Af Mette Frederiksen, Statsminister
Kære alle,
Jeg vil gerne dele mine og regeringens overvejelser med jer forud for, at vi snart kan tage de næste skridt i en gradvis og ansvarlig udfasning af restriktionerne.
Et forbehold først: De fleste er nok – med rette – optaget af, hvad der konkret sker fra 1. marts og frem. Hvad åbner, og hvad gør ikke. Det kan jeg ikke svare på endnu. Beregninger fra eksperter og myndigheder skal drøftes med Folketingets partier. Det sker tirsdag. Og forhåbentligt kan vi så onsdag melde ud, så det stadig sker i ordentlig tid, inden restriktionerne udløber.
Teksten handler derfor om noget andet – om den tilgang vi har som regering. Ligesom jeg vil forsøge at svare på nogle af de spørgsmål, der er rejst den seneste tid. Jeg vil gerne gøre det grundigt, så det bliver ret langt (og måske med fare for, at en enkelt sætning kan tages ud af kontekst, sådan er det nogle gange selvom man forsøger at få nuancerne med).
Helt overordnet synes jeg, der er grund til en vis optimisme.
Hvor vi i efteråret gradvist måtte stramme restriktionerne. Obligatorisk brug af mundbind. Begrænsede åbningstider på restauranter. Geografiske og delvise nedlukninger. Og til sidst en omfattende nedlukning. Samtidig med at dagene blev kortere, vejret koldere, og vi stod over for en lang vinter.
Så er perspektivet et helt andet nu. Jeg ved ikke, om vi endnu kan sige, at vi har lagt det værste endeligt bag os. Men det nærmer sig.
Foråret er på vej. Og selvom marts kan være en blandet fornøjelse sådan rent vejrmæssigt, så er det blevet mere lyst. Dagene er længere. Det bliver nemmere at være udenfor.
Samtidig er mere end 300.000 danskere nu vaccinerede første gang. For hver dag, der går, bliver endnu flere vaccinerede. Det har mildest talt udfordret os, at vaccinerne er blevet forsinkede. Men inden for de næste måneder kommer vi til at modtage virkelig mange vacciner og så bliver der for alvor sat turbo på. Vi har allerede vist i Danmark, at vi er blandt de absolut førende til at bruge vaccinerne straks vi har modtaget dem. På fredag gennemfører regionerne derfor også et ”storskala”-forsøg, hvor der vaccineres så mange som muligt på én dag. Så vi sikrer os, at vi er klar til den periode, hvor vi skal vaccinere mere end 100.000 danskere dagligt.
Endelig – ikke mindst – har vi banket smitten ned. Igen! Fra et rekordhøjt niveau med mere end 4.000 smittede på én dag i midten af december er vi nu på cirka en tiendedel. Jeg har sagt det før, men det er altså imponerende, at det lykkedes på dét tidspunkt, hvor det var absolut hårdest. Hvor trætheden var størst. Hvor vejret var mørkest og dårligst. Og hvor smitten var så udbredt, at det krævede en ekstraordinær indsats at stoppe spredningen.
Nu diskuterer vi ikke længere overbelastningen af sygehusene, overdødelighed og smitte på plejehjem. Vi kan i stedet forholde os til at udfase nogle af restriktionerne.
Tænk – vi er på vej mod et forår, mod vacciner og mod en gradvis udfasning af restriktionerne. Det er da positivt! Og værd at glæde sig over. Særligt fordi, at det på ingen måder var givet. Det skyldes danskernes enorme ansvarlighed.
Spørgsmålet er så, hvordan restriktionerne skal udfases.
Når vi lemper restriktionerne, så øger vi aktiviteten i samfundet. Vi kan stadig gøre meget med afstand, håndsprit, mundbind osv. – men det kan ikke forhindre, at en øget aktivitet også vil betyde øget smitte.
Jeg nævner det, fordi mange virksomheder og foreninger siger: Hos os kan vi godt finde ud af det. Og det er helt sikkert rigtigt. Der er udtænkt mange gode initiativer og tiltag, der kan begrænse smitterisikoen.
Men risikoen er der. Og jo mere, der er åbnet, jo større er risikoen. Det er ikke den enkelte aktivitet, men den samlede aktivitet, der her er det afgørende.
Betyder det så, at vi slet ikke skal løbe en risiko? Nej. Når vi udfaser restriktioner så løber vi en kalkuleret risiko. Det er præcis, hvad eksperterne har regnet på. Hvis dét og dét åbnes, hvor meget stiger smitten og indlæggelser så.
Her er vores udgangspunkt godt, fordi vi har banket smitten ned.
Vi er (indtil videre) lykkedes med at forsinke smitten væk fra de ”værste” måneder, hvor den havde bedst mulighed for at sprede sig, og hvor få var vaccinerede. Men! Vi kan omvendt ikke ”give los” – for vi er endnu ikke på sikker grund.
Og med B.1.1.7-mutationen , der nu er den dominerende i Danmark, skal der endnu mindre til, før smitten eksploderer og dermed risikerer at komme ud af kontrol. Det er det, flere eksperter taler om som en mulig ”tredje bølge”. Det må ikke ske nu, hvor vi stadig mangler at vaccinere mange ældre og sårbare. Desuden er der stadig meget, vi endnu ikke ved om mutationerne.
Opgaven er altså svær: Vi skal udfase restriktioner på en måde, hvor vi samtidig forsinker smitten i at sprede sig for hurtigt. Derfor er udfasningen nødt til at ske gradvist og ansvarligt.
Jeg ved godt, at omkostningerne ved nedlukningen er store – meget store. Og derfor er mange med rette utålmodige. Det er jeg også selv.
Men pas på sirenernes sang. Vi må ikke åbne så meget så hurtigt, at vi risikerer at skulle lukke helt ned igen. Det vil nemlig kunne ende med en nedlukning, der samlet set er endnu længere end det, vi må udholde, hvis vi går gradvist frem.
Jeg sagde i min nytårstale, at januar og februar ville teste vores udholdenhed. Jeg tror, at marts – og måske april – kommer til at teste vores tålmodighed.
Derfor er der brug for en samlet plan, som det også er blevet efterlyst politisk. De drøftelser inviterer regeringen til når der er afklaring om, hvad der skal ske 1. marts.
På mange måder har vi dog allerede nogle ret centrale elementer i en sådan plan.
Allerede i januar bad regeringen en række uafhængige eksperter inden for både sundhed, økonomi og samfundsforhold om at vurdere en række restriktioner som grundlag for den rækkefølge de bør udfases i. Det gjorde de på en række parametre, blandt andet i forhold til deres betydning for smittespredning, trivsel, økonomi og borgernes frihed.
På den baggrund anbefalede de, at vi startede med at få de mindste skoleelever tilbage i skole. Fordi det er vigtigt for økonomien, at forældrene kan arbejde. Og af hensyn til børnenes trivsel.
Det skete som bekendt den 8. februar.
Eksperterne har omvendt anbefalet, at det sidste, der lempes, er nattelivet. Blandt andet fordi, der er risiko for en meget høj smittespredning.
Mellem 0.-4. klasse på den ene side og nattelivet på den anden side er så alle de andre restriktioner. Uddannelser, erhverv og arbejdspladser, kultur og idræt samt forsamlingsforbuddet.
Inden for hver kategori har eksperterne anbefalet en rækkefølge. F.eks. at afgangsklasser i grundskolen og på ungdomsuddannelser kommer tilbage før studerende på de videregående uddannelser. At butikker åbner igen, før hjemmearbejde erstattes af fysisk fremmøde på arbejdspladsen. At udendørs kulturinstitutioner åbner før indendørs. Og at der gives større muligheder for udendørs idrætsaktiviteter før de indendørs.
Udgangspunktet er altså denne ret omfattende rapport, der anbefaler en overordnet rækkefølge inden for hver kategori. Næste skridt var så at beregne hvad de enkelte restriktioner medfører af aktivitet og dermed smitte, hvis de lempes. De beregninger er foretaget af nogle andre eksperter og matematikere. Og de har netop regnet på nogle af de elementer, der står først i hver kategori: afgangselever, detailhandel og udendørs idræt og udendørs kulturinstitutioner.
Oven på det kommer eksperter og myndighedernes rådgivning til os politikere om, hvad der vil være hensigtsmæssigt og hvad det vil betyde for belastningen af vores sundhedsvæsen.
Det er noget af det materiale, der drøftes tirsdag med Folketingets partier.
I den offentlige debat er det blevet efterspurgt, at der regnes på alt – og nogle har kritiseret, at det først er så kort tid inden deadline, at beregningerne er færdige. Det er der nu en god grund til.
Selvom der er mange forbehold ved beregningerne, så er de stort set det eneste grundlag, vi har for at vurdere, hvad der skal ske. Derfor skal de selvfølgelig være så præcise som det nu er muligt og det betyder blandt andet, at de skal foretages så tæt på udløbet af restriktionerne som muligt. Simpelthen for at have de mest aktuelle smittetal med. Hvis beregningerne f.eks. var foretaget i starten af januar, hvor smitten var højere, havde de givetvis udelukket nogen form for udfasning af restriktioner.
Nu – hvor smitten er lavere – er det stadig eksperternes entydige vurdering, at der ikke er plads til en fuld genåbning. Og derfor giver det ikke på nuværende tidspunkt mening at regne på de restriktioner, der realistisk set ikke kan lempes 1. marts.
Det er noget af det, der gjorde de politiske forhandlinger om genåbningen sidste år svære og som måske vil gøre det igen i år. At materialet kommer i sidste øjeblik. Ikke fordi, nogen ønsker det – men fordi, det er nødt til at være sådan for, at beslutningsgrundlaget er mest sikkert. Og selvom de enkelte restriktioner kan beregnes isoleret, så kan de tilsyneladende ikke efterfølgende lægges sammen – det skal, som jeg forstår eksperterne, ske inden. Således at beregningerne ”bundtes” sammen i opstillede scenarier for den samlede aktivitet.
En samlet plan kan også indeholde muligheden for det, som bl.a. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har kaldt en ”fleksibel” genåbning, hvor det ikke behøver være ”alt eller intet”. Det er jeg enig i. Derfor er regeringen også positiv over for f.eks. regionale åbninger, så længe det sundhedsmæssigt er forsvarligt, ligesom der jo nu sker lokale nedlukninger.
Et af vores bedste redskaber til at holde smitten nede er test. Og hvis vi bruger det endnu mere (selvom Danmark er blandt de lande, hvor flest bliver testet) så kan det forbedre mulighederne for at vi kan udfase restriktionerne.
Jeg har godt bemærket, at der på baggrund af et interview, jeg gav til Berlingske sidste søndag har floreret et lidt vildt regnestykke om, at flere test skulle koste 100 milliarder kroner om året. Det er ikke umiddelbart et regnestykke, jeg kan genkende.
Men jeg står fuldstændig ved, at vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå nye nedlukninger i fremtiden. Her er test afgørende, så vi kan opdage og bryde smittekæder.
Og ja, det vil der selvfølgelig være en udgift forbundet med, men det vil være langt mindre end den pris vi lige nu betaler for, at samfundet er lukket ned (som så igen er en pris, der er langt mindre end omkostningen ved at lade sygdommen rasere og ødelægge vores sundhedsvæsen og økonomi, men det er en anden snak).
De matematikere, der nu har beregnet scenarier for udfasning af restriktioner, har indregnet betydningen af test. Det påviser, at en stigning i smitte kan reduceres ved øget brug af test. Det vil – i sidste ende – give plads til en udfasning af restriktioner, der er større end ellers.
Derfor, hvis jeg skal sige det lidt skarpt: Man kan ikke både ønske en omfattende genåbning og samtidig være imod øget brug af test. Tværtimod; test er forudsætningen.
Når alt det er sagt, så har en samlet plan ét stort forbehold: Det er en virus, vi kæmper imod. Det er biologi. Det er ikke en undskyldning for ikke at planlægge – det skal vi, og det gør vi – men vi skal gøre det med den realisme, at det f.eks. er svært sætte præcise datoer for, hvad der kan ske hvornår langt ude i fremtiden.
Således om, hvor vi står i Danmark lige nu, et indblik i maskinrummet og den videre proces frem. Til sidst nogle lidt mere filosofiske overvejelser om håb og frygt og den polarisering, vi desværre også ser tendenser til.
For mig er håbet en helt afgørende del af det at være menneske. Alle har brug for håb. Det bliver godt igen! Og lige nu er der også god grund til at være håbefuld. Som jeg indledte med at skrive; vi har igen vist, at vi sammen kan banke smitten ned. Foråret og ikke mindst vaccinerne er på vej. Vi står over for at udfase restriktionerne. Langsomt, ja – men det går dog den rette vej.
Det ændrer bare ikke på, at selvom vi kan og skal håbe på det bedste, så er vi nødt til at lægge en strategi, der også tager højde for andre – og mindre optimistiske – scenarier. En strategi skal hverken alene være drevet af håb eller frygt, men af realisme og nøgterne vurderinger. Undervejs har der været masser af tvivl, bekymringer og alvor. Det tror jeg også har været nødvendigt for, at vi har klaret den. Jeg ved ikke, om vi ligefrem har ”set frygten i øjnene” – det er så voldsomt et udtryk. Men mon ikke i hvert fald de fleste af os har været bekymrede for enten at blive smittet eller måske være dén, der bar smitten videre til en person, der bare ikke måtte få den? Og den bekymring har betydet, at vi har taget situationen alvorligt og ændret vores adfærd.
Men det jeg selv tager med mig politisk er ikke frygt. Det havde det måske været, hvis vi som befolkning ikke havde stået sammen – eller hvis vores sundhedsvæsen var bukket under. Men det skete jo netop ikke.
Det, jeg tager med mig, er det modsatte: Håb. Hvis vi kan bekæmpe en global pandemi, fordi vi beslutter os for det, fordi vi står sammen – så tænk på alt det andet, vi også kan. Vi har i alt for mange år bildt hinanden ind, at bestemte udviklinger var uundgåelige. Men vi har netop vist – i den største krise siden 2. verdenskrig – at vi selv former fremtiden.
Selv synes jeg dog at kunne spore, at fronterne bliver trukket skarpere op. Særligt her på de sociale medier er tonen hård.
Måske er det fordi, at det her er så meget mere end kun politik og almindelige uenigheder. Det er summen af alting – ikke mindst vores adfærd hver især. Og de restriktioner, der er indført, er voldsomt indgribende i alles liv og frihed. Uanset om man ønsker det eller ej kommer man ikke udenom at forholde sig til corona og de konsekvenser det har for en selv, ens nærmeste og for samfundet.
Det giver alle – specielt os beslutningstagere – et særligt ansvar for at lytte.
Vi kan have forskellige holdninger til om restriktionerne er nødvendige eller ej. Hvor stor en risiko, vi ønsker at løbe når restriktionerne skal udfases. Og så videre.
Men som samfund har vi først tabt dén dag, hvor vi ikke længere kan føre en samtale med dem, vi er uenige med. Hvor vi betvivler hinandens motiver og udvikler vidt forskellige opfattelser af, hvad der er sandt og falsk.
Jeg hverken håber eller tror, at det kommer dertil i Danmark. Men jeg tror, at vi hver især må gøre en indsats for at holde samtalen på sporet. Det er corona, vi bekæmper. Ikke hinanden.
Tak fordi du læste med.
SIGNAL.DK 