Glæden ved en vild have

Glæden ved en vild have

Af Arne Herløv Petersen

I de 47 år, jeg har været i huset er, er der ikke sprøjtet gift og ikke brugt kunstgødning i haven. Der er mange træer, og nogle af dem bliver liggende, når de falder. Der er nok for meget skygge til meget solkrævende planter, men det er rart at gå rundt i haven ad slyngede stier og at sidde på læsebænken fordybet i en bog i skygge en varm sommerdag.
Haven dirrer og strutter af liv. Planterne er grønne og frodige. Rødbederne og kartoflerne bliver ikke så store, men de smager bedst, når de er små, så det gør ikke noget. Bær og frugter smager, som de skal og ikke som de gør, når man køber dem i butikkerne.
Musvitter bygger rede inde i husmuren. I går hilste vi på pindsvinet, der gik rundt i tæt krat og snøftede.
Mange steder er der høje planter, der kaldes ukrudt. Det er de planter, der egner sig bedst til at vokse lige der, og mange af dem har kønne blomster. Brændenælder skal der være mange af. Ellers har nældetægen og nældens takvinge ikke noget at leve af. Der er mange krydderurter, og de tiltrækker sommerfugle. Det samme gør hjortetrøst, budleia og mange andre planter, vi har sået og sat ud.
Nogle mener, at det er nødvendigt med gift, for ellers bliver planterne syge og slatne, Men vores planter skal ikke strutte af gift, men af plantesaft. De er ikke syge. Tværtimod.
Nogle mener, at en have skal holdes nede. Men vi vil ikke holde haven nede. Vi skal også være der, så vi sætter vores fodspor. Men alle de andre arter, der holder til her, er også med til at skabe haven. Eksperterne på Fugle og Natur fører regnskab med de insekter og andre dyr, jeg tager bileder af og sender ind. Jeg har indtil nu fundet 811 forskellige arter i haven. Det er en stadig glæde med al den mangfoldighed – alle de dyr og planter, der lever deres liv lige her omkring os.

BALLET OG OPERA PÅ VEJ PÅ SKOLESKEMAET I HELE KØBENHAVN🩰🎭

BALLET OG OPERA PÅ VEJ PÅ SKOLESKEMAET I HELE KØBENHAVN🩰🎭

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet, Kulturborgmester

Yes! De fleste københavnske børn kan se frem til at møde alle former for scenekunst i skoletiden.

En ny ambitiøs samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater vil nemlig tilbyde alle københavnske folkeskoler forløb med klassisk scenekunst som opera, ballet og musik.

Konkret betyder det, at eleverne kan blive tilbudt kortere eller længere forløb med opera, ballet og klassisk musik, hvor kunstnere og lærere blandt andet hjælper børnene med at skabe deres egne forestillinger med alt fra kostumer og kulisser til sang, dans og skuespil.

At opleve de skrå brædder eller dansens verden er desværre ikke alle børn forundt. Så jeg glæder mig virkelig over, at vi udvider tilbuddet, så alle byens folkeskoler fremover kan få opera, ballet og klassisk musik på skoleskemaet. I Kultur- og Fritidsudvalget er vi også meget glade for, at tiltaget med åben scene, som vi har drøftet med Det Kongelige Teater, også ser ud til at kunne falde på plads. For Det Kongelige Teater kan noget helt særligt.

Udover aftalen for skolebørn vil Det Kongelige Teater også afprøve muligheden for, at teatrets Pixi Forestillinger på sigt kommer Københavns dagtilbud til gode. På den måde bliver de mindre københavnerbørn også inviteret indenfor i Det Kongelige Teater til opera, ballet eller koncerter i børnehøjde.

Du kan læse mere om kulturens indtog på skoleskemaet her.

Murakami er i radioen

Murakami er i radioen

Af Mette Holm (på Facebook)

Jeg pakker mit hus ned og lytter til Murakami Radio, som en af mine gode venner her har fået optaget til mig.
Murakami havde den 22. maj kl. 22-24 programmet ‘Stay Home’ på FM her i Japan. Programmet er optaget i hans hjem og vil sikkert lyde lidt anderledes, end det plejer, siger han. Han taler om, hvordan vi alle sammen ikke kan gøre, somvi plejer, og hvad vi gerne vil, ogderfor har han udvalgt musik, der skal opmuntre Japans befolkning.

Han siger også: “Der er mandlige politikere, der siger at kampen mod corona er en krig, men det synes jeg er en meget dårlig metafor. Det her handler ikke om kampen mellem godt og ondt, det er ikke en kamp mod fjender, det er snarere en mulighed for at få afprøvet, hvor godt vi som mennesker kan samarbejde, hjælpe hinanden og holde sammen. Det handler ikke om at slå ihjel, men om at kunne blive ved med at leve. Det er ikke tid for fjendtlighed og had.

Folk kunne ringe ind og stille spørgsmål:
En kvinde, der plejer at arbejde i et teater, fortæller, at hun tænker meget over, hvad de store ændringer under corona har betydet for hendes værdier, og spørger Murakami, om han har det lige sådan.
Han svarer, at det er svært at tale om de store ændringer, men han kan godt lide at fokusere på nære ting. Der er ingen tvivl om, at hans liv har ændret sig, men for første gang i mange år har han fundet fyldepennen frem og købt blæk, så han i stedet for at bruge pc skriver i hånden. Det har været meget forfriskende og noget, han vil huske fra denne tid. Det synes han, at vi alle skal gøre. Finde på noget, der gør denne tid til noget særligt.

Murakami har en dejlig stemme, og man kan virkelig mærke ham i programmet, hvor han opmuntrer folk og er meget personlig. En kvinde taler om, at Little People måske er sluppet løs, og Murakami giver hende ret.
En mand, der plejer at arbejde i en donutsbutik siger, at han fantaserer om at udstille hullerne fra butikkens donuts. En ’nothing’-udstilling. Her påpeger Murakami, at donuts er vigtige i denne verden, at vi har brug for dem, også for hullerne, og opfordrer manden til at blive ved med at lave donuts.

Og så slutter Murakami udsendelsen af med: “Det, vi har brug for nu, er masker, kærlighed og en vaccine.” Og så siger han: “Mon ikke nogen af jer derude sidder og får sig et glas? Jeg skal selv have et glas vin nu … skål. Og godnat.”

Åh, hvor jeg glæder mig til at oversætte ham igen. Han har netop udgivet syv noveller i det litterære tidsskrift Bungakukai (Litteraturens verden), som vil udkomme samlet sammen med en ottende novelle i første person ental – så interessant.

Jeg hørte ham læse en af novellerne op – Confessions of a Shinagawa Monkey – som er fortsættelsen af Shinagawa Monkey i en tidligere novellesamling (Mystiske fortællinger fra Tokyo), en suveræn samling med fem noveller. Han var virkelig sjov, og det var en genial oplæsning, der for altid vil gøre denne historie til noget helt særligt for mig.

Spillelisten fra første time: Look for the Silver Lining med Modern Folk Quartet, Waiting on a Sunny Day med Bruce Springsteen, Raindrops keep falling on my Head med Isley Meets Bacharach, Here comes the Sun med Nina Simone, You’ve got a Friend med Carole King, Over the Rainbow med Ella Fitzgerald, Sun is Shining med Bob Marley, What a Wonderful World med Louis Armstrong og Happy Birthday Sweet Darling med Kate Taylor.

(To sange er udskiftet fordi de ikke var på Spotify, red.)

KØBENHAVN SKAL TAGE IMOD FLYGTNINGEBØRN

KØBENHAVN SKAL TAGE IMOD FLYGTNINGEBØRN

Af Franciska Rosenkilde, Alternativet, Kulturborgmester 

Mens Corona-krisen raser i store dele af verden, og vi stort set ikke læser om andet i medierne, er der fortsat krig, hungersnød og mennesker på flugt.

I Grækenland sidder tusindvis af familier og uledsagede børn i overfyldte flygtningelejre under kummerlige forhold og med en stor uvished om, hvad fremtiden bringer dem.

Situationen for især de uledsagede børn skærer i mit moderhjerte. Derfor er jeg enormt glad for, at der er politisk opbakning til De Radikales forslag om, at København skal tage imod uledsagede flygtningebørn i Grækenland.

Første step er nu, at overborgmesteren hurtigst muligt skal tage kontakt til udlændinge- og integrationsministeren med beskeden om, at København gerne til tilslutte sig initiativet fra foreløbigt ti europæiske byer om at tage imod uledsagede flygtningebørn i Grækenland.

København er rig på mange måder. Jeg mener, at vi har en menneskelig pligt til at hjælpe, hvor vi kan.

Hjemmelavet pizza

Hjemmelavet pizza

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Hjemme igen og hjemmelavet pizza.
Tak for en god debat her til aften.

Situationens alvor var til at mærke. Der var knap så mange uenigheder, som der plejer at være, når vi mødes til partilederdebat.

Sammen har vi fundet en vej, hvor vi kan åbne Danmark og fortsat holde smitten under kontrol. Vi har holdt hånden under arbejdspladser, kulturliv og udsatte grupper i de sidste svære måneder.

I aften diskuterede vi de næste skridt. Tallene tyder på, at der kan være plads til at åbne mere. Det kan f.eks. gøre det muligt for store dele af kulturlivet at åbne hurtigere end først planlagt.

Det drøfter vi nu videre. Det afgørende er, at vi stadig går gradvist og kontrolleret frem. Så vi ikke sætter alt det over styr, vi sammen har opnået.

Ha’ en rigtig god aften.

Vi er ikke en kulturnation

Vi er ikke en kulturnation

Af Michael Thouber

»Vi har en stor opgave foran os, hvor vi må fortælle de ledende politikere, hvilken kæmpe folkelig opbakning, kunst-og kulturinstitutioner oplever i disse år, da det tilsyneladende ikke er strømmet ind på Christiansborg. For mig signalerer prioriteringen, at man ikke forstår, at kulturlivet også er en økonomisk stærk industri og en væsentlig arbejdsplads for rigtig mange mennesker. Og at et åndeligt produkt nogle gange kan have større værdi end det at gå ned og købe en T-shirt«

Reflekterer sammen med en række dygtige kolleger i dagens Jyllands-Posten over om Danmark er blevet “en storcenter nation, ikke kulturnation” som Erlend G. Høyersten direktør på ARoS Aarhus Art Museum formulerer det.

Peter Duelund, lektor emeritus på Institut for Kunst-og Kulturvidenskab på Københavns Universitet: »De skyder i virkeligheden sig selv i foden, for man må ikke glemme, at det var Jens Otto Krag og Socialdemokratiet, der efter Anden Verdenskrig klart formulerede, at den økonomiske velfærdspolitik skal være et redskab til en levende dynamisk kultur – ikke omvendt. Altså at en blomstrende kultur er målet, og økonomien er redskabet.«

Jørgen Ramskov, direktør for Producentforeningen: »Der er jo et gammelt udtryk, der siger, at “kulturen er ej blot til lyst”, og det er jo virkelig rigtigt. Der er læring og historie og ikke mindst virkelig mange arbejdspladser i kulturen. Hvis man er optaget af at åbne samfundet, burde man også se på det store aktiv, kulturen er for samfundsudviklingen og rent økonomisk.«

Finn Wiedemann, lektor på Institut for Kulturvidenskaber ved SDU: »Den politiske interesse for kulturen tidligere hen var større, og engang blev den faktisk set som noget væsentligt, som man skulle beskæftige sig med som en del af velfærdsudviklingen«

Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet: »Man kan – måske ubevidst – køre i én retning i lang tid, og hvis ingen protesterer, så bliver dét holdningen. Det her handler for mig at se ikke om corona – eller om en måned fra eller til. Det handler om, at bægeret flyder over, fordi det igen er udtryk for, hvordan vi prioriterer i Danmark. Hvis vi bliver ved at prioritere på denne måde, så står det ret klart, at vi ikke er en kulturnation.«

Merete Sanderhoff kunsthistoriker og museumsinspektør på SMK – Statens Museum for Kunst: »Selv om danskerne måske ikke vægter kultur så højt, når de skal stemme til folketingsvalg, så stemmer de med fødderne. De har aldrig brugt landets kulturtilbud så meget, som de gør i disse år. Og nu hvor museer, teatre, biblioteker og spillesteder har været lukket ned i månedsvis, så boomer danskernes digitale forbrug. Politisk vejer kultur måske ikke tungt lige nu, hvis man sammenligner med Tyskland. Men som kultursektor tror jeg, at dét, at vi har taget handsken på og vist, hvor hurtigt vi kan omstille os, og hvor meget danskerne har brug for kulturelt indhold, vil få langsigtede effekter – også på den politiske debat«

Hurtig omklædning

Hurtig omklædning

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Der går lige præcis to sekunder fra jeg kommer hjem efter en lang dag i Folketinget og Statsministeriet, til jeg ser sådan her ud.

I dag har handlet om, hvordan vi bedre ruster Danmark til fremtiden.

Corona-krisen har vist os, at det er altafgørende at handle hurtigt som samfund. Det har vi gjort – og det holder vi fast i. Nu er det tid til også at se fremad.

Derfor etablerer vi en ny styrelse – et stærkere beredskab. Det skal være vores fælles muskel, der sikrer, at vi har forsyninger og lagre af værnemidler, tests og isolationsfaciliteter. Og give sundhedsmyndighederne ro til at fokusere på patienterne og de sundhedsfaglige strategier.

Samtidig sætter vi gang i en mere offensiv teststrategi. Med større kapacitet. Hvis smitten blusser op igen, skal vi opdage det i tide, så vi fortsat har kontrol over smitten.

Vi vil ikke – og skal ikke – stå og mangle værnemidler og testkit.

Vi går ikke hurtigere frem, end hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt

Vi går ikke hurtigere frem, end hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt

Af Mette Frederiksen, Statsminister

Kære alle,

Vi har nu i Danmark en samlet plan for, hvordan og hvornår vi åbner vores samfund op. En plan som Folketingets partier sammen har udarbejdet. Vi åbner i faser. Gradvist og kontrolleret. Fase 1 er allerede i gang. Fase 2 starter på mandag. Til sommer følger fase 3. Her har vi en vigtig opgave: At igangsætte kultur og aktiviteter og i det hele taget gode muligheder for oplevelser. Kulturlivet er særlig hårdt ramt af krisen på et tidspunkt, hvor kultur og fællesskaber er blevet endnu vigtigere for os alle. Derfor bliver de afgørende i fase 3. Hvis udviklingen er bedre end ventet, kan der blive plads til en udvidet fase 3. Og til sidst kommer så en fase 4.

Vi går ikke hurtigere frem, end hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt. Vi har nu en rækkefølge. Og den rækkefølge kan både blive fremrykket – eller forsinket. Alt afhænger fortsat af, om vi bliver ved med at have smitten under kontrol. Hvilket står og falder med vores alles adfærd. Vi står sammen ved at holde afstand.

Det nærmere indhold af faserne kan I læse på Statsministeriets hjemmeside.

Selvom der nu er en rækkefølge, vil der stadig være ting, der skal afklares. Det håber jeg på forståelse for. Retningslinjer skal blandt andet på plads. I god dialog med dem, der skal åbne. Vi skal se, hvordan sygdommen udvikler sig – og vi skal se effekterne af det vi nu sætter i gang.

Jeg har godt set, at der allerede – med rette – er mange spørgsmål. Hvorfor kan det ene åbne nu, men ikke det andet? Det afgørende er den samlede aktivitet. Vi må ikke sætte for meget i gang samtidig. Derfor har vi skullet vælge noget nu, mens andet må vente. Fordi vi ikke må gå så hurtigt frem, at vi risikerer et tilbageslag.

En ting må vi ikke glemme. Selvom Danmark åbner mere og mere, vil der stadig være ældre og sårbare, som ikke kan leve det liv, de plejer. Som er mere udsatte for sygdommen og som derfor passer godt på sig selv. Vi andre får en endnu større forpligtelse til at være der for dem.

God Stor Bededag til jer alle!