
Af Michael Thouber på Facebook
Jeg bliver spurgt af flere, hvordan kønsfordelingen har været på Kunsthal Charlottenborg i min tid som direktør. Dem har vi selvfølgelig talt op siden jeg rejste denne sag.
Soloudstillinger fordeler sig de seneste tre år således: 47% kvinder / 53% mænd. Gruppeudstillingerne fordeler sig således: 42% kvinder / 58% mænd.
I samme periode har vi fordoblet besøgstallene og tredoblet entréindtægterne, så tallene viser heldigvis, at det betaler sig at inkludere kvinderne – og først og fremmest at det jo ikke er svært at finde kunst af høj kvalitet skabt af kvinder.
I Foreningen af Kunsthaller i Danmark er vi i fællesskab i gang med at tælle op, og vi vil melde tallene ud for de seneste tre år på kunsthallerne i Danmark, så snart vi har dem allesammen.
Jeg vil gerne opfordre mine kolleger i museumsbranchen til at gøre det samme – både hvad angår udstillinger og indkøb til samlingen. Alt tyder heldigvis på, at kønsbalancen i Danmark er langt bedre end de tal vi ser internationalt. Men lad os få tallene for de seneste år, så vi har noget konkret at forholde os til.
Foto: Eva Koťátková, Error, 2019. Detalje fra udstillingen ‘Eva Koťátková – Confessions of the Piping System’ som vises 21 Sep 2019 – 16 Feb 2020 på Kunsthal Charlottenborg. Foto af David Stjernholm. Courtesy Eva Koťátková, Meyer Riegger Berlin/Karlsruhe.