
Af Torben Skjødt Jensen
“Der har været mange gisninger ovenpå den måske lidt kryptiske udmelding igår fra sydhavnen – men her kommer den sande historie: Det er en fornøjelse at kunne fortælle at jeg sammen med min producent, Picturewise film fra Århus, har fået støtte fra Den Vestdanske Filmpulje til at vi endelig kan færdiggøre filmen om kvindebandet der forvandlede sig fra Clinic Q til Miss B. Haven i 80erne og virkelig gjorde en indsats for at sparke dansk rockmusik ud over de danske grænser i en karriere der varede frem til 1997 og fyldte næsten 20 år for de fleste i bandet.
Lige nu er klippearbejdet i fuld gang i Århus, men som et endeligt løft af filmen op i et højt luftlag, så bliver der som filmens slutning præsenteret et helt splinternyt nummer af og med bandet – og derfor er de samlet lige her i disse dage i Sweet Silence Studios for at indspille sammen, for første gang i 25 år.
Det sker med ingen ringere end Sune Rose Wagner i rollen som både producer og guitarist, og så er det selvfølgelig Lise Cabble – Vocal, Mette Soele Mathiesen – trommer, perc, kor, Lene Lykke Davidsen – Bas,kor og Minna Grooss – keyboads,kor.
Flemming Rasmussen styrer teknikken, og når der nu skal nørdes så var Flemming også tekniker tilbage i 1982 da Clinic Q indspillede deres eneste album i Sweet Silence.
Filmen har i anledning af nu at blive færdiggjort fået sin endelige titel, “Nobody´s Angel”, forventet premiere forår 23 – og så håber vi at det nye nummer både løfter interessen for filmen og et muligt soundtrack der kan følge med.
Her er et foto fra arbejdet i studiet.”