Stolt af mit gamle universitet! På Aalborg Universitet har de sat deres projekter på pause for at hjælpe Danmark under corona. De sekventerer op mod 5.000 positive coronaprøver om ugen. Det betyder, at vi kan overvåge, hvordan mutationerne spreder sig. Det er helt uundværligt i kampen mod corona. Tak for indsatsen.
Netop det er med til, at vi kan holde styr på epidemien i Danmark.
Og tingene hænger sammen: Det tyder på, at de lande, som har styr på smitten, de klarer sig også bedre økonomisk.
Regeringens prognoser viser, at dansk økonomi er rigtig godt på vej. Allerede næste år kan Danmark have udsigt til den højeste vækst i 15 år. Det er imponerende. Det skyldes ikke mindst, at vi i fællesskab har holdt hånden under danske lønmodtagere og virksomheder.
Der er lys forude – ikke mindst på grund af den store indsats, vi sammen yder.
Av, det her gør ondt. Frants Pandal er død 71 år gammel. Han var DJ’en, der var der før alle os andre. Faktisk var det ham, der startede Goa-scenen og var selv DJ på den i en årrække. Han havde spillet pigtrådsplader på mælkepopperne i 60’erne, beat lidt senere, rejste rundt i hele verden og turnerede med store internationale grupper, boede i alle mulige lande – især dem med de gode fester og den gode hash, om det så var Afganistan eller Marokko eller Indien. Noget af hashen kom til Danmark og imens rejste Frants videre bla til Ibiza, som i 1970’erne var hippieøen over alle. Som DJ spillede han alle de store steder. Han kendte alle, der havde noget med noget at gøre. Og så i 1990’erne vendte han hjem til Danmark for bla at være tilknyttet TV2 som kameramand. Sådan dækkede han udviklingen på den danske technoscene som ingen anden. Fornem dokumentarist. Han boede i København og på Ibiza og spillede stadig masser af DJ-jobs. Her i de senere år lidt mindre, men at blive hyret som en DJ på over 60 år til festivalen Burning Man i USA eller være DJ på Pasha på Ibiza fortæller lidt om hans format. Jeg synes, jeg har kendt ham altid, men det er nok mest de seneste 10 år. Han og jeg skulle lave en roadtrip og besøge alle de sære pladesamlere han kendte fra Nordjylland, ned over vestryggen på Jylland, i Sønderjylland og hen over Fyn og lave en tv-serie, som villle være Danmarkshistorie på en helt alternativ – og sikkert også tilrøget – måde. Jeg havde hyret ham til at spille asfaltbal i efteråret, men det blev desværre aflyst pga corona. Men jeg nåede da at besøge ham i kolonihaven, hvor han befandt sig godt sammen med Oraklet. Han var storyteller og han havde oplevet de vildeste ting. Han havde også været heldig, at han aldrig var blevet fanget for alle de tilrøgede ting, han havde med at gøre og han havde oplevet kærligheden hele to gange i sit liv. Tilmed efterlader han en dokumentarisk arv med film, fotos, lyd og musik, som fortæller om musikkens betydning gennem flere generationer. Frants Pandal var en af de gode. ❤️
Sender en kærlig tanke til vores broderfolk i Sverige, som lige nu er meget hårdt ramt af corona 🇸🇪 ❤️ 🇩🇰
Mens smittetallene er pænt under kontrol herhjemme, så har Sverige lige nu et af de højeste antal smittede i Europa. Og presset på hospitalerne stiger og stiger – ikke mindst på intensivafdelingerne. Og det kommer ovenpå et år, som i forvejen har tyndslidt de sygeplejersker og læger, som har kæmpet heroisk. Det er barskt!
Sverige har mistet mere end tre gange så mange landsmænd til coronaen som vi har. Det er ikke mindst gået ud over de ældre. Omkring 14.000 svenskere er gået bort med corona. Et tal der er næsten fordoblet siden kort før jul.
Det er så trist. Og dybt alvorligt at se, hvor hårdt den tredje bølge rammer Sverige. Ligesom den gør i Indien, Brasilien og Tyrkiet, der også er blandt de lande, der rammes voldsomt hårdt lige nu.
De bedste tanker og ønsker til svenskerne og alle andre, der er hårdere ramt af corona end os, herfra. Må coronaen snart slippe sit klamme greb om os alle. ❤️
Jeg ved, at der er mange i medierne, der kritiserer vores håndtering af både epidemien og af økonomien.
Modsat er der også mange, der fortæller mig bl.a. her på de sociale medier i kommentarsporene, at de er glade for vores arbejde. Tak for den opbakning.
Jeg mener, at konstruktiv kritik er sundt. Og jeg er altid klar til at lytte til den. Ligesom jeg mener, at dem, der kritiserer, har en forpligtigelse til at tjekke op på, om deres kritik nu også er velbegrundet.
Det er der heldigvis en måde at finde ud af. Man kan kigge på de tørre tal. Og man kan så sammenligne med de lande, vi normalt sammenligner os med. Og så er det op til hver enkelt at beslutte, hvad man mener.
Jeg plejer jo at fokusere på epidemihåndteringen hver eneste dag. Men tingene hænger jo sammen. Så tillad mig for en stund at beskrive økonomien i Danmark sammenlignet med hele resten af EU-landene.
Her er nemlig Danmarks Statistiks officielle opgørelse. Den viser, at vi i Danmark er det eneste EU-land, der levede op til ØMU-kriterierne ift underskudsgrænse.
Det er godt gået. Stor ros til alle, der har holdt økinomien og hjulene i gang under svære vilkår. Det gælder særligt jer, der stadig er underlagt sundhedsmæssige restriktioner.
Selvfølgelig har epidemien en pris, både sundhedsmæssigt og økonomisk. Det skal vi ikke undervurdere. Men sammenlignet med andre lande, er vi et godt sted. Både mht den 3. smittebølge, som ikke ses i Danmark på nuværende tidspunkt, og mht de økonomiske konsekvenser.
Vi har brug for sundhed, kultur, uddannelse, grøn omstilling, frihed og tryghed. Og for at betale det, har vi brug for arbejdspladser og godt styr på økonomien. Og som det fremgår, er vi på rette kurs.
For nylig vakte en artikel i fagbladet Folkeskolen en del opsigt, fordi en række lærere mente, at man skulle afskaffe tyskundervisningen i folkeskolen som led i at opnå en kortere skoledag. En lærer mente, at tysk var en ”uddød kompetence”, og at alle bare kunne tale engelsk med hinanden.
Men der er naturligvis meget store fordele ved at kunne tale med folk på deres eget sprog, og da Tyskland er et vores allerstørste eksportmarkeder, koster det efter al sandsynlighed vækst og arbejdspladser, at kompetencerne inden for det tyske sprog er i frit fald.
At vi i så stort omfang – ikke blot sprogligt – har fravalgt tysk kultur til fordel for navnlig amerikansk er i det hele taget et stort tab for vores land. Gennem århundreder var dansk og tysk kultur tæt sammenvævede, og København var i stort omfang en tosproget by. Centraladministrationen bestod under enevælden af henholdsvis Danske Kancelli, som tog sig af kongerigets anliggender, og Tyske Kancelli, som tog sig af hertugdømmernes anliggender.
Den danske guldalder opstod på grundlag af en kaskade af tysk inspiration. Oehlenschläger skrev Guldhornene efter inspiration fra den tyske romantik, Kuhlau, som skrev musikken til vores nationale skuespil Elverhøj, var tysker etc. etc.
De danske universiteter udspringer oprindeligt af den tyske Humboldttradition og dens idealer om dannelse og fri forskning. Men dens fine principper har været stærkt på retur gennem de senere år, hvor dannelsestænkningen er erstattet af et fokus på kompetencer og arbejdsmarkedets behov, og hvor vores universiteter mere og mere er blevet ændret fra den humboldtske model til den angelsaksiske med bachelors, phd’er etc., og hvor undervisningssproget i stigende grad er blevet engelsk.
Amerikansk kultur, som vi i stort omfang har erstattet den tyske (og den danske) med, er en slem gang blandede bolscher, nogle af dem med en betydelig bismag. På det senere bl.a. med en helt uspiselig identitetspolitik, som 1:1 forsøger at gøre USA’s historie og virkelighed til vores. Det er der ikke noget godt at sige om.
Tabet af den tyske dimension i vores liv skyldes selvfølgelig historiens gang, nationalitetskampen og krigene i 1800-tallet og ikke mindst nazismen og 2. verdenskrig. Men det er og bliver et tab og bestemt ikke noget, vi har nogen interesse i yderligere at udvande, tværtimod kunne vi på mange planer godt bruge noget mere tysk sprog og tysk kultur i vores samfund.
13 mandlige forfattere og én enkelt kvindelig. Det er, hvad blomsten af Danmarks ungdom – ifølge gymnasieskolens obligatoriske litteraturkanon – skal præsenteres for, før de får huen på hovedet. Det kunne jeg forleden læse i Politikens spalter, og selv om den mandsdominerede verden til stadighed kan overraske mig, troede jeg alligevel, der var tale om en noget forsinket aprilsnar. Det var desværre ikke tilfældet. Den litterære kanon, som blev etableret i 2004, præsenterer således ungdommen for forfattere som Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Johannes V. Jensen. En enkelt kvinde har da også sneget sig med, nemlig Karen Blixen.
Men hvad er det for et verdensbillede, vi giver ungdommen, når vi viser dem, at historier – altså dem, vi virkelig værdsætter og sætter højt – kun fortælles af mænd? Vi gentager og bekræfter det mandlige perspektiv som vores fælles udgangspunkt.
Og vi lærer fremtidens voksne, at de vigtigste præstationer skabes af mænd. Men det er heldigvis løgn. For hvor var vi uden Tove Ditlevsens ’Pigesind’ eller ’Gift’? Hvilket værk er mere genialt udtænkt end Inger Christensens ’Sommerfugledalen’? Og hvor var debatten om kvinders rettigheder uden modige fortællinger af Sara Omar? De kvindelige forfattere har de senere år stormet ind på bestsellerlisterne, og talenterne står i kø. Jeg har ikke nogen målsætning om, at den litterære kanon partout skal bestå af 50 procent kvindelige forfattere og 50 procent mandlige forfattere. Men det er bemærkelsesværdigt i en grad, så det er pinligt, når vi i moderne undervisning lærer børn og unge, at man skal være mand for at få sin anerkendt. Der er mange grunde til, at vi læser litteratur, og en af dem er, at vi gennem litteraturen lærer at forstå os selv og vores medmennesker. Vi bruger litteraturen til at spejle os selv og verden, og her er det vigtigt med mangfoldighed. I Politikens artikel fremgik det, at gymnasieeleverne rettelig undres over den massive overvægt af mænd. Og så kan jeg forstå, at Dansklærerforeningens to forpersoner, Mischa Sloth Carlsen og Ditte Eberth Timmermann, har rettet henvendelse til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) med et ønske om, at hun forholder sig til, om listen skal revideres eller måske udgå. Ministeren ønsker angiveligt at holde fast i kanonlisten og afslår at ændre i indholdet, skriver hun til Dansklærerforeningen. Det både undrer og ærgrer mig. Kun ved at vise, at også den litterære scene er mangfoldig, kan vi fremelske forståelsen af, at alle har en stemme og en historie, det er værd at opleve og lytte til.
Jeg betragter Pia Juuls roman ”Mordet på Halland” som en af de bedste danske romaner fra nyere tid. Mange adjektiver kunne knyttes til denne roman, underfundig, cool, Peter Seebergsk. Jeg er overbevist om, at den har det, der skal til, for at blive læst ’altid’, uafhængigt af lige den tid, den udkom i. Den følger ikke en tendens (snarere tværtimod), men skaber sin egen nødvendighed (og dermed, måske, på længere sigt en tendens). Det er definitionen på en klassiker. ”Mordet på Halland” var, da den udkom i 2009, nomineret til Danske Banks Litteraturpris, som dengang blev uddelt på BogForum (fra 2003 til 2011). Prisen var på 300.000 kr. og blev også kaldt Danmarks største litteraturpris. Jeg var så optaget af, at Pia Juul skulle vinde læserafstemningen, at jeg lovede hende, at jeg – hvis hun ikke vandt – ville arrangere en crowdfunding og skaffe det samme beløb. Det viste sig ikke at være nødvendigt, for flest læsere stemte på ”Mordet på Halland” – heldigvis. Tredje oplag af førsteudgaven blev udsolgt sidste år, og det er mig en glæde i dag at kunne udsende 2. udgave af ”Mordet på Halland” på mit forlag, der nu har 12 titler af Pia Juul i kataloget, ni digtsamlinger, en essaysamling og to romaner (foruden de titler, forlaget har overtaget fra Gyldendal/Tiderne Skifter, og som stadig er på lager). ”Mordet på Halland” kan således fra i dag atter købes i boghandelen. (Omslag og tilrettelægning: Mette & Eric Mourier)
Jeg vil gerne give en lidt mere grundig status på epidemien her, hvor vi står nu, mens vi genåbner samfundet trin for trin.
Der er store forskelle rundt omkring i Europa på, hvor hårdt landene er ramt. Jeg har delt to grafer, der viser netop det.
Man kan se, hvordan den tredje smittebølge i marts ramte en stor del af landene i EU og EØS (EU plus Norge, Island og Liechtenstein). Antallet af konstaterede smittede er her steget for 5. uge i træk og var i uge 12 på 245 nye smittede om ugen per 100.000 indbyggere.
Imens har vi i Danmark i flere uger nu formået at holde en stabil udvikling i smitten. Det gør, at vi befinder os et godt sted sammenlignet med de lande, der desværre er hårdt ramt og må lukke hårdt ned endnu en gang. Det er ikke til at bære for dem, at de endnu en gang er så hårdt ramt.
Jeg er så taknemmelig for alle, der arbejder i vores sundhedsvæsen, og for dem der tester, vaccinerer, opsporer, sekventerer, forsker og informerer om coronavirus. Takket være deres indsats dag efter dag har vi fået bragt os i en langt bedre situation.
Jeg mødtes i går virtuelt med mine europæiske sundhedsministerkolleger. Den tredje smittebølge viser sig flere steder også i en stigning i antallet af døde med COVID-19. I uge 12 var der på tværs af EU og EØS 7,3 døde per 100.000 indbyggere i løbet af de seneste 14 dage. Bag statistikkerne gemmer sig menneskeskæbner rundt omkring i vores nabolande og længere væk i Europa.
Tallene viser, at Danmark er et af de lande, som klarer sig allerbedst i forhold til antallet af døde med COVID-19. Per 6. april var der de seneste 14 dage færre end 0,5 døde per 100.000 indbyggere. Det samme er desværre ikke tilfældet i store dele af det øvrige Europa, og her et år inde i pandemien rammer den virkelig hårdt nu.
I lande som fx Estland og Tjekkiet er dødeligheden 20 gange så stor som i Danmark. Deres sidste måneders høje smittetal betyder nu, at mere end 10 per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage er afgøet ved døden med COVID-19.
I Danmark har dødeligheden igennem det meste af epidemien været inden for det normale. Men også hos os har vi været hårdt ramt. Denne vinter havde vi fra uge 51 i 2020 til uge 5 i 2021 en betydelig overdødelighed, men nu – i takt med at vi har fået vaccineret de mest sårbare og fået bragt smitten ned – er dødeligheden igen lav og inden for det normale. Gode tanker til alle pårørende, der står tilbage med savnet efter at have mistet.
Den kurs, vi er på i Danmark, er den, vi gik efter at ramme, da vi fik slået vores hårde 2. bølge ned tilbage i januar-februar. Vi har i fællesskab sat hurtigt ind. Og den danske befolkning har påtaget sig et enormt ansvar i forhold til at bekæmpe pandemien. Også i en tid, hvor mange er tyndslidte og hvor vi i den grad har savnet alle de ting, der har måttet holde lukket.
Vi er samtidig et af de lande, der tester allermest. Det har der hele vejen igennem været stor debat om, men jeg er ikke i tvivl om, at det at vi ikke har store mørketal og mange akjulte smittekæder i vores samfund er en stor del af forklaringen på, at vores tal er så gode. Vi er der ud over blandt dem, der gensekventerer allerflest positive prøver, så vi har stoppet nye udbrud tidligt, og haft mulighed for tidligt at sætte ind over for nye varianter.
Fremover fokuserer vi mere på lokale nedlukninger helt ned på sogneniveau. Målet er at bremse smitteudbrud endnu tidligere, at teste og bryde nye smittekæder, så vi kan holde kursen og åbne Danmark sikkert op igen uden at smitten blusser op.
Tak fordi du læste med. Lad os sammen holde kursen og bevare de gode tal for Danmark, genåbne samfundet skridt for skridt og holde smitten og indlæggelserne nede, mens foråret står for døren.
I dag er det 75 år siden, at de sidste fremmede tropper forlod Bornholm. Anden Verdenskrig var endegyldigt slut i Danmark.
11 måneder forinden blev befrielsen fejret i resten af landet. Men for bornholmerne fortsatte krigen.
Den 7. og 8. maj i 1945 faldt bomberne over Rønne og Nexø. Ti bornholmere mistede livet. Mange mistede deres hjem. Bornholmerne oplevede et dramatisk kapitel i krigen.
I dag mødte jeg Ella. Hun var bare ni år, da bomberne faldt. Hendes beretninger fra den gang gør stort indtryk. Bornholms vej ud af Anden Verdenskrig er blevet kaldt et overset kapitel i Danmarkshistorien. Mange følte sig glemt. Måske endda svigtet. Også i tiden efter.
Men kære bornholmere: I er ikke glemt. Jeres historie bliver fortalt. Jeres historie er Danmarks historie.
The 27 Club fik i dag for 27 år siden et nyt medlem – Kurt Cobain fra legendariske Nirvana. Han led af depression og kroniske mavesmerter, som han forsøgte at dulme med en blanding af champagne og Rohypnol. I begyndelsen af marts tog han en overdosis på en turné, og blev indlagt på et hospital i Rom. Da han kom hjem til USA forsøgte hans kone, Courtney Love, og en lang række venner, at hjælpe ham. Det lykkedes ikke, men han gik med til at blive indlagt på en afvænningsklinik i Los Angeles. Han stak af efter få dage og tog hjem til Seattle. Den 5. april 1994 gik han ud i sit drivhus og skød sig selv med et jagtgevær.
The 27 Club blev et begreb, der fik ny næring efter Cobains død. I 70’erne døde både Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison i en alder af 27 år. Senest døde Amy Winehouse – også som 27 årig – i 2011.
Her har jeg fotograferet ham på Roskilde Festival i 1992 hvor Nirvanas koncert på Orange scene blev udskudt på grund af Danmarks Europamester-kamp mod Tyskland. Inden koncerten fotograferede jeg bandet, der fik overrakt en guldplade. Da Cobain kom ind i lokalet hvor kun jeg og pladeselskabet var tilstede, lykønskede han mig med den fantastiske danske sejr…
SIGNAL.DK 