Maria Wandel på Kastrupgaardsamlingen

Asger Schnack skriver på Facebook:

Jeg cyklede ud gennem det blæsende mørke (medvind) til Kastrupgaardsamlingen i går aftes til åbning af Maria Wandels udstilling ”Here (Once Again), Leaving the Gold”. Fra mørket ind i museets lysende sale. Man skal hele samlingen igennem, før man kommer til udstillingen, som annonceres af tre ensfarvede felter (light blue), inden man drejer ind i rum med store malerier, det ene efter det andet. Først mindre rum, så det store rum. Det hele er stort og indbydende. Og det første, man lægger mærke til, er, at selv om der i meget høj grad er tale om enkeltbilleder, værker med hver sit stemningsmættede indhold, så er det også en samlet fortælling. Ikke i traditionel forstand og ikke sprogligt genfortælleligt, men klart opfattelig som billedtale: det fluktuerende, tiden som medspiller, altid nærværende som tabt eller øjeblikkeligt medlevende, fyldestgørende eller tværtimod nærmest forsvindende i mindet. Til udstillingen hører et flot katalog med samme titel som den; heri skriver Else Marie Bukdahl en yderst oplysende (og velskrevet, naturligvis, havde jeg nær sagt) artikel om Maria Wandels kunst og hidtidige arbejde med nedslag i udstillinger og bogværker. Hun (Else Marie Bukdahl) indleder sin artikel med nogle meget tankevækkende bemærkninger om netop forholdet mellem ord og maleri, hvor hun henviser til Leonardo da Vinci og i nyere tid Paul Klee og Wassily Kandinsky. Med disse ord in mente bliver opgaven at opleve malerierne hver for sig og sammen som en parallel fortælling, og det er ikke svært, for de inviterer lystigt til fordybelse i selve flygtighedens væsen, såvel i konkrete forfaldshistorier (cigaretskod) som i mere abstrakte følelsesområder (barndom, fremtid, tomhed, afsked, fravær, nærvær). Nogle af malerierne har klassisk skønhed, således et tennisbillede, et strandbillede, et slut-på-sæsonen-billede og to billeder med sønnen Adam, det ene blot betitlet ”Adam”, det andet – begge er meget fine – med titlen ”Les Roches Noires”. Interessant er det (som jeg fik fortalt), at Marguerite Duras her købte en lejlighed og befærdede disse hoteleks- og interiører med hav og forladte caféstole. Det giver en god reference til en beslægtet litterær figur, ligesom billedet ”Catherine” henviser til Catherine Deneuve, en anden slægtning til kunstneren i det store valgunivers. Det er fransk, men det er også universelt. Og til at træde ind i. Hvilket hermed anbefales. (Maria Wandel: ”Here (One Again), Leaving the Gold”, Kastrupgaardsamlingen 6. februar – 7. juni 2020; Vendsyssel Kunstmuseum 29. august – 18. oktober 2020). (Illustration: katalogets forside. Grafisk design: Dan Eggers)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s