Ritt

Af Leif Lønsmann

Midt i tristessen over Ritt Bjerregaards død er det forsonende at vide, at hun døde med friske toner af Stravinskys violinkoncert i erindringen. Blot to dage inden hendes død var hun, som så ofte, i DR Koncerthuset, hvor verdensstjernen Frank Peter Zimmermann spillede netop den.

Ritt elskede at komme i DR Koncerthuset, ligesom hun i sin tid var en hyppig gæst i Radiohusets Koncertsal. Som regel sammen med sin mor, der lige akkurat nåede at opleve udflytningen til DR Koncerthuset inden hun døde i 2009.

Ritt havde kærligheden til klassisk musik med hjemmefra. Hun voksede op på Vesterbro i København, i ”et hjem med grammofon”, som hun sagde. På hylderne var der en pæn samling klassisk musik. Hendes far havde haft en drøm om at uddanne sig til musiker. Det blev ikke til noget, men han tog Ritt med til koncerter. Han foretrak klaver, men Ritts begejstring rettede sig hurtigt mod violinkoncerter.

Da jeg engang spurgte hende, hvilket stykke musik hun var allergladest for, faldt svaret prompte: ”Sibelius’ violinkoncert i d-mol, opus 47”.

I december 2015 havde jeg lejlighed til at høre netop den sammen med hende i DR Koncerthuset. Hun var særlig glad for netop den koncert. Det skyldtes aftenens solist, den græske violinist Leonidas Kavakos. Kavakos gav ifølge Ritt hendes yndlingskoncert et særligt dramatisk udtryk, som sendte hendes tanker ud i den barske nordiske natur, og han spillede ifølge Ritt ”så man kunne høre vinden i træerne og suset fra vandløbene”.

Jeg håber at Ritt får masser af Sibelius der hvor hun er nu. Og hvis man kan tage P2 i Himlen, kan hun høre Kavakos igen, når han på torsdag den 2.februar atter spiller i DR Koncerthuset. Vi andre kan benytte anledningen til at sende Ritt en tanke, når vi hører koncerten, i DR Koncerthuset, på P2 eller i DR LYD.

Billedet er fra Patti Smith koncerten i august 2016, sammen med Ritts trofaste koncertveninde Nanna Kalinka Bjerke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s