et overraskende udspil til den unge mand: Hvad vil han sige til at bytte sin veninde for en jakke? Da svaret er negativt, tilbyder Manuel at lægge en dåseåbner, en læbepomade og forskellige andre objekter oveni. ‘Hvis hun ryger cigarer, kan jeg også smide min skjorte ind,’ tilføjer han som et sidste tilbud – uden at det dog hjælper stort. For overhovedet at overveje noget i den retning vil den unge mand have kontanter: ‘To tusind kroner,’ siger han. ‘Tager du australske penge?’ spørger Manuel – mens Dylan fortsat holder sig passivt i baggrunden, lidt på afstand af begivenhederne, men tydeligvis nysgerrig efter at se, hvordan situationen udvikler sig. (…)
I et interview fra 2004 fortæller D.A. Pennebaker [fotografen på ‘Eat the Document’], at det var ham, der fik øje på parret, og at Dylan til at begynde med var lidt skeptisk: ‘Af en eller anden grund var han meget nervøs over, om pigen skulle se anderledes ud i filmen, end hun gjorde i virkeligheden,’ husker Pennebaker. ‘Han vidste, at der var nogle ting omkring filmproduktion, som han ikke havde forstand på, men i stedet for at indrømme det kom han med sådan nogle underlige spørgsmål. Jeg syntes bare, at det var en interessant situation, fordi fyren så ud til at være typen, der kunne finde på at indlede et slagsmål, hvis nogen lagde an på hans kæreste, og det er jo altid et godt udgangspunkt for en filmscene.’
I samme interview forklarer Pennebaker om det lidt kejtede indtryk, Dylan giver i scenen: ‘Han var udmærket klar over, at det er en sårbar situation at befinde sig foran kameraet. Det var derfor, han gerne ville indtage rollen som producer eller instruktør og så lade andre om at blotte sig foran kameraet. Hvis han nøjedes med at instruere, kunne han bevare magten. Det eneste sted, hvor han følte sig sikker, var på scenen i en koncertsituation. Dér vidste han, hvad han gjorde, men den form for kontrol kan man ikke have i en filmscene, hvor der hele tiden er andre, som har indflydelse på, hvad der kommer til at ske.’
Ebba Pedersen bekræfter, at Dylan efter hendes opfattelse ikke virkede til at have det specielt godt med den megen virak, der altid var omkring ham. ‘Han var sådan én, der bare gerne ville snakke med folk og have en helt almindelig form for kommunikation,’ siger hun. ‘Det var meget tydeligt for mig, at han var træt af den status, han havde, og af, at folk betragtede ham som sådan en ophøjet person, som man ikke kunne tale almindeligt med. Han kæderøg hele tiden, og det siger jo noget om, hvor stresset han var. Selv musikerne fra hans orkester talte med ham på sådan en særlig måde – de kendte ham åbenbart ikke så godt endnu. Men jeg vidste ikke specielt meget om ham og syntes egentlig mest, at det var synd for ham, at han ikke havde nogen at tale med. Jeg var jo vant til at være sammen med de danske folkemusikere, så jeg opfattede ham bare som en ganske normal fyr, og det tror jeg, at han godt kunne lide. Så han ville hele tiden tale med mig, også selv om jeg ikke var særlig god til engelsk. Ofte kunne jeg ikke forstå, hvad han sagde, men det gjorde ikke noget. Vi havde det rigtig fint sammen.’
Den gode kemi mellem Bob Dylan og Ebba Pedersen førte til, at hun ikke blot fik en billet til koncerten søndag aften, men også blev inviteret til at hænge ud med de amerikanske gæster i de følgende døgn. ‘Dylan forsøgte ikke på noget,’ siger hun. ‘Han var bare rigtig sød og ville gerne have, at jeg var der, så han sørgede for, at jeg i de dage, optagelserne stod på, blev transporteret frem og tilbage mellem Glostrup og Vedbæk i taxa.’ (…)
Ebba Pedersen husker, at de i løbet af søndagen også optog flere andre scener [oppe på Nordsjælland], som ikke kom med i filmen:
‘På et tidspunkt fik Dylan øje på en isbod inde på mark og ville straks hen og have en is,’ fortæller hun. ‘Han købte sådan en vaffel med to kugler, men i stedet for at spise den forærede han den til en pige, der stod i køen. Hun var lige ved at besvime, da det gik op for hende, hvem han var. Så gik han ud til vejen og begyndte at blaffe, og lige pludselig blev han samlet op af en bil og forsvandt. Jeg kunne mærke, at hans manager, Albert Grossman, blev ret nervøs og beordrede chaufføren i vores bil til at følge efter, men efter nogle få hundrede meter standsede bilen med Dylan igen, og han hoppede ud, som om intet var hændt. Det var sådan, det var. Det hele var bare én stor happening.’
Et andet sted lånte Dylan en longjohn og cyklede rundt og rundt i en rundkørsel med sin nye danske veninde som passager på ladet, mens han snakkede løs om et eller andet, hun ikke helt forstod. Endelig husker Ebba Pedersen, at udflugten var lige ved at ende katastrofalt, da selskabet ud på eftermiddagen blev fanget i søndagstrafikken fra Nordsjælland ind mod København. I noget, der føltes som en evighed, sad de fast i en bilkø, der bevægede sig så langsomt, at de i lang tid frygtede, at de ikke ville nå frem til K.B. Hallen i tide til koncerten.
Alt endte dog godt, og i pausen mellem aftenens to sæt benyttede Dylan lejligheden til at optage yderligere en scene med Ebba Pedersen, sådan en slapstick-komisk situation, hvor de byttede jakker igen og igen. Efter koncerten blev hele flokken transporteret tilbage til Hotel Marina, hvor der blev festet og snakket og spillet musik på værelserne til den lyse morgen.”
Resten må I læse i bogen …
Illustrationer – fra øverst t.v. med uret: Ebba på Café Gavlen, Nørrebro, 17. oktober 2024; Ebba foran sit tidligere hjem på Christiania, 8. december 2024; Ebba ved Kronborg, 12. marts 2022; Ebba og Bob Dylan på Kronborg, 30. april 1966 (foto: Bent Raj, beskåret).
SIGNAL.DK 