Hummerens skjold

Af Asger Schnack

MESTERVÆRK: Caroline Albertine Minor: ”Hummerens skjold”. Caroline Albertine Minor har skrevet den svære treer. For tre år siden udkom hendes svære toer, men når ”Hummerens skjold” er den svære treer, er det, fordi hun med ”Velsignelser” skrev sig ind i dansk litteraturhistorie ved siden af de største. ”Velsignelser” er en novellesamling (med hældning mod romanen), så fornuftigt nok har hun denne gang valgt at skrive en roman (med hældning mod novellesamlingen). De to bøger har meget til fælles – også jo med hendes første bog, som absolut ikke bør glemmes, ”Pura vida” (2013) – men er også meget forskellige. Man fornemmer, at forfatteren i ”Hummerens skjold” har trukket sig helt tilbage og ladet et drama udfolde sig ’i armslængdes afstand’. Det gør hun med en enestående sikkerhed, ikke et øjeblik er sproget ikke sandfærdigt, ligegyldigt hvor i fortællingen, eller i hvilken fortælling, vi befinder os. For der er flere fortællinger bygget ind i hinanden, med hver sit portrætgalleri, først og fremmest tre søskende, men også deres nære, foruden løsere tilknyttede personer. Og oven over dem alle svæver de tre søskendes afdøde mor, som i en vis forstand er den, der fortæller historien eller i alle tilfælde binder den sammen. Romanen udforsker søskende- og familieforhold og grænseegne mellem liv og død. Og man er som læser hægtet på fra start til slut. Man kan ellers godt få den kætterske tanke: Hvad skal vi med fiktion om familier og deres problemer? Hvad skal vi i det hele taget med problemer? Men i Caroline Albertine Minors tilfælde løfter realismen sig op i et nærmest supersonisk luftlag, samtidig med at det stille og roligt fordriver tiden mellem sætningerne, der skinner som noget i sig selv meningsfuldt. Jeg har vistnok engang sammenlignet hendes stil med Peter Seebergs; det holder, der er noget af det samme i sig selv hvilende, hvor den mindste lille udflugt er interessant og værd at følge. Romanen benytter sig af et træk, vi ellers kender fra Lawrence Durrell (”Alexandriakvartetten”), hvor den person, man lige har identificeret sig med, pludselig ses udefra, og man så at sige afsløres. Eller ’verden’ afsløres. Det gør læsningen spændende og samtidig mere realistisk (på den fede måde). Caroline Albertine Minor befinder sig et ganske særligt sted, hvor hun skriver sætninger, der er luft omkring, og som bæres ind på siden af nynnende tankefølelser, samtidig med at det er ganske let at læse hendes prosa. Alle vil kunne læse denne bog med udbytte. Og jeg garanterer: Den vil kunne læses mange gange. Har man levet et menneskeliv, er der meget, man vil genkende, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor ved hun det fra? Hvordan er hun i stand til troværdigt at sætte alle disse internt forbundne scener i scene? Men man vænner sig til, at det kan hun, eller man glemmer at tænke på det, for det er helt andre ting, man har i tankerne: detaljer, helhedens lys. Den vigtigste sætning i bogen er denne på side 128: ”Der var ikke mere at sige, sådan fungerer sandheden.” (Omslag: Kelly Winton. Illustration: Fairfield Porter)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s