Den årlige IFA reportage fra Berlin: Glem lyd og billede – nu handler det om robotter og løbehjul (og designer hvidevarer)

Af Ronnie Rocket i Berlin

Årets trends

  • E-mobility
  • Designer hvidevarer
  • Foldeskærme

Årets produkter

Jeg har efterhånden besøgt den årlige elektronikmesse IFA i det gamle West Berlin i en snes år. Det er ligesom at besøge en gammel ven og i år var alt virkelig ved det gamle. Flere af standene var direkte kopier fra sidste år. Og det var heller ikke sket meget på udviklingsfronten. 4K er blevet til 8K og 4G snøvler sig stille og roligt frem til 5G. Hele branchen venter på 5G produkter.

Der var ikke meget at komme efter hos de store mastodonter LG, Sony, Samsung og Panasonic. Det er dog stadig Korea og Japan, der sidder på de fleste kvadratmeter elektronik. Og ikke mindst Kina, der har sat sig tungt på e-mobility markedet. For det mest interessante på messen i år var hverken de bølgede skærme, mobiltelefoner med to skærmer eller fancy bluetooth højttalere.

Det var løbehjul!

Desværre var de mange løbehjul fordelt på en række stande, der enten ikke havde bane eller bane, der var så lille at den ikke kunne bruges til noget. Selv Segway – den kinesiske markedsleder – havde en bane, der kun var til børn. Messen burde have set denne trend og oprettet et fælles areal for e-mobility, hvor virksomhederne sammen kunne præsentere produkterne under ordentlige forhold. Men det er ikke just kreativitet og nytænkning der præger messen.

Segway har været kinesiskejet i snart fem år og i ejerkredsen finder man Xiaomi, der er nærmeste konkurrent. Hertil kom en række mindre leverandører, herunder brandede løbehjul. Men det ser ud til at de fleste bliver produceret af de samme kinesiske fabrikker. Ligesom vi kender det fra det øvrige elektronikbranche.

Det interessant ved de nye løbehjul er at der er ved at revolutionere hele måden vi bevæger os på. Ligesom smartphones ændrede måden vi lever på. Det er første gang i mange år at der er kommet et produkt, der har så stor indflydelse på vores liv. Og e-mobility handler ikke blot om de kontroversielle e-løbehjul, men også e-cykler, e-skateboards og e-rulleskøjter. På Segway standen kunne man endda prøve den nye e-gokart! Det var helt klart årets produkt i min bog i år.

Branchen selv kårede det nye LG smartphone G8X med foldeskærm som et af årets produkter. Men den er alt for tung og upraktisk. Hvis man skal bruge to skærme er der mere fordel i at have to telefoner. Men LG havde som sædvanlig det flotteste TV i den lækre Signature Series, der også havde designer hvidevarer i porteføljen. Det var faktisk et af årets temaer. LG havde designer air conditioning anlæg! Samsung havde en ny designer køleskabs serie med. Og alle vaskemaskiner ligner efterhånden noget der kan stå fremme i stedet for at blive gemt væk. Design var helt klart et af årets temaer og det er en god tendens.

Design er også udgangspunktet for britiske Pure Audios relancering af det ikoniske, tyske Braun mærke. Standen havde en original 1959 model med som reference og den nye højttaler serie så faktisk rigtig godt ud. Desværre fik jeg ikke lyttet til dem. Men de er nok også primært tænkt som conversation pieces.

Der var som sædvanlig masser af hifi på messen. Men luften er gået ud af Technics relanceringen og de mange stande med falske grammofonplader (sic!) og billige rejsegrammofoner fremstår efterhånden som fake marketing på ryggen af de seneste års vinyl buzz. Messen trænger til nytænkning på dette område og med Amazon Alexa og Google Assistant allevegne burde man invitere streamingtjenesterne med. De vil kunne give messen et tiltrængt løft med både koncept, indhold, marketing og teknologi.

På Sony standen var der atter et lytterum med grammofonplader. På væggen hang der også et Sony Music logo. Og til Warner Music logo. Og et Universal Music logo. Jeg har forsøgt at forklare dem i flere år at kun Sony Music er en del af Sony koncernen. Men det fatter det ikke. Utroligt at ikke blot én medarbejder i dette milliondyre projekt har bemærket det. Og hvis de endelig ville være cool burde de jo markedsføre nogle indie selskaber. Der var også en bar på standen. Jeg spurgte hvornår den åbnede. Det anede de ikke. Det er trist at de er så dårlige til at markedsføre de fine Sony produkter.

Samsungs megaområde handlede mest om kampagne hashtags og den nye Note10+. Det er en fantastisk telefon. Men det er ligesom om at de venter på 5G og IoT for at de kan komme videre med produktudviklingen. Lidt farver på køleskabene gør det ikke alene.

LG, Samsung og Panasonic har noget mere styr på det. Men de mangler innovation. Innovationen fandt jeg først i tema udstillingen ved siden af hovedmessen. Årets tema var ‘Japan’. Men de var otte små, sydkoreanske robotvirksomheder, der fangede min interesse. Her var der virkelig tale om innovation. Robot gulvvasker, der sørger for at dine gulve rengøres hver eneste dag, hjælpemidler til dårligt gående og fredelig drone teknologi viste meget mere inspiration og kreativitet end de store, asiatiske mastodonter.

Med det var Segway og Xiaomi, der fik smilebåndet frem. E-mobility revolutionen er kun lige begyndt. Men det bliver en trafikal fest når gaderne pludselig bliver en symfoni af e-cykler (Kawasaki havde nogle fede modeller produceret i Italien), løbehjul (en stand markedsførte sine bluetooth højttalere ved at montere dem på et løbehjul), skateboards, rulleskøjter og ikke mindst gokarts, der kan køre sæbekasseløb når vi får bilfrie byer.

Prøv at forestille dig hvad der sker når e-mobility møder app økonomien med 5G og IoT koblet på. Så begynder der virkelige at ske noget. De kan godt begynde at redesigne IFA området. Den kommer til at se helt anderledes ud i fremtiden. 

 

Læs tidligere reportage fra IFA her.

Reklamer

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?