
Af Christina Olumeko, skatteordfører, Alternativet
Tænk hvad et grønt og progressivt flertal kunne udrette?
En af de største klimaskandaler i sidste valgperiode var den såkaldt grønne skattereform, der gav en særlig rabat til de største udledere af CO2, og dermed markant forsinkede den nødvendige, grønne omstilling i Danmark.
Under valgkampen tegnede der sig heldigvis et flertal i befolkningen til at få lavet en mere effektiv, ensartet og fair CO2-skat. Vi i Alternativet har derfor også store forhåbninger til at dette flertal kunne fremtvinge den reelle klimahandling, vi har brug for.
Desværre ser det nu ud til at Socialdemokratiet vil inkludere flere klima-nølende partier i regeringen – partier, der igen og igen har sagt at klimalovene reelt ikke må ændre vores levevis. Vi skal fortsætte med at forbruge og producere som før.
Det må simpelthen ikke blive realitet. Vi må og skal sikre at danskernes klimaambitioner og håb bliver båret helt ind i Folketinget. Der er brug for klimahandling. Ikke flere planer og planer for planer.
Klimaet venter ikke.