Hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Af Susanne Sayers på Facebook

Jeg er jo sådan en type, der er vild med digitale løsninger. Jeg kan have en bogsamling med mig overalt, min pladesamling ditto – min bank, min virksomhed, min forbindelse til fjerne venner …
Men det slår mig, at de digitale løsninger i hvert fald i Danmark bliver brugt på en måde, som jeg bryder mig mindre og mindre om. De sparer kontakten mellem mennesker væk. Som om kontakt med mennesker er noget overflødigt, tidsforbrugende pjat.
Selvfølgelig er det cool nok, at jeg kan automatbetjene mig selv til kaffen hos 7Eleven på Hovedbanegården klokken to minutter i IC-toget til Aarhus fra spor 5. Jeg vil lige på det tidspunkt hellere have kaffe end kø. Jeg vil også hellere hæve penge i en automat end i en bank inden for et snævert tidsrum.
Der er mange digitale løsninger, som giver fremragende mening. Men efterhånden er selvbetjening ved at snige sig ind overalt; som om vi skal spare alle hverdagens menneskelige kontaktpunkter væk. Smalltalk? Spild af tid. Kontakt med ukendte og kendte fra nabolaget i kassekøen? Spild af tid. En togfører der kan hjælpe, når billetautomater strejker, eller servere en kop kaffe? Spild af tid. Vidende bibliotekarer der kan rådgive, hvis man gerne vil have noget til den 12-årige, der “minder om Harry Potter”? Spild af tid.
Jeg betjener efterhånden mig selv de fleste steder. Selv de steder hvor der er kasseassistenter i supermarkederne, er de der snarere til at servicere maskinerne end menneskene.
Og det forekommer mig, at vi skaber en unødvendig ensomhed. Byernes trængsel og friktion var et af de steder, hvor vi stadig kunne mærke hinanden. Også mennesker som vi ikke havde andet til fælles med, end at vi stod i samme kø.
Hvor er det den højt berømmede sammenhængskraft og tillid skal komme fra, hvis vi i mindre og mindre grad udsættes for kontakt med mennesker, vi ikke selv opsøger? Og hvad med de mennesker, der knapt nok har nogle at opsøge? Som får deres dosis daglige kontakt af at gå i butikker, blive smilet til af ekspedienten – også selv om det er rent professionelt – og ved at veksle et par ord med de andre i køen?
Og trods al den sparede tid er vi, så vidt jeg kan vurdere, blevet mere utålmodige. Den gamle mand som ikke kan finde ud af selvbetjeningskassen eller ikke kan tælle sine penge op selv – VORHERREbevares, kunne den slags ikke handle på tidspunkter, hvor der ikke er andre i butikken? Så vi, der er vigtige og travle, kan komme videre?
Jeg romantiserer ikke køerne.
Men hvis vi borteffektiviserer alle former for menneskelig kontakt undtagen de allermest nødvendige – hvornår er det så, at vi skal lære at omgås hinanden, hjælpe hinanden og være tålmodige med hinanden?
Og hvad bliver den sparede tid og de borteffektiviserede mennesker egentlig brugt til?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s