Selvindsigt er vejen frem – også for B&O

Selvindsigt er vejen frem – også for B&O

Af Poul Mikkelsen på LinkedIn

At kunne se sig selv er udgangspunktet for en rigtig strategi

Den helt store fejl er, at fastholde B&O i en rolle som luksus livsstils produkt. Vel at mærke hvad angår den dyre del af sortimentet, der fremstår lettere ’altmodisch’, set med 2020 øjne. Det er blevet sådan i dag, at de klassiske, meget dyre B&O produkter, masterbrandet, næsten er blevet symbolet på reaktivitet og dybt konservative livsholdninger. Denne forståelige, men stædige fastholdelse har ført til et nærmest skizofrent forhold imellem det langt mere dynamiske sub-brand, Play’s produkter og de klassiske B&O produkter..

Set med brandstrategiske øjne vil det ideelle forhold imellem master og sub-brand være to brands i gensidig symbiose. I dette tilfælde et brand med en dyb arv og historie og et innovativt sub-brand (Play), hvor missionen er, at navigere masterbrandet et mere attraktivt sted hen. Til en værdifuld position, der kan bære de høje priser. I stedet ser det ud til at Masterbrand og Sub-brand hæmmer hinanden. Der er gået for lang tid. Masterbrandet hænger i en fortidig selvforståelse af at være et luksus- livsstilsprodukt, fremfor at dyrke og tænke sit design på linie med møbler. Kun møbeldesign, hvor funktionen er sekundær i forhold til design kvaliteten, kan i dag bære priser i den størrelsesorden. Et B&O TV koster i dag en anelse mere end en Fritz Hansen æggestol.

Man trænger måske i Struer til en erkendelse på niveau med den, som Lego gjorde sig for år tilbage. Resultatet af Legos erkendelser omkring børns leg, vendte forretningen radikalt, og vendte en milliard tilbagegang til en næsten 5 milliarder fremgang på ganske få år. Rammer man markedet rigtigt med de rigtige varer, er en sådan fremgang om end i mindre skala ikke usandsynlig.

Det virker som om B&O ikke alene har svært ved at se og forstå sig selv, de er også helt ude af sync med moderne forbrugere.

Løsningen kan være enkel og temmelig radikal.

Luk eller sælg hele den traditionelle del. Produkterne er ude af takt. Såvel æstetisk, som prismæssigt. Luk også den kæmpe fabriksenhed i Struer, hvis eneste formål er at kunne lave små huller i aluminiumsplader. Det fastholder bare produkterne i et stereotypt designsprog, som tiden løber fra på et tidspunkt. Brug ressourcerne på design af Play produkter og på at udvikle funktionaliteter og brugerflade.

Sats på lydenheden, men i et Play design univers. Drop B&O som primær brandnavn og gør Play til det nye bærende brandnavn og endorse med B&O. Hvad angår B&O som primær navn, er ’The magic gone’. Det skal i hvertfald bygges op igen.

Flyt produktionen til f.eks.Vietnam og opret en eksekveringsenhed derude, som kan tilsikre kvalitet og implementering af innovationer fremover.

Behold udviklings og særligt designenheden i DK og sæt full power på begge dele. Gå ind i nye kategorier som mobile løsninger: Telefoner, tablets, computere og nye AI løsninger. Men gør det i et joint venture med de bedste fra Sydkorea. Giv Apple modstand på nytænkning, brugervenlighed, design og funktionalitet.

Lav en helt ny kanalstrategi, hvor der højst er et showroom i hver by. Sats på kvalitets retail og e-business.

Det er dog ikke særligt sandsynligt, at B&O tør tænke så radikalt. De har holdt fast for længe. Det vil rumme personlige prestigetab. På mere end en måde minder B&O og Brexit problemstillingerne om hinanden. Magthaverne er forbenede og fra en tid hvor både B&O og Britain var Great. De overhører systematisk koret af klartseende kritikere. Efterhånden har vi set flere direktører hos B&O end regeringsledere under Brexit. Og de har ikke alle være uduelige.

Reklamer

Thouber: Jeg er ikke en helt

Thouber: Jeg er ikke en helt

Af Michael Thouber på Facebook

Ritt Bjerregaard skriver i dagens Jyllands-Posten, at hun betragter mig som sin nye helt, fordi jeg taler for kvoter i kunstverdenen, der kan sikre, at også de dygtige kvindelige kunstnere bliver repræsenteret. Det er selvfølgelig smigrende, at blive betragtet som en helt af en klog og erfaren kvinde som Ritt Bjerregaard.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg på ingen måde er en helt i denne sag. Nærmest tværtimod. Jeg har været alt for længe om at reagere på en åbenlys uretfærdighed. Indtil for en uge siden, hvor vi fik de nye rædselsvækkende tal fra det amerikanske medie Artnet News, har jeg selv været på det hold, der mente, at det hele nok skulle løse sig med tiden. Eller sagt med andre ord, at vi ikke skulle gøre noget ved det.

Men tallene gav denne deprimerende sandhed: 98% af den kunst der sælges på auktioner i verden er skabt af mænd og kun 11% af den kunst der sælges til de toneangivende amerikanske museer er skabt af kvinder. Tallene fik mig til at vågne. Men det har taget mig mange år at komme dertil.

Jeg har som tidligere chef for DR2 også været udsat for kritik af manglen på kvindelige værter og eksperter i programmerne på tv-kanalen. Da dagbladet Information engang spurgte, hvorfor der ikke var flere kvinder på kanalen forsøgte jeg at svare humoristisk, at der var masser af kvinder i Blachmans dameprogrammer på DR2, hvor kvinder i flere generationer stillede sig nøgne op for mandens blik. Høhø…

Da jeg trådte til som direktør på Kunsthal Charlottenborg, og vi i det første halvår præsenterede et udstillingsprogram med en klar overvægt af mænd, blev jeg mødt af et banner på facaden med den poetiske ordlyd ”Jeg elsker pik!” – og kritikken af kvindernes underrepræsentation kom igen tæt på. Igen svarede jeg afvæbnende, at de fleste af udstillingerne var kurateret af kvinder, og at der i øvrigt også var kvinder repræsenteret i gruppeudstillingerne, selvom det måske ikke fremgik så tydeligt af plakaterne…

Så jeg er bestemt ingen helt på dette felt. Jeg må indrømme, at jeg har været på det hold, der har gentaget, at der aldrig har været flere kvindelige museumsdirektører, kvindelige kuratorer og kvindelige kunstnere – og at det nok skulle blive bedre med tiden. At de fleste chefer i DR var kvinder blev også undskyldningen for at kvinderne ikke kom på skærmen. Jeg har været ideologisk imod kvoter, så heller ikke her kan jeg bryste mig af heltestatus.

Men hvad har jeg så lært den sidste uge, hvor jeg har ændret holdning? Jeg har lært, at man bliver nødt til at forholde sig til fakta, uanset hvor man står idelogisk. Jeg har lært, at alle os, der har en offentlig position, bør bruge den til at forsøge at skabe en positiv forandring og markere klare standpunkter, uanset hvor indlysende de måtte være. Samtidig har de seneste uger desværre også lært mig, hvor alene kvinderne står med denne dagsorden.

I går deltog jeg i Debatten på DR2 for at diskutere kønskvoter. Programmet bliver sendt næste torsdag i efterårsferien. Ud af 14 inviterede gæster var jeg den eneste mand, der mente, at man skulle gøre noget ved kvindernes underrepræsentation i kunstverdenen, i bestyrelser, på chefgangen, etc. Ingen mand i studiet så meget som anerkendte, at der var et problem, og ingen mand kom med konkrete løsningsforslag. Det synes jeg er forstemmende på mit køns vegne. En smule solidaritet over for en åbenlys uretfærdighed har aldrig skadet nogen, uanset om man går ind for kvoter eller ej.

Der kan selvfølgelig være tale om dårlig casting fra programmets side. Det var i hvert fald tilfældet i den forstand, at ikke en eneste kvindelig kunstner var med i studiet, trods det var dem, det hele handlede om. Igen blev de kvindelige kunstnere gjort usynlige, når debatten endelig er der. Det er ikke kun museer, kunsthaller, gallerier og samlere der har et ansvar for at udvide deres horisont. Det ansvar har medierne også.

Som kunsthistoriker Cecilie Straagaard, der netop har grundlagt et pop-up galleri kun for kvindelige kunstnere, sagde til mig efter Debatten i går, så er vi udelukkende opdragede med mandlige kunstnere i kunsthistorien på universitetet. ”Der er et lille fag om 70’er-feminisme ellers er resten af studiet mænd”, sagde hun.

Om det er det der gør, at denne bias for mændenes kunst gentages helt op i vores tid ved jeg ikke. Men jeg ved, at det er på tide at ændre på. Det er på tide at få kvinderne med i kunsthistorien. Og ikke for kvindernes skyld, men for kunstens skyld. For det er da en snæversynet kunstverden, hvis den kun viser mandlige kunstnere. Det er da på tide at vise verden – også kunstens verden – som den i virkeligheden ser ud. Og den består heldigvis af både dygtige mænd og kvinder.

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

HÆDER TIL FILMINSTRUKTØREN JØRGEN LETH

Af Lars Movin på Facebook

Det er netop blevet bekendtgjort, at en af verdens vigtigste dokumentarfilm-festivaler, IDFA i Amsterdam, ved sin kommende udgave (20. november til 1. december 2019) vil give en Lifetime Achievement Award til Jørgen Leth. I den udsendte pressemeddelelse lyder begrundelsen:

“From his influential short film ‘The Perfect Human’ (1967) through to today, Jørgen Leth inspired generations of filmmakers with his strong auteur voice and fearless perspective on reality. Based in Denmark and Haiti, Leth was never hampered by concerns of veracity and fact. In celebration of his extraordinary filmmaking, IDFA is delighted to award the 83-year-old director with a Lifetime Achievement Award during the festival.”

Det var også på tide, kunne man sige! Og på sin plads at få betonet, at Jørgen Leth – som i de senere år vel nærmest er blevet folkeeje herhjemme, og fred med det – først og fremmest er en af sin generations betydeligste og mest nyskabende kunstnere: både som filmmager og digter. Så pyt med, at IDFA gør hæders-modtageren et år ældre, end han er!

Tillykke til Jørgen Leth! Og tak til filmkommentaren.dk for at dele nyheden!

(foto: lm / 2015)

Klimastrejke i morgen

Klimastrejke i morgen

Af Carsten Jensen på Facebook

Her er en artikel, du skal læse. Den handler om, hvorfor millioner af unge igen i morgen vil gå i aktion, men den indeholder også en indtrængende opfordring til alle voksne om at gå med.
Forfatterne Madeleine Kate MCGowan og Adrian Preisler kommer fra performance-gruppen Chimera, som har tilknytning til Den Grønne Studenterbevægelse. Dagbladet Politiken ville ikke bringe deres artikel. Dagbladet Information ville heller ikke. Så må den jo stå her.
Artiklen er illustreret af et billede fra en af Chimeras aktioner: Festglade mennesker i gang med et selvfejrende orgie midt i den natur, vi er så skæbnesvangert blinde for.

***

DE VOKSNE TAGER EN FROKOSTPAUSE FOR KLIMAET

Af Madeleine Kate McGowan og Adrian Preisler, CHIMERA

Når Greta Thunberg igen og igen træder ind på verdensscenen og, som barnet i Kejserens Nye Klæder, udpeger ‘at vi alle sammen er nøgne’, at vi som art er på vej ind i en klimakatastrofe, udspilles et arketypisk spil mellem ‘barnet’ og ‘den voksne’, der netop i denne tid kendetegner klimakampen. Børnene og de unge er den rene klare stemme der er nærværende nok til at gennemskue situationen og som tør placere sig selv i en risikabel situation. De voksne derimod, træder i baggrunden, som uklare statister der forholder sig til deres verdens kollaps gennem en næsten pervers lyst til at høre barnet italesætte deres skyld, igen og igen. Ved at indfinde sig i en kognitiv dissonans, eller ved at angribe barnet verbalt og kaste frem og tilbage med ord om hvis ansvar det egentlig er at handle, nu når kloden står i flammer.

Den 20. september blev den globale Week For Climate initieret i forbindelse med FN-klimatopmødet i New York den 23. september. Aldrig har flere mennesker gået på gaden for klimaet som de fire millioner der med Greta, barnet, i spidsen, fra Kabul til Melbourne til Viborg, samlet opfordrede deres ledere til ansvarlig, retfærdig handling for at sikre klodens fremtid. Hele denne uge vil der være klimarelaterede arrangementer, hvilket så kulminerer i endnu en global klimastrejke den 27 september.

Greta Thunberg opfordrede i en tale forleden til, at alle bør tage del i klimastrejkerne. Når hun siger alle , så mener hun både børn, teenagere, voksne og seniorer. Og når der siges strejke , så forstås det som, at tiden er vort våben og at det nedlagte arbejde er en måde at presse et system til forandring. Det er en måde at understrege, at dette tages alvorligt. For vi står overfor en systemforandring, der kræver visionær mobiliseringsevne, i større skala end vi nogensinde har set før. Vi står overfor en økologisk revolution i større omfang end den industrielle revolution. Det vil sige at alle skal i gang og de globale klimastrejker er netop et radikalt initiativ, der måler sig med situationens alvor. Det er et tiltag der nu søger at inspirere ikke kun skoleelever til at gå på gaden, men resten af samfundet, for at slutte sig til den massive mobilisering, som børn og unge vedvarende har skabt i månedsvis. For samlet at strejke for klimaet, for fremtiden, for skønheden, for livet

Begge skribenter var med til strejken den 20. september, på Rådhuspladsen i København. Da vi stod på pladsen og så os omkring, var det tydeligt at se, at stort set alle de fremmødte var ganske unge. De voksne, der var til stede, var repræsenteret ved en lille, beskeden gruppe på ca. 15 personer, som stod sammen bagerst på pladsen og smilede saligt og stolt, som stod de og iagttog deres børns første skolemusical eller en fodboldkamp. Og når man kradser lidt dybere i de danske voksnes mobiliseringsevne, så viser det sig yderligere, at man selv efter samtaler med og deltagelse fra nogle af landets ledende fagforeninger, har valgt at gøre den globale strejke den 27. september til en såkaldt Break For Climate . Den globale strejke er altså blevet til en frokostpause. Hvis man da overhovedet har hørt om den? Og hvis man har tænkt sig at møde op?

Ifølge FN’s internationale klimapanel, IPCC, har vi ti år og måske mindre, til at styre dette CO2-spyttende monster af en verden uden om irreversibel klimakatastrofe og økologisk kollaps. I øjeblikket uddør op til 200 arter om dagen – det højeste antal siden dinosaurerne forsvandt under den femte massedød. Vi befinder os altså lige nu – fuldstændig selvforskyldt – i den sjette masseuddøen. Listen over destabiliserende følgeeffekter og potentielle katastrofer er meget lang, og det begynder at blive decideret pinligt, at det kun er børn, teenagere og unge der råber op om vores nøgenhed, vores manglende seriøse respons. I Tyskland har Verdi, en fagforening der repræsenterer to millioner lønmodtagere, opfordret alle sine medlemmer til at deltage den 27. september. Hvor er det engagement herhjemme? Hvordan løber ‘de voksne’ lige nu en risiko? Det er ikke en øvelse det her, this is not a drill, det er premieren – det er nu vi mennesker har mulighed for at træde ind på vores livs scene og gøre pladsen, ordet, sangen, klimakampråbet til vores røst. Og vi skal gøre det sammen, i diversitet og pluralisme. Ikke ungdommen alene. For hvis ikke nu, hvornår? Hvis ikke her, hvor så? Og hvis ikke dig, hvem?

Da vi begyndte at overveje, at vi ville skrive denne tekst og udtrykke vores frustration, blev vi af ældre venner mødt med, at vi nu skulle huske ikke at ødelægge den gode stemning. At det jo er så dejligt, at de unge er i gang ude i gaderne. Og at det er så håbefuldt med Greta Thunberg på forsiden af i-D Magazine . Og at vi lige har haft et rigtig stærkt klimavalg, og at Danmark nu er et af de lande med den mest ambitiøse klimapolitik! Misforstå os ikke; det er virkelig stærkt og opløftende med en ambitiøs klimapolitik, det grønne valg og de unges globale klimakamp, men det giver ikke de voksne grønt lys til ikke at sætte noget på spil i dag og i morgen; til ikke at møde op i gaderne. Det at stå side om side med ungdommen er også en symbolsk handling, hvor man med sin krop viser, at man støtter deres bevægelse, hører deres stemmer og tror på forandringer. Det er sikkert ikke lige præcis den éne gadedemonstration der ændrer alt, men på længere sigt virker aktivisme – måske som det eneste? Bare se på Greta Thunbergs nuværende indflydelse efter en vedvarende og stabil indsats. Ikke at strejke er et symptom på en politisk dovenskab og passivitet. Vi skal passe på at det grønne valg ikke bliver en sovepude. At kalde en strejke for en frokostpause , er netop en synliggørelse af den manglende farlighed og risikovillighed der er i Danmark, efter vores mening.

En manglende lyst til at strejke – uanset hvem man er – er efter vores mening et udtryk for en blindhed overfor tre forskellige ting: strejkernes historiske rolle, de privilegier vi har i Danmark og situationens alvor. Lad os starte med den historiske blindhed. Det at vi i dagens Danmark anser strejker som en drastisk, voldsom ting er i sin kerne en misforståelse af hvad strejker går ud på. Det fantastiske ved strejken er dens ikkevoldelige måde at yde modstand på. Man bør huske på, at strejker netop opstod som et fredeligt, sensibelt alternativ til at hive fabriksejeren ud af sit kontor og banke ham sønder og sammen foran hans familie. Vi har i Danmark vist, at strejker virker. Strejker har givet millioner af mennesker ret til at stemme, ret til basale arbejdsvilkår og massiv politisk forandring. Strejker gav os altså netop mange af de privilegier vi nyder så godt af den dag i dag. I denne tid har det aldrig været farligere at være klimaaktivist rundt om i verden. Se bare på hvordan brasilianske klimaaktivister forsvinder sporløst så snart de nævner Amazonas-brandene. I Danmark forpligter vores ytrings- og forsamlingsfrihed os til at handle – når folk uden denne ret i andre dele af verden, kæmper for
din fremtid et andet sted på planeten gør du deres arbejde til skamme ved ikke selv at deltage her i Danmark. Nogle mennesker har decideret ikke mulighed for at komme til strejkerne, men når du har tiden, ressourcerne og muligheden for bare at strejke én dag for den fremtid du og alle andre deler er det essentielt at du bruger den. For det er os alle det gælder når det kommer til klimakampen. Også verdens lykkeligste 5,5 millioner. Det handler ikke om bare at komme med gode idéer og regne med at ungdommen klarer det hele, læne sig tilbage og være stolte af sine aktivist-børn; det handler om, at vi nu skal spørge os selv hvordan vores oprør ser ud. Tage ejerskab og inspirere omkring os. Risikére mageligheden. Finde modet, stemmen og klangen, og vise de unge og børnene, at de ikke står alene.

En af os, er selv én af disse ”voksne”, og dette opråb kommer direkte fra et ensomt sted i hende. En anden af os er selv én af disse unge, og dette opråb kommer i et ønske om bred vedvarende mobilisering. Og hvad vil det egentlig sige at være aktivist? Idéen om, hvad en aktivist er skal genfortolkes, ligesom, at alt andet nu skal genfortolkes. Det er op til os at definere, hvad det vil sige at være klimaaktivist i Danmark anno 2019. De voksne danskere skal sammen være en del af en vibrerende, intelligent, rørende, moden mobilisering, der tør risikere sig, som sætter mageligheden og sig selv på spil og står side om side med ungdommen; med sine børn. Nu er det de voksnes tur.

Hvis ikke nu, så hvornår?

De voksne har én chance til, og det er den 27. september.

Vi ses på gaden!

***

Den årlige IFA reportage fra Berlin: Glem lyd og billede – nu handler det om robotter og løbehjul (og designer hvidevarer)

Af Ronnie Rocket i Berlin

Årets trends

  • E-mobility
  • Designer hvidevarer
  • Foldeskærme

Årets produkter

Jeg har efterhånden besøgt den årlige elektronikmesse IFA i det gamle West Berlin i en snes år. Det er ligesom at besøge en gammel ven og i år var alt virkelig ved det gamle. Flere af standene var direkte kopier fra sidste år. Og det var heller ikke sket meget på udviklingsfronten. 4K er blevet til 8K og 4G snøvler sig stille og roligt frem til 5G. Hele branchen venter på 5G produkter.

Der var ikke meget at komme efter hos de store mastodonter LG, Sony, Samsung og Panasonic. Det er dog stadig Korea og Japan, der sidder på de fleste kvadratmeter elektronik. Og ikke mindst Kina, der har sat sig tungt på e-mobility markedet. For det mest interessante på messen i år var hverken de bølgede skærme, mobiltelefoner med to skærmer eller fancy bluetooth højttalere.

Det var løbehjul!

Desværre var de mange løbehjul fordelt på en række stande, der enten ikke havde bane eller bane, der var så lille at den ikke kunne bruges til noget. Selv Segway – den kinesiske markedsleder – havde en bane, der kun var til børn. Messen burde have set denne trend og oprettet et fælles areal for e-mobility, hvor virksomhederne sammen kunne præsentere produkterne under ordentlige forhold. Men det er ikke just kreativitet og nytænkning der præger messen.

Segway har været kinesiskejet i snart fem år og i ejerkredsen finder man Xiaomi, der er nærmeste konkurrent. Hertil kom en række mindre leverandører, herunder brandede løbehjul. Men det ser ud til at de fleste bliver produceret af de samme kinesiske fabrikker. Ligesom vi kender det fra det øvrige elektronikbranche.

Det interessant ved de nye løbehjul er at der er ved at revolutionere hele måden vi bevæger os på. Ligesom smartphones ændrede måden vi lever på. Det er første gang i mange år at der er kommet et produkt, der har så stor indflydelse på vores liv. Og e-mobility handler ikke blot om de kontroversielle e-løbehjul, men også e-cykler, e-skateboards og e-rulleskøjter. På Segway standen kunne man endda prøve den nye e-gokart! Det var helt klart årets produkt i min bog i år.

Branchen selv kårede det nye LG smartphone G8X med foldeskærm som et af årets produkter. Men den er alt for tung og upraktisk. Hvis man skal bruge to skærme er der mere fordel i at have to telefoner. Men LG havde som sædvanlig det flotteste TV i den lækre Signature Series, der også havde designer hvidevarer i porteføljen. Det var faktisk et af årets temaer. LG havde designer air conditioning anlæg! Samsung havde en ny designer køleskabs serie med. Og alle vaskemaskiner ligner efterhånden noget der kan stå fremme i stedet for at blive gemt væk. Design var helt klart et af årets temaer og det er en god tendens.

Design er også udgangspunktet for britiske Pure Audios relancering af det ikoniske, tyske Braun mærke. Standen havde en original 1959 model med som reference og den nye højttaler serie så faktisk rigtig godt ud. Desværre fik jeg ikke lyttet til dem. Men de er nok også primært tænkt som conversation pieces.

Der var som sædvanlig masser af hifi på messen. Men luften er gået ud af Technics relanceringen og de mange stande med falske grammofonplader (sic!) og billige rejsegrammofoner fremstår efterhånden som fake marketing på ryggen af de seneste års vinyl buzz. Messen trænger til nytænkning på dette område og med Amazon Alexa og Google Assistant allevegne burde man invitere streamingtjenesterne med. De vil kunne give messen et tiltrængt løft med både koncept, indhold, marketing og teknologi.

På Sony standen var der atter et lytterum med grammofonplader. På væggen hang der også et Sony Music logo. Og til Warner Music logo. Og et Universal Music logo. Jeg har forsøgt at forklare dem i flere år at kun Sony Music er en del af Sony koncernen. Men det fatter det ikke. Utroligt at ikke blot én medarbejder i dette milliondyre projekt har bemærket det. Og hvis de endelig ville være cool burde de jo markedsføre nogle indie selskaber. Der var også en bar på standen. Jeg spurgte hvornår den åbnede. Det anede de ikke. Det er trist at de er så dårlige til at markedsføre de fine Sony produkter.

Samsungs megaområde handlede mest om kampagne hashtags og den nye Note10+. Det er en fantastisk telefon. Men det er ligesom om at de venter på 5G og IoT for at de kan komme videre med produktudviklingen. Lidt farver på køleskabene gør det ikke alene.

LG, Samsung og Panasonic har noget mere styr på det. Men de mangler innovation. Innovationen fandt jeg først i tema udstillingen ved siden af hovedmessen. Årets tema var ‘Japan’. Men de var otte små, sydkoreanske robotvirksomheder, der fangede min interesse. Her var der virkelig tale om innovation. Robot gulvvasker, der sørger for at dine gulve rengøres hver eneste dag, hjælpemidler til dårligt gående og fredelig drone teknologi viste meget mere inspiration og kreativitet end de store, asiatiske mastodonter.

Med det var Segway og Xiaomi, der fik smilebåndet frem. E-mobility revolutionen er kun lige begyndt. Men det bliver en trafikal fest når gaderne pludselig bliver en symfoni af e-cykler (Kawasaki havde nogle fede modeller produceret i Italien), løbehjul (en stand markedsførte sine bluetooth højttalere ved at montere dem på et løbehjul), skateboards, rulleskøjter og ikke mindst gokarts, der kan køre sæbekasseløb når vi får bilfrie byer.

Prøv at forestille dig hvad der sker når e-mobility møder app økonomien med 5G og IoT koblet på. Så begynder der virkelige at ske noget. De kan godt begynde at redesigne IFA området. Den kommer til at se helt anderledes ud i fremtiden. 

 

Læs tidligere reportage fra IFA her.

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?