TV-BISPERNE

Af Leif Lønsmann

For 25 år siden, i november 1997, rasede, som så ofte før og siden, en voldsom debat om ”de fremmede” i Danmark. Tonen var hård og uforsonende. De ”fremmede” var en social byrde, et uønsket kulturislæt, et økonomisk problem – og ”de” fyldte for meget i kriminalitetsstatistikkerne.

Et overfald i Odenses natlige værtshusmiljø, hvor en ”indvandrer” havde tævet en ”dansker”, fik debatten til at gå helt amok. Formentlig fordi der forelå videooptagelser af overfaldet. De store tv-stationer, DR og TV2, kunne ikke stå for fristelsen og gav den fuld gas med billedet af den voldelige ”fremmede”.

De 15 sekunders ”reality tv” fra Odense var dråben. Nu var grænsen nået for hvad danskerne ville finde sig i. En undersøgelse viste, at en tredjedel af ”danskerne” var bekymrede over de ”fremmede” i landet. Et nydannet parti slog sig op på kravet om en stram udlændingepolitik. Et af partiets medlemmer opfordrede i kampens hede til at man fløj ”somalierne” hjem og smed dem ned over Afrika med faldskærm. En anden foreslog at man sparede udgiften til faldskærmen.

Så hård var tonen, at en modbølge af eftertanke meldte sig. En række biskopper appellerede til noget så kontroversielt som ”en ordentlig tone” og ”en human debat”. Den nyudnævnte indenrigsminister Thorkild Simonsen pegede på medierne som medansvarlige for ”den oppiskede stemning”, og opfordrede til, at man fik den ”mærkeligt uhumanistiske debat ned i et leje, hvor det ikke gælder om at få så få fremmede ind i landet som muligt, og så mange som muligt af dem, der er her, ud af landet så hurtigt som muligt”.

Ved et debatmøde i Odense tog TV2s direktør, Jørgen Flindt Pedersen, kritikken til sig. ”Der har på det sidste – på grund af en række konkrete begivenheder – været en stor overvægt af historier, der problematiserede de fremmede og deres belastning af det danske samfund. Hver og en af disse historier kan være relevant og berettiget, men tilsammen og isoleret bliver det til en meget ensidig dækning af ”de fremmede” i Danmark”. DRs generaldirektør Christian S. Nissen fulgte op med en tilsvarende selverkendelse: ”Det er en del af DRs idégrundlag at skabe dialog og bygge bro mellem enkeltindivider, grupper og samfund, og at værne om friheden til at være forskellige, som forudsætningen for et levende demokrati. Det har vi måske ikke været gode nok til”.

SÅ brød Fanden for alvor løs. Skulle Danmarks mediebosser nu til at blande sig i tonen i indvandrerdebatten? Ekstrabladets chefredaktør Sven Ove Gade, der altid er frisk med en sviner, rasede mod disse ”fløjlsmaver”, ”godhedsapostle” og ”mediebisper”, som ville tvinge deres ”stiftsprovster” og ”nyhedsprælater” i nyhedsafdelingerne til at prædike ”elitens evangelium” om indvandringens velsignelser. Fra den anden ende af landet advarede Aarhus Stiftstidende imod at biskopper og mediechefer ”pludselig får moralske åbenbaringer og lader sig gribe af frelsermentalitet”. Og hjemme i Radiohuset protesterede Radioavisens chefer og medarbejdere offentligt over ”generalens forsøg på at indføre politisk censur af nyhedsdækningen”.

Det er 25 år siden. Den uforsonlige tone, hadet mod minoriteter og polariseringen i samfundsdebatten er ikke kommet med de sociale medier. Den har altid været her.

Illustration: Anne Marie Steen-Pedersen, Ekstrabladet, november 1997.