BÅNDVÆRKSTEDET

Af Leif Lønsmann

Den 24.november 1972 åbnede Danmarks Radio ørerne, dørene og mikrofonerne for lytterne, med et radiofonisk eksperiment ved navn “Båndværkstedet”. Et åbent radioværksted, hvor folk kunne gå direkte ind fra gaden og få hjælp til at lave radioudsendelser, helt uden nogen form for censur eller indblanding. En slags ”radiofonisk facebook”, optaget på spolebånd. Deraf navnet.

Gennem 17 år, indtil “nærradioerne” overtog opgaven i 1989, kom tusindvis af engagerede borgere igennem Båndværkstedet, fra alle samfundets kroge og afkroge. Alene med det til fælles, at de havde noget på hjerte, som de gerne ville dele med andre.

Båndværkstedet var et sandt overflødighedshorn af mennesker og meninger. Vegetarer og voldsmænd. Narkomaner og nihilister. Christianitter, kommunister, kriminelle og clairvoyante. Miljøaktivister, militærnægtere, marxister, mordere og sågar muslimer havde fuldstændig fri og uhindret adgang til mikrofonerne. Kun straffeloven satte grænser for hvad vi lod passere. Alle synspunkter, meninger og holdninger var tilladt. Strejkende asfaltarbejdere agiterede for et bedre arbejdsmiljø. En kontorassistent fortalte om hvorfor hun valgte at gå i kloster. En hjemmeværnsmand roste politiet. En slumstormer gav dem fingeren. En narkoman fortalte hvordan han blev helbredt af Gud efter syv år i Helvede. En gruppe åndssvage fortalte hvordan de lærte at spille musik på deres institution. Sindslidende fortalte om deres interesseorganisation ”Galebevægelsen”. En gruppe narkoleptikere (folk der lider af pludselig at falde i søvn) argumenterede for at de brude have ret til kørekort. En blind skiløber tog lytterne med i sin kamp for at kvalificere sig til vinter-OL for handicappede. En 23-årig nazist fra Esbjerg fortalte om glæden ved hvide børn. En kommunist roste Albanien som et paradis for arbejdere. En anden mente at Nordkorea var himlen på jorden. En tredje at Sovjetunionens invasion af Afghanistan kunne forsvares. Det var ikke gået i dag.

Båndværkstedet lærte mig at alle mennesker har ret til at blive lyttet til, og at alle synspunkter bør have ret til udbredelse. For de findes hvad enten vi vil høre det eller ej. Og mit møde med radioen overbeviste mig om at radioen er det fedeste medie til folkelig debat, fordi radioen bruger talesproget, som vi alle behersker.

Havde Båndværkstedet stadig eksisteret, ville vi have sendt en jubilæumskavalkade med klip fra “Folkets Røst”. Båndene findes stadig.

På billedet ses to af Båndværkstedets brugere, kyndigt vejledt af to unge medarbejdere med Båndværkstedets gule t-shirt. Nogle af os genkender ansigterne…