Apolonia, Apolonia

Apolonia, Apolonia

🆕 Lea Glob har fulgt den dansk-franske kunstner Apolonia Sokol gennem hele 13 år. Resultatet er en helt usædvanligt nær og personlig film, som også skildrer to kvinders spirende venskab og fortrolighed i en formativ periode af deres liv. Den karismatiske Sokol er nærmest født til at være kunstner. Som barn af en fransk far og en polsk mor kom hun til verden på et teater i Paris og voksede op i byens boheme-miljø, inden hun begyndte at male og uddanne sig som kunstner. Sokols venskab med den ukrainske aktivist Oksana Shachko fra den feministiske gruppe Femen bliver et dramatisk og hjerteskærende vendepunkt. ‘Apolonia, Apolonia’ vandt hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen IDFA. 🎫 Premiere i bl.a. Grand Teatret i dag.

Les Passagers de la nuit

Les Passagers de la nuit

🇫🇷 FRANSKE FILM MANDAGE: Da ‘Les Passagers de la nuit’ havde verdenspremiere i Berlin skrev Ordets Benjamin Damon, at han var ’tryllebundet af den poetiske fortælling om den nyligt skilte Elisabeth (Charlotte Gainsbourg)’. Det forstår man så sandelig godt, for Gainsbourg er sjældent set bedre end i rollen som en ung kvinde, der i forlængelse af valget af François Mitterrand som fransk præsident i 1981 også oplever store forandringer på de indre linjer, hvor nyt job, skilsmisse og en ny logerende bidrager til hendes og familiens udfordringer. Som Damon afslutter sin anmeldelse: ’Hold nu op, hvor er det en stærk biografoplevelse – man forlader salen med et smil på læben og et par tårer i øjenkrogen.’ Se filmen i aften kl. 19 i @grandteatret.

🎫 KØB BILLETTER HER!

Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

Operakino: Carmen fra Bregenz Festival

🎭 OPERA I BIOGRAFEN: Forestillingen indledes ved Kasper Holten, hvor han vil fortælle om oplevelser og udfordringer i forbindelse med opsætning og indstudering af denne helt specielle udgave af ‘Carmen’, der med rette kaldes ‘Operaernes dronning’. Georges Bizets fængslende musik med dens spanske lyde tog verden med storm: Carmens Habanera og Seguidilla er ligesom Escamillos Toreadors sang kendt af alle. Den franske komponists mest succesrige opera opføres på verdens største, spektakulære, flydende scene ved Bodensøen i Bregenz – med et sæt designet af den britiske kunstner Es Devlin i samarbejde med instruktør Kasper Holten. For den danske instruktør handler denne opera om skæbne og besættelse om ‘to mennesker, der behandles som outsidere. Den fransk opera mezzosopran Gaëlle Arquez ikke kun synger og spiller Carmen. Hun er Carmen. Den svenske tenor Daniel Johansson brillerer som Don José. 🎫 Søndag den 5. marts kl. 16:30 i @grandteatret.

Irma vs Netto er den kamp vi vil se

Irma vs Netto er den kamp vi vil se

Af Niels Kliim

Det irriterer mig stadig, grænseløst, at man i Coop ikke har fantasi til at bygge videre på et af de største brands inden for supermarkeder. Man fælder sgu da ikke bare det ældste træ i skoven, uden at at have prøvet ALT. Det kan ikke rejses op igen!

Hvis planen er at prøve kræfter med Netto, så tror jeg det er en dødssejler. Netto er nok den kæde, der er tættest på at matche Irma som brand, og når man dertil lægger Løgismose, så har men en succes, hvor man kan servicerer alle typer kunder.

Coop 365 Discount er og bliver en Fakta, iklædt grønne farver, sandsynligvis for at foregive en aura af bæredygtighed og økologi – et greb der blev benyttet en del for 5-10 år siden.
Fakta var en fiasko, og var sikkert FDB’s desperate forsøg på, at følge trop med Netto, da de dukkede op. Men hvor Netto var originalen, der virkede til at have en klar plan, omkring alt, så var Fakta – også den gang – en billig kopi, uden anden ide end at være lige som Netto.

Uden at skulle påstå at vide, hvad der foregår, så virker det til, at historien gentager sig. Coop forsøger igen at “blive ligesom Netto”. Denne gang med Coop 365 Discount med Irma varer.
Selvfølgelig dur det ikke. Hvor Fakta i det mindste matchede Netto lidt på navnet, så har man nu valgt det vanvittigt umulige navn Coop 365 Discount, som virker som det bedste af en lang række dårlige, eller som et kompromis, der har skullet gøre mange involverede tilfreds, frem for et navn, der står klart og tydeligt – og som man ved hvordan skal udtales 😁

Irmavarer skal købes i Irma. De er en del af hele indkøbsoplevelsen, og personligt tror jeg desværre ikke, at de kan konkurrere mod Løgismose, som brand. Derfor er ethvert forsøg på at matche Netto + Løgismose med Coop 365 Discount + Irmavarer nok dødsdømt på forhånd.

Det er derfor jeg ikke forstår at man ikke bygger en discountbutik op omkring, det eneste brand, der kan matche Netto, nemlig Irma.

Irma er jo alligevel, af en eller anden ejendommelig årsag, ofte blevet målt op imod Nettos priser. Hvorfor så ikke tage kampen op der? Lav en luxus discountkæde ud af Irma og udbred den til hele landet.

Hvis man tager Alfred Josefsens historiske økonomiske tal for Irma, og selv hvis man trækker lidt fra, da de måske kan være en smule biased, så ligner Irma jo ikke en synkende skude, men et stolt skib med en smule slagside, der med den rette kaptajn, vil kunne tage kampen op med alle.

I stedet har vi fået en plimsoller, der sejler forvirret rundt uden retning.

Nu ved jeg jo ikke hvordan det går med de andre kæder, men hvis eksempelvis Meny virker og hvis Spar virker, så er det jo ikke fordi, der ikke er kunder til den type butikker, men fordi Coop ikke magter (eller agter) at få Irma til at virke.

Og endeligt kan man jo sige, at hvis Coop vil lukke det der pt. ikke giver overskud, så er der nok også andre forretninger under Coop, der burde lade livet.

Jeg anerkender fuldt ud, at ejerne af Irma kan gøre lige præcis som de vil, jeg er blot irriteret over en historieløs ejers enorme tro på at drive forretning udelukkende efter Excel-ark. Det virker bare til at Coop er enormt dårlige til at drive forretning, og det må da gøre enormt ondt på dem.

Jeg tror simpelthen ikke at Irmas lukning, kommer til at få positiv indflydelse på Coops budgetter i fremtiden. Jeg tror simpelthen de – som historien har vist gang på gang – er dårlige til at drive forretning. Når de opdager det, så er guldkalven slagtet.

Irma vs Netto er den kamp vi vil se. Den kunne både ende i uafgjort og forlænget spilletid.

Forza Irma 😞

Jeg er rasende

Jeg er rasende

Af Gretelise Holm

Personligt er jeg bedøvende ligeglad med Store Bededag og alle andre helligdage. Jeg er ikke religiøs og har her som 77-årig alligevel besluttet mig for at holde ferie otte måneder om året.

Ikke desto mindre er jeg rasende over den utålelige magtdemonstration, som regeringen i dag har gennemført ved at sløjfe helligdagen hen over hovedet på befolkningsflertallet, fagbevægelsen og kirken.

Mest rasende er jeg, fordi regeringen fra dag 1 har bekendtgjort, at det, der økonomisk måtte blive hentet ind på den ekstra arbejdsdag, skal bruges til oprustning og krig.

Militærindustrien og våbenleverandørerne klapper givetvis i deres hænder.

Men jeg vil til gengæld ikke undlade at gøre opmærksom på, at militærindustrien er en af verdens mest forurenende og miljøskadelige samt – ubetinget – den mest dødelige i verden.

Og mens vi i al evighed kan diskutere, hvilke klimaforandringer, der er menneskeskabte, så kan det ikke diskuteres, at al krig og dens tilhørende industri samt lidelse og død er skabt af mennesker.

Det er helt ude af proportion, når vi står og sorterer vores skrald – samtidig med, at vi indfører længere arbejdstid for at kunne sætte mere skub i våbenproduktion og krig.

(MÅ GERNE DELES)

BIOGRAF: All the Beauty and the Bloodshed

BIOGRAF: All the Beauty and the Bloodshed

Årets Guldløvevinder fra Venedig tegner et intimt portræt af fotokunstneren Nan Goldin, der kæmper aktivistisk for at drage medicinal-dynastiet The Sackler Family til ansvar for det omsiggribende forbrug af afhængighedsskabende, smertestillende medicin i USA. Goldin brød igennem med autentiske fotografier fra subkulturerne og udstilles i dag på museer som Guggenheim og Louvre (sponseret af Sackler-familien!). Ud over at skildre Goldins infight med et altødelæggende samfundsproblem, præsenteres vi også for hendes egen pænt dysfunktionelle familiehistorie.

Følg filmen på Grand-bloggen, på Biograf-bloggen, på Bongorama-bloggen, på Signal-bloggen og på Film& Musik-bloggen, hvor du kan lytte til den fantastiske musik!

VI BLIVER BESTJÅLET HVER ENESTE DAG

VI BLIVER BESTJÅLET HVER ENESTE DAG

Af Carsten Jensen

Da jeg ser alle de mennesker, der sidste søndag på Christiansborgs Slotsplads protesterer mod loven om at inddrage Store Bededagsferien, slår det mig, at dette er kun er toppen af isbjerget. Den utilfredshed, demonstrationen udtrykker, er så universel, at den burde kunne samle os alle sammen. Det er ikke kun en helligdag, vi får stjålet. Det er vores liv og fremtid, der bliver stjålet.

Børnene får stjålet deres barndom med en skole, der ikke længere er for livet, men for erhvervslivet.

De unge får stjålet deres ungdom med et horisontforladt uddannelsessystem, der afskærer dem fra de dybe indåndinger og den søgen, der er så vigtig i ungdommen. I stedet får de tilbudt et udmattende karakterræs, som ikke er andet end et trist spejlbillede af det glædesløse arbejdsliv, der senere venter dem.

De gamle får stjålet deres alderdom med en pensionsalder, der tvinger dem til at blive på arbejdsmarkedet længe efter, at kræfterne er sluppet op.

Vi vil have mere tid til os selv, mere fritid, mere frihed, og det er derfor, vi er så oprørte over at se selv en enkelt helligdag stjålet fra os. Vi har brug for menneskelige relationer, der ikke er bestemt af et økonomisk kapløb, der flår den sidste ilt fra vores lunger. Vi har brug for at genopdage hinanden hinsides konkurrenceøkonomiens vrængbilleder.

Men er vi da blevet egoistiske og dovne? Gider vi ikke arbejde for fællesskabet? Jo, det vil vi netop gerne, men vores arbejde er blevet et hamsterhjul, hvor vi kun arbejder for os selv og ikke for de andre. Det er denne følelse af at bidrage til noget større, som er livsnerven i ethvert samfund, der er blevet stjålet fra os.

En indbildt økonomisk nødvendighed dikterer vores liv helt til det sidste åndedræt. Bruttonationalproduktet bestemmer, hvad vi må og ikke må. Det gælder bare ikke rederiet Mærsk, der i 2022 havde et overskud på 210 milliarder kroner, men kun betaler 3 procent i skat.

Betalte et af verdens største container-rederier en almindelig selskabsskat på 22 procent som alle andre firmaer, ville den danske stat være blevet 44 milliarder kroner rigere sidste år. Afskaffelsen af St. Bededag vil give statskassen 3.2 milliarder årligt. Regn selv efter. Der skal afskaffes 14 St. Bededage for at give det samme beløb, en fornuftig beskatning af Mærsks ekstravagante profit vil indbringe.

Vi er blevet frastjålet det mest elementære princip, ligheden for loven, for i Danmark, der bryster sig af sin socialdemokratiske retfærdighedstrang, er de rige mere lige end andre. Til gengæld har A. P. Møller Fonden foræret os et bombastisk pralende operahus til en pris af 2.5 milliarder kroner. Regn selv efter. Det svarer til fire dages overskud. Hvis Operaen er symbol på noget, er det et lovfunderet bedrag, en fuldkommen arrogant modvilje mod at bidrage til fællesskabet, som politikerne har samtykket i.

I de senere år, under en socialdemokratisk regering, der solgte sig på sin klimapolitiske profil, er der blevet bygget stadig færre vindmøller, både på land og i havet, hvor de såkaldte energi-øer ellers blev spået en stor fremtid. Også produktionen af solceller er blevet halveret. Det er dine børns fremtid, der bliver stjålet. Du kunne lige så godt proppe dem i en jolle uden ror og sende dem til havs.

Den nye klimaminister, tidligere toplobbyist Lars Aagaard, udtaler, at det er ved køledisken i supermarkederne, at fremtidens grønne omstilling afgøres. Det er din skyld det hele, med din grovappetit og dårlige madvaner. Det er hjemme på din tallerken, at den globale kamp for en grøn fremtid skal afgøres.

Hermed fratages landbrug, industri og politikere bekvemt ansvaret for den grønne omstilling, og du får stjålet din indflydelse som borger for i stedet at blive reduceret til forbruger. Men demokratiets forum er hverken køledisken eller din tallerken. Det er Folketinget, hvor de store beslutninger skal træffes, der kan ændre vores destruktive vækst-økonomi.

I et gigantisk røveri udplyndres vi dagligt, når det kommer til muligheden for at leve, ånde, opdage hinanden, naturen og arbejdets glæder og nyde den værdighed, der er forbundet med at være borger i et demokrati og ikke blot reduceret til magtesløs forbruger, der alene skal bære alle verdens byrder.

Det er derfor, vi burde besætte Christiansborgs Slotsplads, ikke blot et par timer en søndag eftermiddag, men hver eneste dag, så vi kan kræve demokratiets genfødsel.

EN MORGENDUELIG REOLABE

EN MORGENDUELIG REOLABE

Af Leif Lønsmann

Konturløst. Smagløst. Harmløst. Kønsløst. Underlødigt. Uforpligtende. Tyktflydende radiofonisk sirupmasse. Et vatteret slumretæppe af uforpligtende muzak.

Bølgerne gik højt i den interne debat i DR i 1979. P3 havde netop indført en ny morgenflade, hvor morgenduelige studieværter fulgte lytterne på vej til en ny dag, med god musik og stemning imellem nyhederne. Nogle af kanalens nyhedsjournalister mente at der var tale om et bevidstløst musiktapet og “sødsuppesabotage” mod den seriøse nyhedsformidling. ”Her sidder man og forsøger at lave vedkommende journalistik, men bestandigt afbrydes man af lalleglade studieværter, der lader lytterne lide under et bevidstløst udvalg af muzak”.

En af de morgenduelige værter var Michael Juul Sørensen, som med sin veloplagte stil, gode radiostemme og naturlige smittende livsglæde hurtigt opnåede tilnavnet ”Hele Nationens Vækkeur”. Michael Juul Sørensen havde et særligt godt øje – eller øre – til sangerinden Grethe Ingmann, og der gik næppe en dag uden at han præsenterede en sang med netop hende. Tit i form af hendes morgenglade hit ”Sig Godmorgen”.

En fortørnet nyhedsjournalist fra DRs Odense-redaktion mente, at der måtte være tale om at morgenværterne legede blindebuk mellem pladehylderne i Radiohusets pladesamling, kendt som ”Dískoteket”. Men undrede sig over den statistiske afvigelse i at ”blindebuk”-udvælgelsen ramte Grethe Ingmann på daglig basis. Han mente, at de mange Ingmann-sange måtte bero på en særlig personlig alliance mellem Grete Ingmann og Michael Juul Sørensen.

Michael Juul Sørensen tog til genmæle. ”Et så lydeligt klask i boghvedegrøden får man naturligvis ikke sidde overhørigt”, skrev han i DRs interne medarbejderblad DRåben. Han havde ikke noget imod at være en af de ”morgenduelige reolaber”, som tillod sig at gøre lytterne glade, også selvom mavesure nyhedsjournalister fik endnu mere sur mave. ”P3 sender radio til lytterne, og ikke til DRs selvhøjtidelige nyhedsjournalister”, slog han fast. ”Der skal være plads til disco, viser, pop, rock, violiner, jazz, hopsa, beat, latin og folk. Ikke kun pædagoglilla bongofeminisme eller følelseskølhalet socialrådgiverrock. P3s morgenflade er ikke et underlødigt musiktapet, hvorpå de intellektuelle journalister kan hænge egne guldindvirkede husflidarbejder”.

Kritikken af at han altid spillede Grethe Ingmann, og at det måtte bero på en særlig personlig alliance mellem ham og Grethe Ingmann, parerede han med et afvæbnende overskud: ”Dét er en god idé! En sådan alliance vil jeg med glæde foreslå Grethe Ingmann”.

Michael Juul Sørensen havde en charmerende ægte, ærlig, smittende begejstring, som var hans bedste værn mod de bekymredes modstand mod ægte, ærlig, smittende begejstring. Gennem årtier leverede han en enestående indsats for radioen og dens lyttere. Det tjener hans ære, at han ikke lod sig slå ud af “den gode smags vogtere”.

Michael døde den 3.februar 2023. Hvis Himlen har en radiostation, håber jeg at Sankt Peter byder den nye indflytter velkommen med en mikrofon, en stak plader og en solid morgenflade. Så kan han jo ved samme lejlighed indgå den foreslåede alliance med Grethe Ingmann om at starte hver dag med hendes ”Sig Godmorgen”…

Ritt

Ritt

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

BEVAR STORE BEDEDAG

BEVAR STORE BEDEDAG

Coop Danmark skriver:

BEVAR STORE BEDEDAG🙏 I Coop fraråder vi at store bededag bliver afskaffet som helligdag. Derfor har vi sendt dette høringssvar til Regeringen:

1) Det vil gå ud over de små butikker og landsbyerne, hvis man afskaffer store bededag. De små dagligvarebutikker – dem der har en årlig omsætning på under 38,1 mio. kr. – er meget afhængige af den omsætning, de får, når de store butikker skal holde lukket på grund af helligdagen. I mange lokalsamfund er købmanden eller Brugsen den sidste butik, og de har det rigtig svært i forvejen. Forslaget om at afskaffe store bededag er derfor endnu et søm i landsbyernes ligkiste.

2) Personalet i de store butikker – hos os Kvickly og de fleste SuperBrugsen – vil opleve det som et yderligere pres i forhold til familielivet, hvis man fjerner en helligdag. Det gælder både de ​timelønnede og de overenskomstansatte, der i forvejen kan have vagter i tidsrummet fra kl. 6.30 til kl. 22.00 – alle ugens syv dage.

3) Spørgsmålet om helligdage bør rent principielt forhandles af arbejdsmarkedets parter – evt. i en trepartsforhandling med Regeringen. Forslaget øger desuden risikoen for konflikter i forbindelse med de forestående overenskomstforhandlinger, der i forvejen er under historisk hårdt pres.