‘Parasite’ er så stort et fænomen at også oversætterne er blevet stjerner

‘Parasite’ er så stort et fænomen at også oversætterne er blevet stjerner

Alle kender efterhånden “Sharon”, der er personlig oversætter for instruktøren Bong Joon-hu i Cannes, til Golden Globes og til den kommende Oscar uddeling. Men også oversætteren til de engelske undertekster er blevet interessant for medierne. Her fortæller han om processen og om de to kontroversielle oversættelser af “ram-don” og “Oxford”, der giver god mening, når han forklarer baggrunden. Det forklarer også hvorfor KakaoTalk oversættes til “WhatsApp” på engelsk i begyndelsen af filmen.

Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld

Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld

Peer Aagaard skriver på Facebook:

Åh, suk! Den nye leder for det store museum for moderne kunst i Warszawa har netop annonceret en drastisk ændring i institutionens fokus: Han mener som udgangspunkt, at næsten al moderne kunst ikke bare er socialistisk, men helt præcis ny-marxistisk. Desuden lægger moderne kunst alt for meget vægt på emner som klimaforandringer, bekæmpelsen af fascismen og kampen for rettigheder for homoseksuelle.

Det vil han gøre op med!

Derfor vil museets udstillinger fremover fokusere på konservative, såkaldte familieværdier.

Desværre har denne bagstræberiske idiot overset en enkelt detalje: Det er stort set umuligt at finde moderne kunst, der flugter med hans national-konservative, homofobiske holdninger. En af kunstens fornemste opgaver er som bekendt at bryde grænser og åbne op for nye tanker hos beskuerne. Det sker ikke, så længe kunstens tarv varetages af småtskårne fjolser med horisonter så lave som en regnorms.

I øvrigt er museums-lederens retorik velkendt fra Hitler-tiden, hvor nazisterne kæmpede indædt imod såkaldt “entartete Kunst”, ligesom vi har set tilsvarende tanker udspille sig i Kina og det gamle Sovjetunionen for slet ikke at tale om i Dansk Folkeparti. Mænd med magt fatter det tilsyneladende aldrig: kunsten er ikke til for deres skyld, men for at yde dem tiltrængt modstand.

Enestående succes med bekæmpelsen af hepatitis C

Enestående succes med bekæmpelsen af hepatitis C

Peer Aagaard skriver på Facebook:

Jeg er simpelthen så stolt over, at min arbejdsplads i samarbejde med Københavns Kommunes misbrugscentre har haft den enestående succes med bekæmpelsen af hepatitis (leverbetændelse) C, som tilfældet er. For os som normalt ellers har fokus på forskning, har det været en kæmpe-fornøjelse at samarbejde med centrene. Gang på gang har jeg set mine sygeplejerske- og læge-kolleger styrte ud ad døren for at indtræde i rollen som behandlere og rådgivere af svært syge narkomaner og sørge for, at de kommer i behandling for Hep C, men også for HIV. En sådan indsats redder liv for det enkelte menneske, men betyder også at risikoen for spredning af smitte reduceres drastisk.

Man kan kun håbe, at denne form for intervention vinder indpas i resten af landet. Ikke kun for folkesundhedens skyld, men også fordi der er økonomiske fordele ved at “fange” patienterne så tidligt i deres sygdomsforløb som muligt.

Ursula Scavenius har vitterlig sin egen stemme

Ursula Scavenius har vitterlig sin egen stemme

Asger Schnack skriver på Facebook:

Man siger om forfattere, at de har deres egen stemme (hvis de altså har det). Det gælder i høj grad for Ursula Scavenius, der i dag udgiver sin bog nr. 2, ”Dukkerne”. Hun har vitterlig sin egen stemme. At bogen er god, er ikke overraskende, efter at hun for fem år siden udgav ”Fjer”. Men det er stadig påfaldende, at hun skriver en prosa, der ikke rigtig ligner noget andet på dansk. I alle tilfælde ikke i samtiden. Man skal tilbage til en tid, hvor den fantastiske fortælling florerede (i 1960’erne eller endnu længere tilbage). Eller mere relevant, måske, skal man uden for landets grænser for at finde noget lignende. Der er noget Bruno Schulz-agtigt over de beskrevne uvirkeligheder, som altså i bogens regi er virkelige nok. Man kan også sige, at den virkelighed, vi præsenteres for i virkeligheden, er så uvirkelig, at bogens uvirkelighed virker helt virkelig. Bogen rummer fire fortællinger, som har det til fælles, at der opbygges et nærmest efterapokalyptisk rum, det lyder som science fiction, men det er det ikke, tiden er ubestemt, selv om den faktisk angives et sted som 1888. Vi er mere eller mindre i Østeuropa, på vej mod Rusland eller bare simpelt hen her, hvor vi sidder og læser (eller hvor læseren, en anden læser, engang vil sidde og læse). Der er undergået forandringer, der er flygtninge og centre, det rumler af krig og undergang. Som det hedder et sted i titelnovellen: ”Så, nu kommer dommedag, siger han. Jeg lytter til den rumlende himmel og til badeværelsesvinduet, der klaprer, fordi det ikke er blevet ordentligt lukket. Det blæser op. Far lugter af aske” (s. 37). Den sidste sætning er uhyggelig, ja, det er sådan set alle sætningerne i bogen, mest næsten, fordi uhyggen er så logisk etableret. I den tredje fortælling, ”Notplas hus”, hedder det: ”Herinde er krigen ikke. Bådene ligger tøjrede til hinanden ude i haven. De rokker let i vinden. Så forsvinder det hele i regn, som om der er kommet ondskab ind i det” (s. 102). Grundstemningen er eksilet, flugten fra noget, der har været (og som vi som læsere sætter – eller forudsætter – som vores virkelighed) ind i en suggestivt fremskrevet særverden, som vi accepterer, lettere rædselsslagne, men også betagede af styrken i det sproglige og den troværdighed, der følger med. (Omslag: Kasper Vang. Forsideillustration: Signe Krab Nymann)

Bjarke Ingels bygger fremtidsby sammen med Toyota

Se keynote præsentation at det fantastiske projekt her. Spol frem. Det begynder først 10 minutter inde. Men det er virkelig værd at vente på! UPDATE! Toyota har åbnet et press room her.

Stills:

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

JAMEN, KLIMALOVEN HAR JO IKKE NOGET TØJ PÅ!

Theresa Scavenius skriver på Facebook:

Naturligt nok bliver jeg i disse dage hele tiden spurgt om, hvad jeg vil gøre anderledes, hvis jeg bliver valgt som politisk leder for Alternativet. I dagligdagen er der selvfølgelig mange ting, en ny politisk leder – uanset hvem det bliver – vil gøre anderledes, i og med, at man har forskellige personligheder. Men en af de ting, jeg kan bidrage med, er at finde hårene i suppen, når der indgås politiske aftaler på Christiansborg.

Som nogle af jer måske har læst, har jeg tidligere kritiseret både klimaloven og finansloven, og ja, hvis jeg havde siddet med ved bordet som politisk leder af Alternativet, havde jeg stemt nej til begge dele.

Men er alle ikke netop blevet enige om, at NU sker der noget i Danmark, vil du spørge? Hvorfor skal vi være kritiske overfor klimaloven? Ser det ikke rigtigt godt og lovende ud? Jo, hvis man læser pressemeddelelserne er der ingen grænser for, hvor grønne og ambitiøse de nuværende politiske ledere er. Men hvis man sætter sig ned og læser alle aftalerne og papirerne igennem, er det en helt anden virkelighed, som tegner sig. Og det er netop det, jeg kan. Så her kommer forklaringen på, hvorfor jeg mener at Alternativet skulle have stemt nej til klimaloven:

Punkt 1: Klimamål skal ske så ’omkostningseffektivt’ som muligt under hensyntagen til erhvervsudvikling, konkurrencekraft og beskæftigelse. Det er hverken historisk eller et vendepunkt. Tværtimod er det business as usual og en videreførelse af den tidligere VLAK-regerings sorte klimapolitik, der prioriterer kortsigtet økonomisk gevinst for private virksomheder over miljø, klima og mennesker.

Punkt 2. Rammen er stadig klimaneutralitet i 2050. Og her skal man være skarp på begreberne. De fleste tænker på målsætningen i 2050 som en målsætning om et fossilfrit samfund, hvor vi ikke udleder noget co2. Men det er IKKE det, begrebet klimaneutralitet dækker over. Det dækker over, at vi kan udlede så meget, vi vil, i 2050 med den ene hånd, så længe vi har noget, som kan trække co2 ud af luften med den anden.

Her har vi også forklaringen på, at regeringen fortsætter investeringer i fossil infrastruktur. Fordi klimaministeriets logik er, at vi fortsat skal være en sort økonomi. Vi skal blot udvikle nogle teknologiske løsninger, som kan trække co2 ud af luften. Når man først har forstået det, giver regeringens klimapopulistiske strategi god mening. Det er også derfor, at de – som den tidligere regering – kan kalde sig supergrønne, samtidig med at de giver flere licitationer til bl.a. France Total om at søge efter mere olie i Nordsøen. For slet ikke at tale om at udfase den olie, der i forvejen bliver trukket op.

Det interessante er, at regeringens og De Radikales bedste argument for at hive mere olie op af Nordsøen er, at Saudi-Arabien ellers vil sælge den olie, vi ville have tjent penge på. Dels er det argument selvfølgelig klimapolitisk nonsens: Klimaet er ligeglad med, om det er dansk eller saudiarabisk olie. Dels er argumentet moralsk fuldstændigt forkasteligt. Tænk, hvis vi brugte samme argument, når vi talte ligestilling eller børneslaveri.

Nå. Tilbage til klimaloven, hvor de fleste nok har overset, at Klimarådet – som klimaloven ellers tilsyneladende vil styrke – nu skal pakkes ind af et såkaldt ’dialogforum’, som reelt vil være et lobbyistkontor for den fossile industris store aktører plus et par grønne organisationer, som skal ’afgive skriftlige kommentarer til Klimarådets anbefalinger og øvrige udgivelser’. Her får vi sort på hvidt en statsautoriseret politisering af klimavidenskaben. Ja, sådan kan man også lukke munden på kritiske forskere. Hvor den tidligere regering fyrede den tidligere formand for Klimarådet for at være for kritisk, har den nuværende regering gjort noget endnu mere radikalt: De har ophævet rådets politiske uafhængighed.

Så klimaloven er et farvel til Klimarådet som en klimapolitisk relevant samfundsinstitution. Og her kommer endnu en pointe, som er vigtig at få med: Klimaloven bliver fremstillet som ’ambitiøs’ med bindende klimamål i 2025 og 2030. Det lyder jo godt. Men hvad skriver regeringen så rent faktisk om disse klimamål? Som altid ligger djævlen i detaljen: Målene er nemlig slet ikke årlige mål, men derimod ’indikative mål’, der laves som ’intervaller’ og som ’gennemsnitsmål over tre år’.

En anden detalje: Det, som loven forpligter regeringen på, er ikke handlinger, men derimod at fremsætte målsætninger. I 2020 skal der laves et for 2030. Og hen imod 2030 skal der så ske en ’øget konkretisering’ af initiativer. Og det bliver værre: Når vi nærmer os 2030 skal regeringen i ’stigende grad sigte mod at nå 2035-målet eller mål længere fremme’.

Så hvad vi har efter klimaloven: En direkte fortsættelse af dansk vækstøkonomi baseret på primært sort energi. Vi har fået afmonteret Klimarådets politiske uafhængighed. Og vi har fået et sæt teknokratiske rammeværktøjer, der kan bruges til at skjule hvor lidt klimapolitik, der foregår i Danmark. At det kan sælges som et historisk vendepunkt, hvor samtlige partier jubler og ikke kan få armene ned, er en historisk gåde, hvortil der intet andet er at gøre end at påtage sig rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder og råbe: ’Jamen, de har jo ikke noget tøj på!

Det er lige præcis dét, jeg mener, bør være Alternativets opgave. Og hvis jeg bliver valgt som politisk leder, er det dén rolle, jeg vil indtage. Den, der hele tiden afslører og afdækker de andres populisme, manglende faktuelle grundlag og forsøg på at snyde borgerne og vælgerne. Vi skal selvfølgelig indgå politiske aftaler og forhandlinger, hvor vi trækker tingene i den rigtige retning, som det også lykkedes lidt med i forhold til Klimaloven.

Men vi skal ikke være med til at legitimere socialdemokraternes videreførelse af den tidligere regerings snyd og bedrag i forhold til klimapolitikken. Derfor bør vi stemme nej til alt, der blot flytter kommaer, og ikke reelt skaber en tektonisk grøn omstilling i Danmark. Lige så lidt, som vi kunne støtte Venstre-regeringen, kan vi selvfølgelig heller ikke støtte S-regeringen, når det eneste, de gør, er at hælde gammel vin på nye flasker.